fredag, juli 06, 2018

Jazznyts 31 anbefalinger til Copenhagen Jazz Festival 2018

Her er Jazznyts 31 anbefalinger til koncerter i løbet af Copenhagen Jazz Festival. Der er ca. 1270 andre koncerter man også kan vælge at tage til. Der har været fokus på den jazz, som jeg gerne og med stor lyst også lytter til på hjemmestereoen. Når den opleves live kommer der flere dimensioner på. Det handler om at mærke jazzen i hjernen, hjertet, foden, leveren og sjælen. God festival.

No. 1 PHRONESIS
Det er ikke så ofte, at de spiller i København. Det handler med andre ord om at være på plads, når et af de helt store navne fra europæisk jazz spiller i Brorsonskirken.

No. 2 KOKOROKO
Der sker så meget spændende på den britiske jazzscene lige nu. Her er et af de mest spændende navne, de er bragt sammen af kærlighed til afrobeat, med vestafrikanske rødder og britiske jazzfarver.

No. 3 MADS LA COURS ALMUGI & TOBIAS WIKLUND 4TET
Her er en dobbeltkoncert med Tobias Wiklund 4tet og Mads la Cour’s Almugi på Kvarterhuset på Amager d. 12. juli. Mads la Cour har lige udgivet det stærkt anbefalelsesværdige album Hule.

No. 4 JAN HARBECK PLAYS BEN WEBSTER
Jan Harbecks umanerligt lækre kvartet spiller Ben Webster i Kgs. Have. Så mangler vi kun at solen skinner på kroppen, for den skinner allerede på sjælen.

No. 5 LARS GREVE
Sent fredag aften i Koncertkirken på Blågårds Plads med Lars Greve solo, der bla. vil spille musik fra Dødedans pladen, som er skabt i samarbejde med kunstneren Ingvar Cronhammar, kan gå hen og blive en magisk oplevelse.

No. 6 BLOOD SWEAT DRUM + BASS PLAYS STRAVINSKY FEAT. STEFAN PASBORG
Her er endnu en af de gratis jubilæumskoncerter i Kgs. Have. Her møder Blood Sweat Drum + Bass trommeslageren Stefan Pasborg, hvor de spiller music af Stravinsky.

No. 7 BREMER/McCOY
Her er ikke bare en, men hele ti koncertanbefalinger. Bremer/McCoy spiller dagligt på Byens Lys på Christiania.

No. 8 MORTEN SCHANTZ GODSPEED
Her anbefaler jeg et af de bedste nutidige bud på, hvordan fusionsjazz skal lyde. Det er med danske Morten Schantz ved tangenterne.

No. 9 ÅR & DAG
Heldagsarrangement på Karens Mindes Kulturhus d. 13. juli kl. 15.00-22.00, hvor kunstnerkollektivet År & Dag spiller musik. Meget passende er her en anmeldelse af den seneste udgivelse fra År & Dag, Anders Lauge Meldgaards At synge verden ind i en ny og mangefoldet tid.

No. 10 MEZQUIDA BODILSEN ANDERSEN
Jesper Bodilsen er aktuel med et album sammen med den catalanske pianist Marco Mezquida. Den er lige blevet anmeldt på bloggen. De spiller to koncerter under Copenhagen Jazz festival. I Prøvehallen d. 9. juli kl. 20.00 og på Café den blå hund d. 10. juli kl. 21.15.

No. 11 RØGSIGNAL
Bandet er en af bloggens store favoritter. Mens vi venter på et nyt album fra Røgsignal, så kan man meget passende varme op med en koncert på Blågårds Apotek D. 6. juli.

No. 12 CARLA BLEY TRIO - AFLYST GRUNDET SYGDOM
Da Carla Bley Trio udgav deres seneste album i 2016 skrev jeg i min anmeldelse: “Hun bevæger sig på kanten til den klassiske kammermusik og lander der alligevel ikke. Blandt andet i kraft af en modnet saxofonist Andy Sheppard og en altid velspillende bassist Steve Swallow, der er så meget jazz, at det er vidunderligt.”

No. 13 JAMES MARTIN
Fringe Jazz Fest blæser atter op til party, under Copenhagen Jazz Festival. Her er det bla. værd at holde øje med denne saxofonist og sanger, der kommer og spiller i flere sammenhænge.

No. 14 EHM
Hele to chancer har du for, at høre trioen EHM under Copenhagen Jazz Festival. D. 7. juli kl. 14.00 hos Peryton og d. 13. juli kl. 20.00 hos H15/Barefoot Records. Jeg skrev om trioen: “I samarbejdet med Olsson og Kimestad er Lucatelli også konsekvent og søger ikke til grænserne, men går langt ud over dem. Hun skriger, piver, grynter og raller. På intet tidspunkt synger eller taler hun. Hun vrider og slider på stemmebåndet. Der er noget tragikomisk og uhyggeligt over det. Det fungerer, fordi der ikke tages hensyn til noget. Det er umenneskeligt menneskelig noise.”

No. 15 ATHLETIC PROGRESSION
Athletic Progression er som snydt ud af næsen på hip hop. Kroppen er neosoul og sjælen er jazz. Den her koncert står højt på min must-hear liste. Måske ses vi på Balders Plads?

No. 16 NIGHT REPAIR
Martin Stender fra Girls in Airports har lavet et nyt band; Night Repair, der udgiver deres debutalbum i dag. De spiller i Skuespilhusets Foyer d. 9. juli kl. 15.00 i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.

No. 17 NANA RASHID & PETTER RYLÉN
“Er det virkeligt muligt, at der findes et så stort uopdaget talent i jazzen?” Sådan skrev jeg i efteråret 2016, da Nana Rashid udgav sin debut-EP. Hun spiller selvfølgelig også på Copenhagen Jazz Festival. Det foregår på Terroiristen Vinbar d. 14. juli.

No. 18 TRASHZZFESTIVAL
Det er en festival i festivalen. For niende gang er der Trashzzfestival på Lygten Station. En række undergrundsnavne jeg ikke aner hvem er suppleret med Lund/Pultz Melbye, Jeppe Højgaard, Laura Toxværd og ikke mindst 40 års jubilæums koncert med legendariske Cockpit Music. Det kan godt blive rigtigt rigtigt fedt.

No. 19 FUSK
Kasper Toms kvartet Fusk er aktuelle med sit tredje album. De spiller på H15 i forbindelse med Barefoot Records arrangement d. 11. juli kl. 23.00. Jazznyt har anmeldt pladen: “De er nede for at tage fat om jazzens rødder, hvor et kollektivt, organisk og vidtvoksende udtryk skaber grunden som Fusk står på.”

No. 20 MANISCALCO BIGONI SOLBORG
Nyt album med Maniscalco Bigoni Solborg har premiere på 5e d. 10. juli kl. 23.00, her medbringer de Maria Faust som special guest. 
“Trioen har atter begået et stærkt album, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at de er på en musikalsk ekspedition, hvor der opstår nye muligheder og idéer i dybden, der forfølges og udvides.”

No. 21 FIOL SESSIONS
For femte gang indspilles der en 10” vinyl med en ung debuterende jazzmusiker i Fiol Optik under Copenhagen Jazz Festival. For første gang spiller alle Fiol Sessions musikerne sammen til en koncert. Hør Søren Høst, Oilly Wallace, Zier Romme og Björn Ingelstam og årets musiker Felix Moseholm ved en koncert ved Pumpehuset d. 7. juli k. 19.00

No. 22 STEEN RASMUSSEN QUINTETO
Nyt album og releasekoncert fra den danske førsteelsker ud i brasiliansk farvet jazz, på Paradise Jazz d. 10. juli kl. 21.00

No. 23 HERMETO PASCOAL
Den brasilianske legende har taget sit band med, når han spiller i Prøvehallen i Valby d. 12. juli kl. 18.00 og 21.00, ved Benjamin Koppels Summerjazz Festival.

No. 24 ABEKEJSER
Abekejser spiller selvfølgelig på Copenhagen Jazz Festival! De skal opleves og det kan du gøre d. 12. juli kl. 20.00 på Studenterhuset.

No. 25 DR BIG BAND
DR Big Band spiller 40 års jubilæumskoncert, med hemmelige gæster, som hyldest til Copenhagen Jazz Festival d. 10. juli kl. 20.00 til Jazz by the sea ved Kulturhuset Islands Brygge.
De har også lige udgivet et nyt album, som man med garanti ikke vil høre noget fra ved koncerten.

No. 26 TERKEL NØRGAARD TRIO w/ LARS JANSSON
Trommeslageren Terkel Nørgaard har denne dejlige trio med Jeppe Skovbakke på bas og den svenske pianist Lars Jansson. De spiller d. 8. juli kl. 15.30 på Christianshavns Færgecafe. Jeg har anmeldt en ikke-udgivet optagelse af en koncert, som de spillede tidligere i år.

No. 27 ENRICO PIERANUNZI DUO & TRIO
I de gamle Copenhagen Jazzhouse lokaler, der nu hedder Hotel Cecil, spiller Enrico Pieranunzi sammen med Thomas Fonnesbæk. De har meget passende lige udgivet en duoplade sammen. Ved koncerterne d. 10. og 11. juli kl. 20.00 suppleres de også trommeslageren Ulysses Owens jr.

No. 28 JAKOB BRO & PALLE MIKKELBORG
Bro er lige udnævnt som Rising Star af det amerikanske magasin Down Beat. Herhjemme er han ikke rising længere. Han er på toppen og helt eksklusivt kan han, ligesom på det seneste album, opleves sammen med Palle Mikkelborg, Thomas Morgan og Jon Christensen. Det sker i DR Koncerthusets Studie 2 d. 14. Juli kl. 21.00.

No. 29 BRAD MEHLDAU TRIO
Det er en af jazzens helt store stjerner, der fylder koncertsalen i DR Koncerthuset i aften. Pianisten Brad Mehldau medbringer sin vanlige trio med bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jeff Ballard. Der er helt sikkert flere triojazz-freaks i salen, der kommer til at knibe en glædeståre.

No. 30 CLAUS WAIDTLØW
Det er her, hvor jeg er helt og aldeles tryg. Jeg retter lytterlapperne mod anlægget og sætter Claus Waidtløws nyeste epos på. Det kan simpelthen ikke kikse. Han er sammen med rytmeduoen Jesper Bodilsen på bas og Morten Lund på trommer, mens Jacob Christoffersen tager sig af klaveret. De er pladeaktuelle og spiller på Jazzcup d. 7. juli kl. 19.00.

No. 31 COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL
Selvfølgelig er det selve Copenhagen Jazz Festival og dens sjæl, der skal have den største anbefaling her til sidst, inden det går løs for fyrretyvende gang. 1300 koncerter på 120 forskellige venues på 10 dage. 
Sug stemningen ind. Mærk jazzens vibrationer. Om det er på en lille café eller i en stor koncertsal er underordnet. Jazzen kan give din hjerne, dit hjerte og din sjæl noget smukt begge steder.
40 års jubilæeet fejres med denne smukke bog i stort format, hvor alle kunstplakterne fra årene er afbildet, sammen med nogle veloplagte ord om festivalen fra Kjeld Frandsen. God fornøjelse.

Ingen kommentarer: