Det kan godt være at det er i Kgs. Have, at den officielle åbning af Copenhagen Jazz Festival finder sted. Men en time før er der, ikke langt fra Kgs. Have i Ny Adelgade, gratis fadøl og uddeling af Palæbars Jazzpris. På Palæbar skulle årets jazzpris uddeles, hvilket skete inde på den støjende bar, hvor medlem af priskomiteen, T.S. Høeg overrakte prisen til Jesper Thilo, med en festlig tale, der ikke kunne høres af mange. Jazznyt var på pletten og du kan høre T.S. Høegs tale her. Prisen består af 25.000 rare danske kroner.
The Traditional Ecelectic Multi Generational Jazz Ensemble i Kongens Have
Det var også T.S. Høeg der skulle åbne i Kgs. Have, hvor solen ikke bare skinnede. Den strålede som et bevis på, at Copenhagen Jazz Festival gennem 40 år har givet det danske jazzmiljø en helt særlig platform for, at kunne præsentere jazz til folket og dem der ligner. T.S. Høeg stod sammen med trompetisten Kasper Tranberg i spidsen for det til lejligheden sammensatte band, The Traditional Ecelectic Multi Generational Jazz Ensemble der opførte The Jubille Suite. At de vitterligt spændte bredt i generationer var 80 årige Ole “Fessor” Lindgreen på trombone og den 20 årige trommeslager Jonathan Ludvigsen fra Athletic Progression, tydelige eksempler på. Musikken var en rejse af indtryk gennem de fyrre år, som Copenhagen Jazz Festival har eksisteret. Et særligt højdepunkt indtraf, da saxofonisten Maria Dybbroe spillede en stille og smuk solo som indledning til en hymne. Jeg vil vove at påstå, at publikum blev helt stille, lyttede og var i øjeblikket. Det var den første af 16 koncerter i haven ved denne festival, hvor vejrguderne heldigvis også synes at det er fedt med jazz under åben himmel.
Niels Wilhelm Knudsen Quartet i Studenterhuset
Ved siden af Rundetårn ligger Studenterhuset. Her præsenterer man en lang række koncerter under hele festivalen. Jeg nuppede dagens anden koncert, som var med Niels Wilhelm Knudsen Quartet. Det gjorde jeg bla. fordi deres seneste udspil er en sikker knaldperle hjemme på grammofonen. Han kalder gruppen for en legeplads, hvor de kan får lov til, at sprælle, udvikle og udfolde sig. Det lykkedes fordi Knudsen giver dem grundlaget. Det er hardbop jazz af den skudsikre slags. Under nummeret Monochrome fornemmer man tydeligt det “interplay” der hersker i gruppen. Her stikker det helt af, på den fede måde, for pianisten Kathrine Windfeld, der smider nogle solide lunser ud til Michael Dalgas på trommer og Thomas Hass på tenorsax. De spiller overvejende numre fra deres seneste album Impulse, heriblandt mine favoritter Sweet Spot og Mojito. De spiller også et nyt nummer, Half Moon Bay, inspireret af bugten udenfor San Francisco, som Knudsen besøgte tidligere i år. Her dyrker gruppen balladen og mødes omkring en smuk melodi. En rigtig fed oplevelse, hvor Thomas Hass atter understreger, at han er af vores helt store tenorsaxofonister.
Det er tid til aftensmad og lange bukser. Jeg skal i DR Koncerthuset.
Brad Mehldau Trio i DR Koncerthuset
Der er helt og aldeles udsolgt til Brad Mehldau Trio’s koncert i Koncertsalen. Jeg møder f.eks. min gamle klassekammerat, Michael, fra gymnasiet der i dag er praktiserende læge i Struer. Han er afsted sammen med konen og spørger forsigtigt til om det er jazz af den avancerede slags (Han har oplevet Carsten Dahl solo på Nr. Vosborg udenfor Holstebro - og det var avanceret!). Jeg kan berolige ham med, at de næppe bliver skræmt. Brad Mehldau Trio er den forrygende kombination af virtuositet, formidling og et sammenspil af en anden verden. Sammen med bassisten Larry Grenadier på bas og Jeff Ballard på trommer serverer Mehldau en koncert, hvor der veksles mellem helt nyskrevne numre uden titel, en smuk ballade, til numre fra det seneste album Seymour Reads the Constitution. Det er jazz fra øverste hylde. Grenadier har en betagende tilstedeværelse i musikken. Ballard spiller indlevende og afvekslende på trommerne. Det hele toppes af den magiske ro som Mehldau bevarer, selv når det bliver kompliceret. Hen mod slutningen får vi titelnummeret fra albummet Highway Rider. Første ekstra nummer er Jimi Hendrix’ Hey Joe, her er salen helt oppe at koge. Fra min plads på syvende række, rammes jeg dybt af trioens intimitet. Sidste ekstranummer er Sam Rivers’ Beatrice. Her går trioen ind i en ny dimension. Grenadier nærmest smådanser bag bassen. Jeg kan ikke komme ret meget tættere på kernen i min kærlighed til jazzen, når jeg oplever spille det nummer. Det var stort, stærkt og med masser af musikalsk overskud.
Det er tid til en frisk cykeltur til Nørrebro
Phronesis i Brorsons Kirke
I en fyldt Brorsons Kirke er Phronesis gået i gang med deres koncert. Kirken lægger rum til flere sene aftenkoncerter under festivalen. Phronesis har lige spillet fem koncerter i London, hvor de fra ende til anden spillede albums fra deres bagkatalog. Det giver dem indlysende nok den fordel, at de er i topform og har en masse numre friske i hukommelsen. Det er en fornøjelse at opleve trommeslageren Anton Eger live. Hans lidet konventionelle tilgang til, at spille trommer i en pianotrio, hvor power, energiske og komplicerede breaks står i kø for, at blive sendt ud i kirkerummet, er forrygende. Pianisten Ivo Neame er på samme plan. Her holdes der ikke igen med godterne. Jasper Høibye står myndigt i midten og styrer trioen sikkert gennem koncerten. Det er ikke uden grund, at trioen ofte nævnes som en af de bedste i europæisk jazz i disse år.
WAYS- West/Cartwright/Toldam i Koncertkirken
Aftenen er blevet til nat. I Koncertkirken på Blågårds Plads spiller den canadiske saxofonist Brodie West og den ligeledes canadiske trommeslager Evan Cartwright sammen med den danske pianist Simon Toldam.
Nattens avantgarde connoisseurs sidder spredt i lokalet. Trioen har øvet sammen de seneste fem dage. Det er kompromisløs avantgarde. Evan Cartwright har ikke en lilletromme i trommesættet. I stedet benytter han sig af en tamburin. Det passer godt ind i den kammeravantgarde som trioen spiller. Jeg kender saxofonisten Brodie West fra Lina Allemano 4, hvor han sammen med den canadiske trompetist har givet stærke indtryk.
De spiller et langt nummer. Det bevæger sig over i et sart, forfinet og næsten minimalistisk udtryk, hvor West undertrykker og indkapsler vildskaben i øjeblikket. Det er stærke sager, der giver hypnotiske oplevelser til den efterhånden trætte jazzblogger.
Godnat
Ingen kommentarer:
Send en kommentar