Bear Garden: Up (Bolero) LP/digital

 

Martin “Bear Garden” Wirén spiller saxofon og hele line uppet af musikere på pladen indikerer, at det lugter af jazz - og det gør det også på albummet Up. Det lugter også af meget andet lækkert - særligt fra clubscenen.

Det er en knaldperle med god stemning, der ikke lefler. Pladen åbner med titelnummeret, der skylder sin del til Mobys sen-halvfemser downtempo electronica. 

Martin Wirén balancerer elegant mellem soul, pop og jazz. Det er ovevejende i et roligt tempo med masser bund. Han har inviteret en masse forskellige musikere ind over. Det er dog Martin Wiréns saxofon, klarinet og fløjte der shiner sammen med lidt vokal. 

Pladen byder på flere gode numre. Jeg har en svaghed for dance-nummeret Got to let it go, hvor Bear Gardens blanding af det elektroniske og fløjten på toppen er original. Ellers kan du snuse til hittet fra pladen, Hey ye ye yeah, hvis du trænger til et godt jazzet popnummer anno 2024. Jeg vil vove at påstå at den slags er en sjældenhed.

Bear Garden

Maria Bertel: Monophonic (Eget Værelse) LP (Relative Pitch) digital

 

Hun er bedst kendt fra noisejazzrock gruppen Selvhenter, der sidste år velfortjent fik en DMA-pris for årets bedste jazzudgivelse efter, at de havde udgivet deres første album i 10 år. Maria Bertel spiller trombone i gruppen og har nu lavet en soloplade, ligesom Selvhenters andre medlemmer Sonja LaBianca og Jaleh Negari tidligere har gjort. 

Kender man lyden af Maria Bertel fra Selvhenter, så er man bekendt med hendes brutale udtryk på trombonen. En lyd der trækker på effekter fra den dybe kælder. Det er det som hun præsenterer på albummet i en ren og uforfalsket udgave.

Det er hypersoniske kaskader af messing tilsat distortion. Det er fri improvisation i noise-genren af den bedste slags. Maria Bertels kompromisløse måde, at bruge trombonen på er befriende. Er man til eksperimenterende og grænsesøgende musik er Maria Bertels Monophonic en plade man er forpligtet til at bruge tid på. Jeg er iøvrigt ret vild med lyden på pladen. Den er så ren i alt det brutale. Stor plade. 

https://relativepitchrecords.bandcamp.com/album/monophonic

Entangled Grounds - The Sound of XJAZZ Berlin (XJAZZ!) LP/digital

 

XJAZZ festivalen i Berlin har har siden starten for 10 år haft ambitioner om at flytte lyden af jazzen. Sammen med Analogue Foundation har de lavet en plade der hylder lyden af Berlins jazzscene lige nu. 

Al musikken er indspillet over fem dage mellem november 2023 og februar 2024. Den er et forrygende dokument og en fed compilation for den der er nysgerrig på lyden af Berlins jazz. 

Den svenske bassist Petter Eldh er et etableret navn i Berlin. Herhjemme kender vi ham tidligere fra de faste tjanser hos Magnus Hjorth og Marius Neset. Han er med på åbningsnummeret Follow me sammen med Group 26.11 og på nummeret Ohm Eleven sammen med Àbáse. Her er det mødet mellem akustisk og elektronisk jazz med et twist af nutidig hip hop. Jeg er blevet fan og bliver nødt til at tjekke Àbáses kommende album ud. Det er ungareren Szabolcs Bognar der er Àbáse. Ohm Eleven er et lækkert uptempo nummer med analog elektronik og akustisk jazz. Her medvirker saxofonisten Ori Jacobsen (kendt fra Esperanza Spalding og Terri Lyne Carrington). 

Szabolcs Bognar er også med i gruppen Zeitgeist Freedom Enenrgy Exchange, der med det nutidige fusionsnummer Lady in Scarlet slår benene helt væk under mig. Vokalisten Douniah har med In The middle of The Night et af de mere straighte indslag. Pladen er en smeltedigel af nationaliteter og stilarter indenfor jazz - på trods af den store forskellighed fremstår pladen overraskende helstøbt.

Pladen lukker med en suite The Brewery Suite skrevet af Moses Yofee, Zacharias S. Falkenberg, Petter Eldh og Szabolcs Bognar. Her er strygere, blæsere og synthesizere og andet godt. En storslået afslutning, der kommer vidt omkring. 

Entagled Sounds er en fed status på lyden af Berlins jazz - og kan særligt anbefales til lyttere med hang til kombinationen af akustisk jazz og analog elektronik.

XJAZZ

Dawda Jobarteh/Stefan Pasborg: Live in Turku (April Records) LP/CD/digital

 

Der er nogle musikere der lyder super når de er i studiet. Når de så spiller live, sker der lidt mere. Så eksploderer musikken mellem hænderne på dem. Alle gnisterne og krudtslammet rammer lytteren lige i hovedet, når det præsenteres på en LP. Det er tilfældet med gambianske Dawda Jobarteh og danske Stefan Pasborg. De beviser det til fulde med albummet Live in Turku, der blev optaget for et år siden i den finske by i forbindelse med en festival.

Pasborg er på toppen af en karriere, der har bragt ham vidt omkring. I samarbejdet med Dawda Jobartheh er der jazz, afro, rock i spil og de samler det på en original og medrivende måde. Rolling Stone redaktøren David Fricke skriver i pladens linernotes, at Pasborg samler Art Blakey, Mitch Mitchell og John Bonham. Jeg vil tilføje at Jobarteh på sin elektrisk forstærkede kora spiller et sted mellem de traditionelle mestre fra Gambia og Jimi Hendrix.

Lyt til Folkman eller Communication of a kind. Selvfølgelig er der blevet plads til Mingus-klassikeren Better Git Hit in your soul, det ville have været en skam uden den. Jobarteh og Pasborg mestrer improvisation og spontanitet på tværs af genrer og traditioner.

Bandcamp

Den legende legende - Alex Riel 1940-2024

 

Ofte siger man at det kan se ud som en leg, når en musiker med lethed og overskud udfolder sig på sit instrument. Alex Riel var indbegrebet af en legende musiker. 

Forfatteren Ane Riel var gift med trommeslageren Alex Riel. Hun kaldte ham ofte Legenden i sine opslag om ham på Facebook. Det er selvfølgelig vildt at kalde sin mand en legende - selvom han om nogen fortjente den titel. Han var en legende legende.

Alex Riel sov ind i sit hjem i Liseleje, søndag d. 9. juni, efter kort tids sygdom. Det er kun nogle få uger siden, at Alex’ gudsøn Stefan Pasborg slog nogle billeder af Alex op på Facebook. De var taget i hjemmet i Liseleje, hvor Alex storsmilende sad bag sit Gretsch trommesæt. Jeg kunne næsten høre ham spille, så megen musik var der i billedet.

Siden Alex’ bortgang har jeg sendt både Ane Riel og Stefan Pasborg nogle varme tanker. Jeg har også sendt varme tanker til det der hedder “Dansk Jazz”. Han har efterladt så store og dybe spor hos os alle, der har lyttet til og har haft berøring med Dansk Jazz de seneste 65 år. 

Han grundlagde karrieren på Jazzhus Montmartre, hvor han sammen med Niels Henning Ørsted Pedersen og Kenny Drew ofte agerede backing for de gæstende amerikanske stjerner. Han var allerede uddannet som damefrisør men valgte musikken. Savage Rose og senere Sebastian brugte hans præcise og fantasirige trommespil i rocken. I 70’erne var han også fast mand Peter Herbolzheimers legendariske big band. 

Han blev en legende - og legede sig frem til det. 

I 90’erne kom der gang i Alex’ egne projekter, hvor han spillede en lang række koncerter og udgav en stak gode plader, der i dag står som et stærkt statement i en stor karriere. 

Jeg har - som mange andre - oplevet ham til mange koncerter. En af dem der står tydeligt i hukommelsen var dengang, hvor jeg arbejdede som frivillig bartender på spillestedet Nicodemus i Herning i 1987. Jeg havde eftermiddagsvagten, da bandet ankom og stillede op. Bob Rockwell, Bo Stief, Marilyn Mazur og så Alex Riel, der havde sin hund med, der lagde sig foran trommerne. Det var så vildt at de skulle spille på vores lille spillested. Stemningen var god og løssluppen - og musikken var af en anden verden. Jeg sugede alt til mig. Alex Riel har siden imponeret mig gang på gang. Både med trioerne med Jesper Lundgaard og Heine Hansen eller den med Carsten Dahl og Mads Vinding, med Benjamin Koppel eller Santa Cruz på mit lokale spillested Fermaten.

Alex Riel var jazz. Han var i øjeblikket. I improvisationen. Præcision, timing, overblik og et smil på læben. Altid seriøs i musikken, samtidig med at man fornemmede at der et eller andet sted bag Gretsch-trommesættet sad en lille dreng der var fornøjet og klar til sjov.

Tak, Alex, for musikken og alt det som du gav os.

Han har et massivt musikalsk bagkatalog man kan gå på opdagelse i. Jeg har lavet en playliste, du kan lade dig inspirere af: Spotify - Alex Riel 1940-2024

Billedet er taget i Liseleje d. 28. maj i år.

Det kan. I øvrigt anbefales at læse Hans Barfods biografi Alex Riel - Manden bag trommerne fra 2010. I min anmeldelse her på bloggen skrev jeg dengang: “Vi får lov til, at komme tæt på en musiker, der ikke er hulens god til at huske titlerne på de melodier der skal spilles, men så til gengæld er udstyret med en overjordisk evne til at falde 100 % ind i den musik der spilles. Der er historier om tidspunkter, hvor den evne har været udfordret, som når han har spillet med symfoniorkestre og såmænd også med Sebastian, som Riel begyndte at spille med, tilbage i 1971. Alex Riel er en følsom musiker, der ikke er bange for at være i kontakt med følelserne. De bruges konstruktivt i musikken, hvor han er i stand til at være til stede og samtidig lade følelserne råde.”

Abekejser & Karmen Rõivassepp: Wonder Who Live (Jaeger Community) digital

 

Kombinationen af to af de bedste musikalske fænomener der er kommet fra Aarhus de seneste ti år suppleret med blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra er en virkelighed på denne udgivelse, der har sneget sig ind på streaming-tjenesterne for nogle måneder siden.

Abekejser består af fire af de vigtigste musikere fra aarhusianske jazzscene. De er sammen med den estiske sanger Karmen Rõivassepp, der - desværre for os i det danske - er flyttet tilbage til hjemlandet, efter 10 år i Aarhus. Supplementet med tre blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra giver Abekejsers keyboardfyldte univers endnu flere farver. 

Idéen til samarbejdet kom fra Jazz i Trekanten - der fornyelig ændrede navn fra det infantilt frække, til det kedelige Trio. 

Karmen skrev musikken og arrangerede Abekejser numre til blæserne. Hun er den fulde pakke og kender Abekejsermusikken godt. Det er eksempelvis blevet en ny lækkerbisken, når der tilføjes blæsere på den natteblå Nocturnal Observer fra Abekejsers debutalbum. En dejlig udgivelse.

Bandcamp

VoicEquilibrium: Depth & Ease (AMP) CD/digital

 

Pernille Mejer har tidligere lavet et par plader med tydelig base i jazzen. Albummet Iris fra 2018 var på mange måder opløftende, bla. med flere ordløse improvisationer. Det forfølger hun fuldt ud på albummet VoicEquilibrium, hvor der sættes fokus på stemmen. Hun er alene med stemmen, en loop station og et klaver. 

Det er ordløs sang i nogle helt afskrællede arrangementer, hvor det enkle og rene sættes i fokus. Hun har ladet sig inspirere af så forskellige emner som safran, New York City, ørkenen etc. 

Det er en plade skabt ud fra en nysgerrighed og oprigtighed. Hun dykker ned i stemmen og mulighederne. Hun vover sig ud, hvor det næsten vakler. Det er derfor jeg synes at det er vigtigt at lytte til pladen. Tag det som en udfordring. Du flytter dig undervejs i den abstrakte verden, hvor ikke alt er som du tror.

https://voicequilibrium.bandcamp.com/album/depth-ease

Jesper Hertz: Shizuka (Gateway) CD/digital

 

At jazz er et internationalt sprog er en gammel nyhed. En gang i mellem er det godt, at blive mindet om hvorfor det er sådan.

Det har den fynske pianist Jesper Hertz et meget klart svar på. Hans nyeste album er indspillet i Japan med japanske musikere. Hertz taler ikke japansk og de japanske musikere taler kun lidt engelsk. Det tænker man ikke over når man lytter til pladen Shizuka. 

Jeg er for nylig startet med at læse den japanske manga-serie Blue Giant, der handler om en ung fyr, der går i gang med at spille saxofon, inspireret af de store amerikanske mestre. Den giver et godt indblik i sammensmeltningen mellem amerikansk jazz og japansk kultur.

Jazz, Japan og Fyn forenes så smukt og ligefremt på Shizuka. Pladen er blevet til i samarbejde med bassisten Minoru Yoshiki, der også bidrager med et par numre. De har allerede turneret et par gange sammen i Japan og der er også en efterårstur i Japan på vej. Det er en af den slags jazzplader der stille og roligt sniger sig ind på en og bliver siddende. De spiller klassisk jazz med en positiv tone - styrken er mødet mellem dem. Måden de forvalter det på. Lyt feks. til den rolige Asakusa eller den dejligt dansende Seven Lucky Gods.

Gateway

Signe Emmeluth: Banshee (Motvind) LP/digital

 

Den danske saxofonist Signe Emmeluth har boet i Norge i mange år. Her har hun fundet fri- og ånderum til sin musik. Den aktuelle plade var et bestillingsværk til Vossajazz i 2021. Hun har samlet en septet af markante musikere fra Norden, herunder danske Anne Efternøler på trompet. Instrumenterne inkluderer vibrafon, tuba, bas, klaver, violin, diverse elektronik og vokal. 

Det er et album, hvor den frie improvisationsmusik er grundlaget, der udfordres af stukturerede smadrede rytmer, vilde vokaler, afsøgende larm og sarte soli. Der er en vedvarende intensitet i musikken der er overført til indspilningen. Åbningsnummeret 1 er et dynamisk festfyrværkeri.

Pladen har fået navn efter en kvindelig ånd i den irske mytologi, der varsler død. Det er et nummer 5 1.2 et godt eksempel på. Banshee’ernes skrig varsler snarlig død i familien. Her “skriger” alle 7 musikere og varsler at der sker noget. Det gør der også på pladen, der fortæller en musikalsk historie båret af kollektivet og originaliteten

Bandcamp

Holmström/Jansson/Ogood+Ström: Easy to remember (Gotta let it out) CD/digital >> Gilbert Holmström: Peak (Moserobie) CD/digital minus Spotify

 

I 2013 lavede Jonas Kullhammar sammen med dengang 75 årige saxofonist Gilbert Holmström, albummet Tiden er kort. Det er svensk og kan bedst oversættes som, at man har travlt. Jeg ved ikke om det var en antydning i forhold til Holmströms alder. Nu er han på vej mod de 87 år og virker ikke til, at have travlt. Desuden er han aktuel på hele to plader, hvor der på begge er forbindelser til Danmark.

På den første er Kresten Osgood gået i studiet sammen med Holmström som Osgood har spillet on/off med i over 15 år. De er sammen med den erfarne bassist Peter Jansson. De spiller en række kendte standards, lige fra Without a song til Night and day. Det gør de på yderst kompetent vis, hvor der ikke laves for mange svinkeærinder. Lyden af Holmströms sax og autenciteten er kæmpestor. 

Gilbert Holmström er et kultnavn i svensk jazz, særligt pga. 1965-albummet Uran Misstankar, med friske elementer af free jazz. At Holmström stadig kan slippe rammerne og spille frit, er tydeligt på udgivelsens andet sidste nummer, Tryck på alla knappar, hvor Peter Jansson afløses af Nikke Strøm på bassen. Holmström spiller med en styrke og overbevisning som er helt vild.

Den anden plade Peak, er i Holmströms eget navn. Den er udgivet af Jonas Kullhammars Moserobie, der også genudgav Utan Misstankar for over 10 år siden. Holmström har skrevet 4 af pladens 6 numre. Bandet består af tre kendinge fra dansk jazz, norske Erik Kimestad på trompet, finske Johnny Åman på bas og svenske Cornelia Nilsson på trommer. Desuden medvirker Mathias Landæus på piano.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde med alt det gode, der flyder mig i møde, når jeg lytter til pladen. Selvfølgelig er Gilbert Holmström noget helt særligt. Hans sikre tone er i ungdommens år formet af Ornette Coleman og John Coltrane og siden modnet, så han har fået sit eget sikre udtryk. Han er “one of a kind i nutidens skandinaviske jazz. Der er så meget historie og ægthed i ham. Alene det er grund nok til, at bruge tid på at lytte til musikken.

At han er sammen med det unge hold musikere, løfter hele projektet. De har en forståelse for den type jazz. Jeg kan ikke få nok af Erik Kimestad, når han er i det her hjørne. Der er så megen kontrolleret vildskab i den trompet. Det samme kan man sige om Cornelia Nilsson.

 

De fem musikere spiller to kompositioner, Deborah’s Thema og Poverty af Ennio Morricone, der er lavet til filmen Once upon a time in America. Det er en sand fornøjelse, at høre dem fortolke de i forvejen stærke melodier. Kimestad tager mit hjerte i Poverty, hvilket Holmström til gengæld gør I Deborah’s Theme, der bliver til spiritual jazz i deres fortolkning.

Stor anbefaling til begge Holmström udgivelser.

Bandcamp Gotta Let it Out

Bandcamp Gilbert Holmström

Iiro Rantala HEL trio: Tough stuff (ACT Records) LP/CD/digital

 

I starten af nullerne var jeg ret pjattet med finske Trio Töykeät. Særligt de to albums Kudos og High Standards hørte jeg meget. På den første var nummeret Gadd a tee, et skønt gospelinflueret nummer der hylder Steve Gadd og Richard Tee. Det var et nummer i den rimeligt straighte afdeling. De havde heller ikke problemer med at spille det udflippede.

Det slår mig tydeligt, at jeg har savnet dem, da jeg hører trioens pianist Iiro Rantalas nye trioalbum, hvor han er sammen med bassisten Conor Chaplin og trommeslageren Anton Eger (aka. Vildbassen fra Phronesis). 

Allerede fra åbningsnummeret står det klart at det er en trioplade med kraft, substans og fylde. En plade hvor alle tre musikere er på og helt fremme. De spiller med en masse overskud, der bruges til at indføje finurlige detaljer og en masse humor. Prøv feks. at stikke dine ører ind i nummeret Will you be my bop.

Da jeg hører pladen første gang havde jeg ikke set, at der var et nummer der hedder Tee Four Three. Det er en variation over hittet fra 2000-pladen Kudos. Chaplins håndfaste bas og Anton Egers afvekslende og opfindsomme trommespil er en fornøjelse. Som kirsebærret på toppen, kigger Mathias Heise forbi med sin mundharmonika på pladens sidste nummer, Liberty City.

Iiro Rantala

Finn Rees: Dawn is a melody (Mr. Bongo) LP/CD/digital

 

Jazz til tiden eller jazz i tiden. Det kan være svært at finde det rigtige begreb, når den jazz man lytter til, rammer lige ned i nutiden. Der hvor vi er lige nu. Jazz som jeg vil påstå, vi vil tale om som 2020’ernes jazz en gang i fremtiden. 

Tangentspilleren Finn Rees er australier og har hentet en god portion inspiration i den spirituelle jazz - Alice Coltrane-stemningen. Der er såmænd også lidt harpe og strygere. Der er tråde til Matthew Halsall, Herbie Hancock, club grooves og en tæft for den gode melodi.

Dawn is a melody er Finn Rees’ første plade i eget navn. Det er det altid veloplagte pladeselskab Mr. Bongo, der har bragt musikken til vores del af verden. Lyt til grooy Expansion eller den spirituelle Looking Up.

Bandcamp

Bøje/Friis Nielsen/Rønn: Orandi (Niche) CD/digital

 

Når tre musikalsk ligesindede - men ikke jævnaldrende musikere skaber noget sammen på den her måde, så ophæver de tid, sted og retning. Det er musik uden krav eller forventninger om vækst eller lethed. 

De meget erfarne Claus Bøje på trommer og Peter Friis Nielsen på bas, der i dag bla. spiller sammen med pianisten Jan Kaspersen, er gået sammen med den noget yngre pianist Christian Rønn om pladen Orandi. Når man lytter til musikken er det som at tage rejse mellem vildt blafrende kornmarker på en sommerdag og stille dybe skovsøer en tidlig morgen. Det er organisk musik, der opstår i øjeblikkets antændelse mellem de tre improvisatorer, der forstår at gribe muligheder. Det er avantgarde, jazz og nutidig klassisk musik. 

Musikken på pladen er fra en koncert i Villingerød Kirke i forbindelse med Spir Festival i 2023, hvor de med tre mikrofoner optog musikken som dokumentation til dem selv. Da de genhørte musikken opdagede de, at der var  noget på spil, der kunne interessere flere end dem selv. Her vil jeg blot udtrykke stor taknemmelighed for at de har udgivet musikken. 

Bandcamp

Kira Martini: Open Wide (Storyville) LP/CD/digital

 

Singer/songwriter, jazz, folk, pop og nærvær. Det kunne være Joni Mitchell jeg skrev om. Det er det ikke. Det er sangeren Kira Martini, der til dato har lavet sit mest formfuldendte album. Det er originale sange skrevet af Kira Martini og fremført af musikere der kan mærke og fornemme en sang. Her er det i allerhøjeste grad værd at fremhæve saxofonisten Jakob Dinesen, der komplementerer Kira Martinis stemme på meget elegant og personlig vis. Han lyder som sig selv og tager flere gange over, når Kira Martini ikke synger.

Kira Martini har lavet en samling personlige sange. Hun synger om parforholdet og kærligheden på Better Life. Det fungerer godt. Det gør mange af de andre sange også. “And You’re The only man on My mind” som hun synger på The Only Man, så man ikke er i tvivl om at hun mener det.

Albummet åbner med Open Wide - starten på en rejse - der er så mange muligheder. Dem griber Kira Martini med albummet der også meget passende har fået titel efter åbningsnummeret. 

Kira Martini

Turist: Erobotica (Glorious Records) LP/digital

 

Rasmus Kjær lavede pladen Turist i 2019, nu bruger han den pladetitel som kunstnernavn på det nye album, Erobotica. Han har tidligere bla. været med i Under Byen, lavet jazz og ikke mindst en orgelimprovisationsplade.

På det nye album får han hjælp på noget af pladen fra Anders Bach på trommer og Jacob Haubjerg på bas. Desuden medvirker Marcela Lucatelli på vokal og Jeppe Højgaard på enkelte numre. 

Pladen kan vel grundlæggende kategoriseres som en elektronisk plade, Rasmus Kjær bidrager med synth, trommemaskine, vokal og samples på pladen. Det handler om det erotiske forhold til maskinerne i en parallel tid, hvor AI ikke hersker. Rasmus Kjær bruger den analoge håndspillede elektroniske musik, der på mange måder kan pege tilbage på 80’ernes mere uskyldige og nysgerrige elektroniske musik. Her er elementer af blød funk, ambient, kraut, new age, r’n’b og pop. 

Det kan på mange måder godt minde om Hess is More, der også er lavet af en eksiljazzmusiker. Turist er både med humor og alvor og ikke uden charme. 

Bandcamp

Clothing Club: Fresh Fade (BlikFlak) digital

 

En trommeslager der er rundet af hip hoppen, en pianist med et stort melodisk hjerte og en bassist der har en krop lavet af et groove. Det lyder næsten for godt til, at være sandt. Det findes i virkeligheden. Det hedder Clothing Club og kommer fra Aarhus - byen der har fostret både Athletic Progression og Clapper, bands der kan noget af det samme. Clothing Club vil det anderledes. De fortæller bla. at albummet og musikken er inspireret af tøjbutikker, friske frisurer, solen og store øreringe. Ikke just comme il faut i dansk jazz.

Albummet starter med et sommerhit, Jumbo XL, hvor et frisk hip hop groove besvares af en enkel ligefrem melodi spillet på klaveret. På Hot Stof åbnes der op for keyboardet og lilletrommen danser med - og sørme om der ikke også er plads til en bassolo. Sådan fortsætter albummet meget veloplagt afsted. 14 numre, der kan løfte humøret op i solskin - selv når det er skyet.

Jeg har fået flere favoritter på albummet; Hoops med sit el-klaver og dejlige basfigur eller den mere rolige Deepchain. Clothing Club bliver jeg ikke færdig med foreløbig - jeg er klar til et længerevarende forhold. Er Clothing Club også klar?

Clothing Club Facebook

Maria Faust Jazz Catastrophe 3rd Mutation: MOTH (Bush Flash Records) LP/CD/digital

 

I forbindelse med årets Spot Festival præsenterede Maria Faust sit nyeste album. Det skete i A-Huset, hvor JazzDanmark og Sunship var værter for en række jazzkoncerter der placerede sig udenfor jazzens mainstream.

Sammen med guitaristen Lars Bech Pilgaard og trommeslageren Kresten Osgood, der var stand in for Anders Vestergaard der ellers spiller på pladen, leverede hun en intens omgang jazz, der var mere struktureret og mindre free end jeg troede på forhånd. 

For det første havde de noder med på scenen og for det andet kunne jeg genkende Moth to The Flame fra koncerten, da jeg hørte pladen. Struktur er ikke det samme som manglende uro. Der er masser af skæve toner og “larmende” indslag undervejs. Altsaxofonisten og komponisten Maria Faust er så meget og har i de senere år arbejdet intenst med solomusik, korværker og musik der placerer sig tæt op ad moderne klassisk musik. 

Her er albummet MOTH en stærk status på lyden af Maria Faust lige nu. Hører man til man til dem, der har en svaghed for lyden af Maria Fausts skarpe altsax, så er albummet en kærkommen gave. Hun befinder sig godt i selskab med Pilgaard og Vestergaard (og live med Osgood). De er på bølgelængde og bevæger sig smukt afsted på en plade, der kommer til at stå tydeligt i den efterhånden meget omfattende Faust-diskografi.

Bandcamp

Lis Wessberg: Twain Walking (April Records) LP/CD/digital

 

Der er noget befriende over at lytte til en plade, hvor musikeren ikke kæmper for, at positionere sig eller forsøger at placere sig på musikscenen. For det første er hun her allerede og for det andet, så gør hun det som hun er bedst til. Laver sin egen fede musik.

Det er trombonisten og komponisten Lis Wessbergs andet album efter, at hun debuterede med Yellow Map i efteråret 2021. Twain Walking er med de samme musikere, Steen Rasmussen på keys, Lennart Ginman på bas og elektronik og Jeppe Gram på trommer. 

Yellow Map var tydeligvis debuten som Lis Wessberg havde sparet energi op til gennem mange år og ikke kunne holdes tilbage. Måske blev det kun til den? Twain Walking har en fokuseret ro og sammenhæng der virkelig klæder den.

Som Henrik Palle så fint skriver i pladens linernotes, så minder trombonens glidende væsen om menneskets stemme. Lis Wessberg rolige toner hvor luft og tid smelter sammen med bandets lækre musik.

Karmen Rõivassepp er gæst på et par numre, hvor Behind The Walls er i særklasse. Det er ikke kun ro det hele. Eksempelvis er Tapestry of Life et dejligt pumpet nummer, hvor jeg kommer til at tænke på noget af det første, som Ginman lavede sammen med Steen Jørgensen og hvor Lis Wessberg var en væsentlig musiker. 

Twain Walking er et album, der ikke minder om noget andet i dansk jazz. Wessbergs originale take på jazz, rock, ambient og elektronik er er fedt bekendtskab.

Bandcamp

Skov Roar Rifbjerg Trio: Busy Spectacle (Duckstar Music) digital

 

Der er så meget jeg holder af på det her album, at det heldigvis overskygger det som ikke fungerer. For lige at tage det kedelige først. For at få folk gjort interesseret i musikken, ville jeg have valgt en anden vej. Trioens navn er ovre i den klassiske jazztrio eller advokatfirma afdeling - de tre musikeres efternavne nævnt i rap - rimeligt anonymt og ikke en indikation af at musikken er pisse cool. Pladecoveret er i samme triste afdeling. Et frækt cover med klare grafiske referencer til Blue Notes klassiske covers er ret oplagt.

Hvorfor går jeg så meget op i det? Det gør jeg fordi jeg synes at det er et megalækkert album, som trioen med Carsten Skov på vibrafon i spidsen har lavet. Assi Roar spiller bas og Frands Rifbjerg spiller trommer. Skov og Roar medvirker begge på et af mine favoritalbums fra nullerne, Yellow Fever! med Senor Coconut, hvor de har fremtrædende roller. 

Albummet åbner med den lettere obskure Busy Spectacle, der også er pladens titel. Melodien er fra en library-opsamling fra 1970 og i trioens version er der tilpas med thriller og suspense til, at den kan ledsage en biljagt med en orange Ford Capri mk 1. Herefter kommer Komeda’s udødelige titelmelodi til filmen Rosemary’s Baby, hvor Carsten Skovs sanselige vibrafon er helt perfekt. Der er også blevet plads til et par Ellington-numre og en enkelt fra Billie Holiday sangkataloget. Mine favoritter er uden tvivl trioens fortolkninger af The Doors’ Light my fire, hvor de fint balancerer på kanten til det kitschede og så deres fortolkning af Duke Pearsons Sweet Honey Bee. Det swinger som ind i h…… 

Skænk dig en Campari, læn dig tilbage i lænestolen og svøm væk i en verden af behagelig lækkerhed.

Skov/Roar/Rifbjerg/Trio