Flot og ambitiøs debut
August Rosenbaum er 22 år og 3. års studerende på Rytmekons. Det har ikke afholdt ham fra at lave en debutplade med erfarne og veletablerede navne som Jakob Bro på guitar og amerikanerne Thomas Morgan på bas og Dan Weiss på trommer, der begge har spillet meget sammen med saxofonisten David Binney. Pladen er indspillet i New York, hvor han rejste til i efteråret 2008 og var i et år.
Det skal siges med det samme, at pladen ikke kun lykkes fordi at han omgiver sig med stærke musikere. Dertil spiller han ganske enkelt for flot og velovervejet. Måske endda grænsende til det mere modne, hvis man da kan tillade sig, at sige det om en 22 årig debutant - og er det så egentlig et superlativ? Når det personlige ikke går tabt og man er i stand til, at styre processen som Rosenbaum her gør, fortjener det mange superlativer.
Ambitionerne er under alle omstændigheder store for den unge pianist. Han vover pelsen og laver musik, med mange paralleller til Paul Motian's freeballad stil. Et univers som også Jakob Bro efterhånden er ganske velbevandret i. Fritflydende melodistumper der stiller krav til musikerne, der lader sig væve ind og ud af musikken.
August Rosenbaum har skrevet al musikken, der i sin enkelhed og minimalistiske stil giver lyst til at høre ham live, hvilket der også bliver fin lejlighed til i den kommende tid, hvor han fra d. 26. maj er på tur med musikken fra pladen, her kan man høre ham i København, Århus, Odense og Hjørring.
Bonusinfo:
August Rosenbaum er også medlem af soulduoen Quadron www.myspace.com/quadronquadron
August Rosenbaum: augustrosenbaum.com
My Space: www.myspace.com/augustrosenbaum
Dusty jazz og wideopen curly country'n'western
Der er noget forunderligt ved en plade der uventet dukker op i horisonten. Når det så ovenikøbet drejer sig om den slags musik der går ind og rører rundt, kan mærkes og sætter sig, ja så er der god grund til at blive glad.
Dusty jazz og wideopen curly country'n'western er nogle af de ikke alt for præcise genrebetegnelser der kan sættes på Petrus Kapell's debutplade A call for silence. Guitaristen Per Lyhne Løkkegaard står i spidsen for gruppen som komponist og arrangør. Han har bla. arbejdet som guitarist i Anna Davids og Bryan Rices livebands. En stigende interesse for improvisatorisk musik har ført ham i denne nye retning.
Musikken er stemningsskabende, behageligt rolig og luftig. Der er god tid og ro for musikerne til at bygge ovenpå Løkkegaards kompositioner. Anders Filipsen på Wurlitzer-keyboard er i høj grad med til at skabe den gode og lettere melankolske stemning på pladen. På enkelte numre er der tilføjet blæs ved Tobias Wiklund og Gustav Rasmussen. Bassisten Jesper Thorn udbygger med denne plade kun det gode omdømme, han efterhånden har opbygget i det danske jazzmiljø.
Det er dog Per Lyhne Løkkegaard der er i fokus. Hans flotte, teknisk velfunderede guitarspil med referencer hentet fra både Bill Frisell, jazz, blues og country er med til at A call for silence vil blive en af den slags plader der gentagne gange vil blive taget frem og lyttet til som lækker baggrundsmusik. Med den enkelte undtagelse Rusty frosty, der kommmer midt på pladen og river lytteren ud af sin behagelige ro med distortion og rivende riffs. Muligvis et bevidst afbræk fra Løkkegaards side, så lytteren ikke lulles i søvn.
Bonusinfo:
Per er bror til saxofonisten Niels Lyhne Løkkegaard. De spiller sammen i trad.jazzbandet Fine Young Traditionals på henholdsvis banjo og klarinet.
My Space: www.myspace.com/petruskapell
Cowbell Music og saxofonisten Benjamin Koppel holder igen i år til i Prøvehallen i Valby under Copenhagen Jazzfestival. Her diskes der op med et meget ambitiøst og seriøst program.
Det hele starter d. 2. juli med The Climate Concert, hvor Koppel gentager koncerten fra 2009's klimakonference. Hans gode musikalske ven pianisten Kenny Werner er bla. med på scenen. Det er han også dagen efter sammen med Masters of Jazz, der også byder på notabiliteter som guitaristen John Abercrombie, trommeslageren Al Foster og bassisten Scott Colley. Der afholdes to koncerter hver aften, de aftener de er på scenen.
Ugen byder også på projekterne Saxophone Symposion (med bla. Chris Potter og Bobby Watson), North by Eastwest (med bla. Nguyen Le og Daniel Humair), The Philosphy of...(med bla. Anders Koppel, Palle Danielsson og Daniel Humair) og Charlie Parkerland (med bla. Hugo Rasmussen og Bernt Rosengren). Kenny Werner er pianist ved alle koncerterne, ligesom Benjamin Koppel er at høre på sax'en.
D. 10. juli er Kenny Werner dog skiftet ud med et andet stort klavernavn, Uri Caine der går på scenen sammen med Barytonsax-ensemblet Babop.
Det er et respektindgydende flot program som Koppel har sat sammen til Copenhagen Jazzfestival 2010.
jazz.dk/dk/copenhagen-jazz-festival/venue?venueId=81
Cowbell.dk
Mazur er første modtager af ny jazzpris
I forbindelse med den netop overståede messe Jazzahead i Bremen blev det afsløret, at Marilyn Mazur bliver den første modtager af prisen Eurocore - JTI Jazz Award på 10.000 €. Prisen gives til "A prominent musical personality with international reach, an international profile and an international standard of musicianship". Prisen overrækkes d. 3. december i den tyske by Trier, hvor Mazur spiller med gruppen Celestial Circle
www.marilynmazur.com
New York nerve
I 2000 og 2001 lavede den amerikanske pianist George Colligan to plader sammen med bassisten Jesper Bodilsen. A Wish og Twins udkom begge på pladeselskabet Steeplechase, der ofte har brugt Colligan som sideman. Saxofonisten Hans Ulrik spillede flere gange sammen med Colligan i New York på samme tidspunkt. Jazzens epicenter New York er også omdrejningspunktet på The Meeting, der er en kvartetindspilning med de tre førnævnte musikere, samt Anders Mogensen på trommer.
Pladen er indspillet i Danmark i forbindelse med at de fire musikere turnerede sammen. Men New York er med i den musikalske ånd. Andet nummer på pladen hedder såmænd NYC Revisited, hvilket er ganske passende for specielt Mogensen og Hans Ulrik, der begge fik en stor del af deres musikalske opdragelse i USA i starten af 90'erne.
Musikken er ligefrem pågående og New Yorker-heftig. Energisk, teknisk og temmelig tight. Musikerne kender hinanden godt fra andre sammenhænge og det kan høres. De er stærke til at fremme og udfordre hinandens gode sider. Materialet på pladen er en blanding af selvskrevne numre og standards som Body and Soul og Horace Silver's Peace.
De tre danske musikere er alle meget aktive og etabelerede på den danske (og internationale) jazzscene. På The Meeting vender de alle tilbage til noget oprindeligt. Jeg får associationer til lyden af jazzkvartetplader fra 80'erne og 90'erne. Kvartetten ville uden problemer sagtens kunne stille sig op på feks. new yorker-klubben Small's og spille en vis legemsdel ud af bukserne og new yorker-underkæberne et godt stykke ned mod bordpladerne.
Bonusinfo:
George Colligan er netop blevet medlem af Jack deJohnette's nye kvintet, hvor et andet medlem er saxofonisten Rudresh Mahanthappa, medvirkede på Anders Mogensens 2 år gamle Real People udgivelse.
På lørdag er det planen at en lang række jazzmusikere fra hele Europa skal lande i Kastrup. De kommer til Danmark for at spille med big bandet European Jazz Orchestra, som organisationen Swinging Europe, med base i Brande endnu en gang er klar til at huse og sende på turné.
Lige nu er nok med en vis bæven at Swinging Europe følger med i udviklingen omkring den islandske vulkanaskesky, der som bekendt har sat luftfarten ud af spillet. Mon ikke det lykkes at få musikerne bragt nogenlunde sikkert til Brande alligevel?
I år er det slovenske Tadej Tomšič der står i spidsen for big bandet. Big bandet skal spille musik af ham og en anden slovener Jože Privšek. Privšek stod i spidsen for det slovenske RTV Radio Big Band fra 1961-1992 og lavede i 1998 musik til Swinging Europes første big band, det er bla. noget af den musik der atter vil blive taget op.
Projektet er blevet det største EU støttede jazzprojekt og har eksisteret siden 1998 under ledelse af Birgit Vinge fra Brande og jazzlegenden Erik Moseholm. De slutter efter turnéen i år, hvorefter projektet flytter til Herning.
Når big bandet har øvet i nogle dage er der snigpremiere i Remisen i Brande d. 28. april, debutkoncert på Fermaten i Herning d. 29. april og koncert i Slagelse d. 30. april. Herefter drager big bandet på turné til Polen, Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Østrig og sluttelig til Slovenien.
Swinging-europe.com
I sidste uge blev svensk jazz fejret til den helt store guldmedalje. Under overskriften Swedish Jazz Celebration blev der sendt så meget jazz i radioen at selv de mest skeptiske blev tilfredsstillet. Der blev delt priser ud i en lind strøm. Jazzen på svensk radios P2 uddelte deres Jazzkatt-priser, hvor bassisten Anders Jormin fik den fineste pris; Årets Guldkatt. Pianisten Jakob Karlzon, der lige nu er på turné med Hanne Boel, fik prisen som årets musiker. Flere andre fik også priser.
Orkesterjournalen uddelte den legendariske Gyllene Skiva-pris til saxofonisten Bernt Rosengren for pladen I'm flying. Det var femte gang at han fik den pris.
Du kan stadig høre nogle af de mange programmer fra sidste uge på Sveriges Radios hemsida.
sverigesradio.se/sida/default.aspx?programid=3753
Worldfusionsjazz
En basunist der synger istedet for at spille på sit horn. Han synger ordløs sang, der lyder som det han ville have spillet på sin basun. Basunisten og sangeren Scott Stroman er amerikaner og bosat i London, hvor han bla. er leder af London Jazz Orchestra. Han har ved flere lejligheder spillet sammen med den svenske saxofonist Cennet Jönsson. De lavede tilbage i 1997 pladen Project 1 efter at have turneret i bla. Danmark.
Nu er de klar med opfølgeren Project 2, hvor de er i selskab med et patchwork af et orkester. Violinist fra Ungarn, guitarist og trommeslager fra England, bassist fra Irland og trommeslager (Peter Danemo) fra Sverige. Musikken er hvad de selv kalder for Worldfusionsjazz, med inspiration fra Vestafrika, Indien og Balkan.
Det er et modigt projekt, der ikke kun fungerer på projektstadiet. Det holder hele vejen til virkeligheden. Smukke melodier og skæve takter spillet af et levende, luftigt og organisk orkester giver fundamentet for en original plade.
Violinisten Zoltán Lantos fra Ungarn løfter sammen med Cennet Jönsson på både tenor- og sopransax (Jönsson har den mest fantastiske tone på sopransaxen) Scott Stromans sang og resten af bandet.
Kopasetic: Kopasetic.se
Nu er der ikke mange dage til Jazzhus Montmartre version 3 slår dørene op. Det sker d. 1. maj, hvor den amerikanske stjernetrommeslager Jeff 'Tain' Watts spiller med en dansk/svensk supergruppe.
Her på Jazznyt har jeg fået stillet 2 billetter til rådighed til en frisk lille Jazzhus Montmartre Quiz.
Billetterne er til koncerten med Jeff 'Tain' Watts d. 4. maj kl. 20.00.
Kan du svare på nedenstående spørgsmål er du tættere på at være den heldige vinder af de to billetter.
Hvilken amerikansk saxofonist spillede på Jazzhus Montmartre næsten hver aften i januar 1960, sammen med den svenske pianist Jan Johansson?
1. Stan Getz
2. Ben Webster
3. Dexter Gordon
Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com med navn og adresse.
Konkurrencen slutter d. 26. april og vinderen får besked umiddelbart herefter.
Jeff 'Tain' Watts spiller på Montmartre frem til 5. maj, hvor der optages i løbet af dagene til en pladeudgivelse.
Han bliver hængende yderligere 4 dage, hvor han er sideman sammen med Montmartre musikchefen og pianisten Niels Lan Doky i den franske violinist Didier Lockwood's kvartet.
jazzhusmontmartre.dk
Blandet landhandel på motorvejen
Brad Mehldau's nyeste udspil er en opulent, nærmest svulstig sag. Dobbelt-album og symfoniorkester. Et nummer som Don't be sad folder sig ellers rigtigt flot ud, med Joshua Redman i front på altsaxen. Et lækkert melodisk popflow leder os behageligt gennem nummeret. Hvorfor de 1001 strygere så skal tilsættes er en gåde, da nummeret får en kedelig drejning i retning af det sukrede. Et nummer som Sky turning grey er beviset på, at det fungerer rigtigt fint uden strygerne.
Brad Mehldau er igen sammen med produceren Jon Brion, den samme producer der producerede det fænomenale, otte år gamle album Largo. Jon Brion er ellers mest kendt for sit arbejde i pop og film-soundtrack verdenen. Pladen er en meget blandet sag, med ambitiøse symfoniske stykker, filmstrygersovs, sax/piano duetter og powerfyldte kvartet- og triosager. Når Mehldau sammen med hans gamle bas-makker Larry Grenadier og trommeslageren Jeff Ballard kaster sig ud i nummeret Into the city, er der ikke et øje tørt hos alle os der godt kan lide, at spille luftklaver. Mehldau er en ægte mester på det område.
Havde Brad Mehldau holdt sig til en enkelt CD og droppet alle numrene med symfoniorkestret - feks. er der på hver CD et nummer udelukkende med symfoniorkestret og de er aldeles overflødige - så havde han lavet en superplade. Joshua Redman dukker op i ny og næ på sin altsax, han har udviklet sin signaturlyd og arbejder godt sammen med Mehldau. Grenadier er fast bassist, mens Ballard suppleres på trommerne med en anden gammel Mehldaumakker; Matt Chamberlain.
Brad Mehldau: www.bradmehldau.com
Endelig hjemme hos Klüvers
Veronica Mortensen er på hendes 3. plade i eget navn sammen med Klüvers Big Band. Det er 15 år siden hun første gang stod på scenen med det århusianske big band. Big bandets pianist Mads Bærentzen har såmænd gået igen på alle hendes plader. Det fornemmes at at hun føler sig hjemme sammen med det århusianske big band. Der hersker en klædelig afslappet stemning hos Veronica Mortensen. Pladen byder bla. på numre af Veronica Mortensen, Lars Jansson og Stevie Wonder (Make sure you're sure). Pladens titelnummer I'm the girl var bla. et nummer som Roberta Flack sang i 70'erne. Et andet nummer fra 70'erne, Rickie Lee Jones' hit Chuck E's in love starter pladen og er med til sparke pladen godt i gang. Den er optaget under sidste års jazzfestival i Århus, hvor Klüvers Big Band som vanligt var at finde i Ridehuset.
Vibrafonisten Dave Samuels er med som gæstemusiker, ligesom den amerikanske trommeslager Dennis Mackrel endnu en gang er at finde hos Klüvers Big Band, han har bla. spillet med Count Basie Orchestra. Veronica Mortensen placerer sig pænt et sted mellem pop og jazz. Hun synger med stort overskud, tydelighed og volumen. Alt sammen noget der har gjort hende til en efterspurgt solist hos flere big bands. I starten af juli er hun feks. på tur med svenske Bohuslän Big Band i Sverige.
Veronica Mortensen: www.veronica.dk
My Space: www.myspace.com/veronicamortensen
Det svenske Mandags Big Band
Anders Larson er en svensk basunist, arrangør og jazzblogbestyrer der er bosat i København. Han opererer både i det sydsvenske og københavnske jazzmiljø. På den aktuelle plade står han i spidsen for Monday Night Big Band fra Malmö - der altså ikke har noget at gøre med Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band, der holder til på Huset i København. Pladen udgives dog af det samme danske pladeselskab, som det danske mandags Big Band. Der er enkelte andre referencer til det danske på pladen. En enkelt dansk musiker i form af trommeslageren Karsten Bagge er der blevet plads til. Men også velkendte svenskere som Magnus Hjorth på piano, Ola Åkerman på basun og Mårten Lundgren på trompet sidder i big bandet.
Monday Night Big Band har eksisteret siden 1988 og hører med i rækken af de store svenske big bands; Tolvan Big Band, Bohuslän Big Band og Norrbotten Big Band er nogle af de andre. Monday Night Big Band har ofte været omkring Thad Jones' arrangementer og det er da også noget der har smittet af på arrangøren Anders Larson på denne plade. Thad Jones og Mel Lewis' klassiske big band lyd der blev grundlagt i 60'erne har givet en del inspiration til Larson.
Musikken er pånær to numre skrevet af Anders Larson. Strayhorns Chelsea Bridge og et vokalarrangement af overklassikeren Take Five. Den engelske trompetist Gerard Presencer er gæstesolist på et par numre. Monday Night Big Band er et yderst velspillende og tight big band, der flotteste vis præsenterer Larsons musik og arrangementer, der ikke holder sig tilbage fra det komplekse. Lyt feks. til Furai (Sound of wind) med Gerard Presencer og Magnus Hjorth i vigtige soloroller.
Bonusinfo:
Vil du opleve Monday Night Big Band er det primært i Malmö det foregår, bla. d. 31. maj hvor de hylder Terry Gibbs og har indkaldt assistance i f orm af den danske vibrafonist Morten Grønvad.
Anders Larson startede sidste år jazzblog.dk, hvor danske jazzmusikere bla. skriver om miljøet og musikken. Bloggen blev siden suppleret med den svenske jazzblog.se
Monday Night Big Band: www.mnbb.nu
Multinational freejazz
Dawn of Midi er en freejazz klavertrio med medlemmer fra Pakistan, Indien og Marokko og baser i New York og Paris. Musikalsk befinder de sig et sted mellem Debussy's harmonier Og John Cage's preparerede pianoer. Det er noget der sagtens kan tåle at blive pakket ind i en triojazzramme, når musikerne er i en klasse som Dawn of Midi
Der hersker en elegant dynamisk power over trioen, der aldrig bliver larmende. Dertil er de alt for poetiske. De skramler og roder skiftevis med instrumenterne, feks. med små slag på instrumenternes metal og træ. Der er ind i mellem tilløb til små melodiske forløb der brydes op. Musikken er spontant komponeret og opstået i nuet. Trioen spiller åben, minimalistisk og lyttende til hinanden.
Dawn of Midi er et godt eksempel på, hvor godt international freejazz trives og udvikles. Der er bla. rødder i den klassiske musik, 60'ernes amerikanske avantgardejazz og forskellig verdensmusik. Herhjemme er pianisten Søren Kjærgaard nok det tætteste man kommer på denne trios stil.
Dawn of Midi: www.dawnofmidi.com
Der er grøde i den københavnske jazzscene. Aldrig så snart havde Jazzhus Montmartre offentliggjort sit første program, hvorefter Copenhagen Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival fortæller at de indgår et tæt samarbejde i forbindelse med sommerens jazzfestival. Nok har Jazzhouse altid været aktive under jazzfestivalen, men det har ikke foregået i noget nærmere samarbejde med Copenhagen Jazzfestival.
Jazzhouse får spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud under sig fra Jazzfestivalen, hvilket betyder at man kan præsentere større internationale navne, som feks. Joshua Redman Double Trio, der som det første navn er offentliggjort fra sommerens program på Jazzhouse.
Derudover får Jazzhouse en scene på Gråbrødre Torv, hvor er også tidligere har været en scene. Nu hedder den Jazzhouse @ Gråbrødre Torv. Her vil Jazzhouse præsentere det bedste fra den hjemlige jazzscene.
jazzhouse.dk
Siden Niels Lan Doky og Rune Bech annoncerede at de ville genåbne Jazzhus Montmartre i St. Regnegade har der hersket stor spænding om, hvilket musikprogram de ville præsentere.
Det løftede de sløret for i dag. De præsenterer et program der lugter rigtigt meget af Montmartre-stemning. Udenlandske stjerner og danske ditto i en god blanding, der får mundvandet til at løbe hos enhver jazzelsker. Trommeslageren Jeff 'Tain' Watts indtager stedet de første 9 aftener. De første fem er det med eget materiale sammen med et dansk/svensk luksusband bestående af de svenske blæsere Vincent Nilsson, Anders Bergcrantz og Tomas Franck og danskerne Morten Ramsbøl og Jacob Christoffersen. De næste fire er det som sideman hos den franske violinist Didier Lockwood, hvor Niels Lan Doky indtager pianoet.
Herefter folder der sig et jazzprogram ud, der kan tilfredsstille både jazzconnoisseurs og dem der "bare" holder af god jazz. Her er ingen world, electronica eller andre crossover-tiltag.
Kenny Garrett, Bill Evans, Gino Vanelli, Abdullah Ibrahim, Martial Solal og Kenny Barron Quartet feat. Antonio Sanchez er blandt de internationale indslag i tiden frem til og med Copenhagen Jazzfestival. Blandt de danske er der adskillige spændende indslag. Blandt andet en stribe aftener under titlen The art of the trio, hvor forskellige saxofonister; Hans Ulrik, Fredrik Lundin og Tomas Franck skiftevis er i front for en trio, hvor det eneste medlem der går igen er den kun tyve-årige trommeslager Niclas Bardeleben.
Forskellige tributes er der også på programmet. Bla. til Stan Getz med saxofonisten George Robert i selskab med en Montmartre classic trio bestående af Riel, Vinding og Kock Hansen og en hyldest til udødelige album med Monica Zetterlund og Bill Evans med Sinne Eeg og Lars Jansson.
Jazzhus Montmartre: www.jazzhusmontmartre.dk
Det forkerte rum?
Fralæggelse af ansvar for det man er havnet i kan være klogt at gøre, hvis det feks. er noget værre noget man er havnet i. Med pladetitlen Baglæns ind i det forkerte rum har saxofonisten Julie Kjær med sin debutplade fralagt sig en del af ansvaret. Det var det forkerte rum hun kom ind i, men da hun gik baglæns opdagede hun det ikke i tide - og det var godt.
På pladen der udkom i efteråret 09 har hun allieret sig med tre venner fra konservatoriet i Århus; Thomas Sejthen på bas, Søren Mehlsen på trommer og Kasper Bjerg på piano. Mehlsen og Bjerg har tidligere lavet en plade med en anden kvindelig Århus-saxofonist, Mette Rasmussen i trioen Saft, hvor det var den ekspressive freejazz der var det musikalske udgangspunkt. Sammen med Julie Kjær er det mindre vildt. Men stadig udforskende og eksperimenterende.
Udtrykket er meget dynamisk, bla. i kraft af en meget velspillende Thomas Sejthen på bas. Mehlsens løse drive på trommerne er sammen med Bjergs åbne klaverspil med til at skabe et godt rum til Julie Kjærs saxofonspil. Kjær har komponeret al musikken og det høres bla. i den sikkerhed som hun leverer numrene, der spænder fra det løst ekspressive til det mere melodisk sikre. Julie Kjær er havnet i det helt rigtige rum!
Julie Kjær bor nu i London, hvor hun bla. spiller i Cardboard Whale. Hun spiller også med Django Bates i StoRMchaser og med Blood Sweat Drum n Bass Big Band.
My Space: www.myspace.com/juliekjaer
Det sygeste jazz
På det første nummer John bydes man velkommen - eller skræmmes væk - af en massiv mur af guitarlarm. Det er guitaristen Stephan Sieben, kendt fra bla. Sekten og Big Bombastic Collective der har begået en plade der er buldrende brutal og voldsom. Damn, det er altså vildt!
Bassisten Adam Pultz Melbye og trommeslageren Håkon Berre er med til at sikre vildskaben. De udsendte sidste år freejazzpladen A tale of three cities sammen med freejazzlegenden Peter Brötzmann. En plade der var med til at understrege de to musikeres evne til at spille frit. Sammen med Sieben er der også masser af fri improvisation, hvor der så lægges flere lag af grimme, provokerende og urovækkende elementer på. Massiv volumen, skrammel, maskulinitet og heavy metal er med til at sparke denne plade ud over kanten.
Det er nærliggende at nævne Last Exit, som netop Brötzmann var medlem af i firserne. Guitaristen Sonny Sharrock havde skabt en freejazz supergruppe, med toner og stemninger fra heavy metal. Jeg vil vove påstanden at Angel går et skridt videre i deres forsøg på, at ætse sig gennem heavy metal og frigive freejazzen. Angel er en gruppe uden lige herhjemme og det er der mange grunde til. Først og fremmest fordi de modigt tør kaste sig selv og musikken ud i et vanvidsprojekt, hvor et af elementerne er chancen/risikoen for at det hele falder fra hinanden.
My Space: myspace.com/angeldk
Jazzkærlighed
Jeg elsker den her plade! Intet mindre. Jeg kunne sagtens rulle ud med alle forbeholdene om, hvorfor jeg ikke skulle elske denne plade. Jeg er jazzblogger - endda af den progressive slags, bilder jeg ofte mig selv ind - og kan godt lide at være fremme i skoen. Så kommer der en plade med fire musikere der aldersmæssigt er at finde i efterløns-segmentet og som spiller jazz så gammelt som Charlie Parker!
Det siver ud af højttalerne med kærlighed til ren og uspoleret jazz. Jazz som er hørt tusinde gange før. Der er intet nyt på tapetet her. Men! Det er en plade der fungerer på trods af alle forbeholdene. Først og fremmest fordi de spiller godt. Det er der selvfølgelig så mange der gør. Der hvor pladen for alvor viser tænder er, at den overhovedet ikke viser tænder. De skal ikke bevise noget for nogen (andet end dem selv), det er ikke nødvendigt. De spiller fordi de ikke kan lade være. Kapelmesteren har siden 60'erne gang på gang fremvist sine store musikalske evner. Bare aldrig med det han startede med, at spille og siden har spillet hver eneste gang han øvede.
Charlie Parker, med et drys af Paul Desmond, Ornette Coleman og Eric Dolphy.
Karsten Vogel på altsax har sammen med The Jam Trioen lavet en hyldest til den jazz som startede det hele for Vogel, da han som 14 årig fik en EP med Charlie Parker, hvor nummeret My old flame var blandt. Ole Matthiesen på klaver, Henrik Dhyrbye på bas og Ole Streenberg på trommer leverer kvalificeret medspil til Vogel, der med sin åbne og klare tone er en jazzforårsbebuder. Numre som All the things you are, Yesterdays, Yardbird suite og Billie's Bounce er med på en plade, der kan anbefales til alle der kan lide old school jazz spillet med kærlighed.
Karsten Vogel: www.karstenvogel.dk
Vedkommende personlig popjazz
Sammen med Carsten Dahl har Hanne Boel lavet en intim vokal/piano jazzduoplade, hvor der er føjet en strygertrio på nogle af numrene. Det er 23 år siden hun sidst lavede en jazzplade, dengang sammen med Emborg, Riel og Vinding. Da var det også for Stunt Records. Pladen har i løbet af årene solgt til en guldplade.
Materialet på den ny plade er taget mange forskellige kanter og viser ganske fint Hanne Boels mangefacetterede musikalske baggrund fra pop og soul. Randy Newman, Tears for Fears, Rickie Lee Jones, Lyle Lovett, Steely Dan og Nick Cave er blandt de kunstnere, hvor hun har fundet sange til pladen. Enkelte jazzstandards er der også blevet plads til.
Hanne Boel har ingen problemer med at indtage sangene og gøre dem til hendes egne. Hun deles pænt om pladsen med Carsten Dahl. De er fælles om det her projekt. De har lavet en afvekslende og vedkommende popjazzplade, der vil finde et stort publikum der ikke er bange for kvalitet.
Carsten Dahls klaverspil er ikke overraskende blændende. Han forholder sig pænt til forlægget. Han sidder elegant på klaverstolen med en ræv bag øret og føjer diskret personlighed og skævhed til klaverspillet, der lige præcis er med til at løfte denne plade op i særklasse.
Bonusinfo:
Hanne Boel er på turné fra starten af april med materialet fra pladen. Turnéen løber frem til slutningen af maj. Carsten Dahl afløses på turen af den fantastiske svenske pianist Jakob Karlzon.
Hanne Boel: hanneboel.dk
St. Regnegade og pænheden
Rune Herholdt er en teknisk kompetent sanger, der til fulde mestrer stemmen, fraseringerne og lungekapaciteten. Når det er jazz er der ingen tvivl om, at det er blandt forudsætningerne for, at kunne synge jazz. Men der er også brug for følelser. Ikke nødvendigvis smerte, nedtur eller anden jammer. Næh følelser som i at man har noget på hjerte.
Debutanten Rune Herholdt nævner Pedro Biker og Leo Mathisen i pressematerialet, koblingen til sidstnævnte er på ingen måde hørbar, da det ikke er en swingplade. Pedro Biker var en elegantier og charmør. Her giver det mere mening med en sammenligning. Både Herholdt og Biker har pæne og rene stemmer, der ikke er ødelagt af røg og whisky.
Rune Herholdt mødte den legendariske trommeslager Ole Streenberg og via ham fik han sammensat en kvartet der kan spille jazz, så det lugter af Montmartre i St. Regnegade. Mads Bærentzen på piano, Jesper Løvdal på sax og Jesper Lundgaard på bas er sammen med Streenberg garanter for at Rune Herholdts debutplade køres sikkert i garage.
På pladen er der både standards og selvskrevet materiale men også NHØP's Those who were - som Little Jimmy Scott iøvrigt lavede en forrygende udgave af i 2001. Rune Herholdt synger pænt, han har i mange år arbejdet med gospel og har styr på stemmen. Mindre pænhed havde klædt Herholdt. Jeg kommer til at tænke på Mark Murphy - som en mand Herholdt burde lade sig inspirere af - der netop formår at fremstå lidt farlig i alt det pæne.
Rune Herholdt: runeherholdt.dk
Vinderen af Ung Jazz konkurrencen blev fundet i onsdags på Copenhagen Jazzhouse. Juryen bestående af Søren Kjærgaard, Tove Enevoldsen og Jakob Bro valgte Lars Fiil Kvartet fra Århus som vindere af finalen, hvor de var oppe mod gruppen Wake Up Jacob.
Alle kvartettens medlemmer går til daglig på det Jyske Musikkonservatorium i Århus.
Lars Fiil Kvartet deltager i den nordiske finale Young Nordic Jazz Comets i Helsinki til september.
My Space: www.myspace.com/larsfiilkvartet
Indslag fra TV2 Lorry om konkurrencen
Dansk jazz i medierne har i lang tid været lige så sandsynligt som sne i april. I den forgangne uge er det gået for jazzen, som det gik for sneen i Prince's dødlækre melodi fra 1986 Sometimes it snows i april. Nogle gange kommer der altså alligevel noget om jazz i de danske medier.
Sangerinden Sidsel Storm mødte en dårligt forberedt Anders Breinholdt i Go' morgen Danmark Studiet i mandags, heldigvis fik hun også lov til at synge uden hr. Breinholdts indblanding.
Sinne Eeg havde trukket københavnerjournalisten Kim Faber til Lemvig i søndagens udgave af Politiken, hvor hun udover at pryde forsiden på kulturtillægget også foldede sig ud i hjembyen over to hele sider.
Sidsel synger Hazy mind på TV2
Enten er det solo eller så er det trio. Keith Jarrett har i lang tid holdt sig til en bestemt skabelon, når han har udgivet plader. Så når han til maj er aktuel med en duoplade sammen med Charlie Haden er det noget af en sensation. Pladen er indspillet hjemme hos Jarrett i 2007. Jarrett inviterede Haden hjem til sig efter at de to musikere havde spille sammen i forbindelse med dokumentaren Ramblin boy omhandlende Charlie Haden. Det var første gang siden 1976 at de spillede sammen.
Pladen Jasmine indeholder 8 numre, overvejende standards, men også Randy Crawford-klassikeren One day, I'll fly way er med.
Sangerinden og komponisten Helle Hansen og bassisten Peter Friis-Nielsen modtog i sidste uge, begge hæderspriser ved DJBFA's årlige hædersprisfest.
I april nummeret af All About Jazz New York er der anmeldelser af plader med Jacob Anderskov og Lovedale. Her indgår sætninger som: "Several excellent Danish pianists have emerged from the scene and Jacob Anderskov is one of the finest." og "The music here has an infectious energy, Løvdal at his most inspired when going head to head with either Vu or Speed"
I april nummeret af det klassiske amerikanske jazzmagasin Down Beat anmeldes de første plader med Benjamin Koppel og Kenny Werner; Walden og At Ease, de får henholdsvis 4 og 3½ stjerner ud af 5 mulige. Han Bennink's plade Parken med Simon Toldam ved pianoet får 4 stjerner.
Syretrip for blandingsmisbrugere
Hvorfor bare gøre det der forventes? Det er der jo så mange andre der gør. Det er nogle af de tanker der farer gennem mit hoved, når jeg hører den århusianske gruppe Acid Plutonium på deres debutplade, der kun er udkommet på rød vinyl.
De forskellige genrer man hører er så spredte som jeg aldrig nogensinde har hørt det før. Genreskiftende sker i et hæsblæsende tempo, så man i løbet af meget kort tid har hørt surf, lounge, raga, freejazz, balkan, funk, rock, noise og country i samme nummer. Hold da op, hvor er det fedt! For en musikjunkie er det en fornøjelse af de helt store.
Det er overvejende det støjende og vildt ekspressive der kommer til udtryk. De nævner selv Zappa, Mr. Bungle og John Zorn's Naked City blandt inspirationskilderne. Jeg kommer også til, at tænke på grupper som Primus og danske Picnic. Pladen er smækfyldt med humor og ikke mindst musikalitet.
For Ja! Det hænger mere sammen end man kunne forestille sig. Jens Munch på keyboards og guitaristen Ask Kjærgaard står i spidsen for bandet med syv medlemmer, der blandt andet tæller saxofonisten Mette Rasmussen og trommeslageren Søren Mehlsen fra freejazztrioen Saft og percussionisten Magnus Jochumsen.
Bonusinfo:
De spiller i Lobby, Århus d. 8. april og i Dragens Hule, Kbh. d.9. april.
Acid Plutonium: acidplutonium.com
My Space: www.myspace.com/acidplutonium
Mindfulljazz
13 numre indspillet på en decemberdag i Stockholm. Alt er first takes. 13 øjebliksbilleder. Trommeslageren Peter Danemo er ankermand i kvartetten Meloscope, der tidligere har lavet to album. Sammen med saxofonisterne Cennet Jönsson og Joakim Milder og bassisten Christian Spering har han skabt en unik kvartet, hvor fire musikere mødes og kommunikerer på et dybere plan.
Danemo har skrevet det meste af musikken, men det er i improvisationen at gruppen lever. De er alle fire musikere, der er i stand til, at præge og presse, at spille og splitte og ikke mindst lytte på hinanden. Når man lytter på pladen er der sekvenser, hvor det hele går op i højere enhed af harmoni og balance. For så det næste øjeblik at skifte over i udfordrende musik der aftvinger opmærksomhed.
Meloscope er et meget stærkt bud på, at være spidsen af nordisk improjazz. Det handler om musik der opstår i mødet mellem fire kompromisløse individualister, der godt ved at de bliver endnu stærkere i deres kunstneriske udtryk, jo tættere de er sammen med andre individualister.
Peter Danemo: www.danemo.com
Nordisk Brasil
Peter Rosendal har tidligere lavet 4 trioplader, hvor han på de seneste to har arbejdet sammen med Graig Earle på bas og Janus Templeton på trommer. For snart 3 år siden lavede han den mere eksperimenterende plade Solo og denne gang er det også kun Peter Rosendals navn der står på coveret. Der er også solonumre på pladen, men kun tre. På resten af numrene er der andre med, hvor trioen er den gennemgående. Derudover er der nogle gæstemusikere indover. Rosendal har valgt to sikre kort i form af Hans Ulrik på sax og Jacob Fischer på guitar. En enkelt brasilianer Paulo Moura på klarinet kigger også forbi, hvilket ikke er helt tilfældigt, da Peter Rosendal netop har opholdt sig en del i Brasilien. Inspirationen til musikken på pladen er også hentet i Brasilien. På flere numre er det let at høre inspirationen. Pladen er som i to halvdele.
Den sidste halvdel af pladen er der, hvor inspirationen fra det brasilianske træder tydeligst frem, som på numrene Livia og Flores para as meninas. På pladens første halvdel lan man også godt ane den brasilianske inspiration. Feks. på nummeret Under elmene - et gammelt Peter Rosendal "hit" fra debutpladen Live at Copenhagen Jazzhouse. Her fornemmes det bla. i Templetons trommespil, uden at der går samba, bossa og koklokker i den.
Peter Rosendal kan forlade Norden, men Norden forlader ikke Peter Rosendal.
Peter Rosendal er jazzmusiker der uden lefle for nogen eller noget, har fået et stort publikum. Det sker bla. i kraft at hans kæmpestore melodiske sikkerhed. Det flyder let og levende. Tilføjelsen af gæstemusikerne på Pica-Pau er en god videreudvikling af det trioformat, som Rosendal er en mester i.
Bonusinfo:
Trioen er lige nu på tur i det jyske, med besøg i Skive d. 24, Herning d. 25, Struer d. 26, Århus d. 27. og Ebeltoft d. 28. marts.
Peter Rosendal: www.rosendalearletempleton.com
Musikalsk gråvejr
Det er ikke en humørmæssigt opløftende plade som Niels Lyhne Løkkegaard har begået. Det er The Blues på den nordiske måde. Det er stemningsbeskrivende musik. Det er musik med en sørgmodig og melankolsk stemning. Der er mere gråvejr end solskin.
Pladen placerer sig stilistisk og stemningsmæssigt mellem to af de vigtigste danske jazzplader fra de seneste år, nemlig Jakob Bro’s Balladeering fra 2009 og Grammofunchs plade fra 2008. Flydende, rolig, organisk og improvisatorisk musik. Hos Løkkegaard er det med fokus på guitar, saxofon og piano.
Løkkegaard fortsætter samarbejdet på den nye plade med nogle af musikerne fra Light Airborne - en plade jeg stadig er begejstret for. Pianisten Christoffer Møller, der i mellemtiden har arbejdet sammen med så forskellige folk som Benny Andersen, Julie Marie og Tim Christensen. Guitaristen Jeppe Kjellberg har haft succes med discorock bandet Whomadewho. Nu er de usvækkede tilbage i jazzen. På trommer er det Jeppe Gram, der er med i Grammofunch og på bas er det - lidt overrraskende - Lennart Ginman.
Niels Lyhne Løkkegaard regnes for at være en af sin generations største talenter på saxofon. Han er teknisk i særklasse, hvilket bla. betyder at han spiller lead-altsax i Klüvers Big Band. Derfor er den nye plade en overraskende plade. Det er ikke en plade der sætter Løkkegaard i centrum, som saxofonist. Det er en plade der sætter fokus på Løkkegaards kompositoriske evner. Han indgår musikalsk i orkesteret på lige fod med de andre musikere, hvor man selvfølgelig lægger mærke til saxofonen, fordi Løkkegaard spiller så inderligt smukt.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Løkkegaard har lavet en plade der er langtidsholdbar. Han formår på en gang, med inspiration fra bla. klassisk musik, at favne og forme følelser og at omsætte det til jazzmusik, der peger fremad.
Det er en meget anbefalelsesværdig plade!
Niels Lyhne Løkkegaard: www.nielsloekkegaard.dk
My Space: www.myspace.com/loekkegaard
Nelsonian Records: nelsonian-records.com
Skrøbeligt og forgængeligt
Percussionisten Lisbeth Diers har lavet en plade på Jukkasjärvi, det svenske hotel, der ligger i nord-Sverige og er lavet af is. Mange af hendes instrumenter er også lavet af is; Is-marimba, is-udu og is-chimes. Det er den svenske iskunstner Tjåsa Gussfors der har lavet instrumenterne, der udover at være meget skrøbelige, også er forgængelige. Med mindre at man står i rum, hvor tyk frakke og vanter er obligatorisk påklædning når man spiller. Det har Lisbeth Diers så valgt at gøre på en lang række af pladens 14 numre.
På hendes første plade, Chime fra 2005 samarbejdede hun med trompetisten Gunnar Halle, keyboardspilleren, pianisten Ståle Storløkken og Philip Sandholt på valdhorn, de er alle tre igen med på den nye plade. Nytilkomne er Cennet Jönsson på basklarinet og Soma Allpass på cello. Pladen består af en række duonumre og nogle enkelte med alle musikerne.
At Diers har valgt at spille på instrumenter lavet af is, kan let tænkes som en gimmick. Men når først det har lagt sig, så er det jo ret ligegyldigt. Det er Diers der er i centrum. Hendes følsomme og levende spil er fundamentet på en plade, der både byder på det helt enkle, som på de tre sammenhængende numre Abimiram 1, 2 og 3, hvor hun sammen med Halle på trompet og elektronik får skabt nogle enkle, smukke og nærmest primitive numre. Nummeret Ice udu sammen med Storløkken på keyboards har den mest suveræne lyd, med gyngende dyb basbund og nogle hårde smæk til mellemtonen. På de tre numre Menihijahada, Lunar year og Dubium spiller alle musikerne med. Det er meget smuk musik, med referencer til både nyere kompostionsmusik, world og electronica. Nok spiller Diers på iskolde instrumenter, det har dog ingen betydning for den varme der strømmer ud i rummet, når musikken spiller.
Bonusinfo:Diers optrådte under FN klimakonferencen i København i december med isinstrumenterne, instrumenterne kunne klare 45 minutter, så duede de ikke mere. Der er et klip på Youtube fra koncerten
My Space: www.myspace.com/lisbethdiers
Lisbeth Diers: www.lisbethdiers.com
Youtube: www.youtube.com/watch?v=coXfAPJ2CdM
License to improvise
Det er alt for sjældent at populærmelodier, der ikke lige stammer fra "Den store amerikanske sangbog" får en chance for, at vise sit værd i dagens jazz. Her er der en grundfæstet tanke om, at de sange man vælger at spille, skal have en vis melodimæssig tyngde - hvilket givetvis er sandt. Det lidt kedelige bliver så, at melodierne oftest er gamle populærmelodier der er langt over 50 år gamle. Melodier jeg udelukkende har et forhold til fordi jeg kender dem fra jazzen. Meget sjældent har jeg hørt originalen og har derfor det man kunne kalde et jazzforhold til melodien. Selvfølgelig er der eksempler på, at man har givet nyere melodier (med melodityngde) en omgang jazz. Det er noget der kan få det til, at rykke i mig. Melodier som jeg har et dybere forhold til og har lyttet til mange gange før med stor fornøjelse i originalversionen. Her har feks. The Bad Plus og Brad Mehldau været i stand til, at få mig helt ud på stolekanten med deres forskellige bud på, at spille nyere populærmelodier i en nutidig jazzaftapning.
Saxofonisten Rasmus Kjærsgaard får med sin gruppe Kiss Kiss Bang Bang også vækket noget i mig. Kombinationen af nogle særdeles velkendte - grænsende til nedslidte - populærmelodier og kernehård bebop - som var det Sonny Rollins der stod på Village Vanguard - er intet mindre perfekt!
Melodierne er taget fra James Bond-filmene. De har ikonagtig status blandt enhver rask ung mand, med deres luksuriøse og toptunede stemning. Da James Bond er noget man forbinder med smoking, cocktails og lækre damer i lange kjoler ville det være nærliggende at forestille sig en plade i bossalounge stil. Her har Rasmus Kjærsgaard og medmusikanterne Thomas Fryland på trompet, Graig Earle på bas og Carsten Landors så valgt at gå en anden vej. Det er som at møde James Bond i de gamle Ian Fleming bøger. Der bliver røget 50 cigaretter og bundet en flaske sprut om dagen, damerne er villige og trompeten er Dizzy-hidsig. Det her er klassisk jazz serveret med vid og tid til at improvisere helt igennem.
Støvet sax, manisk vild trompet, loose trommespil og en bas der er aktivt tilstede hele tiden viser, at selv om inspirationen er hentet over 50 år tilbage i tiden, så kan den stadig lyde knasende frisk.
Kiss Kiss Bang Bang: kisskissbangbang.info
My Space: www.myspace.com/kisskissbangbangdk
Stemningsfyldt ro
Her er en plade der skiller sig ud fra den store mængde af danske jazzudgivelser. Jesper Bodilsen har som sin debutplade valgt at lave en rolig akustisk stemningsplade. Bodilsen er kendt fra mange sammenhænge, hvor specielt samarbejdet med den italienske pianist Stefano Bollani og trommeslageren Morten Lund har gjort Bodilsen til en kendt jazzmand ude i verden.
I Bodilsens yngre dage var påvirkningen fra Niels Henning Ørsted-Pedersens basspil endnu tydeligere end den er idag, hvor Bodilsen mere tydeligt har fundet sin egen lyd og tone. Dog er Bodilsen ligesom NHØP grundigt forankret i det nordiske. Der er også en anden kobling til NHØP på pladen, da guitaristen Ulf Wakenius - der var medlem af NHØP's sidste trio - medvirker på akustisk guitar.
Det er to musikere der kommunikerer og mødes i et nordisk univers, hvor tilføjelsen af den fabelagtige svenske trompetist Peter Asplund og den finske vibrafonist Severi Pyysalo fuldender billedet. Bodilsen har selv skrevet pladens 9 numre. Pladen kan med fordel bruges som et behageligt soundtrack til hverdagen. Der er ikke knaster der generer eller anden uro der råber op og vil have opmærksomhed. Det er en gedigen brugsplade der vil kunne finde et stort publikum, også udenfor jazzen.
Bonusinfo:
Jesper Bodilsen er lige nu på tur med Bollani og Lund og rammer i de kommende dage Fermaten i Herning (d. 17/3), Dunkers i Helsingborg (d. 18/3) og Nefertiti i Göteborg (d. 19/3).
Jesper Bodilsen: www.myspace.com/jesperbodilsen
Æstetisk støj
Er pulsen søvndyssende lav? så er norske Erik Nylanders Orkesters plade nok den mest effektive måde - hvor jeg uden at røre mig overhovedet - har fået pulsen langt over hvileniveau. Sikke da en omgang larm! - eller noise, hvis man skal holde sig indenfor en mere gængs genrebetegnelse. Erik Nylander er nordmand og spiller trommer i et band der på pladecoveret og med albumtitlen giver indtryk af at være et brasiliansk inspireret jazzband. Intet kunne være mere forkert.
Æstetisk støj, skramlende feedback og andre ikke umiddelbart identificerbare lyde fylder godt i et band eller orkester der ellers er traditionelt besat med guitar (Petter Vågan), stemme (Hanna Gjermunrød), trompet (Eivind Lønning), saxofon (Espen Reinertsen), bas (Ole Morten Vågan) og altså Nylander ved trommerne.
Den interessante er at midt i alt det, der umiddelbart fremstår som et infernalsk kaos, er en rytmisk puls og velafbalanceret instrumentering. Det er grunden til, at pladen holder 100% og gang på gang overrasker og viser sider der både pleaser og kradser. Inspiration fra Sigur Ros og Jim Black er noget som Nylander selv fremhæver. På et nummer som Drum, as in acylinder spinning fungerer det perfekt. Skramlende, sløve, marcherende trommer i fornemt samspil med elbas, sax og trompet, hvor en simpel figur gentages og tilføjes detaljer som stemme og effekter. På et nummer som See You falder det bevidst næsten fra hinanden, nummeret minder om noget af det Audun Kleive lavede i 2004 på pladen Ohmagoddabl.
Elegant, æstetisk, rockrytme, jazzimpro med lækker støj.My Space: www.myspace.com/nylandererik
Udadvendt legende glæde
Saxofonisten Simon Spang-Hanssen dukkede op i 70'erne, hvor han bla. spillede med John Tchicai i Strange Brothers. Hans ophold i Frankrig fra 1985 og frem til slutningen af halvfemserne har sat et stort præg på hans musik. Den franske jazzsmeltedigel, hvor inspirationen fra de arabiske og afrikanske i mange år har været en vigtig faktor, har også præget Spang-Hanssen.
Simon Spang-Hanssen har på forskellige måder vist det med sine mange orkestre, hvor medlemmerne har været med til, at inspirere Spang-Hanssen i forskellige retninger.
På den aktuelle udgivelse Intersections har han givet det gamle ensemble Måneklar XL et nyt navn, Alisio Ensemble. Det otte mand store orkester er med sin utraditionelle instrumentsammensætning; violin, vibrafon, 2 x sax, fløjte, bas og 2 x percussion unikt i jazzlandskabet. Men det er ikke kun derfor, at det er en bragende god plade de har lavet.
Simon Spang-Hanssen har skrevet nogle afvekslende melodier og arrangementer der passer perfekt til orkesterets forskellige individualister. Her skal specielt fløjtenisten Mariane Bitran og violinisten Kristian Jørgensen fremhæves. Musikken er båret af en udadvendt legende glæde, hvor de nysgerrige og eventyrlystne musikere smitter os med godt humør. I orkesteret finder vi bla. også vibrafonisten Bent Clausen, percussionisten Benita Haastrup og Henrik Sveidahl på både tenorsax og basklarinet.
Det er en anbefalelsesværdig plade til den rejselystne nysgerrige jazzlytter, der gerne vil lukke lidt godt humør ind i ørerne.
Bonusinfo:
Pladecoveret er som det plejer malet af Spang-Hanssen selv. Maleriet hedder Behind the Backdoor I
Simon Spang-Hanssen: www.simonspang.dk/dk/
Til Billie fra Dee Dee
Billie Holiday er en af jazzens helligste køer. Men det betyder ikke at hun kan tolkes og hyldes med respekt. En sangerinde som Dee Dee Bridgewater har ikke brug for at lege Billie. Hun er en sangerinde der i sig selv nyder stor status og respekt. Så istedet hylder hun Billie Holiday på en meget personlig måde. Alle melodierne på pladen er som hentet fra en Billie Holiday Greatest hits plade. Kender man bare en smule til Billie er der er rimelig chance for at man kender flere af sangene på pladen. Lady sings the blues, God bless the child, Fine and mellow, All of me, Lover man og Strange fruit er nogle af de sange man støder ind i på pladen Eleanora Fagan (1915-1959) To Billie with love from Dee Dee Bridgewater.
Hun er i selskab med et stjernehold bestående af Edsel Gomez på piano, Christian McBride på bas, Lewis Nash på trommer og ikke mindst James Carter på tenor- og altsax, basklarinet og fløjte. Deres duetter der er gennemgående for pladen og som Carter og Bridgewater med stor myndighed kaster sig ud i undervejs, er ikke rip off af Lester Young og Billie's berømte samarbejde. Snarere to teknisk begavede musikere der godt ved at de ikke skal prøve på at lyde som Young og Holiday, men som dem de er.
Det er da klart at når jeg har hørt en række sange som er så velkendte, får jeg lyst til at høre noget Holiday, høre sangene som jeg lærte dem at kende. Der er dog rigeligt med plads til Dee Dee's plade. Hun synger fabelagtigt, hvilket hun også ofte har bevist for et dansk publikum.
Dee Dee Bridgewater: deedeebridgewater.com
Mangfoldighedens ørken
I snart fem år har Jakob Davidsen haft gang i projektet Mangfoldighed. Den første plade kom i 2006 og siden fulgte der en i 2008. Nu kommer den tredje plade i det Jakob Davidsen på et tidspunkt havde tænkt som en trilogi. Men nu hvor den tredje plade er på banen nævnes der hverken noget om at det skulle være den sidste eller at det skulle være en del af en trilogi. Men Davidsen kan selvfølgelig have ombestemt sig og hvorfor skulle han ikke også gøre det? Når han til stadighed er i stand til at føje nye kapitler til den spændende Mangfoldigheds-historie.
Jakob Davidsen er en blandt få danske jazzmusikere der med stor akuratesse komponerer ny musik for mellemstore ensembler (med 7-8-9 musikere). Musik der er spændende og hvor der sker en fortløbende udvikling samtidig med, at han holder fast i en stil og et personligt udtryk. Han har tidligere i 90'erne stået i spidsen for Crossover Ensemble, og det der med at "krydse over" rent musikalsk, det er en Davidsen specialitet, som han ikke har lagt på hylden. Jazz, klassisk, rock og verdensmusik er fire af de mest fremtrædende genrer hos Davidsen.
På den ny plade har han ladet sig inspirere af ørkenen. Han anfører selv i pressematerialet at han aldrig har været i en ørken. Det er en suite der over 7 numre bringer os omkring i myternes ørken. Herudover er der blevet plads til pladens indledende nummer Grand prix d'ouverture og en genindspilning af Det sker i virkeligheden, der på Davidsens forrige plade var et soloklaverstykke, denne gang er det med hele Mangfoldigheden.
Peter Danemo på trommer, Iain Ballamy på sax, Nils Davidsen på bas og John Ehde på cello har sammen med Davidsen på piano alle været med lige fra starten. Siden er Peter Fuglsang på klarinet og altsax og Helianne Blais på violin kommet med. Davidsens fastholden i et orkester der kendes på summen af en række suveræne instrumentalister, er en af de store fornøjelser ved hans Mangfoldighedsprojekt. Det kan høres at han har skrevet musikken til de enkelte musikere.
Endnu en gang har Jakob Davidsen lavet en plade, jeg på det kraftigste vil anbefale den nysgerrige jazzlytter med sans for elegante detaljer.
Jakob Davidsen: jakobdavidsen.dk
Det er allerede ude at tvillingeforældrene Costello og Krall kommer og spiller i Tivoli under Copenhagen Jazzfestival. Nu er der flere navne klar på plakaten. Koppel'erne Marie Carmen og Benjamin spiller sammen med Tivolis Big Band, hvilket Sinne Eeg også gør. Desuden kommer firseraltsaxikonet David Sanborn og giver den gazz på plænen.
Vinderne af Dee Dee Bridgewater konkurrencen er fundet. De har alle fået direkte besked og vil meget snart modtage CD'en med Dee Dee. De svarede rigtigt på spørgsmålet om hvem det er at Dee Dee hylder på den ny plade. Det var selvfølgelig Billie Holiday.
Når der er Spot festival i Århus i dagene d. 21. og 22. maj er der tradition for at JazzDanmark har indflydelse på nogle navne på programmet. I år det indtil videre offentliggjort at det drejer sig om Jeppe Gram og Rune Funch's filmiske jazzunivers Grammofunch og Thor Madsen og Anders Hentze's Wazzabi, der ved samme lejlighed udgiver deres første fuldlængdealbum.
En gang imellem dukker dansk jazz op i sammenhænge, hvor det ikke lige var ventet. Feks. stødte jeg for nylig på et nummer med Kasper Villaume på en opsamling med udpræget dansabel jazz. Pladen der hedder Messin' around vol. 5, udgivet af det engelske selskab Freestyle er fra 2007 og er en dobbelt-CD, men der findes også en version til vinylDJ's. Det er en 12" med kun fem numre fra pladen. Heriblandt altså også nummeret med Kasper Villaume. Det er nummeret Cuba, der indleder Villaumes debutplade Outrun fra 2002, hvor Lars Møller spiller den bedste danske Michael Brecker-inspirerede saxofon der er hørt ever.
Kender du til andre udenlandske compilations, hvor der er dansk jazz på? Så giv gerne lyd!
Freejazz på single
To udgivelser på blå vinyl i form af 7" singler er ikke hverdagskost. Men det er et Ålborg-baseret pladeselskab der udgiver jazz inspireret af 60'ernes freejazz heller ikke! Trommeslageren Christian Skjødt er det danske indslag i trioen You had me at Hello, der mødtes på The Banff Centre of Arts i den canadiske del af Rocky Mountains. De to andre medlemmer er franske Alexandra Grimal på temorsax og norske Adrian Myhr på trommer. De tre musikere spiller også sammen i bandet Yuma Yuma.
De to singleplader indeholder musik fra nogle 2007-optagelser. På den ene medvirker hollænderen Ab Baars på klarinet og Michael Moore på klarient og altsax. De er kendte fra bandet ICP Orchestra med Misha Mengelberg og Han Bennink i spidsen. På den anden medvirker altsaxofonisten Oliver Lake.
De i alt fire numre er uforfalsket freejazz i særdeles kort form, det længste nummer varer fem og et halvt minut. Atonal og flydende. Tonal og meditativ. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er freejazz der lugter af den klassiske 60'er freejazz med et strejf af moderne europæisk kompositionsmusik.
Udgivelserne er et forfriskende initiativ. De giver i det hele taget en gammel pladesamler tårer i øjnene i disse downloadtider. Musikken kan dog også downloades. Fedt med en ultrasmal udgivelse på vinyl, der indeholder musik af holdbar karakter for kendere.
My Space: www.myspace.com/ihaveseenthefuture
Tonometer: Tonometermusic.com
Evnen til at opsuge og omsætte
I 2007 udsendte Lars Winther det formidable album Nordic by nature, et album jeg har lyttet til med stor fornøjelse mange gange siden. Det var en trioindspilning, hvor inspirationen fra bla. Esbjörn Svensson Trio ikke var langt væk. Siden har Lars Winther opbygget pladeselskabet Your Favourite Jazz, der har udsendt en række gode albums, feks. de to plader fra selskabet der var med på Jazznyts liste over de bedste danske jazzplader fra 2009.
Nu er han så endelig er klar igen med en plade i eget navn. Denne gang er det en big band indspilning! Musikerne på pladen er for manges vedkommende hentet fra Your Favourite Jazz-selskabets egne rækker, men også en erfaren big band ræv som trompetisten Jesper Riis er med. Hvis der noget der karakteriserer Lars Winther, er det hans evne til at opsuge og omsætte indtryk, til noget brugbart og for os lyttere inspirerende at lytte til.
Pladen der har fået den enkle titel Big Band byder på klassisk big band musik som på nummeret Rhythm, baby! der kunne være arrangeret af Thad Jones. Der er musik inspireret af eksperimenterende elektronisk musik, som på Traces of time. Der er lækker rolig nordisk opvågningsjazz, som på Morgen med nogle flotte solopræstationer på sax og trompet. Der er funky blæserbølgegang på åbningsnummeret Flamboyant, der holdes sammen af en tight rytmesektion. Rockinspirationen titter frem på Pappa Lindo, med chefen selv på lækker Rhodes. Pladen lukkes med den komplicerede Suite, hvor Lars Winther kaster det hele op i luften, blander det sammen og får lagt et godt lukkenummer på pladen.
Lars Winther anfører selv folk som Maria Schneider, Geir Lysne og TS Høeg blandt sine inspirationskilder.Lars Winther: www.larswinther.com
My Space: www.myspace.com/larswinther
Hjem til Danmark
Niels Lan Doky fik i den forgangne uge sat jazzen højt på mediedagsordenen, da det blev offentliggjort at han er med i den gruppe af personer der står bag genåbningen af Jazzhus Montmartre. Han skal være musikchef på stedet. Niels Lan Doky har tidligere i sin karriere kredset omkring det legendariske jazzspillested. I 2004 genåbnede han stedet i nogle få dage og indspillede både plade og film i den anledning. I 2006 lavede han en musikalsk hyldest sammen med den svenske saxofonist Tomas Franck. Tidligt i karrieren i 1987 lavede han såmænd også en liveplade på Montmartre - det var dog i Nørregade.
Samtidig med offentliggørelsen af Montmartre-åbningen i Store Regnegade udgav Niels Lan Doky også en ny plade Return to Denmark, der markerer at Doky vender tilbage til Danmark efter 29 år i udlandet. Han har allieret sig med en gammel makker, trommeslageren Alex Riel og en ny makker i form af bassisten Morten Ramsbøl.
Pladen består af 10 numre med stor betydning for Doky. Det er en blanding af standards Som Here's that rainy day, How long has this been going on og Secret love, hvor den sidste blev indspillet af Dokys mor Birthe Erichsen i 1954 sammen med Arne Lamberths orkester under den danske titel Hemmelig kærlighed. En hilsen til Dokys far er der også i form af nummeret Alhambra af Francisco Tarrega. Det var et nummer som Doky som 5 årig hørte sin far spille på guitaren. Et nummer der fik Doky til så brændende at ville spille musik. En musikalsk hilsen til Montmartre er der øvrigt også i form af et Duke Jordan medley med numrene No problem og Jordu.
Niels Lan Doky er af mange elsket - heriblandt også denne blogbestyrer for evnen til at spille og kreere nogle sangbare, smukke melodier. Dem er der heldigvis også nogle stykker af på pladen. Den nok mest kendte Children's song fra Doky Brothers albummet fra 1995 tåler så absolut et genhør sammen med titelmelodien fra Doky's 1991-album Friendship, der afslutter albummet. Et par nye Doky kompositioner har også sneget sig ind.
Pladen stritter lidt i nogle forskellige retninger, med Alhambra som afvigeren der ikke rigtig passer ind i selskabet. Dokys egne kompositioner er af den slags, hvor jeg ikke kan lade være med at ville ønske mere. Det er der han er allerbedst og jeg er ret sikker på, at det også er noget han opdager når han i den kommende tid er på turné rundt omkring i Danmark.
Bonusinfo:
Niels Lan Doky spiller seks koncerter de kommende dage i Danmark og spiller senere på måneden i Paris
Niels Lan Doky: nielslandoky.com
Den suveræne dokumentar Weightless, der handler om tilblivelsen af Jakob Bros lige så suveræne album Balladeering bliver vist første gang på DR K på torsdag d. 4. marts kl. 21.55. Den bliver desuden vist søndag d. 7. marts kl. 12.30 og 24.00.
Det norske jazzmagasin Jazznytt der i år fylder 50 år, er aktuel med et nyt nummer. Under anmeldelserne er der vildt mange anmeldelser af danske udgivelser. Hans Ulrik, Nikolaj Hess, Rasmus Ehlers, Lotte Anker, Mona Larsen, Svend Asmussen, The Pulse, Jan Kaspersen, Spacelab, Aggerbæk Kvintet, Hot n' Spicy, Cordelia og Jacob Anderskov er at finde blandt de anmeldte plader. Anmeldelserne bærer præg af en stor viden om dansk jazz.
I bladet er der bla. også artikler om trommeslageren Jon Christensen, heavyjazzerne Motorpsycho og Alexander von Schlippenbach. Synes du at bladet er for svært at finde i din lokale kiosk, kan du hente en PDF-version af magasinet på www.jazznytt.no
Copenhagen Jazz Festival på Frederiksberg har som de første meldt lidt ud om, hvad de præsenterer på denne sommers festival. Åbningskoncerten bliver et sandt nostalgitrip med firsernes succesfulde funk big band Blast. Af de andre fyrre koncerter der kan opleves på Frederiksberg er det allerede officielt at man kan høre og se Dianne Reeves, Bill Frisell, Richard Bona, Thomas Blachmans The Pulse og for første gang i Danmark den brasilianske kultbossabasunist Raoul de Souza.
Flot og ambitiøs debut
