Der er altid stor spænding, når årets Danish Music Awards Jazz nominerede offentliggøres. I år er der ikke meget klassisk jazz at finde blandt de nominerede i f.eks. vokaljazzkategorien. Caroline Henderson har godt nok kastet sig over standardmateriale på hendes Kurt Weill-plade Lonely House. På den anden side er det nok den mindst jazzede plade hun har lavet længe.
Vokaljazzkategorien byder også på Elena Setien's udemærkede album Twelve Sisters. Den udkommer på pladeselskabet ILK og har nogle musikere med, der kan spille jazz. Det gør de så bare ikke på denne plade. Derfor kan det undre nogle, at den er med i en vokaljazzkategori. Det samme kan siges bandet Bird Alert - der ligeledes er nomineret i vokaljazzkategorien. De er meget indierockorienterede.
Trommeslageren Morten Lund medvirker på flere af årets jazzudgivelser. Men er ikke at finde på nogle af de nominerede plader. Han siger: "Jeg synes nomineringerne og DMA arrangementet generelt fjerner sig alt for meget for os "almindelige" jazzmusikere som spiller akustisk musik og improviserer med udgangspunkt i jazzhistorien (whatever that is)" han tilføjer desuden: "DMA jazz 2013 hylder udelukkende den smalleste og allersnævreste del af musikken, og er fuldstændig ude af trit med hovedstrømmen...det er blot min ydmyge mening."
Der er kun ganske få eksempler på det man kunne kalde jazz-jazz blandt de nominerede i år. Der er f.eks. kun nogle få plader, hvor numre fra standardjazzrepertoiret har sneget sig ind, som på Nikolaj Hess' og Emil de Waal's plader.
Der udkommer mange plader i løbet af året med klassisk funderet jazz. På spillesteder rundt omkring fylder den stilart også meget. Det ses ikke så tydeligt blandt de nominerede plader til DMA Jazz i år. Jazzhus Montmartres kunstneriske leder Christian Brorsen udtaler: "På Montmartres vegne må jeg blot sige, at de nomineringer er udtryk for en skævvridning. Mainstream er et skældsord hos en del jazzjournalister som konsekvent lefler for udgivelser som ingen køber. Men hvis DMA ikke repræsenterer hovedstrømmen i jazzen, så er den uden betydning og bør ændres eller nedlægges."
Hammondorganisten Kjeld Lauritsen siger: "Hvad med at lave en kategori for classic jazz? Det virker som om at musikken skal være mærkelig for at være nomineret." og Lauritsen tilføjer: "Elsker al slags god musik, også den skæve og skøre. Men også den smukke og melodiske. Men hvis det ikke swinger står jeg af."
Ligesom man tilgodeser de plader der ikke er decideret jazz i Særudgivelseskategorien - den kategori der tidligere hed Crossover. Er der så behov for at tilgodse den "truede" klassiske jazz i en særskilt Classic jazz kategori?
Det er genreorganisationen JazzDanmark der står for afvilklingen af DMA Jazz-arrangementet. Her har man i flere år, arbejdet med konceptet omkring selv arrangementet. I 2010 var man sammen med poppen på Bremen. I 2011 var det et heldagsarrangement i Huset med minikoncerter. Sidste år var det på Jazzhouse. I år er det så flyttet på Aveny-T, hvor der er plads til flere gæster. Arrangementet sendes ligesom sidste år på P8jazz.
Er der ikke bredde nok blandt de nominerede plader til årets DMA Jazz?
Er undergrundsjazzen overrepræsenteret?
Hvem mangler?
Er det de forsmåede, der råber op?
JazzDanmarks sekretariatsleder Lars Winther har sendt mig dette svar på kritikken:
Kommentar fra JazzDanmark:
Såvel de nominerede som vinderne til DMA Jazz udvælges af en anonym jury som først offentliggøres - også for hinanden - ved selve DMA showet. Juryen nedsættes af JazzDanmarks bestyrelse, hvis fornemmeste opgave det (i denne sammenhæng) er, at sørge for at juryen repræsenterer bredden i den danske jazz. Her tages både højde for køn, geografisk spredning, stilistisk orientering - og ikke mindst, at der så vidt muligt går min 3-4 år imellem at den samme person sidder i juryen.
Da juryen er anonym indtil DMA'en løber af stablen kan vi ikke (endnu) diskutere den konkrete sammensætning i år, blot understrege at vi føler at juryen, ligesom tidligere år, lever op til ovenstående krav.
Man kan altid diskutere om JazzDanmarks bestyrelse er de rette til at nedsætte juryen. Bestyrelsen i JazzDanmark er sammensat af udøvende musikere, spillestedsledere og organisationsfolk og man kan naturligvis spørge sig selv om deres kærlighed til jazzen skinner igennem i sammensætningen af juryen. I denne sammenhæng, såvel som andre kunstneriske vurderinger bestyrelsen foretager, mener vi at bestyrelsen evner at hæve sig over egne interesser, og se på miljøet som en helhed, som det er dens pligt. Man kan selvfølgelig betvivle bestyrelsens evne til dette, men i så fald er det ikke blot DMA Jazz man er utilfreds med, men resultatet af det demokratiske valg i det samlede jazzmiljø i Danmark, der har valgt JazzDanmarks bestyrelse.
Hos JazzDanmark har vi i nomineringsperioden registreret 151 udgivelser, og vi gør hvert år meget ud af, gennem adskillige mail-outs, opslag på hjemmeside m.m., at vi såvidt muligt får ALLE udgivelser indsamlet. En lille "sjov" historie til dette, er at der faktisk i år, var en musiker fra den mere eksperimenterende del af scenen der nægtede at indsende sine udgivelser til DMA, da vedkommende mente at DMA'en de seneste år var blevet for "midtersøgende". Det er et indikation af at uanset hvordan feltet over nominerede og vindere ser ud, så vil der være nogle der er utilfredse - således også i år. Næste år vejer vægtskålen måske den anden vej, og så har vi balladen igen.
Hos JazzDanmark rubricerer vi ikke de indkomne udgivelser i bokse á la "mainstream", "classic" o.lign - og derfor har vi heller ikke tal på hvor mange udgivelser der er kommet indenfor hver "kategori". Men vores vurdering er, at når vi kaster et blik nedover de 151 udgivelser, så er det et fåtal der slår os som "klassisk funderet jazz". Det er naturligvis en vurderingssag, men vores indtryk af den "hovedstrøm" der tales om, er at der på udgivelses-siden, er et markant større aktivitet i retning af den eksperimenterende og grænsesøgende del af jazzen, end den del af jazzen, som vi forestiller os at Kjeld Lauritsen tænker på når han bruger udtrykket "classic jazz". Dette gør sig muligvis ikke gældende på live-scenen, men DMA'en har jo traditionelt - indenfor alle genrer - været baseret på udgivelser og ikke live-koncerter.
Det er JazzDanmarks ønske at DMA festen skal være en fest hvor hele jazzmiljøet mødes for at hylde hinanden og den kunst vi elsker. Beslutningerne fra DMA juryen er ikke evigtgyldige sandheder men et forsøg på at fremhæve nogle af de mange enestående og meningsfulde udgivelser Danmark er så rig på.
dmajazz.dk
