Det er så rent som en norsk elv. Der er ingen forurening. Kun den rene friske jazz der løber smukt i elven, både som en vilter brusen og som en stille piblen. Det er Snorre Kirk der er på spil igen. Den i Danmark bosatte, norske trommeslager har lavet sit fjerde album i eget navn. Han har et veletableret band, signaturlyd, stilart og coolness. Det er doseret i de rette doser. Det er afstemt og vellydende. Duke Ellington har sat sit tydelige præg på Snorre Kirks musik, hvor han har skrevet al musikken, pånær Zanzibar, der er skrevet af Juan Tizol (ham der også skrev Caravan). Pladens stemning er lummerfræk lige fra starten på nummeret Exotica med Jan Harbecks intime tenorsax. Han bakkes godt op af Magnus Hjorth på piano, der smider nogle små kække klavertoner ind i den eksotiske stemning. Til sidst toppes det af Tobias Wiklunds pivende(frække) kornet. Dæmpet belysning og rødt velour. Jeg bliver helt svedt.
Det er godt at der kommer et uptempo nummer, 18th & Vine, lige efter. Så lummersveden kan fjernes. Snorre Kirk rykker frem på trommestolen med nogle gode kantslag, mens blæserne, der også inkluderer Klas Lindquist på altsax, leverer en lækker blæsersektion. Bassisten Lasse Mørck sætter et tydeligt og samtidig diskret aftryk i musikken, det høres lige fra starten på nummeret Monaco, hvor han med pondus, timing og suveræn swing-fornemmelse sætter nummeret igang med en smittende og dansende basgang.
Side 2 åbner med Portrait. Et stille pianonummer, hvor Magnus Hjorth med let melankoli og Snorre Kirk med diskrete køller på trommerne skaber den føromtalte stille piblen. Beat er det fjerde album fra Snorre Kirk og han begejstrer endnu en gang med jazz, der nok kan lyde som om den var skabt i 40’erne eller 50’erne og samtidig har et friskt og nutidigt touch på udødelig jazz.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar