DMA Jazz 2012 Nominerede

Det blev i dag afsløret hvem der er nomineret i de forskellige kategorier til årets store jazzprisuddeling på Copenhagen Jazzhouse d. 24. november. 

Jazznyt vil selvfølgelig være tilstede ved arrangementet, hvor der også er småkoncerter med vinderne fra sidste år: Carsten Dahl, Helle Hansen, Orpheus og Stefan Pasborg. 

Nedenfor er listen over de nominerede, hvor jeg godt kan tilslutte mig mange af de valgte plader. Årets danske jazzudgivelse er en af de kategorier, hvor det er ekstra svært, at forudse hvem der vinder. Det er en blandet landhandel, hvor både Niels Vincentz's 12 år gamle indspilninger med Billy Hart og Cameron Brown, Snorre Kirk's Blues modernism - med Jan Harbeck som eneste danske musiker og Simon Toldam's spartanske Sunshine sunshine or green as grass er plader der har roteret i bloggerresidensen med ekstra stor opmærksomhed. I katergorien Årets nye danske navn finder man Admiral Awesome's album, som jeg anbefalede varmt her på bloggen helt tilbage i august 2011, ikke voldsomt aktuelt. Men stadig en god plade. I crossover kategorien stritter det så vildt, at der både er tango, hip hop, world, kammermusik og avantgardepop. Her finder man også det eneste album der ikke er anmeldt her på bloggen. John Sunds album The Open Road.

Det er altid spændende, hvem der vinder. Igen i år vil jeg liveblogge fra arrangementet, hvor den afgående Jazzhouse musikchef Lennart Ginman er vært.

Årets Danske Jazzudgivelse

Christina von Bülow & Fredrik Lundin: Silhouette (Stunt Records/Sundance)

Peter Danstrup: Beautiful Untrue Things (Gateway)

Snorre Kirk: Blues Modernism (Calibrated)

Simon Toldam: Sunshine Sunshine or Green as Grass (ILK)

Niels Vincentz: Early Reflection (SteepleChase)

Årets Nye Danske Jazznavn

Admiral Awesome – nomineret for udgivelsen Admiral Awesome f. Fredrik Ljungkvist (Gateway)

Snorre Kirk - nomineret for udgivelsen Blues Modernism (Calibrated)

Marko Martinovic nomineret for udgivelsen Quintessence (Gateway)

Mads Mathias – nomineret for udgivelsen Free Falling (Calibrated)

Svin – nomineret for udgivelsen Heimat (Mom Eat Dad)

Årets Danske Vokaljazzudgivelse

Foyn Trio: Visible (Finito Bacalao Records)

Indra: In Between (Bendra Records)

Kira: Memories of Days Gone By (Stunt Records/Sundance)

Little Red Big Bang: Little Red Big Bang (ILK)

Mads Mathias: Free Falling (Calibrated)

Årets Danske Crossover Jazzudgivelse

Jakob Davidsen Kammeratorkester: Jakob Davidsens Kammeratorkester (Gateway)

Little Red Big Bang: Little Red Big Bang (ILK)

McEinar & KunTakt: Jeg må ha' en coach (Long Life Records)

John Sund: The Open Road (Exlibris – Storyville Records)

Torben Westergaard: Tangofied (Gateway)

Årets Danske Jazzkomponist

Peter Danstrup - nomineret for udgivelsen Beautiful Untrue Things (Gateway)

Lars Møller – nomineret for udgivelsen Episodes (Calibrated)

Simon Toldam – nomineret for udgivelsen Sunshine Sunshine or Green as Grass (ILK)

Torben Westergaard – nomineret for udgivelsen Tangofied (Gateway)

Jesper Zeuthen – nomineret for udgivelsen Jesper Zeuthen Trio Live (Blackout Music)

Årets Børnejazznavn (uddeles ved et særligt børnejazz-arrangement tidligere på dagen)

Benita Haastrup

Jazz Five

Wonderbrazz

JazzLive: Jazzmusikernes pris til Årets Spillested 

Buddhas Jazzklub/ Klaverfabrikken, Hillerød

Cafe Divino, Espergærde

Uteater, Odense

Eggs Laid By Tigers: Under the mile off moon (ILK)

Dette er ikke en jazzudgivelse! Men da det er off beat-jazzpladeselskabet ILK der udgiver og det er musikere som bassisten Jonas Westergaard og trommeslageren Peter Bruun der står bag musikken i trioen, så samler der sig alligevel en sund og nærende interesse for dette litterære pladeudspil. "Jeg skrev dejligt originale sager, ligesom æg lagt af tigre" sagde den walisiske digter Dylan Thomas. Det er ham som trioen har sat musik til. 11 vidunderlige tekster med dybe dybder. Der er masser af stof til eftertanke og overvejelser om livet. 

Musikalsk suppleres trioen, der også består af Martin Ullits Dahl (bedre kendt som Prins Nitram) af en række ILK-kendinge. Simon Toldam, Anders Banke, Jakob Munck og Jimmy Nyborg, der er med til at sikre den høje musikalske kvalitet. Jeg kommer flere gange til, at tænke på britisk rock fra midt og slut 60'erne i stil med Kinks som de lød på Waterloo Sunset. Der er noget af den samme ubundne musikalske frihed i Eggs Laid By Tigers. Stemningsfyldt flerstemmig sang i et overvejende akustisk univers, pakket ind i gode arrangementer. Folk, rock, jazz og nogle stærke musikalske personligheder der satser og holder hele vejen.

eggslaidbytigers.com

Angel: Live at KKI (Barefoot Records)

Vi møder trioen Angel på denne live-optagelse fra KKI Laboratorium i Flensburg. Optagelsen fandt sted i slutningen af 2010, samme år som deres debutplade udkom. På de to (lange) numre Pyramid og Pyramids er trioen igen ude på overdrevet. Det er freejazz i yderste potens. Den opfindsomme guitarist Stephan Sieben er i fornemt selskab med to af de stærkeste impro/freejazz musikere herhjemme. Nordmanden Haakon Berre på trommer og bassisten Adam Pultz Melbye viser endnu en gang, hvordan man lader musikken gå fuldstændigt i opløsning. De to numre er knapt så heavy i udtrykket som debutpladen. Der er stadig kraftfyldt vildskab. Men det er som om koncert-situationen har lagt en dæmper på det voldsomme. De er i stedet ætset gennem det metalliske. De befinder sig i et kogekar med syre, rust, damp og en kraftig lugt af sammenbrud.

Angel's plade er en vigtig udgivelse, der er med til at understrege den stærke position dansk impro og freejazz har lige nu. Sieben, Berre og Melbye er tre modige musikere, der ikke er ude på at please. At lade musik falde så meget fra hinanden som her, er både provokerende og tiltalende.

angeldk.bandcamp.com

barefoot-records.com

Jonathan Gee Trio: Dragonfly (ASC)

Den britiske pianist Jonathan Gee er på albummet Dragonfly sammen med amerikanerne Joseph Lepore på bas og Nasheet Waits på trommer. Sidstnævnte kender vi herhjemme for samarbejdet med Jakob Dinesen på et par djævelsk gode albums fra 2005 og 2007. Jonathan Gee har været at finde på den engelske jazzscene siden 80'erne. I 1991 fik han Rising Star prisen ved British Jazz Awards.  Han har siden bla. samarbejdet med Claire Martin, Mika Mylarri, Tony Kofi, Jay Phelps og Pharaoh Sanders.

At Jonathan Gee spiller et Thelonious Monk nummer er ikke tilfældigt. Monk's komposition We see spilles med lige dele ærefrygt og gå på mod. Gee runder de skarpe Monk-kanter uden større skrammer. I et fint samarbejde med Lepore og Waits har Gee lavet et åbent trioalbum. Der er plads til nærvær og sammenspil. Musikken afvikles med stor akuratesse og indføling. Et rigtigt fint trioalbum. Her er både inspiration fra de sene 50'ere og nutiden.

jonathangeetrio.co.uk

Fourplay: Esprit de four (Heads up/Concord/Naxos)

Hvis du ikke kan lide smooth jazz, så stop bare her. Fourplay er smooth jazz i den mest luksuriøse forklædning. Esprit de four er deres tolvte album siden 1991. Undervejs er guitaristen skiftet ud et par gange, fra Lee Ritenour til Chuck Loeb i dag - jeg kan dog ikke høre den store forskel. Rytmegruppen er den samme. Pianisten og keyboardspilleren Bob James lavede i 70'erne en række forrygende fede funky albums. Bassisten Nathan East har et session-CV, der går fra Eric Clapton til Barry White over Michael Bublé. Trommeslageren Harvey Mason har et lige så breathtaking CV, overvejende i jazzens pænere kredse. Med andre ord, nogle vanvittigt dygtige musikere, der elsker at spille noget med melodi. Noget af musikken er blevet til på baggrund af tsunamien i Japan i 2011, hvor Bob James som så mange andre blev meget berørt. Kvartetten har et stort publikum derovre - og stadig også i USA, hvor der dog rapporteres om stor tilbagegang for 90'ernes meget populære smooth jazz-radiostationer.

Esprit de four er gnidningsfrit album, der glider pænt ind i baggrunden som lydtapet. Da jeg har hentet en stor del af min musikalske bagage i firserne (Sanborn, Benson, Ritenour…) har jeg ikke problemer med at lytte Fourplay. Tværtimod, jeg falder fuldstændig på røven, når Nathan East elektriske bas runger og buldrer så blødt. Det er sådan noget der får mine Bowers & Wilkins højttalere til, at lyde af en halv million…lækkert. Når det så er sagt, så er der også lidt af den rigtigt kedelige slags på pladen. Det sidste nummer er med den japanske sangerinde Seiko Matsuda. Det lyder som noget der kunne være titelmelodien til Disney's Den Lille Havfrue. Kedeligt men den kan man så bare springe over. Resten er lækker hifi jazz, der får mig til, at drømme om Technics-effektforstærkere med store VU-metre.

fourplayjazz.com

Ibrahim Electric: Isle of Men (Target)

Ibrahim Electric er noget helt specielt på den danske jazz- og musikscene. De har eksisteret i over ti år. De har hele tiden spillet koncerter og udgivet plader med lige så stor entusiasme og glæde som de gjorde i starten. Deres nye og syvende album er en kraftig understregning af, at de fortsat er på toppen og har noget at byde på. Albummet Isle of Men er en udbygning af noget af det jeg holder allermest af hos Ibrahim Electric. Groovy og fængende orgeltrio-afrojazzrockfunk. 

Denne gang er de mere fokuserede end på på de to foregående albums. Der er knap så meget overflødigt fjolleri i musikken - det finder man så til gengæld så rigeligt af i CD-bookletten. Guitaristen Nicklas Knudsen er usvigeligt swingende sikker i sin sag, når han smider sine finurlige guitarfigurer, ofte med et afrostænk, ind i Ibrahim Electric-universet. Jeppe Tuxen er veloplagt og frisk. Han har både Booker T, Jimmy Smith og Jon Lord som inspirationskilder. Trommeslageren Stefan Pasborg runder sin efterårs albumtrilogi af med det mest "folkelige" album. Han har ingen problemer med at holde et steady beat. Han tilføjer en masse lækre detaljer, så der både er noget for trommefans og dem der godt kan lide at gå rytmeamok hjemme i stuen.

Isle of men byder på 10 numre med titler som Appman, Caveman, Handyman, Rainman, Partyman etc. Et suverænt og anbefalelsesværdigt Ibrahim Electric-album er atter at finde på nettet, på CD og sør'me også LP. 

Bonusinfo:

Fra torsdag d. 25. oktober og de følgende fire torsdage, sender DR K en række halv times-programmer med Stefan Pasborg i fokus. Han præsenteres med sine mange forskellige bands. På torsdag er det Odessa XL fra Copenhagen Jazzhouse 2011.

pasborg.dk

Hjælp ny radiostation på vej

Radiosyndikatet er en ny form for foreningsradio som starter op i 2013. For ikke at gå bankeråt personligt forsøger foreningen, at samle penge ind via crowdfunding, som er med til at sikre radioens levetid og startomkostninger.

Radio Syndikatet kommer til at tilbyde specialproducerede programmer, som hovedsageligt henvender sig til et niche publikum. Det kan eksempelvis være et ugentligt program om Italo Disco eller Hip Hop, eller et månedligt program om relationen mellem Jazz og Hip Hop.

Radio Syndikatet er en Internet radio og kan således høres fra enhver computer, derudover vil det være muligt at streame alle programmerne "on-demand", hvilket ganske enkelt betyder man kan lytte til de enkelte programmer når man vil og hvor man vil.

Radio Syndikatet har derudover indgået aftaler med KODA og Gramex, for at sikre at de kan blive ved med at spille præcis den musik de vil, når de vil.

Jazzhatten dækker over Radio Syndikatets jazzflade. Jazzhatten bliver bestyret af Mikkel Schrøder Dysted aka. Mister Flying Hips, som er mangeårig jazzfan og samler. Der vil dog ofte være gæster, musikere og andre dedikerede jazzfolk i studiet. Fladen bliver indtil videre inddelt således:

Den klassiske jazzhat

En ugentlig udsendelse med den klassiske opstilling. Her bliver der spillet alt fra klassisk bebop til den hårde avantgarde. Og der bliver plads til at gå i dybden imellem musikken. En god suppe af nyt og gammelt i jazzens verden.

Undergrundens jazzhat

Et program hver anden uge om den danske undergrund. Her vil fokus blive sat på de små undergrundsselskaber, fra Barefoot til Cowbell, der leverer et spændende og ikke mindst vigtigt vækstlag, på den danske jazzscene. Hvad rør sig, hvem er med og er det fedt? Her vil der være gæster indbudt fra de pågældende selskaber, så vi kan komme i dybden og ikke mindst blive rørt.

Den sindssygt høje jazzhat

Et månedligt program hvor vi tager fat i de absolutte hovedværker i jazzhistorien. Det kan være alt fra et drumbreak, over en guitarlyd, til et mesterplade som ”Kind of Blue”. Her vil vi belyse og bevise hvad månedens spotlight har betydet i musikhistorien og hvorfor den er så åndssvagt fed. Her vil der udover Mikkel, være en musikhistoriker og en studietekniker/musiker med i studiet, til at belyse dens betydning og dens tricks.

Du kan læse mere om Radiosyndikatet på deres hjemmeside: radiosyndikatet.dk

Du kan støtte initiativet økonomisk her: indiegogo.com/RadioSyndikat

Nils Wogram Septet: Complete soul (NWOG Records)

Den tyske trombonespiller Nils Wogram var med som gæst på Jesper Løvdals seneste Lovedale-projekt, hvor der blev improviseret på meget fri vis. I Wograms egen nye septet er der også plads til improvisationerne, dog i en noget mere tøjlet version. Nils Wogram Septet er en blæseroverdosis af den originale slags med 6 blæsere og en enkelt trommeslager. Han er en mangesidet musiker og komponist der tager frit fra jazzhistoriens hylder. Han har ladet sig inspirere af Miles Davis Birth of the cool-indspilninger fra 1949. Han  har betragtet blæserne som et samlet hele med solister der stikker ud.

Complete soul inddrager fra tidligere Nils Wogram-projekter. Her lader han dem stå i et lys, en ny lyd. Det er blevet til en spændende plade, der lyder som et kammer-big band. Er man blæserfreak er Complete soul en plade der hører med til dagens pensum.

nilswogram.com

Organic3: Doctor NO's Shuffle (Gateway)

Alt mens der er godt gang i festivalen Jazzy Days i den lille nordjyske flække Tversted, så vælger lederen af festivalen Niels Ole Sørensen også at være aktuel på plade. Den sympatiske nordjyde er nemlig organist og med trioen Organic3 får han afløb for lysten til at spille souljazz. Trioen består udover Niels Ole også af Uffe Steen på guitar og Esben Bach på trommer. Desuden er saxofonisten Samuel Hejslet med som gæst. Niels Ole Sørensen har lavet en klassisk hammondorgelsouljazz plade i ånden fra Brother Jack McDuff (der hyldes på på Ode to McDuff), Dr. Lonnie Smith (de spiller hans Pilgrimage) og alle de andre Hammond konger. 

Pladen er skåret over den velafprøvede læst med shuffle, ballader og blues. En af balladerne er Per Gades umådeligt lækre Peace Please, der nu for tredje gang optræder på et dansk jazzalbum. Kjeld Lauritsen og Søren Lampe har været der tidligere. Vi er vel ved at være fremme ved, at kunne kalde nummeret for en moderne dansk jazzstandard. Albummet Doctor NO's Shuffle lukkes selvfølgelig ned med en blues, der meget passende kaldes for Tversted Blues. Trommeslageren Esben Bach er timekeeper. Uffe Steen er på hjemmebane i grænselandet mellem jazz og blues. Bandleaderen Niels Ole Sørensen, der også har skrevet de fleste af pladens numre, er udadvendt, tight og swingende. Det er blevet til en fremragende plade, der holder stilen hele vejen. Selv hårdkogte hammondafficionados bliver nødt til, at tjekke den her ud!

L Wood Joy: BoogieRollSwingJazz (L Wood Joy)

Det er sandsynligvis et underholdende caféband. Nu skal jeg i det her tilfælde kun forholde mig til pladen. Pladen signalerer tydeligt her er vi. Vi kan spille så'n her, book os! De tre musikere kan rent teknisk aflevere musikken uden større problemer. Det handler bare om så meget andet, når man kaster sig over en genre, der er nok så enkel at spille. Det kræver en hulens masse personlighed, hvis man skal tænde en ild hos publikum. Når man har valgt at spille i samme stil som Dr. John og Professor Longhair, så er det også dem der en min referenceramme. Jeg har også hørt SP Just Frost og senere Skipper Just Frost til en hel del koncerter, så de befinder sig også i min referenceramme for, hvordan det skal lyde, når man spiller New Orleans-funky rhythm'n'blues.

Her efterlader L Wood Joy en del tilbage at ønske. Spilleglæden og entusiasmen stråler fint igennem. De spiller udødelige klassikere som Mess Around, Big Chief og Route 66. Det blandes med selvskrevne numre, der lugter af New Orleans men alligevel lyder ganske dansk. 

lwoodjoy.dk

Andromeda: 1.0 (Andromeda)

Ung Jazz vinderne anno 2012 havde allerede en del idéer omkring det album de ville lave, da de vandt Ung Jazz. Planen indebar dog ikke udgivelse af et album her og nu. De blev dog opfordret til, at få lavet noget materiale så de bla. kan sælge sig overfor spillestederne. Derfor har de lavet denne EP med 5 numre + et skjult ekstranummer. Den er indspillet på det Rytmiske Musikkonservatorium i København, hvor de alle tre er elever. Det er en rå produktion, hvor spontaniteten og spilleglæden er kommet med på CD'en. Det er en opsigtsvækkende trio, alene i kraft af instrumentsammensætningen. Klaver, trommer og tuba!

Musikken er inspireret af vores nærmeste galakse Andromeda. De spiller dynamisk og bevægende melodisk, hvor The Big Bang og Apollo 11 er med til at skabe rammerne omkring den eventyrlystne og tiltalende musik. Christian Balvig på piano, Rasmus Lund på tuba og Morten Skøtt på trommer er på mange måder en trio der er værd at lægge mærke til. De har en klar idé og vision med deres musik. De får det også omsat, så der både kommer stjernetåger og planeter ud af højttalerne. 

andromedatrio.com

Tomasz Dabrowski: Tom Trio (ILK)

Der er alt for få trioplader, hvor trompeten er i centrum. Det er den tanke jeg får, når jeg hører Tomasz Dabrowski's debutplade. Den holder et højt niveau hele vejen igennem. Den spartanske instrumentering med bas, trommer og trompet bruges bevidst. Der er megen luft omkring hver enkelt instrument. Han siger i pressematerialet at han elsker at skabe musikalsk ukomfortable situationer, hvor han udfordrer sig selv. Det gør han også i høj grad, når han skal undvære et akkordinstrument, som f.eks. et klaver. Det der lander hos mig er ikke udfordrende musik, som i noget der er uforståeligt. Dabrowski er nærværende og påpasselig med materialet, der aldrig overlæsses.

Polske Tomasz Dabrowski har boet i Danmark de sidste fire år, hvor han har gået på konservatoriet i Odense. Her har han mødt trommeslageren Anders Mogensen, der er underviser på stedet. Sammen med bassisten Nils Bo Davidsen er Mogensen suveræne partnere. De er overalt i musikken og ved også hvornår de skal holde igen. Tomasz Dabrowski spiller udover trompet også på balkanhorn. Han trækker på inspiration fra free jazz, østeuropæisk folkemusik og avantgarde. Tom Trio er både et originalt og velspillet album, der bør pirre den nysgerrige jazzlytter.

tomdabrowski.com

Rêve Boheme: Django goes north (Calibrated)

Guitaristen og sangeren Jens Fuglsang står i spidsen for Rêve Bohème, der nu er aktuelle med deres femte CD. Det er stadig Django Reinhardt og gypsyjazz det drejer sig om. Denne gang under overskriften Django goes north. Og ja Django nåede at spille fire koncerter i 1939 i Danmark inden krigen brød ud. På denne plade er der ikke yderligere krydsninger mellem gypsyjazzen og dansk musik. Det her er rent og uforfalsket gypsyjazz i højt tempo. Robert Pilgaard tager sig fortsat af rytmeguitaren mens de to nye medlemmer Jesper Riis på bas og Finn Poulsen på mundharmonika føjer lidt nyt til Rêve Bohème. Det er i høj grad Poulsens mundharmonika, der afløser Kasper Fredholms tenorsax, der giver den nye lyd til kvartetten. Poulsen spiller en sikker Toots Thielemanns-lignende kromatisk mundharmonika, der passer perfekt til Rêve Bohème.

Gypsyjazz er en meget veldefineret genre og derfor er det svært at føje noget nyt til genren. I stedet handler det i høj grad om udtryk og ikke mindst de enkelte musikeres kvaliteter. Det klarer Rêve Bohème særdeles flot. Personligt synes jeg at det er en fornøjelig idé at de har valgt at spille The Clash's Jimmy Jazz fra 1979 rockklassiker-albummet London Calling (der af mange - inklusive mig - kaldes et af de bedste rockalbum  i verdenshistorien). De holder sig fint til forlægget, der også i den oprindelige udgave er ganske jazzet. Men det er jo ikke gypsyjazz for ingenting, så der kommer et par mellemspil i højt tempo, hvor de fleste rockguitarister ville give fortabt. Pladen lukkes ned med Velvet Underground's Sunday Morning, der kommer fra mit andet topyndlingsrockalbum The Velvet Underground & Nico. Her synger Fuglsang næsten som Lou Reed. Imponerende og overraskende (jeg er ultra-Lou Reed fan) godt gået.

Resten af pladens numre er en blanding af jazzklassikere og selvskrevne numre.

reve.dk

Erik Moseholm er død

Erik Moseholm døde torsdag aften, 82 år gammel. Den betydning han har haft for dansk jazz er overvældende stor. Det har den været i kraft af den vedholdende og bredspektrede indsats han har lagt for dagen. Han har sat sig dybe spor over alt i dansk jazz. Siden slutningen af 40'erne, hvor han begyndte at optræde professionelt som bassist og frem til sin død, har han været involveret i mange vigtige projekter. Det har drejet sig om musikpædagogik, organisation og mange af de områder der er omkring jazzen. 

I 50'erne og frem til starten af 60'erne spillede han på en lang række af tidens vigtigste pladeindspilninger. I 1958 blev han kåret som årets danske jazzmusiker. I 1961 starter han Radiojazzgruppen, hvilket han beretter om i bogen Den hemmelige krystal fra 2003. Han har været administrativ og kunstnerisk leder af DR Big Band og rektor på det Rytmiske Musikkonservatorium. Han har været til at starte musikpolitiske foreninger som Fajabefa, DJBFA og Dansk Jazzmusiker Forening op. Hans musikalske virke er dokumenteret på en lang række plader, hvor serien Erik Moseholm Collection som Music Mecca udsendte fra 1998-2003 over fire CD'er dækker hans vigtigste musikalske periode fra starten af 50'erne og frem til starten af 70'erne. Desuden har han skrevet flere bøger.

Jeg har mødt Erik Moseholm adskillige gange i forbindelse med Swinging Europe-projektet. Sammen med Birgit Vinge fra Brande formåede han at skabe et europæisk jazzprojekt med unge jazzmusikere, der fik betydelig økonomisk støtte fra EU. Hans oprigtige og brændende entusiasme omkring hver enkelt musiker, der var medlem at big bandet var for mig inspirerende og imponerende. Specielt  med tanke på alt det han har været involveret i. Han trådte ud af projektet for et par år siden og sikrede sig først at det kunne leve videre, inden han gik på "pension". Swinging Europes hovedprojekt big bandet European Jazz Orchestra har netop overstået endnu en succesfyldt turné der bragte dem gennem 9 europæiske lande.

Erik Moseholm efterlader en kæmpe musikalsk, pædagogisk og organisatorisk arv, der kommer jazzmusikere og fans til gode mange år frem.

Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK)

For kort tid siden var Stefan Pasborg aktuel med en ny liveplade med Odessa 5 XL. Om kort tid kommer der et nyt album med Ibrahim Electric. I mellemtiden kan Pasborg-fans lune sig med denne udgivelse, der i høj grad hænger sammen med Stefan Pasborg's andre musikalske aktiviteter. Free Moby Dick er Pasborg's "free jazz møder rock" projekt. Led Zeppelin, Black Sabbath, White Stripes, Rolling Stones og Tom Waits splittes ad. De genopstår i muterede reinkarnationer, hvor kropsdelene er sat lidt anderledes på torsoen. Noget er udeladt, andet er tilføjet.

Stefan Pasborg kommer tæt på det jeg efterlyste i min kommentar her på bloggen tilbage i juli måned. Det er blevet til musik der kan appelere bredere end free jazz normalt vil gøre. Med de to suveræne saxofonister Mikko Innanen på barytonsax og Liudas Mockunas på tenorsax samt Nicolai Munch-Hansen på bas er rammen sat for en kvartet der lige præcis vælter mig omkuld. Rockklassikere som Black Dog, Iron man og Paint it black, hvor kvartetten undervejs spiller melodistykkerne, som man kender dem, selvfølgelig med jazzsaft og -kraft blandes op med dissektionen af det velkendte. Free Moby Dick er en plade med kultpotentiale. Innanen og Mockunas er fantastiske. Det er godt hørt af Pasborg, at sætte de to sammen. 

pasborg.dk

Sinne Eeg: The Beauty of Sadness (Sinne Music/VME)

Radiounderholdningsorkestret der her kaldes Danish National Chamber Orchestra er med på Sinne Eegs femte plade i eget navn. Jacob Christoffersen sidder ved pianoet som han efterhånden har gjort i nogle år hos Sinne Eeg. Sammen med bassisten Morten Ramsbøl står han for det trygge og velkendte mens trommeslageren og stjernen Peter Erskine er med som special guest. Uden at ville fornærme nogen, havde det for min skyld ikke gjort noget at det var Morten Lund der sad ved trommerne.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Sinne Eegs stemme og musikalitet der er pladens store attraktion. Hun synger uafrysteligt smukt! Et godt eksempel er duetten mellem Sinne og Marc Bernstein på basklarinet på I have the feeling I have been before. Der er en dybde, en varme og en indfølelighed i stemmen der sætter sig i hjertet. Sinne Eeg styrer uden om kendte jazzstandards og har i stedet fem af sine egne numre på repertoiret. Hun vender bla. tilbage til titelnummeret fra 2007-albummet Waiting for dawn

Hun har taget to popnumre med på pladen. Lennon/McCartney's Strawberry Fields forever og U2's With or without you. Der er stor forskel på hvordan de er landet. Strawberry Fields forever har Sinne Eeg et helt særligt tag på. Hun går ind i melodien og får en ny, medrivende og personlig version ud af den. Så absolut et af pladens højdepunkter. With or without you er slet ikke i samme klasse. Det er muligvis fordi den oprindelige melodi slet ikke åbner op for den slags muligheder. Hun besætter ikke nummeret og gør den til sin. Det bliver til en rimeligt ordinær version. En version der ikke passer til resten af pladens høje kunstneriske niveau.

The Beauty of sadness fortjener en god færd. Sinne Eeg har imponeret siden Waiting for dawn og frem. Denne gang er hun mere afklaret end nogensinde. Hendes stemmepragt er i særklasse og med lidt held kunne hun godt få et internationalt gennembrud med dette album. Kvaliteten er der i hvert fald. 

sinnemusic.com

John Tchicai er død

Den danske saxofonist John Tchicai er død. Han blev 76 år gammel. Han fik en hjerneblødning i lufthavnen i Barcelona tilbage i juni måned. Han er nu sovet stille ind på et sygehus i Frankrig. 

Han kom til New York i 1962, hvor han blev en del af byens boblende avantgardescene. Her blev han medlem af en af de mest banebrydende grupper, New York Contemporary Five sammen med bla. Don Cherry og Archie Shepp. Desuden medvirkede han på John Coltrane's LP Ascension fra 1965. Et album der af mange regnes for at være et af avant garde- og freejazzens hovedværker. Tilbage i Danmark i 1966 er han med til at danne Cadentia Nova Danica, der blander kompositionsmusik, improvisation og verdensmusik. Albummet fra 1969 Afrodisiaca bliver af datidens anmeldere, Boris Rabinowitsch fra Politiken og Erik Wiedemann fra Information rost til skyerne. I 2006 kritiserer Politiken Kulturkanonen for ikke at have medtaget dette oversete værk. 

John Tchicai har ikke trukket overskrifter i den brede offentlighed. Han har omvendt sat så dybe spor i jazzens historie, at han internationalt set er den danske jazzmusiker der har haft størst betydning. Der er selvfølgelig blevet sat pris på Tchicai, der i 1990 som den første improvisationskomponist fik Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Ligeledes har samarbejdet med Pierre Dørges New Jungle Orchestra og Simon Spang-Hanssen været med til, at placere ham eftertrykkeligt på det danske jazzlandkort. I 70'erne pendlede han rundt i Europa, hvor han spillede med mange at de vigtigste europæiske avantgardemusikere. Senere har han i længere perioder været bosat i USA og sidst i Frankrig. Han har indgået i 100-vis af avantgarde projekter over hele verden. Et af kendetegnende ved Tchicai har været den åbne tilgang til musikkens verden, der har bragt ham rundt i verdensmusikken, ny kompositionsmusik, rock og flere andre underafdelinger indenfor den eksperimenterende jazz. 

En stor jazzmusiker er væk. Han vil blive savnet og husket af avantgardefans over hele verden.

Yazz: So Danso (Stunt)

Det kunne gå så grueligt galt. I stedet er det endt i en solbeskinnet fest. Sangerinden Yasmin Kierkegaard alias Yazz synger en række numre fra latinmusikkens a-liste. Sange der så ofte er fortolket før. Mas que nada, Besame mucho, Girl from Ipanema, Corcovado etc. Bossa, samba, mambo og andre varme stilarter er basis på pladen So danso. Der har heldigvis sneget sig en musikalsk kant ind på pladen, så den hæver sig og bliver til mere end et cocktailsoundtrack. 

Det er i høj grad saxofonisten Jakob Dinesens fortjeneste. Han tager sig mesterligt af den musikalske ledelse af et orkester med Yasser Pino på guitar, Carlos Perez på trombone, Eliel Lazo på percussion og ikke mindst Poul Reiman på et klaver der lyder som et opretstående klaver. Det er det der med til, at give noget af kanten, sammen med en masse dejlige saxsoli fra Dinesen. Yazz leger kælent med lytteren, på en måde så også kvindelige lyttere bliver forført. Yazz og bandet har lavet en festlig plade, der kan bruges som sjælevarmer nu hvor efteråret for alvor har sat ind.

sundance.dk

Sulahue: Eating stars (Red Hill)

Som en prøveballon, hvor et helt long playing album ikke nødvendigvis er løsningen for en debutant er denne EP dukket op. Den indeholder fire numre med den dansk-mexicanske sangerinde Sulahue. Hun dækkes musikalsk op af konservatoriestuderende musikere. Det er vaskeægte håndspillet musik, hvor der både er virtuositet og håndværk i spil. De spiller musik uden nogen som helst skelen til tendenser og modeluner. 

Sulahue står i spidsen for et kabaretlignende swing-univers med en duft af savsmuld og jazz. Hun leger med og plejer sangteksterne. Blandt instrumenterne finder man både akkordion, hammond, piano, guitar etc. Jeg vil gerne fremhæve violinisten Alexander Kraglund. Der er noget magisk over hans violinspil. Pladen er et hyggeligt bekendtskab og en kraftig understregning af, at det bobler og syder med talent i den danske musikundergrund. 

sulahue.com

Arild Andersen & Scottish National Jazz Orchestra: Celebration (ECM) >> Various artists: The ACT Jubilee Concert (ACT)

Det er skandinaverne der dominerer på disse to udgivelser, der hylder hver sit tyske pladeselskab. Den norske bassist og mangeårige musiker på utallige ECM-udgivelser Arild Andersen står i spidsen for det skotske big band Scottish National Jazz Orchestra. Sammen kigger de tilbage i ECM's righoldige katalog og spiller seks klassikere. Der er de helt store klassikere som Chick Corea's Crystal silence, Keith Jarrett's My song og Dave Holland's May dance. De suppleres med tre norske numre, Andersens egen Independency, Trygve Seim's Ulrikas dans og Jan Gabareks Molde Canticle. Saxofonisten Tommy Smith dirigerer og tager nogle friske soli. Det er blevet til en lettere rodet sag, hvor fornøjelsen er Andersens umådeligt lækre bas. Som feks. på Jarretts My song, hvor Andersen spiller melodistykket på bassen som Jan Gabarek udødeliggjorde med hans karateristiske saxtone.

Tidligere i år afholdte ACT Records en 20 års jubilæumskoncert i Hamburg. Det er den vi over 2 CD'er kan høre på The ACT Jubilee Concert. En række af de musikere, der har været med til, at placere ACT på jazzens verdenskort spiller her sammen i nogle forskellige konstellationer. Den polske pianist Leszek Mozdzer indleder overbevisende koncerten, bla. i en overbevisende duet med bassisten Lars Danielsson på sidstnævntes Pasodoble. Men det er The ACT Family Band med trombonespilleren og sangeren Nils Landgren i spidsen, der tager sig af hovedparten af musikken. Han bliver altid en tand bedre når han står på en scene, da hans mere organiske fremtræden klæder både trombonespillet og sangen. I bandet finder man en række musikere, der i de senere år har været med til, at tegne pladeselskabet. Lige fra guitaristen Nguyen Le til trompetisten Verneri Pohjola. Selvfølgelig hyldes ACT's største navn gennem tiderne Esbjörn Svensson også. Cæcilie Norby synger sammen med Landgren, der gribende Love is real, der som den eneste Esbjörn Svensson Trio-melodi var med sang af Josh Haden på 2003-albummet Seven days of falling. Norby er med på flere af koncertens numre og på den afsluttende Purple Haze trækker hun mere på erfaringerne fra Frontline og One/Two end fra de sidste mange års jazzkarriere. Friskt! 

player.ecmrecords.com/andersen-celebration

Toxvaerd/Anderskov: Phone Book (ILK)

Telefonbogen? Hvem bruger en telefonbog i disse tider? Altsaxofonisten Laura Toxværd har brugt bogen men ikke til at finde telefonnumre. Hun har brugt telefonbogen til, at skabe musik. Hun har skabt fire grafiske symbolsystemer, der angiver musikkens forløb. Det drejer sig om noder der er blandet sammen med udklip fra telefonbøger. Det giver en særegen blanding af nedskrevet og komponeret musik, der blandes op med improvisationer. Hun har allieret sig med en af de allerstærkeste danske musikere, når der skal laves musik, der i form og mentalitet bevæger sig i stratosfæren. Pianisten Jacob Anderskov er om nogen manden, der kan omsætte svær musik.

Laura Toxværd har på de to tidligere albums No. 1 fra 2007 og Do Drugs fra 2010 afsøgt udkantsområder i jazzen. Det gør hun ikke i så ekstrem grad denne gang. Åbningsnummeret Androidangle er sammen med nummeret Fishbone de lettest tilgængelige numre. I en rolig struktureret opsætning mødes Toxværds støvede altsaxtone med Anderskovs søgende piano i en tåget stemning. Der er avantgardistiske skæverter, der stiller krav på de andre numre, så fans af Toxværd og Anderskov bliver ikke skuffede. Denne duoplade understreger på tydeligste vis, at Laura Toxværd både kompositorisk og stemningsmæssigt er en ener på den danske jazzscene.

lauratoxvaerd.dk

Sarah Howe: The wild & The tame (Sarah Howe)

Hvad gør man, hvis man gerne vil ind på den danske jazzscene og kommer fra Tyskland? Den klassiske måde er, at forsøge at lave en turné. Skridtet før booking af en turné er, at oparbejde noget omtale i Danmark. Det gør sangerinden Sarah Howe der kommer fra Hamborg et forsøg på. Som en del af omtalen, har hun sendt hendes CD til mig. Hun er af engelsk oprindelse men bor nu i den store tyske by, der er så tæt på Danmark og alligevel så langt væk...

Sarah Howe laver uforfalsket jazzpop med fokus på poppen. Der er en solbeskinnet lethed i musikken. Hun sørger selv for klaveret mens hun bakkes op af tre tyske musikere. Saxofonisten Christian Gastl vrider uden større problemer en David Sanborn-lignende solo ud af af ærmet. Det er nogle velspillende musikere, der klæder den lette musik godt. Nu skal der nok mere end en anmeldelse på min blog, til at sætte an turné op i Danmark. Jeg tror at den allerstørste udfordring bliver konkurrencen med de danske jazzsangerinder der også flirter med poppen. Dem er der en hel del af og flere af dem, gør det særdeles godt.

sarahhowe.de

Hans Theessink & Terry Evans: Delta time (Blue Groove/Pladekisten)

Gospel og blues mødes her i en hellig akustisk alliance. Bluesguitaristen og sangeren Hans Theessink er gået sammen med den amerikanske bluessanger og guitarist Terry Evans, der har den lækreste gospelinspirerede vokal. Evans har tidligere samarbejdet med Ry Cooder. Cooder kigger meget passende forbi på tre af pladens numre, med hans velkendte og distinkte guitarlyd. Det kan godt være at Theessink er fra Europa men det her er ren og uforfalsket organisk blues af fineste klasse. Det er støvet og sumpet deltablues, der står i gæld til Mississippi, Louisiana and the southern spirit.

Theessink og Evans mødes i et intenst duosamarbejde, hvor Evans klare gospelvokal er et passende match til Theessink's varme baggårdsstemme. På en række af numrene suppleres Evans endda med tre andre sangere, så gospelstemningen rigtigt kan gribe fat. Delta time er en stor bluesplade med en selvsikker bluesguitar og de lækreste bluesvokaler.

theessink.com

terryevansmusic.com

Alhos: Alhos (AORecords)

En trio med tre finner der spiller guitar, tuba og trommer. Lyder det vildt? Det er det også! Guitaristen Juhani Grönroos står i spidsen for trioen, der ter sig fuldstændigt uhæmmet. De spiller tung rock med improelementer og så den her tuba. Det lyder overraskende genkendeligt. Det nærmeste jeg kan komme er, at beskrive det som pompøs trashy rock. 

Det er ikke endimensionelt larmende, hvilket det afsluttende nummer Hahmoit er med til at illustrere. Saxofonisten Joakim Berghäll føjes til et nummer, hvor Grönroos nærmest lyder henad Bill Frisell. Topnummeret på pladen er uden tvivl Phil Collins-hyldesten "Phil Collins" eller måske er det slet ikke nogen hyldest. Der er under alle omstændigheder hentet inspiration i 70'ernes pompøse rock, hvor netop Genesis med Phil Collins var et af topnavnene. En på mange måder spøjs og original plade, der fortjener et lyt.

alhosmusic.com

Scott McLemore: Remote location (Sunny Sky)

Den amerikanske trommeslager Scott McLemore blev for nogle år siden en del af den islandske jazzscene. Det gjorde han via sit forhold til den islandske pianist Sunna Gunnlaugs. Hun medvirker selvfølgelig på McLemores andet album, der er indeholder 11 personlige numre. Personlige i den forstand, at der knytter sig forudgående følelser og oplevelser til de enkelte melodier. Hilsener til gamle venner bliver sendt gennem McLemores smukke musik. Han har allieret sig med fire stærke islandske musikere, hvor den ene - tenorsaxofonisten Oskar Gudjonsson er den vi kender bedst i Danmark via hans samarbejde med guitaristen Søren Dahl Jeppesen. Det er fint sted at starte i beskrivelsen af denne plade. Kan du - ligesom jeg - godt lide Søren Dahl Jeppesen, så er der ikke mange undskyldninger for ikke, at høre denne plade.

McLemore har opholdt sig længe nok på Island, til at han er indfanget af det enkle og rene. Smukke ballader iblandet vulkanaske. På pladens sidste nummer hylder McLemore instrumentkollegaen Paul Motian med Movement for Motian. Der er ikke den samme flydende rytme i McLemore's spil, som kendes fra Motian. I stemningen og sjælen vil Scott McLemore dog noget af det samme. Det er blevet til en afvekslende, behagelig og rolig plade. 

scottmclemore.com

Jesper Zeuthen: PLUS (Barefoot Records)

Vildskaben tøjles på Jesper Zeuthens nyeste udspil. Det gør ikke noget, han har allerede vist den vilde side på sine to foregående albums. Denne gang får han yderligere selskab af to blæsere. Den erfarne trompetist Kasper Tranberg og den unge Kristian Tangvik på tuba. De udgør en blæserfront, der selvfølgelig præges voldsomt af Zeuthens personlige saxofonspil der er så sprængfyldt af bølgeformede følelser. Der er både Ayler og Afrika i den saxofon. 

Tranbergs og Zeuthens instrumenter mødes som det naturligste. De plejer hinanden i en grad, så der vokser blomster ud af messinginstrumenternes huller. Tangviks tuba er lige så meget støtte for rytmegruppen, hvor bassisten Adam Pultz Melbye får passende med- og modspil. Melbye spiller normalt i Zeuthens trio, sammen med trommeslageren Thomas Præstegaard, der naturligvis også er med her. 

Det er helt konkret et plus, at der er kommet flere med. Det er også et plus for musikken, det klæder Zeuthens kompositioner med mere musikalsk fylde. Der er tre numre der går igen fra de to tidligere albums. På et nummer som Sin skæve gang har der fundet en gevaldigt opstramning sted med nummeret. Nu er det jo stadig Jesper Zeuthen, så han er på ingen måde blevet bovlam. Det her er endnu en side af manden. På fire numre er der yderligere to blæsere med; Henrik Pultz Melbye på altsax og Jens Kristian Bang på trombone. For min skyld måtte der gerne komme et helt album med Jesper Zeuthen PLUS plus. Jeg kan nu sagtens "nøjes" med dette album. Endnu en gang understreger Jesper Zeuthen, at han er en af de helt store danske jazzmusikere.

Bonusinfo:

Jesper Zeuthen PLUS spiller på Cph. Jazzhouse d. 4.- 11.- 18. og 25. oktober i serien Danish Masters.

jesperzeuthen.com

Niels Vincentz: Early reflections (Steeplechase)

Indspilningerne havde ligget og samlet støv i 12 år, inden de skulle komme frem i dagens lys. Saxofonisten Niels Vincentz havde forsøgt at finde et pladeselskab der ville udgive pladen dengang, men der var ikke nogen der bed på krogen. Det har Steeplechase's Nils Winther heldigvis gjort efter, at trommeslageren Billy Hart havde opfordret Vincentz til, at kontakte Winther. Hart havde ikke glemt indspilningen, som han selv medvirkede på. Han havde nemlig ofte haft den fremme og lyttet til den. Den sidste mand i trioen er bassisten Cameron Brown. I foråret var de tre atter på turné sammen i USA og Danmark. Her sluttede de turnéen af med indspilningen af endnu et album. Nu går der næppe 12 år inden den kommer på gaden. For med Early reflections har Niels Vincentz fået en masse velfortjent opmærksomhed.

Det er en saxtrioplade af meget høj klasse. Vincentz's dejlige personlige tone får passende backup fra en uhyre velspillede Hart, der er sprudlende fuld af en masse små spidsfindigheder, han hele tiden får lagt ind i musikken. Niels Vincentz har måske ikke gjort så meget væsen af sig tidligere. Denne plade må en gang for alle placere ham på listen over stærke danske saxofonister med en personlig tone. Han har selv skrevet 6 af pladens numre. Pladens udgangnummer er John Coltrane's 26-2 er en passende afrunding på en god saxplade med en solid dosis Coltrane-inspiration.

nielsvincentz.com

Efterårs Rengøring

Jeg har lavet en oprydning i linklisten over til højre. Der var flere, hvor der ikke var sket en pind i længere tid, så de er røget ud med efterårsrengøringen. Jeg har i stedet føjet nogle andre spændende til listen.

Den amerikanske A blog supreme er uden tvivl et af de bedste steder, at holde sig opdateret på, hvad der sker på den amerikanske jazzscene. npr.org/blogs/ablogsupreme/

Pianisten Ethan Iverson er ikke kun en gudsbenådet pianist i bla. The Bad Plus. Han er også en flittig blogger med holdninger om jazz og meget andet, bla. Mitt Romney og Barack Obama: dothemath.typepad.com/

Indenfor nichen jazz er der også nicher. En af de mest forkætrede er free jazzen. Belgiske Stef har en af de bedste blogs om den frie jazz: freejazz-stef.blogspot.dk/

Hvad sker der egentlig i Japan? Her kan du følge med i strømmen af lækre specialiteter der kun udkommer i solens rige: tokyojazznotes.blogspot.dk

Her er bloggen for dem, der ikke kan få nok af out-of-print og vanvittigt sjælden jazz: destination-out.com/

Den her blog er ny for mig, igen en meget omfattende (amerikansk?) blog: jazzandblues.blogspot.dk/ 

Jakob Park: Weekend lover (Gateway)

Man skal holde tungen lige i munden, hvis man som Jakob Park springer ud som helhjertet popdreng. Poppen er smækfyldt med fælder. Det værste der kan ske er, at det bliver intetsigende tomt og ligegyldigt eller, at det bliver så glat, at det bare glider forbi uden at man opdager det. Jakob Park tager mange gode erfaringer med fra jazzens verden uden at han har lavet en jazzpopplade. Det er blevet til en popplade med stort P. Erfaringerne fra jazzen bruges i håndværket. Det er håndspillet popmusik, som den kunne lyde i 1982 eller deromkring. Dengang man brugte jazzmusikere som sessionmusikere når der skulle spilles noget, der var tilpas kompliceret og stillede store krav til den enkelte musikers tekniske evner.

Jakob Park har hyret nogle danske musikere ind, der uden problemer spiller pop så det bobler af overskud. Jakob Park har ladet sig inspirere bredt i poppens voksne verden. John Lennon, Stevie Wonder, James Taylor og Steely Dan er nogle af dem jeg kommer til, at tænke på når jeg lytter til pladen. Det er veludført og velproduceret af Aske Jacoby, der også spiller en god guitar på pladen. Jakob Park charmerer sig hele vejen gennem pladen med en række tekster om kærlighed. Nummeret Can't get enough er min favorit. Den har et fedt blæserarrangement og en lækker Anders Gaardmand saxsolo som man kunne støde på, dengang der var brug for håndværkere fremfor programmører i popstudierne. 

Men nu skriver vi altså ikke 1982. Der er gået 30 år. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket hvis Jakob Park havde kombineret håndværket med nutidens pop? Er du til altmodisch håndspillet kærlighedspop går du næppe galt i byen.

jakobpark.com

Lina Allemano Four: Live at The Tranzac (Lumo Records)

Nu er det nok ikke så tit, at du går og tænker på canadiske avantgardetrompetister og nok endnu mindre på de kvindelige af slagsen. Men hvis du gjorde det, så var der en reel chance for, at Lina Allemano's navn poppede op i din bevidsthed. Lige nu er der en god chance for, at stifte et nærmere bekendtskab med Allemano. Hun kommer til Danmark d. 6. oktober, hvor hun spiller i kirken på Blågårds Plads sammen med hendes kvartet. Lina Allemano har ikke optrådt i Danmark før. Det bliver uden tvivl en følelsesmættet affære for hende, da hendes mor netop er fra København.

Det er ikke det brutale trompetspil, som Allemano holder sig til. Hun har en følsom og klar tone, hvor avantgardeudtrykket viser sig i de skæve kompositioner som Allemano er ophavskvinden bag. Det er det fjerde album med den samme besætning siden 2006, som Allemano er ude med. Kvartetten arbejder meget i det kollektive udtryk, hvor sammenspillet åbner op for fornemme detaljer. Lina Allemano Four er ikke kun tæt sammenspillet. Der er flere dimensioner i spillet, hvor de undersøger musikken sammen. Der lukkes op og de viser frem. Fællesskabet er omdrejningspunktet. Altsaxofonisten Brodie West har et helt særligt tag på musikken.Der er en god chance for, at københavnske avantgardefreaks kan få en særlig oplevelse i kirken til oktober.

linaallemano.com

Gabor Bolla: Find your way (Act) >> Adam Baldych & The Baltic Gang: Imaginary room (Act)

Østeeuropæisk jazz er ikke noget der præsenteres ret meget af i vesteuropa. Her er et par stykker som er udgivet af tyske Act Records. Den ungarske saxofonist Gabor Bolla spillede allerede med Vienna Art Orchestra i 1988, da han var 15 år gammel. Som et sandt vidunderbarn med en baggrund i romakulturen havde han ikke gået musikskolevejen men havde selv lært en masse. Her præsenterer han 13 numre, der er en skønsom blanding af klassisk musik - med to numre af Bela Bartok, klassisk jazz - med to numre af Monk og en enkelt Sonny Rollins og John Lewis' udødelige Django. Bolla er en jazzsaxofonist der har bruger referencer til hans geografiske udgangspunkt, hvilket bla. er tydeligt i kraft af violinisten Lajos Särközi's medvirken. Ved trommerne sidder en anden musiker, der også startede ud som vidunderbarn, nemlig den schweiziske trommeslager Jojo Mayer.

Den polske violinist Adam Baldych kalder sit band for The Baltic Gang. Man kunne også gruppen for en skandinavisk supergruppe. Svenskerne Jakob Karlzon (piano) og Lars Danielsson (bas), finnen Verneri Pohjola (trompet), nordmanden Marius Neset (saxofon) og ikke mindst danskeren Morten Lund på trommer danner back up for den 26 årige violinist. Baldych har selv skrevet musikken. Det er blevet til et spændende album med god plads til flotte solopræstationer hele vejen rundt. Pladens producer Nils Landgren spiller med på et par numre på sin trombone. Baldych's violinspil er nutidig jazzviolin, hvor der er referencer til noget af det spil som landsmanden Michael Urbaniak blev kendt for i firserne, når han ikke var fuld af effekter.
actmusic.com

Sund/Shashank/Phalgun: Here and now (Gateway)

Guitaristen John Sund er i musikalsk forstand taget til Indien. Han er ikke nogen novice ud i world music, noget han bla. har bevist sammen med bandet World on a string og sammen med Ayi Solomon på albummet Duometric events. Den indiske musik er tidligere blevet dyrket af John Sunds instrumentkollega og forbillede John McLaughlin. Hvor det nærmest placerer nærmest i en naturlig forlængelse af jazz, fusion og world. John Sund blev indfanget af den indiske musik, da han som 18 årig hører en plade med Ravi Shankar, som han ellers kun kendte fra The Beatles og George Harrison.

I John Sunds møde med det indiske i dag er det i en nedtonet akustisk version, selv om han også har beskæftiget sig med den avancerede fusionsmusik. Han har allieret sig med Phalgun Parupalli på percussioninstrumenterne mridangam og kanjira og Shashank Subramanyam, der spiller på bambusfløjten bansuri. Subramanyam har tidligere arbejdet sammen med Pierre Dørge & New Jungle Orchestra.

Jeg er i allerhøjeste grad på udebane med denne plade. Jeg har dog ikke problemer med, at høre at John Sund er en guitarist med særlige evner. Det er beundringsværdigt og modigt af ham, at vise en anden vinkel på indisk end den vi ellers kender med sitar og tablas.

johnsund.dk

Steve Kuhn Trio: Wisteria (ECM) >> John Abercrombie Quartet: Within a song (ECM)

Det er lige præcis sådan nogle plader som de her to, der er med til endnu en gang at understrege, hvorfor jazzen er så fed og hvorfor at ECM Records er så fantastiske til, at forvalte den. Steve Kuhn stiller op med en drømmetrio med Joey Baron på trommer og Steve Swallow på bas. To folk som han on and off har spillet sammen med tidligere i karrieren. Swallow havde han blandt andet med på en af de fire ECM-plader han lavede i 70'erne. Mens Baron har siddet ind hos ham mange gange i de seneste 20 år. De har aldrig spillet sammen som trio før. Musikken er en blanding af gamle Kuhn-kompositioner, et par stykker af Swallow, et nummer af Carla Bley, et nummer af brasilianeren og så titelnummeret Wisteria af Art Farmer, der er fra dengang både Swallow og Kuhn spillede med Farmer i starten af 60'erne.

Joe Lovano medvirkede på Steve Kuhn's forrige album Mostly Coltrane fra 2009. Her er Lovano trådt ind i John Abercrombie's Quartet i stedet for violinisten Mark Feldman, der ellers har medvirket på de seneste Abercrombie-plader. Trommeslageren Joey Baron går igen på denne plade. Materialet er taget fra 60'erne, hvor det hele startede for Abercrombie. Miles Davis' Flamenco sketches, Ornette Coleman's Blues Connotation og Bill Evans' Interplay er at finde blandt numrene. John Abercrombie's guitarspil smitter af på Joe Lovano. Der er skabt en nuanceret og intens stemning, hvor alle musikere spiller op til deres bedste.

player.ecmrecords.com/kuhn-wisteria#

player.ecmrecords.com/abercrombie

Hesselager/Tagel/Laub: Inner outing (Gateway)

Pianisten Casper Hesselager har tidligere gjort opmærksom på sin tilstedeværelse via pianotrioen Caution! Art Kills! Det er endnu en gang trioformatet han har kastet sig over. Medspillerne er skiftet ud. Ind er kommet bassisten Kasper Tagel og trommeslageren Espen Laub von Lillienskjold. Det har ikke ændret radikalt på udtrykket. Hesselagers inspiration fra rock og i særdeleshed klassisk musik skinner igennem som en grundstemning på pladen. Det kraftfyldte spil er intakt mens humøret går mod det melankolske. 

Casper Hesselager har skrevet al musikken. Han har lavet musik med sans for bevægelse. Emotionelt, mentalt og helt konkret er der bevægelse i musikken. Espen Laubs inspirerende swing og Kasper Tagels medswingende bas er godt selskab for Casper Hesselager. Numrenes længde er stærkt varierende, en enkelt gang er den for kort. XY tager kun 1'54''. Det er for kort tid til en så smuk melodi. Min favorit er den mørke og klaverekvilibristiske Titled Unoriginal. Højt tempo afløses af eftertænksomme toner. Inner Outing er blevet til en rigtig god dansk klavertrioplade.

innerouting.dk

Kadri Voorand Trio: Kosmogooniline etüüd (Sheikid Records)

En gang skal være den første. Som feks. når man hører estisk jazz sunget på estisk… Jeg ved godt at det lyder rimeligt langt væk fra jazzens alfarvej, hvor engelsk er hovedsproget. Tænk i den forbindelse også på, hvor få jazzplader der udkommer, hvor der synges på dansk. Jeg mødte den estiske sangerinde Kadri Voorand i forbindelse med, at hun var i Danmark for at deltage i Swinging Europe's store europæiske big band-projekt European Jazz Orchestra. 

Hun præsenterede sin musik for mig som free jazz med filosofiske tekster. Nu har jeg ikke nogen større chance for, at finde ud af om hun taler sandt omkring det filosofiske. Det estiske sprog ikke er så langt fra det finske og lige så svært at forstå. Jeg kan dog sagtens forholde mig til hendes musikalske udtryk. 

Kadri Voorand er sammen med guitaristen Virgo Sillamaa og bassisten Taavo Remmel mens Voraand selv supplerer med kalimba, melodica og glockenspiel. 

Det er tre musikere der er tætte på hinanden. Det er ikke free jazz i den betydning som man kender fra 60'ernes radikale opgør med rytmestukturer. Der er både rytme, struktur og sågar melodi. Det er free (i tanken) og ubundet jazz, der både vil det smukke som på sangen Ja jahtund süda jäta ilmale og det mere løse som på mellempilsnumrene Improludes. Kadri Voorands stemme er den store attraktion på pladen. Det er en varm, charmerende og tydelig stemme, der sammen med det organiske og akustiske akkompagnement sætter et personligt aftryk. Der er en enkelt sang på pladen på engelsk Midsummer Night, hvor det er med mit bedre kendskab til sproget, bliver særdeles tydeligt for mig, hvor stærk hun er i frasering og spændvidde.

Bonusinfo:

European Jazz Orchestra slutter deres Europa-turné i Ukraine i næste uge, efter at have besøgt 9 lande.

kadrivoorand.com

Alex Riel Special Quartet: Full house (Storyville)

Pladen åbner med en vaskeægte hardboiler. Nu kan I godt se at daffe på plads, scenen er indtaget. Se at få snakket færdig. 1-2-3-4 og så kører den ellers derudaf. Vi er inviteret indenfor på Jazzhus Montmartre d. 12. september i 2010. Alex Riel Special Quartet er på scenen i forbindelse med den 10 dage lange fejring af ungersvenden Riels runde fødselsdag. 

Han har inviteret gode musikalske bekendte på scenen. Den amerikanske alt-saxofonist George Robert, den italienske pianist Dado Moroni og danske Jesper Lundgaard ved bassen. De spiller 6 af de fede jazznumre: Åbningsnummeret Just friends, Body and soul, Coltrane's Impresions, Like someone in love, Clifford Brown's Sandu og Old folks - som Ben Webster utvivlsomt har spillet mange gange på det intime jazzspillested i det indre København. 

Det her er optagelsen af den koncert som Berlingskes jazzanmelder Kjeld Frandsen gav 6 stjerner. Alex Riel er veloplagt og tændt bag trommerne. Han lader gnisterne sprøjte om ørerne på os. George Robert's altsax er en særlig fornøjelse. Trænger man til, at blive overbevist, så er Roberts saxspil på Impressions i særklasse. Derefter kommer et kort stykke Chiming in af Alex Riel, hvor han med beroligende bækkenspil vil have os til, at slappe af inden vi får lov til at trække vejret med Like someone in love. 

Full House er rigtig Montmartreplade med udenlandske gæster, klassiske jazznumre og en helt suveræn fortættet stemning, hvoraf det meste kommet med på indspilningen. Den store aften for to år siden kan få lov til, at leve videre hjemme i vore stuer.

Bonusinfo:

Kvartetten spiller igen på Jazzhus Montmartre d. 9. og 10. november. Der skal nok blive varmt på disse efterårsaftener.

alexriel.dk

Træben: Push (Jarr Records/Pladekisten)

At et hollandsk band kalder sig for Træben, kan nok bedst forklares med at halvdelen ef medlemmerne er danske. Musikken er nu i øvrigt også trés bien. De to danskere, saxofonisten Søren Ballegaard og guitaristen Jens Larsen er baserede i Holland, hvor der er aktuelle med deres andet album med kvartetten Push. 

De spiller nutidig jazz med fokus på et fremadrettet flow. Der er plads til melodi og improvisation. De har opnået megen opmærksomhed i Holland, hvor de da også er uddannet på konservatoriet i Haag og har boet de sidste 13 år. Her har de spillet en lang række koncerter sammen med bassisten Olaf Meijer og trommeslageren Haye Jellema. De arbejder på, at få en turné op at står herhjemme  i 2013, så mon ikke vi kommer til, at høre mere til dem. 

De har rødder i den klassiske jazz, hvor Ballegaard kan sin Dexter Gordon. Trommelageren Jellema er med til at give kvartetten sit nutidige udtryk, med et elastisk og afvekslende trommespil. Det er guitaristen Jens Larsen der har skrevet al musikken. Der er hele tiden et meget tæt samarbejde mellem sax'en og guitaren. De to musikere har fulgtes ad siden de mødtes på Højskolen i Vestbirk i midten af halvfemserne.

traeben.com

Blood Sweat Drum + Bass: On the road to Damascus (Blood Sweat Media/Pladekisten)

Mens borgerkrigen raser i Syrien forekommer det noget besynderligt, at et dansk-syrisk musiksamarbejde ser dagens lys. Samarbejdet opstod før det arabiske forår. Dengang mange danske kulturpersonligheder rejste til Syriens hovedstad Damaskus, hvor Danmark havde et kulturinstitut. Heriblandt altså også lederen af Aarhus-big bandet Blood Sweat Drum + Bass Jens Christian "Chappe" Jensen. Slentreture i Damaskus’ snørklede gader og samtaler med gamle musikere hen over dampende the, gav inspirationen til dette album. Storbyens heftige puls og den stærke syriske kultur podes med Chappes unikke big band.

Big bandets 25 medlemmer har to ekstra medlemmer i syrerne Essam Rafea på strengeinstrumentet oud og Moslem Rahal på fløjteinstrumentet ney. Chappe er ikke bange for, at gå til yderligheder. Musikken bevæger sig op og ned, ud og ind som var det en tur i rutschebane eller i en taxa i Damaskus. Der er lyriske øjeblikke, der fremkalder billeder af solopgangen over Damaskus. Det afløses af øjeblikke, hvor en biljagt gennem de fyldte gader hvirvler os gennem musikken. 

Der er hilsner til Jimi Hendrix på Damascus Crosstown Traffic, der bluesharpe på Bluesy Gnaoui, der er Sofus Forsbergs minimalistiske elektroniske beats på Oud Indigo og der er en dejlig utidig EWI-solo med Samuel Hejslet på Sufi. Jo, der er mange kendte og ukendte toner på On the road to Damascus. Begge dele fænger og giver os den mest stringente Blood Sweat Drum + Bass udgivelse til dato. 

Bonusinfo:

Blood Sweat Drum + Bass spiller på Voxhall d. 6. september kl. 22, som en del af endags jazzfestivalen UJazz: aarhusfestuge.dk/DK2012/Ujazz.aspx

De medvirker også på DJ Static's vildt roste album Rolig under pres.

bsd-b.com