Har du Lush life? Coltrane Jazz? My Favourite Things? Giant Steps? A Love Supreme? Ballads? Blue Train? Impressions? Ascension? John Coltrane and Johnny Hartman? Så er du, som så mange andre fornuftige jazzfans, fanget af The Spirit of John Coltrane. Når man er det, så er det også bedre end juleaften, når der lige pludselig dukker ikke tidligere udgivet materiale op med saxofonisten. Særligt når det drejer sig om materiale fra en indspilning, der kunne være blevet til et album. Coltrane var i studiet sammen med stjernekvartetten; McCoy Tyner på piano, Jimmy Garrison på bas og Elvin Jones på trommer.
Musikken blev af ukendte årsager aldrig udgivet. Kvartetten indspillede musikken i Rudy van Gelder legendariske studie i New Jersey, dagen før John Coltrane and Johnny Hartman pladen blev indspillet. De indspillede om dagen, da Coltrane havde et to ugers engagement på Birdland, hvor de spillede om aftenen. Det var en kunstnerisk stærk periode for John Coltrane. Derfor er musikken på pladen også så forrygende vellykket og relevant at få udgivet.
Pladen lægger ud med en original, der ikke havde en titel, på pladen har den fået navn efter pladeselskabets master-nummer. Herefter kommer en koncentreret Nature Boy, hvor pianisten McCoy Tyner er gået efter mælk til kaffen. Den korte trioversion uden solo, er tro mod melodien og stemningen. Det lyder helt anderledes end den version som Coltrane indspiller to år senere på albummet John Coltrane Plays. Den sidste skæring på side A er Coltranes udgave af Franz Lehars Vilia fra operetten Den glade enke. Side B åbner med Impressions, der tidligere var blevet indspillet live i ’61 på albummet Impressions. Igen er der tale om en helt ny og nærmest selvstændig udgave af nummeret. Halvdelen af side B optages af Slow Blues, der ganske rigtigt er langsom og en blues. McCoy Tyner stråler på klaveret med en forrygende solo. Coltrane sender saxtonerne ind i musikken, hvor Tyners klaver omfavner Coltranes vilde saxofon. Det er stor stor kunst.
Jeg tror at pladen må være den nyudgivne plade, der er slået flest opslag i facebookgruppen Jazzogvinyl. Her er den blevet taget imod med kyshånd. Jazzens vinyl-afficionados kender deres besøgstid. Det var muligvis bare en dag på kontoret for Coltrane. Men sikke en dag, Coltrane havde på kontoret. Det er en meget anbefalelsesværdig udgivelse, der er kommet i to versioner. Den almindelige på 1 LP med syv numre og den udvidede på 2 LP, med ekstra takes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar