Ben Monder: Amorphae (ECM) >> Frank Woeste: Pocket Rhapsody (ACT)

Ben Monder er en af de tre jazzmusikere, der var med til at skabe den musikalske magi på David Bowies Black Star. Bowie havde hørt ham på 55 Bar i New York efter en anbefaling fra Maria Schneider. Selv om han først nu bliver kendt af en større kreds, er guitaristen Monder ingen årsunge. Det er tyve år siden at han debuterede i eget navn. Han har indspillet med mange forskellige jazzfolk, heriblandt danske Nikolaj Hess. 

Monder er aktuel på to forskellige udgivelser. Amorphae er Monders debut i eget navn på ECM Records. Han medvirkede allerede i 2004 sammen med Jakob Bro på Paul Motians Garden of Eden. Det medførte at Monder og Motian i 2010 lavede nogle udforskende duoindspilninger. Året efter døde Motian og projektet blev færdiggjort sammen med en anden karismatisk trommeslager; Andrew Cyrille. det blev suppleret med nogle trionumre med Cyrille og Pete Rende på synthesizer. Det er blevet til et sfærisk og flydende album. Der er kun to numre sammen med Motian. Den eneste standard på pladen, Oh What a beautiful morning, demonstrerer til fulde hvorfor Motian er en legende. Hans whiskersspil på lilletrommen er som kattepoter der bevæger sig rundt i en solbeskinnet have. Monders guitar er skyerne der trækker sig sammen og lader mørket indhylde haven. Cyrille er en anden trommeslager end Motian. Han kan med minimalistisk spil udtrykke en masse sammen med Monder. Amorphae er vel en slags ambient jazz.

Den tyske - men i Frankrig bosatte - pianist Frank Woeste har sammen med Ben Monder og trommeslageren Justin Brown lavet et heftigt trioalbum, hvor der både bruges piano, orgel, bassynth og elpiano. Tempoet er overvejende til den hurtige side og byder på heftigt breaks og skift. Noget af det som Snarky Puppy har været med til at sætte på dagsordenen igen i jazzen. Når man hører et nummer som Buzz Addict, kunne man let forestille sig den spillet af Snarky Puppy. Undervejs er der indskrevet nogle gæster - som f.eks. sangeren Youn Sun Nah på nummeret The Star Gazer. Det er ikke på grund af gæsterne at man skal høre albummet. Det er på grund af den forrygende og sprælske trio.

ecmrecords.com

actmusic.com

Solveig Slettahjell & Knut Reiersrud with In the Country: Trail of Souls (ACT)

Det er ikke noget nyt at den norske sangerinde Solveig Slettahjell arbejder sammen med pianisten Morten Qvenild og trioen In The Country. Denne gang er blues og rootsguitaristen Knut Reiersrud så føjet til ensemblet. Jeg kommer til at tænke på Norah Jones - som hun lød da hun kom frem. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Jeg har tidligere hørt det mere originalt fra Slettahjell end det hun præsterer på albummet Trail of Souls. 

Hun beskæftiger sig med kendte og ukendte kompositioner. Det er bl.a. popsange som Peter Gabriels Mercy Street og Bill Withers Grandmas Hands. Det bliver en kende kedeligt, hvilket er ærgerligt. Solveig Slettahjell har som udgangspunkt en god vokal, der uden problemer kan balancere mellem jazz og pop. Det viste hun med stor originalitet på Domestic Songs fra 2008. Det gør hun langt fra lige så vellykket denne gang.

actmusic.com

Lina Nyberg: Aerials - Space - Birds (Hoob)

Endnu en gang har den svenske sangerinde Lina Nyberg lavet et ambitisøst og omfattende dobbeltalbum. Hvor hun sidste gang befandt i og omkring vandet, er hun denne gang taget op i luften. Hun fortæller i pladens linernotes at det er den anden af tre plader som kommer til at hænge sammen. 

På den første CD Space er hun sammen med de samme fire musikere, der ud over Norrbotten Big Band også medvirkede på den første plade. Hvor de på den forrige plade var bundet op på nodeark og arrangemanter, har hun denne gang valgt at de skulle spille jazzstandards frit. Der lægges ud med Fly me to the moon og undervejs møder vi også A nightingale sang in Bekeley Square, Skylark og flere andre. Det er de højtflyvende standards. På den anden CD Birds har Nyberg lavet det meste af musikken. Her synger hun sammen med strygerkvartetten Vindla String Quartet.

Aerials er et undersøgende og fantasifuldt album, der i vidtfavnende og frit fabulerende toner sender os ud at flyve som fugle, rumskibe og flyvemaskiner. Det er et modigt og kunstnerisk stærkt album fra en sangerinde uden lige i Norden netop nu.

hoobrecords.com

linanyberg.se

Ninna Milner: Songs for sentient beings (WiMi)

Det er en blandet oplevelse at lytte til Ninna Milners nye album Songs for sentient beings. Oplevelsen er blandet fordi hun stilistisk springer fra det swingbaserede på pladens to første numre til blues, ballader og andet der i mellem. Der kommer en sang som That's what he said, hvor Dan Hemmer sender nummeret afsted med solid Hammond. Eller hvad med Such a sunday, hvor sangen understøttes af akkordion og violin. Stemningen er fransk chanson. Stemmen er fuld af nærvær og Ninna Milner vil noget med teksterne. Hun fortæller en historie med teksterne der er skrevet af Christine Bojsen Træden.

Den store blanding er også en del af charmen ved Ninna Milners plade. Hun er bedst når der går blues - eller det er i hvertfald der hvor hun fanger mig. Autenciteten er størst og stemningen bedst i de numre, hvor hun synger sig helt ud. Det kan Ninna Milner og gør det gerne. I øvrigt har hun et mindre stjernekor med på Dear Humans, hvor Kira Martini, Sinne Eeg, Bobo Moreno, Birgitte Soojin, Pernille Ingerselv og Esben Just er med. 

ninnamilner.dk

Lilly: Menneskeblomst (Gateway)

Hun har valgt at gå i en anden retning i forhold til albummet Love is a sound fra 2009. Bl.a. synger hun på dansk. Det betyder at hun kan lyde henad Alberte Winding. Albertes ungdommelige kælenhed i stemmen er filet væk - og det er slet ikke så dårligt, snarere tværtimod. Lilly-Ann Hertzmann er en moden sangerinde, der gennem teksterne fortæller om sit liv og de udfordringer hun har været igennem.

Den store styrke på pladen er at hun har lavet musikken sammen med Gustaf Ljunggren. Han har ud at have produceret pladen, også har arrangeret og spiller på diverese strengeinstrumenter på samtlige numre. Anders AC Christensen tager sig af bassen, mens den nyligt afdøde amerikanske trompetist Lew Soloff medvirker på flere numre. Det er blevet til en charmerende plade i visejazz hjørnet.

lillysongs.com

Malene Kjærgaard: Here’s to the ladies (Gateway)

Det er ikke en overdrivelse at kalde det et dreamteam. Kasper Villaume på piano,  Jan Harbeck på tenorsaxofon, Mads Kjølbye på guitar, Tobias Dall Mikkelsen på bas og Snorre Kirk på trommer, hvor de tre sidstnævnte har udgjort hendes fast musikere de sidste 8 år. Nogenlunde sådan må akkompagnementet også gerne se ud, hvis jeg skulle lave en vokaljazzplade. Det er dejligt at vide at man på den måde, er i sync med den kunstner som man skal høre og anmelde. 

Malene Kjærgaard gør ingen vold på det oprindelige materiale. Her er både standards som Come rain or come shine, popklassikere som These boots are made for walking og store jazzsange som Abbey Lincoln's Throw it away og Kjærgaards egen som The beauty of it all.

Der er levnet god plads til at de akkompagenerende musikere kan folde sig ud. Det er meget velafstemt og ekstremt vel udført. Det er også en del af Kjærgaards svære opgave. Hun udfordrer ikke musikken i samme grad som de udfordrer hende. Omvendt er der en tryghed og ro i hendes stemme - der også er med til indikerere en sikkerhed omkring det hun vil. Hun er ikke tvivl. Det handler ikke om at udfordre lyttere eller musikere. Det handler om at udfordre sig selv. Det gør hun og ender med en behagelig plade.

malenekjaergaard.com

Maria Emig Trio: Introducing (Gateway)

Det er sæson for vokaljazz - det er det vist altid. Jeg har inden for kort tid modtaget otte styks af slagsen, som vil blive anmeldt de næste otte dage på bloggen. 

Jeg starter ud med debutanten Maria Emig. Hun holder sig på den sikre side og har valgt at lave en plade med forskellige jazzklassikere. Det er brugsmusik uden de store falbelader eller faldgruber. Det er enkelt og ligetil. Det grundlæggende håndværk er til stede. Emig har valgt et café-sikkert set up med bas og guitar. Materialet er blandede bolsjer fra den store jazzkrukke. Fra Tea for two og Mister Sandman over My one and only love og The shadow of your smile til Detour ahead og Manha de Carnaval.

Det lyder måske ikke af det store og vilde. Der er dog flere gode grunde til at lytte på pladen. Først og fremmest har Maria Emig en stemme der kommunikerer direkte med lytteren. Det er ikke svært at byde hendes stemme velkommen i mine ører. Det skal også nævnes at afdøde Hugo Rasmussen spiller bas på et par numre på pladen. Hugo er som altid en sikker mand, når der skal leveres bas til jazzvokalen. 

gatewaymusic.dk/kunstner/23230

Christian Winther: Refuge in Sound (Sound Perspective Music)

Så er der atter nyt fra Christian Winther. Han er dansker - men har siden 1997 haft New Orleans som sin base. Her har han lavet flere albums med amerikanske musikere og fået dem udgivet af det danske pladeselskab Steeplechase - som en af de få danske kunstnere overhovedet. Nu er samarbejdet med Steeplechase ophørt og Winther står på egne ben. 

Han er atter en gang i selskab med en række stærke amerikanske jazzmusikere, heriblandt trommeslageren Billy Williams jr. som lige har været i Danmark sammen med pianisten Justin Kauflin. Desuden medvirker bassisten Reuben Rogers, pianisten Allyn Johnson og guitaristen Mike Moreno mens Christie Dashiell medvirker på vokal på One for Mulgrew.

Det er klassisk jazz i en setting hvor der er ro og samling. Det er jazz af den slags der gør sig allerbedst live. Når det ikke er muligt, så er Christian Winthers plade et godt bekendtskab. Han sender undervejs musikalske tributes til pianisten Mulgrew Miller og saxofonisten John Coltrane. Det er på ingen måde tilfældigt at det lige er dem der kommer i fokus. Winthers tone på saxofonen er afklaret. Stilen swinger grundigt. Lyttefornøjelsen består overvejende i at musikken eksekveres så velafrundet og håndværksmæssigt godt. Det er gennemamerikansk jazz leveret af en dansker, der efter næsten 20 år i sydstaterne er godt og grundigt assimileret…The Jazz Way.

christianwinther.com

Emil Hess Quartet: Now You hear it (Hessmusic/Gateway)

Emil Hess har igen fundet sammen med den amerikanske trommeslager Richard Huntley, som han helt tilbage i 1999 lavede det fænomenale album The Great Bridge sammen med. Siden har Hess lavet to plader med Huntley - den seneste er over 10 år gammel. Det er godt at de er sammen igen. For det plejer at være gode plader som Hess laver sammen med Huntley. Den aktuelle er ingen undtagelse. Tværtimod. Det er særdeles fine sager.

Ud over Huntley, medvirker den herboende canadiske bassist Graig Earle og den helt igennem danske Thomas Clausen på piano. 

Tonen og stemningen er meget nordisk. Den lyriske og lettere melankolske stemning rammer med det samme. Hess har lavet nogle smukke kompositioner, som de fire musikere finder sammen omkring. Derudover er der også blevet plads til Drømte mig en drøm - der er den ældst kendte nedskrevne nordiske melodi og "The jazzstandard to end all jazzstandards" Body and soul. Kender man de to medlodier er man sporet godt ind på Emil Hess' musikalske verden. Pladen er meget vellykket og placerer sig i god forlængelse af Danish Music Award vinderen To mum and Dad som han lavede sammen med brødrene i 3xHess i 2014.

emilhess.dk

The Golden Years of Aarhus Roam The Streets vol. III (Fonden Voxhall) LP

For en måneds tid siden blev der afholdt en to dages festival på Atlas i Aarhus, hvor disse otte bands blev præsenteret. I samme forbindelse blev denne LP udgivet - eller det vil sige, at det var meningen at den skulle være blevet udgivet i forbindelse med festivalen. Men presset på vinyltrykkerierne udsatte udgivelsen. Men nu er den her. 

Vi er flere iagttagere af den danske jazzscene der har vidst det i noget tid. Århus er inde i en gylden periode for jazzen. Det har piblet frem gennem de seneste år. Det er denne LP kun med til at bekræfte. Flere af bandsene har jeg skrevet om før her på bloggen - men der er flere nyopdagelser for mig. Trioen Tigers Mind er dingenotisk noisejazz med substans. Duoen Orgel Duo starter ud i et dystopisk gråt betonbyggeri fra 70’erne - der kunne ligge i Hasle. De cykler ind mod midtbyen i natten og skaber fede stemninger med nummeret Iluin.

Addisabababand er fra den århusianske bydel Afrika, hvor de med Leika Leika Interstellar tager os med på en rumrejsefest. Ornithopter åbner pladen med Mr. Alexander der er en behagelig og smuk hyldest til trompetisten Scott Wesths skotske bedstefar. Kasper Staub Trio er med deres Cage i et vellykket melankolsk nordisk hjørne. 

Admiral Awesome leverer med Jacob Danielsens og Mikko Innanens vrælende baggårdssax’er på Tallina et af pladens højdepunkter - den kan også findes på deres dobbelt LP Makeout Music for Modern Lovers. Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet præsenterer nummeret Monster Fucker fra deres spritnye album. Jens Mikkel Madsens I Think You Are Awesome er også på trapperne med to nye albums. Vi får lov til at høre No. 5 with a bullet her på pladen. Bangin’ og Awesome er to af de bedste repræsentanter fra The Golden Years of Aarhus. Hæng med og lyt med nu. Du bliver ikke skuffet - nærmere hooked!

bonusinfo:

Pladen kan kun købes ved direkte henvendelse til et af de otte bands. Da den ikke koster alverden og pengene går til de medvirkende bands, er det bare med at komme i gang med jagten på pladen.

Homies: Cliff (Escho) 2LP

Indenfor den eksperimenterende og undersøgende del af dansk jazz er det comme il faut at udkomme på vinyl. Det er trioen Homies et godt eksempel på. Deres musik udgives af pladeselskabet Escho - der både udgiver Iceage og Dane TS Hawk. Homies passer godt ind i det selskab. Det er en erfaren trio med musikere der ved hvordan man skærer et saftigt stykke experimental jazz.

Der er mange gode grunde til at holde af Homies. De tre første er musikerne. Ned Ferm på sax, Jeppe Skovbakke på bas og effekter og Rune Kielsgaard på trommer. Det er et sammentømret musikalsk kollektiv. En enhed der komprimerer en følelse og fastholder den i LP sides tidslængde. Over de fire pladesider sendes vi rundt i hjørner og afkroge af jazzens mentale overflow. Skovbakke spacer gerne ud på elbassen, mens Ferms viltre sax - der skylder til højre og venstre hos de gamle mestre og Kielsgaards olympiske trommespil er i en evig rusken rundt af jazzen og det der ligner.

Udgivelsen har tit og ofte fundet vej tll min pladespiller de sidste par måneder. Der er mange facetter og stemninger i musikken. Jeg er endnu ikke færdig med musikken og bliver det nok heller aldrig. Homies og albummet Cliff er meget anbefalelsesværdigt til jazzlytterne der tror de har hørt alt.

escho.bigcartel.com

The Reykjavik Big Band & Joel Palsson: Innri (Flugur) >> Christine Jensen & Maggi Olin: Transatlantic Conversations Live (Linedown)

Her er to plader med større orkestre - hvor fokus i høj grad handler om arrangementerne. Hvordan bruger man den store palet? Alle muligheder er åbne. Der er lavet en melodi. Hvordan skal den så udføres. Hvornår og hvordan skal de enkelte instrumenter på banen. På den første plade er det islandske Joel Palsson, der har skrevet musik til The Reykjavik Big Band. Musikken er arrangeret af Kjartan Valdemarsson, der også medvirker på accordion og vibrafon. Pladen åbner med klaverintro, der kunne være til et Mezzoforte nummer, hvilket heller ikke er helt tilfældigt, da det også er Eythor Gunnerson fra netop Mezzoforte der sidder ved keyboardet. Musikken ændrer dog hurtigt retning. Det er en groovefyldt verden, hvor knivskarpe hornriffs blandes med komplicerede rytmer og avancerede soli. Joel Palsson placerer sig gerne i centrum og tager sig af mange soli, mens Sigurdur Flosason tager sig af de andre saxsoli. Det er heftig big band masser af trommer, percussion, messing suppleret med både Hammond og vibrafon. Det er vel ikke forkert at bruge en geysermetafor her?

På den anden plade er det et 11 mand stort orkester der spiller musik af Christine Jensen og Maggi Olin, der begge spiller med på pladen, på henholdsvis alt- og sopransax og piano. Musikken er indspillet af Sveriges Radio (nogen der kan huske, hvornår der sidst er kommet en plade med en optagelse fra Danmarks Radio?) ved en koncert i Malmö. De har inkluderet sangerinden Sofie Norling i projektet. Hun synger bl.a. også i indiejazzrock bandet David’s Angels. Jensen og Olin er begge inspireret af Ellington, Mingus og Monk. Den inspiration placerer de ovenpå et nutidigt progressivt rockgroove. Den danske guitarist Torben Waldorff træder ind i mellem frem med en glødende guitarsolo. Musikken bygger videre på noget af det som Jensen og Olin har lavet sammen i gruppen Nordic Connect, en gruppe de har haft sammen siden 2007. Transatlantic Conversations er moderne fullblown jazz med seks blæsere og et fedt rockgroove.

joelpalsson.is

christinejensenmusic.com

Søren Gemmer: The Lark (WhyPlayJazz)

Der er gået tre år siden at pianisten Søren Gemmer debuterede med albummet At First. Siden da har han bl.a. gjort sig bemærket i trioen Reverse. Han er nu atter klar med et album i eget navn. Musikerne er de samme som på den første plade, dog med en enkelt meget væsentlig tilføjelse. Trompetisten Mads la Cour er kommet med. Det giver en anden stemning og har fået stor betydning for det samlede udtryk på The Lark. Det er jazz der er tænkt over. Alene det at Gemmer omgiver sig med trompet og guitar breder lyden og arrangementerne mere ud end forventeligt. 

Der er en særlig opmærksomhed på flowet og forløbet i melodien. Musikerne kredser om Gemmers kompositioner. 

La Cours trompet og Per Møllehøjs guitar skiftes til at være tilstede i numrene. Den finske bassist Tapani Toivanen og trommeslageren Andreas Fryland er de andre musikere der er med til at omsætte Gemmers intelligente nutidige jazzkompositioner. Det er jazz af den slags der er sprængfyldt med detaljer. Gemmer kaster mange idéer op i luften og formår hele tiden at holde dem samlet. De tager overraskende retninger undervejs - men altid i en retning der giver mening. Han samler de forskellige numre på pladen med nogle solopianostykkker. Pauser undervejs, der følger os videre til det næste. Søren Gemmers The Lark er et meget stærkt og anbefalelsesværdigt album. Et album der bygger videre på debutalbummet og alligevel formår at fremstå som noget nyt og andet.

whyplayjazz.de

Radek Wosko: Contouring (Multikulti)

Den herboende polske trommeslager Radek Wosko har lavet en trioplade sammen med Kasper Tranberg på trompet og landsmanden Marek Kadziela på guitar. Trioen bevæger sig uhæmmet mellem det rå og upolerede - der nærmest kan minde om en trioversion af 70’ernes Miles Davis. De tager et heftigt skifte fra det pågående nummer Shadows til den nedtonede og dystre Cobra Prelude, som Kasper Tranberg har skrevet. På Mirror er det en løst skramlende intro med Tranberg på muted trompet. Her skaber Kadziela et underliggende skævt punklag med guitaren. 

Det er tre musikere der vover sig ud på ukendte steder i jazzen. Deres graciøse ubundethed i jazzen er tiltalende. Der eksperimenteres på et kvalificeret grundlag. Contouring er moderne eksperimenterende jazz af en karakter som vi ikke ofte hører herhjemme. Pladen er godt nok indspillet i Polen og udgivet af et polsk pladeselskab, men Wosko bor og arbejder primært i Danmark. Tak for det!

radekwosko.com

Tomasz Dabrowski Free 4 Arts: Six months & Ten drops (Barefoot Records) >> Kasper Tom 5: I do admire things that are only what they are (Barefoot Records) >> Cesar Joaniquet-Brice Soniano-Kasper Tom: Songbook (Astropi Recordings)

Inspirationen er hentet i tibetansk munkesang, hans slaviske arv, europæisk third stream og avant garde. Har man som lytter en forkærlighed for de to sidstnævnte genrer, bliver man på ingen måde skuffet. Den herboende polske trompetist Tomasz Dabrowski har samlet en gruppe musikere omkring sig, der er i ørehøjde med ham på denne plade. Jacob Anderskov på piano, Sven Dam Meinild på baritonsaxofon og Kasper Tom på trommer. Musikken er åben, hvor Kasper Toms trommespil er en fremadrettet styrke i musikken. En styrke der bruges af Anderskov og Dabrowski til at væve musik sammen. Meinilds baritonsax finder logisk sammen med de andre i den komplicerede og interessante musik.

Kasper Tom er i spidsen på denne udgivelse, hvor han også har Tomasz Dabrowski med på trompet sammen med Jens Mikkel Madsen på bas og Petter Hängsel på trombone. Desuden er tyskeren Rudi Mahall med på klarinet og basklarinet. Det er ham der flere gange løber med opmærksomheden i nogle solistiske udbrud, hvor de andre blæsere også er godt med. Musikken placerer sig i forlængelse af Dabrowskis plade. Det er musik der åbner sig for ørerne - mens man lytter. Den indre logik i musikken er inde i musikken. Det er freejazz af den levende slags.

Den sidste plade er også med Kasper Tom ved trommerne. Den falder dog i en helt anden kategori. Han er sammen med de herboende Cesar Joaniquet (Spanien) på tenorsax og Brice Soniano (Frankrig) på bas. Med udgangspunkt i deres fælles kærlighed til Billie Holidays musik, har de lavet en hyldest til hendes hjerteskærende elegance. I et intimt setup præsenteres vi for klassikere som Someone to watch over me og The Man I love. Trioen går ind i musikken og skaber nogle personlige og nærværende udgaver af klassikerne. De suppleres med tre frie kompositioner, hvor trioen med musik kommenterer deres historie om Billie og musikken.

barefoot-records.com

astropi.com

tomdabrowski.com

kaspertom.com

TPO: Fjord (Outrovært)

Trommeslageren Morten Poulsen pladedebuterer med to forskellige plader på en gang. Først var der LP'en NY, som han har lavet sammen med den amerikanske pianist Russ Lossing. Han er også aktuel sammen med trioen TPO, der ud over Poulsen består af hollænderne Sander Thijsen på piano og Jan Ruerd Oosterhaven på elbas. Musikken opstod mens de opholdte sig sammen i 6 dage i et hus lige uden for Mariager i Nordjylland. De lod inspirere af naturen, landskabet og i særdeleshed af fjorden ud for Mariager. 

Det er ikke ukendt at norske jazzmusikere har ladet sig inpirere af de store og klippefyldte fjorde i Norge. Derfor er det interessant at høre hvad der sker, når det er en dansk fjord, der omgivet af grønne bakker der inspirerer musikerne. Sker der noget andet? Det gør der. Men det handler nok i højere grad om musikerne. De er optagede af rummet og stilheden i musikken. Luft og eftertænksomhed. Det er musik, hvor man tvinges til at skrue ned for det mentale tempo. Toner og klange der komplementerer hinanden - uden at det nødvendigvis er en leflen for det ligefremt melodiske. Den kant klæder trioens musik. Fjord er en vellykket debutplade, hvor trioen formår at skabe balance mellem det skæve og det melodiske og mellem det hørbare og det tyste.

outrovaert.com

tpo-music.com

Henrik Pultz Melbye Trio: Ud over stepperne - singleteaser for debutalbummet der udkommer til maj

Der går nogle måneder endnu inden Henrik Pultz Melbyes debutalbum udkommer. I mellemtiden kan man varme op med dette nummer. Ud over stepperne er et næsten 10 minutter lang nummer. Det indledes med en solo af Melbye, der med soloen varmer op og stiller ind til sidste halvdel af nummeret, hvor resten af trioen kommer frem. Sammen med bassisten Casper Nyvang Rask og trommeslageren Anders Vestergaard har Melbye lavet et godt bud på hvordan en saxofontrio anno 2016 skal lyde. Det er jazz der i sjæl og legeme har intensiteten som omdrejningspunkt. Trioen har et stærkt og samlet udtryk med et nummer der ikke rummer tilfældigheder.

Henrik Pultz Melbye har tidligere gjort opmærksom på sig selv via bl.a. SVIN, Frisk Frugt, Adam Rudolph og Herb Robertson. De to andre spiller bl.a. med Busk, Klimaforandringer, Yes Deer og Jeppe Zeeberg. Kasper Tranberg har produceret musikken.

henrikpultzmelbye.com

Anders Ammitzbøll: Hymns for Hearts #1 (ammitzbolmusic.com/Gateway) LP

Tilbage i september fik jeg en digital kopi af denne plade, med meldingen om at LP’en ville komme i november. Men som så mange før ham, så måtte Anders Ammitzbøll vente indtil nu inden vinylen var klar. Der er pres på vinyltrykkerierne rundt omkring, hvor små oplag ofte skubbes bag i køen, på grund af major releases, der sælger mere og mere. Anders Ammitzbølls vinylplade har været værd at vente på. Den folder sig smukt ud på pladespilleren, med en indspilning fra en koncert på spillestedet Ambassaden i Århus. Anders Ammitzbøll er bassist og har ved hjælp af Kickstarter fået financieret sin debutplade. Jeg havde ikke hørt om Ammitzbøl før denne udgivelse. Han er dog også helt sikker på at jeg ikke glemmer ham efterfølgende - og det er vel at mærke for det gode.

Ligesom instrumentkollegaen Jens Mikkels projekt I Think You’re Awesome trækker Hymns for Hearts på noget af det samme. At musikken er indspillet live har en stor betydning for samlede udtryk. Det er dejligt loose i samlingerne, hvor Ammitzbøls bas i høj grad holder sammen på musikken. Det giver plads til at trommeslageren Rasmus Iversen kan tage sig nogle friheder ind i mellem. Disse friheder spiller godt sammen med det to guitarister Viktor Sandström og Stian Swensson der med deres spil væver et tæppe af melodiflader og toner. Der trækkes på noget rootsinspireret jazz, som man også kender det fra Bill Frisell. Der er skønt pulserende flow på pladen, der kun afbrydes af den frie Paranoia. Pladecoveret er i øvrigt lavet af Simon Gorm Eskildsen, der også lavede coveret til I Think You’re Awesome’s debutplade. At der er atter står Århus hen over en kvalitetsvinyl med jazz er efterhånden ikke så underligt. Jeg er fornøjet.

facebook.com/hymnsforhearts

Svend Asmussen: The Incomparable Fiddler Svend Asmussen 100 years (Storyville) 5CD+DVD

100 år! Så skal der da udkomme en boks med masser af musik. Det er sket flere gange før i musikhistorien. Som da Duke Ellington eller Louis Armstrong ville være fyldt 100 år  udkom der flere fine udgivelser. Nu er det bare lidt anderledes med Svend Asmussen. Han fylder 100 år i dag og lever i bedste velgående. 

Pladeselskabet har samlet en boks med fem CD’er og enkelt DVD. Musikken er en blanding af tidligere udgivet materiale og spændende sager fra arkiverne. Bl.a. får vi 4 bonusnumre fra koncerten som Asmussen spillede i Paris i 1985 med Georges Arvanitas. Den koncert som vi først hørte sidste år på CD’en Embraceable og som Asmussen mente var noget nær det bedste der nogensinde var indspillet med ham. 

Med i boksen er også CD’en Fit as a fiddle som udkom i 1997. Den indeholder musik fra 3 forskellige koncerter i 1996. Mange mener at Svend Asmussen her er sammen med sit bedste orkester nogensinde. De nåede at spille en lang række koncerter sammen i løbet af 17 år. Jacob Fischer, Jesper Lundgaard og Aage Tanggaards akkompagnement klæder den ældre swingelegantier perfekt.

På boksens første CD er det lyden af Asmussen i årene 1937-1944, hvor han er sammen med sine forskellige orkestre fra den tid og hvor han også begynder at arbejde mere og mere sammen med Ulrik Neumann. Pladens anden CD Rhythm is our business indeholder 22 numre indspillet i Hamburg i '53 og ’58. Her spiller han sammen med Max Leth og Jørgen Ingmann. Asmussen synger og underholder. Det er jazzet swing på et højt niveau. Showmanship og respekt for jazzen kombineres på imponerende vis. På de følgende CD’er hører vi Asmussen sammen med instrumentkollegerne Stuff Smith og Stephane Grapelli. 

DVD’en er optaget på Montmartre i Nørregade i 1986. Her er Asmussen på scenen sammen med Niels Henning Ørsted Pedersen, Kenny Drew og Ed Thigpen med det orkester der også blev kendt som Prize Winners. SAS har sponseret koncerten, hvor bagtæppet er klædt i tidstypiske farver. Rimeligt corny. Asmussen var glad for rumklangseffekten på det tidspunkt. Han måtte gøre noget for at fylde på scenen sammen med de 3 herrer. Når man har været så modig at inkludere NHØP i kvartetten, må man også acceptere at han en gang i mellem fuldstændigt stjæler billedet. Det sker flere gange under koncerten fra Montmartre, hvor han med vanlig autoritet sætter igennem med en fed bassolo.

Denne boks er et fint musikalsk statement fra en lang karriere, hvor man sagtens kunne have lavet boksen dobbelt så stor og inkluderet andre sider af Asmussens store karriere. Er man Asmussenfreak skal boksen bare købes. Vil man gerne starte med at lytte til Asmussen, er den også et godt sted at starte.

Tillykke Svend - keep fiddlin’

storyvillerecords.com

Snarky Puppy: Family Dinner vol. 2 (Ground Up/Universal) CD+DVD

Næsten samtidig med at Family Dinner vol. 2 udgives, har Snarky Puppy fået deres anden Grammy for albummet Sylva, som de lavede sammen med hollandske Metropole Orkest sidste år. Den første Grammy fik de for Family Dinner vol. 1 sangen Something, som de lavede sammen med Lalah Hathaway. Sylva og Family Dinner projekterne er nogle af de projekter som den superaktive gruppe har gang i. Deres største og vigtigste projekt er deres konstante turnéer, der sidste år bragte dem til Danmark for første gang. Senere i år står de på Amager Bio's scene med to koncerter der allerede er udsolgte. Den voldsomme koncertaktivitet kan opleves via sitet livedownloads.net hvor det er muligt at downloade (mod betaling) 50 forskellige koncerter fra deres seneste turné. Heriblandt den danske koncert fra Fermaten i Herning. Desuden er der et boxset med 32 CD'er og 16 koncerter på vej fra World Tour 2015.

Senere i år udkommer der endnu et album fra Snarky Puppy - denne gang med ny musik og fokus på det der kunne kaldes bandets kerneprodukt, nemlig fusionsjazzen.

Nu gælder det Family Dinner vol. 2, der ligesom etteren er en plade, hvor de byder gode musikalske venner til bords og spiller en meget blandet omgang musik. I en nedlagt kirke i New Orleans har de indspillet musikken foran publikum, der sidder sammen med musikerne. Alle har hovedtelefoner på - så de alle, både musikere og publikum får samme gode lyd. Overskuddet fra salget af musikken går til The Roots of Music Foundation - der arbejder med musik som støtte til unge mennesker i New Orleans.

Albummet der både er en CD og DVD åbner med Becca Stevens, der er sammen med den svenske folktrio Väsen. Herefter skiftes der til den afroperuvianske sangerinde Susana Baca der er sammen med guitaristen Charlie Hunter. Projektet handler om kommunikation gennem musikken. Om at knytte bånd. Sangeren Chris Turner står i front på Liquid Love, hvor Snarky Puppy sammen med kor, blæs og heftig percussion skaber en r’n’b fest. Herefter går turen til Mali, hvor Salif Keïta er med. Han havde ikke mulighed for at komme til New Orleans pga. sygdom. I stedet tog Snarky Puppy bandleaderen Michael League til Mali med musikken som var blevet indspillet i New Orleans. Her kunne Salif Keïta i sit studie sammen sine korsangerinder lægge vokal på Soro (Afriki). Brasilianerne Calos Malta på fløjte og Bernardo Aguiar på pandeiro medvirker også på nummeret. 

Da Snarky Puppy besøgte Fermaten havde de sangerinden Michelle Willis med som opvarmning. Hun medvirker også på Family Dinner vol. 2, hvor hun på pumporgan er sammen med Laura Mvula på nummeret Sing to the moon. Den unge engelske sanger og pianist Jacob Collier er sat sammen med Big Ed Lee, sousaphonisten fra New Orleans, der bl.a er kendt fra Soul Rebels Brass Band. Der går stram up tempo funky i den, når duoen Knower sammen med saxofonisten Jeff Coffin indtager scenen med nummeret I Remember. Stor er kontrasten når der afsluttes med David Crosby og Somebody Home. Der er nogen hjemme. Der er nærvær. 

Family DInner vol. 2 fortsætter på DVD’en med yderligere fem numre med Becca Stevens, Väsen, Susana Bacca, Knower og Nigel Hall & NOLA International. Det er en massiv omgang, hvor vi kommer omkring i musikkens verden på en levende og betagende måde. Det er kærligheden til musikken og fælleskabet der opstår ud af det, det handler om. Der kan ikke sættes en enkelt genrelabel på dette album. Musikken på DVD’en knyttes sammen med samtaler med musikerne. Vi bydes indenfor og er med. Family Dinner vol. 2 får en stor anbefaling herfra.

snarkypuppy.com

The Wild Mans Band + Mikolaj Trzaska: Fredensborg (Ninth World Music/DME)

De har lavet fem plader før denne og hver gang har der - udover en enkelt plade - været en gæstemusiker med. Bl.a. har de lavet plader med Mats Gustafsson og Pierre Dørge. The Wild Mans Band er danskerne Peter Friis Nielsen på bas og Peter Ole Jørgensen (aka. Pere Oliver Jørgens) på percussion og den tyske legende Peter Brötzmann på klarinet, taragot, alt- og tenorsaxofon. På deres nyeste album har de polakkken Mikolaj Trzaska på altsax og c melody sax med. Musikken er indspillet for 3 år siden i Ninth World Studios der har hjemme i Fredensborg. Det er også blevet pladens navn.

Den åbner med den 25 minutter lange Cranberry Trail. Her møder vi saxofonisterne helt up front. De spiller op til hinanden. De udfordrer og støtter hinanden. De skaber en free jazz fest, som PO Jørgens og Peter Friis Nielsen i meget veloplagt og understøttende stil giver et fæste, hvor musikken kan vokse. Ofte handler det om larmen og det brutale, når talen falder på Brötzmann. Han er udstyret med nogle fysiske og kunstneriske evner som er misundet af mange - han kaldes ikke uden grund, den tyske jernlunge. Han kan også mere end det brutale. Det er tydeligt på Fredensborg. Her er det de fine fornemmelser der kommer frem. Jeg vil gå så langt som at kalde det poetisk og rørende freejazz. Danskerne er i god kontakt med polakken og tyskeren. De taler et fælles sprog og skaber free jazz i international topklasse.

ninthworldmusic.com

Blancarte/Evans/Jensen/Peck: The Gauntlet of Mehen (Destiny Records)

Bassisten Tom Blancarte har samlet denne kvartet, hvor det klassiske arkadecomputerspil Gauntlet er udgangspunktet. Et udgangspunkt der blev taget i en snak om, at publikum har en forventning om at impromusikere har superkræfter - noget der ikke stemte overens med Blancartes erfaringer. Man kan ikke bare sætte en gruppe sammen af favoritmusikere og forvente at det bliver godt. Han havde samtalen med trompetisten Peter Evans, som blev første medlem af kvartetten der også inkluderer Louise Dam Eckardt Jensen på sax/vokal og Dan Peck på tuba. 

De har alle erfaringer fra avantgarde/impro/free jazzen. Danskeren Louise Dam Eckardt Jensen lever sammen med Blancarte og sammen har de duoen The Home of Easy Credit. Med deres ny kvartet spilles der igen med ordene og meningen. Åbningsnummeret på pladen hedder Use magic to kill death. Døden bliver i den grad udfordret med kvartettens levende og magiske greb om instrumenterne.

Kvartetten skaber et kammerinferno der hele tiden falder ud over kanten. På nummeret I’ve not seen such bravry! braser det sammen. Opløsningen får instrumenterne til at falde fra hinanden. Louise DE Jensen hvæser ned i en forvrænget mikrofon. Det er musik der kæmper for lytterens opmærksomhed og får den. The Gauntlet of Mehen er bemærkelsesværdig, original og nutidig noisy avantgarde skabt af fire brave musikere.

destinyrecordsmusic.com

Irene Becker & Aviaja Lumholt: Magic Mystery Moon (Steeplechase LookOut)

Vi kender Irene Becker fra det mangeårige samarbejde med ægtemanden Pierre Dørge i New Jungle Orchestra. Her har hun været fast medlem på keyboards og piano lige siden starten for 35 år siden. En gang i mellem har hun også lavet musik i eget navn, ud over at hun har komponeret adskillige stykker musik til Jungleorkestret. På det aktuelle album er hun gået sammen med den herboende grønlandske sangerinde Aviaja Lumholdt - der i forhold til hendes store talent er underdokumenteret. Hun medvirkede bl.a. på en jungleorkesterplade i 1996. Heldigvis er denne plade med til at sætte fokus på Lumholts store sangtalent.

Musikken er skrevet af Irene Becker, mens teksterne er hentet hos store litterater som Emily Dickinson, Vagn Lundbye og Ib Michael. Pladen åbner med den stærke Heart we will forget, hvor amerikanske Kirk Knuffke supplerer med mageløst kornetspil. Lumholts grønlandske ophav træder ofte frem, når hun med ordløs sang forener nordlyset og inuitkulturen. Det er meget smukt og det havde klædt Becker, hvis hun havde holdt igen med den underliggende strygersynth klangflade - det bliver en tand for corny. Der er heldigvis mere med en større musikalsk tyngde der får lov til at fylde mest på pladen. Tenorsaxofonisten Morten Carlsen og Beckers smukke sammenspil på hymnen Song for Ornette er vellykket. Pierre Dørge spiller guitar på pladen og træder flere gange i karakter, som på sin egen Ubi Zaa - en Dørgeperle, hvor Lumholt leger lystigt jazzet.

irenebecker.com

August Rosenbaum: Rhizome (Hiatus) LP

August Rosenbaum har valgt at gå i en anden retning, end hans debut-plade Beholder og den efterfølgende trioplade indikerede. Her kunne en karriere som en ny og håbefuld ung dansk jazzpianist med inspiration fra Keith Jarrett være startet. Det gjorde den ikke. Rosenbaum var i samme periode også begyndt at dykke ned i avantgarden. Sammen med saxofonisten Lars Greve og legenden Sven-Åke Johansson lavede han i 2013 den bemærkelsesværdige avantgardeplade All Romantic. 

Rosenbaum og Greve havde også en trio sammen med trommeslageren Mads Forsby - der bevægede sig omkring en fri avantgardistisk æstetik. Siden har Forsby under navnet Illdjin og Greve med albummet Breidablick lavet nogle bemærkelsesværdige soloalbums, hvor elektroniske klange og farver blandes med organisk materiale.

August Rosenbaums nye album Rhizome er en fortsættelse af det udtryk. Det er moderne avantgarde, der bryder med faste forestillinger om avantgardens utilgængelighed. 

Rosenbaum samarbejder med electronicamusikeren Mike Sheridan og førnævnte Forsby og Greve på albummet. Musikken er bygget op over en periode, hvor Rosenbaum har spillet på Sónar, Copenhagen Jazzhouse og Statens Museum for Kunst. At musikken er indspillet live og efterfølgende redigeret giver musikken en lyttemæssig tekstur med både glatte og ru overflader. Rosenbaum er først og fremmest pianist, hvilket bliver meget tydeligt på side 2 skæringen Weave. Her skaber de andre musikere klangflader som Rosenbaum lader pianoet spille ovenpå. Det er både fascinerende og omvekslende. Greve og Forsby stikker også deres veludviklede kunstneriske snuder frem undervejs og viser hvem de er. Forsby er godt fremme på titelnummeret Rhizome. Greve træder i karakter hen mod slutningen af Weave. 

Rhizome er musik der befinder sig i slægtskab med Nils Frahm og The Necks. Avantgarde, improvisation og electronica er grundlaget for en afvekslende og smuk plade. Jeg kaldte i 2013 forgængeren Heights for et af årets jazzhøjdepunkter. Denne gang udbygger jeg og kalder Rhizome for et af årets musikalske højdepunkter. Pladen er udgivet på vinyl af det lille selskab Hiatus. Udgivelsen er meget veludført.

hiatuslabel.com

augustrosenbaum.com

Anke Helfrich Trio featuring Tim Hagans: Dedication (Enja)

Det kan godt være at hun er tysk. Men det er New York det lugter allermest af på pianisten Anke Helfrich's nye album. Hun prøver heller ikke på at skjule det, da hun på coveret er fotograferet foran Brooklyn Bridge. Sammen med tyskerne Martin Wind på bas og Jonas Burgwinkel på trommer og den amerikanske trompetist Tim Hagans har hun lavet et skønt album. Har man en forkærlighed for eksempelvis Herbie Hancock går man ikke galt i byen med denne plade. Helfrich skifter erfarent mellem det funky og det lyriske spil.

Pladens titel Dedication beskriver stemningen på pladen, der handler om at være dedikeret. Pladens åbningsnummer Invictus er i jazz'n'poetry genren, hvor musikken blandes med Ardie Walser’s recitation af W.E. Henley’s digt Invictus. Digtet var førhen med til at give Nelson Mandela styrke. Herefter følger Hancock’s klassiske Chan’s Song - Helfrich har lavet den som en hyldest til Bertrand Tavernier’s film Round Midnight. Herefter følger der nogle numre Helfrich har dedikeret til livet og sine forældre. Thelonious Monk får også en skøn hyldest med Monk’s egen Think of one. Helfrich fremhæver ham som et af sine største forbilleder. Hun kan også noget af det samme, når hun leger med melodien. Her skifter hun undervejs over til Rhodes. En god effekt. Helfrich’s italienske kæreste får også en hyldest med nummeret Aspettami eller Vent på mig. Det er en hyldest til den italienske mad og kultur. Her spiller hun på Harmonium og skaber en liflig middelhavs aftenstemning. Kæresten er i øvrigt kok og bor i København. Dedication er en international jazzplade, hvor grænser ikke eksisterer. Det er både en inspirerende og vellykket jazzplade, hvor Hagans tilstedeværelse undervejs giver krydderiet.

anke-helfrich.de

Oilly Wallace: Fiol Sessions Debut Series (Fiol Optik) 10" vinyl

Er håndværkeren i dansk jazz på vej væk? Den helt "almindelige" grundlæggende kunst, at spille jazzsaxofon virker til at være mindre og mindre efterspurgt. Hvor er saxofonisten der nynner melodier fra den store amerikanske sangbog sammen med morgenkaffen og spiller standards resten af dagen? I stedet er det attitude og en integritet der sjældent næres af John Coltrane, Sonny Rollins, Ben Webster eller Lester Young der virker til at herske. Mens de kvindelige vokalister det seneste år har stået i kø for at synge standards og klassikere, så har saxofonisterne haft travlt med at spille noget andet. Blandt de 11 udgivelser der er kommet i 2015, hvor det er saxofonistens navn der står øverst på pladecoveret er der kun en enkelt, hvor standardmateriale har sneget sig med - nemlig Christian Vuusts Storytelling, hvor det i øvrigt kun er 5 af albummets 12 numre der er jazzstandards eller det der ligner. 

Mange nye jazzudgivelser i Danmark består som regel kun af originalmateriale. En af de primære grunde er at jazzmusikere yderst sjældent kan hente økonomisk støtte til en udgivelse med jazzstandards eller lignende. Stadigvæk synes den klassisk lydende jazzsaxofon at være presset. Bassisten Niels Wilhelm Knudsen har med NWK Quintet haft tenorsaxofonisten Jens Søndergaard med i studiet. De spiller jazz som den kunne lyde i 60'erne på trods af at det er helt nyskrevet materiale. Det samme gør sig gældende for trommeslageren Snorre Kirk, der har to saxofonister med i old school jazz ensemblet på albummet Europa. Tenoristen Jan Harbeck og den unge komet Oilly Wallace spiller jazz der lyder af forne tider. Sidstnævnte er lige debuteret med sin debutplade Fiol Sessions, hvor han spiller nye kompositioner der står på skuldrene af altsaxofonisten Cannonball Adderley. Wallace er en enlig svale blandt de mange danske jazzudgivelser i 2015. Han er for at sige det pænt nærmest den eneste der har nosser nok til, at spille jazz der ikke er inficeret med noise, free, latin, rock, pop, world, soul, nordisk, avantgarde, electronica, klassisk og andet godt fra musikkens verden. Her står der en 19 årig knægt og spiller jazz som den lød før hans forældre blev født.  

Oilly Wallace spiller ikke jazzstandards på sin debutplade. Han spiller jazz, hvor respekten for håndværket, kunsten, arven og legenderne er tilstede. Det kunne godt have været standards. Vi får lov til at høre fire numre på 10" vinyludgivelsen, hvor Wallace får hjælp af Anders Krogh Fjeldsted på bas, Henrik Holst Hansen på trommer og Johannes Blöndal Wamberg på guitar. Tre unge og spændende musikere der også vil spille jazzjazz - en betegnelse som ofte bruges om den uinficerede jazz. Pointen med denne plade og grunden til at man overhovedet skal bruge tid på den - selv om man har en bunke Cannonball Adderley plader - er at Wallace spiller jazz med en uforfærdet friskhed. Han vil jazzen og jazzen vil i den grad Oilly Wallace. Der medfølger downloadkode, hvor et femte nummer også er inkluderet.

Jeg har skrevet pladens linernotes - og undlader hermed at anmelde de ord. Det skal ikke afholde mig fra at anbefale pladen til jazzlyttere i almindelighed og jazzvinylfestischister i særdeleshed.

Bonusinfo

Der er releasekoncert på Jazzhus Montmartre d. 28. april. Det er den anden udgivelse fra Fiol Optik. Optikeren der går nye og andre veje i markedsføringen af sin butik - og ny dansk jazz. 

facebook.com/Fiol-Sessions-755720594515486

Klimaforandringer: Ånder (Mom eat dad) LP

Klimaforandringer er et band der er samlet på foranledning af guitaristen Lars Bech Pilgaard. Det er nomadeorkester der rejser rundt i musikkens verden. 6 mennesker der alle har et solidt fundament i forskellige bands fra den alternative musikscene. En scene der ikke har noget navn og hverken er jazz eller rock. Medlemmerne spiller bl.a. i bands som SVIN, Maskinvåd, Under Byen, Dødens Garderobe, Horse Orchestra og Yes Deer. Klimaforandringers nye og første LP Ånder er et kalejdoskopisk udsyn, hvor enkle figurer fra afrikansk musik blandes med elementer fra syre, blues og krautrock. Klimaforandringer trækker spor tilbage til slutningen af 60’erne og starten af 70’erne, hvor danske bands som f.eks. Maxwells, Blue Sun og Days of Phoenix eksperimenterede på grænserne mellem rock, jazz og improvisation. Klimaforandringer er dog mere end et opdateret udknaldet hippieorkester. De er gode til at være organisk udknaldede - som på åbningsnummeret Ånder, Ånder ud - hvor de synger: “Der er vilde træer og knogler i skoven… Ånder, ånder ud.”

De er også gode til at være i et scifi økolignende univers, som på Karavane, hvor jeg spores ind på noget der minder om en blanding af old school sci fi og steampunk. Pladen bevæger sig ubundet og frit med naturen, mennesker, dyr og universet på en rejse, hvor de 6 musikere laver original og intens musik. Bandet består ud over Pilgaard, af Rune Lohse på trommer og sang, Peter Skibsted på bas og sang, Anders Vestergaard på trommer, Lil Lacy på cello og sang, Taus Bregnhøj Olesen på guitar og Rasmus Kjær på keyboards og duduk.

klimaforandringer.bandcamp.com

Garzone/Bergonzi/Moses/Andersson: Splitting up in Boston (Hobby Horse)

Den danske bassist Richard Andersson er havnet i et barsk selskab på denne plade. De to amerikanske saxofonister Jerry Bergonzi og George Garzone og trommeslageren Bob Moses er alle notorisk berømte for deres høje kunstneriske niveau - hvor de går langt for at nå et tilfredsstillende resultat. Desuden har de også alle tre brugt mange år i undervisningens tjeneste. De spiller også gerne i Danmark. Her har de samarbejdet med mange forskellige danske jazzmusikere, bl.a. spiller Bergonzi ofte med Anders Mogensen og Carl Winther, sammen med Garzone lavede de et album i 2014. Bob Moses har lavet nogle fortrinlige plader sammen med saxofonisten Anders Bast. 

Andersson tog i 2012 til Boston i forbindelse med denne indspilning. Her er han sammen med de tre ekstremt erfarne jazzræve gået i infight med improvisationskunst på allerhøjeste plan. Bergonzi og Garzone er fantasirige til overflod. Det holder de ikke igen med på pladen. Garzones vilde og utæmmede lyd skaber sammen med Bergonzis myndige og intelligente tone et råt og interessant miljø for jazzsaxofonen. Bob Moses er en hippie improvisator. Han har en oprigtig interesse i at skabe noget spændende og udviklende sammen med de andre. Han spacer samtidig for vildt på trommerne og alt det andet han spiller på.

Richard Andersson har brugt flere år på at gennemlytte optagelserne fra indspilningerne, inden han udvalgte det vi kan høre på albummet. Vi hører en Andersson der vover springet ud på de kringlede og snirklede veje sammen med de gamle mænd. Han er ikke bange. Han spænder alligevel sikkerhedsbæltet. Han er ikke dumdristig. Han er med sit basspil med til at sikre at de alle fire kommer helskindede igennem.

richardandersson.dk

Jakob Thorkild: Be Strong (Tyrfing) LP

Når Jimi Hendrix genopstår i en mikrotonal metalvarefabrik lyder det sikkert sådan her. Jeg kunne også have fundet på en anden smartass anmelderindledning. Nu valgte jeg så den første. Det er på ingen måde let musik. Det foregiver heller ikke at være det. Det er musik skabt af en guitarist der blander stilarter og genrer meget sammen. Det er ikke en jazzplade - det er alt for larmende og rocket. Det er ikke punkplade - det er alt for avanceret. Det er ikke en metalplade - der bliver ikke sunget og alle tre musikere kan gå i improstemning på en og sammen gang. Det er meget og det er voldsomt på en gang.

Jakob Thorkild lavede for to år siden pladen Art Sleaze sammen med Nils Bo Davidsen på bas og P.O. Jørgens på trommer. Den var jeg så begejstret for, at jeg inkluderede den på listen over de bedste danske jazzplader i 2014. Han har også lavet den aktuelle Be Strong sammen med Davidsen og Jørgens. Trioen kan hvine afsted i højt tempo uden nærmere definérbar retning. De kan også vælge at lægge sig tungt nede under overfladen, hvor de buldrer afsted. Pladens otte skæringer er opkaldt efter 8 personer. Noget jeg tolker som stemninger og følelser. Det er er en plade der på overfladen der lyder pubertært larmende. Det er også en plade hvor dybden allerede høres i overfladen. Jakob Thorkild er sammen med Davidsen og Jørgens i stand til vise sårbarheden og mennesket i den brutale og rå ende af musikkens verden. Det er en anbefalelsesværdig og lytteværdig plade til fordomsfrie jazzlyttere og krøllede metalfans.

tyrfingmusic.com

Rasmus Kjær: Orgelimprovisationer (Lydhør) LP

Kirkeorgel kan være en musikalsk stærk oplevelse - der ikke nødvendigvis knytter sig til en kirkeklig handling. Bl.a. har organisten og jazzpianisten Henrik Sørensen lavet et par interessante plader med orgelimprovisationer. Nu har en anden jazzpianist kastet sig over kirkeorgelet. Til forskel fra Henrik Sørensen er Rasmus Kjær ikke uddannet organist - han kommer fra jazzen og den eksperimenterende - og nyudviklende rytmiske musik. Han har tidligere lavet et trioalbum sammen med Kresten Osgood og Jonas Westergaard og spillet med Under Byen og Frisk Frugt. Desuden er han i disse dage også pladeaktuel sammen med gruppen Klimaforandringer.

Orgelimprovisationer er indspillet i Filipskirken på Amager. Her har han udfordret og undersøgt de klang- og tonemæssige muligheder med det store instrumnent. Hvad sker der når piberne i orgelet ikke tilføres den normale mængde luft? Dissonans, overtoner, falske klange og pulserende forløb opstår. Ind i mellem er man nærmest ikke i stand til at høre at det er et kirkeorgel der spilles på. Her er åbningsskæringen på side B, Vibrererende Underlag med det monotone dronelignende udtryk i særklasse. Vi får en lyd der bevæger sig henover kirkegulvet som en stille damp. Det er både berusende og besættende. Musikken er udgivet på vinyl i 100 eksemplarer på det lille selskab Lydhør. Musikken er som skabt til det analoge medie, hvor utilsigtet baggrundssøj fra orgelet og kirkerummet er en sammenhængende del af det færdige udtryk.

rasmuskjaer.com

Dr. Lonnie Smith: Evolution (Blue Note)

Der er ingen tvivl om at Dr. Lonnie Smith har sat sine tydelige aftryk i jazzhistorien. Ikke mindst på grund af en række legendariske Blue Note plader og samarbejder med bl.a. George Benson og Lou Donaldson. Herhjemme har Hammond-organisten også gjort indtryk. Både som underviser på jazzstævnet Summer Session på Vallekilde Højskole, hvor han har beriget adskillige danske jazzmusikeres liv. Men også for sin medvirken på Kresten Osgoods Hammond Rens, der kom i 2002. Her turnerede de landet rundt og spillede i 2006 på Roskilde Festivalen.

Der er rigtigt meget der indikerer, at 2016 bliver året hvor Dr. Lonnie Smith kommer endnu længere ud. Han gør fortsat det han er bedst til - men denne gang er der lige lagt lidt ekstra på.

Det er 45 år siden at han sidst udgav et album på Blue Note - efter i mange år at have udgivet på mindre selskaber. Han er nu tilbage på Blue Note i 2016-udgaven, hvor Don Was står i spidsen og Universal Music har promotionmusklerne til at reklamere for Dr. Lonnie Smiths musik. Alt det er i min bog ligegyldigt, hvis musiken er dårlig. Det er den bare ikke på Evolution. Den er tværtimod djævelsk god.

Evolution er også navnet på bandet der har to trommeslagere, Johnathan Blake og Joe Dyson, Maurice Brown på trompet og John Ellis på saxofon og guitaristen Jonathan Kreiberg som medlemmer. De seks musikere fungerer som et samlet kollektiv, hvor der sigtes efter swingende og funky jazz. Jazz der i ånden skylder rigtigt til den sene souljazz, der dukkede op i slutningen af 60'erne. Det var på et tidspunkt hvor musikken blev afslappet og langhåret, hvor man ikke var bange for at blande elementer fra bl.a. rocken ind i musikken. Det giver en medrivende og tilbagelænet stil, hvor han det ene øjeblik spiller standards som My Favourite Things og Straight no chaser for så, at skifte til afrobomberne African Suite og Afrodesia. Saxofonisten Joe Lovano kigger forbi på den sidste på mezzosopransaxofon. I 1975 blev den indspillet første gang af Dr. Lonnie Smith - i  øvrigt som Lovano's indspilningsdebut (originalen er også værd at tjekke ud! Lovano spiller den vildeste solo på tenorsax - mens George Benson funker løs på guitaren). Pladen åbner med den kvarter lange Play it back, hvor Robert Glasper gæster på Hancock-inspireret piano. 

Evolution er jazz når den er bedst. Det er sprudlende loose og superfunky. Det er som at sætte sig ind i en orange Ford Mustang fra 1970 med sorte fartstriber, nedrullede vinduer og et halvfyldt askebæger mens solen går ned over Manhattan i bagruden. Evolution er et stærkt anbefalelsesværdigt album til festligt anlagte jazzfans.

drlonniesmith.com

Jacob Anderskov: Kinetics (The Path) Habitable Exomusics volume 1 (ILK) >> Jacob Anderskov: Statics (The Map) Habitable Exomusics volume 2 (ILK) >> Jacob Anderskov: Dynamics (The Terrain) Habitable Exomusics volume 3 (ILK)

De er udkommet hver for sig over nogle måneder i 2015. Tre plader med Jacob Anderskov i den absolutte hovedrolle. Han har lavet to trioplader og en soloplade der indgår i det musikalske forskningsprojekt Habitable Exomusics, der også består af interviews med Anderskovs kolleger ud i improvisation og en analyse af selve musikken. Da det er et forskningsprojekt er det også et projekt der er meget omfattende i materiale. Jeg holder mig til musikken på de tre plader.

Den første er en trioplade sammen med bassisten Adam Pultz Melbye og trommeslageren Anders Vestergaard. Der er nye og lidt anderledes toner fra Anderskov på denne plade. Han er sammen med to musikere, der er fra en lidt yngre generation end Anderskovs egen. Musikken er i al sin skævhed mere blueset end noget jeg har hørt fra Anderskov før.

Den anden plade er en soloplade der er optaget i det legendariske Rainbow Studio i Oslo, hvor bl.a. Keith Jarrett har indspillet. Musikken er abstrakt ekspressiv. Hvor den første plade var den kinetiske er solopladen den statiske. Der kigges ind. Der standses op. Det bliver ubevægeligt bevægeligt. Der er flere tråde til nyligt afdøde Paul Bley.

Den sidste plade er også en trioplade. Her har Anderskov taget bassisten Nils Davidsen med - de kender hinanden rigtigt godt og har spilet meget sammen. Den amerikanske trommeslager Gerald Cleaver kendes bl.a. fra nogle gode plader sammen med Lotte Anker og store kunstnere som Miroslav Vitous og Tomasz Stanko. Den sidste plade er den dynamiske. Trioen bevæger sig afsted på en rute der udstukket af Anderskov. Men da ruten ikke er kørt før, ved de ikke hvad de kommer til at høre. Det kollektive samarbejde er tydeligvis i spil pladen. Alle tre byder i kraft i deres musikalske ind med tyngde og vægt. Den musikalske dynamik sejrer.

At de tre plader er en del af et forskningsprojekt, spiller måske ikke nogen større rolle for den almindelige jazzlytter - hvis en sådan findes . Samlet hørt kan de i stedet tages som et udtryk for Anderskovs musikalske vitalitet og udholdenhed. Det er spændende at lytte.

jacobanderskov.dk

Various Artists: Timme’s Treasures (Storyville)

Jazzbaronen og levemanden Timme Rosenkrantz boede i New York fra slutningen af 30’erne og under krigen. Han åbnde en pladeforretning i Harlem sammen med konen Inez Cavanaugh - siden hen drev de også jazzklubber i Paris og København. I den forbindelse kan det anbefales at læse Timme Rosenkrantz’s memoirer Dus med jazzen fra 1964. Den blev udsendt med tilføjelser som Harlem Jazz Adventures i 2012 på engelsk - redigeret af Fradley Garner. Han har meget passende skrevet linernotes til denne samling indspilninger som Timme Rosenkrantz er ophavsmand til.

Musikken er overvejende indspillet i Timmes lejlighed på West 46th street i New York i 1944. Det betyder blandt andet at telefonen ringer hen mod slutningen af indspilningen af Tea for Two, hvor Jimmy Jones sidder ved pianoet - lakpladerne var ikke billige. Det er en meget blandet udgivelse, hvor radiooptagelserne med violinisten Stuff Smith er de mindst spændende. Til gengæld er soloindspilningerne med Thelonious Monk i verdensklasse. These foolish things og ‘Round Midnight bliver spillet knivskarpt og Monk har allerede i ’44 skabt den stil som han senere blev så berømt for. Saxofonisten Don Byas er i ’44 også helt fremme i skoen, hvilket kan høres på Let’s Go, hvor han er sammen med en ukendt altsaxofonist, Monk på piano, Al Hall på trommer og en ukendt bassist. Der er flere indspilninger med Byas i forskellige konstellationer. Pladen afsluttes med All the things you are. Lucky Thompson spiller den smukkeste tenorsax mens Erroll Garner sidder ved pianoet - Timmes hustru Inez Cavanaugh kommer også ind med lidt sang undervejs. Det er selveste essensen af jazz - som Timme indfangede en decemberdag i New York for over 70 år siden - mens krigen rasede i hjemlandet. 

storyvillerecords.com