Efter konceptalbummet The Four Seasons fra 2017 og solopladen Eight seemingly unrelated Pieces of Music fra 2018 har Jeppe Zeeberg atter rystet posen. Håret stritter stadig men ellers er det endnu et helt anderledes Zeeberg album. Og så alligevel ikke.
Hvis du endnu ikke har opdaget Jeppe Zeeberg - har du for det første ikke læst det jeg skriver her på bloggen og for det andet så er albummet Universal Disappointment, et vanvittigt godt sted at starte for nybegyndere ud i foreteelsen: “Jeppe Zeeberg-lytning.”
På LP’en er Zeeberg sammen med flere af de musikere som han har samarbejdet med gennem karrieren - bla. i Horse Orchestra; Petter Hängsel, Casper Nyvang Rask, Henrik Olsson, Anders Vestergaard og flere andre.
Den er forfriskende og boblende glædesfyldt fra start til slut. På den mildest talt omvekslende plade kommer vi omkring gammel jazz, som på Looks like noodles to me og skæv rock, som på Svein Rikard. For så at skifte til nedtonet nordisk triojazz, som på Untitled, England 2016, der selvfølgelig i allerbedste Zeebergske ånd går over i en spirituel stemning med blæserne i centrum.
Det er humor, frækhed og en afgrundsdyb stor og stærk kærlighed til jazz og musik der strømmer lytteren i møde. Når jeg hører den nærmest poppede The Temple of Great Ambivalence og den vidunderlige Directions on What to do med Anja Tietze Lahrmann på vokal, så er den gode stemning sikret og en af årets bedste jazzplader er hørt til ende.
Lyt! Hold dig ikke tilbage. Hvis du bliver skuffet, så er det ikke pladen, der fejler noget. Så har du helt andre problemer, at slås med; du kunne eksempelvis være døv eller bare have sat den forkerte plade på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar