Excess Luggage: Hand Luggage only (Parallell)

Norsk hammond/klaver trio
 Den norske trio med den tunge baggage er tilbage. Excess Luggage med instrumenterne hammond, flygel og trommer vejer godt til, når de skal transportere sig rundt. Der er også tyngde i musikken. Vigleik Storaas sidder ved pianoet og farver musikken med smukke klare melodilinjer. Steinar Nickelsen ved orgelet er både følsom og groovy mens trommeslageren Håkon Mjåset Johansen ved trommerne pacer og regulerer.
Det er tre år siden at de udsendte deres første album og de fortsætter med den velformede blanding af harmonier, melodier og grooves. Storås og Nickelsen deles om pladsen i front, hvor de supplerer hinanden og bakker op. Excess Luggage har i de tre år der er gået siden debuten turneret og videreudviklet det musikalske koncept. De har ånden godt nede i den klassiske swing-influerede senbop-tradition, hvor tid, improvisation og gode melodier er en del af fundamentet. Nickelsen har taget sig af 5 af pladens numre mens Storaas står for to. Den sidste er standarden If I should lose you.
Excess Luggage kunne meget let have havnet i en blindgyde. Projektet lykkedes endnu en gang i kraft af musikernes brede musikalske erfaring og ikke mindst deres tydelige tanker om hvad det er de vil med musikken.
parallell.eu
excessluggage.org

lim: with Marc Ducret (Kopasetic)

Ekspressiv gensidig forståelse
 Den i København bosiddende franske guitarist Marc Ducret er herhjemme mest kendt for sit samarbejde med Stefan Pasborg. Her er Ducret sammen med svenskerne lim, der tidligere har lavet to albums uden Ducret. lim og Ducret begyndte at spille sammen ved Kopafestivalen i 2006. Trioen lim består af ungdomsvennerne Henrik Frisk på sax og Peter Nilsson på trommer samt elbassisten David Carlsson.
Musikken er indspillet live i studie foran et publikum, hvilket medfører en lækker afbalanceret produktion uden forstyrrende tilråb fra publikum. lim er præget af en udadvendt ekspressiv dynamik der bæres frem af henholdsvis Peter Nilsson flydende og levende trommespil, David Carlssons effektive elbas-spil og Henrik Frisks kompositioner. Frisks åbne saxofonspil er ofte i front i kombination med en loyalt opbakkende Marc Ducret. Når Ducret så får frie tøjler er han ikke bleg for at smide en svedig overlæsset solo der trækker på alle effektbrædtets kræfter.
Det fornøjelige ved lims samarbejde med Marc Ducret er de fire musikeres fornemmelse for hinanden i både sammenspil og improvisation.
Kopasetic.se

Stork: Stork (ILK)

Ambitiøst, storladent og modigt
 Det er et ambitiøst, storladent og modigt album som Simon Toldam har lavet med orkestret STORK. Sekstetten er med en række af den danske jazzundergrunds stærkeste navne. Toldam sidder ved pianoet og har skrevet musikken.
Det er på ingen måde let tilgængelig musik som Toldam præsenterer. Han har tidligere med Sekten, Prügelknabe og Han Bennink Trio på meget forskellige måder vist, at det ikke er midterrabatten han har lyst til at køre på. Stork er endnu et eksempel.
Ensemblesammensætningen er en væsentlig faktor for det vi kommer til at høre. Toldam har her haft en meget heldig hånd. Erfarne folk som Sture Ericson på altsax og basklarinet, Peter Bruun på trommer og Nils Davidsen på bas er sammen med de yngre blæsere Jimmy Nyborg på trompet og Maria Bertel på trombone. Svenskeren Sture Ericson spiller som ingen andre. Han er en helt særlig oplevelse. Han spiller løssluppent frit og har som Ornette Coleman nogle tekniske evner der sætter ham i stand til at komme steder som man ikke troede var muligt.
På trods af at det "kun" er en sekstet formår Toldam at få dem til, at lyde som et helt symfoniorkester på udflugt en begivenhedsrig dag, hvor intet er som det plejer. De trykker den af i avantgardistiske vendinger. Holder fri fra noderne og vender så tilbage til det nedskrevne og planlagte. Toldam er en af de mest spændende nutidskomponister vi har i dag. Han trækker hæmningsløst på inspiration fra forskellige genrer. Han appellerer både til det nysgerrige jazzpublikum med en smag for den frie lyd og tone, samt til publikummet med interesse for ny kompositionsmusik.
Bonusinfo:
Pladen udkommer også i et lille oplag på vinyl med hjemmelavede muleposecovers: www.youtube.com/watch?v=8ANAJ6w-qpE&feature=player_embedded
ILK: ilkmusic.com

Bent Clausen: Plasma clouds (Gateway)

Ny og gammel musik på debutplade
 Den overvejende del af indspilningerne på denne plade er fra 1999. vibrafonisten (og multiinstrumentalisten) Bent Clausen har siden arbejdet sammen med Tom Waits, Elvis Costello og Damon Albarn. Noget der blandt andet kom i stand på grund af Clausens mangeårige arbejde som teatermusiker. Her mødte han Tom Waits i forbindelse med den danske opsætning af Woyzeck og medvirkede efterfølgende på et par af Waits' albums og turnéer. Det har sat sig nogle dybe kunstneriske spor hos Clausen. Det kan så også høres på Plasma clouds, hvor de sidste 3 numre på albummet er fra i år. Hvor Clausen på 1999-indspilningerne kun spillede på vibrafon spiller han nu også på piano, keyboard og banjo på de nye indspilninger.

I 1999 fik han musikalsk hjælp af Christina von Bülow på altsax, Bjarne Roupé på guitar, Thommy Andersson på bas og Benita Haastrup på trommer. Der er en distinkt og fin lethed i Bent Clausens vibrafonspil, som man også kender det fra Gary Burton. Von Bülow har spiller den smukkeste altsax. Det er jazz der kryber ind under huden med det samme og behager. Jeg ville have været tilfreds med dette. 

Men de sidste tre numre som Clausen har lagt på til sidst, er væsensforkellige fra de første syv numre. De åbner op for lyst til et helt album med den slags musik. Så! Kære Bent Clausen, lad dette dit første album være startskuddet til et album udelukkende med din nye musik. Charlotte Halberg på fløjte og Pernille Rømer Clausen på bas, hjælper Clausen med at skabe musik der bygger bro mellem Tom Waits' skramlede univers og den nordiske klarhed og melodi. Uafrysteligt smukt!
Bent Clausen: www.bentclausen.dk

Jan Harbeck Quartet: Copenhagen nocturne (Stunt)

Klassisk jazz anno 2011
 Han bragede igennem med det kritikerroste debutalbum In the still of the night for et par år siden. Nu er han klar med nummer to og tenorsaxofonisten Jan Harbeck fortsætter heldigvis i det samme spor. Otte standards spillet så lækkert og indladende at det er med overhængende risiko for at at falde i den store ligegyldighedsgryde. Jan Harbeck bevæger sig på kanten og falder selvfølgelig aldrig i gryden. Han har en fænomenal evne til at spille klassisk jazz som vor mor lavede den uden at miste jordforbindelsen. Med respekt for historien og materialet leverer han et meget kvalificeret bud på hvordan klassisk jazz med swing skal lyde anno 2011.

Sammen med Henrik Gunde på piano, Eske Nørrelykke på bas og Anders Holm på trommer har Harbeck en kvartet der kan tilfredsstille de gamle nisser der gik på Montmartre version 1. Der er en gylden bro mellem datidens jazz og frem til dagens i Jan Harbecks musik. Han er også i stand til at tilfredstille ungersvendene der en gang i mellem skal have et skud jazz af den sunde slags uden tilsætningsstoffer. Is you is or is you ain't my baby, Sing sing sing, I love Paris Og Lazy River er at finde på spillelisten. Der er god tid og plads til de enkelte musikere. Men det er Harbecks show og han indtager uden problemer midten af scenen.
Bonusinfo:
Jan Harbeck spiller selvfølgelig en masse koncerter i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival og kan opleves sammen med kvartetten på Cafe Blågårds apotek d. 2. juli og Ordrupgård d. 10. juli.
Jan Harbeck: www.janharbeck.com

KortJazzNyt Uge 23 2011

Det blev den svenske saxofonist Mats Gustafsson der fik Nordisk Råds Musikpris på 355.000 danske kroner i år. Han er aktuel med vinyl-albummet Swedish Azz på det polske pladeselskab Not Two Records. Her har han genindspillet en række svenske jazzklassikere. Bla. Jan Johanssons Visa från Utanmyra. Pladen er en fortsættelse på 11" vinylpladen Jazz på svenska der kom sidste år.
norden.org/da/aktuelt/nyheder/nordisk-raads-musikpris-2011-gaar-til-svenske-mats-gustafsson

Swinging Europes talentorkester Play!Ground spiller på Copenhagen Jazz Festival og Aarhus International Jazz Festival. Orkestret ledes på 10. år af Bo Stief. Det tæller medlemmer som Jonthan Bremer på bas, Oscar Rifbjerg på piano og Julie Wieland på vokal.
swinging-europe.dk/page2/files/7b682a2a8c503068e5138c741087a1f7-36.html

Barefoot Records præsenterer igen i år en række koncerter i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival. Det bliver til otte koncerter på studenterhuset med bla. Maria Faust Group, Pesonen/Bigoni/Melbye/Berre og The Mighty Mouse. I Folkekirkens Nødhjælps bæredygtige butik og kaffebar i hjertet af København, Fisk bliver det til femten koncerter med bla. JapGaf og Maria Faust sammen med legenderne Peter Friis Nielsen og Claus Bøje.
Barefoot Records er gået sammen med Loco, ILK, Homemade Records, Mayhem og Trash Festival om at få trykt et alternativ til det officielle program. De er stadig i det officielle program men har altså i år besluttet sig for at lave et program selv med mere detaljeret omtale af de enkelte koncerter.
barefoot-records.com

Surf in Stereo: Surf in Stereo feat. Kasper Tranberg (Surf)

Surfs Up!
 Ofte har danske jazzmusikere amerikanske gæstemusikere med på deres albums. En gang imellem kan det også være en idé at kigge sig omkring i den hjemlige andedam. Det har Surf in Stereo gjort med stort held på deres andet album, hvor trompetisten Kasper Tranberg er med som gæst. Tranberg er den gamle vise mand der er kommet på besøg hos de unge vilde. For er der noget Tranberg kan, så er det at være vild på den voksne og følsomme måde. Han har tidligere dyrket det ekspressivt rockinspirerede i Bugpowder. Sammen med trioen Surf in Stereo tager han den dog mere med ro, det lugter dog alligevel af rock .
Det er på trods af bandets unge alder allerede deres andet album. Deres første var en energisk liveplade, der kom efter successen hvor de vandt Ung Jazz konkurrencen i 2009. De er blevet et populært band på scenerne rundt omkring og med det nye album føjer de nye kapitler til successen. Det er guitaristen Kasper Ejlerskov Leonhardt der har skrevet al musikken, pånær en enkelt som bassisten Jonathan Bremer har taget sig af. Michael Vitus sidder ved trommerne. De tre musikere overholder ikke så mange af jazzens regler men har en dyb kærlighed for et groovy grundlag. Det giver dem mulighed for at udforske både balkan, adskillige smukke ballader, eksperimenter, rock og så selvfølgelig surf, som på Surf in mono, der er et Quentin Tarrantino soundtrack værdigt.
Vitus og Leonhardt er hver især originale og pågående. Det tekniske niveau er højt. Spørgsmålet er dog, om ikke det bliver i år at bassisten Jonathan Bremer får sit helt store gennembrud. Han spiller med energi, attitude og har ikke problemer med at stille sig helt frem. Jeg er imponeret over den tilbagelænede vitalitet som den unge bassist udviser.
Bonusinfo:
Jonathan Bremer er den nye bassist i Niels Lan Doky Trio, der udgiver et nyt album d. 9. juni.
My Space: myspace.com/surfinstereo

Jazz i Danmark 1950-2010 (Politiken) -bog

60 års dansk jazzhistorie
 Da jeg for et par år siden for første gang hørte at der blev arbejdet på en bog om den danske jazzhistorie fra 1950 og frem blev jeg utålmodig og kunne slet ikke vente. Nu er den her endelig! 60 års jazzhistorie beskrevet på 625 sider. Jeg har selv fulgt de sidste 25 år af jazzen og særligt intenst de sidste 10 år, hvor jeg de sidste syv år har skrevet om jazzen og alle dens gerninger her på bloggen. Derfor er det også uundgåeligt at have en holdning til hvordan sådan en bog skal skæres.
Bogen er delt i op i kapitler omhandlende hvert sit årti. De er skrevet af forskellige bidragsydere og i hvert kapitel er der indlagte pauser med mere dybdegående artikler om specifikke emner eller enkeltpersoner.
Kapitlet om 50'erne er skrevet af Tore Mortensen og Ole Izard Høyer. Dansk jazz var ung - selv om den havde været i gang siden 20'erne og 40'erne havde været med til at popularisere jazzen - så var der ikke mange jazzmusikere og de erfarne fra de foregående årtier begyndte at spille en mindre rolle. Kapitlet kommer, som det efterfølgende om 60'erne af Kjeld Frandsen til, at lide under at der i forvejen er skrevet en hel del om den danske jazzscene fra den tid. Bla. i bogen Da den moderne jazz kom til Danmark af førnævnte Ole Izard Høyer. Derfor er der ikke meget nyt at finde i de kapitler, der i kapitlet om 60'erne også kommer til at lide under de noget lange opremsninger af musikere. 

Kapitlet om 70'erne er skrevet af Jens Jørn Gjedsted. Han skriver om det farverige årti med en helt særlig baggrund. Det er meget tydeligt at han har været førstehåndsvidne til rigtigt meget af det han skriver om. Han var chefredaktør på musikbladet MM, han var ansat på DR og han var selv musiker og meget aktiv i jazzmiljøet. Han skriver med lige stor begejstring om den elektriske jazz, den eksperimenterende jazz og den traditionelle jazz. Han kommer omkring alle de mulige og umulige jazzbands der var i 70'erne. Ligeledes kommer han med stor indsigt omkring det jazzpolitiske, organisationerne og de vigtigste personer omkring den danske jazzscene. Der er også blevet plads til flere anekdoter. Bebopveteranen og trompetisten Red Rodney dukker i starten af 1975 op i København og spiller på Vognporten sammen med flere forskellige orkestre og det lød ikke lige godt - mest fordi Rodney lige havde fået et nyt tandsæt! Det var et årti hvor jazzen blev dækket tæt af medierne. DR havde en stor jazzredaktion, der optog mange timers livemusik og præsenterede musikken i mange ugentlige programmer. Jo jazzen havde det godt på DR dengang, de havde sågar to big bands på lønningslisten en kort overgang. 

Christian Munch Hansen tager sig 80'erne, hvor navne som Jørgen Emborg, Palle Mikkelborg, Niels Lan Doky, Marilyn Mazur og Pierre Dørge er blandt de fremtrædende. Det er også årtiet der byder på nye tiltag som Det Rytmiske Musikkonservatorium - der i den første årgang tæller navne som Christina von Bülow og Nikolaj Hess, Stunt Records opstår og det er i 80'erne at Copenhagen Jazz Festival (der starter i 1979) grundlægger den succes som festivalen bliver med svimlende 350 koncerter i 1989.

I 90'erne går dansk jazz ind i sin anden guldalder med DR som en vigtig medspiller og det tidsskriftet Jazz Special starter. Copenhagen Jazzhouse åbner inden Montmartre lukker. For første gang i bogen er der noget om jazz udenfor København og Århus. Jazzhus Dexter i Odense åbner i 1991. Det er Ole Matthiessen der har skrevet kapitlet om 90'erne. Kapitlet er ligesom Munch Hansens om 80'erne båret af den store viden som de to skribenter er i besiddelse af. Der er ikke mange områder indenfor jazzen der ikke bliver behandlet.
Det er bogens højdepunkter. Kapitlerne om 70'erne, 80'erne og 90'erne er gode grunde til at købe bogen og tage på en spændende kulturhistorisk rejse i den nære fortid. Det er første gang at historien om den danske jazz i de tre årtier beskrives så tæt og det er gjort godt!

Billedsiden er langt hen ad vejen leveret af Jan Persson, der ud over at have været en særdeles flittig jazzfotograf også ejer rettighederne til mange historiske jazzfotos. Derfor står der misvisende Jan Persson ud for flere ældre jazzfotos, bla. et af den senere jazzkritiker Boris Rabinowitsch fra omkring 1950. Persson var 7 år på det tidspunkt. Et andet og større problem er bogens billeddogme. Alle billederne er i sort/hvid. Bla. er der et herligt billede af den herningensiske jazzgruppe Æ Bindstouw Jazzmen (i øvrigt med den ene af bogens redaktører Olav Harsløf på klarinet). Billedet er oprindeligt i farver og fra gruppens EP der udkom på Storyville. Mange klassiske jazzfotos er sort/hvide - bla. det meget smukke forsidebillede med NHØP/Drew/Riel trioen. Det behøver vel ikke at medføre at farvebilleder så skal gøres sort/hvide? Beslutningen om det sort/hvide look eksluderer også fuldstændigt billeder af pladecovers. 60 års jazzhistorie uden et eneste billede af et pladecover er for tyndt.

Bogens afsluttende kapitel om 00'erne er noget rod. På en tiendedel af den plads de andre kapitler indtager får man sjasket sig gennem 10 års jazz, der set fra min stol og hørt med mine ører har været et frugtbart og meget anderledes årti i forhold til de 5 foregående. Det er der ikke blevet plads til at beskrive og det er en skam. Det værste er dog de afsluttende lister fra bogens forfattere, hvor de hver især har valgt de tre særligt værdifulde udgivelser fra 00'erne. Tre af forfatterne formår gudhjælpemig at udpege plader med musik fra andre årtier som de mest værdifulde i 00'erne. Så har man da virkelig pisset sin holdning af overfor 00'erne.
Bogen afsluttes med en imponerende diskografi lavet af Erik Raben over danske jazzindspilninger fra 1945-2000. Hvorfor de sidste 10 år ikke er med er der ingen forklaring på. Denne diskografi kan i øvrigt ses i en detaljeret version på dette site: jazzdiscography.dk

Selvfølgelig er det en bog der kan anbefales til den jazzinteresserede dansker. Redaktørerne Olav Harsløf og Finn Slumstrup har gjort det umulige og lavet en værdig fortsættelse til Erik Wiedemanns Jazz i Danmark, der omhandler jazzen op til 1950. Har de så fået alt med? Det er af indlysende grunde ikke muligt. De har sikret at der er kommet en værdig bog, der også kan tages ned fra reolens hylder om fem år og læses med lige stor interesse af jazznørden og jazznovicen. Det er en kæmpe bedrift.

Leo Mathisen: 1944-46 Copenhagen Blues (Little Beat Records)

Anden verdenskrig slutter og Leo er stjerne
 Jeg har ventet med længsel på denne plade. Vi er nået til den sjette udgivelse i Little Beat Records serie, der dokumenterer Leo Mathisens jazzkarriere. Der er flere grunde til, at jeg har ventet på netop denne udgivelse. Det er 2½ år siden, at der sidst kom en plade i serien og jeg var begyndt at blive nervøs for at pladeselskabet ikke kunne færdiggøre projektet. Det lille entusiastselskab skal som alle andre have penge i kassen, så der kan blive råd til at udgive musik. Det er der heldigvis kommet, så vi nu kan fornøje os med sjette og andet sidste kapitel i den musikalske historie om en af de største danske jazzpersonligheder. 

Vi er kommet til tiden hen mod afslutningen af 2. verdenskrig. Leo Mathisen var stjerne medvirkede i film, som bla. dokumenteres på Copenhagen Blues med flere eksempler. Ligeledes er der nogle ultrasjældne optagelser fra Statsradiofonien. I et helt år fra september 1943 til september 1944 lavede Mathisen ikke studieindspilninger. Han havde skiftet pladeselskab fra Odeon, hvor pladeselskabsdirektøren Kleinert af hensyn til besættelsesmagten havde beordret at der ikke valgtes musik af jødiske komponister og musikforlag til repertoiret. Sammen med bla. Svend Asmussen skiftede Mathisen til Tono. 

D. 8. september 1944 stod Leo Mathisens Orkester i studiet og indspillede fire numre. Den første er Billy Strayhorn's kendte komposition Take the A train, som Ellington havde indspillet i 1941. Mathisen har lavet arrangementet og orkestret har hånd om numret. Ved samme session blev De 24 røvere også indspillet og en udødelig dansk jazzevergreen var opstået.
Et halvt år senere er orkestret igen i studiet. Her indspilles bla. Mathisens egen Lover's lullaby, den irske folkemelodi Londonderry air og Gershwin's Liza. Men inden da havde Leo Mathisen og hans orkester medvirket i filmen Mit liv er musik med de fine numre Det er dig jeg vil jinge med og Hot spot blues, i øvrigt med Svend Asmussen på den førstnævnte. Det er også i samme periode at først saxofonisten Henry Hagemann og siden trompetisten Erik Parker forlader Leo Mathisen. De sidste indspilninger er fra april 1946 på Restaurant National i Stockholm, hvor de bla. indspiller Rum and Coca Cola.

Det bliver nu sjette gang at jeg roser Little Beat Records for det arbejde de har gjort. Den grundighed og ikke mindst seriøst de lægger for dagen er forbilledlig. Med 28 numre på en plade der forsøger at få alt med, er der selvfølgelig nogle svipsere. Det er dog kun nogle ganske få og jeg ville have savnet dem, hvis de ikke havde været med, da de er med til at fuldende det musikalske billede af Leo Mathisen.
Little Beat Records: littlebeatrecords.dk

Nanne Emelie: Once upon a town (VME)

Afvekslende jazzpop
 En ung debuterende sangerinde i dansk jazz er ikke nogen verdensnyhed - det sker forholdsvis ofte at der debuterer en ny håbefuld sangerinde med fødderne planetet i jazzen. Der stilles ganske enkelt kæmpestore krav, hvis man vil etablere sig som jazzsangerinde i Danmark.

Nanna Emelie har valgt en tiltalende poppet tilgang til jazzen. Det er ikke fordi at der væltes paladser. Hun bevæger sig indenfor kendte cirkler og formår i kraft af en smuk sangstemme og nogle gode melodier at holde albummet kørende hele vejen. Der er enkelte numre der fungerer endda rigtigt godt. Pladens første nummer Copenhagen Summer breeze er en hyldest til de aftener der kommer nu. Cubaneren Alexander Abreu supplerer med en stemningsskabende flot trompet. Den ligeledes cubanske bassist Yasser Pino er med på hele pladen, mens trommeslageren og produceren Stephan Grabowski også er med hele vejen. Lars Emil Riis Madsen og Niels Thybo skiftes til at tage sig af pianoet. 

Nanne Emelie har skrevet al musik og tekst sammen med forskellige folk. Derfor er der også stor forskel på numrene. Sammen med Grabowski er der en tråd tilbage til tidlig dansk  90'er poprock a la Lars H.U.G. Mens hendes egen er Doubting Tomas er et flot kammerjazzpop nummer. Min favorit er In favor of love, hvor hun med hvisken og et lækkert arrangement får skabt et flot nummer. Den afsluttende The last thing I'll do får lukket pladen ned med et støvet countryinspireret billede.
Nanne Emelie: www.nanneemelie.com

Koptor: Fire sink (Fresh Sound New Talent)

En perfekt trommeslager kapelmesterplade
 Allerede første gang da jeg hørte dette album, tænkte jeg at det var noget helt specielt. Hvorfor? Er det fordi den lige falder i min smag? Ja, selvfølgelig! Det er også fordi at den herboende canadiske trommeslager Kevin Brow har sammensat et band, der både er brandhamrende interessant og her spiller i et projekt, der bringer nye sider frem i deres i forvejen meget personlige spil. 

Kevin Brow er manden der får noget nyt frem i både Jacob Anderskov (piano) og Lotte Anker (sax). Han samler dem og udfordrer dem. Sammen med bassisten Jeppe Skovbakke laver han en flot base, der tager afsæt i nogle gode og originale melodier. Kevin Brow er manden der fra trommerne styrer og dirigerer de tre musikere. Pladen er et meget flot eksempel på en trommeslagerkapelmesterplade. Det fornemmes meget tydeligt. Trommerne er ikke dominerende, men holder hele tiden retning og samling på musikken. 

Jacob Anderskov er sendt i det lyriske hjørne. Han spiller gudesmukt på nummeret Planks below. Enkelt og rent. Lotte Anker er ligeledes i gode rammer. Hør feks. nummeret Intellectuel sex. Det står næsten stille. Anker bevæger sig langsomt frem, der er ingen famlen eller tvivl. For så at gå over i højt tempo lagt an af Brow.
Kevin Brow har lavet et album, der udfordrer og udvider. Der er stramme breaks, grooves og hurtige skift, der indføleligt skabes uden, at man føler at det bliver for meget eller for opbrudt.
Jeg er sikker på, at Fire Sink er et album jeg vender tilbage til, når jeg ved årets slutning kigger tilbage og skal finde årets bedste jazzalbums.
Bonusinfo:
Hele den sidste uge af juni er Koptor på jazzfestivalturné i Canada, hvor de bla. spiller i Vancouver, Ottawa og Montreal.
Kevin Brow: kevinbrow.com

Jazznyt på Summersession

Den årligt tilbagevendende Summersession på Vallekilde Højskole, hvor danske jazzmusikere modtager undervisning fra en række af jazzens helt store navne leverer igen i år en perlerække af undervisere, der hver især har sat deres præg på jazzens historie.
Lee Konitz behøver ikke nogen større introduktion, den 83 årige altsaxofonist var med på Miles Davis' indspilninger fra 1949 der blev til Birth of the cool. Konitz var også med på Jakob Bros roste Balladeering 60 år senere. Jakob Bro er sammen med Nikolaj og Mikkel Hess ansvarlige for årets program.
Der er intet mindre end tre trommeslagere blandt underviserne i år. Andrew Cyrille sad bag trommerne hos Cecil Taylor i 15 år. I dag er den 71 årige trommeslager bla. med i pianisten Søren Kjærgaards trio, der også kan opleves på årets Copenhagen Jazz Festival.
Bob Moses var med i den tidlige jazzrock i 60'erne sammen med Larry Coryell. Senere spillede han sammen med Gary Burton og Pat Metheny i deres grupper. Moses har lavet den klassiske musikteoretiske bog Drum Wisdom.
Jeff Ballard er kendt for sit trommespil hos bla. Brad Mehldau, Kurt Rosenwinkel, Chick Corea og Joshua Redman. Men også samarbejdet med Mark Turner og Larry Grenadier i Fly har givet genklang. Herhjemme har han medvirket på plader med Nikolaj Hess og Jesper Løvdal.
Den canadiske trompetist Kenny Wheeler blev 80 år i januar. Han har samarbejdet med en lang række af den internationale jazzscenes største navne som Dave Holland, Jan Garbarek, Keith Jarrrett og Jack DeJohnette. Han har ofte spillet sammen med Lee Konitz men også en anden af årets undervisere, den engelske pianist John Taylor. De dannede i 1977 trioen Azimuth sammen med den formidable sangerinde Norma Winstone. John Taylor har næsten lige spillet på Montmartre sammen med Mads Vinding og Alex Riel og medvirker desuden på Marilyn Mazurs nye album.
Guitaristen James Blood Ulmer er en ener på freejazzscenen. Hans inspiration kommer fra bluesmusikken og sammen med elementer fra Ornette Colemans harmolodiske skole er han en sammensat musiker, der både har lavet rootsbaserede plader og et mere råt og afklædt udtryk i bla. gruppen Phalanx.
Der er også en anden grænseløs og meget personlig guitarist blandt underviserne. Marc Ribot har gjort tjeneste på no wave scenen i New York sammen med bla. John Zorn. Han har spillet rock med Elvis Costello og Tom Waits og sidste år udgav han albummet Silent Movies, der var med på mange årets bedste jazzpladelister ved årets slutning.
Den sidste underviser er også den yngste. Bassisten Thomas Morgan er allerede et etableret navn i New York, hvor han spiller regelmæsigt med folk som Paul Motian og John Abercrombie. Men også sammen med danske August Rosenbaum, hvor Morgan medvirkede på Rosenbaums flotte debut Beholder fra sidste år.
Er du musiker kan du stadig nå at tilmelde dig til inden d. 6. juni. Det foregår d. 7-14. august.
Er du ikke musiker, kan du glæde dig til min reportage fra årets Summersession.

jazzdanmark.dk/danske-projekter/summer-session-2011

Spot Festival 2011 dag 2

JazzDanmark er repræsenteret ved Spot med to orkestre. Girls in Airports der spillede fredag aften og Hess is More, der var på lørdag eftermiddag. 

Udenfor Rytmisk sal i Musikhuset er der pakket med forventningfulde publikummer. De vil høre Hess is More...eller var der noget jeg havde misforstået? Nej, jeg havde bare ikke læst programmet ordentligt. Kl. 16.00 åbnes dørene til salen og stemningefyldt sovset strygermusik ledsages af en saxofonist der står nede på gulvet og spiller. Nå, det var da en noget anderledes intro til Hess is More, tænkte jeg. Men det var slet ikke Hess is More. Det var komponisten Rasmus Zwicki, der blev præsenteret af SNYK. Han opførte en musikalsk happening på et kvarter, der med konfetti, sæbebobler og vanvidsscener henførte publikum i en tilstand af "hvad fanden var det lige der skete der?". Et hurtigt sceneskifte fik Hess is More på scenen, der ledes af Mikkel Hess - der er jazztrommeslager, men der er ikke meget jazz-jazz i Hess is More. Det er så ret ligegyldigt når der på scenen står seks suveræne musikere, der dirigeres af Mikkel Hess fra trommesættet. Enkle figurer omsættes til fede festlige grooves, der sparkede lørdagens program i gang for mig. Han startede i øvrigt koncerten med den nye single Creation keeps the devil away. Den har nogle af de samme kvaliteter, som de gamle kulthits Yes, Boss og Walksong havde.

Næste på programmet er Frisk Frugt, men inden da når jeg lige en god bid af koncerten med Akiri & B6, et samarbejde mellem en dansk trio og en kinesisk electronicamusiker. De præsenterede en heftig blanding af violiner, sang og ikke mindst nogle suveræne electronicabeats, hvor både iPhone og Nintendo DS blev brugt. På Atlas var der fyldt godt op til undergrundsmusikeren Frisk Frugt alias Anders Meldgaard's koncert. Han stillede op med et band - men det var ham der var i centrum. Han startede koncerten med en lang intro med spacet minisaxsolo. Der var herligt mange referencer til freejazzen i den intro. Anders Meldgaard er den mindst konventionelle musiker, jeg har oplevet længe. Elementerne af den afrikanske musik, kunne sagtens høres. Mens støj, rockspade og Anders Meldgaards højst mærkværdige, naive sangledsagelse kun gør det hele endnu mere underligt. En stor fornøjelse og den blev ikke mindre af at så mange havde fundet vej til det hyggelige Atlas.

I Musikhusets lille sal var stilen lagt an på singer-songwriter traditionen. Få instrumenter og sangen i centrum. Her oplevede jeg et sandt stjernefrø. Sangerinden Eva-Louise Rønnevigs projekt Elou Elan er først klar med et album til september. Men der blev lagt an til noget der er værd at vente på. Hun sad ved flygelet og sang, mens hun blev ledsaget af bassisten Klaus Nørgaard (kendt fra bla. Pauseland) og cellisten Benedikte Borum. Eva-Louise sang tekster der var værd høre på med en smuk og personlig stemme. Der var pop som hovedoverskrift med elegante elementer af bla. jazz. Hun havde ingen problemer med at komme ud over scenekanten med smil, inderlighed og charme.
Jeg hørte flere småbidder af koncerter i løbet af dagen, norske Bernhoft satte gang i den store sal og Nisennenmondai fyrede den af på Officerspladsen. Men Hess is More, Frisk Frugt og Elou Elan var dagens store oplevelser.
Gratis download af Hess is More's nye single Creation keeps the devil away

Spot Festival 2011 Dag 1

Den første dag på Spot 2011 slutter, for mit vedkommende, da Girls in Airports går på Atlas' scene. At de så spiller Ferry for sale gør ikke min exit lettere. Det er et af mine favoritnumre fra en af mine favoritjazzplader fra sidste år. Man da jeg skal nå et tog hjem kl. 23.14 er det desværre vilkårene.
Nu er de i stedet blevet baggrundsmusik på iPod'en mens jeg opsummerer den første dag på min version af Spot. Jeg fik nogle gode oplevelser og en enkelt af de helt magisk uforglemmelige oplevelser. Verdensmusikken var godt repræsenteret på første dag. Jeg startede med at høre egyptiske Fatma Zidan, der spillede let tilgængelig arabisk musik. Hun har boet i Danmark siden 2007 og har flere danske medlemmer af bandet. Det fungerede fint i uptemponumrene. Koncerten led noget under at den var så kort, da musikerne først havde spillet sig rigtigt varme hen mod slutningen.

Da jeg senere er på vej over mod Archauz, bliver jeg stoppet af tonerne fra et folkemusikorkester der står udenfor Musikhuset og spiller som reklame for deres koncert senere på aftenen. Det er Big Basco og jeg ser til min store glæde at det er min yndlingstrompetist Mads la Cour der er med i blæsergruppen på flygelhorn.

Jeg haster videre for at nå færøske Budam. Jeg blev tændt på, at både Tom Waits og Jim Morrison var nævnt i foromtalen. Jeg kom dog ikke til at tænke på nogen af dem, da jeg oplevede Budam. Det var performancekunst i særklasse. Han satsede virkelig noget ved at stå med en el-guitar midt på scenen og synge skrøbeligt intenst. Mens de to medmusikanter supplerede med korsang, melodica med 5 meter slange, mel og ler. Jeg var ligesom en stor del af publikum vildt begejstret.

Efterfølgende sneg jeg mig ind i Musikhusets lille sal, hvor jeg hørte lidt af koncerten med Ashiq Qurban fra Azerbajdjan. Han spillede på saz og sang, han blev suppleret af en en enkelt musiker der spillede på håndtromme, desuden var der to mandlige dansere med. Et dejligt åndehul midt i alle de rockkoncerter man haster forbi, fordi man hørt det hundrede gang før.

På Atlas var det Big Basco's tur. De hedder egentlig Basco, men i den udvidede version med blæsere er det blevet til Big Basco. Der var dømt folkemusik med to energiske violiner i front, som la Cour sagde da jeg talte med ham efter koncerten, så elskede han at spille sammen med violinfolket. Han havde selvfølgelig flere gode jazzede soli og uden at være nogen folkemusikkender, vil jeg mene at Big Basco er toppen af folkemusikken.
Som de var gået af scenen, så begyndte Tako Lako inde ved naboen Voxhall. Der var proppet og vildt. Publikum lod sig rive med af den fede blanding af balkan, disco, rock og andre udadvendte genrer. Forsangeren Ognjen Curcic kan lave en fest og holdte det høje niveau fra start til slut.
Slut var det også for mig. Jeg gik ind på Atlas og tjekkede ud med Ferry for sale i ørerne.

Spring: Slides (ILK)

Ny kompositionsmusik kastes for improvisatorerne
 Det er ikke ukendt at lade ny kompositonsmusik krydse klinger med improviseret musik. Kvartetten Spring griber det an med en ny vinkel. De har bedt de fem komponister Jexper Holmen, Svned Hvidtfeldt Nielsen, Simon Christensen, Jeppe Just Christensen og Peter Bruun om at levere nogle musikalske skitser. Spring består af Torben Snekkestad på tenor og sopransax, Anders Banke på altsax, klarinet og basklarinet, Jonas Westergaard på bas og Peter Bruun (ikke den førnævnte komponist) på trommer. Det er blevet til fem meget forskellige numre.
Jexper Holmens 3 zenbuddhitske melodier på over et kvarter er med sit mikrotonale univers tiltrækkende og besynderlig. Svend Hvidtfeldt Nielsen og Simon Christensens sammenførte SlidesTwoSpots skal lægge ryg til nogle saxprimalskrig, en spartansk og suggestiv trommerytme og Jonas Westergaards groovy basspil, der placerer sig et sted mellem avantgarde og swing. Jeppe Just Christensens Ningbo befinder sig i et parallelunivers med finurlige blæs, rodende trommer og en sjat humor. Peter Bruun (der ikke er den samme som trommeslageren) har lavet Nothing so beautiful as spring, her er kvartetten i et blændende forårshumør og lader den ene idé efter den anden springe ud, der så udløser endnu en idé.
Det er Spring's andet album og de har med dette album lavet et seriøst og interessant bud på et møde mellem den nye kompostionsmusik og improvisationen.
Bonusinfo:
Spring kan opleves to gange d. 2. juli under CJF 2011, hvor de kl. 20.00 spiller på LitteraturHaus og kl. 22.00 på ILK Sessions på 5e.
Torben Snekkested: www.torbensnekkestad.com

Six City Stompers: Miss Floridor (Calibrated)

Der bydes op til dans
 Den danske trad.jazz-scene har efterhånden befundet sig i aftenrøden i nogle år. Det afholder så ikke nogle fra at feste som var det tidlig morgen eller sen nat. Six City Stompers er de unge løver, der spiller som var den traditionelle jazz igen det hotteste på dansegulvet. De spiller feks. en gang i mellem op til dans på Copenhagen Jazzhouse, hvor de har haft stor succes med at spille til stedets Jazz Pigalle arrangementer.
At kalde Six City Stompers et traditionelt jazzorkester er også for nemt. De spiller New Orleans funk, New Orleans jazz, brasiliansk, croonerpop, sigøjnerjazz og mere til. Det hele spilles med en lethed og et overskud der fortæller en masse om 6 musikere der sætter en høj standard for iørefaldende og nynnevenlig jazz der kan danses til. Mads Mathias er crooneren der med sødmefyldt kækhed flyder i front, hør feks. Tea for two hvor der går Jamie Cullum i den. Kasper Tagel på bas og Morten Ærø på trommer sikrer rytmen sammen med en velspillende Regin Fuhlendorf på guitar og banjo. Peter Marott står myndigt i front med trompeten og blæser lystigt sammen med Peter Rosendal på flugabone og lidt klaviatur og Mads Mathias på sax.
Miss Floridor er en behagelig blandet plade, med kendinge som Down by the riverside og Didn't he ramble. Men også mindre slidte sager som Johnny Mercer's I'm an old cowhand, der spilles så dejligt at det er meget svært at blive sur når man hører den.
Bonusinfo:
Six City Stompers spiller selvfølgelig både på Riverboat Jazzfestival i Silkeborg og på Copenhagen Jazz Festival.
Six City Stompers: sixcitystompers.dk

Lundin Danemo Kvintett: Nat (Kopasetic)

Nærværende intimt
 For en musiklytter med et bankende jazzhjerte er det ikke svært at holde af denne plade. Der er ligefrem et nummer der hedder jazz-jazz - den genrebetegnelse man bruger om jazz, der bare er jazz. Fredrik Lundin og Peter Danemo genoptog for et par år siden det samarbejde der i 1997 tilvejebragte det gode album Music for dreamers and dancers. De opdagede hurtigt hvor meget de havde savnet at spille sammen.
Pladen hedder Nat og musikken befinder sig et sted mellem den blå time og der hvor natten bliver sort. Tempoet er behageligt roligt, lænende mod balladetempo. Men der sker mere end i en stillestående ballade. Det kommer ikke som den store overraskelse at Fredrik Lundin endnu en gang er velspillende. Han besidder en fænomenal evne til, at være inde i musikken. Han har bevæget sig mellem forskellige at jazzens stilarter. Oftest med gode resultater til følge, så det er ikke uden grund at han har mange fans i det ganske jazzland. Denne plade vil med garanti tilfredsstille dem alle. Han er på toppen.
At Lundin har fundet sammen med Peter Danemo igen er en ubetinget fornøjelse. De omgiver sig med den 77 årige veteran, trompetisten Jan Allan, den unge pianist Jonas Östholm og den jævnaldrende bassist Christian Spering. De er alle folk med et navn på den svenske jazzscene.
Der ofres megen plads til sammenspil mellem Lundin og Allan og de har ikke svært ved at finde hinanden i melodierne. Der er luft og plads til soloer der smyger sig om musikken og mine ører.
Kopasetic: www.kopasetic.se

KortJazzNyt Uge 21 2011

I den kommende weekend er der atter Spot festival i Århus. JazzDanmark har to navne på programmet; Hess is More og Girls in Airports. Der er dog også en masse andet der kan interessere den nysgerrige jazzlytter. World, electronica og støj er nogle af de genrer der skal tjekkes ud, når Jazznyt raporterer derfra.

 

I morgen kl. 12 offentliggøres årets program for Copenhagen Jazzfestival. De store udenlandske navne er efterhånden på plads. Nu mangler vi at få spilleplanerne for alle de danske jazzmusikere, så der kan blive lagt planer for dagene.

jazz.dk

The Bad Plus har lige spillet sammen med det tyske big band hr Big Band fra Frankfurt Radio. Det skete under ledelse af Jim McNeely. Det allerbedste for os der ikke var der er, at det hele kan opleves på nettet i en meget flot TV-indspilning: liveweb.arte.tv/de/video/hr-Bigband_trifft__The_Bad_Plus_/

Martin Lutz's jazzsite jazzstjerner.dk er rykket ud af stuen og anmelder i denne uge Jan Harbeck's koncert på Jazzhouse. Lutz giver koncerten 4 stjerner. Anmeldelsen er krydret med nogle flotte fotos af Karolina Zapolska: www.jazzstjerner.dk/live-anmeldelser.html

Norske Jazznytt.no lægger hver gang deres magasin ud på deres site til fri download. Der er altid anmeldelser af mange danske plader, flere end der anmeldes af norske jazzplader i danske Jazzspecial. Nu er svenske OrkesterJournalen fuldt med på moden og har lagt seneste nummer ud til fri afbenyttelse på deres site: www.orkesterjournalen.com/index.php?option=com_content&view=article&id=1377 I øvrigt er Pelle Fridell og Jan Harbeck's duoprojekt Dellbeck anmeldt i begge magasiner. Nordmændene er mest begejstret for pladen. Der anmeldes også en masse danske plader i seneste nummmer af OrkesterJournalen.

Miles Davis' plade Tutu er kommet i vælten igen. Manden bag musikken på pladen Marcus Miller har udgivet en 2CD+DVD med en koncertoptagelse,d er hedder Tutu Revisited. Mens det originale album er kommet i en remastered version med ekstra materiale nok til en hel CD.

ECM Records er ude med flere godbidder, hvor en af dem er ret sikker på at blive en sællert. Lee Konitz, Brad Mehldau, Charlie Haden og Paul Motian Live at Birdland er en af den slags plader der bare skal indlemmes i den store jazzsamling. Der er også nyt fra Craig Taborn , Nils Økland og Meredith Monk.

Dan Berglund, bassisten fra Esbjörn Svensson Trio er klar med sit andet album med Tonbruket. Den første fik han prisen årets bedste svenske jazzplade for. Albummet hedder Dig it to the end.

Pat Metheny udgiver d. 17. juni et nyt album, What's it all about. Ud fra titlerne kan man få en idé om, at det er poppen han har kastet sig over denne gang: The Sound of Silence, Alfie, Garota de Ipanema, Rainy Days and Mondays, Betcha by Golly, Wow og And I Love Her er at finde på pladen.

De amerikanske jazzmusikere trompetisten Christian Scott, saxofonisten David Sanchez og vibrafonisten Stefon Harris har været i Cuba for at spille med lokale musikere. Det er der både kommet et album og en film ud af. Ninety miles: http://youtu.be/zjFvFqpisbQ

Delirium: Green side up (ILK)

Omkalfatret blues
 Her er fire stærke jazzmusikere der hælder al deres oprindelige kærlighed til jazzen ind i musikken. Jeg er ret sikker på, at det de spiller her er tæt på hjertekulen, selveste grunden til at de er jazzmusikere og ikke f.eks. rockmusikere. De har fundet sammen om at spille røven ud af jazzbukserne. Det giver så meget mening når jeg hører nummeret Sudden happiness. Højt tempo, pludselige temposkift og så er der solo hele vejen rundt. Vel at mærke solo i den helt klassiske forstand, hvor hver enkelt spiller sig helt ud. De tømmer posen for alle godbidderne for så at komme tilbage på sporet.

Her er blues, Ornette Coleman, Dorsey brødrene, omkalfatringer, abstraktion og tøjlesløs musikalitet. Det er meget let at falde for Delirium's tredje plade der blev indspillet i efteråret 2009 efter at de bla. havde turneret i USA. Der er spor langt tilbage i jazzhistorien, hvor Ellington, Mingus og andre store personligheder satte deres præg. Delirium hænger ikke fast, når de skuer tilbage. De tager det med som de har lyst til. Den finske saxofonist Mikko Innanen udgør sammen med danskerne Kasper Tranberg på trompet, Stefan Pasborg på trommer og Jonas Westergaard på bas Delirium. Delirium har et højt energiniveau. De har indtaget en masse af det fede, men sidder ikke tilbage i sofaen og falder i søvn mens savlet løber ned ad kinden.
Delirium har lavet et must-have album for alle jazz-feinschmeckere.
Bonusinfo:
Mikko Innanen er blandt de nominerede til Nordisk Råds Musikpris, hvor man også finder andre stærke jazzsaxofonister som Juhani Aaltonen, Lotte Anker, Mats Gustafsson og Jóel Pálsson.

ILK: ilkmusic.com

Marie Carmen Koppel/Benjamin Koppel: Brooklyn Jazz Session (Cowbell)

Søskende kærlighed
På et eller andet tidspunkt skulle den jo komme. Pladen hvor de to musikalske Koppel-søskende mødes musikalsk. Benjamin har allerede medvirket på flere af Marie Carmens plader. På denne plade er de begge i front og jazzen er stilen og de gør det også med stil. Pladen er indspillet i Brooklyn i selskab med en supertrio. Benjamins musikalske venskab med pianisten Kenny Werner er allerede dokumenteret på 3 forskellige albums og adskillige koncerter. Her har Werner taget topmusikerne Scott Colley på bas og Johnathan Blake på trommer med.
11 af pladens 12 numre er originaler. Pladens afslutningsnummer er standarden When I fall in love. Benjamin og Marie Carmen har skrevet flertallet mens Chris Potter har lavet en enkelt og Kenny Werner har lavet to. Potter's A pleasant thought er et forrygende nummer, jeg uden tøven ville sætte på min heavy rotation playliste, hvis jeg var natjazzradiovært. Sax- og pianosoli eksekveres med usvigelig sikkerhed og Marie Carmens fyldige soulstemme får plads til at frasere.
Marie Carmen Koppel er godt etableret som gospelsangerinde og springet til jazzen er selvfølgelig ikke ubesværet. Hun holder heldigvis fast i det hun kan. Hun synger med overbevisende sikkerhed og farver musikken med gospel og r'n'b-inderlighed. Koppel og Werner-trioen holder sig hjemme på jazzmåtten. De spiller med en melodisk lethed og sammen har de skabt et album der kan finde et bredt publikum.
Bonusinfo:
De kan allesammen opleves på samme scene, når Benjamin Koppels Copenhagen Jazzfestival-stunt løber af stabelen i Valby.
Cowbell: cowbellmusic.dk

Jean Michel Pilc: Essential (Motema)

Et Fazioli-flygel midt i stuen
På foranledning af trommeslageren Billy Harts anbefaling indledte Mads Vinding et samarbejde med pianisten Jean Michel Pilc. Vinding har tidligere samarbejdet med en lang række store jazzpianister herhjemme og i udlandet. Pilc er endnu en af dem, hvilket vi blev overbeviste om på Mads Vinding Trios Open Minds. De spiller tre aftener på Jazzhus Montmartre under Copenhagen Jazz Festival sammen med Billy Hart.
På den aktuelle plade møder vi Jean Michel Pilc aldeles alene med et Fazioli flygel foran publikum. Vi får mulighed for at gå i dybden med en af de mest spændende jazzpianister lige nu. Jean Michel Pilc's intenst inspirerende spil er i en lydkvalitet der får mit anlæg til at logre af glæde. Der er øjeblikke hvor Fazioli-flygelet står mit i min stue. Han spiller hele atten numre på pladen, hvor den fremragende midterste del er 6 Etude-Tableauer skrevet af Pilc. Han kommer bredt omkring i disse 6 etuder. Velkendte standards som Caravan, Someday my prince will come, Take the A train, Blue in green og Mack the knife præsenteres med vid og indføling. Min favorit er Too young to go steady, hvor han spiller gåsehudssmukt.
Pladen kan anbefales til jazzlytteren der blev tændt af Mads Vindings plade sammen med Jean Michel Pilc og var mere sulten.
Jean Michel Pilc: www.jmpilc.com

Radiostar: Mannish (Gateway)

Rolling Stones og noder
Michael Blichers gruppe Radiostar er noget helt for sig selv. De har deres egen originale lyd og denne gang har Blicher drejet det i en retning med mere rocket attitude. Musikerne er de samme, som på det roste album It cannot bleed fra 2007. Michael Blicher og Fredrik Lundin på sax, Niclas Knudsen på guitar, Thomas Vang på bas og Anders Holm på trommer. Albummets titel er taget fra Muddy Waters klassikeren Mannish boy, der ifølge Michael Blicher er det mest mandige nummer der findes. Det er bla. også her han har hentet musikalsk inspiration. Ikke sådan at forstå at det er en bluesplade. Inspirationen kan høres som en stemningsinspiration. Der er også hentet en masse inspiration fra Rolling Stones. Feks. er nummeret Familiar faces vel så tæt på Roling Stones' Honky Tonk Women som man kan tillade sig, for stadig at kunne kalde det sit eget nummer.
Niclas Knudsen indtager let rollen som Keith Richards med attitudefyldte riffs. Men Knudsen er også jazzguitarist, så han smider også nogle tekniske finesser ind i det enkle og effektive guitarspil. Som på Things in the wind, hvor Knudsens evner ud i afroinspireret guitarspil hurtigt høres. Blicher og Lundins saxofon parløb er den væsentligste årsag til at Radiostar er så lette at identificere. De spiller unisont, den samme melodilinje og der er overlades ikke megen plads til improvisation. Et væsentligt og relevant element er at Radiostar ikke er et improvisationsorkester. De holder sig til det der er skrevet ned på nodearket. At Blicher så formår at få det til at blafre alligevel, fortæller vel mest om Blicher og Radiostars kvaliteter.
Radiostar: radiostar.homestead.com

Nyt dansk jazzsite

Da jeg for lidt over en måned siden skrev en kommentar her på bloggen om hvorfor der ikke blev anmeldt flere danske jazzplader, kom der en række forskellige kommentarer til indlægget.
Nu er der kommet endnu et svar i form af et helt nyt site med anmeldelser af danske jazzplader. En af de plader jeg undrede mig over ikke var anmeldt var Martin Lutz Groups It's swing not rocket science - jeg undrer mig i øvrigt stadig. Det er netop Martin Lutz der har lavet sitet. Han har anmeldt de to andre med Martin Schack og Cathrine Legardh, som jeg også undrede mig over ikke var anmeldt. Der er allerede en hel række andre anmeldelser på siden, bla. også nogle som jeg ikke har skrevet om her på bloggen (ganske enkelt fordi jeg ikke har fået dem til anmeldelse). Det er Mortens Aften, GinmanBlachman, Søren Nørbo Trio og Oliver Antunes/Jesper Lundgaard.
Martin Lutz har et enkelt element med i sine anmeldelser, som jeg ikke har. Han giver pladerne stjerner. Derfor er sitets navn jazzstjerner.dk særdeles vedkommende.
Herfra skal der lyde et stort velkommen til Martin Lutz og det gode initiativ!
jazzstjerner.dk

Flere stjerner til CJF 2011

Copenhagen Jazz Festival er ikke færdig med at offentliggøre de store internationale jazznavne der kommer til årets festival. I dag er endnu en række af de helt store navne føjet til programmet. Ligeledes har CJF lanceret nogle nye temaer udover den kendte Giant Jazz.
I Pressen er temaet det temaet The Sound of Africa der hersker. Her kommer den vestafrikanske vokaldronning Oumou Sangaré fra Mali kommer på scenen. Abdullah Ibrahim og septetten Ekaya præsenteres ligeledes på den scene.
Ved Kulturhuset Islands Brygge kan musikken opleves under åben aftenhimmel. Her er det temaet Jazz By The Sea der gør sig gældende. Trioen Medeski, Martin & Wood medbringer Bill Evans og Randy Brecker, hvor selv en kølig dansk sommeraften må blive varm. Bassisten og publikumsfavoritten Richard Bona medbringer guitaristen Raul Midon.
Mens den altid populære vibrafonist Gary Burton, kultsaxofonisten Bunky Green og Joshua Redman & Brad Mehldau kan opleves ved koncerter andre steder i byen.

jazz.dk

ELEkTRO feat John Tchicai (Blackout)

Tillykke! John Tchicai
John Tchicai fylder 75 år i dag og ved samme lejlighed udkommer dette album. Her er den danske avatgardejazzlegende i selskab med gruppen ELEkTRO, der ledes af bassisten Lars Winberg. De flankeres af Lars' sønner Adam på trommer og Tobias på laptop og guitar, der begge overvejende har erfaringer fra rock og hiphopmiljøet. Mens det sidste medlem af kvintetten, trompetisten Mads la Cour er et velkendt navn for de fleste læsere af denne blog.
Tchicai har et flagrende og uoverskueligt bagkatalog - ikke sådan at forstå, at det er dårligt - han har bare medvirket på så mange forskellige albums, der som regel er udkommet på små selskaber rundt omkring i verden, at det er svært at få et overblik over hans karriere. En karriere hvor han siden starten af 60'erne har sat sit præg på både den amerikanske og europæiske jazzscene. 

Tchicai har ikke holdt sig tilbage for at spille finurlig og til tider svært tilgængelig jazz. Med ELEkTRO er der en mere direkte tilgængelighed, hvilket helt sikkert skyldes det underliggende rockgroove med bas, guitar og trommer. Det er en fornøjelse at Lars Winberg har parret Tchicais personlige og identificerbare saxtone med la Cours indlevende trompetspil der placerer sig understøttende i forhold til Tchicais sax. Lars Winberg har en sans for de enkle åbne kompositioner, der giver musikerne frie hænder. Lars Winbergs bas er fremme i lydbilledet og støtter det enkle. Tobias Winberg føjer sfærisk støjende elektroniske elementer til. Mens Mads la Cour har fundet inspiration i at spille med en af avantgardens frontløbere.
Musikken er mesterligt indspillet i Ninth World Music af PO Jørgensen, der ofte har spillet med Tchicai, bla. i All Ear Trio. Kombinationen af det enkle rockgroove, Tchicais avantgardesax og la Cours empatiske trompetspil er betagende og kan anbefales.
Bonusinfo:
ELEkTRO spiller på Roskilde Festivalen.
Lars Winberg: larswinberg.dk

Marius Neset: Golden Xplosion (Edition Records)

10'ernes saxofonhelt
Han er kun 25 år - men har allerede markeret sig i væsentlige jazzgrupper som Jazzkamikaze og People Are Machines. Han er uddannet fra Rytmekons i København, hvor han bla. er med i professor Django Bates' stoRMChaser. Saxofonisten Marius Neset føjer med sit andet soloalbum Golden Xplosion nye dimensioner til sit CV. Her er et album der kan gøre Marius Neset til 10'ernes nye saxofonhelt.
Der er en Michael Brecker'sk vitalitet i Neset's saxofonspil. Det udadvendte og den melodiske vildskab har de tilfælles. Hvor Brecker fandt energien i funken finder Neset den snarere i rocken. Han forsøger heller ikke løbe fra sit norske ophav, hvor der flere steder som på udgangsnummeret Epilogue er en rød tråd til Jan Garbarek. Marius Neset er både som komponist og musiker yderst original. Der findes elementer af klassisk musik i arrangementerne som bliver blandet med poppet melodiøsitet og freejazzet løssluppenhed. Neset formår at sammensætte musikken, så udtrykket alligevel bliver ensartet på trods af de forskellige inspirationskilder.
Det er nogle stærke musikere som Neset har samlet omkring sig og som er med til understøtte originaliteten. Django Bates på keyboards er en stor oplevelse. Han spiller ukonventionelt, uhæmmet og opfindsomt på sine keyboards. Det er ikke uden grund at han er professor på rytmekons, hvor han netop har været en betydelig mentor for Nesets musikalske udvikling. Bassisten Jasper Høiby fik et seriøst gennembrud i britisk jazz sidste år med trioen Phronesis. Herfra er også trommeslageren og Jazzkamikazekollegaen Anton Eger. Phronesis og Neset deler også pladeselskab, det seriøse engelske Edition Records.
Marius Neset har skabt et album der kommer til holde længe. Lyt f.eks. til Angel of the north og du bliver overbevist.
Bonusinfo:
Marius Neset scorede sjældne 5 stjerner i Guardian's anmeldelse af pladen: www.guardian.co.uk/music/2011/apr/21/marius-neset-golden-xplosion-review?INTCMP=SRCH
My Space: www.myspace.com/mariusneset
Edition Records: www.editionrecords.com

KortJazzNyt uge 17 2011

Montmartre årets jazzspillested
Torsdag d. 5. maj kåres Jazzhus Montmartre som årets jazzspillested. Det sker et år efter at det legendariske spillested genåbnede i St. Regnegade. Det er de danske jazzmusikere der via brancheorganisationen JazzDanmark står bag kåringen. Prisen på 35.000 kr overrækkes ved en fest på spillestedet d. 5. maj kl. 19.00.
Et stort og velfortjent tillykke herfra til det fremragende initiativ!
www.jazzhusmontmartre.dk

Lars Fiil Kvartet drager i maj måned på en mindre Danmarksturné, hvor der bliver mulighed for at høre et af de mest roste unge danske jazzbands lige nu. De besøger bla. Jive i Vejle, Christiania Jazzklub og Tante Olga i Randers.
www.myspace.com/larsfiilkvartet

For andet år i træk afholder Benjamin Koppel jazzfestival i kulturhuset Prøvehallen i Valby. I år afholdes endnu engang tyve koncerter i løbet af ti dage og Benjamin Koppel håber, at blandingen af kendte danske sangerinder og amerikanske jazzhovednavne vil få lige så mange til at lægge vejen om ad Valby Langgade i år. De to første dage står Marie Carmen Koppel på scenen med bror Benjamin og en flok erfarne ræve fra New York; Kenny Werner på piano, Scott Colley på bas og Jonathan Blake på trommer. Annisette kan opleves med de samme musikere et par dage senere, hvor Anders Koppel er tiføjet på orgel. Trompetisten Dave Douglas kommer også spiller sammen med Koppel, Werner, Blake og bassisten Jonathan Weidenmueller. Det bliver hedt i Valby!
valbysummerjazz.dk

Marilyn Mazur Group: Tangled temptations & The Magic box (Stunt)

En skramlende rose
Jeg har ikke lyttet længe til Marilyn Mazur's nye album før inspirationen fra den sene Miles Davis skinner igennem. Men det varer kun kort så pibler alle mulige andre elementer frem på et overdådigt dobbeltalbum. Elementer fra en karriere der ikke har stået stille siden hun stod på en scene første gang. Marilyn Mazur spiller grundlæggende jazz, i en af dens mange afarter. Mazur har spillet med nogle af de største og vigtigste jazznavne. Her er specielt samarbejderne med Miles Davis og Jan Garbarek med til at understøtte, at Marilyn Mazur er et af de største danske jazznavne nogensinde.
På dette album der er delt op i to dele, benytter hun de samme musikere hele vejen. Husbonden Klavs Hovman er med på bas mens Fredrik Lundin spiller sax og Krister Jonsson spiller guitar. Den ene plade Tangled temptations er med musikken fra en teaterforestilling og nyfortolkning af Tigger Operaen. På trods af at musikken har været bundet op på en handling fremstår den absolut interessant og høreværdig uden kendskab til forestillingen.
Den anden plade Magic box er med musik skrevet af Mazur. Det er overvejende ny musik skrevet med tanke på gruppen. Fredrik Lundin har tidligere i sin karriere vist at han er en af få saxofonister, der kan eksperimentere og manipulere med saxofonens lyd uden at det ødelægger hans personlige touch og udtryk. Krister Jonsson er en guitarist der kan noget af det samme. Men det er Marilyn Mazur der som den alt dominerende svæver, flyder, hopper og skærer sig ind i musikken.
Bonusinfo:
Til juli udkommer albummet Celestial circle med Mazur på ECM Records. Her får hun musikalsk hjælp af Josefine Cronholm (vokal), John Taylor (piano) og Anders Jormin (bas).
Marilyn Mazur: www.marilynmazur.com

Hjorth/Eldh/Ikenaga: Plastic moon (Cloud/Stunt)

Svensk jazz i Japan
Det er trioens andet udspil, den første var et livealbum der kun udkom i Japan. Mens det andet også først kun skulle udgives i Japan men så kom det omkring Magnus Hjorths danske pladeselskab Stunt, der mente at det også skulle udgives i vesten. Pianisten Magnus Hjorth har allerede lavet et par meget roste trioplader med bassisten Petter Eldh og trommeslageren Snorre Kirk. I den aktuelle trio er Kirk skiftet ud med den japanske trommeslager Kazumi Ikenaga. 

Magnus Hjorth har stille og roligt forfinet sit udtryk. I denne sammenhæng er det som den afklarede og roligt pianist, at Hjorth viser sit udtryk.
Pladen er ikke plastret til med standards som de fleste japanske jazztrioplader. I stedet er de 6 af de 9 numre fra Hjorths hånd. Han er ikke bange for at bruge sit romantiske sindelag. Vist er der en snert af det nordiske i Hjorths pianospil. Men han er først og fremmest rundet af den amerikanske jazzpianotradition. Det er med stor stilsikkerhed at han sidder ved pianoet. Den faste basmakker Petter Eldh er her i sit rolige og afbalancerede hjørne. Et passende match til Hjorths spil.
Bonusinfo:
Trioen turnerer i Japan fra d. 2. juni. Ved samme lejlighed udgives det næste Magnus Hjorth Trio album også. Det har fået titlen Gershwin.
slowboattocloud.blogspot.com

Suzanne Brøgger & Jan Kaspersen: Jiving in Kalamazoo (Bang Forlag)

Litterærjazz
Suzanne Brøgger har skrevet teksterne og Jan Kaspersen har skrevet musikken. Men her stopper det ikke. Brøgger synger også selv sine tekster mens Kaspersen mindre overraskende sidder ved pianoet. Det er ikke første gang at forfatteren Suzanne Brøgger synger på plade. I 2006 udkom Blå biografi, hvor Brøgger blev akkompagneret af flere forskellige pianister, heriblandt også Jan Kaspersen. Pladen efterlod et blandet udtryk, bla. fordi der var så mange forskellige musikere ind over projektet.
Det forholder sig anderledes med Jiving in Kalamazoo, hvor det er de samme fire musikere der er følger Brøgger hele vejen. Jan Kaspersen er en jazzpianist med sans for det litterære og en forrygende evne til, at underbygge og fange stemningen i Brøggers tekster. Der hersker en natblå balladestemning, hvor nat bliver til morgen inden vi finder i seng. Suzanne Brøgger er ikke nogen stor jazzsangerinde. Men det spiller ikke den store rolle. Hendes personlighed er intakt. Det der høres er ren og uforfalsket "Suzanne Brøgger". Hun brænder i højeste grad igennem. Brøgger synger med en stemme der lyder som en dansk forfatter der synger som Billie Holiday.
Altsaxofonisten Christina von Bülow har en god indflydelse på pladen, hendes behagelige og afdæmpede saxtone smyger sig om Brøggers vokal. Daniel franck på bas og Frands Rifbjerg på trommer leverer en stilsikker bund. Pladen lever i kraft af en modig forfatterinde der sætter sin personlighed på højkant med jazzen som indsats. Jan Kaspersen fører Brøgger sikkert hjem.
Bonusinfo:
Musikken kan opleves ved koncerter i Utzon Center i Aalborg d. 29. april og i Christians Kirken i København d. 30. april.
Bang Forlag: bangforlag.dk
Jan Kaspersen: jankaspersen.dk

DJ 2-Tone Jones: Shaolin Jazz 37th Chamber (free download)

Must have for jazzfreaks med smag for hip hop
Hip hoppen har set bedre tider påstås det. Andre har sagt det samme om jazzen. Hvad sker der så hvis man tager elementer fra de perioder der traditionelt set anses for at være genrenes mest frugtbare perioder? Hip Hop kollektivet Wu Tang Clan, der kom fra Shaolin, Staten Island NYC regnes af mange for en af de vigtigste hip hop grupper overhovedet. Nu har DJ 2-Tone Jones mixet en lang række vokalspor fra Wu Tang Clan med jazzmusik.
Det er det mest geniale mix af jazz og hip hop jeg har hørt siden Guru's første Jazzmatazz plade fra 1994! Det står rystende stærkt. Idéen lyder på tankeplanet OK. Men i virkeligheden fungerer det endnu bedre. Mange af jazzmelodierne er fundet i kassen med de funky toner - det er vel at mærke den store kasse. For der er langt mellem Ramsey Lewis' og Three Sounds' swinging jazz og Miles Davis' Bitches Brew og Coltrane's Equinox ud-af-kroppen jazz. Derudover møder vi Herbie Hancock, Mulatu Astatke, Pharaoh Sanders, Grover Washington jr, John Klemmer, Donald Byrd, Lonnie Liston Smith, Bobbi Humphrey og Ahmad Jamal fra den funky jazzafdeling.
Pladen kan ikke købes men kan downloades gratis. Albummet er opstået som en udløber af et interview Gerald Watson lavede med kunstneren Logan Walters. Walters havde lavet en række pladecovers, hvor han blandede Wu Tang Clan og Blue Note's klassiske pladecovers - kaldet Wu Note. Watson spurgte Walters om han ville lave et cover til et album med jazz og Wu Tang. Det ville han selvfølgelig gerne og Watson kontaktede DJ 2-Tone, der kastede sig ud i projektet med krum hals.
Takket være DJ 2-Tone's store overblik og sans for både Wu Tang's hip hop og jazzen er der kommet et album ud af det, der på det kraftigste kan anbefales til jazzfreaks med smag for hip hop og omvendt. Det er ganske enkelt et must-have.
Gratis download her: www.mediafire.com/?umwgcb7c6561j

Fusk: do. (WhyPlayJazz)

Mere åben end lukket
Hvis du kan støve albummet So ein ding muss ich auch haben med den fynske kvartet Quartz op, så køb den. Jeg skrev pænt om den i 2007, den holder stadig og vil sandsynligvis gøre det i lang tid endnu. Hvorfor skriver jeg nu om den? Jo for her kommer der et band og en plade der er en udløber af kvartetten. Quartz's trompetist Mads la Cour lavede i 2008 albummet á la Cour, hvor Quartzbassisten Andreas Lang medvirkede. Her var den tyske saxofonist Phillipe Gropper også med. Quartz trommeslageren Kasper Tom Christensen har gennem flere år haft kvartetten Fusk, hvor netop Lang og Gropper er medlem. Det sidste medlem er tyskeren Rudi Mahall der spiller på basklarinet.
Fusk er nu aktuelle med deres debutalbum, der er byder på trommeslageren Kasper Toms kompositioner. Avantgardejazzen har sat sit præg på kvartetten der også trækker på elementer fra den frie jazz. Jeg får associationer til en kammerjazzversion af Ornette Coleman. Samspillet mellem Gropper på saxen og Mahall på basklarinetten præger gruppens ekspressive udtryk, hvor Langs heftige basspil får det til at flagre. Kasper Tom styrer gruppen og musikken og er den samlende enhed. Han får med sit rytmiske flow og sans for præcision skabt bunden der åbner mere end den lukker.
Fusk: whyplayjazz.de/fusk

Jazznyt fylder 7 år

Det er nu syv år siden at Jazznyt opstod. En af de første nyheder handlede om en tjeneste hvor man lovligt og mod betaling kunne downloade musik. Heriblandt jazz fra pladeselskabet Cope. Siden hed musik.dk og eksisterer ikke længere. Til gengæld er der sket en masse på det område. TDC har lanceret Play og Telenor har Wimp. Den meget omtalte Spotify er endnu ikke i Danmark men kan anvendes hos vore svenske naboer. Alle tre har det til fælles at de er streamingstjenester. iTunes er nok fortsat nummer 1 når det gælder køb af MP3-numre. Men der findes mange flere muligheder. Personligt har jeg brugt eMusic i mange år og har gennem den fundet mange spændende sager.
Det jeg egentlig bare ville sige var, at jeg om syv år endnu en gang kan skrive at der er sket rigtigt meget på den måde musikken distribueres ud til lytterne. Hvordan vi så får musikken ind i ørerne om syv år ved jeg ikke. Men i forhold til denne blog er det jo også ligegeyldigt. Så længe der udgives musik der lugter lidt af jazz vil der være behov for Jazznyt. Der vil altid være emner, tendenser og andet spændende der skal indfanges og udbredes til interesserede.
Keep on jazzin' in the free world.

Benjamin Koppel & Thommy Andersson: The suddenness of inventivity (Cowbell)

To legekammerater
Her er to gamle legekammerater der har fået noget kvalitetstid sammen. Der er ikke er nogen mor der kommer og forstyrrer. Her gælder samfundets vanlige konventioner og regler ikke. Det er kun det de to bliver enige om, der gælder. Det er ikke noget der behøver at blive diskuteret. Det er ikke nødvendigt. De er gamle legekammerater og kommunikerer på et interpersonelt plan der ikke umiddelbart forståes af andre.
Mor ved godt at Benjamin og Thommy en gang i mellem går over til grusgraven, men de kommer altid hjem igen. Hun ved at de passer på hinanden. Benjamin plejer kun at røre ved saxofonerne - dem har han så mange af, mens Thommy har det bedst med bassen - den er også så stor. Men de kan ikke lade være med at prøve hinanden af og prøve ting af. Så selv om de ikke må, spiller de alligevel begge to lidt på trommesættet og klaveret.
Komposition er frossen improvisation sagde Igor Strawinsky. Men improvisation kan også være pludselig opstået kompostion. Koppel og Andersson er begge erfarne ud i den kunst. De har begge en udpræget æstetisk sans for musik. De besidder kombinationen af at have overblik for så samtidig at kunne lade sig rive med af fuldstændig fortabelse. De har ingen problemer med at lande musikken og få den ud til os lyttere. Der er både fejende flotte melodier og mærkelige mystikstykker.
www.cowbellmusic.dk

Nordic Connect: Spirals (ArtistShare)

Groovy by heart
Nordic Connect ledes af trompetisten Ingrid Jensen. De udgav i 2005 Flurry, hvorefter de i løbet af de følgende 3 år turnerede i Canada, USA og Skandinavien. Det førte frem til indspilningen af albummet Spirals, hvor Ingrid Jensen så igen forenede bandet med lillesøsteren Christine Jensen på alt- og tenorsax, den tidligere skolekammerat fra Berklee, pianisten Maggi Olin, Ingrids mand trommeslageren Jon Wikan og den svenske bassist Matias Welin.

Der er hele tiden en underlæggende groovy stemning i musikken. Kompostionerne lægger op til kompleksitet indeholdende mange lag og skift. I kraft af bandets sammenspillethed bæres de avancerede kompositioner flot ud til lytteren. Maggi Olin har komponeret 5 af pladens 9 numre. Olin spiller overvejende på Fender Rhodes. Men det er Ingrid Jensens flotte trompet og flygelhornspil der en af de store attraktioner på denne plade. Musikerne har alle vikingeblod i årene, hvilket dog er mindre hørbart end den svale nordiske tone, der hele tiden befinder sig et eller andet sted i musikken.
Bonusinfo:
Pladen er produceret af Torben Waldorff sammen med Maggi Olin.
Ingrid Jensen: www.ingridjensen.com