Der er brug for lidt balance i både mave og hoved på årets første dag. Her er Bugge Wesseltofts nyeste soloudspil som kaldet fra himlen. Hvilket også er passende når pladen hedder Everybody loves angels. Den nu tyve år gamle juleplade It’s snowing on my piano, har været en fast favorit i julemåneden de sidste mange år. Bugge Wesseltofts beroligende solopiano udgaver af julemelodier har varmet julehjertet.
På den nye engleplade spiller han en blanding af pop og klassisk. Der er de helt udslidte sange Morning has broken, Let it be og Blowing in the wind. Der er også Hendrix’ Angels og Bruno Mars’ Locked out of heaven. Weyses Salme og Bachs Koral passer godt ind i popselskabet.
Musikken er indspillet i Katedralen i Lofoten. Oppe i det nordligste Norge er det atter lykkedes Bugge Wesseltoft, at lave et soundtrack til søndagsmorgenkaffen. Den kan bruges året rundt. Jeg er sikker på at mange vil finde stor glæde ved pladen, der er en vaske ægte Ready-to-eat jazzpleaser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar