Han er opvokset i Ikast og bor i dag i Brasilien. Begge dele er der ikke meget blues i, hvis man udelukkende tænker på musikgenren. Big Creek Slim alias Marc Rune har fået en DMA pris for albummet Keep my belly full, som årets danske bluesudgivelse 2016. Han fik i øvrigt prisen som Årets danske bluesnavn i 2015. Det er fuldt forståeligt når man hører albummet Keep my belly full. Det er blues der har søgt næring i den helt gamle blues fra 30'erne og frem til 50'erne. Autencitetsgraden er høj, hvor Marc Rune med sit enkle guitarspil og den rå stemme laver blues i meget høj klasse. Det er den uforfalskede rootsblues der fylder mest. Der er dog også blevet plads til afstikkere, som f.eks. til surfgenren med det fede instrumentalnummer Cockfighter og gospelnummeret Sink 'Em low.
Sangeren og guitaristen Thorbjørn Risager har fået et solidt hul igennem til det tyske og det svenske marked. Et hurtigt kig på turnéplanen for foråret viser at det både er Køge, Kalmar og Bonn der skal besøges. Risager har sammen med bandet The Black Tornado udgivet sit tredje album på det store tyske bluespladeselskab Ruf Records. Det syv mand store band har siden 2003 kun skiftet to medlemmer ud. Stilen er pågående bluesrock blandet med en god portion soul. Der har også sneget sig nogle funky 70'er elementer ind på titelnummeret Change my game, hvor Isaac Hayes ville være fornøjet. Risagers fyldige bluesrøst og et tight spillende band med masser af blæs er igen omdrejningspunktet for en vellykket plade, hvor de afvekslende arrangementer og melodier sikrer en større bredde, end den vi er vant til i bluesgenren. Pladen har i øvrigt enmeget lækkert produceret lyd.
Faste læsere af denne blog har ikke brug for, at få at vide at Lars Bech Pilgaard er den femdobbelte Steppeulvprisvinder Bisses faste guitarist. De kender ham som stjernen på egne albums og sammen med SVIN. Sidste år lavede han som medlem af duoen SAV, albummet Sucks Super Bones sammen med sangerinden Mija Milovic. Hvor den var gnistrende og eksperimenterende er de med deres ny album rykket i en ny retning. The Conversation er optaget på en enkelt dag i Beograd. Mija Milovic rammer sangmæssigt ind i mellem Cocteau Twins’ Elizabeth Frasier og Velvet Underground’s Nico. Det er der heldigvis blevet en masse plads til på pladen.
Lars Bech Pilgaard sætter endnu en gang en tyk streg under, at han er en af mest spændende danske guitarister lige nu. Han veksler uhæmmet mellem et primitivt minimalistisk guitarspil, et skurende punkspil og et poetisk natsummende spil. SAV eksperimenterer og afsøger hele tiden nye territorier, hvor kraut, avant, impro, balkan, afro, noise og andet tilsættes rocken. Der er flere danske tekster på pladen, der er forfriskende spontan. Spontaniteten og umiddelbarheden ledsages af dybde og seriøsitet. The Conversation er en anbefalelsesværdig plade til lyttere, der ikke har brug for at få bekræftet det de allerede ved.
Der er kun lavet 50 eksemplarer af denne LP, så du skal være hurtig, hvis du vil have fat i et eksemplar. Med så lavt et antal kunne man godt forestille sig, at musikken i rillerne hører til den ekstremt smalle slags, der kun finder vej til få lyttere. Det er ikke tilfældet, snarere tværtimod. Det er i stedet en omgang højpotent og veldrejet jazz, som bassisten Asger Thomsen præsenterer på sin første plade i eget navn. Pladens sjæl er sprøjtet direkte ud af 60’ernes frie og opfindsomme jazzscene, hvor der både er plads til respekten for historien og til de lystfulde udflugter.
Han har samlet en kvintet bestående af nogle af den danske jazzscenes mest fremtrædende yngre jazzmusikere lige nu. Trompetisten Tomasz Dabrowski og tenoristen Henrik Pultz Melbye placerer sig smukt i midten, Jeppe Zeeberg indtager klaveret mens Rune Lohse sidder bag trommerne. Det er jazz, hvor der er reminiscenser fra både Miles og Mingus. Det er løssluppent freejazz som på nummeret Silko og der er den besættende smukke ballade Cyklus, der lukker albummet. En polyvalent hjelm er en hjelm der anvendes til flere forskellige formål og have flere betydninger. Asger Thomsen får med denne solodebut også vist at han som bassist kan mere og andet end det forudsigelige. Han er godt i gang med en master på det rytmiske konservatorium og desuden bassist i Konkyhlie. Han får en anbefaling herfra. Både for musikken og selvfølgelig for at samle så god en kvintet.
Den fynske kvartet Superfly har eksisteret i ti år og udgiver nu deres tredje album og udkommer for første gang på vinyl. Det er en kvartet med fire modne herrer, der i det daglige sætter sit præg på jazzen i det odenseanske gennem bl.a. undervisning på konservatoriet. Superfly er tydeligvis en kvartet hvor Chano Olskær (trommer), Bo Gryholt (bas), Morten Nordal (guitar) og Hans Mydtskov (sax) har fundet et helle. Et sted hvor de mødes som ligesindede, udveksler og omsætter deres musikalske idéer. De er ikke ude på at imponere. De er ude på at lave musik og fortælle deres historie. De har skrevet pladens 12 numre sammen, hvor de har sat kreativiteten kollektivt løs uden instrumenter. Herefter har de skiftes til at skrive takterne, hvor de med tilfældigheder og matematiske krummelurer er kommet frem til det de skulle spille. Når de så har spillet musikken har det fundet den endelige form. For de fire nodestærke musikere har de uden tvivl været en spændende og givende proces. For lytteren betyder det, at man får lov til at lytte til en jazzkvartet der bl.a. trækker på rockens rytmer. Det vigtigste er dog at Superfly er et kollektiv, hvor alle kommer til at fylde. Det trækker ikke en lang solo ned over hovederne på hinanden. Tværtimod tager Morten Nordal og Hans Mydtskov stikket hjem i deres guitar-sax samtaler. Det er fornøjelse, at de lader deres musik udkomme på vinyl. Jeg kan dog undre mig over, hvorfor de har godkendt en produktion, hvor lyden er blevet så ulden? Det matcher ikke deres musikalske ambitioner og kvaliteter. TILFØJELSE TIL ANMELDELSEN 22. februar 2017 *NERDALERT* Afskedssalutten på min anmeldelse af bandet Superfly’s LP Quadro lyder såden her: “Det er fornøjelse, at de lader deres musik udkomme på vinyl. Jeg kan dog undre mig over, hvorfor de har godkendt en produktion, hvor lyden er blevet så ulden? Det matcher ikke deres musikalske ambitioner og kvaliteter.” Så kom der en besked fra bandets saxofonist Hans Mydtskov: "Hej Niels. Tak for din omtale af Superfly-pladen! - og for dit arbejde med bloggen og jazz-vinyl-forum.......Den er vi rigtig glade for. Det bekymrer mig selvfølgelig lidt, at du synes, at pladen lyder ulden - og du må endelig ikke se dette som en klage eller noget - så jeg har sendt dig et andet eksemplar. Bare for at se, om det er det samme. Vi har tilstræbt at gøre pladen lidt 'bundtung' og det kan selvfølgelig være det. Hvis du får tid, kan du jo sætte den nye på og sammenligne. Den ligger også på Spotify og Apple-music. Som sagt - det er ikke utilfredshed, blot interesse. MH Hans" Dagen efter var der en ny vinylplade hos mig. I den forgangne uge har jeg haft vinterferie. Her havde jeg en aftale med en god jazzven om en lyttesession (inkl. gode øl) hjemme i min stue. Altså en perfekt situation at få afprøvet om den var ulden i lyden. Var det mine ører den var gal med? Var det vinylpladen der var en fejl på? Begge eksemplarer blev afprøvet og sammenlignet med Spotify. Dommen var klar. Den var stadig ulden. Jazzvennen, der har et sæt gode ører og et superlækkert referenceanlæg, fik det ekstra eksemplar med hjem, så han kunne prøve den på hans anlæg. Næste dag kom denne besked fra ham: "Hej Niels. Og mange tak for sidst - det er for mig stjerne aftener at nørde øl og jazz i dit selskab :-) Jeg har lige hurtigt lyttet til "superfly" og ja det er super mærkeligt, det er en helt anden oplevelse her hos mig. Trommerne er flyttet hen til mikrofonerne og de er detaljeret og står flot balanceret i lydbilledet som rigtig nok er markeret i bunden, men ikke for meget.... jeg kan bare ikke forklare dette, men jeg syntes at du skal kigge forbi engang og høre for dig selv. Meget meget mærkeligt… udover at der jo er nogen indspilninger som lyder dårligt på nogen anlæg…Men en fed plade.” Jeg hoppede ind i Suzuki’en og drog afsted. Det måtte høres. Her bliver jeg nødt til at fortælle at mit stue-setup består af højtalere af den “stuevenlige” kompakte slags. Et sæt B&W CM1, der har en god neutral klang. Pladespilleren er en Reloop RP-6000 mk 6 B med Ortofon Nightclub pickup. Der er to styks pladespillere i mit DJ setup i stuen. Det hele køres gennem en NAD C325 BEE forstærker. Her er jazzvennens anlæg af en helt anden bestykning. Højtalerne er to styks Vienna Acoustics Mozart Grand Symphony Edition. Gulvhøjtalere med en god bund, men allermest præget af en vanvittig smuk og neutral klang. Pladespilleren er en Roksan Radius 5 med en Goldring Elite moving coil pick up. Det hele køres gennem en XTZ Class-A100 D3 forstærker. Det lyder mildest talt superfedt, specielt når man lytter meget til jazz. Jeg blev placeret i sofaen midt for højtalerne med kop friskbrygget kaffe i hånden (jeg var jo i bil). Lyden var helt anderledes. Der er rigtigt meget bund i musikken, hvor specielt Bo Gryholts bas er trukket langt frem. Man kan måske gå så langt som til at sige, at Superfly har arbejdet bevidst for at få en signaturlyd. Trommerne placerer sig mere i niveau med guitaren og saxofonen. Konklusionen på hele denne sag er, at jeg skal have nye højtalere og beklage overfor Superfly, at jeg kaldte deres lyd for ulden. Det er den ikke, hvis du vel at mærke har et par højtalere, der er i stand til at levere et detaljeret lydbillede, der stiller store krav til bunden uden, at det bliver en rockbasbund. Superfly skal have ros for at gå en anden vej med lyden på deres plade og jeg skal forhandle med konen om, at få 20.000 kr. fra husholdningsbudgettet til et sæt nye højtalere. Eller tage et par gode hovedtelefoner på.
Det starter et sted, hvor Miles Davis er forsvundet i junken, som han var alt for gode venner med i 70’erne. Der er ingen kære Miles længere. I stedet er der en grum omgang larmende fri improvisation, hvor der slås nogle mentale buler i lakken. Trioen Blind Man’s Band består af Christian Rønn på keyboards, Claus Poulsen på bas og Kevin Angboly på trommer. De er alle tre erfarne herrer fra den københavnske noise og improv scene. Hvor det starter ud i et dystert afsporet free funk spor fortsætter de i et mere noiseomklamerende univers. Det er musik der hører til omkring københavnerspillestedet Mayhem.
På dette kassettebånd folder de et net af løsladte toner og klange løs. Rønn’s keyboards serverer forvanskede lyde, der vrides og klemmes. Poulsen brummer løs på bassen i et emotionelt skræmmende tempo. Angbolys trommer tager sig en masse friheder. Trænger du til at få ryddet op i sindet? Så skal du ikke høre Blind Man’s Band. Ellers kan du godt forsøge. Jeg blev slemt fornøjet over deres heftige niveau.
Indenfor de sidste par år er der kommet flere gode danske big band plader med DR Big Band og Aarhus Jazz Orchestra. Her tager jeg en stikprøvekontrol på hvordan det går hos naboerne.
I Sverige har Norrbotten Big Band har et højt kunstnerisk ambitionsniveau, hvilket understreges med disse to udgivelser. Big bandet hører hjemme i Luleå, højt oppe i det nordlige Sverige. På den første plade møder vi dem sammen med guitaristen George “Jojje” Wadenius, der fyldte 70 år i 2016. Allerede i 60’erne begyndte den talentfulde guitarists karriere, der tog fart med medlemskabet af svenske jazzrockbands som Made in Sweden og Solar Plexus og ikke mindst en karriere i USA, hvor han spillede med Blood, Sweat & Tears i en treårig periode i midten af 70’erne. Han flyttede til USA og blev fast medlem af husorkestret i Saturday Night Live. På denne dobbelt CD spiller han nykomponeret musik sammen med big bandet. Forskellige komponister har skrevet musik til “Jojje”. Vi finder bl.a. danske Anne Mette Iversen i dette selskab. Hun har skrevet den veloplagte The Wadenius Strut. Pladen præsenterer en suveræn musiker i gode musikalske rammer under ledelse af Joakim Milder.
Peter Danemo har også skrevet et enkelt nummer på pladen. Han var i 2015 composer In residence for Norrbotten Big Band, hvilket Anne Mette Iversen i øvrigt var i 2016. Danemos ophold i Luleå er der kommet en plade ud af. Han har ladet sig inspirere af sin barndom på gården Hedvigsnäs, der lå lige udenfor Tibro. Her flyttede han til som 5 årig. Han husker sommeren som varm og solrig og vinteren som et snedækket landskab. Herhjemme kender vi bl.a. Danemo som trommeslager i flere projekter sammen med Fredrik Lundin. Første nummer på pladen, Antoine indikerer med sin powerfyldte funky dynamik at det kunne være en trommeslager der har komponeret musikken. Sådan fortsætter det ikke. I stedet får vi musik der er inspireret af 70’ernes tv-krimier, undersøgelser af forskellige instrumenters klangmæssige muligheder og natlige improvisationer. Stort og flot. I øvrigt fik denne plade mig til, at finde den tyve år gamle CD, som han lavede sammen med Fredrik Lundin, Music for Dancers and Dreamers frem.
På den sidste CD er det også en trommeslager der er i fokus. Amerikanske Billy Hart er sammen med The WDR Big Band under ledelse af Christophe Schweizer. Schweizer fik som ung håbefuld jazzmusiker undervisning af den legendariske jazzmusiker i New York, hvor han var sammen med fire andre musikere. Det fungerede ikke og Hart sagde: “You guys need to learn how to love each other”. Hart har undervist mange jazzmusikere gennem årene. Han har aldrig tvivlet på retningen og alligevel altid anset sig selv som værende en elev. Han er et godt eksempel på, hvordan man finder sammen om musikken i et kollektiv. Det får vi til tydelighed vist med denne big band plade, hvor det er hans kompositioner der er i fokus. Bl.a. spiller de Téulé’s Redemption som han lavede til Quest. Derudover er der blevet plads til kompositioner fra hans første soloplade fra 1977 og den seneste fra 2012 og flere andre der i mellem.
Kort fortalt ser det helt fint ud i nabolandenes big bands, hvis denne stikprøvekontrol er retningsgivende.
Jeg elsker Sverige! Sådan er det bare. Folkhemmet med Stockholm, Volvo, Systembolaget (verdens bedste udvalg af øl), fika och lösviktsgodis er et vidunderligt sted. Et land som jeg har et lettere romantiseret forhold til, fordi jeg tilbragte et par år af min ungdom i Stockholm. Og så er der musikken!
Her er par plader som kun kan laves af svenskere. Den første er med Sigurd & Brundin. Et pænt ældre par smiler til hinanden med en solnedgang i det fjerne på pladecoveret. Det er også der man kan se, at de får musikalsk hjælp af et stjerneband med svenskerne Jan Allan og Bernt Rosengren og danskerne Ole Kock Hansen, Mads Vinding og Aage Tanggaard. Det er vokaljazz med Jan Sigurd, der bl.a. har lavet musik til Monica Zetterlund og Anna Lena Brundin, der er kendt for sine Piaf-fortolkninger. Her møder vi dem over en række originale sange på svensk, suppleret med nogle standards med svensk tekst. Det er bl.a. Runt Midnatt og Zetterlund klassikeren Sakta vi gå genom stan. Det er smooth akustisk jazz om livet og kærligheden. Hyggeligt og til et voksent publikum, der gerne vil svømme hen i smukke svenske gloser.
På den anden plade møde vi trompetisten Mårten Lundgren, der har kastet sig over musik af den mindre kendte komponist Bob Dorough. Lundgren supplerer som noget nyt, sit trompetspil med sang. Hans vokal er i den lette og pæne afdeling, som næsten kun en svensker kan være det. Når det suppleres med en let svensk accent i det engelsksprogede, så bliver det også charmerende. Lundgren synger som han spiller trompet. Dog skal hans erfaring som professionel trompetist og det modsatte som sanger tænkes ind i den ligning. Det er blevet til en hyggelig jazzplade med stort J, hvor han i øvrigt får dansk hjælp fra Helle Marstrand på bas og vokal og Espen Laub von Liljenskjold på trommer, mens det er svenskeren Sven Erik “Svempa” Lundeqvist på piano. Lundgrens uforligneligt smukke trompet og flygelhornspil er i særklasse. En plade til lytteren der gerne orienterer sig i retning af klassisk 50’er jazz.
Det er en ret vild start på karrieren, som den unge mundharpevirtuos Mathias Heise har fået. Allerede inden den danske jazzscene omfavnede ham, havde han vundet et mundharpe VM og siden har han fået kronprinseparrets stjernedryspris. Senest har han fået Ben Webster prisen som den yngste jazzmusiker nogensinde. Her på bloggen har jeg inden for det sidste halve år anmeldt et par plader, hvor han er gæsteartist. Det er han også på denne plade - jeg har i øvrigt endnu en plade der venter på at blive anmeldt, hvor han er med som gæst, .
Saxofonisten Fredrik Moth har hørt rigtigt, da han har placeret 2 af de 3 numre med Heise allerførst på pladen. Hold nu kæver mand! Det fungerer. Moth har ikke været i tvivl om, hvad han kunne bruge det store musiktalent til. Heise får masser af plads til at spille på den kromatiske mundharpe, som bedst kendes i jazzen hos Toots Thielemanns. Moth giver med den gode melodi og en solid klassisk jazzbacking, Heise får mulighed for at folde talentet ud. Muligheden gribes og de får sammen lavet lækker jazz, der som i åbningsnummeret It Could Be Nina spreder gode vibes.
Moths band består af Lars Fiil på piano, Jasper Jagd på bas, Mads Nørgaard på guitar og David Besiakov på trommer. Hvor han på sit forrige album Momento fra 2012 trak på afrikansk inspiration, er han denne gang gået efter en mere klassisk jazzlyd. Selv om jeg fortaber mig lidt rigeligt i Heises talent i starten af denne anmeldelse, skal Moths gode saxofonspil også fremhæves. Det kan både være lettere melankolsk eller sommerskønt. Et særdeles veloplagt plade til yndere af velspillet jazzsaxofon.
Guitaristen Alex Jønsson har lavet denne trioplade, som en intimindspilning foran et lille publikum en aften i marts i Århus. Han er sammen med bassisten Jens Mikkel og trommeslageren Andreas Skamby. To musikere som han kender rigtigt godt fra I Think You're Awesome og Live Foyn Friis' band, samt Jønssons egen plade Spy on Your Friends fra sidste år.
Repertoiret er kendinge fra Jønssons to plader i eget navn suppleret med lidt nyt materiale. Mit helt store favorit Nidaross fra 2013 debutpladen er heldigvis med. Musikken er indspillet i en afslappet atmosfære i en dagligstue inde midt i Aarhus. De tre musikere spiller musikken der fulgt dem de senere år. At genbruge og videreudvikle numrene på denne måde er et bonus for musikken. De har fået en ny organisme og sjæl. Stemningen er intens og nærværende. De lader uden problemer den gode stemning følge med pladen.
Jeg bliver så glad, når jeg hører Jønssons gode melodier og måden de bliver behandlet på. Alex Jønsson, Andreas Skamby og Jens Mikkel er både hjerte og guld.
Den norske kvartet Spunk har eksisteret i over 20 år. Denne plade indeholder musikken fra deres 20 års jubilæumskoncert, som de afholdte på den norske nasjonal jazzscene Victoria i Oslo i december 2015. De udsendte deres første album, Det eneste jeg vet er at det ikke er en støvsuger i 1999. Siden er der kommet 8 albums inklusiv den nye. Bandet består af fire kvinder, bl.a. den markante Maja S.K. Ratkje der med sin stemme, theremin, oscillator og samplere laver lyde der ligger uden for det forventelige. Hun suppleres af Kristin Andersen på trompet og fløjte, Hild Sofie Tafjord på french horn og legetøjsinstrumenter og Lene Grenager på cello.
I det hele taget er Spunk ikke indenfor det gængse. Selvfølgelig er det nærliggende at sætte et freejazz klistermærke på musikken. De bevæger sig også udenfor jazzen og over i den eksperimenterende impromusik og afsøger grænserne op til noisegenren. Det er befriende at høre de fire musikeres uudtømmelige og afvekslende fantasirigdom. Skørt? Ja. Men også insisterende og fascinerende.
Det britiske pladselskab Edition Records har med stor succes været med til, at løfte trommeslageren Anton Egers karriere via medlemskabet af trioen Phronesis. Ligeledes har de udgivet flere plader med saxofonisten Marius Neset, inden det større tyske pladeselskab ACT fik ham i deres stald. Vi kender dem begge fra Jazzkamikaze, hvor de sammen med bl.a. Morten Schantz på keyboards har sendt lidt sund rockattitude ud over den danske jazzscene. Neset og Eger er også med på Morten Schantz Godspeed’s første album, som førnævnte Edition Records udgiver. Dette album kunne meget vel være starten på et nyt kapitel i Schantz’ karriere.
Han har lavet et uforfalsket fusionsalbum i en vanvittig vellykket 2017-aftapning. Han har sat sig bag en flåde af nye og gamle synths og keyboards. Han spacer ud uden, at forfalde til at lyde som et fusionsmuseum a la 1985. Det er selvfølgelig nærliggende at nævne Weather Report og Joe Zawinul i den bedste mening. Schantz og Neset har et partnerskab der tåler sammenligning med Zawinul og Wayne Shorters i Weather Report. De komplementerer hinanden og får de bedste sider frem. Anton Egers trommer er spændt til det yderste. Han er vildt pushy og helt fremme på beatet. Han giver Schantz og Neset et pace, hvor de konstant spiller lige så skarpt som en nyspidset blyant.
Albummet er en kalejdoskopisk rejse gennem brusende høj oktans numre som titelnummeret Godspeed og Ceasefire eller den avantgardistiske Nuclear Fusion. Der er stille numre som Growing Sense og den næsten akustiske duet Cathedral mellem Neset og Schantz. Der er Drill, der lyder som et Jazzkamikaze nummer. Godspeed er noget af det bedste elektriske jazz jeg har hørt længe. At det også er dansk er lidt underordnet. Morten Schantz bør få et velfortjent internationalt gennembrud med dette album. Har du hørt rigtigt meget Weather Report og lignende, så er det ingen vej udenom. Køb dette album.
Bassisten Etienne Mbappé kender jeg fra flere sammenhænge. Bl.a. var jeg med til arrangere en koncert med ham for over ti år siden, hvor hovedtemaet var worldjazz med et snert af afro. I de senere år har han gjort opmærksom på sig selv som medlem af guitarhelten John McLaughlin's faste kvartet. De idéer jeg har gjort mig om Mbappé's fjerde plade i eget navn, bliver der ret hurtigt flyttet rundt på med dette album.
Mbappé der oprindeligt er fra Cameroun, har samlet bandet The Prophets, der består af 6 musikere fra Frankrig. Den melodiskabende front udgøres trompet, tenorsax og violin. Mbappé har tidligere sunget på sine albums. Denne gang er der udelukkende fokus på det instrumentale. Stilistisk får han på meget elegant vis bygget bro mellem jazzhistoriens store navne, caribiske rytmer, afro, funk og ikke mindst europæisk jazz. Hans velformede og elegante elbasspil er sat ind i storslåede rammer og overrasker positivt.
Her er et dansk, et finsk og et fransk bud på hvordan triojazzen kan lyde lige nu.
Pianisten Jacob Christoffersen er i sikker havn sammen med bassisten Thomas Fonnesbæk og trommeslageren Zoltan Csörsz. Christoffersen får det komplicerede til at lyde ukompliceret. Han spiller med en flydende musikalsk ligefremhed, der nok har et nordisk afsæt og alligevel er så meget andet. Han er blandt de mest brugte sidemen herhjemme, hvor specielt det mangeårige samarbejde med Sinne Eeg aftvinger respekt. Hvis han selv skal bestemme retningen, så hopper han i pianostolen og hælder de sorte og hvide tangenter ud af skjorteærmerne i højt tempo. Det er en intens og medrivende trioplade.
Finske Iiro Rantala der var stand in for afdøde Esbjörn Svensson på den nys udgivne E.S.T. Symphony, har det som en fisk i vandet på denne plade. Han er sammen med svenske Lars Danielsson på bas og amerikanske Peter Erskine på trommer. Fra 1990 til 2007 lavede han ti plader sammen med Trio Töykëat, hvor specielt de sidste tre udgivelser på Blue Note gav international opmærksomhed. Løssluppenheden som kendetegnede Trio Töykëat er klædeligt tøjlet, når han er sammen med Danielsson og Erskine. Rantala lægger ikke skjul på at han er inspireret af så forskellige folk som Bach, Hendrix og Kenny Barron. Han spiller musik af alle tre, hvor Hendrix’ Little Wing er en favorit. Rantalas egen Snapchat skal fremhæves som pladens bedste eksponent for perlende let og poppet triojazz. En ægte humørperle.
På den sidste plade møder vi pianisten Grégory Privat, der oprindelig kommer fra Martinique. Det er Lars Danielsson, der har haft Privat med i sit Liberetto band og har sat Privat i forbindelse med ACT Records. Det er Privats fjerde album. Han var oprindeligt rejst til Frankrig for at blive ingeniør. Som 27 årig tog han det endelige spring og helligede sig helt til musikken. Det lå i blodet, da Privats far var fuldtidsmusiker og havde sendt Privat til klaverundervisning allerede som 6 årig og de følgende 10 år, hvor han blev skolet i den klassiske musik. I dag er det jazzen og trioformatet, hvor inspirationen fra Caribien konstant ligger lige under overfladen. Det risler og giver mindelser om et par af firsernes store navne Michel Petrucciani og Michel Camilo. Privat har skrevet alle pladens numre, hvor man også hører inspiration fra tangoen, Debussy og Michel Legrand.
Uventet god musik er noget som der sættes stor pris på, her på JazzNyt. Det er det i allerhøjeste grad tale om her, hvor jeg kun kender trommeslageren, fra noget helt andet jazz end det jeg hører her.. Pianisten Daniel Robinson der studerer på konservatoriet i Aarhus, har lavet denne meget personlige trioplade. Han er sammen med bassisten Frederik Hagner og trommeslageren Frederik Bülow (fra Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet).
På pladen præsenteres vi for en halv times musik, der henter inspiration i klassisk musik og den nordisk klingende jazzmusik. Pladen åbner med den smukke titelmelodi Stjernernes knæ, hvor trioen samles om et roligt nummer. Herefter kommer det ene af to numre på pladen, der er frit improviserede.
Det er på de frie stykker, at trioen giver sig selv en kæmpeudfordring, der lykkes langt hen ad vejen. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at trioen skaber noget andet og mere spændende på de gennemkomponerede numre. F.eks. er den smårockende Bang Bang en rigtig god knaldperle (sorry, jeg kunne ikke lade være). Jeg kommer til at tænke på Brad Mehldau undervejs. Og det er på ingen måde skidt i min bog, snarere tværtimod.
Det er ikke højtråbende jazz det her. Det er i stedet insisterende jazz. Jazz der nok kan være diskret og så alligevel er så meget tilstede at det mærkes. Bassisten Jesper Lundgaard har sammen med saxofonisten Hans Ulrik og guitaristen Niclas Knudsen lavet en plade der befinder sig i det blå hjørne. Det er jazzet bluesstemning skabt af tre stærke jazzmusikere. Hans Ulrik har skrevet fire numre på palden, numre der giver masser af plads til Lundgaards bas. Niclas Knudsen byder ind med en enkelt, Vals fra Nørrebro, hvor Jesper Lundgaard på strøget bas sender tankerne i retning af det svenske. Jesper Lundgaard har lavet tre numre. Den første er hyldesten K.B. Blues og den anden er nummeret Doug. Lundgaard sender i et skønt swing nummer, sine tanker i retning af den amerikanske guitarist Doug Raney, der døde sidste år og som Lundgaard ofte havde spillet med.
Midt i min glæde over den velspillede og intime jazz, skal der også sendes nogle ord i retning af den lækkert arrangerede lyd. 3 mikrofoner der der er placeret så de også indfanger lyden af det rum, som musikken er indspillet i. Det er tørt og ryger direkte ind i hjertet hos jazzlytteren, der godt kunne tænke sig en intim koncert hjemme i stuen en gang i mellem. Hov jeg glemte helt at nævne, at de også spiller Coltranes Naima.
I anden del af JazzNyts fusionsguide er lyden blevet mere organisk og mindre fusion'sk. Indierocken har sat sit præg på lyden og stilen. Med lidt god vilje kan det vel kaldes instrumental rock eller pop med jazzede improvisatoriske forløb. God fornøjelse.
Hvem: Nikolaj Bugge - guitar. Jakob Lauritsen - Rhodes. Henrik Lauritsen - bas. Jonas Møller Andreassen - trommer.
Stil: indierock, jazz
Land: Danmark
Seneste udgivelse: Pletter på solen (Røgsignal 2016)
I stil med: I Think You're Awesome, Girls in Airports, Bill Frisell
Info:Musikken er komponeret og arrangeret og giver mulighed for at arbejde med improvisatoriske forløb, der har en større kringlethed, end den som man ellers kender fra rocken. Skal de sættes i en genrebås bliver det i crossovergenren instrumental og jazzet mellow indierock.
Hvem: Jens Mikkel (f. 1988) - bas. Alex Jønsson (f. 1985) - guitar. Andreas Skamby - trommer. Kasper Staub (f. 1988) - keyboards. Frej Lesner (f. 1989) - percussion. Morten Kærup - guitar, banjo.
Stil: Indierock, jazz
Land: Danmark
Seneste udgivelse: Books og Books Live (ITYA 2016)
I stil med: Girls in Airports, Jakob Bro.
Info: Jens Mikkel fik denne blogs pris Jazznytprisen i 2016. Har man oplevet bandet ved koncert er der ændringer undervejs. Jens Mikkel er begyndt at synge. Måske er det et forvarsel om hvad der venter os i fremtiden med I Think You'reAwesome. ITYA indeholder tilpas mange dele fra rocken - bl.a. rytmerne - til at man også kunne kalde det for instrumentalrock. Det er til gengæld ikke den jazzrock som kendes fra 70'erne, hvor en af hovedbestanddelene var massive guitarsoloer der kunne vare en hel LP-side. Det er nutidig indiejazz.
Hvem: Laura Jurd (f. 1991) - trompet. Elliot Galvin - Rhodes, Hammond. Conor Chaplin - elbas. Corrie Dick - trommer.
Stil: jazzrock, jazz, fusion
Land: Storbritanien
Seneste udgivelse: Together, as one (Edition 2016)
I stil med: Kenny Wheeler, Miles Davis
Info:Elbas og Rhodes sender musikken ind i et delvist jazzrocket miljø, der skylder en smule til Miles Davis og meget mere til Jurd's landsmand Kenny Wheeler. Laura Jurd er også med i danske Jasper Høiby’s soloprojekt.
Live: Er på turné i Storbritanien og Irland, jan, feb. og marts.
Den italienske komponist Ennio Morricone er i en liga for sig, når det handler om soundtracks. Det er umuligt at se Sergio Leones klassiske spaghetti westerns For a few dollars more eller The good, The Bad and The Ugly med Clint Eastwood i den übercoole hovedrolle som den tavse hævner uden, at Ennio Morricone skarpt orkestrerede soundtrack er tilstede. I slutningen af november opførte Det Kgl. Teater stykket Morricone, hvor Ibrahim Electric trommeslageren Stefan Pasborg havde fortolket Morricone’s musik til et stykke med dans og teatralske optrin.
Pasborg er sammen med Adi Zukanovic på keyboards og Lars Bech Pilgaard på guitar. De spiller fire numre, der ikke sparer på virkemidlerne. Her er twangy guitar og corny keyboards. Det er storladent og bestialsk. Det er Pasborgsk, så lilletrommeslagene hagler ned over hovedet på lytterne. EP’en åbner med For a few dollars more fra filmen af samme navn. Det absolutte højdepunkt indfinder sig dog til sidst på EP’en, hvor de spiller The Ecstasy of Gold fra The Good, The Bad and The Ugly. Det er intet mindre end magnifikt. Morricone kan ikke hyldes bedre og mere stålsat. EP’en kunne købes i forbindelse med forestillingerne.
Den norske kvartet Nakama lavede for et par år siden deres eget pladeselskab, Nakama Records, hvor de fire medlemmer udgiver deres musik. Jeg har fået fingrene i de seneste to udgivelser. På den første, 3 Pianos, er Nakamas japanske pianist Ayumi Tanaka sammen med to andre pianister; svenske Johan Lindvall og norske Christian Wallumrød. De spiller på hvert deres flygel. Det er musik, hvor melodi og rytme er forladt til fordel for en udforskning af klaverets klangmæssige muligheder. Det er hørt før fra solopianister. Forskellen og der hvor man overraskes som lytter, er at de tre pianister er i stand udforske mulighederne sammen, på trods, eller måske på grund af, deres musikalske forskelligheder. Musikken på pladen er delt op i flere dele. På tre numre hyldes f.eks. den franske forfatter Patrick Modiano.
Most Intimate er kvartetten Nakama’s tredje plade på eget selskab siden december 2015. Der har været fart på. Samtidig er det også et udtryk for kvartettens store kreative overskud. Pladen er pakket ind i cover, hvor teksten er præget ned i papiret. Her kan man læse om at kvartettens intention har været at skabe noget andet end de foregående albums mere konceptuelle udtryk. Det er dog stadig improvisation som Ayumi Tanaka (piano), Christian Meaas Svendsen (bas), Adrian Løsteh Waade (violin) og Andreas (trommer) mødes omkring. Kvartettens fire medlemmer har skrevet kompositioner til hinanden, Dedications. Kompositionerne spilles af de tre andre medlemmer, som svares igen af kunstneren der har fået dedikeret nummeret med et Gratitude, der følges op af Unification. Det færdige resultat er lyden af krystallinsk improvisation.
Et træ er ikke en skov, ligesom et menneske ikke er menneskeheden. Det er noget af det som den turbanklædte Balwinder Singh Laddi siger, på en Youtubevideo optaget i vejkanten i det frodige Punjab. Det klip satte gang i den svenske musiker Nils Bergs nysgerrighed og kreativitet. Den indiske vejkantsfilosof er første mand på Nils Berg Cinemascope’s plade Searching for amazing talent from Punjab. Her sætter Nils Berg på sax og elektronik, Christoffer Cantillo på trommer og Josef Kallerdahl på bas musik til Balwinder Singh Laddi’s magiske røst. I øvrigt har trioen henover julen været i Punjab for at finde manden. Det kan du se mere om på trioens facebookside.
Resten af side A er det samme koncept. Spændende mennesker, stemmer og historier kædes sammen med trioens musik. Et harpekursus på fransk og en romakvinde fra Stockholm er nogle af de andre vi hører. Musikken kan sine steder minde om James Blake’s cut up teknik, som det kendes fra popmusikken. Idémæssigt kommer jeg også til at tænke på Brian Eno & David Byrne’s My life in the bush of ghosts. Det fungerer langt hen ad vejen også lige så godt. Forskellen er at trioen har hjemme i jazzen, som de blander op med electronica og worldmusic. Side B er uden stemmerne. Hvis Side A ikke havde været så velfungerende og god, så havde jeg nok holdt mere af side B. Jeg savner stemmerne. Det skal dog ikke afholde mig fra, at anbefale pladen. Den er original og tro mod sig selv, stemmerne og musikken.
Det er snart et år siden at saxofonisten Christian Kyhl døde. Inden da nåede han at medvirke på to albumindspilninger der blev udgivet i efteråret. Den ene var med gruppen 4 eller 5 Avantis, der har eksisteret siden 70’erne. Den anden er denne plade, hvor han er sammen med fire unge musikere i gruppen Konkyhlie. Taus Bregnhøj-Olesen på guitar, Kristian Tangvik på tuba, Asger Thomsen på bas og Jeppe Høj Justesen på trommer nåede at indspille pladen med en musiker, der gik egne veje. Allerede da gruppen startede havde Kyhl fremskreden strubekræft. Efter at have spillet sammen i et år, skulle han opereres i struben, hvilket også betød at han ikke kun spille mere.
Efter operationen viste det sig alligevel at være muligt, at spille gennem ventilen han havde fået indopereret. En indspilningssession blev hurtigt sat i værk. Det blev gruppens første og eneste. Kyhl er en helt fra de “gode gamle” avantgardejazzdage, hvor han bl.a. har spillet med Tchicai, Claus Bøje og Peter Friis Nielsen. Det spændende ved denne plade er, at høre hvordan der gives musikalsk energi den ene og den anden vej. Det er inspirerende og løssluppent, at lytte til. Øjeblikket eksploderer og der spilles jazz, som om der ikke var andet i verden lige nu. Det er både intenst og rørende. Billederne på pladecoveret er selvfølgelig lavet af Christian Kyhl.
Det er trommeslageren Søren Jensen der står spidsen for Radio Galaksy projektet. Her er han sammen med Nashville-bassisten Viktor Krauss, der bl.a. er kendt fra sit samarbejde med Bill Friselll, den danske guitarhelt Aske Jacoby og Christoffer Jespersen på keyboard. Selv om der måske ikke lige er en klokke der ringer, når der står Søren Jensen, trommer, så siger det ikke noget om ambitionerne og kvaliteten. Det føles som om Søren Jensen er gået all-in. Han har haft en en overordnet idé, som han har formået at fuldføre og bringe til live. Han nævner selv Pink Floyd, Bill Frisell, Kraftwerk, Ry Cooder, Ennio Morricone og Air som inspirationskilder. Det lyder som noget der kan stikke i mange retninger. Det gør det bare ikke. Her gør bassisten Viktor Krauss uden tvivl sit for, at holde musikken i sporet. Det er helt vildt, som han kan sætte retningen.
Det er en plade med instrumentalrock, hvor americana og en filmisk stemning får lov til at fylde. Noget der er allermest påfaldende ved pladen er, at den godt kunne minde om et konceptalbum fra 70’erne. Det her er musik der er lavet til, at fungere som et album og ikke som et visitkort, der kan give spillejobs. Det er fornøjelse at en musiker tænker på selve det færdige produkt - grammofonpladen, som vi kaldte den i gamle dage - som en del af udtrykket. En stor favorit hos mig er det ni minutter lange og langsomme nummer The Bike, hvor Lis Wessberg på trombone tilføjer en helt særlig stemning. Side B åbner med reggaerytmer og nummeret Pangæa. Herefter kommer der en utilsløret hilsen til Pink Floyd med Alone on Planet Earth. Ikke så meget på grund af digtet som Jakob Dahn reciterer. Det er mere på grund af den psykedeliske undertone der er i nummeret. I øvrigt er Lis Wessberg igen forbi for at sætte sit præg på nummeret. Free Ride er et vellykket album til lyttere med hang til 70’er rock og americana tilsat en dosis jazzede vibes.
Frisk Frugts frontmand Anders Lauge Meldgaard er for anden gang gået sammen med guitaristen Kristian Poulsen, der bl.a. er kendt fra bandet Spost om at lave en LP. Det er poetisk improviseret musik, der er indspillet på københavnerspillestedet Mayhem over to dage i august og september 2015. Over de to pladesider præsenteres vi for 18 forholdsvis korte numre. De snurrer let som ahornstræets helikoptere, der falder til jorden med forskellige hastighed. Nogle er hurtige og andre er langsomme. Mens andre er gået i stykker og vælger nye retninger.
Musikken spiles på klaver, akustisk guitar, saxofon og analoge synthesizere. Er man bekendt med Frisk Frugt, kan denne plade betegnes som et slags frikvarter, hvor der er kommet ro på. Det er et helle, hvor der er plads til at forundres og betages. Det er mere impulsivt og uordnet. Det er en plade, der ikke vil indfanges. Den har det bedst som fri fugl uden for buret. Der hvor stemningen er sin egen og musikken rejsende.
Blandt mine mange favoritplader indenfor jazzen, er der særligt en der skiller sig ud. Frank Sinatra's møde med Count Basie's big band i Las Vegas på casinoet The Sands, er gjort af et helt særligt stof. Basie og Sinatras time og swing er sjældent hørt bedre. Det er på en gang skødesløst lækkert og virtuost. Det er musik og god stemning i et eksklusivt set up, der er tidløst. Derfor gav det god mening, da DR Big Band sammen med den amerikanske sanger Curtis Stigers besluttede sig for at spille musikken fra albummet ved en række koncerter for et par år siden. Det er nu blevet til en tilbagevendende begivenhed i januar måned, således også i år.
Nu suppleres det hele med en udgivelse med koncertoptagelser fra 2014. Der skal ikke herske nogen tvivl om at DR Big Band godt kan bide Basie's big band i haserne, når det gælder swinging big band musik. Er Stigers så den rette som stand in for Sinatra? Spørgsmålet er vel nærmere om man vil kunne finde en bedre erstatning. Stigers er også mester ud i tilbagelænet swing. Nu kan man så spørge sig selv om man ikke bare kunne sætte The Sands pladen på pladespilleren, i stedet for at høre nogen der prøver på at gøre det samme. Men ligesom så man andre store jazzmesterværker, så kan Sinatra at The Sands sagtens tåle at blive fortolket, indenfor en ramme hvor man er ret tro mod udgangspunktet. Curtis Stigers fortolker 8 af numrene fra The Sands og supplerer med yderligere to Sinatra favoritter. Come fly with me, I’ve got you under my skin, Fly me to the moon og titelnummeret er med til at give denne plade pondus og evergreen sjæl. Har du Sinatra pladen, så kan du godt tilkøbe denne. Ikke mindst fordi DR Big Band er så gode hele vejen.
Brasiliansk musik er andet end samba og bossa nova. Girls in Airports saxofonisten Lars Greve besøgte landet i 2015, hvor han mødtes med tre musikere fra Rio de Janeiro’s musikundergrund. Sammen har de indspillet denne udgivelse på byens eneste spillested for eksperimenterende musik, Audio Rebel. Det var guitaristen Eduardo Manso, der inviterede Lars Greve til koncerten, der oprindeligt skulle være udgivet som vinyl i Brasilien. Men grundet OL og kulturstøtte der forsvandt, trådte Insula fra Blågårds Plads til. Det er nu i stedet udgivet på kassettebånd. Et økonomisk lettere håndterbart materiale end den hippe vinylplade.
Lars Greve havde lært fra den session som han og August Rosenbaum lavede med avantgardeveteranen Sven Åke Johansson, at de ikke skulle spille en eneste tone sammen inden de gik i gang med den 40 minutter lange session. Sammen med bassisten Felipe Zenicola og percussionisten Thomas Harres har de lavet en buldrende freejazz session, der ikke minder om det som vi er vant til at høre fra Europa eller USA. Sarte og følsomme klarinettoner sætter ind efter at en massiv lydmur er bygget op. De finder sammen om eksplorerende elementer af noget genkendeligt, der udfordres og presses til kanten. Kassettebåndet er på mange måder en anbefalelsesværdig udgivelse til freejazzlyttere generelt og i særdeleshed, dem der tror at de har hørt alt.
I de sene 60'ere opstod genren jazzrock som en blanding af jazz, rock, souljazz, funk, progrock, latin etc. I 70'erne begyndte Miles Davis at stikke af i mere og mere syrefunky universer, indtil han trak sig helt væk fra offentligheden. Weather Report fejrede kæmpetriumfer og spillede store udendørskoncerter. Return to Forever, Mahavishnu Orchestra, Brecker Brothers, Passport og mange andre var med til øge genrens popularitet. Det var en genre der med sine kilometerlange soli og teknisk krævene forløb, tiltrak musiknørder og andre med hang til at intellektualisere musik.
Der skete noget i starten af 80'erne. Det var allerede i 70'erne begyndt at hedde fusionsjazz. Mange vil mene at det var de digitale instrumenters fremkomst, der slog fusionsjazzen ihjel i 80'erne. Det lød spaceage smart i sådan cirka en måned, hvorefter det lød håbløst bedaget. Fjollede frembringelser som guitarsynthesizeren og de elektroniske trommer sendte fusionsjazzen i helt nye retninger. Man oplevede at islandske Mezzoforte med Garden Party og Herbie Hancock med Rock It ligefrem kunne hitte med musikken. Den kom ud til et stort publikum, der ikke tænkte over at det var fusionsjazz eller noget der lignede. Miles Davis' genkomst i jazzen og nye folk som John Scofield og Bill Frisell gav også håb om at fusioneret jazz ikke var uddød.
I de sene 80'ere og i 90'erne oplever man hip hoppens omfavnelse af jazzen. Kunstnere fra begge lejre tager på besøg i den anden lejr. Acidjazzen og senere nu jazz føjer endnu flere aspekter til lyden af den fusionerede jazz.
Fusionsjazzen og det der ligner har aldrig været død. Indenfor de senere år har vi dog alligevel oplevet en revitalisering, hvor folk som Kamasi Washington, Snarky Puppy, Cory Henry og Flying Lotus har sparket ny energi og nye publikummer ind i genren.
JazzNyt har lavet denne guide i fire dele med 12 spændende kunstnere, der indenfor det sidste år har udgivet ny musik. Flere af kunstnerne er koncertaktuelle i Danmark. Følg med og bliv inspireret.
Hvem: Bill Laurance - piano, keys.
Stil: fusion, jazz, funk
Land: Storbritanien
Seneste udgivelse: Live at Union Chapel (Ground Up 2016), Aftersun (Ground Up 2016)
I stil med: Snarky Puppy
Info: Fast mand hos Snarky Puppy siden starten i 2004. Kan anbefales hvis du ikke kan få nok af Snarky Puppy. På solopladerne medvirker flere SP medlemmer, bl.a. Michael League. Laurance blander gerne det akustiske klaver med elektriske tonerog klange. Han har desuden spillet med så forskellige folk som Chris Potter og Morcheeba.
I stil med: George Duke, Steely Dan, Stevie Wonder, Gregory Porter
Info: Han udgav sit første album allerede i 1988 og har siden lavet 11 albums. Inspirationen fra 70'ernes og de tidlige 80'eres musikscene i Los Angeles, trak ham til Californien, hvor han lavede sit seneste album med nogle af planetens sejestesessionmusikere fra den periode: Marvin Smitty Smith, Patrice Rushen og Hubert Laws. Han har på et tidspunkt udtalt at der ikke er lavet god musik efter 1983, hvor den digitale lyd begyndte at herske i alverdens musikproduktioner. Han eren romantiker, der hjemme i Brasilien har en vinylsamling på over 30.000 plader. Han er ekstremsamler og skal helst have pladerne i så god stand som stand som muligt, hvor han opbevarer dem efter japanske samlerstandarder.
Hvem: Morten Schantz (f. 1980), piano, keys. Marius Neset (f. 1985), sax. Anton Eger (f. 1980), trommer
Stil: fusion, jazz, rock
Land: Danmark
Seneste udgivelse: Godspeed (Edition 2017)
I stil med: Weather Report, Jazzkamikaze, Herbie Hancock
Info: Allerede tidligt i karrieren lavede Morten Schantz nogle utilslørede fusionsplader med Morten Schantz Segment, sideløbende med at han skabte karriere med Jazzkamikaze. Nu tager det en ny retning med Neset og Eger fra Jazzkamikaze. Masser af keyboards og højt tempo. En moderne aftapning af 70'ernes fusionsjazz. Albummet udkommer senere i januar.
Marius Neset er i min verden jazzmusiker og komponist. Jeg ikke havde forestillet mig, at han skulle lave crossovermusik mellem jazz og klassisk, da jeg så ham første gang for en del år siden. Dengang var det som fronthyler med rockattitude i Jazzkamikaze. Ret hurtigt fandt jeg ud af at han rummede mere og andet. Sammen med kvartetten People Are Machines udgav han Suite for the seven mountains i 2008, som et forvarsel på karrierens senere suiter. Han lavede i 2014 albummet Lion sammen med Trondheim Jazz Orchestra. På det aktuelle album er han sammen med det klassiske ensemble London Sinfonietta.
Pladen har været svær for mig, at komme i gang med at skrive om. Blandingen af klassisk musik og jazz var revolutionerende en gang og blev kaldt Third Stream. Det er nok et af de områder indenfor jazzen, som jeg har haft sværest ved at komme ind på livet af. Alt for ofte har det handlet mere om form end indhold, da komponisten som regel har haft en baggrund i en af lejrene, der har skygget for fri udfoldelse indenfor begge genrer.
Snowmelt falder i to dele. Arches of nature, der i 7 dele kommer omkring storslåede fænomener i naturen. Det er den svære afdeling, hvor Neset er tættest på Third Stream genren. I den sidste afdeling er stormen ovre og sneen smelter. Ganske banalt er det musik fyldt med spirende håb og lys. På jazzsiden flankeres Neset af Ivo Neame (piano), Petter Eldh (bas) og Anton Eger (trommer). Og det fungerer! Havde pladen startet der hvor den slutter, så havde den ikke været så svær at komme i gang med for jazzbloggeren. Det er ganske enkelt stærke sager. Det synes Kunststyrelsen i øvrigt også, så de præmierede pladen med 100.000 kr. kort før jul.
