onsdag, marts 17, 2021

Niclas Knudsen Trio: Times Revisited (Bignote/Gateway) CD/DL/stream


 Niclas Knudsen er med i to af de bedste danske livebands, Ibrahim Electric og Kalaha - de er meget forskellige og han sætter alligevel sit tydelige aftryk, så man kan høre hvem der spiller guitar. Han har holdt fast i at udgive plader i eget navn, hvor han på den seneste fra 2019 supplerede guitaren med at synge på dansk. I 2016 fik han en DMA for Guitar Inferno. Hver gang han har lavet en soloplade er det som om, han har brug for udforske et nyt område af sit guitarspil og hvad det fører med sig. På den nye plade, Times Revisited er han sammen med Anders "AC" Christensen på bas og Kresten Osgood på trommer.


Pladen har et ensartet og samlet udtryk. Det er lyden af trioen, der er i centrum. Lyden af tre lydhøre musikere, der har jazzen helt inde i knoglemarven. Niclas Knudsens guitar befinder sig et eller andet sted mellem jazz, blues, afro og nordisk inspiration. Nogle gange træder det tydeligt frem, hvor inspirationen kommer fra. Ellers er det mest lyden af Niclas Knudsen - der får inspirerende lækker backing fra AC og Osgood - der fylder. Niclas Knudsen har selvfølgelig selv skrevet musikken, hvor jeg gerne vil fremhæve The last conquest of the late great Utopians, hvis du har brug for et sted, at starte.

Gateway

Ingen kommentarer: