torsdag, november 02, 2006


Anderskov på dansk
Det er ikke første gang at en jazzmusiker finder inspiration i Højskolesangbogen, men det er nok første gang, at en jazzmusiker er rejst helt til Mali for at finde ud af hvordan han skulle gøre det. Jacob Anderskov har ikke lavet world music udgave af Sneflokke kommer vrimlende, men er istedet blevet inspireret af folkene i Mali, som er bevidste om hvordan deres egen musik lyder.
Jacob Anderskovs 9. plade har han for første gang kastet sig over andres materiale, og det er blevet til 11 personlige fortolkninger af sange fra Højskolesangbogen. Den blå anemone, Du danske sommer, Septembers himmel er så blå og Det er idag et vejr er blandt klassikerne som Anderskov har taget under radikal behandling. Hvor NHØP for snart fyrre år siden satte standarden for, hvordan en højskolesang skulle hældes op i jazzaftapning, forholder Anderskov sig overhovedet ikke til den standard. På 6 af pladens numre er det kun Anderskovs klaver suppleret med både Anders Mogensen og Peter Ole Jørgensen på trommer, på fire af numrene er der sammenfald med flere medlemmer fra Anderskov Accident, og ligeså meget blæst, som var det en Accident plade.
Jacob Anderskov udfordrer sig selv, lytterne, musikerne og ikke mindst højskolesangbogen, på en dejlig fri og befriende måde. Timingen er i top, netop som den nye udgave af Højskolesangbogen er kommet, viser Anderskov at man sagtens kan blæse nyt liv i de gode gamle sange, og at det er dem der kan holde til en tur ind over Anderskovs klaver.
Jacob Anderskov: www.jacobanderskov.com

Keith Jarrett i Carnegie Hall
D. 26. september 2005 går Sonningprismodtageren Keith Jarrett på Carnegie Hall's imponerende scene i New York. Han giver sin første solopianokoncert i byen i mange år. Koncerten bliver optaget og er den 14. i rækken af solopianoplader fra Jarretts side. Alle kender The Köln Concert, som er fra 1975 -og hvis man ikke gør, er der en god oplevelse i vente. Det er der også med den nye plade, som på mange måder kan betegnes som en slags opsummering på Keith Jarretts solokarriere. Han spiller frit, han improviserer, han er romantisk, han spiller djævelsk etc. Kender man Jarrett fra den førnævnte kølnerklassiker er der også materiale her, som man nikker genkendende til. Hør Part VII og du er solgt -og pladen er købt. Er man til den mere ekspressive og eksplosive Jarrett er der fornøjelse at hente i Part I & II.

Multiinstrumentalisten Micus
Den tyske multiinstrumentalist Stephan Micus befinder sig i et musikalsk ingenmandsland, han spiller på instrumenter, som få har hørt om før. Han spiller på dem på sin egen måde, og genremæssigt er han et sted mellem world music, klassisk, new age, trance og 5-6 andre genrer. Han har netop udgivet sit 17. album på ECM Records. Pladen hedder On the wing og Micus er eneste musiker på pladen. Ved hjælp af multisporsteknik har han brugt intet mindre end 15 forskellige instrumenter til at frembringe sin dybt personlige og originale musik. Han spiller på guitar og sitar, men også på Hné (blæseinstrument fra Burma), Nay (antik egyptisk fløjte), Sattar (strengeinstrument fra vest Kina) og andre eksotiske instrumenter.
Stephan Micus: www.stephanmicus.com

Succes for ECM kunstnere
Manu Katchés album Neighbourhood er lige blevet kåret som årets album af de tyske pladekritikere. Han får overrakt prisen d. 18. nov. i Berlin.
Stefano Bollanis ECM debut Piano Solo er røget ind på de italienske pophitlister, hvor den er placeret som nr. 41 i denne uge. Bollani har optrådt i diverse TV-programmer, og har ligeledes udgivet romanen La Sindrome di Brontolo, der også har været med til, at skærpe opmærksomheden omkring tredjedelen af Jesper Bodilsens trio.
Stefano Bollani: www.stefanobollani.com

torsdag, oktober 26, 2006

Ibrahim Electric: Absinthe (Stunt)

Ibrahims brandert
De to første plader var liveindspilninger, og studieindspilningen har de længe haft intentioner om at få færdiggjort, men der har hele været noget der skulle finpudses og justeres. Nu er trioen Ibrahim Electric så endelig kommet med den længe ventede plade.
Niclas Knudsen (guitar), Jeppe Tuxen (orgel) og Stefan Pasborg (trommer) har opbygget en efterhånden stor og trofast fanskare, der simpelthen ikke kan få nok af den afhængighedsskabende musik. For at forebygge abstinenser, der kan opstå mellem koncerterne, kommer de nu med en ren og dog udestilleret udgave af vanvidsspiritussen Absinthe, på CD selvfølgelig.
Hvor man, med få undtagelser, har været vant til at jazzorganister og medfølgende musikere er inspireret af Jimmy Smith og souljazz, forholder det sig anderledes med Tuxen, Knudsen og Pasborg. På første nummer Blue Balls tænker man mere på Ray Manzarek og The Doors. På nummeret Lobi, som er en hyldest til guitaristen Lobi Traoré, er Afrika ikke langt væk. Nummeret Splash er en shuffle, og Booker T & The MG's titter frem, ikke bare fra orgelet, men også fra Niclas Knudsens Steve Cropper-inspirerede guitar. En kold fra kassen, hedder det 10 minutter lange nummer, som lugter af Deep Purples organist Jon Lord og progressiv beatmusik -som det vel hed dengang, lidt i stil med Strange kind of woman. Ibrahim Electric har skabt en plade, som kun kan give dem endnu flere fans.
Ibrahim Electric: www.ibrahimelectric.dk

Hugos helte
Hugo Rasmussen Allstarz har eksisteret siden 1999, men udsender først nu en CD. Sekstetten under ledelse af veteranbassisten Hugo Rasmussen spiller musik som vor oldefar lavede den. Duke Ellington fylder godt i landskabet. Pladen starter med Ellingtons Creole love call og slutter med endnu en Ellington komposition; Mood indigo.
Allstarz orkestret har begejstret ung og gammel på scener over hele landet i deres 7 år lange levetid. Udover kapelmesteren består orkestret af markante jazzmusikere som alle har været med til at præge den danske jazzscene i det 21. århundrede. Heine Hansen (piano), Mads Hyhne (basun), Kasper Tranberg (trompet), Jakob Dinesen (saxofon) og Kresten Osgood (trommer) spiller på pladen med indlevelse og glæde, der smitter.
Pladen hedder Precious heroes og på coveret er nævnt en masse af Hugos helte, ligefra jazzkoryfæer som Coleman Hawkins og Charles Mingus til forfattere som Henry Miller og H.C. Andersen. Precious heroes er også titlen på den ene af de kompositioner som Hugo Rasmussen har lagt navn til pladen -og vist iøvrigt i hele sin lange karriere. La Rosita, Nuages og It's alright with me er også at finde på pladen.

Nøragers opfindelse
Han kalder sin gruppe for Invention og pladen for Secrets of life. Niels Nørager er navnet, og han er måske ikke den mest kendte i det danske jazzmiljø, men det siger ikke så meget om kvaliteten. Niels Nørager er klassisk uddannet pianist fra Det Jydske Musikkonservatorium og Guildhall School of Music i London, men har også beskæftiget sig med jazz før. I 1994 var han med i gruppen Interplay, som udgav en enkelt CD. På den aktuelle CD har han haft Ben Webster prismodtager og trommeslager Morten Lund, hjerneforsker og bassist Peter Vuust, underviser og percussionist Steen Raahauge og sidst men ikke mindst saxofonist Hans Ulrik med i studiet. Hans Ulrik er en af de mest personlige saxofonister i Danmark, så har man hyret ham, er man sikker på en bestemt saxlyd. Det klæder Nøragers musik, Hans Ulrik passer godt til den nordiske jazz, som der er skabt til pladen. Det er en stille og gennembearbejdet plade, der kan være med til at skabe varme på en blæsende efterårsdag.

Brøggers blues
Er det en CD? Er det en bog? Nej det er et musikessay. Gyldendal ved godt at de ikke skal sælge dette produkt som debutpladen fra en ny dansk jazzsangerinde. Godt nok springer hun ud som sangerinde, men det er som forfatter vi kender hende. Suzanne Brøgger stiller modigt op på en stribe bluessange, hvor hun får hjælp fra den danske jazzelite, ligefra Carsten Dahl og Jan Kaspersen til halvdanske folk som Horace Parlan og Butch Lacy. Suzanne Brøgger er ikke nogen stor sangerinde, men som der står på bogen: "You can't lose what you never had". Den medfølgende 80 sider lange bog er Brøggers personlige hyldest til jazzen og livet.
Omslagsfotoet er en god beskrivelse på pladens indhold. Suzanne Brøgger står ude midt i en swimmingpool med tørklæde på hovedet og stor nederdel. Hun har kastet sig ud på dybt vand, men beholder sit Jeg og der er alligevel ikke dybere end hun kan bunde.
Suzanne Brøgger kan opleves i Den Sorte Diamant d. 4. november, sammen med Carsten Dahl, Christina Dahl, Jan Kaspersen, Horace Parlan og Jesper Lundgaard.

Jazz er en proces
"Som instrumentalist tiltrækkes man af jazzen, da det er der morgendagen udformes. Det som sker på et jazztrommesæt idag sker i rocken om to år. Jazz er ikke, som rock et produkt, det er en proces." siger trommeslageren Bill BrufordDN.se forud for koncerterne han afholder i Sverige i weekenden. Bruford spiller jazzfusion med gruppen Earthworks, og spillede tidligere rock i Yes og King Crimson.

tirsdag, oktober 24, 2006

Nu falmer skoven
Mads Granum Kvartet er aktuel med deres første plade, Hymns in time, der er nordisk i både tone og melodivalg. Kvartetten består af Mads Granum (piano), Ricco Kjær (trommer), Jakob Vind Lauritsen (bas) og norske Sissel Vera Pettersen (saxofon og vokal). De har kastet sig over nogle melodier fra den danske sangskat. Pladen indledes, med ret timing, med Nu falmer skoven trindt om land, herefter følger Du danske sommer, Kingos salme Nu velan, vær frisk til mode og Brorsons Mit hjerte altid vanker. Her viser pladen sig fra to forskellige sider, da vi præsenteres for melodien i to udgaver. I Sissels arrangement, hvor den hedder Mitt hjerte alltid vanker og i Granums "danske" version. Den "norske" version er den sfæriske med Sissels englesang og effekter, der diskret er lagt på. Man kommer til at tænke på en anden norsk sangerinde, nemlig Sidsel Endresen. Den "danske" version er i klassisk NHØP'sk højskolehumør.
Der er endnu en Brorson salme på pladen, Her vil ties, her vil bies og pladen afsluttes med Grundtvigs Jeg gik mig ud en sommerdag.
Pladen er et modigt forsøg ud på veje, som er betrådt af mange andre før Mads Granum Kvartet. Kvartetten nævner selv Keith Jarretts klassiske plade My song i pressematerialet, og vi er ikke langt fra den stemning og stil som Jarrett og ikke mindst Jan Garbarek skabte. En stil som næsten er blevet synonym med det vi kalder den nordiske tone i jazzen.
Mads Granum Kvartet: www.madsgranum.dk

Stacey's mand
For nylig blev Jim Tomlinsons plade The lyric tildelt prisen for årets jazzplade ved BBC Jazz Awards 2006. Den engelske jazzsaxofonist er bla. kendt for sit samarbejde og samliv med Stacey Kent. Det lægger han ikke skjul på, så selv om The lyric er en plade i Tomlinsons navn, er det lige så meget en Stacey Kent plade, da hun synger på 11 af pladens 13 numre. Pladen er rejse ud i standardland, hvor numre som What are you doing for the rest of your life, My heart belongs to daddy og The surrey with the fringe on top alle får nyt liv, med Stacey Kents betagende stemme. Hvis man ikke er bekendt med Kent er det nu, man skal slå til. Kan man lide Diana Krall eller Dianne Reeves går man ikke forkert her.
Jim Tomlinson's sax er som titlen på pladen den lyriske. Han synger melodien med saxen. På pladens første nummer Manha De Carnival lægges der ud med tilbagelænet spil, der i høj grad minder om Stan Getz, og fortsætter i den stil pladen ud.
Parret Tomlinson og Kent kan opleves i Sverige fra d. 25. okt, hvor de spiller i bla. Hässleholm og Stockholm.
Jim Tomlinson: www.jimtomlinson.net
Stacey Kent: www.staceykent.com

Bugges værelse
Den norske pianist mm. Bugge Wesseltoft har med sit site Bugges Room skabt et forum, hvor han udover sin egen musik, også promoverer andres musik. I november måned har han valgt Phil Parnell3 som månedens kunstner. Phil Parnell3 består af den amerikanske pianist Phil Parnell, der siden slutningen af 90'erne har boet i London. Han har siden han flyttede til London arbejdet tæt sammen med Matthew Herbert, der indiskutabelt er en af de største fornyere af den elektroniske musik. Desuden består trioen af de to danske musikere Espen Laub von Lilienskjold på trommer og Torben Bjørnskov på bas.
Bugges site kan man allerede nu downloade Parnells remix af nummeret Frik fra Bugges plade Filming, og man kan også downloade et remix lavet af Bugge Wesseltoft, hvor det er et nummer fra Phil Parnells plade Do your living in the night, det er gået ud over.
Fra november kan man høre en koncert med Phil Parnell3 på Bugges Room.
Phil Parnell: www.philparnell.com
Bugges Room: www.buggesroom.com

fredag, oktober 20, 2006

Danskere spiller standards i Japan
Det japanske selskab Marshmallow Records har kastet sin kærlighed på flere danske jazzmusikere, heriblandt Kasper Villaume og Carsten Dahl. De er begge to aktuelle med nye udgivelser på selskabet. Pladerne er desværre kun tilgængelige i Japan.
Kaspers plade hedder Footprints, den indeholder en stribe udødelige klassikere, ligefra Theme from MASH, som Bill Evans i mange år havde på sit repertoire, til Oscar Petersons Night Train. Pladen er en trioindspilning med Jesper Bodilsen på bas og Rasmus Kihlberg på trommer. For de nysgerrige, der gerne vil høre Kasper spille Wayne Shorters Footprints, kan man for tiden se en video på www.villaume.dk, hvor trioen øver på nummeret hjemme i Kasper Villaumes øvelokale. Villaume er senere i år aktuel med en DVD.
Carstens plade hedder God bless the child og er med Bob Rockwell på saxofon, Lennart Ginman på bas og Frands Rifbjerg på trommer. De spiller en stribe nynnevenlige melodier som Love for sale, Cry me a river og St. James Infirmary!
Tidligere i år udsendte Marshmallow pladen Black Jack med Bob Rockwell, hvor Kasper Villaume spillede piano.
Man kan købe pladerne på den japanske udgave af HMV, som heldigvis findes i en engelsksproget version.
Marshmallow: www.marshmallow-records.com
HMV Japan: www.hmv.co.jp

Copenhagen Music Week

Det store nummer under Copenhagen Music Week er når MTV afholder deres store Award show, eller er det? For i løbet af Copenhagen Music Week bliver der også mulighed for at opleve festivalen Wundergrund, hvor klassisk musik møder jazz, rock og electronica. Bla. spiller Carsten Dahl sammen med Alpha, Caroline Henderson spiller med Ensmeble Nordlys, Marilyn Mazur spiller med Havamal og Baroque Fever spiller med Jon Balke, Fredrik Lundin og Trine-Lise Væring. Koncerterne afholdes forskellige steder i byen.
Attaboy, Yak og Saxopaths kan opleves på henholdsvis Valby station, Østerport station og Flintholm Station d. 24. oktober fra kl. 17, som en del af arrangementet Station To Station.
I Politikens hus' Pressen er der Urban Jazzy Days, hvor altsaxofonisten og rapperen Soweto Kinch er på scenen d. 27. oktober, med kvartetten Osgood/Kjærgaard/Bro/AC som support. Dagen efter er det Django Bates' Human Chain der indtager scenen med Maria Laurette Friis & Pamela Kurstin som support.
Wundergrund: www.wundergrund.dk
Urban Jazzy Days: festival.jazz.dk/start.asp?l=1
Copenhagen Music Week: www.copenhagenmusicweek.dk

Fra Bronx og Åland til Stockholm og New Orleans
I maj 2001 rejste en ung lærer til Åland fra USA, med 24 elever fra et belastet område i Bronx. Læreren hed Johanna Grüssner, hun var flere år før, rejst til USA, med håbet om at slå igennem som jazzsanger. Det lykkedes ikke, istedet blev hun musiklærer på en skole i Bronx, for at kunne betale regningerne. Hun involverede sig mere og mere i arbejdet og børnene, og skabte et gospel kor ud af elever, hvor mange af dem blev betegnet som håbløse af de andre lærere. Johanna gav ikke op, og endte altså med at tage børnene med til Åland, hvor hun kom fra. I løbet af den uge hvor de var i Åland oplevede børnene en helt anden verden med frisk luft, sund mad og en lille stille skole. Hendes arbejde skabte så meget opmærksomhed, at New York Times journalisten Anemona Hartocollis skrev en bog om Johanna Grüssner og det fantastiske arbejde med eleverne. Bogen udkom i 2004 og hedder Seven days of possibilities, one teacher, 24 kids, and the music that changed their lives forever.
Idag bor hun i Stockholm, men tog i april i år igen til USA, men nu til New Orleans og denne gang for, at indspille en plade i den katastroferamte by. Hun havde lavet en aftale med den kendte producer John Snyder, som har produceret flere hundrede jazzplader. Med i studiet havde hun lokale musikere, og repertoiret bestod af standards som feks. They can't take that away from me og willow weep for me, og et par soulstandards, Let's stay together og Don't you worry 'bout a thing. Det er der kommet pladen Lazy afternoon ud af. Pladen er et hyggeligt bekendtskab på en regnvåd efterårsdag.
Johanna Grüssner: www.johannagrussner.com

onsdag, oktober 18, 2006

Curtistid
I dag starter Curtis Stigers sin erobring af Danmark. Han starter i aften i Musikhusets Lille sal i Århus. Imorgen spiller han på Tobakken i Odense, og fredag er turen kommet til Dexter i Odense, her giver han også koncert lørdag aften. Fra mandag indtager Curtis scenen i Jazzhouse og forlader den først sent torsdag aften, hvor han giver sin sidste koncert i Danmark i denne omgang.
Stigers medbringer Matthew Fries på piano, Keith Hall på trommer og Phil Palombi på bas. De tre musikere har efterhånden haft tjansen som fast backing for Curtis Stigers i en del år, og medvirkede på Stigers seneste udspil, den mesterlige I think it's going to rain today. De udsendte også en trioplade sidste år, kaldet Tri-fi.
Curtis Stigers: www.curtisstigers.com
Matthew Fries: www.matthewfries.com

Er du lun på en basun?
Jeps, jazzen er kommet på TV-programmet, ovenikøbet i primetime TV, altså hvis man er barn. For tiden er det muligt at opleve DR Big Band hver søndag kl. 18.00 sammen med Sigurd Barrett. Idéen til programmet opstod dengang Sigurd lavede programmerne med Symfoniorkestret, og man spurgte sig selv om man ikke kunne brede sig til flere genrer. Det kunne man!
Musikken er udkommet på CD, og Sigurd er i november måned på turné med Big Bandet, og kan bla. opleves i Viborg og Holbæk.
DR Big Band: www.dr.dk/bigband

tirsdag, oktober 17, 2006

Lars Danielsson sammen med Wesseltoft og Molvær
Bassisten Lars Danielsson har på sin ny plade Mélange bleu bevæget sig ud på nye veje. Er man bekendt med Bugge wesseltoft og Nils Petter Molvær, er man allerede sporet godt ind på musikken. Begge musikere medvirker også på pladen. Det er en plade som pladeselskabet ACT kategoriserer som Nu Jazz, og det kan man da godt kalde det, men det stillabel er efterhånden så slidt og bedaget, at det godt kan få en lidt kedelig klang. Mélange bleu er på ingen måde en kedelig plade. Lars Danielsson har bragt nogle af de bedste norske musikere sammen på pladen, hvor man udover de to førnævnte også kan møde Jon Christensen (trommer), Jan Bang (sampling) og Pål "Strangefruit" Nyhus (pladespiller). Desuden har han brugt strygerne Copenhagen Concert Orchestra. Lars Danielsson har lavet en plade, der både kan bruges som et behageligt lækkert baggrundslydtapet, men som også tåler at blive spillet højt, så man kan høre alle de små geniale detaljer der kigger frem i musikken.
Lars Danielsson tager iøvrigt på turné i Danmark fra idag, hvor han spiller med i sin kone Cæcilie Nordbys band. Turnéen starter på Dexter i Odense og slutter i Rønne d. 28. okt.
Lars Danielsson: www.larsdanielsson.com

Dansker på Dizzy's i NYC
Jazzklubben Dizzy's i New York er en del af Jazz at Lincoln Centre i New York. I oktober måned har de en koncertserie som de kalder Nordic Lights Jazz Series, hvor de præsenterer forskellige nordiske kunstnere. Fra Danmark kommer bassisten Anne Mette Iversen med sit amerikanske band, bestående af Danny Grissett (piano), John Ellis (sax) og Otis Brown III (trommer). Anne Mette Iversen behøver dog ikke, at rejse særligt langt, når hun skal give koncert, da bor i Brooklyn. Koncerten finder sted på mandag d. 23. oktober.
Tony Bennett, der fyldte 80 år for nylig, har iøvrigt sagt om Dizzy's: "you know, Dizzy's is by far the best jazz room in this city."
Anne Mette Iversen: www.annemetteiversen.com

torsdag, oktober 05, 2006

Jazzvideoer
Går du også rundt og mugger over at der aldrig bliver vist jazzmusik i fjernsynet? Så er der hjælp at hente her. På Youtube.com er der en guldgrube begravet med diverse jazzklip med alskens jazzstjerner og dem der ligner. Her er et meget lille udpluk.

Jonas Kullhammar Quartet: Bebopalulia
Vanvittig god musik, med en af Sveriges mest respekterede saxofonister. Videoen er ovenikøbet morsom!!

Torbjörn Zetterberg Hot Five: Live at Fasching Jazz Club, Stockholm
Video fra 2002, der svinger noget så forrygende.

John Coltrane: Naima
TV studieindspilning fra 1965

Miles Davis: So what
Indspilning fra 1958, med bla. John Coltrane

Miles Davis: Watermelon man
Jeps, det er faktisk Miles der står i spidsen for denne live indspilning af Herbie Hancocks klassiker. Hancock er også med på scenen i Paris 1991, hvor bandet også inkluderede Al Foster, Bill Evans og Kenny Garrett.

Diana Krall: Let's face the music and dance
Musikvideo fra 1999

Pat Metheny & Ulf Wakenius Duo: Bright size life
Live indspilning fra Jazz Baltica 2003

Bill Evans: Beautiful love
Live i Berlin 1965, med vores egen NHØP på bas

Dexter Gordon: Those were the days
Live på Montmartre 1971, med NHØP, Kenny Drew og Makaya Ntshoko. Læg mærke til viewet ud over publikum ca. 3 min inde i videoen, og en anden kendt saxofonist toner frem.

Jan Garbarek: Molde Canticle
Live 1991, med bla Marilyn Mazur

Benny Goodman & Svend Asmussen: If I had you
Live i Tivolis Slukefter 1974

Christian McBride & NHØP: Bye bye blackbird
Basduo ved koncert der blev afholdt for Ray Brown, efter dennes død.

Louis Armstrong: Dinah
Optaget i 1933 i København

Fredrik Lundin Overdrive: Goodnight Irene
Denne er ikke fra Youtube, men fra Lundins eget site. Koncertoptagelse fra Danish Music Awards.
Intim plade fra Benni Chawes
Indenfor tryllekunst opererer man med begrebet Close-up magic eller Up-close magic, hvor tryllekunstneren er helt tæt på sit publikum, og måske endda i fysisk kontakt med dem. Sangeren Benni Chawes har lige udsendt pladen Up Close, og hans stemme er meget tæt på os. Den ligger helt fremme i lydbilledet, og Chawes' helt utrolige evne til at styre sin stemme, bringer en intimitet og nærhed på banen, som er meget sjælden.
Pladen er blevet til i samarbejde med Chris Minh Doky, der spiller bas, har produceret pladen og skrevet meget af musikken -i samarbejde med Maiken Ingvordsen. Der er blevet plads til et par covernumre, Have a little faith in me af John Hiatt og Donald Fagen's I.G.Y. (International Geographical Year), som her kaldes Beautiful world.
Pladen er unik, da det er meget sjældent at der udgives plader med en mandlig dansk jazzsanger. Chawes befinder sig i den poppede del af jazzlandskabet, og har man en svaghed for feks Jamie Cullum, går man ikke galt byen her. Musikken er overvejende akustisk, og fremtræder meget velproduceret. Malene Mortensen, der snart er aktuel med en ny plade, gæster på to numre. Jacob Christoffersen spiller piano og orgel og Rasmus Kihlberg bestyrer trommerne.
Benni Chawes: www.chawes.net

Finsk vinder af Young nordic jazz comets 2006
Den finske trio SUN, vandt sidste weekend konkurrencen Young Nordic Jazz Comets 2006 i Reykjavik. Dansk Jazz Forbund er medarrangør af konkurrencen. Trioen består af brødrene Kallevi og Olavi Louhivuori på henholdsvis trumpet og trommer, samt bassisten Antti Lötjönen. De vandt yderst velfortjent førsteprisen med dommerkommentarer som "outstanding emsembleplay" og den slags rosende gloser. Den finske trompetist Kalevi Louhivuori vandt ligeledes yderst velfortjent solistprisen på 5.000 kroner for sit udtryksfulde og mesterlige spil. De beskriver selv deres musik med inspiration fra deres finske rødder, jazztraditioner og fra impressionistiske melodier og stemninger, samt fra navne som Dave Douglas og Arve Henriksen.
Olavi Louhivuori: www.olavilouhivuori.com/en

Torben Waldorff på mange måder
Torben Waldorff er lige nu aktuel med albummet Brilliance Live at 55 Bar, NYC. Pladen udgives på det kunstnerejede ArtistShare, pladeselskabet eksisterer kun på nettet, og lagde for at par år siden ud med at udgive en plade med Maria Schne
ider, der sidenhen fik en Grammy. Forskellen på Artistshare og andre pladeselskaber, er at de giver mulighed for at vælge forskellige udgaver af den musik, man ønsker. Man kan vælge at købe som CD, som højkvalitets download eller et download i en lavere kvalitet, altsammen selvfølgelig til forskellig pris, men også med forskellige bonusdownloads. Den vildeste version man kan købe er dog "Mixing Brilliance", hvor man udover selve pladen også får muligheden for at mixe musikken. Man får de forskellige instrumentspor, og kan så via det gratis program Audacity lege mixer/producer. Der kan lægges effekter på, der kan loopes etc. Kun fantasien sætter grænser. Desuden følger der videostreaming af flere forskellige ting med. Besøg Waldorffs site og se mere om det spændende projekt.
Torben Waldorff: www.waldorff.com

onsdag, oktober 04, 2006

Boxset med Weather Report
Fra starten af halvfjerdserne var Weather Report det hotteste på den internationale fusionsscene. Gruppen med de to genier Wayne Shorter på sax og Joe Zawinul på keyboards havde både fans i jazz og rocklejren. I 1976 spillede de sågar på Roskilde Festivalens store scene, lørdag aften kl. 24.00.
Shorter og Zawinul havde allerede slået deres navne fast i 60'erne, som både komponister og musikere. I 1969 var de begge med på Miles Davis klassikeren In a silent way -iøvrigt komponeret af Zawinul. Den var med til at markere starten på en ny æra indenfor jazzen, hvor elektronik og rockæstestik pludselig blandede sig med improvisation og virtuositet. In a silent way er også første nummer på et nyt boxset med Weather Re
port.
Boxen Forecast: Tomorrow er en 3CD/1DVD box, med en bog på 100 sider. Den dækker hele deres karriere, fra deres første indspilninger, hvor de eksperimenterede så meget, at det er de indspilninger der idag foretrækkes af de jazzintellektuelle. Deres musik var en forlængelse af af Miles Davis elektriske jazz, og alligevel var de sig selv, i kraft af Zawinuls og Shorters store evner som både nysgerrige og legesyge musikere og komponister.
Fra midten af halvfjerdserne stiger populariteten, og succesen vil nærmest ingen ende tage, da de indspiller pladen Heavy Weather i 1977, med superklassikeren Birdland. På det tidspunkt var Jaco Pastorius kommet med på bas, og han kan sammen med Sammen med Zawinul, Shorter og trommeslageren Peter Erskine opleves på DVD'en i en forrygende 2 timers koncertoptagelse, fra Offenbach, Tyskland i 1978. Koncerten blev lavet lavet til den legendariske tyske TV-koncertserie Rockpalast, som WDR stod bag.
Gruppen ekstisterede fra 1970 til 1985, hvor de laver deres sidste plade, Sportin' life. I den femten år lange periode udvikler de sig musikalsk og er med til at sætte en dagsorden, som bla. danske grupper som Cox Orange og Santa Cruz er stærkt inspireret af. Udover inspirationen har de solgt plader som ingen andre har formået i jazzen, bla. er Heavy Weather solgt i over 1 mio eksemplarer i USA.
Joe Zawinul: www.zawinulmusic.com
Jaco Pastorius: www.jacopastorius.com

fredag, september 29, 2006

Anders Mogensen udgiver 2 Masterclass DVD'er
På samme dag udgiver trommeslageren Anders Mogensen to undervisnings DVD'er, samt en CD med ny musik. Anders Mogensen er udover at være en af de mest benyttede trommeslagere herhjemme, til daglig docent og leder af jazzafdelingen på Carl Nielsen Academy of Music i Odense.
Vol. 1: Groupings & Textures introducerer to hovedkoncepter, som er grundstenene i Anders Mogensens spil. Med udgangspunkt i 6 forskellige kompositioner, spillet af hans band 'Giftet Youth' og med tilhørende forklaringer, demonstrerer Anders Mogensen, hvordan du selv kan inkorperere koncepterne i dit spil. Via jazz-combo-sammenspillet demonstres på musikalsk vis, hvordan du med det samme overfører teknikkerne til praksis.
Vol. 2: Musical Signatures omhandler vigtige områder, du skal focusere på som jazztrommeslager: Teknik, polyrytmik, sequencer, fracering på øveplade - alt sammen udfra en melodisk indfaldsvinkel. DVD'en har også et dybdegående afsnit omkring forskellige tilgange til at spille solo: Over form, grooves, tematisk- og multidirektionel udvikling.
DVD'erne udgives af det nye produktionsselskab So What Film, der har en mission om at dokumentere dansk jazz -ikke blot i lyd, men også i billeder.
Anders Mogensen udgiver samtidig en ny CD Live & beyond, hvor han igen er sammen med saxofonisten Hans Ulrik. Desuden er der tre, indtil nu ret ukendte musikere med på pladen. Mads La Cour (trompet), Simon Krebs (guitar) og Andreas Lang (bas) går stadig på konservatoriet, og det var også her, at Anders Mogensen fandt dem, da han manglede nogle musikere til en koncert i Polen i 2004. Han blev så glad for samarbejdet, at de nu er med i Anders Mogensen Gifted Youth.
So What Film: www.sowhatfilm.com
Anders Mogensen: www.andersmogensen.dk

torsdag, september 28, 2006

Avishai Cohen, nu med oud
Den israelske bassist Avishai Cohen medvirkede på Malene Mortensens seneste CD Date with a dream, som blev indspillet i Gøteborg studiet Nilento. Han blev så glad for teknikeren Lars Nilsson og studiet at han vendte tilbage for at indspille pladen Continuo. Den er lige blevet udsendt.
Cohen er nok mest kendt for sit medlemskab af diverse Chick Corea grupper i årene 98-03. I de seneste 3 år har han haft sin egen trio bestående af Mark Guiliana på trommer og Sam Barsh på bas. Det er med den trio han har lavet sin tredje plade. Denne gang er trioen udvidet med Amos Hoffman, som spiller på det arabiske strengeinstrument oud. Pladen er farvet af det mellemøstlige instrument, men er helt klart mere en jazzplade end en decideret worldmusic plade.
Avishai Cohen har spillet akustisk bas de sidste mange år, men hans udgangspunkt var den elektriske bas, inspireret af Jaco Pastorius. Det kan stadig høres, Cohen er pågående og ligger langt fremme i lydbilledet. At Bassplayer Magazine har kaldt ham "one of the 100 most influential bass players of the 20th century” er ikke en tilfældighed!
Avishai Cohen: www.avishaimusic.com

Steeplechase på Biblioteket
Bibliotekernes Netmusik er i gang med en oprustning, som også har betydning for jazzelskere. Siden sitet gik i luften har det været muligt at låne musik fra de to danske jazzpladeselskaber Stunt og Cope. Begge selskaber opererer begge med nutidig dansk jazz. Nu bliver det også muligt at låne musik fra Steeplechase, som specielt i 70'erne udgav nogle af de vigtigste danske jazzplader, med bla. NHØP og Dexter Gordons danske grupper. Musikken kan lånes i 7 dage af gangen.
www.bibliotekernesnetmusik.dk

Afrikansk bassist i verdensklasse til Danmark
Bassisten Etienne Mbappe fra Cameroun kommer til Danmark i dagene 18-20. oktober, hvor han spiller i henholdsvis Odense, Herning og København. Mbappe var medlem af Joe Zawinuls gruppe fra 2000-2003, hvor han bla. medvirkede på pladen Faces and places. Desuden har han medvirket på flere af de største afrikanske stjerners plader, såsom Salif Keita, Manu Dibango og senest på Ali Farka Toure's nye plade Savane.
Etienne Mbappe's musik er svedig afrofusion, med en pæn portion pop og funk. På hans seneste soloplade fra 2004, Misiya medvirker der en strygekvartet. Han udsender en ny plade i marts 2007. DR optager koncerten i København, og har altså opdaget bassisten og sangeren, der godt kunne gå hen og få et lige så stort publikum som Richard Bona har fået herhjemme.
Etienne Mbappe: www.etiennembappe.com

fredag, september 22, 2006

Carsten Dahl i norsk samarbejde
Carsten Dahl har tidligere udgivet to plader, hvor han samarbejdede med nordmanden Arild Andersen og franskmanden Patrice Heral. Samarbejdet med Arild Andersen er han fortsat med, men nu er legendariske Jon Christensen kommet med på trommer. På pladen Short Fairytales der udkommer d. 2. oktober på Emarcy/Universal er der intet mindre end 18 numre, hvor de fleste er forholdsvis korte. Carsten Dahl spiller både piano, balafon og percussion -han er jo også gammel trommeslager, samt supplerer med klangflader. Udover Andersen og Christensen, som er med på hele pladen, er Dahls hustru Christina Dahl med på tenorsax og klarinet, Thomas Agergaard på tenorsax, Marilyn Mazur på percussion, Poul Høxbro på fløjte og Kristian Nørby på cello med på enkelte numre. Pladen er indspillet mellem 2003 og 2006 i Jan Erik Kongshaugs Rainbow Studio i Oslo og i Kæv Gliemann's KÆV Studio. Gliemann har også haft fingrene i efterbehandlingen af musikken.
Carsten Dahl: www.carstendahl.dk

Gunnar Halle i tysk samarbejde
Trompetisten Gunnar Halle som bla. er med i Fattigfolket og New Jungle Orchestra har lavet sin anden plade sammen med tyskerne Rainer Sell og Rainer Böhm. Deres musik er en blanding af Halles trompet, Böhms piano og Sells laptop. Musikken er præget af underliggende elektroniske påhit, samt at trioen efter den sidste udgivelse var ude at spille live. Trompeten og pianoet tilfører musikken en organisk og tidløs stemning, og elektronikken placerer os i nutiden. Pladen er rolig og lyrisk, og man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på Gunnar Halles to norske trompetkolleger Arve Henriksen og Nils Petter Molvær. Denne plade placerer sig nok midt imellem de to. Den er ikke så umiddelbart svært indtagelig som Arve Henriksens plader ofte kan være, og den bliver ikke så lounget, som Molværs nogen gange kan være. Pladen udgives af det danske pladeselskab ILK Records og af Jazzcuisine i Tyskland.
Jazzcusisine: www.jazzcuisine.de

tirsdag, september 19, 2006

Danske sjældenheder genudgives endelig
Verve og Blue Note nærmest sprøjter genudgivelser ud i en lind strøm, hvor de sælger ud af deres monsterstore bagkataloger af klassisk jazz fra 50'erne, 60'erne og en lille smule fra 70'erne. Noget lignende kan man ikke sige om dansk jazz. For det første findes der ikke et monsterstort bagkatalog af dansk jazz, for det andet er der stort set ikke genudgivet noget af musikken fra dengang. Det bliver der lavet om på nu.
D. 2. oktober udsender Universal intet mindre end 7 CD'er, hvoraf de 5 ikke har været tilgængelige i meget lang tid. Flere af pladerne har aldrig været udsendt på CD, og de LP'er som har overlevet er blevet dyrere og dyrere. Fælles for alle plader er, at det er Niels-Henning Ørsted Pedersen der bestyrer bassen. Flere af indspilningerne er blandt de allerførste i hans siden hen så store produktion. Vil du vide mere om NHØP's plader, kan du finde en diskografi over 300 af hans indspilninger på www.roundaboutjazz.de

Universal udsender følgende plader:
Jazz Quintet 60: Fontana presenting Jazz Quintet 60
Pladen er indspillet i 1963 og blev kvintettens svanesang. Orkesteret bestod af Allan Botschinsky (trompet), Bjarne Rostvold (trommer), Bent Axen (piano), Niels-Henning Ørsted Pedersen (bas) og Niels Husum (saxofon). Pladen indeholder 7 numre, hvoraf de tre er skrevet af Botschinsky. Ray Pitts var kommet til København i '63 og har en enkelt kompostion på pladen, Waltz for Sharleen, som han skrev til sin datter. Denne plade har været fuldstændigt uopdrivelig siden udgivelsen, og er solgt for adskillige tusinde kroner, til bla. Japanske samlere.

Sahib Shihab and Ensemble with Pedro Biker: The song is you
Pedro Biker var blandt de første oplæsere på TV-Avisen, men inden da havde han haft en karriere som pladevender -60'er slang for DJ og jazzmusiker, hvor han som trommeslager markerede sig i slutningen af 50'erne. På denne plade fra 1966 er han dog sprunget ud som sanger. Materialet er som taget fra Sinatra's eller Bennett's sætliste, med klassikere som Fly me to the moon, The good life, Satin doll etc. Sahib Shihab er leder af ensemblet, hvor der er et stort navnesammenfald med Radiojazzgruppen; Botschinsky, NHØP, Karskov og ikke mindst Kenny Drew som havde arrangeret musikken.

Pedro Biker: Fontana presenting Evergreens in Danish Design
Pedro Biker er her i selskab med Bent Axen (piano), NHØP (bas), Allan Botschinsky (trompet), Sahib Shihab (saxofon) og Bjarne Rostvold (trommer). Det er evergreens som Green Dolphin Street, Stella by Starlight etc. der findes på pladen. Senere i karrieren sprang han ud, som fuldblods dansktop sanger, og havde et megahit med Regndråber drypper i mit hår.

Louis Hjulmand: Fontana presenting Louis Hjulmand
På covernoterne til pladen, citerer journalisten Birger Jørgensen, Don Ellis for at have sagt, at Louis Hjulmand var Danmarks bedste vibrafonist -her er det nemt at være morsom, for var der andre danske vibrafonister, og hvis der var, kendte Don Ellis dem så? Nå, men spøg til side. Louis Hjulmand indspillede dennne plade over 2 sessions, i sept. '62 og marts '63, hvor NHØP på bas og Bjarne Rostvold på trommer var gengangere. Ved den første session var guitaristen Lars Blach ligeledes med. Pladen indeholder både Hjulmands egne kompositioner, bla. den folkemusik inspirerede Mallet dance og standards som Doodlin' og On Green Dolphin Street.

Finn Savery: Fontana presenting Finn Savery
Pianisten Finn Savery er i selskab med NHØP og Alex Riel på denne plade, hvor de giver sig i kast med standardmateriale, som Sweet Georgia Brown og Willow weep for me. Pladen er fra 1963, og Savery havde året før skrevet musikken til teaterstykket Teenager in love.

Max Leth: Quintet Max Leth fyldte 85 år i februar i år, og var som mange husker ofte på skærmen i 70'erne, hvor det netop var NHØP som bestyrede bassen, selv om repertoiret bestod af lettere pop musik. På denne plade fra 1978 er det dog jazzen der står for tur. Denne er som eneste af de her nævnte plader, før udsendt på CD, da den blev genudsendt i 1995.

Ib Glindemann: And his 1963 Orchestra Pladen her blev genudsendt første gang i 2004, og indeholder dydige overraskelser som Gillespies Manteca og John Lewis' Two bass hit.

Nyt fra Tomasz Stanko Quartet
Trompetisten Tomasz Stanko har nu lavet sin tredje plade, med den rent polske trio, bestående af Marcin Wasilewski (piano), Slawomir Kurkiewicz (bas) og Michal Miskiewicz (trommer). Denne gang er de rykket ud af Kongshaugs legendariske Oslo studie, og er istedet taget til sydfrankrig, hvor de har indspillet Lontano i Studios La Buissonne, nær Avignon, med ECM bossen Manfred Eicher som producer. Stankos baggrund som forgrundsfigur på den europæiske freejazz scene kan høres på pladen, men pladen er mest af alt præget af Stankos sans for det stærke og følelsesfyldte balladespil. Deres forrige plade Suspended night var en stor kunstnerisk succes, og Stanko fik slået sit navn fast i specielt USA, med en stor turné. Han var iøvrigt også på besøg herhjemme under Vinterjazzen 2006. Der er blevet plads til en enkelt Krzysztof Komeda komposition, Kattorna fra 1965, hvor Stanko var med på originalen fra pladen Astigmatic
Tomasz Stanko: www.tomaszstanko.com

torsdag, september 14, 2006

...and your ass will follow
Free your mind and your ass will follow, open up your funky mind and you can fly. Sådan sang Funkadelic i 1971. Saxofonisten Christina Dahls nye plade Free your mind er i den grad også funky. Hun har en svaghed for den eksperimenterende souljazz, som den lød i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne hos folk som Stanley Turrentine og Eddie Harris. Pladen er en liveindspilning fra Copenhagen Jazz House i november 2005, med på scenen har hun et oplagt hold musikere bestående af Jesper Riis (trompet), Mads Hyhne (basun), Carsten Dahl (Piano og Wurlitzer), Kæv Glieman (keyboards), Michael Finding (percussion), Daniel Franck (bas) og Frands Rifberg (trommer).
Christina Dahls plade er pågående og rørig, men der er også plads til et par stille ballader. Hun tager hele holdet med på turné i slutningen af november, hvor det godt kan gå hen og blive særdeles hedt på spillestederne. Læg iøvrigt mærke til coverdesignet -eller sagt på en anden måde, man kan ikke undgå at lægge mærke til designet, som er det mest funky orange cover, der nogensinde er udsendt herhjemme. Endnu engang beviser grafikeren Paul Wilson fra Yellow1 at han er en uhyre skarp coverdesigner.
Christina Dahl: www.christinadahl.dk

På opdagelse på loftet
Svenskeren Katrine Amsler har med sit band Television Pickup lavet CD'en Da jeg var lille, var alting større. Med titlen er man allerede gearet ind på, at det er barndommen og nysgerrigheden, der er i fokus. Musikken er som når et barn går på opdagelse på farmors loft, hvor man opdager alle mulige spændende glemte ting og sager i halvmørket, og hvor der godt kan være lidt uhyggeligt indimellem.
Amsler styrer keyboardet og har skrevet al musikken. Hun og bandet der består af Johannes Burström (elektronik), Michala Østergaard (trommer), Thomas Backman (saxofon) og Samuel Hällkvist (guitar) er på ingen måde bundet op på en stilart. De spiller fri kollektiv improvisationsmusik, med forrygende titler som Nu spiller farmor marimba in heaven, Tampen og sydlige Utsira og TV peace please.
Television Pickup: www.ljud.org/televisionpickup
Myspace: www.myspace.com/televisionpickup

Luma fra Oddjob
Det er tre år siden, at svenske Oddjob sidst udsendte en plade. Nu er de igen albumaktuelle. Luma hedder pladen fra et af Sveriges mest personlige jazzbands. Med i bandet er bla. trompetisten Goran Kajfes og saxofonisten Per "Ruskträsk" Johansson. Traditionen tro er der et enkelt covernummer med. Sidst var det Kraftwerks The man machine det gik ud over. Denne gang er det King Crimsons Moonchild.
Oddjob: www.oddjob.cd

Dansk guitardebut
Guitaristen Sara Lewis Sørensen har lige udsendt sin debut As I. Hun har tidligere samarbejdet med Simon Beck fra indierock gruppen Viva Vertigo. Men indtil nu har hun ikke gjort det store væsen af sig på den danske jazzscene, udover enkelte festivaljobs. Der er noget der tyder på, at hun godt kunne få et gevaldigt skub fremad med pladen. Det er en trioindspilning, med Anders Wallin (bas) og Peter Bruun (trommer), som bla. spiller i Mold. Hun kan minde en del om Bill Frisell i sit spil, uden at det virker påfaldende. Men inspirationen fra americana kan hun ikke løbe fra. Det er en intim plade, som ikke minder om noget vi nogensinde før har hørt fra en dansk jazzguitarist. Sara Lewis Sørensen har selv komponeret al musikken på pladen som er indspillet i januar i år i København.
Sara Lewis Sørensen: www.saralewissorensen.com

torsdag, september 07, 2006

Tiende album fra E.S.T.
Okay, de hedder også Esbjörn Svensson Trio, men E.S.T. lyder bedre når man skal lanceres internationalt. Det kan man så roligt sige at de bliver. I maj måned var de forsiden af DownBeat, som den første europæiske gruppe i det amerikanske jazzmagasins 72 årige historie, og nu er de på forsiden af septemberudgaven af det engelske jazzmagasin Jazzwise. Deres forrige plade Viaticum var den mest solgte instrumental jazz plade i 2005 i Europa.Nu er det tid til deres 10. album, Tuesday wonderland. Udgivelsen følges op af en turné i Sverige, Frankrig og Tyskland.
E.S.T: www.est-music.com

En nomades dagbog med overraskelser
Chris Minh Doky har været bosat i New York i en lang årrække, men er nu tilbage i København. Det er lang tid siden, at han sidst udsendte en soloplade, men nu er der endelig en klar. The nomad diaries hedder pladen, og det er nu muligt at gå ind på Minh's site og høre musikken, hvis man tilmelder sig hans nyhedsmail.Der er store musikalske overraskelser på vej. Bunden er lagt med elektroniske beats, og ligner ikke umiddelbart noget Minh har lavet før.
Chris Minh Doky: www.doky.com

Alle elsker Caroline Henderson
I denne uge er Caroline Hendersons 3. jazzplade udkommet i Danamrk. Love or nothing, som pladen hedder udkom allerede i april i Japan, og noget tyder på, at Henderson godt kunne få et nichehit med denne plade. For ligesom pladen er udkommet i Japan, kommer den også i Spanien, hvor den får lidt ekstra opmærksomhed, da Caroline Henderson er med i filmen Todos amamos a Gloria Cole (Alle elsker Gloria Cole), hvor hun spiller jazzsangerinden Gloria Cole. Caroline Henderson drager på turné herhjemme i slutningen af oktober.
Caroline Henderson:
www.carolinehenderson.dk
Todos amanos a Gloria Cole: www.todoamamosagloriacole.com

Norsk elektricitet
Det norske band Close Erase er ude med en ny CD, Sport Rocks på Jazzaway Records. De har holdt en pause på tre år, men er nu tilbage med deres bud på en rendyrket elektrisk lyd. Deres forrige plade havde et pågående, næsten dansabelt groove. Medlemmerne Christian Wallumrød, Ingebrit Håker Flaten og Per Oddvar Johansen hører til den hårde kerne i den eksperimenterende del af norsk jazz. Pladen fik 5 ud af 6 stjerner i norske Aftenposten.
Ingebrit Håker Flaten: www.ingebrigtflaten.com

Svend Asmussen til Svendborg
Han er 90 år og hans professionelle karriere har strukket sig over 72 år. Der er ikke noget at sige til, at det ikke er ofte, han er på scenen længere. Men nu er det lykkedes jazzklubben fra Svendborg, Giant Steps at hyre Asmussen sammen med hans vanlige gruppe bestående af Aage Tanggaard (trommer), Jesper Lundgaard (bas) og Jacob Fischer (guitar). Ved koncerten i Svendborg er gruppen udvidet med Afonso Correa på percussion. Koncerten afholdes d. 23. september.

Debut CD fra en "dansk" japaner
Den japanskfødte, men dansk bosatte pianist Makiko Hirabayashi udsender nu sin første CD i eget navn. Det er det tyske pladeselskab Enja, der udsender pladen. Musikken på pladen består af Hirabayashis egne kompostioner. Hun har ønsket at musikken skulle være enkel, og har valgt trioformatet. Klavs Hovman spiller bas og Marlyn Mazur spiller trommer i trioen. Musikken betegnes som organisk, levende og fyldt med overraskelser.
Makiko Hirabayashi:
www.makiko.dk

Jam på Christianshavn
Christianshavns Beboerhus er i efteråret rammen om jamsessions, hver tirsdag. Pianisten m.m. Søren Kjærgaard står i spidsen for basistrioen, hvor Jonas Westergaard spiller bas og Frands Rifbjerg er med på trommer. Der vil i løbet af efteråret komme gæster forbi, og man vil bla. kunne møde Chris Speed, Herb Robertson og Michael Blake. Der er fri entré til arrangementerne.Christianshavns Beboerhus: www.beboerhus.dk

Kommende plade udgivelser
September
Böhm/Halle/Sell: Ozon (ILK)
Geri Allen: Timeless portrait and dreams (Telarc)
Roy Haynes: Whereas (Dreyfus)
World Saxophone Quartet (Justin Time)
Art Ensemble of Chicago: Non cognitive aspects of the city (PI Records)
Gabriela feat. Bill Frisell: El viaje (Intuition)

Oktober
Dahl/Andersen/Christensen: Understatements (Universal)
Emil de Waal +: Live + (Calibrated)
Slowtrainsoul: Santimanitay (Playground)
John Pattituci: Line by line (Concord)
Kim Bock: Quartet (Steeplechase)
Trentemøller: The last resort (MBO)
Don Byron: Do the boomerang (Blue Note)
Skruk med Tord Gustavsen: TBA
In the Country: Losing stones collecting bones (Rune)
Ibrahim Electric: TBA (Stunt)

November
Wonderbrazz: TBA (Calibrated)
The Source: TBA (ECM)
[re:jazz]: Expansions (Infracom)

torsdag, august 31, 2006

Fredrik Lundin fylder 25
Den 28. og 29. september fejres Fredrik Lundins 25 års jubilæum på Jazzhouse. Begge aftener vil først det store jubilæumsorkester spille nyskreven musik, og dernæst spiller Overdrive med Per Vers som gæst. Det hele vil blive belyst af lysdesigner Ulrik Gad, og før, efter og i pauserne vil DJ Wunderbaum spille musik med udgangspunkt i Lundins inspirationer, fra Hans Henrik Ley til Gil Evans.
Fredrik Lundin: www.fredriklundin.com

Fra Herbert over Boutté og nu til Danmark
Pianisten Phil Parnell er en alsidig herre. Hans musikalske udgangspunkt er barndomsbyen New Orleans, når han laver sine egne projekter, men han er nok mest kendt for sit samarbejde med Matthew Herbert og Lillian Boutté. Med Herbert er han både med i Herberts Big Band, og det band som har turneret med Matthew Herberts seneste mere poppede Scale plade. Parnell og Herbert har samarbejdet siden 1998, hvor Herbert gerne ville vide mere om jazz, og Parnell på den anden side, noget mere om elektronisk musik. Med Boutté var han i Danmark i januar på gospelturné.
Nu har han lavet trioen Phil Parnell3, sammen med de danske musikere Espen Laub von Lilienskjold (trommer) og Torben Bjørnskov (bas). Ganske vist er det en klavertrio, men alle tre musikere bidrager hver især med elektroniske indslag, der krydrer musikken. I midten af oktober kan trioen opleves i Danmark, hvor de bla. spiller i Tversted (Jazzy Days) og Viborg (Paletten). Lyt til musikken på Phil Parnells site.
Phil Parnell: www.philparnell.com

Pasborg til New York
På tirsdag d. 5. sept. spiller trommeslageren Stefan Pasborg i Herning sammen med Ibrahim Electric, på Fermatens nye midlertidige scene på Studentercaféen. Senere i september er det i en anden og lidt større metropol Pasborg skal spille.
Han tager til New York, hvor han skal indspille to sessions med giganterne Ray Anderson og Ellery Eskelin, på henholdsvis basun og tenorsaxofon. Anderson var også med på Ibrahim Electrics seneste CD fra 2004. Pasborg medbringer Jakob Munck fra Danmark, der spiller Sousaphon. Der bliver også tid til en koncert sammen med Ray Anderson på danske jazzmusikeres favoritsted i New York; Cornelia Street Café. I den forbindelse kan nævnes at NYNDK, med pianisten Søren Møller spiller der d. 5. september.
Stefan Paborg: www.pasborg.dk

Tim Berne og de unge
Tim Berne spillede senest i Danmark i forbindelse med jazzfestivallerne i København og Århus, hvor han delte scene med saxofonisten Lotte Anker. Berne var sammen med sin saxofon med i det stilskabende band Bloodcount, sammen med Jim Black, Michael Formanek og Chris Speed.
Nu kommer han til Danmark igen. I dagene 24. til 28. okt. kan han opleves i Århus, Odense, Ålborg og København, sammen med Kasper Bjerg (tangenter) og Søren Mehlsen (trommer). De to århusmusikere spiller bla. i Operation Zero og Saft, der blev nr. 2 i Dansk Jazz Forbunds Ung Jazz 2006.

Fra Men in black til Manteca
Hun havde en karriere i 70'erne, som studiemusiker for folk som Lee Ritenour, Sonny Rollins, Eddie Henderson, Sadao Watanabe etc. hvor keyboardet var efterspurgt. I starten af 80'erne tog det en drejning, og hun slog i gennem, big time, med sangen Forget me nots. Patrice Rushen fik et hit på de amerikanske R'n'B hitlister. I 1996 tog den endnu en drejning. Titelsangen til Men in Black med Will Smith brugte et sample med det kendte riff fra Forget me nots, og hun var økonomisk sikret resten af sine dage. I dag spiller hun stadig med Lee Ritenour, men nu har hun også lavet en helt almindelig klassisk trioindspilning, kaldet Standards. Her er hun sammen med Stanley Clarke på bas og Ndugu Chan på trommer og har indspillet en række kendte standards, som Manteca, Loverman, Perdiddo etc. Pladen udgives af det østrigske selskab Kind of Blue Records.

Pladenyheder
Når sommeren er overstået er der som regel garanti for at pladekøberne skal til lommen, og det skal de også i år. Flere af de tunge navne fra både dansk og international jazz er ude med nye plader. Her er et overblik over nogle af dem. Flere af dem, vil blive omtalt dybere, her på siden i den kommende tid.

Esbjörn Svensson: Tuesday wonderland (ACT)
Pillow: A pillows tale (Gateway)
Jesper Løvdal & Coung Vu (ILK)
Caroline Henderson: Love or nothin' (Stunt)
Viktoria Tolstoy: Pictures of me (ACT)
Marsmobil: Minx (Compost)
Patricia Barber: Mythologies (Blue Note)
Diana Krall: From this moment on (Verve)
Pat Metheny/Brad Mehldau: Metheny Mehldau (Nonesuch)
Bill Frisell: Frisell Carter Motian (ECM)
Lars Danielsson: Melange bleu (ACT)
Madeleine Peyroux: Half the perfect world (Verve)
Sissel Vera Pettersen/Nikolaj Hess: By this river (Music for Dreams)
Koppel/Goldings/Stewart: Hammond street (Cowbell)
Tortoise: A lazarus taxon (vme)
Mari Boine: In the hands of the night (Universal)
Branford Marsalis: Braggtown (Universal)
Chris Minh Doky: Nomads diary (EMI)
Tony Bennett: Duets (Sony)
Rebekka Bakken: I keep my cool (Universal)
Brazilian Girls: Talk to la bomb (verve)
Jens Lysdal: It's almost love (Cope)
Jason Moran: Artist in residence (Blue Note)
Ornette Coleman: Sound grammar (Sound Grammar)
Keith Jarrett: The Carnegie Hall Concert (ECM)

fredag, august 18, 2006

Montmartre tribute fra Tomas Franck
Tomas Franck var med i Niels Lan Doky's Danish All Star Band, der spillede sammen med Pat Metheny i Tivoli ved en forrygende koncert, under Copenhagen Jazz Festival. For 4 måneder siden spillede Franck også med Niels Lan Doky. Men dengang var det Focus Recording Studio, der dannede rammen om deres musikalske møde. Allerede nu kan vi høre det friske resultat, på pladen The Copenhagen Connection, hvor Mads Vinding på bas og Albert "Tootie" Heath på trommer også er med. Den kvikke har nok allerede lugtet lunten. Tomas Franck har simpelthen rytmegruppen fra Montmartre filmen Between a smile and a tear med sig. Pladen udgives også med undertitlen Montmartre revisited, og en tilføjelse til den kunne være "Tribute to the sax legends". Tomas Franck hylder en lang række sax legender, hvor både Ben Webster og Dexter Gordon selvfølgelig er iblandt. Men også Bent Jædig, Johnny Griffin og Sonny Rollins er der blevet plads til på en hyldest til jazzen og en tid der var engang, men som lyder som det den er, en spritny plade med en super veloplagt gruppe.

Ikke 1 eller 2, men hele 3
Brad Mehldau som spillede i Glassalen i Tivoli, under Copenhagen Jazz Festival er aktuel med hele 3 plader. Sommeren bragte to nye plader til verden med Mehldau. Den første er House on hill, som er en trioindspilning med hans gamle trio, Larry Grenadier på bas og Jorge Rossy på trommer. Rossy er siden blevet afløst på trommerne af Jeff Ballard. Pladen er en makker til standard albummet Anything goes der kom i 2004. Men House on hill er med original materiale.
Den anden plade er Love sublime, som er et samarbejde med sopranen Renee Fleming. Det er et bestillingsarbejde fra Carnegie Hall i New York, der fik premiere i maj 2005. Mehldau har valgt tekster af digterne Rilke, Louise Bogan og den hollandske sanger og sangskriver Fleurine.
Den tredje plade skal vi vente lidt på endnu. Det er et samarbejde med Pat Metheny. De mødtes i december 2005, og medbragte hver materiale til pladen. Det er så blevet til duopladen Metheny Mehldau. Noget tyder på, at de er blevet meget glade for samarbejdet, for de drager på turné i marts og april 2007 i USA. Hmm, lige tids nok til, at de kunne komme til Europa i jazzfestival sæsonen?
www.bradmehldau.com

Rolling Stones Project i Brande
Saxofonisten Tim Ries, som er på turné med Rolling Stones, har også tid til, at spille andre steder end i Horsens. Den 2. september spiller han i Brandes nye kulturhus Remisen, hvor han i selskab med to musikere fra Rolling Stones turen, Bernard Fowles på vokal og basunisten Mike Davis spiller Rolling Stones numre. Sidste år udsendte Tim Ries den anbefalelsesværdige plade The Rolling Stones Project, hvor han jazzede Rolling Stones' musik op, med hjælp fra bla. Norah Jones og Rolling Stones minus Mick Jagger.
På scenen i Brande får Tim Ries hjælp fra Mads Bærentzen på piano, som har spillet med Tim Ries de seneste 5 år, Uffe Steen på guitar, Lennart Ginman på bas og Kristian Leth på trommer.
www.remisenbrande.dk

New Note Festival i Hillerød
Hillerød danner rammen om en ny festival, der sætter fokus på ny dansk musik -specielt med jazzduft. Et stjernespækket program, med Carsten Dahl, Hans Ulrik, Mikkel Ploug, Malene Mortensen, Claus Waidtløw, Ibrahim Electric, Mais Uma, Jonas Johansen MOVE, Rosendal-Earle-Templeton, Schantz Segment og mange andre, er hvad man kan opleve i Hillerød i dagene 23. til 27. august.
www.newnotefestival.dk

fredag, august 11, 2006

Danske Jazz Divaer
På søndag d. 13. aug. kl. 19 sender DR2 det første program i serien Danske Jazz Divaer. Katrine Madsen, der fødte sit andet barn, tre dage efter Copenhagen Jazz Festival sluttede, er den første på programmet. Vi får mulighed for, at opleve hende på Jazzhus Dexter i Odense, hvor hun er på scenen sammen med Jesper Bodilsen, Jonas Johansen og Henrik Gunde.
I de kommende programmer skal vi møde Silvana Malta, Malene Mortensen, Julie Maria og Susi Hyldgaard.
Katrine Madsen:
www.katrine-madsen.dk

Ny jazzklub i Ålborg
I september åbner en helt ny jazzklub i Aalborg, JazzKlub Limbo. Klubben er født i et samarbejde mellem Studenterhuset i Aalborg og et par lokale ildsjæle, og vil fremover byde på koncerter i topklasse, både med internationale navne, lokale kunstnere og musikere fra resten af landet. JazzKlub Limbo er en form for pionerarbejde i Nordjylland, dels fordi jazzklubben ikke er styret af en forening, men er en rigtig klub, og fordi det sjældent at et stort regionalt spillested vil involveres i en klub som JazzKlub Limbo. Studenterhuset i Aalborg er ansvarlig for booking og økonomi, og efterårsprogrammet 2006 byder bl.a på navne som Hilmar Jensson's TYFT med bl.a Jim Black, Tim Berne i et nyt dansk projekt. Trio Chroch med besøg af den amerikanske poet Richard Rizzi, MOSKUS feat. Lotte Anker og Simon Toldam, Triometrik fra Sverige med bl.a Terje Sundby, Big Bombastic Collective i topform og Wolfgang Muthspiel i dansk supergruppe. Ligeledes bliver det fra klubbens fødsel en tradition, at der er live DJ's med jazzvinyl før og efter alle koncerterne.
Studenterhuset:
www.studenterhuset.dk

Punkt Festival
I den norske by Kristianssand afholdes i dagene 24. til 26. aug. den nyskabende festival Punkt. Hovedmændene bag er Jan Bang og Erik Honoré som har skabt en festival centreret omkring to scener og scene/studie hybridden Alfarommet, hvor man mellem de almindelige koncerter kan opleve liveremixes af de lige overståede koncerter.
Musikerne som optræder på festivallen skaber ligeledes nye netværk og optræder i sammenhænge, som de ikke normalt indgår i. Blandt kunstnerne finder vi nogle af de mest toneangivende kunstnere på norske jazzscene gennem de senere år, bla. Bugge Wesseltoft, Nils Petter Molvær, Food, Wibutee, Eivind Aarset og Audun Kleive. Desuden uropføres WARP (Wagner Reloaded Project) hvor ny musik af Brian Eno, Bugge Wesseltoft, Lars Danielsson etc. opføres af Kristianssand Symfoniorkester sammen med bla. Jan Bang, DJ Strangefruit og Peter Schwalm. Festivallen slutter med en koncert med Tys Tys.
Punkt er også navnet på et musikalsk samarbejde mellem Jan Bang og Erik Honoré, der udgives i forbindelse med festivallen en plade med duoen.
Punkt:
www.punktfestival.no
www.myspace.com/punktsongs

En for de hurtige!!!
Destination Out er en ny blog som fokuserer på freejazz. Men ikke nok med det, musikken som de skriver om, lægges også ud på sitet. Lige nu er der mulighed for at hente en koncert med Ornette Coleman fra d. 16. juni 2006 i Carnegie Hall.
De beskriver selv sitet sådan: "En mp-free blog der fokuserer på sjælden og out-of-print musik. Sangene vil være tilgængelige i et par uger, og er kun til evaluering. Gå til koncerter. Køb musik."
Lige nu er der feks. musik med Jan Garbarek (fra '69), Julius Hemphill og Joe Harriott.
Tak til www.jazzpasvenska.se for linket
www.destination-out.com