Det er andet album fra kvintetten Nezelhorns. Der er gået otte år siden den første kom. Den danske tenorsaxofonist Nana Pi og den svenske trombonist Petter Hängsel har skrevet musikken, der også spilles af norske Erik Kimestad på trompet og svenskerne Johannes Vaht på bas og Kristoffer Rostedt på trommer.
Nezelhorns spiller eksperimenterende jazz der står ovenpå 60’ernes Ornette Coleman og Don Cherry. Harmonisk frihed og abstraktion blandes ned i et godt swingende groove. Det er en fornøjelse at høre de tre blæsere sammen i strukturerede sammmenhænge, hvor der er skabt luft til frihed og afveje.
Åbningsnummeret med Vaht’s seje bas og Nana Pi’s vilde saxofon er forrygende. Titelnummeret lyder som et brassband der spiller Black Sabbath riffs, hvorefter trommeslageren overtager showet. Det er kendetegnende for Nezelhorns, der har et afvekslende og forfriskende take på jazz, der træder lidt ved siden af hovedvejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar