Ralph Alessi: Quiver (ECM) >> Avishai Cohen: Into the silence (ECM)

I den kommende tid spiller den danske trio Reverse nogle koncerter sammen med trompetisten Ralph Alessi. Han underviste til Summersession på Vallekilde Højskole i 2012, hvor Reverse-pianisten Søren Gemmer var på holdet. Alessi har som sideman hos bl.a. Steve Coleman, Uri Caine og Fred Hersch været med til at præge deres projekter. Han har også en stribe soloalbums på samvittigheden, hvor den seneste Baida fra 2014 fik stor opmærksomhed og ros. Nu er han atter aktuel med et album - hans andet album for ECM Records. Han holder fast i de mangeårige samarbejdspartnere Drew Gress på bas og Nasheet Waits på trommer på Quiver. Ny mand er pianisten Gary Versace - som jeg ellers kender som orgelspiller. Alessis distinkte tone er omdrejningspunktet. En tone der befinder sig et sted mellem Miles Davis og Kenny Wheeler. Det er meget rendyrket og forfinet jazz, hvor temperamentet er dæmpet en anelse i forhold til Baida. Musikken afvikles på et højt kunstnerisk niveau og forlader ikke lytteren undervejs. Det bliver spændende at høre samarbejdet med Reverse.

En anden aktuel trompetist er Avishai Cohen (ikke at forveksle med bassisten fra bl.a. Chick Corea's trio), der lige har udsendt sit første album på ECM Records - hans ottende i alt i eget navn. Pladen er en hyldest til Cohens aføde fader David. Musikken er af den emotionelle slags, hvor Cohen overvejdende spiller på dæmpet trompet. Det er et meget indtagende og beroligende univers, hvor musikere som Bill McHenry (saxofon), Yonathan Avishai (piano), Eric Revis (bas) og førnævnte Nasheet Waits (trommer) er med til at sikre stemningen.

ecmrecords.com

SAV: Sucks Super Bones (Silent Atoms) LP

SAV angiver selv på Facebook, at deres musik er absurd genreneutralt improvisations lyd. Er det med et "tongue in cheek" at de siger det? Næh, den er god nok. Det er absurd. Det er improvisation og det er lyd. Om det så er genreneutralt, er helt sikkert åbent for en frisk diskussion. Jeg er anmelder på en blog, der hævder at handle om jazz. Koblingen til jazzen, består i den improviserede og åbent nysgerrige tilgang til musikken, der skylder sit til freejazz - men også rigtigt meget til de mange genreopbrud indenfor jazz i slut 60'erne, fra folk som f.eks. Paul Bley. SAV tager udgangspunkt i nutiden og bruger den. De laver en slags moderne tiders jazz, som de f.eks. også beskæftiger sig med på Jazzhouse og ikke den slags jazz, der serveres fra Montmartres scene. Det er larmende, humoristisk, afsporet, langt ude og i mine ører vildt fascinerende. Vilde eksperimenter som Guitar og abelyde og den mere jordnære indierock sag Marjorie trækker i forskellige retninger.

Lars Bech Pilgaard - kendt fra SVIN og Klimaforandringer og egne projekter som Slowburn er sammen med Mija Milovic i dette projekt der udgives på en smuk hvid vinylplade. Michael Rexen (fra Den Magnetiske Ørn og pladeselskabet Silent Atoms) har produceret pladen og udgivet den på sit pladeselskab. SAV er ikke bare provokerende nonsens. Det er musik, der som en kunstinstallation umiddelbart fremkalder følelser. Musik/lyd der i et flygtigt øjeblik er ligegyldig larm. Det er lyden af en tid der er i opbrud. Tiden er for så vidt altid i opbrud. Men hvordan lyder det i 2016? Det er SAV er et fængende bud på. Og så er det ikke længere ligegyldigt. 

s-i-l-e-n-t-a-t-o-m-s.org

soundcloud.com/sav-music-1

Henrik Pultz Melbye Trio (Henrik Pultz Melbye) LP

Oh tak. Det går godt. Det jazz her. Sax, bas og trommer og Ud over stepperne som anden skæring hedder på LP’en. Det er saxofonisten Henrik Pultz Melbye’s debutplade. Det er tryghedsskabende jazz fyldt med knaster og torne. Det er jazz til purister og hipsters. Det er jazz fra en saxofonist der debuterede med Magnus fra Gaarden for over seks år siden og siden har markeret sig hos bl.a. SVIN. Hvor SVIN bevæger sig i et larmende og udfordrende univers, er Henrik Pultz Melbye i eget navn langt mere jazznær og poetisk. Som på nummeret Marskandiser, der lukker LP’ens side 1 ned. Her er inderligheden et væsentligt element og det formidles så smukt via saxofonen.

Henrik Pultz Melbye er en markant saxofonist, der arbejder for en personlig tone. Der er reminiscenser af Jesper Zeuthen, af Ornette Coleman og andre fra jazzens skævere sider. Alligevel formår Pultz Melbye at transformere sin egen sjæl ind i instrumentet. Der er steder på pladen, hvor stemingen går i retning af sen 60’ernes loftjazz. Han er sammen med Casper Nyvang Rask på bas og Anders Vestergaard på trommer. Sammen fremelsker de freejazz og intenst dansende forløb. Det er jazz af den type der giver lyst. Lyst til at komme afsted og høre dem ved en koncert. Kasper Tranberg har produceret pladen. Hans fine sans for klang og dynamik er et ekstra plus for pladen. 

henrikpultzmelbye.com

henrikpultzmelbye.bandcamp.com

Julie Kjær 3: Dobbeltgænger (Clean Feed)

Danske Julie Kjær spiller altsaxofon. Hun bor i England og har lige udsendt sit nye album på det højt estimerede portugisiske pladeselskab Clean Feed Records. Hun er i selskab med to engelske veteraner fra den engelske jazzscene. To musikere med stor erfaring indenfor åben jazz og fri impro. Bassisten John Edwards har spillet med så forskellige folk som Evan parker, Sunny Murray, Peter Brötzmann og Mulatu Astatke, mens trommeslageren Steve Noble bl.a. har gjort det med Derek Bailey, Matthew Shipp, Joe McPhee og Brötzmann. Julie Kjær har tidligere spillet med bl.a. Blood Sweat Drum + Bass, Django Bates StoRMChaser, Pierette Ensemble og Paal Nilssen-Love's Large Unit. Derudover er hun med i mange forskellige projekter på den engelske jazzscene. 

Julie Kjær har en åben tone. Hun fremstår ikke tvivlende eller undrende i spillet. Det er hele tiden med en overbevisende og sikker hånd, at hun kaster sig ind i samspillet med de på papiret mere erfarne herrer. Kjær spiller uden problemer op til dem og bruger diversiteten og skaber et grundlag for de tre musikere at boltre sig på. Det er freejazz, hvor saxofonister som John Tchicai, Albert Ayler og Ornette Coleman lurer i kulissen. Der leges med musikken og tonerne - som det kendes fra barnets leg. Nok har man et udgangspunkt som er kendt og med regler. De regler laves hele tiden om. Det er nemlig også reglen. Julie Kjær har med dette album lavet et godt afsæt, der forhåbentlig kan få hende vidt omkring.

juliekjaer.com

cleanfeed-records.com

Alon Yavnai & Jesper Riis: Reconnect (Gateway)

Trompetisten Jesper Riis har vi ikke hørt på plade i eget navn i over 15 år. Han er primært kendt for sit arbejde med big bands - både som musiker og arrangør. Derfor er det en overraskelse, når han så endelig kommer med en ny plade. Han har nemlig valgt  at lave en duoplade. Sammen med den israelske pianist Alon Yavnai har han lavet albummet Reconnect. Det er det de gør med albummet. De genoptager forbindelsen.

De mødtes for 22 år siden i Miami, hvor de begge studerede. For 1½ år siden mødste de igen i New York. Nu har de atter fundet sammen om et projekt. To af pladens numre er rene improvisationer. Numre hvor de spiller sig ind på hinanden. Det er ret vildt og betagende at høre hvordan to ungdomsvenner finder sammen igen i et fælles sprog. Nu er det to modne musikere, der tager næring af hinanden. 

Riis har skrevet 5 af pladens numre og Yavnai har taget sig af 3. Riis’ kompositioner Competa #2 og Certain Standards er to gode uptempo sager. Riis fylder godt op, mens Yavnai fylder på i rytme. Det er dialog mellem to intelligente musikere. Der er blevet plads til flere rolige ballader, hvor Riis’ Face Love skal fremhæves. Han rolige trompetspil er en sand nydelse. 

Jesperriis.dk

alonyavnaimusic.com

I Think You’re Awesome: Books Live (Jaeger Community Music) >> I Think You’re Awesome: Books (Jaeger Community Music)

De udgiver to plader på en gang. En live og en studie. De syv kompositioner på begge plader er de samme. I Think You’re Awesome er et band, hvor medlemmerne er børn af 90'erne. De har et frit og ubundet forhold til jazzen. De kalder deres musik for indiejazz. Det kan både relatere til en inspiration fra indiemusikken, men også en uafhængighed af jazzens dogmer og regler. I Think You're Awesome indeholder tilpas mange dele fra rocken - bl.a. rytmerne - til at man også kunne kalde det for instrumentalrock. Det er til gengæld ikke den jazzrock som kendes fra 70'erne, hvor en af hovedbestanddelene var massive guitarsoloer der kunne vare en hel LP-side. 

I Think You're Awesome er et band med et samlet udtryk. Det er bassisten Jens Mikkel Madsen står bag projektet. Det er ham der har skrevet musikken. Det er også ham der har inviteret musikerne fra I Think You're Awesome hjem i sine forældres stue, hvor Books Live er indspillet. Et barndomshjems rammer kan give ro og tryghed. det får paraderne til at falde. Det er den tryghed som Jens Mikkel har kanaliseret over i bandet. En tryghed der er base for at bandet bliver et stærkt kollektiv. Et kollektiv hvor alle instrumenterne arbejder sammen og er afhængige af hinanden.

I Think You're Awesome's debutplade fra 2014 var en god start, der efterlod et håb om, at det ikke var det sidste vi havde hørt til dem. Med de to nye udgivelser indtager I Think You’re Awesome en ny position og endnu stærkere position i dansk jazz. De træder ind på det samme område som Ibrahim Electric og Girls in Airports. Jazz der henvender sig langt ud over jazzens rækker. Jazz der kan lyttes til uden, at tilhørerne nødvendigvis identificerer musikken som jazz. Jens Mikkel har særlig evne til at skrue enkle melodier sammen. Det Er Allerede Sommer er et popnummer, der spreder glæde og positivitet. No. 5 With A Bullet er i et filmisk og eftertænksomt univers.

Jens Mikkel omgiver sig med Alex Jønsson (guitar) og Andreas Skamby (trommmer) som han også spiller med i Jønssons trio og i den norske sangerinde Live Foyn Friis’ trio. Desuden medvirker Morten Kærup (guitar, banjo), Frej Lesner (percussion) og Lars Fiil (keys på Live) og Kasper Staub (keys på studie). Studiedelen blev indspillet over to omgange i november 2014 og februar 2015, mens livedelen blev indspillet i august 2015. People Who Love Each Other er gået fra at være et bandnummer på studiepladen til at være bassolo på livepladen. Andre numre er blevet løsere i tiden mellem studie og livedelen, mens der også er sket nogle opstramninger nogle steder.

Jens Mikkel og I Think You’re Awesome er The Next Big Thing i dansk jazz! Books og Books Live er en dobbeltudgivelse der allerede nu tenderer til at blive en af årets helt store udgivelser. I Think You’re Awesome får de største anbefalinger herfra. 

facebook.com/ithinkyouareawesome

jaegercommunity.com

ENOK: 2000 (Hoob Records)

Det er 60’ernes og 70’ernes jazzrock ført op i nutiden. Tre veteraner fra jazzscenen i Göteborg er gået sammen med den yngre Fabian Kallerdahl på keyboards. Sammen har de lavet et velklingende album der på den ene side lyder af noget der blev lavet for fyrre år siden og samtidigt har et nutidigt udtryk. Det er meget gennemført og fremstår langt fra gammeldags eller støvet. Har man en svaghed for elektriske Miles eller tidlig Weather Report går man ikke forkert. Det er tydeligt at specielt Kallerdahl har samlet nogle idéer hos keyboardfolket som Miles omgav sig med. Han er så heller ikke den første i verden der har fundet inspiration hos Keith, Chick eller Herbie. 

Thomas Gustafsson på sopransaxofon har drukket fra den samme kilde som Dave Liebman. Trommeslageren Anders Kjellberg er ikke bange for at syre i gennem med et loose groove. Guitaristen Göran Klinghagen trækker rockguitaren ind i jazzen. Han er en guitarist der kan blande effektpedalernes muligheder med nogle skarpe licks. Enok er et projekt som kun kan ske i Sverige, hvor man ikke er angst for tæt samvær med lyden af 70’erne i nutiden. Det er fuldstændigt utænkeligt at et sådant projekt ville have set dagens lyd eller lys i Danmark. 

Albummet udkommer på 2 LP’er i gatefold. Gudskelov har man ikke forsøgt at lave et cover der ligner et jazzrock album fra 70’erne. Man har holdt fast i hvor man kommer fra. Så i stedet er det et billede fra Galvsjön, der ligger nord for Bollnäs i Sverige. Her siger legenden at der i 1890 blev udkæmpet et slag mellem to krigsskibe fra 1600 tallet fra henholdsvis den spanske armada og den engelske flåde. Der er flere der siger at det ikke er sandt, men det har været muligt at få det bekræftet.

hoobrecords.com

Jazznyt fylder 12 år!

Forleden skrev jeg en anmeldelse med en debuterende dansk kunstner. Der kom en hurtig respons fra den unge musiker, der selvfølgelig var glad for de rosende ord. Han spurgte om jeg tilfældigvis kendte andre der ville anmelde pladen. Her måtte jeg melde hus forbi. Udover det trykte magasin Jazzspecial og til dels netmagasinet Salt Peanuts kan jeg ikke komme på andre, der beskæftiger sig med helt ukendt dansk jazz.

På den ene side er jeg vildt stolt over at gøre nogle kunstnere en tjeneste ved, at lade omverdenen vide at deres musik eksisterer. På den anden side synes jeg ærligt talt, at det er rimeligt desillusionerende at min anmeldelse måske er det eneste der bliver skrevet om udgivelsen.

Skal en ulønnet fritidsblogger virkelig være den eneste på internettet der fortæller folk, hvad der sker på den danske jazzscene?

Ja tilsyneladende. Der er ikke penge i at skrive om dansk jazz - og slet ikke på en blog. Der er heller ikke en smart (eller usmart) bagved liggende strategiplan for bloggen. Det eneste der driver bloggen er lyst, lyst og lyst.

I dag er det præcis 12 år siden, at jeg startede bloggen Jazznyt. Først med nyheder og siden med en masse anmeldelser og omtaler af jazzplader fra den ganske verden - men helst fra Danmark og norden. Det er blevet til over 2000 plader der har fået nogle ord med på vejen. Alene i 2016 har jeg nærlyttet og skrevet om plader med Svend Asmussen, Martin Schack, Snarky Puppy, Dr. Lonnie Smith, Jakob Thorkild, Fire, Pere Oliver Jørgens, August Rosenbaum, Ben Monder, Søren Gemmer, Lina Nyberg, Phronesis, Niclas Knudsen og mange mange flere.

Mit eneste ønske er at læserne af bloggen kan bruge det de læser. Bruge det til at få lyst til, at lytte til noget af al den nye og spændende jazz, der hele tiden udkommer. 

Jeg har ikke penge til promovere bloggen og gøre opmærksom på at den eksisterer. Jeg bruger selvfølgelig Facebook, men har en begrænset rækkevidde - da jeg ikke har et annoncebudget. Du må gerne hjælpe! Du kan være med til at sprede budskabet om at bloggen eksisterer. Det falder tilbage på jazzen og dansk jazz i særdeleshed.

Tak fordi du følger Jazznyt.com - det betyder meget for mig.

Jeg elsker musik og i særdeleshed jazz - det er der ingen grund til at skjule.

Og så går der lige 12 år mere, så er der kun et år til 25 års jubilæet.

ps: Billedet er fra en koncert med Snorre Kirk Quintet, som jeg var til for nylig. Det var stort!

GoGo Penguin: Man Made Object (Blue Note) 2LP

I 2014 fik de en Mercury Prize for deres album v2.0. Nu er de blevet signet af Blue Note og er aktuelle med deres tredje album. GoGo Penguin er triojazzens danceact. Bandets trommeslager Rob Turner har komponeret musikken i et elektronisk setup på computer, hvorefter trioen har indspillet musikken akustisk i studiet. Det er triojazz, hvor der er fokus på det dynamiske groove, på rytme og masser af bund. Pianisten Chris Illingwoth nærmest looper sit pianospil i gentagelsesmønstre. Bassisten Nick Blacka understøtter det hele med dansende bastemaer.

GoGo Penguin er triojazz anno 2016. Jazz der kan fange det unge publikum der også lytter til Kendrick Lamar, Kamasi Washington, Flying Lotus eller David Bowies Black Star. Det her er ikke triojazz der skylder en skid til Monk, Evans eller Jarrett. Det er buldrende triojazz der kan minde om The Bad Plus og E.S.T. uden alle eksperimenterne. Det er både effektivt og særdeles catchy. Er det finurlige detaljer og krummelurer du leder efter, skal du gå et andet sted hen. Er det i stedet triojazz der kan få højtalernes bas til at vibrere og underkroppen til rotere, så er det den helt rigtige plade. 

gogopenguin.co.uk

Johannes Richter: 2 Pieces (Hiatus) LP

Der er gået 3 år siden den dansk/tyske pianist Johannes Richter dukkede op med albummet 13 Pieces. Den nu 29 årige pianist er pt. bosat i New York. Han har med 2 Pieces atter levet et album der bevæger sig mellem klassisk avantgarde og improvisation. Der er kun 2 numre uden titel, på pladen der ligeledes er uden billede på coveret eller andet der kan være med til at føre lytteren i en bestemt retining. På den ene side møder vi Richter i et pianistisk bombardement af monumental minimalisme. På den anden side er det i et mere afventende stykke musik vi møder Richter. Det er et stykke musik, hvor tiden bevæger sig i loopholes og søger retning. 

Pladen udkommer kun i 80 eksemplarer. Det er moderne kunstmusik, hvor spontanitet og små øjeblikke dyrkes intenst. Det er klavermusik der trækker linjer til John Cage, Morton Feldman og Cecil Taylor. 2 Pieces er i sit inderste væsen ultrasmal musik der ikke søger et publikum. Det er musik der vækker undren og nysgerrighed.

Hiatuslabel.com

johannesrichter.dk

Aaron Parks-Thomas Fonnesbæk-Karsten Bagge: Groovements (Stunt)

Karsten Bagge og Thomas Fonnesbæk har flere gange stået for en knivskarp og sikker opbakning på flere plader og mange koncerter med pianisten Thomas Clausen. Nu er duoen søgt sammen med den amerikanske pianist Aaron Parks. Parks har siden han medvirkede på Anders AC Christensens moderne klassiker Dear Someone, medvirket på flere danske udgivelser med bl.a. Thomas Maintz og Christian Vuust. Denne indspilning er lavet i sommeren 2014, hvor Parks var i Danmark som JazzDanmarks Artist in Residence.

I det rendyrkede triojazz element er det tydeligt, at høre at alle musikere er trygge og føler sig hjemme. Det betyder at de åbner op for godterne allerede fra starten. Parks er en melodidyrker. Han tager den oprindelige medlodi og bygger med en flydende og nærmest ligefrem improvisation ovenpå det eksisterende. Det er her at Fonnesbæk og Bagge kommer ind i billedet med bassen og trommerne. Deres dynamiske og lækre grooves er et fund til numre som Cedar Walton's Bolivia og Bruce Springsteen's I'm on fire. Pladen byder også på Carl Nielsens Tit er jeg glad og numre skrevet af de tre musikere.

sundance.dk

Organic 3: Kirken den er et gammelt hus (Gateway)

Kombinationen af at være kirkeorganist og jazzorganist kan kombineres på mange måder. Man kan vælge at holde delene skarpt adskilt. Man kunne spille sumpet soul-jazz om natten og salmer i kirken om søndagen. Den nordjyske organist Niels Ole Sørensen blander det hele sammen og springer ud som fuldblods jazzet kirkeorganist. Han spiller kirkens salmer i et klassisk Hammondjazz set up, med guitar og trommer. Det modige, spændende og interessante ved denne plade er, at Niels Ole Sørensen ikke har været forfalden til at søge i en retning, hvor det er gospel og souljazz der tager over. Han bibeholder en stor del af salmernes væsen i udtrykket. Han er en dansk jazzmusiker der spiller danske salmer.

Det er ikke blues-Uffe Steen eller jazz-Uffe Steen der hersker under salmerne. Det er den blide, afstemte og følsomme Uffe, der tager kontakt med stemningen i nummeret. Når han spiller guitar på Nu falmer skoven trindt om land, kan man se bladene falde af træerne. Endnu en gang er det en fornøjelse at lytte til Uffe Steen. Trommeslageren Esben Bach er tro mod medspillerne og kan til tider blive lidt anonym.

Niels Ole Sørensen har tydeligvis arbejdet indgående med materialet inden han har besluttet sig for hvilken retning nummeret skal tage. Hil dig, Frelser og forsoner er gået i en fløjtevenlig happy-go-lucky stemning. Mens titelnummeret Kirken den er et gammelt hus er jazz, så selv husarerne er fornøjede. Sikre søndagshits som Du som har tændt millioner af stjerner og Vor Gud han er så fast en borg er også at finde på pladen. Organic 3 er jazz til kirken. Ind med Niels Oles Hammond-orgel i kirken. Så er der dømt swing, salmer og jazz.

Phronesis: Parallax (Edition Records) LP

Så er sjette album ude med Phronesis. Trioen der nyder stor succes i England og har en dansker i spidsen. Bassisten Jasper Høiby har gennem årene fremelsket et stærkt dynamisk udtryk med trioen. Alle tre byder nu ind fra hver deres plads, i et overensstemmende og tydeligt kollektivt udtryk. De har hver især bidraget med 2 kompositioner til pladen. De går ind i en følelse som de rådyrker. De presser tonerne frem. Det er triojazz i en rytmisk eksplosiv opsætning. Taktarterne presses til det yderste. Det hele er optaget på en dag i Abbey Road studierne i London. Det er intenst. Det fornemmes at det ikke er ligegyldigheder, der har fået lov til at lande i pladens riller.

Den norske trommeslager Anton Eger (kendt fra Jazzkamikaze) og den engelske pianist Ivo Neame er perfekte partnere til Høiby, når der skal laves nutidig triojazz, der ikke lugter af E.S.T. eller Keith Jarrett. Har du brug for en omgang højspændt triojazz der ikke er stillestående, så er Phronesis et meget kvalificeret bud. Anton Egers to kompositioner åbner hver sin pladeside. Det er her trommeslageren giver slip og lader al den opsparede energi komme ud. Neame er mere fyren, der har sans for de forfinede detaljer, hvilket bl.a. høres på Kite for Seamus. Høiby lukker begge pladesider på vinyludgaven. Det gør han med stor elegance og strøget bas på Stillness. Trioen går ind i et pompøst modus. 

Trioen har nu eksisteret i 10 år. De er i dag et af de bedste bud i Europa på, at triojazz både kan være avanceret og charmerende uden, at indtage en leflende og kedelig position. Det er en meget anbefalelsesværdig plade.

phronesismusic.com

editionrecords.com

Niclas Knudsen: Guitar Inferno (Gateway)

Niclas Knudsen går nye veje med albummet Guitar inferno. Det er selvfølgelig fortsat guitaren der er i centrum. Men det er noget andet end det han præsenterede på Radio Timbuktu i 2014. Dengang var Afrika det musikalske udgangspunkt for Knudsen, noget han også ofte har dyrket i Ibrahim Electric. Han starter også den nye plade i Afrika med Niafunke. Men så tager det en uventet og ikke mindst fed drejning på andet nummmer. Winter er rendyrket Morricone stemning med fløjteri, akustisk guitar og twangy guitar. 

Niclas Knudsen bruger Guitar Inferno til at komme omkring i guitarens verden. Han er en musikalsk svamp, der har opsamlet filmiske udtryk og stemninger, som han får omsat til en spændende og afvekslende plade. Han har bl.a. lavet en ny udgave af nummeret Brothers of Utopia, som Ibrahim Electric spillede på pladen af samme navn. Her bruger Knudsen uhæmmet og meget vellykket en talk box, hvor han via guitaren manipulerer med lyden af stemmen. Det lyder pissefedt! 

Niclas Knudsen er en guitarnørd, der på pladen både spiller på en indisk guitar mohan veena, en cubansk guitar tres, en Weissenborn Hawaii guitar udover alm. guitar, bas og glockenspiel. Den eneste anden musiker som han har haft inde over pladen er trommeslageren Mads Andersen, samt Morten Nørby der fløjter på Winter. 

Der er nordisk, indiske, afrikanske og amerikanske stemninger spredt ud over pladen. Niclas Knudsen har på trods af de mange inspirationskidler formået at lave en sammenhængende plade der også er meget anbefalelsesværdig.

niclasknudsen.com

Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet: You’re beautiful I’m beautiful Lets have a beautiful Night (Bangin’ Bülows)

Jeg har altid syntes at Dizzy Mizz Lizzy var et elendigt bandnavn. En reference til et halvfesent covernummer som The Beatles lavede i Ruder Konges tid. Nu har bandet været her i over 20 år og jeg har vænnet mig til navnet. Jeg tænker på Tim C. og hans håndgangne mænd, når der siges Dizzy Mizz Lizzy. Mon ikke der også kommer til at gå 20 år, inden jeg har vænnet mig til navnet Bangin' Bülows Nice Jazz Quartet? Er meningen med navnet at de vil have mig til, at tænke på et kneppende trad. jazz orkester? Navnet er mere infantilt end subtilt. Men musikken er på ingen måde infantil.

Det subtile måtte de godt have spillet på i navnet. For det er i de fine detaljer at bandet skal kendes. BBNJQ er et fedt band, der dyrker jorden i jazzens grænseland. Åbningsnummeret Bamako på deres andet album You're Beautiful, I'm Beautiful, Let's Have A Beautiful Night indeholder nogle skønne referencer til den vestafrikanske musik, der specielt kendes fra Mali. Sådan fortsætter det på resten af albummet, hvor specielt guitaristen Mikas Bøgh Olesen kommer i centrum. Inspirationen fra Mali er ikke tilfældig, da han har brugt flere semestre af konservatorietiden i Mali. 

Kvartetten dyrker gerne det komplekse groove, hvor bassisten Adrian Christensen sætter et pace, mens trommeslageren Frederik Emil Bulow laver nogle frække rytmeskift. Jon Døssing Bendixen kombinerer gerne elpiano med nogle spacede synthlyde. Blandingen af skæv jazz og afro giver Bangin’ Bülows et originalt udtryk. De ligner ikke Girls in Airports eller Ibrahim Electric, der også gerne henter inspiration i Afrika - men du går ikke galt i byen, hvis du godt kan lide dem. Her er fest og dybde med spøjse og sjove indslag. En god plade.

banginbulows.dk

Mads Houe & The Quavers: Mass Quavers

Tak! Så kom det. Et dansk band, der har fanget tendensen og laver funky jazz med masser af blæs. Det 10 mand store band Mads Houe & The Quavers placerer sig i slipstrømmen på Snarky Puppy. Her er masser af groove og spacede synthsoli, som Snarky Puppy-keyboardisten Cory Henry har været med til at gøre hot igen. F.eks. på nummeret Before the rush, hvor der også er blevet plads til en dejlig trombonesolo. Den ordløse sang i nummeret kunne jeg dog godt have undværet. Desværre er den også med på næste nummer Goofy Life. Er det funky, så må der gerne være en tekst, hvis der endelig skal være vokal med. Fraseringerne og duttelutterne kommer til, at stå i vejen for det fede groove som bassisten bygger op. Vokalen kunne være med til, at løfte den gode groovy stemning.

Åbningsnummeret Sk8ordie får mig til at tænke at firserne er tilbage i jazzen. Det er en ekstrem sjælden følelse hos en dansk jazzanmelder anno 2016. Her er et mellemspil med orgel og et blæserriff, der er som snydt ud af næsen på Mezzoforte. Det er med samme store fonøjelse som når Kung Fu isen spises om sommeren. Det er nostalgisk og superlækkert. På A Bird er synthesizeren igen i fokus, hvor bandets keyboardspiller Peter Sørensen leverer fed firservibe, sammen med en lækker trompetsolo fra Jakob Sørensen. Jeg er meget fornøjet over trommeslageren Mads Houe og hans band The Quavers. Endnu en gang tak for et forfriskende funky udspil.
facebook.com/MadsHoue8TheQuavers

Kalaha: Quarquaba EP (Rump) digital

To electronicamusikere og to jazzmusikere. Så har du Kalaha. Spejderrobot og Rumpistol fra electronica'en og Emil de Waal og Niclas Knudsen fra jazzen og det der ligner har begået en ny EP. Er man bekendt med de fire kunstnere, kan man høre hvornår de træder tydeligst frem. Der er den klassiske afrofarvede guitar fra Niclas Knudsen der kigger frem flere gange undervejs, bl.a. på den vestafrikansk funkinspirede Tippi Tabu og i ørkenbluesen på Nguni. 

Josty kit er en favorit inden jeg overhovedet har hørt den. Bare det at kalde et nummer for Josty Kit får mit "teenager-i-firserne-da-man-lavede-hjemmeelektronik-hjerte" til at banke. Nummeret indeholder i øvrigt en klassisk lydende Emil de Waal keyboardsolo (går jeg ud fra) der peger tilbage på Band Mrazem. Rumpistol og Spejderrobot komplementerer med deres krøllede og kreative electronica til fulde kvartetten Kalaha. Er du til electronica med retrofuturitiske twists og snørklet jazz, så vil du være i godt selskab.

rump-recordings.dk/releases/36

North: Yonder (egen udgivelse) digital

Trioen North er et helt nyt bekendtskab for mig. Hvilket på mange måder godt kan overraske mig, da jeg ret hurtigt føler mig hjemme i deres musik. Det er en af den slags debutplader, hvor der rammes plet første gang. Den uforbeholdne umiddelbarhed som musikken indeholder er trioens helt store styrke. Det er egentlig helt banalt. Nogle enkle melodier, hvor trioen spiller numrene rimeligt straight og så alligevel ikke. Trioen har et klangmæssigt udtryk og en stemning som vi ikke så ofte hører herhjemme. Det er helt tydeligt nordisk jazz, der i et roligt tempo bevæger sig afsted kombinret med nogle heftige afstikkere. Det er triojazz der skaber en god stemning. Det er en jazztrio der har et betagende og samlet udtryk. 

De deltog sidste år i JazzDanmarks Ung Jazz konkurrence, hvor de blev nr. 2 i finalen på Jazzhouse efter Viktor Sandström Trio. Albummet Yonder er produceret af Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy. Kan man lide Bremer/McCoy går man ikke galt i byen med North. Den behagelige organiske stemning har de til fælles. Men North har også en trommeslager, der vil mere end bare please med hyggewhiskers. Som f.eks. på Broken, hvor der går rock i den - her kan de godt minde lidt om den tysk/svenske trio Tingvall Trio, hvor North heldigvis aldrig bliver lige så svulstige.

Det er ikke svært at anbefale dette album. Det er ung nordisk jazz med et nutidigt udtryk. En rigtig god debut.

soundcloud.com/north-jazz

Jeppe Zeeberg & Rune Lohse: Music made in one day (Barefoot) digital

Den meget udgivelsesaktive pianist Jeppe Zeeberg - kendt fra egne udgivelser, Horse Orchestra og Dødens Garderobe har sammen med trommeslageren Rune Lohse, fra Dødens Garderobe lavet den digitale udgivelse Music Made in One Day. Det er med andre ord ikke tung partiturmusik, de to ungesvende har nået at lave på en dag. Det er eksperimenterende og frit improviseret jazz, som de fleste læsere af denne blog nok kan gætte. 

Albummets cover viser de to musikere, der er i gang med at indtage morgenmad. Maverne fyldes inden de begiver sig ud på en musikalsk betingelsesløs tur over 7 numre med titler som Dawn, Noon, Coffee Break, Good Evening og Midnight. Det er det sponatne der dykres. Hurtige indfald samles op i fællesskab. Det er omvendte og bumlende pianisterier. Det er en himmelfalden tromme der uden vinger flyver. Zeeberg og Lohse er to spændende musikere at følge i disse år. Der er et kreativt overflow, der både er inspirerende og berigende at følge.

http://barefoot-records.com

Ben Monder: Amorphae (ECM) >> Frank Woeste: Pocket Rhapsody (ACT)

Ben Monder er en af de tre jazzmusikere, der var med til at skabe den musikalske magi på David Bowies Black Star. Bowie havde hørt ham på 55 Bar i New York efter en anbefaling fra Maria Schneider. Selv om han først nu bliver kendt af en større kreds, er guitaristen Monder ingen årsunge. Det er tyve år siden at han debuterede i eget navn. Han har indspillet med mange forskellige jazzfolk, heriblandt danske Nikolaj Hess. 

Monder er aktuel på to forskellige udgivelser. Amorphae er Monders debut i eget navn på ECM Records. Han medvirkede allerede i 2004 sammen med Jakob Bro på Paul Motians Garden of Eden. Det medførte at Monder og Motian i 2010 lavede nogle udforskende duoindspilninger. Året efter døde Motian og projektet blev færdiggjort sammen med en anden karismatisk trommeslager; Andrew Cyrille. det blev suppleret med nogle trionumre med Cyrille og Pete Rende på synthesizer. Det er blevet til et sfærisk og flydende album. Der er kun to numre sammen med Motian. Den eneste standard på pladen, Oh What a beautiful morning, demonstrerer til fulde hvorfor Motian er en legende. Hans whiskersspil på lilletrommen er som kattepoter der bevæger sig rundt i en solbeskinnet have. Monders guitar er skyerne der trækker sig sammen og lader mørket indhylde haven. Cyrille er en anden trommeslager end Motian. Han kan med minimalistisk spil udtrykke en masse sammen med Monder. Amorphae er vel en slags ambient jazz.

Den tyske - men i Frankrig bosatte - pianist Frank Woeste har sammen med Ben Monder og trommeslageren Justin Brown lavet et heftigt trioalbum, hvor der både bruges piano, orgel, bassynth og elpiano. Tempoet er overvejende til den hurtige side og byder på heftigt breaks og skift. Noget af det som Snarky Puppy har været med til at sætte på dagsordenen igen i jazzen. Når man hører et nummer som Buzz Addict, kunne man let forestille sig den spillet af Snarky Puppy. Undervejs er der indskrevet nogle gæster - som f.eks. sangeren Youn Sun Nah på nummeret The Star Gazer. Det er ikke på grund af gæsterne at man skal høre albummet. Det er på grund af den forrygende og sprælske trio.

ecmrecords.com

actmusic.com

Solveig Slettahjell & Knut Reiersrud with In the Country: Trail of Souls (ACT)

Det er ikke noget nyt at den norske sangerinde Solveig Slettahjell arbejder sammen med pianisten Morten Qvenild og trioen In The Country. Denne gang er blues og rootsguitaristen Knut Reiersrud så føjet til ensemblet. Jeg kommer til at tænke på Norah Jones - som hun lød da hun kom frem. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Jeg har tidligere hørt det mere originalt fra Slettahjell end det hun præsterer på albummet Trail of Souls. 

Hun beskæftiger sig med kendte og ukendte kompositioner. Det er bl.a. popsange som Peter Gabriels Mercy Street og Bill Withers Grandmas Hands. Det bliver en kende kedeligt, hvilket er ærgerligt. Solveig Slettahjell har som udgangspunkt en god vokal, der uden problemer kan balancere mellem jazz og pop. Det viste hun med stor originalitet på Domestic Songs fra 2008. Det gør hun langt fra lige så vellykket denne gang.

actmusic.com

Lina Nyberg: Aerials - Space - Birds (Hoob)

Endnu en gang har den svenske sangerinde Lina Nyberg lavet et ambitisøst og omfattende dobbeltalbum. Hvor hun sidste gang befandt i og omkring vandet, er hun denne gang taget op i luften. Hun fortæller i pladens linernotes at det er den anden af tre plader som kommer til at hænge sammen. 

På den første CD Space er hun sammen med de samme fire musikere, der ud over Norrbotten Big Band også medvirkede på den første plade. Hvor de på den forrige plade var bundet op på nodeark og arrangemanter, har hun denne gang valgt at de skulle spille jazzstandards frit. Der lægges ud med Fly me to the moon og undervejs møder vi også A nightingale sang in Bekeley Square, Skylark og flere andre. Det er de højtflyvende standards. På den anden CD Birds har Nyberg lavet det meste af musikken. Her synger hun sammen med strygerkvartetten Vindla String Quartet.

Aerials er et undersøgende og fantasifuldt album, der i vidtfavnende og frit fabulerende toner sender os ud at flyve som fugle, rumskibe og flyvemaskiner. Det er et modigt og kunstnerisk stærkt album fra en sangerinde uden lige i Norden netop nu.

hoobrecords.com

linanyberg.se

Ninna Milner: Songs for sentient beings (WiMi)

Det er en blandet oplevelse at lytte til Ninna Milners nye album Songs for sentient beings. Oplevelsen er blandet fordi hun stilistisk springer fra det swingbaserede på pladens to første numre til blues, ballader og andet der i mellem. Der kommer en sang som That's what he said, hvor Dan Hemmer sender nummeret afsted med solid Hammond. Eller hvad med Such a sunday, hvor sangen understøttes af akkordion og violin. Stemningen er fransk chanson. Stemmen er fuld af nærvær og Ninna Milner vil noget med teksterne. Hun fortæller en historie med teksterne der er skrevet af Christine Bojsen Træden.

Den store blanding er også en del af charmen ved Ninna Milners plade. Hun er bedst når der går blues - eller det er i hvertfald der hvor hun fanger mig. Autenciteten er størst og stemningen bedst i de numre, hvor hun synger sig helt ud. Det kan Ninna Milner og gør det gerne. I øvrigt har hun et mindre stjernekor med på Dear Humans, hvor Kira Martini, Sinne Eeg, Bobo Moreno, Birgitte Soojin, Pernille Ingerselv og Esben Just er med. 

ninnamilner.dk

Lilly: Menneskeblomst (Gateway)

Hun har valgt at gå i en anden retning i forhold til albummet Love is a sound fra 2009. Bl.a. synger hun på dansk. Det betyder at hun kan lyde henad Alberte Winding. Albertes ungdommelige kælenhed i stemmen er filet væk - og det er slet ikke så dårligt, snarere tværtimod. Lilly-Ann Hertzmann er en moden sangerinde, der gennem teksterne fortæller om sit liv og de udfordringer hun har været igennem.

Den store styrke på pladen er at hun har lavet musikken sammen med Gustaf Ljunggren. Han har ud at have produceret pladen, også har arrangeret og spiller på diverese strengeinstrumenter på samtlige numre. Anders AC Christensen tager sig af bassen, mens den nyligt afdøde amerikanske trompetist Lew Soloff medvirker på flere numre. Det er blevet til en charmerende plade i visejazz hjørnet.

lillysongs.com

Malene Kjærgaard: Here’s to the ladies (Gateway)

Det er ikke en overdrivelse at kalde det et dreamteam. Kasper Villaume på piano,  Jan Harbeck på tenorsaxofon, Mads Kjølbye på guitar, Tobias Dall Mikkelsen på bas og Snorre Kirk på trommer, hvor de tre sidstnævnte har udgjort hendes fast musikere de sidste 8 år. Nogenlunde sådan må akkompagnementet også gerne se ud, hvis jeg skulle lave en vokaljazzplade. Det er dejligt at vide at man på den måde, er i sync med den kunstner som man skal høre og anmelde. 

Malene Kjærgaard gør ingen vold på det oprindelige materiale. Her er både standards som Come rain or come shine, popklassikere som These boots are made for walking og store jazzsange som Abbey Lincoln's Throw it away og Kjærgaards egen som The beauty of it all.

Der er levnet god plads til at de akkompagenerende musikere kan folde sig ud. Det er meget velafstemt og ekstremt vel udført. Det er også en del af Kjærgaards svære opgave. Hun udfordrer ikke musikken i samme grad som de udfordrer hende. Omvendt er der en tryghed og ro i hendes stemme - der også er med til indikerere en sikkerhed omkring det hun vil. Hun er ikke tvivl. Det handler ikke om at udfordre lyttere eller musikere. Det handler om at udfordre sig selv. Det gør hun og ender med en behagelig plade.

malenekjaergaard.com

Maria Emig Trio: Introducing (Gateway)

Det er sæson for vokaljazz - det er det vist altid. Jeg har inden for kort tid modtaget otte styks af slagsen, som vil blive anmeldt de næste otte dage på bloggen. 

Jeg starter ud med debutanten Maria Emig. Hun holder sig på den sikre side og har valgt at lave en plade med forskellige jazzklassikere. Det er brugsmusik uden de store falbelader eller faldgruber. Det er enkelt og ligetil. Det grundlæggende håndværk er til stede. Emig har valgt et café-sikkert set up med bas og guitar. Materialet er blandede bolsjer fra den store jazzkrukke. Fra Tea for two og Mister Sandman over My one and only love og The shadow of your smile til Detour ahead og Manha de Carnaval.

Det lyder måske ikke af det store og vilde. Der er dog flere gode grunde til at lytte på pladen. Først og fremmest har Maria Emig en stemme der kommunikerer direkte med lytteren. Det er ikke svært at byde hendes stemme velkommen i mine ører. Det skal også nævnes at afdøde Hugo Rasmussen spiller bas på et par numre på pladen. Hugo er som altid en sikker mand, når der skal leveres bas til jazzvokalen. 

gatewaymusic.dk/kunstner/23230

Christian Winther: Refuge in Sound (Sound Perspective Music)

Så er der atter nyt fra Christian Winther. Han er dansker - men har siden 1997 haft New Orleans som sin base. Her har han lavet flere albums med amerikanske musikere og fået dem udgivet af det danske pladeselskab Steeplechase - som en af de få danske kunstnere overhovedet. Nu er samarbejdet med Steeplechase ophørt og Winther står på egne ben. 

Han er atter en gang i selskab med en række stærke amerikanske jazzmusikere, heriblandt trommeslageren Billy Williams jr. som lige har været i Danmark sammen med pianisten Justin Kauflin. Desuden medvirker bassisten Reuben Rogers, pianisten Allyn Johnson og guitaristen Mike Moreno mens Christie Dashiell medvirker på vokal på One for Mulgrew.

Det er klassisk jazz i en setting hvor der er ro og samling. Det er jazz af den slags der gør sig allerbedst live. Når det ikke er muligt, så er Christian Winthers plade et godt bekendtskab. Han sender undervejs musikalske tributes til pianisten Mulgrew Miller og saxofonisten John Coltrane. Det er på ingen måde tilfældigt at det lige er dem der kommer i fokus. Winthers tone på saxofonen er afklaret. Stilen swinger grundigt. Lyttefornøjelsen består overvejende i at musikken eksekveres så velafrundet og håndværksmæssigt godt. Det er gennemamerikansk jazz leveret af en dansker, der efter næsten 20 år i sydstaterne er godt og grundigt assimileret…The Jazz Way.

christianwinther.com

Emil Hess Quartet: Now You hear it (Hessmusic/Gateway)

Emil Hess har igen fundet sammen med den amerikanske trommeslager Richard Huntley, som han helt tilbage i 1999 lavede det fænomenale album The Great Bridge sammen med. Siden har Hess lavet to plader med Huntley - den seneste er over 10 år gammel. Det er godt at de er sammen igen. For det plejer at være gode plader som Hess laver sammen med Huntley. Den aktuelle er ingen undtagelse. Tværtimod. Det er særdeles fine sager.

Ud over Huntley, medvirker den herboende canadiske bassist Graig Earle og den helt igennem danske Thomas Clausen på piano. 

Tonen og stemningen er meget nordisk. Den lyriske og lettere melankolske stemning rammer med det samme. Hess har lavet nogle smukke kompositioner, som de fire musikere finder sammen omkring. Derudover er der også blevet plads til Drømte mig en drøm - der er den ældst kendte nedskrevne nordiske melodi og "The jazzstandard to end all jazzstandards" Body and soul. Kender man de to medlodier er man sporet godt ind på Emil Hess' musikalske verden. Pladen er meget vellykket og placerer sig i god forlængelse af Danish Music Award vinderen To mum and Dad som han lavede sammen med brødrene i 3xHess i 2014.

emilhess.dk

The Golden Years of Aarhus Roam The Streets vol. III (Fonden Voxhall) LP

For en måneds tid siden blev der afholdt en to dages festival på Atlas i Aarhus, hvor disse otte bands blev præsenteret. I samme forbindelse blev denne LP udgivet - eller det vil sige, at det var meningen at den skulle være blevet udgivet i forbindelse med festivalen. Men presset på vinyltrykkerierne udsatte udgivelsen. Men nu er den her. 

Vi er flere iagttagere af den danske jazzscene der har vidst det i noget tid. Århus er inde i en gylden periode for jazzen. Det har piblet frem gennem de seneste år. Det er denne LP kun med til at bekræfte. Flere af bandsene har jeg skrevet om før her på bloggen - men der er flere nyopdagelser for mig. Trioen Tigers Mind er dingenotisk noisejazz med substans. Duoen Orgel Duo starter ud i et dystopisk gråt betonbyggeri fra 70’erne - der kunne ligge i Hasle. De cykler ind mod midtbyen i natten og skaber fede stemninger med nummeret Iluin.

Addisabababand er fra den århusianske bydel Afrika, hvor de med Leika Leika Interstellar tager os med på en rumrejsefest. Ornithopter åbner pladen med Mr. Alexander der er en behagelig og smuk hyldest til trompetisten Scott Wesths skotske bedstefar. Kasper Staub Trio er med deres Cage i et vellykket melankolsk nordisk hjørne. 

Admiral Awesome leverer med Jacob Danielsens og Mikko Innanens vrælende baggårdssax’er på Tallina et af pladens højdepunkter - den kan også findes på deres dobbelt LP Makeout Music for Modern Lovers. Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet præsenterer nummeret Monster Fucker fra deres spritnye album. Jens Mikkel Madsens I Think You Are Awesome er også på trapperne med to nye albums. Vi får lov til at høre No. 5 with a bullet her på pladen. Bangin’ og Awesome er to af de bedste repræsentanter fra The Golden Years of Aarhus. Hæng med og lyt med nu. Du bliver ikke skuffet - nærmere hooked!

bonusinfo:

Pladen kan kun købes ved direkte henvendelse til et af de otte bands. Da den ikke koster alverden og pengene går til de medvirkende bands, er det bare med at komme i gang med jagten på pladen.

Homies: Cliff (Escho) 2LP

Indenfor den eksperimenterende og undersøgende del af dansk jazz er det comme il faut at udkomme på vinyl. Det er trioen Homies et godt eksempel på. Deres musik udgives af pladeselskabet Escho - der både udgiver Iceage og Dane TS Hawk. Homies passer godt ind i det selskab. Det er en erfaren trio med musikere der ved hvordan man skærer et saftigt stykke experimental jazz.

Der er mange gode grunde til at holde af Homies. De tre første er musikerne. Ned Ferm på sax, Jeppe Skovbakke på bas og effekter og Rune Kielsgaard på trommer. Det er et sammentømret musikalsk kollektiv. En enhed der komprimerer en følelse og fastholder den i LP sides tidslængde. Over de fire pladesider sendes vi rundt i hjørner og afkroge af jazzens mentale overflow. Skovbakke spacer gerne ud på elbassen, mens Ferms viltre sax - der skylder til højre og venstre hos de gamle mestre og Kielsgaards olympiske trommespil er i en evig rusken rundt af jazzen og det der ligner.

Udgivelsen har tit og ofte fundet vej tll min pladespiller de sidste par måneder. Der er mange facetter og stemninger i musikken. Jeg er endnu ikke færdig med musikken og bliver det nok heller aldrig. Homies og albummet Cliff er meget anbefalelsesværdigt til jazzlytterne der tror de har hørt alt.

escho.bigcartel.com

The Reykjavik Big Band & Joel Palsson: Innri (Flugur) >> Christine Jensen & Maggi Olin: Transatlantic Conversations Live (Linedown)

Her er to plader med større orkestre - hvor fokus i høj grad handler om arrangementerne. Hvordan bruger man den store palet? Alle muligheder er åbne. Der er lavet en melodi. Hvordan skal den så udføres. Hvornår og hvordan skal de enkelte instrumenter på banen. På den første plade er det islandske Joel Palsson, der har skrevet musik til The Reykjavik Big Band. Musikken er arrangeret af Kjartan Valdemarsson, der også medvirker på accordion og vibrafon. Pladen åbner med klaverintro, der kunne være til et Mezzoforte nummer, hvilket heller ikke er helt tilfældigt, da det også er Eythor Gunnerson fra netop Mezzoforte der sidder ved keyboardet. Musikken ændrer dog hurtigt retning. Det er en groovefyldt verden, hvor knivskarpe hornriffs blandes med komplicerede rytmer og avancerede soli. Joel Palsson placerer sig gerne i centrum og tager sig af mange soli, mens Sigurdur Flosason tager sig af de andre saxsoli. Det er heftig big band masser af trommer, percussion, messing suppleret med både Hammond og vibrafon. Det er vel ikke forkert at bruge en geysermetafor her?

På den anden plade er det et 11 mand stort orkester der spiller musik af Christine Jensen og Maggi Olin, der begge spiller med på pladen, på henholdsvis alt- og sopransax og piano. Musikken er indspillet af Sveriges Radio (nogen der kan huske, hvornår der sidst er kommet en plade med en optagelse fra Danmarks Radio?) ved en koncert i Malmö. De har inkluderet sangerinden Sofie Norling i projektet. Hun synger bl.a. også i indiejazzrock bandet David’s Angels. Jensen og Olin er begge inspireret af Ellington, Mingus og Monk. Den inspiration placerer de ovenpå et nutidigt progressivt rockgroove. Den danske guitarist Torben Waldorff træder ind i mellem frem med en glødende guitarsolo. Musikken bygger videre på noget af det som Jensen og Olin har lavet sammen i gruppen Nordic Connect, en gruppe de har haft sammen siden 2007. Transatlantic Conversations er moderne fullblown jazz med seks blæsere og et fedt rockgroove.

joelpalsson.is

christinejensenmusic.com

Søren Gemmer: The Lark (WhyPlayJazz)

Der er gået tre år siden at pianisten Søren Gemmer debuterede med albummet At First. Siden da har han bl.a. gjort sig bemærket i trioen Reverse. Han er nu atter klar med et album i eget navn. Musikerne er de samme som på den første plade, dog med en enkelt meget væsentlig tilføjelse. Trompetisten Mads la Cour er kommet med. Det giver en anden stemning og har fået stor betydning for det samlede udtryk på The Lark. Det er jazz der er tænkt over. Alene det at Gemmer omgiver sig med trompet og guitar breder lyden og arrangementerne mere ud end forventeligt. 

Der er en særlig opmærksomhed på flowet og forløbet i melodien. Musikerne kredser om Gemmers kompositioner. 

La Cours trompet og Per Møllehøjs guitar skiftes til at være tilstede i numrene. Den finske bassist Tapani Toivanen og trommeslageren Andreas Fryland er de andre musikere der er med til at omsætte Gemmers intelligente nutidige jazzkompositioner. Det er jazz af den slags der er sprængfyldt med detaljer. Gemmer kaster mange idéer op i luften og formår hele tiden at holde dem samlet. De tager overraskende retninger undervejs - men altid i en retning der giver mening. Han samler de forskellige numre på pladen med nogle solopianostykkker. Pauser undervejs, der følger os videre til det næste. Søren Gemmers The Lark er et meget stærkt og anbefalelsesværdigt album. Et album der bygger videre på debutalbummet og alligevel formår at fremstå som noget nyt og andet.

whyplayjazz.de

Radek Wosko: Contouring (Multikulti)

Den herboende polske trommeslager Radek Wosko har lavet en trioplade sammen med Kasper Tranberg på trompet og landsmanden Marek Kadziela på guitar. Trioen bevæger sig uhæmmet mellem det rå og upolerede - der nærmest kan minde om en trioversion af 70’ernes Miles Davis. De tager et heftigt skifte fra det pågående nummer Shadows til den nedtonede og dystre Cobra Prelude, som Kasper Tranberg har skrevet. På Mirror er det en løst skramlende intro med Tranberg på muted trompet. Her skaber Kadziela et underliggende skævt punklag med guitaren. 

Det er tre musikere der vover sig ud på ukendte steder i jazzen. Deres graciøse ubundethed i jazzen er tiltalende. Der eksperimenteres på et kvalificeret grundlag. Contouring er moderne eksperimenterende jazz af en karakter som vi ikke ofte hører herhjemme. Pladen er godt nok indspillet i Polen og udgivet af et polsk pladeselskab, men Wosko bor og arbejder primært i Danmark. Tak for det!

radekwosko.com

Tomasz Dabrowski Free 4 Arts: Six months & Ten drops (Barefoot Records) >> Kasper Tom 5: I do admire things that are only what they are (Barefoot Records) >> Cesar Joaniquet-Brice Soniano-Kasper Tom: Songbook (Astropi Recordings)

Inspirationen er hentet i tibetansk munkesang, hans slaviske arv, europæisk third stream og avant garde. Har man som lytter en forkærlighed for de to sidstnævnte genrer, bliver man på ingen måde skuffet. Den herboende polske trompetist Tomasz Dabrowski har samlet en gruppe musikere omkring sig, der er i ørehøjde med ham på denne plade. Jacob Anderskov på piano, Sven Dam Meinild på baritonsaxofon og Kasper Tom på trommer. Musikken er åben, hvor Kasper Toms trommespil er en fremadrettet styrke i musikken. En styrke der bruges af Anderskov og Dabrowski til at væve musik sammen. Meinilds baritonsax finder logisk sammen med de andre i den komplicerede og interessante musik.

Kasper Tom er i spidsen på denne udgivelse, hvor han også har Tomasz Dabrowski med på trompet sammen med Jens Mikkel Madsen på bas og Petter Hängsel på trombone. Desuden er tyskeren Rudi Mahall med på klarinet og basklarinet. Det er ham der flere gange løber med opmærksomheden i nogle solistiske udbrud, hvor de andre blæsere også er godt med. Musikken placerer sig i forlængelse af Dabrowskis plade. Det er musik der åbner sig for ørerne - mens man lytter. Den indre logik i musikken er inde i musikken. Det er freejazz af den levende slags.

Den sidste plade er også med Kasper Tom ved trommerne. Den falder dog i en helt anden kategori. Han er sammen med de herboende Cesar Joaniquet (Spanien) på tenorsax og Brice Soniano (Frankrig) på bas. Med udgangspunkt i deres fælles kærlighed til Billie Holidays musik, har de lavet en hyldest til hendes hjerteskærende elegance. I et intimt setup præsenteres vi for klassikere som Someone to watch over me og The Man I love. Trioen går ind i musikken og skaber nogle personlige og nærværende udgaver af klassikerne. De suppleres med tre frie kompositioner, hvor trioen med musik kommenterer deres historie om Billie og musikken.

barefoot-records.com

astropi.com

tomdabrowski.com

kaspertom.com

TPO: Fjord (Outrovært)

Trommeslageren Morten Poulsen pladedebuterer med to forskellige plader på en gang. Først var der LP'en NY, som han har lavet sammen med den amerikanske pianist Russ Lossing. Han er også aktuel sammen med trioen TPO, der ud over Poulsen består af hollænderne Sander Thijsen på piano og Jan Ruerd Oosterhaven på elbas. Musikken opstod mens de opholdte sig sammen i 6 dage i et hus lige uden for Mariager i Nordjylland. De lod inspirere af naturen, landskabet og i særdeleshed af fjorden ud for Mariager. 

Det er ikke ukendt at norske jazzmusikere har ladet sig inpirere af de store og klippefyldte fjorde i Norge. Derfor er det interessant at høre hvad der sker, når det er en dansk fjord, der omgivet af grønne bakker der inspirerer musikerne. Sker der noget andet? Det gør der. Men det handler nok i højere grad om musikerne. De er optagede af rummet og stilheden i musikken. Luft og eftertænksomhed. Det er musik, hvor man tvinges til at skrue ned for det mentale tempo. Toner og klange der komplementerer hinanden - uden at det nødvendigvis er en leflen for det ligefremt melodiske. Den kant klæder trioens musik. Fjord er en vellykket debutplade, hvor trioen formår at skabe balance mellem det skæve og det melodiske og mellem det hørbare og det tyste.

outrovaert.com

tpo-music.com