Sommeren har ud over det gode vejr også budt på jazz i lange baner, specielt for dem der var i København under jazzfestivalen. Men der er ikke noget der tyder på, at jazzen går af mode som livefænomen, når det bliver koldere.
På Copenhagen Jazzhouse indtager den amerikanske sangerinde Stacey Kent scenen over tre aftener fra d. 30. sept. Denne gang er det med hendes faste kvartet og det materiale som man bla. kan høre på den nye CD Raconté moi. Allerede d. 9. sept. og de følgende to aftener er saxofonisten Chris Cheek på Jazzhouse sammen med Jakob Bro Trio. Guitaristen Bro har samarbejdet med Cheek i en årrække, så der skal ikke være tvivl om, at det bliver en oplevelse af de store. Bro kommer iøvrigt igen d. 28. okt. sammen med Tomas Stanko Quintet.
www.jazzhouse.dk
På Jazzhus Montmartre er hverdagen ved at indfinde sig, efter åbningsfestivitas og jazzfestival. Det betyder nu ikke at der serveres leverpostejmadder for det sultne jazzpublikum. En hyldest til Dave Brubeck-pladen Time Out, med den suveræne Christina von Bülow i rollen som Paul Desmond kan opleves d. 5.-8. august. Den amerikanske trompetist Brian Lynch er sammen med bl.a Henrik Gunde, Jesper Bodilsen og Montmartre-trommeslageren Niclas Bardeleben d. 19-22. august. Måneden afsluttes med tre koncerter med Jeff 'Tain' Watts, der denne gang selv medbringer sine musikere, heriblandt pianisten Dave Kikoski.
www.jazzhusmontmartre.dk
Den danske bassist Jasper Høiby er landet på forsiden af august-nummeret af det førende britiske jazzmagasin Jazzwise. Som leder af trioen Phronesis står han foran trommeslageren Anton Eger og pianisten Ivo Neame. Trioens tredje udspil hedder Alive. Jazzwise-redaktøren Jon Newey kalder trioen "The most exciting and imaginative piano trio since EST".
Høiby er uddannet fra The Royal Academy of Music i London i 2004 og har brugt tiden på at skabe sig en musikkarriere der. Jazzkamikaze-trommeslageren Anton Eger er normalt medlem af trioen og har medvirket på de to foregående albums, men er på den aktuelle plade afløst af Mark Guiliana.
Der bliver trukket hårde veksler på Miles Davis-fans' pengepunge. Det er jo ikke noget nyt - med det bagkatalog der findes. Det må være noget nemmere at samle på Elmo Hope udgivelser. Til september kommer der en af den slags bokse, der får mig bragt ud i overvejelser om at familien skal undvære maden i et par måneder for at få råd. Sidst var det alle Miles Davis' regulære Columbia-udgivelser der blev samlet i en boks. Nu samles de 8 boks-sæt med studio-sessions fra 50'erne til 70'erne som Columbia har udgivet i en boks - i alt 43 CD'er. Boksen er en kopi af Miles Davis' trompetkasse. Der medfølger derudover en kopi af Davis' 'Gustat' Heim 2 mundstykke, en T-shirt, et Miles Davis' litografi etc.
Boksen går fra Miles Davis & John Coltrane: The Complete Columbia Recordings 1955-1961 til The Complete On The Corner Sessions. Den koster med dagens dollars-kurs 6942 kr. Boksen udkommer d. 14. september og der er "kun" 2000 eksemplarer.
Gad vide om man kan få et anmeldereksemplar? - Jeg skal nok skrive pænt den ;-)
geniusofmilesdavis.com
D. 13. september fylder ikonet og den største danske jazztrommeslager - ever - Alex Riel 70 år. Det skal selvfølgelig fejres. Fra d. 6. september til og med d. 12. september er der ifølge Riels Myspace 70th Birthday Celebration i København. Der står ikke noget om hvor det præcist kommer til at foregå. Men Jazzhus Montmartre er vist et meget godt bud.
www.myspace.com/alexriel
Der er en ny plade på vej med Chris Minh Doky. På albummet Scenes from a dream er han i selskab med Larry Goldings, Peter Erskine og Vince Mendoza med The Metropole Orchestra.
Han er hele den første halvdel af oktober på turné i Danmark med The Nomads, der består af Dave Weckl, George Whitty og Dean Brown.
www.doky.com
Tyske koncepter
Den 78 årige tyske saxofonist Heinz Sauer har lavet en plade med to forskellige pianister. 32 årige Michael Wollny og 66 årige Joachim Kühn medvirker på hver deres numre. Sauer, der er en legende i tysk jazz har tidligere lavet to duoplader med den unge Wollny, mens det er første gang at de to ældre musikere laver musik sammen.
Pladeselskabsdirektøren Sigfred Loch havde en idé om at lave en form for hyldest til Miles Davis' klassiker Kind of Blue i anledning af sidste års 50 års jubilæum. Numre som All Blues, Blue in green og Flamenco sketches er repræsenteret fra pladen. Herudover er der blevet plads til et par Ellington kompositioner og standarden Lover man. Resten af musikken er skrevet af de tre musikere. Pladen er et noget fersk, til tider kedeligt og usammenhængende udspil i kammerjazzegenren.
Anderledes spændende forholder det sig med Knut Rössler & Johannes Vogt's Between The Times og pladen Octagon. Musikken er indspillet ved nattetid, i Italien i den ottekantede bygning Castel del Monte fra 1200-tallet. Hvis jazzen havde været fremme i middelalderen er dette et godt bud på, hvordan det kunne have lydt. Rössler på sax, Vogt på lut! (og guitarsynthesizer) er gået sammen med den klassiske sangerinde Ute Kreidler, der synger tekster fra den tid. Der er hentet stor inspiration fra den tysk-romerske kejser Frederik 2. der opførte bygningen som et sted, hvor der kunne udveksles idéer og tanker mellem repræsentanter fra kunstens og videnskabens verden, ligesom forskellige religioner også skulle have plads. Der er hentet inspiration fra både de kristne, jødiske og arabiske kulturer.
En plade der meget vel kunne have endt som en fortænkt idé, ender ud som en smuk middelalderjazz-hyldest til fritænkeren Frederik 2.
Dansk ProgProgressiv rock. Avantgarde jazz. Improviserede soli en masse. Blandet sammen. Ikke just opskriften på det mest populære på musikscenen lige nu. Men der er enkelte der er insisterende ligeglade. Herhjemme er guitaristen/komponisten/pladeselskabsdirektøren Robin Taylor i en klasse for sig. Han har siden starten af 90'erne lavet plader i den progressive genre. Et tilbagevendende samlingspunkt har været gruppen Taylor's Universe. Mange forskellige musikere har været med. Ifølge Robin Taylor er den aktuelle version, den bedste inkarnation af gruppen. Musikerne kommer fra forskellige musikalske verdener. Feks. er guitaristen Michael Denner fra Mercyful Fate, trommeslageren Klaus Thrane fra Lars Lilholt Band og saxofonisten Jakob Mygind fra Pierre Dørge New Jungle Orchestra. Fælles er alle musikernes store evner på deres instrumenter.
Det er der også brug for med numrenes komplicerede opbygninger. Melodiske forløb vekslende med skift og breaks og ind imellem en masse soli. Der lefles ikke for tidsånden, måske nok ånden men aldrig tiden. Herhjemme er det nærmeste vi kommer på den type musik, nok Secret Oyster, der også har oplevet interesse for deres musik udenlands i de senere år. Hvilket også er et af målene for Taylor's Universe's nichemusik. I vore nabolande Sverige og Tyskland har den progressive rock eller progg altid haft det bedre.
Taylor's Universe er unikke, de lever og ånder i kraft af de gode musikere, der udviser en musikalsk glæde ved at spille Taylor's komplicerede, men ikke utilgængelige musik.
Bonusinfo:
Billedet på pladecoveret er taget fra bogen om Melchior Lorck, der udkom sidste år. Danskeren Lorck var som tegner fra 1555-1559 tilknyttet sultanens hof i Konstanopel, hvorfra han siden hentede stor inspiration til sine tegninger. Han anses for at være den første betydningsfulde grafiker i dansk kunsthistorie.
Robin Taylor: www.progressor.net/robin-taylor/
Cirkler
Jazzpercussion er en særlig discplin indenfor jazzen. Ofte falder tanken på latinjazz. Men den nordiske jazz har også sine jazzpercussionister. I Danmark har vi bla. Marilyn Mazur og Lisbeth Diers som to tydelige eksempler. Fra Norge kommer Thomas Strønen, der sammen med den britiske saxofonist Iain Ballamy i over 10 år har haft gruppen Food. Frem til 2006 var bassisten Mats Eilertsen og trompetisten Arve Henriksen med - herefter har Food levet som duo med gæster. På den aktuelle plade er gæsterne Nils Petter Molvær på trompet og Christian Fennesz på guitar og electronics.
Thomas Strønens percussion, der både er akustisk og elektronisk er det fremherskende i lydbilledet. Hele tiden rytmisk, dynamisk og fremadrettet, nærmest i cirkler der kører rundt og så alligevel frem. Det akustiske og det elektroniske flyder mellem hinanden og det kan være svært at høre hvad der er hvad.
Herhjemme kender vi bla. Iain Ballamy fra det mesterlige samarbejde med Jakob Davidsen i gruppen Mangfoldighed. Med Ballamy's lange rolige toner vekslende med bla. Nils Petter Molværs trompet får vi en plade med lyrisk udfordrende musik, hvor både ambient, electronica, world og improjazz er blandt elementerne på en holdbar plade.
Bonusinfo:
Food spiller i disse dage i Indien sammen med Ravi Chary på sitar.
Thomas Strønen: www.thomasstronen.com
player.ecmrecords.com/food
Ekspressivt
Rasmus Ehlers har sammen med sin gamle ven saxofonisten George Garzone lavet en opfølger til det otte år gamle album Brooklyn Days. De suppleres af bassisten Jonas Westergaard og trommeslageren Jakob Høyer.
Der lægges ud med det 23 minutter lange titelnummer As played by ear. Rasmus Ehlers indleder stille, nærmest undrende og spiller sig ind. Han klarer hjernen og kroppen og er rede til at møde publikum på Café Bartoff en aften under Copenhagen Jazzfestival sidste år. George Garzone kommer på, igen er der god tid. Der bygges op til en lang, vild, ekspressiv og vanvittigt velspillet saxsolo. Garzone er rundet af Coltrane-skolen og spiller så tiden står stille. Det er en af de store sjældne fornøjelser, hvor der er tid og plads til at musikerne og specielt Garzone spiller sig helt ud. Efter den lange solo fornemmes det næsten at Garzone tankes op igen, mens Ehlers spiller en meget mere fokuseret solo end det han startede med. Garzone har med sin solo spillet Ehlers frem og får fantastisk musik ud af den danske pianist.
Herefter får vi lov til at lade pulsen falde med ballade-standarden Soul Eyes, her er det ikke det vilde. Men i stedet en fokuseret saxofonist der skaber store følelser og igen spiller så man tror at det er Village Vanguard i New York og ikke Café Bartoff i København vi befinder os på. Så følger nummeret Hey open up af Garzone, der også var med på Garzone-pladen One Two Three Four fra 2007. Her er den helt anderledes, bla. i kraft af Ehlers pianospil og Westergaards effektive basspil.
Ved den netop overståede jazzfestival spillede kvartetten igen en række jobs og med denne plade får publikum en velkommen mulighed for at nyde musikken igen og igen, for det tåler den så rigeligt!
My Space: www.myspace.com/rasmusehlers
Ydmygelse
Digteren Lars Skinnebach er sammen med duoen Little Red Suitcase på pladen Enhver betydning er også en mislyd - der ligeledes er titlen på Skinnebachs digtsamling fra sidste år, som han fik Montanas Litteraturpris for. Little red Suitcase har tidligere fået megen ros for deres enkle originale og improviserede musik. Nærmest organisk, som planter der formulder eller træer der vokser - alt efter hvilket humør de er i.
Når Skinnebach med sine digte og altsax sammensmeltes med de to kvinder Johanna Borchert på piano og Elena Setién på sang, violin og percussion åbnes der op for nye muligheder - som de alle tre tager fat i. Allerede på første nummer 1.1 introduceres vi for Skinnebachs skingre oplæsninger. Der hvines. Skinebachs stemme knækker over, som var den i overgang. Her skabes grundlaget for de næste melodier, hvor Setién synger tekster inspireret af det foregående digt.
Skinnebachs oplæsninger bevæger sig på kanten af noget, hvor man kommer i tvivl om han mener det seriøst eller laver sjov. Spillet mellem Skinnebachs hankat-i-løbetid udladninger og Elena Setiéns efterfølgende sangbearbejdning fungerer overraskende godt.
Hvordan kan jeg ydmyge mig for dig, spørger Skinnebach. Midt i optagetheden af at finde frem til, hvordan man gør det, har han allerede selv svaret. Måden hvorpå han fremfører sine digte. Den i jazzsammenhæng noget hjælpeløse altsax og fløjte han forsøger sig med, er mere end rigeligt svar på, hvordan man ydmyger sig selv.
Skinnebach er modig i den hudløse afklædning af selvet. Det gør ondt på Skinnebach. De to kvinder svæver blidt over det hele, sætter musik på og frelser Lars Skinnebach fra den totale ydmygelse.
My Space: www.myspace.com/enhverbetydning
Halvdansk amerikansk guitarist
En halv dansk/halv amerikansk guitarist Karen Segal besøger i disse dage Århus under jazzfestivalen. Hun har ikke boet i Danmark siden 80'erne og boede her kun i nogle få år. Hun bor i dag i San Francisco og har lavet to plader med sin trio. Den nyeste plade The Mystery of life udkom sidste år. Det er en plade med masser af klassisk inspireret jazzguitar med smagen af bebop. Wes Montgomery og Kenny Burrell er ikke langt væk. Hun har selv skrevet al musikken, der bringer tanker om mere nutidig jazz frem. Det er moden og velovervejet musik fra en guitarist der ikke har travlt.
Der er ikke fart på musikken, der istedet åbner op for eftertænksomhed og ro. Hun bevæger sig i et balladeunivers, hvor det høres at hun har en forkærlighed for de små detaljer, der bliver nurset og får lov til at vokse frem. Jeg kommer til at tænke på Pat Metheny, når der er allermest ro på Metheny. Bassisten Perry Thoorsell er sammen med trommeslageren Alan Hall (der afløses af Ricky Carter på 3 numre) gode støtter for Segals musik. De spiller godt op til hende. Pladen er helstøbt med enkelte passende udflugter som på feks. Epiphany (aha!) hvor wah wah pedalen er kommet frem.
Bonusinfo:
Hun spiller på Klostertorv i Århus d. 11. juli kl. 19.00 og på Fairbar d. 14. juli kl. 16.00. Hun har udvidet trioen med pianisten Maya Kronfeld.
Karen Segal: karensegal.com
My Space: myspace.com/karenplaysguitar
Velspillet klassisk akustisk jazz
Grandpa left You nothing er Mads la Cours anden plade i eget navn. Pladen kan ses som en proces, der flytter sig fra mainstream melodisk jazz til den mere udfordrende avantgardejazz - med alle mellemregningerne derimellem. Mads la Cour arbejder hårdt på trompeten i sin søgen efter en personlig tone. Han har udviklet sig siden den ellers meget overbevisende plade A la Cour. Musikalsk kan der anes tendenser af Miles Davis' 60'er kvintet, men la Cour spiller bare ikke som Miles. Han lyder mere som, hvis Clifford Brown havde fået lov til at leve ind i 60'erne. Det er en fornøjelse at høre jazz spillet så velkvalificeret og friskt, som Mads la Cour gør. Han er af vore allerstørste jazztalenter - inklusiv alle instrumenter.
Han har samlet en gruppe af unge musikere, der allerede har placeret sig solidt på jazzscenen. Saxofonisten Niels Løkkegaard, Pianisten Magnus Hjorth, bassisten Petter Eldh og trommeslageren Snorre Kirk er med til, at folde la Cours kvalificerede melodimateriale ud.
På balladen Invisto banasto hænger følelserne uden på instrumenterne.På Shades of green spiller Løkkegaard en skarp og teknisk krævende hurtig sax af Parker-skolen, la Cour tager over med en ligeledes teknisk krævende trompet ikke ulig Dizzy Gillespie. På nummeret inspirations begynder det at blive lidt mere farligt.
Sådan sendes vi rundt på en plade, der efterlader et særdeles godt indtryk af hvordan klassisk akustisk jazz med fokus på blæserne skal spilles idag.
My Space: www.myspace.com/madslacour
3 generationer spiller ud
Viper ledes af trommeslageren Anders Provis, der sammen med trompetisten Kasper Tranberg og el-bassisten Peter Friis Nielsen er en trio der spænder over 3 generationer. Alle tre har de interessen for free jazz til fælles. Peter Friis Nielsen er nestoren, der nok er ukendt for mange danskere, men uagtet dette, er han en af de mest anerkendte free jazz-bassister i verden. Herhjemme har han såmænd også fået anerkendelse, idet han er tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Kasper Tranberg er trompetisten, hvor de høje kunstneriske ambitioner har været et kendetegn hele karrieren igennem, uanset om det er swing eller avantgarde han spiller. Anders Provis har tidligere gjort opmærksom på sig selv i bla. Textil og Kostcirkeln.
Her er det tre individualister der har skabt en free jazz-plade, med stor originalitet. Friis Nielsens uimodståelige buldrende, bølgende, abrupte og steady basspil. Tranbergs idérige og mangefacetterede trompetspil. Provis' åbne trommespil, der leger med lydendes farver.
Viper er en supertrio for folk med hang til en skarp trompetist, en flagrende trommeslager og en mumlende bassist. Hvis det sidste lød negativt, så var det din tolkning. Viper er en trio der anbefales herfra!
Bonusinfo:
Viper spiller på Råhuset i København d. 5. juli.
My Space: www.myspace.com/andersprovisviper
Der er lagt op til musik i supereksklusive rammer, når ILK Records holder deres egen lille festival i Krystalgade 21. Der er kun plads til 25 publikummer på den nye intimscene, der hermed indvies.Hver dag kl. 15 er der koncert og man bestemmer selv, hvad man vil betale i entré.
Navnene på de optrædende bliver en perlerække af pladeselskabet ILK's musikere: Søren Kjærgaard, Peter Bruun, Simon Toldam, Jesper Løvdal, Little Red Suitcase, Mark Solborg og Jacob Anderskov.
www.ilkmusic.com
Det gode skib Stubnitz, der har været vært for mange koncerter, må lige pludselig ikke længere være det, pga. besynderlige regler. Derfor har Jazzclub Loco været nødsaget til at flytte intet mindre end 40 koncerter i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival.
I stedet holder Loco til på Ama'r Strandbar og Råhuset. Django Reinhardt Tribute, Viper, Chris Speed, Anderskov Accicent, Loren Stillman, Marilyn Mazur, Evan Parker, Orchestra of Jenno og Lotte Anker sammen med Fred Frith er noget af det der er på programmet.
www.locomusic.dk
Danmarks Radio var i 60'erne en gang i mellem forbi Jazzhus Montmartre i St. Regnegade. TV-optagelser derfra inkluderede som regel en panorering forbi Mogens Gyllings flotte gipsmasker lidt til venstre for scenen. Da Jazzhus Montmartre for nylig genåbnede, var der ingen gipsmasker på væggen. De blev fjernet umiddelbart efter at spillestedet lukkede i 1976 og er forsvundet.
Det er lykkedes Niels Lan Doky fra Montmartre, at få Mogens Gylling til genskabe maskerne. Gylling har på ægte jazzvis improviseret over de gamle masker og skabt nogle nye der bliver afsløret ved en højtidelighed d. 2. juli. For at skabe en Montmartre-stemning bliver den musikalske ledsagelse ved arrangementet foretaget af to veteraner på Montmartre-scenen. Martial Solal på piano og Mads Vinding på bas vil spille duojazz på højt niveau. Det var iøvrigt Mads Vinding der kontaktede Niels Lan Doky, da han så at lokalet i St. Regnegade stod tomt.
Om aftenen indleder de to musikere Montmartre's festival-program.
www.jazzhusmontmartre.dk
Sunship er endnu engang med til at levere god musik til Aarhus Jazzfestivals program. Trompetisten Jakob Buchanans Kvartet med Jakob Bro, Simon Toldan og Marilyn Mazur. Anderskovs internationale Agnostic Revelations med Chris Speed, Michael Formanek og Gerald Cleaver. Stephan Siebens vanvidsjazztrio Angel. Simon Toldam's Stork med bla. Nils Davidsen og Jimmy Nyborg. Koncerterne afholdes på Voxhall og Lobby.
www.sunship.dk
Hæmningsløst
Trommeslageren Emil de Waal har aldrig valgt den letteste vej, når han har udgivet plader i eget navn. Under navnet Emil de Waal+ har han lavet eksperimenterende musikalske projekter, hvor samarbejdet med de enkelte involverede musikere har farvet musikken. Der er altid et umiskendeligt de Waal-touch over musikken. Så er det egentlig ligegyldigt om han har samarbejdet med electronica-kunstneren Spejderrobot, jazzpianisten Søren Kjærgaard eller multiinstrumentalisten Gustaf Ljungggren, der ellers alle føjer noget personligt til musikken.
På den nye plade Elguitar & Saxofon har han fundet på et spøjst koncept. Han samarbejder med tre musikere, der alle har det tilfælles at de både spiller på saxofon og guitar. Den mest kendte er førnævnte Ljunggren, som de Waal kendt i over ti år, Ljunggren var bla. med i Emil de Waal og Jonas Johansens Band Mrazem-projekt. Jens Bjørnkjær alias Jenno er kendt fra Hess is More og den sidste er Albert Raft Rasmussen.
Pladen er en eksperimenterende plade, hvor de Waal nysgerrigt bruger melodien som udgangspunkt for sine eksperimenter. Han spiller trommer, han programmerer, laver lyde og tilføjer hæmningsløst en klassisk rytmeboks - på trods af at han er en fantastisk trommeslager - til et nummer hvis det er nødvendigt.
Bonusinfo:
Emil de Waal+ spiller på Studenterhuset i København d. 7. juli og på Charlottenborg d. 8. juli.
My Space: www.myspace.com/emildewaal
Århusdebutant med ambitioner
Han er studerende på konservatoriet i Århus og gør med dette pladeudspil opmærksom på sig selv som bassist, orkesterleder og komponist. I selskab med de imaginære - og særdeles levende - venner; Scott Westh på trompet og flygelhorn, Kasper Staub på flygel, Jacob Danielsen på tenorsax og basklarinet og Andreas Skamby har han lavet en plade med seks numre der vil lidt af hvert. Jeg er overrasket over, at han på trods af forskelligheden af numrene, har godt styr på musikken på hele pladen. Der er den indledende Jo-Pulis - der iøvrigt gentages i en noget anden version til sidst på pladen - der ikke ligefrem byder op til dans. En skævert af i avantgarde-klassen. Herefter følger balladen They never forget a pretty face, med flot blæserspil af Danielsen og Westh. Kissing can be helpful placerer sig i samme kategori. Skibsted er god til at manøvrere rundt i balladerne.
I'm pretty sure it's round er endnu en overraskelse. I regulær mainstreamstil præsenteres vi for orkestrets enkelte medlemmer, med nogle velkvalificerede soli af bla. Danielsen, Staub og bandlederen. Det er en plade der i overbevisende stil får præsenteret, en af de nye unge århusianske jazzmusikere der er på vej. Han vil mere end en ting og tak for det! Han er 22 år og viser her, at fremtiden kan bringe ham flere forskellige steder hen. Jeg håber at han afprøver balladesporet igen.
Bonusinfo:
Peter Skibsted and His Imaginary Friends spiller på Fairbar i Århus d. 15. juli.
My Space: www.myspace.com/peterskibsted
Urban fjord
Er du en sucker for urbanjazz med snerten af en god popmelodi, så er Manu Katché's tredje udspil, Third Round for ECM Records et godt sted at lede. Et gyngende groovy flow sat i scene af trommeslageren Manu Katché, der er godt hjulpet af nogle vanvittigt velspillende medmusikanter; Tore Brunborg på sax, Jason Rebello på piano og Jacob Young på guitar får alle chancen for at vise deres værd. Third Round er en meget anbefalelsesværdig akustisk fusionsjazzplade. Katché har hentet en god portion inspiration fra Jan Garbarek Group, hvor han er mangeårigt fast medlem. Katché tilføjer det natlige neonskær til musikken, der gør pladen til en metropolit-jazzplade.
Tore Brunborg er på sopran- og tenorsax med til at løfte Katché's plade. Det samme gør sig gældende på Ketil Björnstads nye udspil Remembrance, hvor Brunborg sammen med trommeslageren Jon Christensen agerer medspillere. Bjørnstad er romantikeren, der med sit lyriske spil der smager mere af det klassiske end af jazzen har lavet en flot plade, hvor Christensen er den gammelkendte makker - han var også med på Bjørnstads debut fra 1974. Det er første gang at Brunborg er med på en Bjørnstad-plade. Pladen er med sine 11 stykker musik et kærkomment eksempel på hvordan norsk jazz kan lyde i sin urform.
Manu Katché: player.ecmrecords.com/katche
Ketil Bjørnstad: player.ecmrecords.com/bjornstad
En bestseller er født
Trio og soloplader er det eneste der er kommet fra Keith Jarrett i over 25 år. Man kunne fristes til at påstå at han har fundet frem til skabelon der virker - for han er jo ikke ligefrem blevet mindre populær i de seneste år. Men når man tager det høje produktive output i betragtning kunne det engang imellem være ønskværdigt at han lavede andet end improviseret soloklaver og trio-standard-jazz.
Det gør han nu. I forbindelse med en indspilningen af en filmdokumentar om bassistens Charlie Hadens musikliv, spillede Jarrett og Haden sammen. De spillede tidligere sammen i 70'erne i Jarret's kvartet, der også bestod af Dewey Redman og Paul Motian.
Hadens karakteristiske bas med den lækre trælyd er i selskab med Jarrett i sit uforlignelige pophjørne, et perfect match i genren piano/bas duo. Det glider ubesværet ned og er en velkommen plade hos det kvalitetsbevidste musikpublikum, der trænger til en plade de kan sætte på i en sen nattetime og høre i selskab med deres elskede. Det sidste er Jarrett's råd i hæftets liner notes.
Numre som For all we know, Where can I go without You, Body and soul og Randy Crawford popklassiker One day I'll fly away er med til, at lægge grundstemningen til en god sen nattetime i selskab med den elskede - en god singlemalt eller et glas portvin ville nu heller ikke skade.
player.ecmrecords.com/jarrett-haden-jasmine
Impro over de romerske gudinder
Alt ændrer sig, livet er kaos, skønhed, kærlighed og opløsning, men vi har dette øjeblik. Måske er dette øjeblik det bedste i hele vores liv? Vi ved det ikke, men vi ved, at alt ændrer sig. Sådan er Moder Jords lov. Med udgangspunkt i fortællingerne om gudinderne i den romerske mytologi, har sangerinden Hanne Hammer lavet en række tekster, som hun sammen med ægtemanden og bassisten Niels Ryde og pianisten Jacob Broholm har sat musik til.
De har improviseret sig frem til musikken, hvorefter andre musikere; Anders Mogensen (trommer), Mads la Cour (trompet), og Rasmus Friboe (klarinet) efterfølgende har lagt deres instrumenter på. En meget åben proces, der frigør musikken fra i forvejen definerede stilistiske kunstgreb. Det er en besværlig og meget ambitiøs måde at gribe det an på.
Hanne Hammer og Niels Ryde har før bevist, bla. med deres Valentine Quartet, at de til fulde har styr på den musikalske side af sagen. Det er uden tvivl derfor at de nu vil prøve noget andet. Dette er ikke en straight plade. Der er numre der emmer af klassisk skønhed, som feks. balladen Venus, med et fornemt samarbejde mellem Hammer og Ryde på den karakteristiske elbas. Der er numre der ender i noget rod, som feks. The Fairy song, der givetvis vil lege med lytterens følelser, men simpelthen kommer til fremstå lettere besynderlig.
Det er en smal udgivelse, hvor en stor del af pladens numre fungerer fint, som i de melodiske momenter på pladen, hvor dine ører bliver adspredt på en behagelig måde.
My Space: www.myspace.com/hannehammer
Så er vinderne fundet i Jazznyts Montmartre-konkurrence. Tre heldige læsere har fået direkte besked på, at de har vundet en billet til koncerten med Ulf Wakenius/Alvin Queen/Mads Vinding/Niels Lan Doky onsdag d. 23. juni kl. 20.00. Go' fornøjelse til de tre.
Pladeselskabet Barefoot Records har igen i år slået lejr i Jazzkælderen under Copenhagen Jazzfestival. De præsenterer 18 koncerter med et bredt udvalg af deres egne kunstnere og lang række fine gæster i mange forskellige konstellationer. The Mighty Mouse, Skylight Lounge, Maria Faust Group og Morten Pedersen er at finde på den lille intime scene, hvor entréen er det modsatte af den høje kvalitet - nemlig lav (30,-, hvis du skulle spørge).
Det er sidste gang at der er jazz på den næsten legendariske adresse i Skindergade, da Jazzkælderen desværre lukker og slukker for bestandigt.
Barefoot Records fortsætter heldigvis og har fire nye udgivelser på vej med deres kunstnere.
www.barefoot-records.com
Benjamin Koppel har alene med sit projekt Valby Summer Jazz sat røre i den danske jazzandedam. Han har sammensat et ambitiøst program, hvis lige ikke er set før. Copenhagen Jazzfestival har i sit trykte program stort set valgt, at ignorere at Koppel har lavet et program der byder på Jazzpar-prisvindere (Mazur og Potter), europæiske legender (Humair, Danielsson, Rosengren), danske legender (Bazaar, Osgood, Riel og Rasmussen), guitar legender (Abercrombie og Lê) og amerikanske legender (Werner, Foster og Watson). Det undrer Koppel sig højlydt over. Festivallederen Signe Lopdrup er uenig.
http://ibyen.dk/fokus/copenhagenjazzfestival/article992727.ece
Det otte år gamle album One afternoon at Jazzcup med saxofonisten Bob Rockwell i hovedrollen, godt sekunderet af bla. Kasper Villaume og Karsten Bagge, bliver til virkelighed igen d. 9. juli. Her er de tre musikere sammen med Anders Bergcrantz og Thomas Ovesen igen at finde på Jazzcup's lille scene.
Dagen efter kan Rockwell/Villaume/Ovesen. Denne gang sammen med Maiken Ingvordsen og hendes faste trommeslager Anders Mogensen på Fidels.
Der er tale om et længe ventet scenecomeback til Villaume efter, at han brækkede hånden ved ulykke under Copenhagen Jazzfestival for tre år siden.
http://www.lidtmere.dk/jazz
Indierock udsat for jazztrio
Ofte har vi set popsangere og -sangerinder tage vejen over i jazzens verden. Det har næsten altid været standardmateriale de har kastet sig over. Mens indie, jazz og originalmateriale ikke er specielt udforsket. Er det fordi det ikke virker? Hvis man lytter til tyske Chris Gall trio feat. Enik får man et godt bud på noget der virker.
En hårdtspillende pianist, Chris Gall og en hårdtslående rytmesteady trommeslager, broderen Peter Gall er med til at sparke musikken fra land. Trioen spiller mere sammenhængende end eksempelvis The Bad Plus, der lavede en vokalplade for et par år siden, med en "ikke-jazz" sangerinde. Ellers er der flere paralleller, da The Bad Plus netop var tvunget til samle musikken noget mere, når de skulle være backing for en sangerinde.
Chris Gall Trio feat. Enik spiller udelukkende originalmusik, der langt hen ad vejen lyder som noget der godt kunne spilles af et nutidigt indierockband. Men fordi det bliver spillet af en jazztrio får det et helt andet udtryk. Det kan tiltale en jazzfan - der synes at indierock har en slem tendens til at køre i tomgang. Men det kan også tiltale en rockfan - der synes at jazz, med sine taktarter og besynderlige rytmer kan blive for indviklet. Enik har en fin personlig røst, der uden problemer kan fylde og lyde af noget sammen med den rockende jazztrio.
Chris Gall: www.chrisgallmusic.com
Der er lagt op til stjernestunder på Jazzhus Montmartre når den svenske guitarist Ulf Wakenius indtager scenen sammen med den amerikanske trommeslager Alvin Queen. De to kender hinanden fra samarbejdet hos Oscar Peterson og Niels-Henning Ørsted Pedersen. Ved klaveret er det Niels Lan Doky, der kender Alvin Queen helt tilbage fra sin debutplade fra 1986. Mads Vinding er robuste bassist i kvartetten.
Jazznyt har fået tre billetter til rådighed til koncerten d. 23. juni kl. 20.00. De sættes på højkant til en rask konkurrence.
Din opgave bliver at svare på nedenstående og du er med i lodtrækningen om en billet.
Hvad hedder Niels Lan Doky's debutplade, hvor Queen spillede trommer og NHØP sad ved bassen?
Send fluks en mail med dit svar til nielsovergaard@gmail.com inden d. 20. juni 2010
http://www.jazzhusmontmartre.dk/concerts_june2010.html
Tilbage i april blev både Caroline Henderson og Niels Lan Doky slået til ridder af Dannebrog. I dag var Doky i audiens hos Dronning Margrethe. Han havde komponeret et stykke musik med titlen Theme for a Queen til hende. Han gav hende noderne til musikstykket samt en åben invitation om til enhver tid, at komme forbi Jazzhus Montmartre for at høre musikstykket.
Et af medlemmerne af Jazznyt's Facebook-gruppe Andreas Lind Pedersen har lavet en genial koncertkalender til Copenhagen Jazzfestival 2010, som du kan lægge i din mobil. Den er yderst brugervenlig og funktionel, når du feks. står i Kgs. Have kl. 18.00 lørdag aften og bare skal ha' mere af det der jazz.
Med den enkle brugervejledning på sitet, kan det næsten ikke gå galt.
http://gofish.dk/cjf2010.html
Under den norske Nattjazz-festival i Bergen blev der streamet en koncert på nettet, hver aften. For dem der ikke så dem, er der stadig mulighed for, at se koncerterne på Nattjazz's site.
Roy Hargrove Quintet, Tony Allen, Mostly Other People Do The Killing, Dag Arnesen Trio og Jonas Kullhammar Quartet er blandt de udvalgte kunstnere.
http://www.nattjazz.no/index.php?Stream=Ja&counter=6
Niels Lyhne Løkkegaard er for tredje år i træk med i Jazzbaltica-ensemblet ved jazzfestivalen i den tyske by Salzau. Tre aftener i træk er de på scenen. Udover Løkkegaard finder man bla. også den svenske basunist Karin Hammar, den tyske pianist Michael Wollny. Undervejs gæstes de bla. Donny McCaslin, Nils Landgren og Maria Schneider.
www.jazzbaltica.de
Den kriminelle vilde underverden
På sidste års Nattjazz-festival i Bergen blev værket Crime scenes opført. Festivalen havde bestilt det hos guitaristen og komponisten Terje Rypdal. Han fik til koncerten hjælp fra Bergen Big Band, Palle Mikkelborg på trompet, Ståle Storløkken på Hammond og Paolo Vinaccia på trommer. De opførte en hyldest til krimifilm-genren.
Alle de gode klichéer som vi kender så godt, er kørt i stilling. Lige fra Prime suspects til crime solved. Undervejs møder vi bla. Godfather og Taxi Driver. Med hjælp fra enkelte filmlyds-citater føres vi gennem den grumme underverden, godt ledsaget af et råt big band og en hårdtarbejdende og -spillende guitarist. Er man til rock er nummeret Don Rypero et godt sted, at starte. Der smides en heftig og vild guitarsolo i front på et nummer med en masser rockdrive, godt støttet af Ståle Storløkkens viltre hammondorgel - hvor kodeordet er 70'ernes progressive rock.
Når Palle Mikkelborg sendes på banen er det i stedet Miles Davis og Bitches Brew der tænkes på. Sumpede, skæve rockgrooves placerer os i den mørke baggård, hvor der foregår mistænkelig aktivitet og The good cop (Palle Mikkelborg) kommer og rydder op. Nummeret Parli con me er et hit for filmnørder. Fyldt med filmcitater fra kendte film, er det bare at komme i gang med at gætte.
Terje Rypdal er i særklasse på denne plade. Han styrer uden problemer big bandet (han blev jo også uddannet af George Russell i sine unge dage). Det er jazz med en historieopbygning, som var det en symfoni. Palle Mikkelborg er vild og spiller helt fantastisk, inspireret af den seje Miles Davis, som kun ganske få kan være det.
player.ecmrecords.com/rypdal
Sommeren har ud over det gode vejr også budt på jazz i lange baner, specielt for dem der var i København under jazzfestivalen. Men der er ikke noget der tyder på, at jazzen går af mode som livefænomen, når det bliver koldere.
