fredag, februar 19, 2021

Peter Jensen, Morten Büchert & DR Big Band: Light Through Leaves (ILK) LP/DL/stream

Lyset der slipper gennem bladene. De der ukuelige stråler, der ikke kan holdes tilbage. På samme måde sker det med Carl Nielsens musik, der udspringer af folkemusikken og siden blev grundfæstet i den klassiske musik. Carl Nielsens musik stråler igennem på den nye udgivelse med DR Big Band, hvor Peter Jensen og Morten Büchert har skabt et nyt værk ud fra en gennemgang af Carl Nielsens seks symfonier med afsæt i samples og lydfragmenter.


De har ikke lavet et jazzet arrangement af kendte temaer fra symfonierne. De går i stedet rundt om Carl Nielsens musik og rekontekstualiserer den. De lader tonale tomrum og pauser i Carl Nielsens musik udfyldes af nye kompositioner. DR Big Bandet leverer musikken som Peter Jensen har komponeret og efterfølgende, sammen med Morten Büchert har bearbejdet.


Det er den tredje udgivelse hvor Peter Jensen bruger musik fra DR Big Band til, at skabe et nyt selvstændigt værk på plade. Det er både modigt og afsindigt vellykket. Carl Nielsens musik og DR Big Band bringes ind i nutiden.


I anledning af 150-året for Carl Nielsens fødsel i 2015 blev Peter Jensen bedt om at skabe en hyldest til Carl Nielsen for DR Big Band. Der blev også indspillet nogle mere straighte arrangementer af Carl Nielsen, hvoraf to af dem, Sænk kun dit hoved, du blomst og Underlige aftenlufte er udgivet som singler på streaming-tjenesterne.

ILK Music


Ingen kommentarer: