torsdag, november 30, 2006

Dansk topklasse bebop fra 50'erne
Entusiasterne fra pladeselskabet Little Beat Records har lige udsendt pladen Jonny Campbell Sextet Volume 1 1951-62. Den indeholder musik som blev lavet i årene efter at Campbell brødrene havde forladt Harlem Kiddies (hvis karriere blev kortlagt på CD'en Harlem Kiddies 1940-45). De spillede også ragtime og showpræget musik, men denne udgivelse fokuserer udelukkende på den rene jazz. Sekstetten bestod i denne periode af Jonny Campbell (alt/ten sax), Gotfred Sørensen (trompet), Bent Axen (piano), Jimmy Campbell (guitar), John Buck (bas) og William Schiöpffe (trommer). Pladen indeholder 10 numre der tidligere har været udsendt på 78'ere. Resten af de 22 numre er private indspilninger som kun har eksisteret i et eksemplar, og for fleres vedkommende har været i meget ringe lydmæssig stand. Men troldmanden Jørgen Vad har atter en gang svunget tryllestaven og skabt et fantastisk resultat. Sekstetten var langt fremme på beatet og spillede bebop i en overraskende høj klasse, med kompositioner af bla. Dizzy, Max Roach, Charlie Parker og Stan Kenton. At Jonny Campbell skulle blive mere kendt som underholdningsmusiker handlede nok i høj grad om overlevelse, han havde klassen til at spille forrygende flot jazz, og får i den grad en jazzet oprejsning med denne anbefalelsesværdige CD.
Little Beat Records: www.littlebeatrecords.dk

Villaume på DVD
Kasper Villaume debuterer nu på DVD. So What Films har netop udsendt Solo Duo Trio med Kasper Villaume i centrum. DVD'en er en blanding af Kasper solo, Kasper sammen med Bob Rockwell (sax) og Kasper sammen med Rasmus Kihlberg (trommer) og Jesper Bodilsen (bas). Materialet består af standards som All the things you are (trio), In a sentimental mood (forrygende duo med Rockwell), Loro (medrivende solo) og 5 andre numre. Villaume er særdeles veloplagt på denne DVD, som er optaget hos Juhl-Sørensen i København. Han spiller materiale som han har haft på sit repertoire i flere år, og det kan høres at han er fortrolig med numrene. Der er overskud til at smide lige præcis så meget personlighed ind i musikken, at Villaume overbeviser os om at han vil frem i verden -en verden som gerne må inkludere lande udenfor Danmark. Det kunne feks. være Japan, hvor vi på DVD'ens ekstramateriale følger ham på en turné, sammen med de førnævnte musikere, i en 20 minutter lang dokumentar, med Kaspers spændende kommentarer til turnélivet og de japanske hardcore jazzfans.
Billederne til musikken, som løfter denne DVD, er dejligt rolige. Der er fokus på musikerne, deres udtryk kan følges tæt, og som musikelsker kommer man her helt tæt på den skabende proces, som er igang mens musikerne spiller og kommunikerer med hinanden.
Kasper Villaume: www.villaume.dk
So What Film: www.sowhatfilm.com
Myspace: www.myspace.com/sowhatfilm

Center for dansk jazz i Aalborg
Center for Dansk Jazzhistorie er netop blevet en realitet, idet Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet har etableret et nyt videns- og forskningscenter, som skal arbejde med den danske jazzmusik og dens historie.
Formålet med Center for Dansk Jazzhistorie (CDJ) er ikke kun at forske i dansk jazz, men i lige så høj grad at indsamle tilgængeligt kildemateriale af enhver art, som har relation til dansk jazz; det gælder i første omgang bl.a. musikken selv (plader, CD’er, radiooptagelser, privatoptagelser) samt den danske litteratur om jazzen (bøger, tidsskrifter, artikler).
Et af CDJ’s særlige satsningsområder bliver en omfattende indsamling af interviews med danske og andre herboende jazzmusikere samt andre ildsjæle, som har haft betydning for det danske jazzmiljø. I tilknytning til disse interviews er det desuden hensigten at indsamle nyttige materialer fra musikernes private gemmer, scrapbøger, fotos, noder, båndoptagelser osv; med hele dette flerårige projekt vil CDJ med tiden opbygge en omfattende kildesamling for den videre forskning i dansk jazzhistorie.
http://presse.aau.dk/nyheder/1892303

Wonderbrazzploitation
Fra starten af 70'erne og en sjat år frem, lavede man i USA nogle film som man kaldte Blaxploitation, hvor alle medvirkende var sorte, havde mikrofonhår og var ekstremt funky, ligesom soundtrackene til filmene. Curtis Mayfields Superfly er blandt de mest kendte.
Wonderbrazz's 5. album A funky miracle udkommer d. 4. december. Pladecover og musik er blevet til med en kraftig skelen og lytten til den førnævnte genre. Wonderbrazz har med andre ord flyttet sig væsentligt i forhold til tidligere udgivelser, de er flyttet fra New Orleans og sumpen til storbyfunken. Sousafonen er skiftet ud med hammondorglet og det, sammen med at trommeslagerne nu har sat sig ned, betyder at lyden i den grad lugter af 70'er funk. Der er ingen tvivl om, at de kan få et dansegulv til at koge.
Wonderbrazz består af Peter Kehl (trompet), Ola Åkerman (basun), Stig Naur (sax og vokal), Henrik Kjelin (hammond), Esben Duus (trommer) og Martin Seidelin (trommer).
Wonderbrazz: www.wonderbrazz.com
Myspace: www.myspace.com/wonderbrazz

onsdag, november 22, 2006

de Waal plusser igen
I 1999 lavede Emil de Waal Band Mrazem sammen med Jonas Johansen, og året efter udgav de deres første plade, hvor en af medmusikanterne var multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren. Band Mrazem er historie idag, men samarbejdet mellem de Waal og Ljunggren eksisterer stadig. Ljunggren er sammen med Søren Kjærgaard medlem af Emil de Waal +. De har netop udsendt deres anden plade, hvor også den tidligere Lounge Lizards bassist Erik Sanko medvirker på flere numre, desuden medvirker Andy Green både på keyboards og som remixer/producer af pladen. Green er mest kendt for sit tætte samarbejde med det gamle Velvet Underground medlem John Cale. Musikken er indspillet på bla. Testrup Højskole og det Jyske Musik Konservatorium. Pladen er en fortsættelse af det som de Waal startede med på hans første plade +, hvor han nedbrød nogle af de normale opfattelser af musik og Emil de Waals rolle som feteret og knivskarp trommeslager, som mange unge trommeslagere ser op til. de Waal begyndte istedet at lade intuitionen styre, istedet for at blive tøjlet at de stramme og præcise krav, som bla. blev stillet til ham som trommeslager i Bagdad Dagblad. Den nye plade, der kaldes Live + er som titlen indikerer en liveoptagelse, men de enkelte numre kan sagtens være klippet sammmen fra flere koncerter, som feks. det suveræne nummer Pejs, med Ljunggrens karakteristiske lapguitar, der optaget på Skanderborg Festivalen, Det Jyske Musikkonservatorium, Buddha Jazzclub i Hillerød og i Johnstein Brooklyn Studios i New York.
Emil de Waal: www.emildewaal.com
Myspace: www.myspace.com/emildewaal


Dans til fobisk Klezmermusik
Den jødiske musikstil klezmer er ikke den mest udbredte herhjemme. Men den er blevet mere og mere synlig de senere år, ikke mindst takket være Channe Nussbaum og Spielniks. Sangerinden Channe Nussbaum medvirker også på et par numre på Klezmofobias debutplade Tantz! Klezmofobia er klezmermusik for fuld udblæsning. Bjarke Kolerus (klarinet), Ole Reimer (trompet og flügelhorn), Andreas Ugorskij (guitar), Jesper Lund (basbalalaika) og Jonatan Aisen (trommer) udgør bandet der spiller deres personlige version af musikken med ingredienser af balkan, funk, rock, tequila og surf blandet i den festlige gryderet. Pladen kan kun købes i Tiger forretningerne og koster kun 20 kr. Det er så billigt at der ingen undskydning, er for at få indlemmet den (måske) første klezmerplade i samlingen.

Klezmofobia: www.klezmofobia.dk

My Space: www.myspace.com/klezmofobia


Musikalsk overflow på Myspace

My Space er måske ikke længere det hotteste buzzword i IT og musikbranchen længere, men derfor kan vi jo godt bruge det alligevel. Der er efterhånden ved at være en del danske jazzmusikere på My Space, og på flere af musikernes fora kan man desuden downloade musikken, og tage dem med på rejsen, eller hvad man nu har lyst til.
Her er 7 danske highlights.

Myspace.com/fredriklundin
Her kan man hente Image is everything med Overdrive i en liveoptagelse fra Berlin

Myspace.com/bluepagemusic

Vaskeægte fusion, med elspade, som man ikke har hørt det spillet længe. De spiller i Husets Musikcaféen d. 29. nov.

Myspace.com/emilbrunmadsen
Bassist der studerer på konservatoriet i Odense, hør ham spille jam med medstuderende på Freedom Jazz


Myspace.com/termostat
Førnævnte Madsen er ligeledes med her, i Termostat. Der er to numre. Det ene lyder som en dansk Tom Waits. Det andet lyder som en triphop udgave af Gnags.


Myspace.com/jazzkamikaze

Varm op til næste plade med Jazzkamizerne kommer -den er lige om hjørnet. Der er tre numre fra deres debutplade.

Myspace.com/yaksite

Jeppe Kjellberg, Chano Olskær og Christoffer Møller udgør denne yakkede trio. Bare yak løs!


Myspace.com/nikohess

Nikolaj Hess's titelnummer til filmen om Nicolas Winding-Refn's op- og nedtur, Gambler

torsdag, november 16, 2006

Malene sammen med Minh
Malene Mortensen har lige udsendt en ny CD kaldet Malene. Pladen er lavet i tæt samarbejde med Chris Minh Doky. Den byder på intim og nærværende jazzpop, med fokus på balladerne, hvor der bliver plads til Malenes stemme og udtryk.
For nylig udkom Benni Chawes' debutplade, hvor Malene medvirkede på et par numre. Den var ligeledes produceret af Minh Doky, derudover er grundstammen af musikere den samme. Jacob Christoffersen (piano), Rasmus Kihlberg (trommer) og Minh på bas og diverse. På Malenes plade er der desuden blevet plads til nogle internationale gæster, hvor Chris Potter og Mike Stern er de mest prominente.
Malene har skrevet 7 af pladens numre i samarbejde med andre. Pladens sidste nummer er et Emil Aarestrup digt, som Malene har sat musik, det drejer sig om digtet Angst, der her er blevet til Aarestrup i Marts. Malene har også kastet sig over numre af John Mayer og Don Henley/Glenn Frey.
Malene er i resten af november på turné rundt i Europa, og slutter af på Quasimodo i Berlin d. 2. dec. og Jazzhouse d. 3. dec. Den forrige plade Date with a dream solgte 30.000 eksemplarer, og nåede blandt andet at komme ind på den tyske jazzhitliste.
Malene Mortensen: www.malenemortensen.dk

Fra Paris til Herning

Violinisten Line Kruse har lige været i København, sammen med verdenssuccesen Gotan Project, det er der ikke noget nyt i, det var hun også i sommers, hvor de optrådte i Operaen, under Copenhagen Jazz Festival. Vil man opleve Line Kruse i hendes eget projekt kan man i weekenden høre hende i Paris. Men d. 7. december kommer hun til Danmark og spiller på Fermaten Small i Herning. Det er første gang at hun spiller i Danmark med sin egen latin jazz kvartet, og den eneste i denne omgang. Hun medbringer Heri Paredes (piano), Claude Mouton (bas), Francis Arnaud (trommer) og Abraham Mansfaroll (percussion). Line Kruse udgav sidste år pladen Warm waves, som er en blanding af nyt og gammelt, men med fællesnævneren varm svingende melodisk jazz.
Hun spiller både egne numre og gamle klassikere som Caravan.
Line Kruse: linekruse.blogspot.com

Den frygtløse John
John Coltrane ville være fyldt 80 i år, hvis han stadig havde levet. Han regnes for, at have lavet nogle af de største og vigtigste jazzplader ever! Som feks. A love supreme fra '64 eller Giant Steps fra '59. Desuden var han med på den mest kendte af de kendte, Miles Davis' Kind of blue. Men inden da havde han allerede lavet en stribe plader på egen hånd. Dem sættes der fokus på, på det 6-dobbelte boxsæt Fearless leader som netop er udkommet. Musikken er indspillet mellem 1957 og 1958 og blev oprindelig udgivet af Prestige. Bob Weinstock der ejede Prestige, havde lejet fredagene i Rudy van Gelders legendariske New Jersey studio, så derfor er næsten alle indspilningerne fra fredage, måske en overflødig information, men det fortæller også noget om tempoet som det foregik i. Indspilningerne udløste en stribe LP plader, og ved siden af indspillede Coltrane jo også plader sammen med andre og som sideman for andre. Disse sessions kommer senere i to andre bokse.
På indspilningerne her, møder vi først og fremmest bassisten Paul Cambers, der er gennemgående, ellers er Red Garland på piano og Art Taylor på trommer der er med på de fleste indspilninger. Det er svært på dette tidspunkt, at forestille sig at han ganske få år senere laver Ascension, og dermed skaber en af avantgardejazzens største klassikere. Alligevel er lyden og tonen umiskendeligt John Coltranes. Materialet består for en stor dels vedkommende af standards, som Come rain or come shine eller Lush life, samt originale ting som Traneing in. Coltrane havde placeret sig som en sværvægter, der er der ingen tvivl om. Det er egentlig ganske uretfærdigt at sammenligne disse indspilninger, med nogle af de relikvier som han senere laver, men da der står Coltrane på dem begge, må man nok konstatere at musikken på Fearless leader blegner lidt. Men omvendt er musikken alligevel så stor, at boksen bliver uomgængelig.
Som en lille ekstra godbid kan du legalt downloade hele Traneing in her, og lytte til det lange nummer mens du sparer sammen til boksen.
Tranening in' Gratis MP3

Tysk jazzfilm
Det er ikke så tit at du kan læse nyheder fra Tyskland her, og slet ikke om jazzfilm. Men det kan du nu! Filmen Play your own thing handler om den europæiske jazzscene, og man kan møde en perlerække af personligheder fra den europæiske jazzscene. Lige fra de norske giganter som Garbarek og Arild Andersen, til professor Django Bates over polske Komeda og Stanko, samt alle de andre. Fra Danmark medvirker Palle Mikkelborg og NHØP. Nu er der kun lige den detalje at filmen kun er oppe i tyske biografer, men vi kan da håbe på, at en dansk distributør tager den op.
Mere om filmen og trailer: www.play-your-own-thing.de

NHØP mindes
D. 23. november starter NHØP mindeturen på Helios i Fåborg. Niels Henning Ørsted-Pedersens gamle triomusikere, Jonas Johansen på trommer og Ulf Wakenius på guitar er på turné sammen med Henrik Gunde på piano og Jespe
r Bodilsen på bas. Musikken vil selvfølgelig tage udgangspunkt i NHØPs lange karriere, hvor han specielt i trioen dyrkede nogle bestemte standards. Turnéen løber helt frem til d. 3. dec. hvor man kan opleve de fremragende musikere i Holbæk.

søndag, november 12, 2006

Så stille, at man kan høre græsset gro
-er det ikke, men associationen er let at få. På pladecoveret er der er et nærbillede af det grønneste græs, og musikken placerer sig i den afdæmpede del af jazzen. Gruppen kalder sig Pauseland og kommer fra Århus. De har netop udgivet deres første CD. Gruppen består af Jakob Buchanan (flügelhorn), Christian Vuust (tenorsax), Søren Dahl Jeppesen (guitar) og Klaus Nørgaard (bas). Gruppens medlemmer er bla. med i grupperne Jakob Buchanan Dreamfactory, m:u:s:t, Northern Voices og Cowboy Passion. Musikken er flydende, instrumenterne væver sig ind ind i hinanden og alligevel får musikken rent udtryk. Den er optaget efter One Mic principper, hvor Pauseland selv har valgt lokationen for indspilningen, hvorefter teknikeren Anton Johannes Hejl har sat op efter det. Pauseland har indspillet i en villa i Risskov tær ved vandet, hvor de har stået meget tæt og på trods af instrumenter ulige klangstyrke har de formået at tage hensyn til hinandens instrumenter.Pladen og musikken er ikke af en slags, som man hører ofte. Bla. er der derfor grund til, at slå ørene ud og slappe af og lytte til deres behagelige univers. En plade med baggrundsmusik, der tåler at blive lyttet til.
Pauseland: www.pauseland.com
My Space: www.myspace.com/pauseland
One Mic: www.onemic.dk

Swingin' Nøddeknækker
Klassisk musik og jazz blandet sammen er ikke noget nyt. Heller ikke at jazzmusikere spiller klassisk musik, the jazzway. Bla. er Duke Ellingtons indspilning af Nøddeknækkeren blandt en af klassikerne, eller hvad med Pierre Dørge og Jungleorkestret der spiller Carl Nielsen?
For at holde fast i Tchaikovskys Nøddeknækkeren, så har The Classical Jazz Quartet haft den under lækker behandling. Det havde de egentlig allerede i 2001, hvor pladen blev udgivet af det lille selskb Vertical Jazz. Det var der ikke mange der opdagede, hvilket var en skam, som Kind of Blue Records nu får rettet op på. Sammen med en plade med musik af Bach er den nu udgivet herhjemme. The Classical Jazz Quartet består af Kenny Barron (piano), Stefon Harris (vibrafon og marimba), Ron Carter (bas) og Lewis Nash (trommer). Musikalsk ligger de tæt op ad The Modern Jazz Quartet, de fremstiller en swingende udagve af den klassiske musik, hvor der er en overhængende fare for, at man kan komme i godt humør.
Bach pladen kan man bla. høre to dele fra Brandenburg koncerten i henholdsvis latin og blues fremførelser og pladen afsluttes med endnu en kending; Air. Tidligere i år blev en plade med musik af Rachmaninov udgivet. Desværre har kvartetten ikke været aktiv siden de indspillede pladerne i starten af dette årtusinde. Men vi kan da være glade for, at pladerne endelig er tilgængelige herhjemme.

Danske jazzstjerner hylder Nordisk Film
Nikolaj Steen har produceret og arrangeret gamle danske filmmelodier på hyldestpladen Danske Filmhits, der er lavet i anledning af Nordisk Films 100 års jubilæum. Alle går rundt og forelsker sig, Jeg sætter min hat som jeg vil, Nattens sidste cigaret og Stilleleg for voksne er blandt de gamle slagere som vi kan få genhør med på pladen. Jacob Fischer (guitar), Mikkel Hess (trommer), Jacob Christoffersen (keyboards), Rune Olesen (percussion), Anders Christensen (bas) Nikolaj Schultz & Anders Gaardmand (sax og fløjte) og Peter Jensen & Jacob Munck (basun) er med i ensemblet der på flere numre suppleres med soli fra Hans Ulrik på sublim sax og mundharpe. Desuden er strygere fra DR's Underholdningsorkester med. Pladen er god mod traditionerne og træder næppe nogen over tæerne. Melodierne spilles lige ud af landevejen og er til at synge med på...og det gør en hel stribe nutidige danske filmstjerner iøvrigt også på pladen. Ligefra Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro til Sonja Richter og Charlotte Munck. Selvfølgelig er Nikolaj Steens søster Paprika også med, hun synger Glemmer du?

Katrine Madsen sammen med Barbara Hendricks
Så du Katrine Madsen under Copenhagen Jazz Festival? Synes du hun så gravid ud? Det var ikke helt forkert tænkt, hun fødte sit andet barn i midten af juli måned. Nu er hun klar igen. I slutningen af november er hun i Malmø og Göteborg, hvor hun medvirker ved to julekoncerter med bla. Rigmor Gustafsson, Barbara Hendricks og Jan Lundgren. Indenda fra d. 12. til d. 19. nov. er hun på tur i Sverige sammen med den gamle kumpan Svante Thuresson.
Katrine Madsen:
www.katrine-madsen.dk

tirsdag, november 07, 2006

Mangfoldige stilarter
Jakob Davidsen dannede i 2005 Mangfoldighed og i februar 2006 gik han i studiet med det nimand store internationale band. Det er der kommet en meget original og spændende plade ud af.
Mangfoldighed består af englænderen og saxofonisten Iain Ballamy -kendt fra bla. Food, den svenske trompetist Staffan Svensson -kendt fra Entra og 1300 Oslo, violinisten John von Daler -kendt fra samarbejdet med Povl Dissing, Cellisten John Ehde -kendt som både koncertmester i Helsingborg Symfoniorkester og i projekter med bla. New Jungle Orchestra, trommeslageren Peter Danemo -kendt i jazzmiljøerne på begge sider af Sundet, bassisten Nils Davidsen -kendt for samarbejdet med bla. Tim Berne og til sidst kaplemesteren Jakob Davidsen, der står for kompositionerne, klaveret og div. keyboards.
Musikken er lige så sammensat som bandet. Jazz, klassisk, electronica, folkemusik og sågar en knivspids country er det blevet til. Jakob Davidsen kaster rigtigt mange bolde op i luften, og formår i samarbejde med de andre musikere at holde boldene flyvende, der smides også nogen ud til venstre, for senere at dukke op til højre. Davidsen mestrer den sjældne kunst at bevare overblikket i den meget komplicerede og sammensatte musik, der alligevel bevarer en form for tilgængelighed og åbner op for lytterens nysgerrighed.
Jakob Davidsen kan de kommende dage opleves med Mangfoldighed på Arne B i Svendborg, Copenhagen Jazzhouse og Dexter i Odense.
Jakob Davidsen: www.jakobdavidsen.dk

Hvis Kafka var en rapper der ikke rappede

Indkøb sammen med Osama uden skæg. En lille pige i rødt Pokemon tøj. Det sidste minut før det det sidste minut. Et altopslugende sort hul der ikke vil opsluge dig. To mennnesker der mødes på en kontorudstyrsmesse.
Velkommen til Aheadaheads univers, som du lukkes ind i på CD'en High status and continued success in the ongoing battle for power and prestige. Aheadahead består af Michael Lee Burgess der er fortæller og tekstforfatter og Henrik Sundh der har lavet musikken.
Burgess er amerikaner og har boet i Danmark siden 1998, hvor han bla. har været med til at introducere Poetry slam og The Wordshop, der er en sammensmeltning af oplæsning, performance, koncert og natklub med forfattere, historiefortællere, spoken word, rappere, musikere og DJ's. I 2001 udgav han novellesamlingen Ok, Here's the story.
Sundh er udover at være musiker og komponist, også instrumentsamler,med en svaghed for vintagesynths. Musikalsk har han udfoldet sig i timandsbandet Nowhereland, trioen Autofant og undergrundssuccesen Tys Tys.
På denne plade er Sundh ude i grænselandet, det er grimt og forvrænget men også støjende og tyst. Han understøtter Burgess vanvittige små historier, der på en gang minder om både en rapper (skarpheden) og en kafkask digter (den sammenkørte klaustrofobiske underfundighed).
Pladen er en unik spoken word plade, med forrygende tekster, der både udfordrer og underholder.
Aheadahead: www.myspace.com/aheadahead

torsdag, november 02, 2006


Anderskov på dansk
Det er ikke første gang at en jazzmusiker finder inspiration i Højskolesangbogen, men det er nok første gang, at en jazzmusiker er rejst helt til Mali for at finde ud af hvordan han skulle gøre det. Jacob Anderskov har ikke lavet world music udgave af Sneflokke kommer vrimlende, men er istedet blevet inspireret af folkene i Mali, som er bevidste om hvordan deres egen musik lyder.
Jacob Anderskovs 9. plade har han for første gang kastet sig over andres materiale, og det er blevet til 11 personlige fortolkninger af sange fra Højskolesangbogen. Den blå anemone, Du danske sommer, Septembers himmel er så blå og Det er idag et vejr er blandt klassikerne som Anderskov har taget under radikal behandling. Hvor NHØP for snart fyrre år siden satte standarden for, hvordan en højskolesang skulle hældes op i jazzaftapning, forholder Anderskov sig overhovedet ikke til den standard. På 6 af pladens numre er det kun Anderskovs klaver suppleret med både Anders Mogensen og Peter Ole Jørgensen på trommer, på fire af numrene er der sammenfald med flere medlemmer fra Anderskov Accident, og ligeså meget blæst, som var det en Accident plade.
Jacob Anderskov udfordrer sig selv, lytterne, musikerne og ikke mindst højskolesangbogen, på en dejlig fri og befriende måde. Timingen er i top, netop som den nye udgave af Højskolesangbogen er kommet, viser Anderskov at man sagtens kan blæse nyt liv i de gode gamle sange, og at det er dem der kan holde til en tur ind over Anderskovs klaver.
Jacob Anderskov: www.jacobanderskov.com

Keith Jarrett i Carnegie Hall
D. 26. september 2005 går Sonningprismodtageren Keith Jarrett på Carnegie Hall's imponerende scene i New York. Han giver sin første solopianokoncert i byen i mange år. Koncerten bliver optaget og er den 14. i rækken af solopianoplader fra Jarretts side. Alle kender The Köln Concert, som er fra 1975 -og hvis man ikke gør, er der en god oplevelse i vente. Det er der også med den nye plade, som på mange måder kan betegnes som en slags opsummering på Keith Jarretts solokarriere. Han spiller frit, han improviserer, han er romantisk, han spiller djævelsk etc. Kender man Jarrett fra den førnævnte kølnerklassiker er der også materiale her, som man nikker genkendende til. Hør Part VII og du er solgt -og pladen er købt. Er man til den mere ekspressive og eksplosive Jarrett er der fornøjelse at hente i Part I & II.

Multiinstrumentalisten Micus
Den tyske multiinstrumentalist Stephan Micus befinder sig i et musikalsk ingenmandsland, han spiller på instrumenter, som få har hørt om før. Han spiller på dem på sin egen måde, og genremæssigt er han et sted mellem world music, klassisk, new age, trance og 5-6 andre genrer. Han har netop udgivet sit 17. album på ECM Records. Pladen hedder On the wing og Micus er eneste musiker på pladen. Ved hjælp af multisporsteknik har han brugt intet mindre end 15 forskellige instrumenter til at frembringe sin dybt personlige og originale musik. Han spiller på guitar og sitar, men også på Hné (blæseinstrument fra Burma), Nay (antik egyptisk fløjte), Sattar (strengeinstrument fra vest Kina) og andre eksotiske instrumenter.
Stephan Micus: www.stephanmicus.com

Succes for ECM kunstnere
Manu Katchés album Neighbourhood er lige blevet kåret som årets album af de tyske pladekritikere. Han får overrakt prisen d. 18. nov. i Berlin.
Stefano Bollanis ECM debut Piano Solo er røget ind på de italienske pophitlister, hvor den er placeret som nr. 41 i denne uge. Bollani har optrådt i diverse TV-programmer, og har ligeledes udgivet romanen La Sindrome di Brontolo, der også har været med til, at skærpe opmærksomheden omkring tredjedelen af Jesper Bodilsens trio.
Stefano Bollani: www.stefanobollani.com

torsdag, oktober 26, 2006

Ibrahim Electric: Absinthe (Stunt)

Ibrahims brandert
De to første plader var liveindspilninger, og studieindspilningen har de længe haft intentioner om at få færdiggjort, men der har hele været noget der skulle finpudses og justeres. Nu er trioen Ibrahim Electric så endelig kommet med den længe ventede plade.
Niclas Knudsen (guitar), Jeppe Tuxen (orgel) og Stefan Pasborg (trommer) har opbygget en efterhånden stor og trofast fanskare, der simpelthen ikke kan få nok af den afhængighedsskabende musik. For at forebygge abstinenser, der kan opstå mellem koncerterne, kommer de nu med en ren og dog udestilleret udgave af vanvidsspiritussen Absinthe, på CD selvfølgelig.
Hvor man, med få undtagelser, har været vant til at jazzorganister og medfølgende musikere er inspireret af Jimmy Smith og souljazz, forholder det sig anderledes med Tuxen, Knudsen og Pasborg. På første nummer Blue Balls tænker man mere på Ray Manzarek og The Doors. På nummeret Lobi, som er en hyldest til guitaristen Lobi Traoré, er Afrika ikke langt væk. Nummeret Splash er en shuffle, og Booker T & The MG's titter frem, ikke bare fra orgelet, men også fra Niclas Knudsens Steve Cropper-inspirerede guitar. En kold fra kassen, hedder det 10 minutter lange nummer, som lugter af Deep Purples organist Jon Lord og progressiv beatmusik -som det vel hed dengang, lidt i stil med Strange kind of woman. Ibrahim Electric har skabt en plade, som kun kan give dem endnu flere fans.
Ibrahim Electric: www.ibrahimelectric.dk

Hugos helte
Hugo Rasmussen Allstarz har eksisteret siden 1999, men udsender først nu en CD. Sekstetten under ledelse af veteranbassisten Hugo Rasmussen spiller musik som vor oldefar lavede den. Duke Ellington fylder godt i landskabet. Pladen starter med Ellingtons Creole love call og slutter med endnu en Ellington komposition; Mood indigo.
Allstarz orkestret har begejstret ung og gammel på scener over hele landet i deres 7 år lange levetid. Udover kapelmesteren består orkestret af markante jazzmusikere som alle har været med til at præge den danske jazzscene i det 21. århundrede. Heine Hansen (piano), Mads Hyhne (basun), Kasper Tranberg (trompet), Jakob Dinesen (saxofon) og Kresten Osgood (trommer) spiller på pladen med indlevelse og glæde, der smitter.
Pladen hedder Precious heroes og på coveret er nævnt en masse af Hugos helte, ligefra jazzkoryfæer som Coleman Hawkins og Charles Mingus til forfattere som Henry Miller og H.C. Andersen. Precious heroes er også titlen på den ene af de kompositioner som Hugo Rasmussen har lagt navn til pladen -og vist iøvrigt i hele sin lange karriere. La Rosita, Nuages og It's alright with me er også at finde på pladen.

Nøragers opfindelse
Han kalder sin gruppe for Invention og pladen for Secrets of life. Niels Nørager er navnet, og han er måske ikke den mest kendte i det danske jazzmiljø, men det siger ikke så meget om kvaliteten. Niels Nørager er klassisk uddannet pianist fra Det Jydske Musikkonservatorium og Guildhall School of Music i London, men har også beskæftiget sig med jazz før. I 1994 var han med i gruppen Interplay, som udgav en enkelt CD. På den aktuelle CD har han haft Ben Webster prismodtager og trommeslager Morten Lund, hjerneforsker og bassist Peter Vuust, underviser og percussionist Steen Raahauge og sidst men ikke mindst saxofonist Hans Ulrik med i studiet. Hans Ulrik er en af de mest personlige saxofonister i Danmark, så har man hyret ham, er man sikker på en bestemt saxlyd. Det klæder Nøragers musik, Hans Ulrik passer godt til den nordiske jazz, som der er skabt til pladen. Det er en stille og gennembearbejdet plade, der kan være med til at skabe varme på en blæsende efterårsdag.

Brøggers blues
Er det en CD? Er det en bog? Nej det er et musikessay. Gyldendal ved godt at de ikke skal sælge dette produkt som debutpladen fra en ny dansk jazzsangerinde. Godt nok springer hun ud som sangerinde, men det er som forfatter vi kender hende. Suzanne Brøgger stiller modigt op på en stribe bluessange, hvor hun får hjælp fra den danske jazzelite, ligefra Carsten Dahl og Jan Kaspersen til halvdanske folk som Horace Parlan og Butch Lacy. Suzanne Brøgger er ikke nogen stor sangerinde, men som der står på bogen: "You can't lose what you never had". Den medfølgende 80 sider lange bog er Brøggers personlige hyldest til jazzen og livet.
Omslagsfotoet er en god beskrivelse på pladens indhold. Suzanne Brøgger står ude midt i en swimmingpool med tørklæde på hovedet og stor nederdel. Hun har kastet sig ud på dybt vand, men beholder sit Jeg og der er alligevel ikke dybere end hun kan bunde.
Suzanne Brøgger kan opleves i Den Sorte Diamant d. 4. november, sammen med Carsten Dahl, Christina Dahl, Jan Kaspersen, Horace Parlan og Jesper Lundgaard.

Jazz er en proces
"Som instrumentalist tiltrækkes man af jazzen, da det er der morgendagen udformes. Det som sker på et jazztrommesæt idag sker i rocken om to år. Jazz er ikke, som rock et produkt, det er en proces." siger trommeslageren Bill BrufordDN.se forud for koncerterne han afholder i Sverige i weekenden. Bruford spiller jazzfusion med gruppen Earthworks, og spillede tidligere rock i Yes og King Crimson.

tirsdag, oktober 24, 2006

Nu falmer skoven
Mads Granum Kvartet er aktuel med deres første plade, Hymns in time, der er nordisk i både tone og melodivalg. Kvartetten består af Mads Granum (piano), Ricco Kjær (trommer), Jakob Vind Lauritsen (bas) og norske Sissel Vera Pettersen (saxofon og vokal). De har kastet sig over nogle melodier fra den danske sangskat. Pladen indledes, med ret timing, med Nu falmer skoven trindt om land, herefter følger Du danske sommer, Kingos salme Nu velan, vær frisk til mode og Brorsons Mit hjerte altid vanker. Her viser pladen sig fra to forskellige sider, da vi præsenteres for melodien i to udgaver. I Sissels arrangement, hvor den hedder Mitt hjerte alltid vanker og i Granums "danske" version. Den "norske" version er den sfæriske med Sissels englesang og effekter, der diskret er lagt på. Man kommer til at tænke på en anden norsk sangerinde, nemlig Sidsel Endresen. Den "danske" version er i klassisk NHØP'sk højskolehumør.
Der er endnu en Brorson salme på pladen, Her vil ties, her vil bies og pladen afsluttes med Grundtvigs Jeg gik mig ud en sommerdag.
Pladen er et modigt forsøg ud på veje, som er betrådt af mange andre før Mads Granum Kvartet. Kvartetten nævner selv Keith Jarretts klassiske plade My song i pressematerialet, og vi er ikke langt fra den stemning og stil som Jarrett og ikke mindst Jan Garbarek skabte. En stil som næsten er blevet synonym med det vi kalder den nordiske tone i jazzen.
Mads Granum Kvartet: www.madsgranum.dk

Stacey's mand
For nylig blev Jim Tomlinsons plade The lyric tildelt prisen for årets jazzplade ved BBC Jazz Awards 2006. Den engelske jazzsaxofonist er bla. kendt for sit samarbejde og samliv med Stacey Kent. Det lægger han ikke skjul på, så selv om The lyric er en plade i Tomlinsons navn, er det lige så meget en Stacey Kent plade, da hun synger på 11 af pladens 13 numre. Pladen er rejse ud i standardland, hvor numre som What are you doing for the rest of your life, My heart belongs to daddy og The surrey with the fringe on top alle får nyt liv, med Stacey Kents betagende stemme. Hvis man ikke er bekendt med Kent er det nu, man skal slå til. Kan man lide Diana Krall eller Dianne Reeves går man ikke forkert her.
Jim Tomlinson's sax er som titlen på pladen den lyriske. Han synger melodien med saxen. På pladens første nummer Manha De Carnival lægges der ud med tilbagelænet spil, der i høj grad minder om Stan Getz, og fortsætter i den stil pladen ud.
Parret Tomlinson og Kent kan opleves i Sverige fra d. 25. okt, hvor de spiller i bla. Hässleholm og Stockholm.
Jim Tomlinson: www.jimtomlinson.net
Stacey Kent: www.staceykent.com

Bugges værelse
Den norske pianist mm. Bugge Wesseltoft har med sit site Bugges Room skabt et forum, hvor han udover sin egen musik, også promoverer andres musik. I november måned har han valgt Phil Parnell3 som månedens kunstner. Phil Parnell3 består af den amerikanske pianist Phil Parnell, der siden slutningen af 90'erne har boet i London. Han har siden han flyttede til London arbejdet tæt sammen med Matthew Herbert, der indiskutabelt er en af de største fornyere af den elektroniske musik. Desuden består trioen af de to danske musikere Espen Laub von Lilienskjold på trommer og Torben Bjørnskov på bas.
Bugges site kan man allerede nu downloade Parnells remix af nummeret Frik fra Bugges plade Filming, og man kan også downloade et remix lavet af Bugge Wesseltoft, hvor det er et nummer fra Phil Parnells plade Do your living in the night, det er gået ud over.
Fra november kan man høre en koncert med Phil Parnell3 på Bugges Room.
Phil Parnell: www.philparnell.com
Bugges Room: www.buggesroom.com

fredag, oktober 20, 2006

Danskere spiller standards i Japan
Det japanske selskab Marshmallow Records har kastet sin kærlighed på flere danske jazzmusikere, heriblandt Kasper Villaume og Carsten Dahl. De er begge to aktuelle med nye udgivelser på selskabet. Pladerne er desværre kun tilgængelige i Japan.
Kaspers plade hedder Footprints, den indeholder en stribe udødelige klassikere, ligefra Theme from MASH, som Bill Evans i mange år havde på sit repertoire, til Oscar Petersons Night Train. Pladen er en trioindspilning med Jesper Bodilsen på bas og Rasmus Kihlberg på trommer. For de nysgerrige, der gerne vil høre Kasper spille Wayne Shorters Footprints, kan man for tiden se en video på www.villaume.dk, hvor trioen øver på nummeret hjemme i Kasper Villaumes øvelokale. Villaume er senere i år aktuel med en DVD.
Carstens plade hedder God bless the child og er med Bob Rockwell på saxofon, Lennart Ginman på bas og Frands Rifbjerg på trommer. De spiller en stribe nynnevenlige melodier som Love for sale, Cry me a river og St. James Infirmary!
Tidligere i år udsendte Marshmallow pladen Black Jack med Bob Rockwell, hvor Kasper Villaume spillede piano.
Man kan købe pladerne på den japanske udgave af HMV, som heldigvis findes i en engelsksproget version.
Marshmallow: www.marshmallow-records.com
HMV Japan: www.hmv.co.jp

Copenhagen Music Week

Det store nummer under Copenhagen Music Week er når MTV afholder deres store Award show, eller er det? For i løbet af Copenhagen Music Week bliver der også mulighed for at opleve festivalen Wundergrund, hvor klassisk musik møder jazz, rock og electronica. Bla. spiller Carsten Dahl sammen med Alpha, Caroline Henderson spiller med Ensmeble Nordlys, Marilyn Mazur spiller med Havamal og Baroque Fever spiller med Jon Balke, Fredrik Lundin og Trine-Lise Væring. Koncerterne afholdes forskellige steder i byen.
Attaboy, Yak og Saxopaths kan opleves på henholdsvis Valby station, Østerport station og Flintholm Station d. 24. oktober fra kl. 17, som en del af arrangementet Station To Station.
I Politikens hus' Pressen er der Urban Jazzy Days, hvor altsaxofonisten og rapperen Soweto Kinch er på scenen d. 27. oktober, med kvartetten Osgood/Kjærgaard/Bro/AC som support. Dagen efter er det Django Bates' Human Chain der indtager scenen med Maria Laurette Friis & Pamela Kurstin som support.
Wundergrund: www.wundergrund.dk
Urban Jazzy Days: festival.jazz.dk/start.asp?l=1
Copenhagen Music Week: www.copenhagenmusicweek.dk

Fra Bronx og Åland til Stockholm og New Orleans
I maj 2001 rejste en ung lærer til Åland fra USA, med 24 elever fra et belastet område i Bronx. Læreren hed Johanna Grüssner, hun var flere år før, rejst til USA, med håbet om at slå igennem som jazzsanger. Det lykkedes ikke, istedet blev hun musiklærer på en skole i Bronx, for at kunne betale regningerne. Hun involverede sig mere og mere i arbejdet og børnene, og skabte et gospel kor ud af elever, hvor mange af dem blev betegnet som håbløse af de andre lærere. Johanna gav ikke op, og endte altså med at tage børnene med til Åland, hvor hun kom fra. I løbet af den uge hvor de var i Åland oplevede børnene en helt anden verden med frisk luft, sund mad og en lille stille skole. Hendes arbejde skabte så meget opmærksomhed, at New York Times journalisten Anemona Hartocollis skrev en bog om Johanna Grüssner og det fantastiske arbejde med eleverne. Bogen udkom i 2004 og hedder Seven days of possibilities, one teacher, 24 kids, and the music that changed their lives forever.
Idag bor hun i Stockholm, men tog i april i år igen til USA, men nu til New Orleans og denne gang for, at indspille en plade i den katastroferamte by. Hun havde lavet en aftale med den kendte producer John Snyder, som har produceret flere hundrede jazzplader. Med i studiet havde hun lokale musikere, og repertoiret bestod af standards som feks. They can't take that away from me og willow weep for me, og et par soulstandards, Let's stay together og Don't you worry 'bout a thing. Det er der kommet pladen Lazy afternoon ud af. Pladen er et hyggeligt bekendtskab på en regnvåd efterårsdag.
Johanna Grüssner: www.johannagrussner.com

onsdag, oktober 18, 2006

Curtistid
I dag starter Curtis Stigers sin erobring af Danmark. Han starter i aften i Musikhusets Lille sal i Århus. Imorgen spiller han på Tobakken i Odense, og fredag er turen kommet til Dexter i Odense, her giver han også koncert lørdag aften. Fra mandag indtager Curtis scenen i Jazzhouse og forlader den først sent torsdag aften, hvor han giver sin sidste koncert i Danmark i denne omgang.
Stigers medbringer Matthew Fries på piano, Keith Hall på trommer og Phil Palombi på bas. De tre musikere har efterhånden haft tjansen som fast backing for Curtis Stigers i en del år, og medvirkede på Stigers seneste udspil, den mesterlige I think it's going to rain today. De udsendte også en trioplade sidste år, kaldet Tri-fi.
Curtis Stigers: www.curtisstigers.com
Matthew Fries: www.matthewfries.com

Er du lun på en basun?
Jeps, jazzen er kommet på TV-programmet, ovenikøbet i primetime TV, altså hvis man er barn. For tiden er det muligt at opleve DR Big Band hver søndag kl. 18.00 sammen med Sigurd Barrett. Idéen til programmet opstod dengang Sigurd lavede programmerne med Symfoniorkestret, og man spurgte sig selv om man ikke kunne brede sig til flere genrer. Det kunne man!
Musikken er udkommet på CD, og Sigurd er i november måned på turné med Big Bandet, og kan bla. opleves i Viborg og Holbæk.
DR Big Band: www.dr.dk/bigband

tirsdag, oktober 17, 2006

Lars Danielsson sammen med Wesseltoft og Molvær
Bassisten Lars Danielsson har på sin ny plade Mélange bleu bevæget sig ud på nye veje. Er man bekendt med Bugge wesseltoft og Nils Petter Molvær, er man allerede sporet godt ind på musikken. Begge musikere medvirker også på pladen. Det er en plade som pladeselskabet ACT kategoriserer som Nu Jazz, og det kan man da godt kalde det, men det stillabel er efterhånden så slidt og bedaget, at det godt kan få en lidt kedelig klang. Mélange bleu er på ingen måde en kedelig plade. Lars Danielsson har bragt nogle af de bedste norske musikere sammen på pladen, hvor man udover de to førnævnte også kan møde Jon Christensen (trommer), Jan Bang (sampling) og Pål "Strangefruit" Nyhus (pladespiller). Desuden har han brugt strygerne Copenhagen Concert Orchestra. Lars Danielsson har lavet en plade, der både kan bruges som et behageligt lækkert baggrundslydtapet, men som også tåler at blive spillet højt, så man kan høre alle de små geniale detaljer der kigger frem i musikken.
Lars Danielsson tager iøvrigt på turné i Danmark fra idag, hvor han spiller med i sin kone Cæcilie Nordbys band. Turnéen starter på Dexter i Odense og slutter i Rønne d. 28. okt.
Lars Danielsson: www.larsdanielsson.com

Dansker på Dizzy's i NYC
Jazzklubben Dizzy's i New York er en del af Jazz at Lincoln Centre i New York. I oktober måned har de en koncertserie som de kalder Nordic Lights Jazz Series, hvor de præsenterer forskellige nordiske kunstnere. Fra Danmark kommer bassisten Anne Mette Iversen med sit amerikanske band, bestående af Danny Grissett (piano), John Ellis (sax) og Otis Brown III (trommer). Anne Mette Iversen behøver dog ikke, at rejse særligt langt, når hun skal give koncert, da bor i Brooklyn. Koncerten finder sted på mandag d. 23. oktober.
Tony Bennett, der fyldte 80 år for nylig, har iøvrigt sagt om Dizzy's: "you know, Dizzy's is by far the best jazz room in this city."
Anne Mette Iversen: www.annemetteiversen.com

torsdag, oktober 05, 2006

Jazzvideoer
Går du også rundt og mugger over at der aldrig bliver vist jazzmusik i fjernsynet? Så er der hjælp at hente her. På Youtube.com er der en guldgrube begravet med diverse jazzklip med alskens jazzstjerner og dem der ligner. Her er et meget lille udpluk.

Jonas Kullhammar Quartet: Bebopalulia
Vanvittig god musik, med en af Sveriges mest respekterede saxofonister. Videoen er ovenikøbet morsom!!

Torbjörn Zetterberg Hot Five: Live at Fasching Jazz Club, Stockholm
Video fra 2002, der svinger noget så forrygende.

John Coltrane: Naima
TV studieindspilning fra 1965

Miles Davis: So what
Indspilning fra 1958, med bla. John Coltrane

Miles Davis: Watermelon man
Jeps, det er faktisk Miles der står i spidsen for denne live indspilning af Herbie Hancocks klassiker. Hancock er også med på scenen i Paris 1991, hvor bandet også inkluderede Al Foster, Bill Evans og Kenny Garrett.

Diana Krall: Let's face the music and dance
Musikvideo fra 1999

Pat Metheny & Ulf Wakenius Duo: Bright size life
Live indspilning fra Jazz Baltica 2003

Bill Evans: Beautiful love
Live i Berlin 1965, med vores egen NHØP på bas

Dexter Gordon: Those were the days
Live på Montmartre 1971, med NHØP, Kenny Drew og Makaya Ntshoko. Læg mærke til viewet ud over publikum ca. 3 min inde i videoen, og en anden kendt saxofonist toner frem.

Jan Garbarek: Molde Canticle
Live 1991, med bla Marilyn Mazur

Benny Goodman & Svend Asmussen: If I had you
Live i Tivolis Slukefter 1974

Christian McBride & NHØP: Bye bye blackbird
Basduo ved koncert der blev afholdt for Ray Brown, efter dennes død.

Louis Armstrong: Dinah
Optaget i 1933 i København

Fredrik Lundin Overdrive: Goodnight Irene
Denne er ikke fra Youtube, men fra Lundins eget site. Koncertoptagelse fra Danish Music Awards.
Intim plade fra Benni Chawes
Indenfor tryllekunst opererer man med begrebet Close-up magic eller Up-close magic, hvor tryllekunstneren er helt tæt på sit publikum, og måske endda i fysisk kontakt med dem. Sangeren Benni Chawes har lige udsendt pladen Up Close, og hans stemme er meget tæt på os. Den ligger helt fremme i lydbilledet, og Chawes' helt utrolige evne til at styre sin stemme, bringer en intimitet og nærhed på banen, som er meget sjælden.
Pladen er blevet til i samarbejde med Chris Minh Doky, der spiller bas, har produceret pladen og skrevet meget af musikken -i samarbejde med Maiken Ingvordsen. Der er blevet plads til et par covernumre, Have a little faith in me af John Hiatt og Donald Fagen's I.G.Y. (International Geographical Year), som her kaldes Beautiful world.
Pladen er unik, da det er meget sjældent at der udgives plader med en mandlig dansk jazzsanger. Chawes befinder sig i den poppede del af jazzlandskabet, og har man en svaghed for feks Jamie Cullum, går man ikke galt byen her. Musikken er overvejende akustisk, og fremtræder meget velproduceret. Malene Mortensen, der snart er aktuel med en ny plade, gæster på to numre. Jacob Christoffersen spiller piano og orgel og Rasmus Kihlberg bestyrer trommerne.
Benni Chawes: www.chawes.net

Finsk vinder af Young nordic jazz comets 2006
Den finske trio SUN, vandt sidste weekend konkurrencen Young Nordic Jazz Comets 2006 i Reykjavik. Dansk Jazz Forbund er medarrangør af konkurrencen. Trioen består af brødrene Kallevi og Olavi Louhivuori på henholdsvis trumpet og trommer, samt bassisten Antti Lötjönen. De vandt yderst velfortjent førsteprisen med dommerkommentarer som "outstanding emsembleplay" og den slags rosende gloser. Den finske trompetist Kalevi Louhivuori vandt ligeledes yderst velfortjent solistprisen på 5.000 kroner for sit udtryksfulde og mesterlige spil. De beskriver selv deres musik med inspiration fra deres finske rødder, jazztraditioner og fra impressionistiske melodier og stemninger, samt fra navne som Dave Douglas og Arve Henriksen.
Olavi Louhivuori: www.olavilouhivuori.com/en

Torben Waldorff på mange måder
Torben Waldorff er lige nu aktuel med albummet Brilliance Live at 55 Bar, NYC. Pladen udgives på det kunstnerejede ArtistShare, pladeselskabet eksisterer kun på nettet, og lagde for at par år siden ud med at udgive en plade med Maria Schne
ider, der sidenhen fik en Grammy. Forskellen på Artistshare og andre pladeselskaber, er at de giver mulighed for at vælge forskellige udgaver af den musik, man ønsker. Man kan vælge at købe som CD, som højkvalitets download eller et download i en lavere kvalitet, altsammen selvfølgelig til forskellig pris, men også med forskellige bonusdownloads. Den vildeste version man kan købe er dog "Mixing Brilliance", hvor man udover selve pladen også får muligheden for at mixe musikken. Man får de forskellige instrumentspor, og kan så via det gratis program Audacity lege mixer/producer. Der kan lægges effekter på, der kan loopes etc. Kun fantasien sætter grænser. Desuden følger der videostreaming af flere forskellige ting med. Besøg Waldorffs site og se mere om det spændende projekt.
Torben Waldorff: www.waldorff.com

onsdag, oktober 04, 2006

Boxset med Weather Report
Fra starten af halvfjerdserne var Weather Report det hotteste på den internationale fusionsscene. Gruppen med de to genier Wayne Shorter på sax og Joe Zawinul på keyboards havde både fans i jazz og rocklejren. I 1976 spillede de sågar på Roskilde Festivalens store scene, lørdag aften kl. 24.00.
Shorter og Zawinul havde allerede slået deres navne fast i 60'erne, som både komponister og musikere. I 1969 var de begge med på Miles Davis klassikeren In a silent way -iøvrigt komponeret af Zawinul. Den var med til at markere starten på en ny æra indenfor jazzen, hvor elektronik og rockæstestik pludselig blandede sig med improvisation og virtuositet. In a silent way er også første nummer på et nyt boxset med Weather Re
port.
Boxen Forecast: Tomorrow er en 3CD/1DVD box, med en bog på 100 sider. Den dækker hele deres karriere, fra deres første indspilninger, hvor de eksperimenterede så meget, at det er de indspilninger der idag foretrækkes af de jazzintellektuelle. Deres musik var en forlængelse af af Miles Davis elektriske jazz, og alligevel var de sig selv, i kraft af Zawinuls og Shorters store evner som både nysgerrige og legesyge musikere og komponister.
Fra midten af halvfjerdserne stiger populariteten, og succesen vil nærmest ingen ende tage, da de indspiller pladen Heavy Weather i 1977, med superklassikeren Birdland. På det tidspunkt var Jaco Pastorius kommet med på bas, og han kan sammen med Sammen med Zawinul, Shorter og trommeslageren Peter Erskine opleves på DVD'en i en forrygende 2 timers koncertoptagelse, fra Offenbach, Tyskland i 1978. Koncerten blev lavet lavet til den legendariske tyske TV-koncertserie Rockpalast, som WDR stod bag.
Gruppen ekstisterede fra 1970 til 1985, hvor de laver deres sidste plade, Sportin' life. I den femten år lange periode udvikler de sig musikalsk og er med til at sætte en dagsorden, som bla. danske grupper som Cox Orange og Santa Cruz er stærkt inspireret af. Udover inspirationen har de solgt plader som ingen andre har formået i jazzen, bla. er Heavy Weather solgt i over 1 mio eksemplarer i USA.
Joe Zawinul: www.zawinulmusic.com
Jaco Pastorius: www.jacopastorius.com

fredag, september 29, 2006

Anders Mogensen udgiver 2 Masterclass DVD'er
På samme dag udgiver trommeslageren Anders Mogensen to undervisnings DVD'er, samt en CD med ny musik. Anders Mogensen er udover at være en af de mest benyttede trommeslagere herhjemme, til daglig docent og leder af jazzafdelingen på Carl Nielsen Academy of Music i Odense.
Vol. 1: Groupings & Textures introducerer to hovedkoncepter, som er grundstenene i Anders Mogensens spil. Med udgangspunkt i 6 forskellige kompositioner, spillet af hans band 'Giftet Youth' og med tilhørende forklaringer, demonstrerer Anders Mogensen, hvordan du selv kan inkorperere koncepterne i dit spil. Via jazz-combo-sammenspillet demonstres på musikalsk vis, hvordan du med det samme overfører teknikkerne til praksis.
Vol. 2: Musical Signatures omhandler vigtige områder, du skal focusere på som jazztrommeslager: Teknik, polyrytmik, sequencer, fracering på øveplade - alt sammen udfra en melodisk indfaldsvinkel. DVD'en har også et dybdegående afsnit omkring forskellige tilgange til at spille solo: Over form, grooves, tematisk- og multidirektionel udvikling.
DVD'erne udgives af det nye produktionsselskab So What Film, der har en mission om at dokumentere dansk jazz -ikke blot i lyd, men også i billeder.
Anders Mogensen udgiver samtidig en ny CD Live & beyond, hvor han igen er sammen med saxofonisten Hans Ulrik. Desuden er der tre, indtil nu ret ukendte musikere med på pladen. Mads La Cour (trompet), Simon Krebs (guitar) og Andreas Lang (bas) går stadig på konservatoriet, og det var også her, at Anders Mogensen fandt dem, da han manglede nogle musikere til en koncert i Polen i 2004. Han blev så glad for samarbejdet, at de nu er med i Anders Mogensen Gifted Youth.
So What Film: www.sowhatfilm.com
Anders Mogensen: www.andersmogensen.dk

torsdag, september 28, 2006

Avishai Cohen, nu med oud
Den israelske bassist Avishai Cohen medvirkede på Malene Mortensens seneste CD Date with a dream, som blev indspillet i Gøteborg studiet Nilento. Han blev så glad for teknikeren Lars Nilsson og studiet at han vendte tilbage for at indspille pladen Continuo. Den er lige blevet udsendt.
Cohen er nok mest kendt for sit medlemskab af diverse Chick Corea grupper i årene 98-03. I de seneste 3 år har han haft sin egen trio bestående af Mark Guiliana på trommer og Sam Barsh på bas. Det er med den trio han har lavet sin tredje plade. Denne gang er trioen udvidet med Amos Hoffman, som spiller på det arabiske strengeinstrument oud. Pladen er farvet af det mellemøstlige instrument, men er helt klart mere en jazzplade end en decideret worldmusic plade.
Avishai Cohen har spillet akustisk bas de sidste mange år, men hans udgangspunkt var den elektriske bas, inspireret af Jaco Pastorius. Det kan stadig høres, Cohen er pågående og ligger langt fremme i lydbilledet. At Bassplayer Magazine har kaldt ham "one of the 100 most influential bass players of the 20th century” er ikke en tilfældighed!
Avishai Cohen: www.avishaimusic.com

Steeplechase på Biblioteket
Bibliotekernes Netmusik er i gang med en oprustning, som også har betydning for jazzelskere. Siden sitet gik i luften har det været muligt at låne musik fra de to danske jazzpladeselskaber Stunt og Cope. Begge selskaber opererer begge med nutidig dansk jazz. Nu bliver det også muligt at låne musik fra Steeplechase, som specielt i 70'erne udgav nogle af de vigtigste danske jazzplader, med bla. NHØP og Dexter Gordons danske grupper. Musikken kan lånes i 7 dage af gangen.
www.bibliotekernesnetmusik.dk

Afrikansk bassist i verdensklasse til Danmark
Bassisten Etienne Mbappe fra Cameroun kommer til Danmark i dagene 18-20. oktober, hvor han spiller i henholdsvis Odense, Herning og København. Mbappe var medlem af Joe Zawinuls gruppe fra 2000-2003, hvor han bla. medvirkede på pladen Faces and places. Desuden har han medvirket på flere af de største afrikanske stjerners plader, såsom Salif Keita, Manu Dibango og senest på Ali Farka Toure's nye plade Savane.
Etienne Mbappe's musik er svedig afrofusion, med en pæn portion pop og funk. På hans seneste soloplade fra 2004, Misiya medvirker der en strygekvartet. Han udsender en ny plade i marts 2007. DR optager koncerten i København, og har altså opdaget bassisten og sangeren, der godt kunne gå hen og få et lige så stort publikum som Richard Bona har fået herhjemme.
Etienne Mbappe: www.etiennembappe.com

fredag, september 22, 2006

Carsten Dahl i norsk samarbejde
Carsten Dahl har tidligere udgivet to plader, hvor han samarbejdede med nordmanden Arild Andersen og franskmanden Patrice Heral. Samarbejdet med Arild Andersen er han fortsat med, men nu er legendariske Jon Christensen kommet med på trommer. På pladen Short Fairytales der udkommer d. 2. oktober på Emarcy/Universal er der intet mindre end 18 numre, hvor de fleste er forholdsvis korte. Carsten Dahl spiller både piano, balafon og percussion -han er jo også gammel trommeslager, samt supplerer med klangflader. Udover Andersen og Christensen, som er med på hele pladen, er Dahls hustru Christina Dahl med på tenorsax og klarinet, Thomas Agergaard på tenorsax, Marilyn Mazur på percussion, Poul Høxbro på fløjte og Kristian Nørby på cello med på enkelte numre. Pladen er indspillet mellem 2003 og 2006 i Jan Erik Kongshaugs Rainbow Studio i Oslo og i Kæv Gliemann's KÆV Studio. Gliemann har også haft fingrene i efterbehandlingen af musikken.
Carsten Dahl: www.carstendahl.dk

Gunnar Halle i tysk samarbejde
Trompetisten Gunnar Halle som bla. er med i Fattigfolket og New Jungle Orchestra har lavet sin anden plade sammen med tyskerne Rainer Sell og Rainer Böhm. Deres musik er en blanding af Halles trompet, Böhms piano og Sells laptop. Musikken er præget af underliggende elektroniske påhit, samt at trioen efter den sidste udgivelse var ude at spille live. Trompeten og pianoet tilfører musikken en organisk og tidløs stemning, og elektronikken placerer os i nutiden. Pladen er rolig og lyrisk, og man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på Gunnar Halles to norske trompetkolleger Arve Henriksen og Nils Petter Molvær. Denne plade placerer sig nok midt imellem de to. Den er ikke så umiddelbart svært indtagelig som Arve Henriksens plader ofte kan være, og den bliver ikke så lounget, som Molværs nogen gange kan være. Pladen udgives af det danske pladeselskab ILK Records og af Jazzcuisine i Tyskland.
Jazzcusisine: www.jazzcuisine.de

tirsdag, september 19, 2006

Danske sjældenheder genudgives endelig
Verve og Blue Note nærmest sprøjter genudgivelser ud i en lind strøm, hvor de sælger ud af deres monsterstore bagkataloger af klassisk jazz fra 50'erne, 60'erne og en lille smule fra 70'erne. Noget lignende kan man ikke sige om dansk jazz. For det første findes der ikke et monsterstort bagkatalog af dansk jazz, for det andet er der stort set ikke genudgivet noget af musikken fra dengang. Det bliver der lavet om på nu.
D. 2. oktober udsender Universal intet mindre end 7 CD'er, hvoraf de 5 ikke har været tilgængelige i meget lang tid. Flere af pladerne har aldrig været udsendt på CD, og de LP'er som har overlevet er blevet dyrere og dyrere. Fælles for alle plader er, at det er Niels-Henning Ørsted Pedersen der bestyrer bassen. Flere af indspilningerne er blandt de allerførste i hans siden hen så store produktion. Vil du vide mere om NHØP's plader, kan du finde en diskografi over 300 af hans indspilninger på www.roundaboutjazz.de

Universal udsender følgende plader:
Jazz Quintet 60: Fontana presenting Jazz Quintet 60
Pladen er indspillet i 1963 og blev kvintettens svanesang. Orkesteret bestod af Allan Botschinsky (trompet), Bjarne Rostvold (trommer), Bent Axen (piano), Niels-Henning Ørsted Pedersen (bas) og Niels Husum (saxofon). Pladen indeholder 7 numre, hvoraf de tre er skrevet af Botschinsky. Ray Pitts var kommet til København i '63 og har en enkelt kompostion på pladen, Waltz for Sharleen, som han skrev til sin datter. Denne plade har været fuldstændigt uopdrivelig siden udgivelsen, og er solgt for adskillige tusinde kroner, til bla. Japanske samlere.

Sahib Shihab and Ensemble with Pedro Biker: The song is you
Pedro Biker var blandt de første oplæsere på TV-Avisen, men inden da havde han haft en karriere som pladevender -60'er slang for DJ og jazzmusiker, hvor han som trommeslager markerede sig i slutningen af 50'erne. På denne plade fra 1966 er han dog sprunget ud som sanger. Materialet er som taget fra Sinatra's eller Bennett's sætliste, med klassikere som Fly me to the moon, The good life, Satin doll etc. Sahib Shihab er leder af ensemblet, hvor der er et stort navnesammenfald med Radiojazzgruppen; Botschinsky, NHØP, Karskov og ikke mindst Kenny Drew som havde arrangeret musikken.

Pedro Biker: Fontana presenting Evergreens in Danish Design
Pedro Biker er her i selskab med Bent Axen (piano), NHØP (bas), Allan Botschinsky (trompet), Sahib Shihab (saxofon) og Bjarne Rostvold (trommer). Det er evergreens som Green Dolphin Street, Stella by Starlight etc. der findes på pladen. Senere i karrieren sprang han ud, som fuldblods dansktop sanger, og havde et megahit med Regndråber drypper i mit hår.

Louis Hjulmand: Fontana presenting Louis Hjulmand
På covernoterne til pladen, citerer journalisten Birger Jørgensen, Don Ellis for at have sagt, at Louis Hjulmand var Danmarks bedste vibrafonist -her er det nemt at være morsom, for var der andre danske vibrafonister, og hvis der var, kendte Don Ellis dem så? Nå, men spøg til side. Louis Hjulmand indspillede dennne plade over 2 sessions, i sept. '62 og marts '63, hvor NHØP på bas og Bjarne Rostvold på trommer var gengangere. Ved den første session var guitaristen Lars Blach ligeledes med. Pladen indeholder både Hjulmands egne kompositioner, bla. den folkemusik inspirerede Mallet dance og standards som Doodlin' og On Green Dolphin Street.

Finn Savery: Fontana presenting Finn Savery
Pianisten Finn Savery er i selskab med NHØP og Alex Riel på denne plade, hvor de giver sig i kast med standardmateriale, som Sweet Georgia Brown og Willow weep for me. Pladen er fra 1963, og Savery havde året før skrevet musikken til teaterstykket Teenager in love.

Max Leth: Quintet Max Leth fyldte 85 år i februar i år, og var som mange husker ofte på skærmen i 70'erne, hvor det netop var NHØP som bestyrede bassen, selv om repertoiret bestod af lettere pop musik. På denne plade fra 1978 er det dog jazzen der står for tur. Denne er som eneste af de her nævnte plader, før udsendt på CD, da den blev genudsendt i 1995.

Ib Glindemann: And his 1963 Orchestra Pladen her blev genudsendt første gang i 2004, og indeholder dydige overraskelser som Gillespies Manteca og John Lewis' Two bass hit.

Nyt fra Tomasz Stanko Quartet
Trompetisten Tomasz Stanko har nu lavet sin tredje plade, med den rent polske trio, bestående af Marcin Wasilewski (piano), Slawomir Kurkiewicz (bas) og Michal Miskiewicz (trommer). Denne gang er de rykket ud af Kongshaugs legendariske Oslo studie, og er istedet taget til sydfrankrig, hvor de har indspillet Lontano i Studios La Buissonne, nær Avignon, med ECM bossen Manfred Eicher som producer. Stankos baggrund som forgrundsfigur på den europæiske freejazz scene kan høres på pladen, men pladen er mest af alt præget af Stankos sans for det stærke og følelsesfyldte balladespil. Deres forrige plade Suspended night var en stor kunstnerisk succes, og Stanko fik slået sit navn fast i specielt USA, med en stor turné. Han var iøvrigt også på besøg herhjemme under Vinterjazzen 2006. Der er blevet plads til en enkelt Krzysztof Komeda komposition, Kattorna fra 1965, hvor Stanko var med på originalen fra pladen Astigmatic
Tomasz Stanko: www.tomaszstanko.com