Malthe Jepsen: Fluidity (Jaeger Community) CD/DL/stream
Har jazzen brug for endnu et soloklaveralbum? Ja! Lige så meget som jazzen har brug for et triojazzalbum eller et med et Big band. Så længe der er musikalske historier at fortælle fra klaveret som vi ikke har hørt før, så vil jeg altid lytte. Det er i særdeleshed tilfældet med med unge Malthe Jepsen der debuterer med Fluidity.
Han danser graciøst på tangenterne og har tydeligvis drukket af jazzens melodiske overflow. Han tager den med ro og trækker vejret. Han lader de enkelte toner fortælle mere end det man umiddelbart hører.
Det er flydende eller Fluidity som albummet passende hedder. Malthe Jepsen lader diskrete elektroniske effekter blende ind med klaveret. Enkelte gange går han mere radikalt til værks, som på Plains, hvor klaverets lyd “warper”. Da jeg ser på coveret at det er Kasper Staub der har produceret, så giver det god mening. Kasper Staub er på vej i samme retning på triopladen Isolation Tapes, der kom tidligere i år.
Malthe Jepsens debutplade er en seriøst god start på karrieren. Den fortjener en stor anbefaling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar