Jazz til tiden eller jazz i tiden. Det kan være svært at finde det rigtige begreb, når den jazz man lytter til, rammer lige ned i nutiden. Der hvor vi er lige nu. Jazz som jeg vil påstå, vi vil tale om som 2020’ernes jazz en gang i fremtiden.
Tangentspilleren Finn Rees er australier og har hentet en god portion inspiration i den spirituelle jazz - Alice Coltrane-stemningen. Der er såmænd også lidt harpe og strygere. Der er tråde til Matthew Halsall, Herbie Hancock, club grooves og en tæft for den gode melodi.
Dawn is a melody er Finn Rees’ første plade i eget navn. Det er det altid veloplagte pladeselskab Mr. Bongo, der har bragt musikken til vores del af verden. Lyt til grooy Expansion eller den spirituelle Looking Up.
Australske Calum Builder blev nomineret til en dansk DMA Jazz pris sidste i år for udgivelsen Messe. Han bor i København og er atter aktuel med en udgivelse. Han kalder det selv for en eklektisk blanding af ambient jazz og moderne komposition. På Murmuration har han involveret 11 musikere fra det eksperimenterende Københavnske musikmiljø - både klassisk og jazz. Bla. Erik Kimestad og Kristian Tangvik fra Horse Orchestra og Carolyn Goodwin. Her er bratsch, violin, cello, fagot, tenorsaxofon, trompeter, tuba, bas, slagtøj og Builder selv på altsax.
Musikken er komponeret under corona nedlukningen, hvor Calum Builder fantaserede om Australien. Om vilde brande, skypumper og oversvømmelser. Om fugleflokke der skygger for himlen over et voldsomt hvirvlende vidtstrakt hav. Det er på gang, en snurrende og struktureret musikalsk oplevelse. Det er nedskrevet musik, der spræller og slår sig i tøjret i kraft af de medvirkende musikeres personlige aftryk. Improvisationerne der flyder rundt i det australske hav.
Det er en imponerende stærk udgivelse fra grænselandet mellem jazz, klassisk, improvisation og eksperimenterende musik.
Pladen er indspillet for fem år siden i København og blev oprindelig kun udgivet på CD. Det var ikke en plade som gjorde meget væsen af sig - jeg fik den i hvertfald aldrig til anmeldelse på bloggen. Men nu er den landet på anmelderbordet og det er i form af en superlækker vinyludgivelse.
Pladen er udgivet af optikeren fra Fiolstræde og presset hos Nordsø Records. Tenorsaxofonisten Jakob Dinesen er sammen med australierne Sam Anning på bas og Rajiv Jayaweera på trommer. Sidstnævnte indspillede Dinesen allerede med for over 10 år siden i Australien. Begge musikere er veletablerede på den australske jazzscene.
Pladen byder på 7 numre. Tre af Sam Anning, to af Dinesen (som var med på albummet Yasmin fra 2014), We See af Monk og Goodbye af Gordon Jenkins, et nummer som Frank Sinatra bl.a. har sunget. Jeg synes at det er en god plade og alt det der. Men for hedehulejazzme da, hvor det swinger, når de spiller We See! Jeg er i ekstase. Det er så meget jazz, at hele stuen emmer, når den snurrer på pladetallerkenen. Der er et forrygende interplay i trioen, hvor Dinesens velvoksne tenorsaxtone former luften og lyden til hjerter, stjerner og små eksplosioner, mens Annings træfyldte bastone og Jayaweeras lettere pushy trommespil fuldender billedet. Det er jazz! Hvis nogen skulle være i tvivl.
Jakob Dinesen lavede i 2009 triopladen Dino sammen med Paul Motian og bassisten AC. Jeg går nok ikke for vidt, når jeg udråber den til en lille dansk ny-klassiker. Her passer den aktuelle We Three See godt ind. For Dinesen har en udsøgt evne til at fylde godt og balanceret i lydbilledets så der både er minder om Ornette Coleman og Sonny Rollins. Køb pladen, hvis du er jazzlytter og har en pladespiller - og lov mig, at du skruer godt op for anlægget i stuen, når pick uppen rammer We See.
Det er et af de flotteste programmer nogensinde på Ujazz, forstået på den måde at der er flere større og dyrere bands end nogensinde på programmet. Det er godkendt. Jeg savner dog lidt flere lokale bands på plakaten, hvor Abekejser er ene om at repræsentere byen. Koncerterne holdes på Atlas, Voxhall og plænen mellem de to spillesteder. Partoutbilletterne er udsolgt på dagen. Der var 300 til salg, som er det der er plads til på Atlas. Der udover er der solgt ekstra billetter til koncerterne på Voxhall.
PAPIR
Eftermiddagspsych på en lun septemberlørdag. Årets første koncert på Ujazz er velsignet med godt vejr. Koncerten afholdes udenfor på scenen der er placeret mellem Atlas og VoxHall. Trioen Papir spiller instrumental rock med masser af plads til at dvæle ved et godt syret groove. Plekterbassen og de heftige trommer er i et kollektivt samspil med guitaren med space og mystik. 70'ernes krautrock og progrock er med i baglommen.
SELVHENTER
Det er det ligesom en Nutana mexi burger fra Urtekram, bare med modsat fortegn. Det er noget andet end det man lige ser. 5 kvinder. 2 trommeslagere/pecussionister, 1 på trombone, 1 saxofonist og 1 violinist spiller ikke "feminin" følejazz, men brølende tung noisebesat og eksperimenterende punkmetal. Tak skæbne! Det er fedt. Maria Bertel på trombone skaber metalliske guitarlignende riffs. Jaleh Negari og Anja Jacobsen på trommerne nedbryder og smadrer rytmer i et væk. Publikum er begejstrede.
ATOMIC
Gennem flere år har Atomic været højt på listen over de bands, man har ønsket at præsentere på Ujazz. Den svensk/norske kvintet er også det mest jazzede der er på dagens program.
Og det er jazz af den slags, hvor det kun er en fordel at man har øvet sig (sammen). Det er jazz med tydelige rødder i 60'ernes eksperimenterende jazz. Der hvor man i stedet for at spille helt frit, samler skæverterne op og bruger dem aktivt i samspillet.
Og spille sammen, det kan de. Fredrik Ljungkvist på sax og klarinet er sammen med Magnus Broo på trompet i spidsen for den viltre kvintet, hvor Håvard Wiik på piano, Inge-Brigt Håker Flaten på bas og det sidst tilkomne medlem Hans Hulbækmo på trommer sætter den kvalitetsmæssige barre så højt, at jazz af denne karakter næppe spilles bedre i Norden.
COLIN STETSON
Der er lige et par optrædende kunstnere jeg er hoppet hen over. Der skulle aftensmad i kroppen. Men Stetson skal opleves! Sidst jeg så ham, var han sammen med violinisten Sarah Neufeld. Nu er han alene på scenen sammen med saxofoner og mikrofoner.
Atlas er godt fyldt op. Folk har stillet sig helt op mod på scenen, hvor de kan følge saxofonfænomenet på tætteste hold. Stetson looper saxofonen, bruger den som percussion og skaber dybt fascinerende musik. Der er droner og forunderlige lyde der spreder sig i rummet. Han fastholder og tryllebinder hele salen.
ABEKEJSER
Dagens eneste lokale optrædende er også et af de bands, som jeg har set meget frem mod at høre. Jeg kender kun det ene nummer St. Puma som har været på Spotify i noget tid.
Med en twangy guitar, tre mand på keyboards/elektronik og en trommeslager har Abekejser et mere organisk udtryk end man umiddelbart kan forestille sig. Der er fusionsjazztendenser i musikken, både af ny og gammel dato. Det er festligt og svært at være i ro. Det er som at sætte sig ind i en åben sportsvogn for, at køre mod Risskov med palmer på begge sider af vejen.
Mens aftenmørket finder vej til udendørs scenen, bevæger Abekejser sig mod slutningen af koncerten mod et mere tungt udtryk, noget de gerne må arbejde mere med. Mon ikke at det er på tide, at de snart får udgivet mere end det ene nummer?
PS. Det fik jeg så at vide efter koncerten at de gør. De udgiver et nyt nummer på fredag med ny tilhørende animationsvideo.
DEERHOOF
Her er det mere U end Jazz. Med en gammel kærlighed til punk er det ikke svært at holde af San Francisco bandet, der spiller pågående og energisk. Melodisk lyserød 60'er pop køres gennem en skramlende og noisy punkkværn. Superenkelt og crunchy. Med den kvindelige forsanger Satomi Matsuzaki får jeg et flashback til den japanske pigepunktrio Shonen Knife. Der kommer et nyt album med det 23 år gamle band om en uge.
THE NECKS
Den australske trio har spillet flere gange i Danmark. Det er første gang at jeg oplever dem live.
Den hyperminimalistiske trio laver lange tranceskabende forløb, hvor gentagelsen gentages. Det er forstørret minimalisme. Som lytter hensættes man i en meditativ tilstand. Koncerten er en time lang, hvor de arbejder omkring det samme tema. Der sker løbende en ændring, men aldrig med voldsomme overgange. Der er ingen opbrud eller afbrydelser. Intensiteten er spændt langt ud over det yderste. Det blev en stor stor oplevelse, hvor små elementer blev forstørret og forstærket.
XIU XIU
Hvis der skulle laves et punket noir remake af Twin Peaks, så er musikken allerede skabt til den serie. Amerikanske Xiu Xiu opførte ved Ujazzens sidste koncert, den ikoniske musik fra TV-serien.
Med den karismatiske Jamie Stewart i spidsen for trioen, er der garanti for mange overraskende afbrydelser. Det blev til en fed afslutning på Ujazz-dagen. I blandingen af pop, jazz, avantgarde, punk, noise etc. kunne det ikke blive mere ujazzet.
Jeg har skrevet om alle de 8 kunstnere jeg nåede at opleve. Jeg havde en vidunderlig dag og aften. Hvis jeg skal nævne favoritter, så var Atomic i særklasse. Det svensk/norske band var også det mest jazzede på programmet. Så det er vel ikke så underligt at jazzbloggeren ender i lykkerus under sådan en koncert?
Lilletrommen var fast med i front, når der var krig for mange år siden. Hvad sker der så når man placerer instrumentet i midten af krigsmindemærket Rotunden i Mindeparken i Aarhus i 2016? Den fredselskende og meget lidt krigeriske percussionist og trommeslager Christian Windfeld satte sig i midten af mindemærket, der var opført til minde om de faldne i 1. verdenskrig.
Under navnet Førstepersonental som er Christian Windfelds solopercussionprojekt, der udgives af pladeselkskabet Lydhør, hvor Anders Ørbæk står for den lydtekniske side af sagen, har han skabt et dybt originalt værk. Det hele er blevet til på en enkelt sommerdag.
Med udgangspunkt i det fysiske sted, Rotunden og med inspiration fra Karen Marie Troldborgs digt Rotunde der er vedlagt pladen, har Windfeld lavet et lydværk, hvor side 1 er krigens fjerne torden, med droner (ikke dem der kan flyve, men de droner der musikskabte), der kommer og går. På side 2 er grusomhederne lige foran os. De tager til i styrke og efterlader ikke meget håb. Troldborgs digt er et nutidigt gensvar til den daværende statsminister J.C. Christensens fædrelandskærlige digt der pryder Rotunden.
Christian Windfeld er også med i trioen Ellipsis der netop har udsendt deres tredje album Bulawayo. Windfeld er sammen med australierne Jon Heilbron på bas og Andy Butler på klaver. Trioen har eksisteret siden 2013, hvor de mødtes i Berlin. Siden har de turneret flere gange i Tyskland, Danmark og Australien. Det er openminded improviseret musik, der befinder sig et sted mellem den klassiske musik og jazzen. Uden en overordnet plan har de tre musikere fundet sammen om et neoimpressionistisk udtryk. WIndfeld skriver i det medfølgende håndskrevne brev, at tyskerne ville kalde det Musik mit Störung. Pladen er ganske rigtigt en indadvendt størrelse med uro. F.eks. er nummeret (Another) von Trier Dream et nummer med en underlæggende ængstelse, der pibler tirrende frem. Bulawayo er sart og forfinet improv, med sans for fine detaljer.
Den danske bassist Adam Pultz Melby og den australske guitarist Julia Reidy mødes på denne duoindspilning, der er foretaget i Reidy’s lejlighed i Berlin, sidste sommer. Hun spiller på 11 strenget akustisk guitar, mens Pultz Melbye trakterer den store kontrabas på ukonventionel vis.
Det er impro musik, der i kontinuerlige øjeblikke ophæver harmonier og nedbryder rytmiske anslag. Der hviler en messende stemning i duospillet, hvor svaret findes i bassens resonans og guitarens klang. Over to båndsider betager de med deres sammensmeltning. Enkelhed grænsende til det minimalistiske bølger stille afsted med low fi attitude og DIY parathed.
Det er ikke den eneste duoindspilning som Pultz Melbye er aktuel med. Båndmediet er skiftet ud med vinyl og makkeren hedder nu Paul Stapleton. Amerikaneren Stapleton, der bor i Belfast har selv lavet det instrument som han spiller på. En Bonsai sound sculpture, der består af en pladespiller, hjemmelavet elektronik, forstærkede metalstrenge og percussion. Pultz Melbye behøver bare en kontrabas. Den bruger han til gengæld i en så ekstrem grad, at den ikke lyder som noget man vant til. Medmindre man er bekendt med Adam Pultz Melbye i forvejen.
Det er to fritænkende og eksperimenterende musikere der finder sammen om skabelsen af lyde og stemninger, der i al sin forunderlighed giver sin egen mening. Pultz Melbye udbygger og understreger den kunstneriske position som han har opbygget i de senere år i soloprojekter og sammen med bl.a. trioen Flamingo. Det er på alle måder to mærkværdige udgivelser der kan anbefales til musiklytterne der trives bedst i udkanten.
Vulkan er noget så eksotisk som en dansk-australsk jazzkvintet. Det danske islæt er Jakob Sørensen på trompet og Jens Fisker på guitar. Gruppen opstod efter at Jakob og Jens lærte den australske pianist Luke Sweeting, at kende i Berlin for 3 år siden. De har nu udgivet EP'en Venting, hvor bassisten Max Alduca og trommeslageren Harry Day ligeledes medvirker.
Kender man de andre ting som Jakob Sørensen også har lavet er man godt på vej. Jakob og Jens spiller sammen i trioen Elliot og har også medtaget noget af stemningen derfra. Det er den nordiske jazz, der er fundamentet for kvintetten. Det er nok ikke helt ved siden af, at nævne en nordmand som Mathias Eick i den sammenhæng. Musikken er poetisk og behagelig. Pladens højdepunkt er Sørensens komposition The mountain that disappeared. Det bliver endnu en gang mere og mere tydeligt, hvor stort et talent han er.
Jeg har det med folkemusik som jeg har det med traditionel jazz. Jeg lader mig ret hurtigt rive med. Udfordringen for musikken er så, at fastholde min interesse. Jeg mister den ret hurtigt, når et engageret og entusiastisk skolelærerfritidsband drukner i ramasjang og udetaljeret larm. Der er rigtigt mange af den slags orkestre landet over. Derfor er det ikke genrer jeg opsøger ret ofte. En gang imellem er det også tilladt at blive positivt overrasket. Det har Jazz Five og Six City Stompers f.eks. gjort med den traditionelle jazz. Da jeg var på Spot Festival sidste år, løb jeg tilfældigt ind i folkbandet Big Basco, der spillede en guerilla-koncert ude foran Musikhuset. Her stod primatrompetisten Mads la Cour og viste andre sider af sit talent. Jeg hørte en hel koncert med dem senere samme dag. Det var en rigtig god oplevelse. Nu har jeg så fået deres album til anmeldelse. Normalt hedder de bare Basco men med tilføjelsen af tre blæsere bliver de til Big Basco. Her er Mads la Cour på flygelhorn et af medlemmerne. For jazznørden bliver han indgangen til et band, hvor det musikalske udtryk i høj grad er kollektivt og samlet. Der er flere la Cour-soli spredt ud på pladen. Men det er ikke det eneste der fascinerer og fastholder min interesse hele vejen gennem pladen. De har et tilbagelænet forhold til de forskellige folkemusikstilarter som de erfarent blander sammen. Her er både noget fra skotsk, irsk og amerikansk folk. Men det er den nordiske folkemusik der er fundamentet. Den australske (med skotsk-engelske aner) forsanger og violinist Hal Parfitt Murray er uddannet på konservatoriet i Odense, hvor de to andre medlemmer Andreas Tophøj (violin) og Anders Ringgaard Andersen (harmonika og trombone) også har haft deres gang. Mens det sidste faste medlem Ale Carr (på mandolininstrumentet cittern) er fra Sverige. Det er med andre ord nogle gennemmusikalske fyre, jeg ikke vil tøve med at anbefale. De spiller nænsomt, nuanceret og med et overskud af glæde og seriøsitet. De kan både spille solen op om morgenen, som på nummeret Hymne og lægge den i seng igen med den småfunky The Elephant (med lækker la Cour solo). www.bascoband.com
Multilateral jazz Bandet har base i Skotland, men medlemmerne er fra Norge, Island, Polen, Australien og det senest ankomne medlem er fra Danmark. Deres opfattelse af jazz kender heller ikke rigtig nogen grænser. Bandet ledes af guitaristen Haftor Medbøe, der både skifter mellem elektrisk og akustisk guitar. Derudover består gruppen af Konrad Wiszniewski på sax, Chris Greive på basun, Signy Jakobsdottir på percussion og danskeren Eva Malling på bas. Genremæssigt kommer man på en rundtur udi hvad man kan tillade sig i nutidig melodisk jazz. Diverse kontinenter popper op i hovedet når man hører musikken. Ligefra Asien, Afrika, Amerika til Europa. Hele tiden er der små afstikkere og detaljer i musikken, der i det hele taget fremstår som utroligt gennembearbejdet. Et nummer som Nothing Gulch er et fremragende eksempel på det, med Jakobsdottir's indisk inspirerede percussion og en mundharpe midt i det hele, der sender et billede af en støvet western-by frem på nethinden. Det er et band der har en stor integritet og originalitet. Dette er en meget anbefalelsesværdig plade. Haftor Medbøe Group: www.haftormedboegroup.net My Space: www.myspace.com/haftormedboegroup
