Kutimangoes: Made in Africa (Tramp)

I folkeskolen havde jeg sammen med en klassekammerat en længere periode, hvor vi legede med ord og sprog. Specielt kunne særprægede navne på hovedstæder få os til, at gå og gnægge sammen i flere uger. Vi sagde navnet og omkringstående klassekammerater måbede uforstående. Vi havde to favoritter der slog dem alle. Den ene var Malaysias hovedstad Kuala Lumpur og den anden var Ouagadougou, der dengang var hovedstad i Øvre Volta - endnu et navn der skabte megen moro. I dag er det hovedstaden i Burkina Faso og titlen på det første nummer på The Kutimangoes andet album, der er delvist indspillet i Burkina Faso.

Det danske afroband har været en tur i Burkina Faso, hvor de har indspillet dele af pladen Made in Africa sammen med afrikanske gæstemusikere, hvor vokalisten Patrick Fabré fra det første albums "hit" Fire, også er med. Det er et band der har jazzmusikere i centrale roller. De placerer sig mellem Fela Kutis eksplosive afrogrooves og jazzens improvisationer.

Gustav Rasmussen (trombone), Michael Blicher (sax) og Aske Drasbæk (sax) indtager nogle centrale positioner i front, hvor de suppleret af Johannes Buhl Andreassen på keyboard skaber bandets helt særlige lyd. For der er sket noget siden det første album. Bandet er mere overbeviste og tydelige omkring det de vil. På et af de mere rolige numre som Hunting er intensiteten kombineret med Patrick Fabrés sang et af pladens højdepunkter. The Kutimangoes er blevet mere tilbagelænede og afslappede i udtrykket. Måske har den vestafrikanske varme fået dem til, at svede og smelte sammen med det afrikanske groove. 

kutimangoes.com

Anders Vestergaard: Eel (Abstract Tits/Insula Jazz) LP

“Life begins at the end of your comfort zone”, har den amerikanske forfatter Neale Donald Walsch en gang sagt. Hvis livet handler om, at mærke noget andet end det forventelige og pleasende, så er trommeslageren og percussionisten Anders Vestergaards album Eel, en plade der placerer sig langt inde i livet. Det gælder både Anders Vestergaards og lytternes liv. Han har lavet en soloplade, der har et slægtskab med trommeslageren Mads Forsbys Iildjin projekt. Det er kompromisløst afsøgende solopercussion/trommer der er tilsat elektroniske effekter. Der er et vist overlap til japanske noisekunstnere som f.eks. Merzbow.

Via bækkener, trommer og andet skaber han syngende droner, der stkker af i et hav af larmende noise. Anders Vestergaard har fysisk placeret sig, midt i et hjemmelavet set-up med akustisk percussion og elektroniske feedbackeffekter. Han forsøger at blive et med lydene. Der opstår forløb, hvor feedbackstøjen moduleres og bearbejdes. Det er krasse sager, hvor Anders Vestergaards konsekvente afmanøvrering af det ligefremme og indlysende, bruges til at skabe højspændt og superkoncentrerede stemninger. Det er et uafrysteligt stærkt album. Kan anbefales til avangardistiske noiseentusiaster.

abstract-tits.com

insulamusic.dk

Narcosatanicos: Body Cults (Bad Afro Records) LP

Der er gået to år siden de udsendte debutalbummet, som jeg skrev begejstret om her på bloggen. I mellemtiden er der kommet en liveplade med dem. Nu er de atter klar med et fuldlængde studiealbum. Narcosatanicos er tilbage og jeg er ikke skuffet. Det er tungt og syret. Det er udknaldet og larmende. Guitarmuren der omkranser bandet, er ikke en mur der er skabt for at holde folk ude. Det er er en mur frembragt af tre guitarer, der holder sammen på bandet. Rislende og  massivt. Simpelt og punket. 

Forsangeren Victor Kim brøler i det kemiske mørke. Det er dystert og skræmmende, som han skriger sjælen ud på pladens afslutningsnummer Bliss. Pladens åbingsnummer Vulvic Church skuffer heller ikke i den henseende. Det er koncentreret og effektivt. Bandet bevæger sig gerne på kanten af eksperimenterne. Det bliver aldrig lige ud af landevejen. Nummeret Vile lyder i udgangspunktet som noget Iggy & The Stooges kunne have lavet. Hvis det ikke var for den folkinspirerede violin der kommer ridende forbi. 

Personligt er jeg allermest fornøjet ved tilstedeværelsen af Zeki Jindyls saxofon. Det er lige præcis derfor Narcosatanicos er så originale. Det er er både hvinende avantgardistisk, udblæst og rocket. Der er overvejende fart på de fleste numre. Jeg skal alligevel fremhæve pladens højdepunkt. Det knusende stonernummer Matamoros sprøjter saxofon med rumklang, buldrende basbund og lydlige eksperimenter lige ind i vore kroppe, der muligvis tager permanent skade. Who cares? Det var fedt mens det stod på.

badafro.dk

narcosatanicos.bandcamp.com

Horse Orchestra: Four Letter Word (Barefoot Records) LP

For to år siden udgav de debutalbummet Living the Dream. Den fik de en DMA Jazz award for et år senere. Nu har der lige været DMA Jazz show igen. Her stod de på scenen og er samtidigt aktuelle med album nr. 2, Four Letter Word. Titlen kunne tages som et udtryk for en holdning, da Four Letter Word er et begreb, der i det engelske sprog er en pæn beskrivelse for et bandeord som f.eks. fuck eller shit. Cole Porter skrev i 1934: “Good authors too who once knew better words, now only use four-letter words. Writing prose, anything goes.” Der er dog ikke meget banderi over Horse Orchestra. I stedet smækker de stiften i lakpladen og kører afsted med 78 omdrejninger i minuttet. Det er med mere kærlighed end ironi, at det unge heste orkester indtager den gamle jazztravbane. Jeg kan ikke lade være med at se dem som en anarkistisk opdatering af New Jungle Orchestra, sprængfyldt med ungdommelig energi og vovemod.

Horse Orchestra var egentlig trioen Dødens Garderobe bestående af Jeppe Zeeberg (piano), Nicolai Kaas Claessn (bas) og Rune Lohse (trommer), der blev udvidet med fire blæsere, trompet, sax, trombone og tuba. Dødens Garderobe hører hjemme i den eksperimenterende afdeling af jazzen. Man kan forledes til, at tænke at Horse Orchestra er projekt, hvor Dødens Graderobe holder fri fra eksperimenterne. Selv om der går free jazz i den, en gang i mellem, så er det gennemgående jazz, der skylder mest til swing.

Hvor New Jungle Orchestra hylder Ornette Coleman på deres nyeste album, så hylder Horse Orchestra en anden stor musiker, der ligeledes døde i juni 2015. Horse Orchestra's trombonespiller Petter Hängsel har det ikke fra fremmede med musikken. Hans far Björn Hängsel er ligeledes trombonespiller og har bl.a. spillet med Tolvan Big Band og Norrbotten Big Band. Men i denne sammenhæng er det mest interessante, at far Björn har spillet med James Last Orchestra. Som sidste nummer på pladen spiller Horse Orchestra, James Last’s komposition Morgen um sieben ist die welt noch in ordnung. Den serveres i en smuk og følsom udgave. 

Four Letter Word er levende og legesyg jazz med nogle musikere, der bobler af spillelyst. Det er ikke kun sjov og spas det hele. Det er grundlæggende velspillet og dejligt at være i selskab med.

horseorchestra.dk

Benjamin Koppel & Joe Lovano: The Mezzo Sax Encounter (Cowbell/Artistshare) LP

Inden jeg kaster mig over musikken der er nede i rillerne på denne LP, så er der et par andre glædelige ting der skal styr på først. Albummet er ganske rigtigt udgivet på vinyl. Det særligt interessante i den sammenhæng er, at pladen er fremstillet i Danmark. To entreprenante fyre har åbnet et vinyltrykkeri, Nordsø Records i Købenahvn. Det er det første vinyltrykkeri i Danmark efter, at det sidste lukkede for over 30 år siden.

Den første plade som Nordsø Records har fremstillet, er med Benjamin Koppel og Joe Lovano i birollerne og en mezzosopransaxofon i hovedrollen. Instrumentmager Peter Jessen fra I.K. Gottfried i København opfandt G Mezzo sopransaxen i samarbejde med Benjamin Koppel i 2007. Instrumentet har en obolignende klang og er alligevel helt sit eget. Verdensstjernen Joe Lovano hørte om instrumentet og fik lavet en til sig selv. Det førte til nogle koncerter sammen med Koppel på Summer Jazz festivalen i 2013, de blev fulgt op af de indspilninger der kan høres på LP’en. De stammer fra Summer Jazz 2015, hvor de spillede sammen med amerikanerne Kenny Werner (piano), Scott Colley (bas) og Johnathan Blake (trommer).

Pladen åbner med Lovano’s Blessings in May (og ikke Boss Town, som der fejlagtigt står på coveret), der stammer fra 2013-albummet Cross Culture. Det er et godt nummer til at få rystet støvet af instrumenterne. Uptempo og en dejligt knudret melodilinje, der stiller store krav til Lovano og Koppel. Herefter sættes tempoet ned med Koppels The Unanswered Question. De kommer godt omkring indenfor og lidt udenfor jazzens rammer, som f.eks. det afsluttende nummer Fugue, der er skrevet af Benjamin Koppel. Her befinder de sig i den klassiske kammermusik. Når to musikere spiller på samme instrument er det selvfølgelig svært, at vide hvornår den ene eller den anden spiller. Ved mere intens nærlytning afslører de sig alligevel med deres individuelle saxofondialekter. Kan klart anbefales til saxofonnørderne.

cowbellmusic.dk

JKA Quintet: From the nocturnal Chironian (Long Life /Pladekisten) 2LP

At skabe et samlet album omkring et tema og en gennemgående idé, kaldes et konceptalbum. Det kan gøres på mange måder. Det var ikke ualmindeligt i 70’ernes rockmusik hvor mange klassiske konceptalbums blev skabt, som f.eks. Pink Floyds Dark side of the moon. Indenfor dansk jazz er der ikke nogen tradition for at gøre det. I det hele taget er et musikalbum som et samlet og selvstændigt udtryk under pres i disse streaming-tider, hvor der er mere fokus på enkeltnumre og hurtige hits. Der er undtagelser. I Jægergårdsgade i Århus finder rman butikken Pladekisten, der også huser et pladeselskab, der bl.a. har været med til at søsætte flere DMA Jazz prisvindere. Senest var det Buchanan Requiem, der løb med prisen for Årets bedste danske jazzalbum. Et ambitiøst og kompromisløst værk.

Det ambitiøse og kompromisløse har det nyeste udspil fra Pladekistens selskab Long Life, i den grad til fæles med Buchanans prisvinder. Bassisten og komponisten Jens Kristian Andersen har over en længere periode komponeret et værk, der tager udgangspunkt i den græske mytologi. Over fire pladesider præsenteres vi for Jens Kristian Andersen musikalske fremstilling af historien om Chiron. Over fire pladesider fortæller han kronologisk historien om Chiron. Det kan man også læse om i pladecoveret, hvor Jens Kristian Andersen har lavet noter til hver enkelt nummer. Chiron var kentaurernes leder. Han lærte at spille harpe af sin fosterfader Apollon. Det harmoniske, lyriske og poetisk-romantiske har stor betydning i historien, der bl.a. kommer til udtryk gennem Chirons kærlighed til flodgudinden Chariklo og til datteren Euippe. Chiron insisterede på venlighed og universel tjenende kærlighed. Jens Kristian Andersen fortæller historien om Chiron fra fødsel til død. 

Det er et imponerende værk som Jens Kristian Andersen præsenterer. Et nærmest udtømmende jazzværk om Chirons liv og levned. Andersen har bevæget sig i dybden og har forsket i historien om Chiron.  Det kan man bl.a. læse mere om på bandets facebookside. Musikken er inspireret af Europas klassiske musik og den amerikanske jazz. Jens Kristian Andersen kredser meget om Chirons shamanistiske og helende evner. Han har samlet en lille eksklusiv skare af musikere til at omsætte kompositionerne til musik. Erik Kimestad på trompet, Soma Allpass på cello, Anders Banke på basklarinet (og tenorsax på et enkelt nummer) og trommeslageren Thomas Præstegaard er kommet godt ind i musikken. Der er et handlingsmæssigt flow i den flotte musik, hvor der bygges ovenpå. Trådene samles i et imponerende musikalsk opbud. Det er både fyldigt og nøgent på samme tid.

LP’en udkommer som gatefold med billeder af kunstneren Rithva Landler. Det er med til, at understrege og udbygge albummets samlede udtryk. From the nocturnal Chironian er et imposant jazzalbum af høj kvalitet, der sagtens kan nydes alene for sine muskikalse kvaliteter. Den græske mytologi giver dog albummet et helt særligt og originalt skær.

facebook.dk/jka5tet

pladekisten.dk

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra featuring Kirk Knuffke: Ubi Zaa (Steeplechase)

Når et orkester har eksisteret i 35 år, behøver de ikke at udsende plader for at overraske eller overbevise lytterne. Pierre Dørges New Jungle Orchestra fejrede fødselsdagen for et år siden med at spille nogle koncerter. Det er som at modtage et brev fra en gammel ven, når jeg hører det nye album. Jeg kender Dørge, jungleorkestret og lyden. Jeg kender varmen og kærligheden der er inde i musikken. 

Det er godt at høre en status på hvordan det går i det Dørgeske liv. Hvad er der sket siden sidst? Den største nyhed er, at den amerikanske trompetist Kirk Knuffke er kommet med i jungleorkesterfamilien, som special guest med de dertil indrettede særlige rettigheder. Dørge byder ham velkommen ved, at give ham plads til solo og masser af lyd. Knuffke medvirkede også på Dørges vellykkede kvartetplade fra sidste år. 

Musikken på albummet er indspillet ved to koncerter på henholdsvis Fermaten i Herning og Copenhagen Jazzhouse. Når musikken afvikles live overfor et publikum fremviser det Jungleorkestrets store styrker. Den kollektive lyd og fremtoning. Øjeblikket fanges og bruges. 

Ai Piedi Della Scala er et møde mellem tidlig swing og hymner der er en Tchicai værdig. At Tchicais bortgang har sat sit præg på Dørge skal der ikke herske tvivl om. 

To andre musikere der på hver deres måde har påvirket Jungleorkestret, har også forladt denne verden. Irene Beckers Song for Ornette er en hyldest til en kunstner der har farvet Becker og Dørges forståelse af jazzen, gennem det originale harmolodiske sprog. Jungleorkestrets bassist fra 1984-2000, Hugo Rasmussen hyldes med kompositionen Hugo at Buresø, der indledes af orkestrets mangeårige nuværende bassist Thommy Andersson, med en skøn swingende solo. 

Ubi Zaa er et dejligt brev fra junglefamilien. Klassisk musik, sydafrikansk jazz, gambiansk folkemusik, free jazz, Ornette Coleman, Duke Ellington og Sun Ra kan stadig kombineres på nye og spændende måder.

newjungleorchestra.com

DMA Jazz 2016

I dag er det et år siden, at jeg overrakte Jazznytprisen 2015 til Jakob Buchanan, i Viborg Domkirke i forbindelse med opførelsen af Buchanan Requiem. I går aftes tilfaldt der endnu mere hæder til Buchanan, da han fik priserne Årets danske jazzkomponist og Årets danske jazzudgivelse, ved DMA Jazz prisfesten på Bremen i København.

Det imponerende album er lavet sammen med Aarhus Jazz Orchestra og det var ikke det eneste big band, der blev hædret. Kathrine Windfeld Big Band tog prisen i kategorien Årets nye danske jazznavn og Eivør og DR Big Band tog prisen i kategorien Årets danske vokaljazzudgivelse med albummet At the heart of a selkie.

P8 Jazz, der sendte live fra showet, uddelte endnu en gang deres ildsjælspris P8 Jazzprisen. I det brogede felt af ildsjæle fra hele landet fik trommeslageren Kresten Osgood prisen. Han var ikke selv tilstede, da han netop om mandagen er vært på Mandagsklubben på 5e i Kødbyen. Røde Rosas Kaffebar på Balders Plads i København fik prisen som Årets Live Jazz arrangør og Jazz Five fik Børnejazzprisen.

I kategorien Årets særudgivelse var en anden Jazznytprismodtager Jens Mikkel og I Think You're Awesome nomineret. Jens Mikkel havde jeg allerede hilst på om eftermiddagen, da vi begge steg på toget i Århus. Han måtte dog returnere tomhændet til Århus, da det blev Boujeloud der løb med prisen.

Showet der blev optaget af TV2 Lorry, til udsendelse på TV2's regionale netværk, bød også på livemusik. Her er der tradition for at flere af de foregående års vindere optræder. Signe Bisgaard leverede en overbevisende åbning på showet med Never Ending Life. Smukt og skrøbeligt. Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk lagde salen ned med deres stærke optræden, hvor Sinne sang så funklende smukt. Toots Thielemans Willow weep for me fik nyt liv. Christina von Bülow stod i spidsen for en kvartet der spillede Johnny Mandels udødelige standard A time for love. Det var jazz fra den klassiske balladeafdeling. En anden ballademager Jakob Bro startede en længere Europatur med to numre på Bremen. Her blev Evening Song fra 2009 albummet Balladeering til noget helt nyt, da trommeslageren Joey Baron satte skub i nummeret og forlod det flydende Paul Motian trommespil som vi kender fra originalen. 

Showet sluttede på toppen, da jazzhestene Horse Orchestra indtog scenen med spas og alvor. Forfatteren Knud Romer var gæst og gav hele den danske jazzscene en regulær sviner. Avantgarden og standardjazzen fik hug. Det var sjovt - jazzfolk kan klare meget. Horse Orchestra uddelte i øvrigt deres egen pris til Lord Fauntleroy?!

Festen fortsatte ude i foyeren, hvor The Kutimangoes spillede deres veloplagte afro.

Endnu en aften med DMA Jazz kunne slutte. For mit og flere andres vedkommende sluttede festen igen på La Fontaine.

JazzDanmark var atter vært for et vellykket show. Det var tredje gang det blev afholdt på Bremen. Her er plads til at de mange jazzfolk kan mødes, på tværs af cirklerne som de bevæger sig rundt i til daglig. Jeg fik mødt unge og fremadstormende jazzmusikere, der spiller standards. Jeg talte med musikere der arbejder på kommende udgivelser. Musikere der lige kommet hjem fra festival i Finland. Musikere der brænder for at spille og arbejder hårdt for at komme ud til publikum. Her er DMA Jazz et godt udstillingsvindue. Selv om der var flere tabere end vindere på sådan en aften. Så vinder jazzen i sidste ende. Her var både radio og tv. Det er det evigt tilbagevendende emne, når jazzmusikere mødes. De brokker sig over manglen på medieinteresse. Den var der i går og tak for det!

DMA 2016 - set og hørt i børnehøjde

Nedenfor følger et indlæg skrevet af  11 årige Philip Theander fra Ølstykke. Han er uddannet børnejournalist gennem Børnenes Hovedstad. Her ses han sammen med Jeppe Zeeberg fra Horse Orchestra.

Mandag d.7/11 blev DMA i jazz afholdt, hvor der blev uddelt awards og der blev spillet god jazz musik.

Hele aftenen blev der spillet god jazz nogle gange roligt og kontrolleret, andre gange vildt og ustyrligt. 

Der blev delt awards ud i flere kategorier under jazz og der blev holdt lange takketaler.

Alle på teateret Bremen den aften havde vist noget af en fest.

Til at holde ordet var “Master Fatman” kommet og børnejurymedlemmet Sofie var der også.

Hele herligheden er afholdt af JazzDanmark.

Boerneneshovedstad.dk

SVIN: Missionær (Pony Rec)

På deres fjerde udspil siden 2011 er der sket en markant udskiftning i bandet SVIN. Blæseren Magnus Bak har forladt bandet, hvor tangentspilleren Adi Zukanovic i stedet er kommet med. Det har trukket bandet i en ny retning, der allerede kunne anes på det seneste udspil fra 2014. Det brutalt buldrende er forladt til fordel for et mere soundscape underbygget groove. Det er stadig råt og metallisk og andre steder viser de deres poetiske og organiske sider. Musikken er indspillet på Island i Sundlaugin Studio, der er grundlagt af bandet Sigur Rós. Over 10 intense dage i studiet har de skabt musikken, hvor bandet gik ind i en symbiose med den islandske natur. 

Lars Bech Pilgaard serverer Morricone-twangy guitar, der udbygges af Zukanovic’s synthfalder, Thomas Eilers bastante trommer og Henrik Pultz Melbyes intime tenorsax på de rolige og luftige nummer V. Kirkeorgelsafrikaner indledes med Melbye på jaget saxofon og kirkeorgelklange, der går over i et skramlet og lettere afsporet afrogroove, der afløses af en simpel synthfigur, der går helt amok. Nummeret lukkes ned med en klarinet/synth duet. Denne mini-symfoni er et godt billede på SVIN lige nu. 

Det er abstrakt og ambient. Det er noise og nærvær. Det er storladent og SVIN’s hidtil bedste plade. Intenst og originalt, hvor de i en kollektiv udladning skaber noget, jeg ikke har hørt før. Pladens sidste nummer Stella, hvor Eilers løsslupne trommer finder sammen med filmisk hvinende sax, synth og guitar er ganske enkelt genialt.

svin-music.com

Morten Elbek: Star Eyes (Gateway) >> Thofte/Thorsen Quintet: Fermina (Gateway)

Jazzen som den har lydt i over 70 år trives og har det fint. Det er disse to udgivelser et blændende eksempel på. På begge plader mødes ældre og meget erfarne musikere med unge og fremadstormende musikere. 

På den første er det den århusianske guitarist Morten Elbek der på akustisk guitar spiller 8 af jazzens mest kendte og elskede standards. Sammen med bassisten Jonathan Bremer og den for mig ukendte trommeslager Johnnie McCoy, tager Elbek sig kærligt af Nancy (with the laughing face) og Stella by Starlight. Det glider let og ubekymret. Elbek spiller inspirerende og flydende. Bonusgevinsten på pladen er de tre numre, hvor Mathias Heise på kromatisk mundharpe, sætter en tyk streg under sit store talent. Lyt bare til den veloplagte versionering af Brubecks In your own sweet way, hvis du tvivler.

På den anden plade er det den unge trompetist Rolf Thofte sammen med den erfarne saxofonist Simon Thorsen, der gennem årene har undervist og påvirket mange danske saxofonister. Desuden er Johannes Wamberg (guitar), Jens Kristian Andersen (bas) og Henrik Holst Hansen (trommer) medlemmer af kvintetten. Selv om det er unge folk, så er det old school stilen der dominerer. Pladen åbner med Benny’s tune. I 1952 dominerede cool jazzen og Chet Baker lavede sammen med Gerry Mulligan Bernie’s tune. Det er nogenlunde herfra Thofte/Thorsen Quintets verden går. Det er delikat swingende jazz, med fokus på instrumenterne. Rolf Thofte har et fint samarbejde med Thorsen, hvor de sammen dyrker jazzens inderste væsen. Umiddelbart lyder melodierne som standards. Det er dog Rolf Thofte der pånær tre numre har skrevet musikken. Thofte/Thorsen Quintet er en fin status på, at den klassiske jazz ikke er døden nær. Tværtimod er den vitalt nærværende.

Christian Bluhme & Magnus Nyander Poulsen: Peregrino (Gateway)

Det er en skøn og ligefrem duoplade som altsaxofonisten  Magnus Nyander Poulsen har lavet sammen med guitaristen Christian Bluhme. Poulsen har skrevet pladens syv numre. Musikken er båret af en særlig varme og lethed. Det er melodisk og positiv jazz med en nordisk sjæl. Det er udelukkende de to musikere der spiller på pladen. Poulsen supplerer altsaxen med klarinet, mens Bluhme skifter mellem elektrisk og akustisk guitar. De supplerer begge med at spille på synth, hvor de tilføjer nogle diskrete klangflader til musikken.

Peregrino er en brugsplade, der fungerer som et beskyttende soundtrack mod hverdagens stress og jag. Efterårets regn og kulde får et modsvar. Titelnummeret Peregrino, der på spansk betyder pilgrim, er skrevet efter Magnus Nyander Poulsen havde været på pilgrimsvandring i Spanien. Han har overvejende hentet sin inspiration i det nordiske.

facebook.com/MagnusPeregrinos

Agnar Mar Magnusson: Svif (Dimma) >> Andrés Thor: Ypsilon (Dimma) >> Þorgrímur Jónsson Quintet; Constant Movement (Sunny Sky)

Når jeg skriver om islandsk jazz, er det svært at lade være at referere til den vilde og smukke natur. Det er ganske enkelt svært at forestille sig, at en jazzmusiker går rundt på Island uden at se, mærke eller høre naturen. En natur der påvirker helt ind i lyden og udtrykket. Det gør sig gældende på forskellig vis med disse tre aktuelle islandske udgivelser. 

På den første er det pianisten Agnar Már Magnússon der sammen med Valdimar Kolbeinn Sigurjónsson på bas og den på Island bosatte amerikanske trommeslager Scott McLemore, har lavet et klingende smukt album. Et album der henter stor inspiration i den nordiske tone og klang. Magnússon er en erfaren herre, der til daglig underviser på musikskolen FIH i Reykjavik. Han har tidligere udgivet trioplader sammen med amerikanerne Ben Street og Bill Stewart. Noget der også kan være med til, at indikere Magnússons inspration fra lyriske pianister som f.eks. Brad Mehldau. Svif placerer sig et sted ude i Nordatlanten, hvor der både er udsyn til staterne og den smukke hjemlige natur. Albummet er særdeles vellykket. Magnússon spiller også Hammond i trioen ASA Trio, der omarbejder klassisk jazz af bl.a. Monk og Coltrane i tighte Hammond combo udgaver. Her er han ligeledes sammen med Scott LeMore.

Men også guitaristen Andres Thor, der ligeledes er aktuel med et nyt album, hvor Magnússon også medvirker. Desuden medvirker den danske bassist Richard Andersson og den amerikanske trommeslager Ari Hoenig på pladen Ypsilon. Pladecoveret er med sit grønne græs og hvide striber er måske en henvisning til, at Island var et de 24 lande der deltog ved sommerens EM i fodbold. Her bragede de igennem og vandt vore hjerter. De hørte til på de internationale fodboldbaner. Ligesom de også hører til på de internationale jazzscener. Der er flere islandske jazzmusikere, der med jævne mellemrum optræder ude i verden. Her er Andres Thor en af dem. Albummet Ypsilon byder på en fornem blanding af sejt swingende funk grooves, som på Biscuit til en lummert gyngende frækkert som Simple Question, hvor Hoenig serverer suverænt trommespil. Der er både påvirkning fra Pat Metheny og Jim Hall på pladen.

På den sidste islandske plade i denne omgang, er der mere geyser i jazzen end der har været på de to første. Þorgrímur Jónsson Quintet ledes af bassisten, der også er medlem af pianisten Sunna Gunnlaugs trio. “Toggi” Jonsson vender fokus mod Europa og væk fra den nordiske tone. Det er ligefremme toner, der henter næring i popmusikken, balkan og europæisk jazz. Med Ari Bragi Kárason på trompet og flygelhorn og Ólafur Jónsson på tenorsax i blæserfronten, er der basis for et udadvendt og ligefremt spil. Det er dog Kjartan Valdemarsson der primært spiller på Rhodes, der er med til at sende musikken det sidste stykke opad. Det er stemningsfyldt og glad musik, der er varmt og lækkert som det populære turistmål, Den Blå Lagune på Island.

Med denne trippel anmeldelse lægger det lige for, at rose islandsk jazz. Det er alle tre gode plader. Jeg vil gerne fremhæve den sidste plade, da den byder på noget som ikke så ofte høres fra vulkanøen.

facebook.com/agnarmarmagnusson

andresthor.bandcamp.com

toggijonsson.bandcamp.com

Jacob Anderskov: Resonance (Stunt)

Der er gået femten år siden Jacob Anderskov udsendte sit første album. Karrieren er siden blevet svimlende godt dokumenteret. Det er blevet til 25 plader, med Anderskov som leder eller co-leder i løbet af årene. En karriere der har bragt ham vidt omkring og været kendetegnet ved, at han aldrig har stået stille. Hovedparten af udgivelselserne er kommet på ILK Records, der er drevet af musikerne. Den aktuelle plade udgives i stedet på Stunt Records, der i over 30 år har været Danmarks førende og mest sælgende jazzpladeselskab. 

Anderskov har som Miles Davis hele tiden flyttet sig selv og grænserne. Det nye album er en fortsættelse til albummet Strings, Percussion & Piano fra 2013. Sammen med trommeslageren/percussionisten Peter Bruun og en strygertrio er han på det nye album Resonance gået i nye retninger. Det høres tydeligt på albummets tredje nummer, 8th Avenue Tranquility, hvor han halvvejs inde i nummeret valser afsted som en anden Jan Johansson. Det er noget af det samme der sker på Portrait, hvor han med strygerne tilfører en forførende dyster stemning.

Albummet åbner med Ornette Colemans What Reason Could I Give. Anderskov var ved at komponere musikken til albummet da Coleman døde. Han har stor betydning for Anderskovs musikalske virke, derfor valgte Anderskov at inkludere Colemans komposition. Det er betegnende for et album der naturligt sammensmelter impro, klassisk, jazz og folkemusik. Et album hvor han har arbejdet med puls og frasering. Det er intenst og følelsesmættet og endnu et stærkt Anderskov album af høj kvalitet.

sundance.dk

Bremer/McCoy: Forsvinder (Raske Plader) LP

Det er den lette treer. Eller er det den svære? Når man laver noget enkelt og ganske veldefineret i udtrykket, hvor meget skal der så fyldes på?. Da Bremer/McCoy for første gang landede på min pladespiller for snart tre år siden, var det en glædelig overraskelse af de helt store. Mødet mellem roots reggae og den nordiske tone var en velfungerende, ny og original blanding. Jeg har hørt pladen rigtigt mange gange siden, da den udmærker sig ved at være en brugsplade, som man sætter på, når der er brug for lidt velsignende musikalsk ro. Pladen opstod ud fra et spontant samarbejde mellem jazzmusikeren og reggaemusikeren, der havde kendt hinanden siden de var børn. De havde bare aldrig spillet sammen. Albummet Enhed blev så vellykket, at de er fortsat med at samarbejde.

Enkelheden. Det rene udtryk. Melankolien. Modaljazzen. Roots reggaen. Det hele er der stadigvæk. Hvor det første album Enhed var spontant og upoleret i kanterne, begyndte de på det næste album Ordet, at tænke mere over hvad de ville. Når jeg nu lytter til deres tredje og nye album Forsvinder, så fremstår toeren som en mellemstation. De er tro mod deres musikalske idealer og udgangspunkt. De har forfinet deres unikke udtryk. Morten McCoys skitseagtige og enkle spil på piano, rhodes og wurlitzer smelter sammen med Jonathan Bremers smukke bastone. De mødes på lige vilkår og fylder lige meget. Udtrykket er energisk beroligende. 

De spiller lækre melodier, der passer med det samme. A siden åbner med nummeret Fortæl os om begyndelsen, mens B siden åbner med nummeret Ny begyndelse. Og det er albummet Forsvinder, en ny begyndelse. Lyt med. Det er aldrig for sent at blive fan af Bremer/McCoy. Pladen er analog hele vejen rundt, hvilket er meget atypisk for dagens udgivelser. Det har en betydning for lyden, men også for udtrykket, der er i god tråd med duoens organiske og menneskelige musik. 

Forsvinder understreger Bremer/McCoys unikke position på dagens musikscene, hvor jeg håber at endnu flere opdager dem og får gode musikalske oplevelser.

bremermccoy.com

Carsten Dahl Experience: Caleidoscopia (Storyville)

Forventningerne er, ikke uden grund, høje når der kommer et nyt album med Carsten Dahl Experience. I årene 2010-2013 kom trilogien Humilitas, Metamorphosis og Reveréntia med kvartetten. Alle tre albums fik behørig opmærksomhed. På det fjerde og nyeste album Caleidoscopia, har Carsten Dahl atter samlet gruppen, som Politikens anmelder Jakob Bækgaard kalder det tætteste, som Danmark kommer på at have en jazz super gruppe. Altsaxofonisten Jesper Zeuthen, bassisten Niels "Bosse" Davidsen og trommeslageren Stefan Pasborg giver Carsten Dahl tilpas mange udfordringer og sammen skaber de jazz af den fineste slags. 

Kaleidoskopet fremviser mange farver og former på en gang indenfor et afgrænset område. Da jeg var barn, var et populært legetøj, et rør på størrelse med en tom køkkenrulle. Når man rystede den og kiggede ind i den ene ende, fremkom der et "kaleidoskopisk" billede. Et billede der kun eksisterede indtil man rystede røret igen og et nyt billede fremkom. Som den farveblinde dreng jeg var, så var det formerne der fascinerede mig, fremfor farverne. 

Carsten Dahl Experience er i den grad en kaleidoskopisk oplevelse. Et øjebliksbillede af en kompliceret og smuk struktur. Her kan både tonedøve og farveblinde være med. En god forudsætning for at lytte med er, at man ikke er jazzblind. Er jazzsynet skarpt fanger man til gengæld mange smukke nuancer. Jesper Zeuthen er i godt selskab. Han sprudler og spræller i selskab med Dahl. Dybden på pladen er stor. Hør f.eks. Stefan Pasborg feberfyldte trommespil på Furious. Eller Bosses intense strygerintro på Outside from the inside. En stærk plade fra Carsten Dahl Experience.

storyvillerecords.com

Debbie Sledge with The Niels Lan Doky Trio: Live at The Standard (The Standard Live Recordings) LP

Det er tre år siden, at København fik et nyt jazzspillested, The Standard, som pianisten Niels Lan Doky meget tydeligt har stået i spidsen for. Kunstnerne har som regel haft måneds residenser på spillestedet, hvor man f.eks. har spillet musikken fra legendariske jazzalbums som Kind of Blue eller lignende. Et andet koncept er det som vi møder her på albummet. En stærk personlighed kobles sammen med en jazztrio. 

I det her tilfælde er det Debbie Sledge, der var med i Sister Sledge. Et af discoæraens mest succesfyldte bands. Lost in Music, He’s the greatest dancer og nå ja, We are family sendte dem til tops og gav dem evig legendestatus. Som så mange andre store discosangere, så kunne Debbie Sledge i den grad synge. Så på den måde giver det vel god nok mening, at invitere hende indenfor i jazzen.

Pladen åbner med Les McCann og Eddie Harris’ souljazz knaldperle Compared to what, hvor trioen med Graig Earle på bas og Niclas Bardeleben på trommer sammen med Niels Lan Doky varmer os godt op med et akustisk funkgroove. Debbie Sledge har ikke problemer med at kaste sig over nummeret, der lover godt for albummet. De drejer hurtigt af fra funkmotorvejen og tager ind på jazzens margueritrute. Her spiller de Lan Doky’s udmærkede arrangement af Gershwins udødelige Summertime. Side A på LP’en lukkes ned med Niels Lan Doky og Gino Vanelli’s Tender Lies, som vi hørte første gang på Doky Brothers 2 albummet. Det er ikke den stærkeste præstation på albummet.

Det er åbneren på side B heller ikke. Igen skal vi have et funkgroove og trioen tonser afsted. Debbie Sledge jubler lidt spontant undervejs og forsøger at hægte sig på deres versionering af James Browns There was a time. Hun når desværre bare ikke komme med, inden trioen er kørt. Trioen burde slappe lidt af ind i mellem. Hvor det fungerede så fint med Compared to What, er hun slet ikke med her. At pladen lukkes ned med We are family er uundgåeligt, festligt og passende.

Det er ikke noget problem at Debbie Sledge ikke er jazzsanger. Hun har en god stemme, der er skolet af gospel og soul. Projektet er grundlæggende en god idé. Det er jazz der tiltrækker andre end de sædvanlige jazzlyttere. Den slags jazzplader laves der ikke så mange af. Og hatten af for det! Det bliver spændende at følge, hvad The Standard sender ud på vinyl i fremtiden.

thestandardjazzclub.com

Oilly Wallace & Johannes Wamberg: Easy Living (Unity Rec) LP

Et nyt dansk pladeselskab med fokus på jazz og analoge udgivelser har set dagens lys. Det skal fungere som platform for unge københavnske jazztalenter. Det er bassisten Jonathan Bremer, som læsere af denne blog helt sikkert kender fra Bremer/McCoy, der sammen med Montmartre-bagmanden Rune Bech har startet selskabet. Der er allerede planlagt tre udgivelser. Musikken indspilles analogt på bånd i Bremers Voodoo Bug Studios i København. Vinylmasteren laves efterfølgende analogt i London. Det er den teknik nørdede side af sagen. Det er ikke uden betydning, når man hører musikken.

På den første udgivelse mødes to af de af største talenter lige nu i dansk jazz. Altsaxofonisten Oilly Wallace debuterede sidste år på et andet entusiast selskab, Fiol Sessions med en 10” vinyl som han er nomineret til en DMA Jazz pris for i kategorien Årets nye danske jazznavn. Han er sammen med guitaristen Johannes Wamberg, der også medvirkede på Wallace’s debutplade. De spiller 6 ballader hentet fra den store amerikanske sangbog og omegn. The night has a thousand eyes, Emily, Skating in Central Park og If I ever would leave You er på programmet. 

Oilly Wallace spiller afklaret og sikkert på altsaxen. Slægtskabet med Cannonball Adderley er tidligere nævnt, der er også andet og mere i altsaxen. Johannes Wamberg er indføleligt stabil med en snert af Jim Hall. 

Den helt store fornøjelse ved dette album, er at der i København er nogle helt unge musikere, der så rent og ægte spiller jazz, hvor det handler om grundlæggende evner og kundskaber på et instrument. De kommer i kontakt med jazzzens inderste væsen. De udfordrer ikke genren eller sprænger rammer. De udfordrer sig selv og forfiner deres spil. Easy Living er et meget anbefalelsesværdigt udspil, hvis du trænger til hengivent jazzspil. Den er udstyret med en lyd, der får selv mit ellers udmærkede anlæg til at lyde af en million.

unityrec.net

Acouspace Plus: Tid (Family Music Productions/Gateway)

Det er et spændende møde mellem musikere, som er sat i scene med Acouspace Plus. En hårdtarbejdende bassist, to stærke og personlige saxofonister og en elektronisk musiker med fokus på melankolske soundscapes. Der ikke noget akkord instrument som eksempelvis klaver eller guitar og heller ikke trommer. 

Acouspace Plus bøjer tiden og rummet. Jesper Bodilsen sætter rammen med bassen. Det blive en helt anden ramme end den som man ville høre, hvis der var en trommeslager med. Han tager sig nogle tidsmæssige friheder, der heldigvis gribes de af saxofonisterne Claus Waidtløw og Joakim Milder. Indenfor Bodilsens løse og alligevel fastlagte ramme taler de med hinanden. En gang i mellem taler de også i munden på hinanden. Det er to drevne saxofonister, der er i stand til lidt af hvert på deres instrument. Det er ikke udelukkende jazz der flyder fra dem. Der er også elementer der har mere til fælles med klassisk musik end jazz i duosamtalerne. Under alle omstændigheder er det meget inspirerende.

Electronica musikeren Spejderrobot, der er en eftertragtet medspiller indenfor jazzen, hos bl.a. Emil de Waal og Kalaha, væver et klangtæppe ind i musikken. Det er hverken over eller under musikken. Det er en uløseligt forbundet del midt i det hele. For min skyld måtte det godt have været trukket lidt længere frem. 

Acouspace Plus er beroligende og flydende jazz med et nordisk touch.

jesperbodilsen.dk

Niels Henning Ørsted-Pedersen & Mulgrew Miller: The Duo - Live! (Storyville)

Omkring år 2000 var jeg så heldig at få en CD af min far. Han havde været inde i en Bang & Olufsen forretning, hvor han  havde fået et par eksemplarer af en CD med Niels Henning Ørsted-Pedersen og Mulgrew Miller der spillede Duke Ellington numre. Pladen var tænkt som gave til B&O kunder og blev lavet i forbindelse med Duke Ellingtons 100 års fødselsdag, hvor NHØP fik muligheden for selv at vælge en samarbejdspartner. Valget faldt forståeligt nok på Mulgrew Miller, som han ikke tidligere havde spillet med. Det var forståeligt fordi Miller hvilede, på nogle af de samme virtuose og kunstneriske værdier som NHØP. 

Som den store NHØP-fan jeg var (og er) var det en plade, der blev spillet rigtigt meget. Hvad jeg ikke vidste var at duoen også havde turneret. De spillede bl.a. på North Sea Jazz Festival i 2000, hvor denne indspilning er fra. 

Niels Henning Ørsted-Pedersen har gennem karrieren lavet flere af sine bedste plader sammen med pianister. Bud Powell og Kenny Drew på Montmartre, det mangeårige samarbejde med giganten Oscar Peterson og min favorit, er de George Shearing plader som NHØP medvirkede på i slut-70'erne. Her placerer samarbejdet med Mulgrew Miller sig et sted mellem Drew, Peterson og Shearing. 

Vi præsenteres over to CD'er for hele koncerten, der starter med Benny Golsons jazzstandard Whisper Not, et nummer der er blevet spillet af stort set hele jazzens A-række. Herefter følger en række Ellington-sager. Repertoiret fokuserede på de numre som Ellington spillede sammen med bassisten Jimmy Blanton i 1941. Nogle indspilninger, der siden påvirkede mange af jazzens største bassister. 

I forhold til studieindspilningerne er liveindspilningerne næsten bedre. De spiller mere frit og ubundet. De giver sig hver især god tid til, at spille og improvisere Ellinton numrene. In my Solitude, Take The A-Train og Caravan får nyt liv af de to store jazzmusikere. Det er jazz af den slags, hvor melodi, virtuositet og gensidig respekt går hånd i hånd. Pladen er et must i enhver NHØP husholdning.

storyvillerecords.com