lørdag, september 04, 2021

Modal Projekt: Electronic Organic (Freshly Squeezed) stream

 

Det er 14 år siden at han under navnet Jazzbox sammen med Kenneth Bager og flere jazzmusikere lavede albummet Jazz is the grass that I cut, hvor han lod den elektroniske musik krydse klinger med jazz. Herefter gik det stærkt - men med et andet projekt, Swing Republic. Han var fremme i forreste bastion indenfor electro swing genren og hittede overalt i verden. 

Nu er Per Ebdrup aktuel med Modal Projekt. Her kombinerer han sin store kærlighed for modular synthesizers med modal jazz.


Det er pumpende techno, ambient og jazzens improviserende instrumenter der mødes. Per Ebdrup er en synth wizard, der ved hvordan elektronisk musik skal skæres. Det kan minde om St. Germain, som når han er sammen med den engelske keyboardspiller Bennett Holland på Great Fall. Med danske jazzører er det selvfølgelig interesant at høre saxofonisten Jan Harbeck og trompetisten Peter Marott i elektronisk sammenhæng. De er med på fire numre, hvor eksempelvis Apples & Pears og Polylove lader Jan Harbeck lyde som Jan Harbeck - og Peter Marott på muted trompet sender nummeret direkte i jazzland. 


Modal Projekt handler ikke om grænseoverskridende eksperimenter. Det handler om at bruge effektive og velafprøvede (velfungerende) elementer fra begge genrer og parre dem. I Per Ebdrups vision er det ikke nødvendigt med parterapi - de to genrer hygger sig sammen. Spørgsmålet er vel mest om der ikke kommer børn ud af det?


Har man et godt forhold til elektronisk musik og jazz, så Per Ebdrups Modal Projekt et rasende godt bud - måske det bedste - på en nutidig hybrid. Jeg er vild med det og vil ikke tøve med at anbefale Modal Projekt.

Freshly Squeezed Music

Ingen kommentarer: