Jazzbloggin' beats på CJF 2011

Copenhagen Jazz Festival 2011 - den tredje dag

Den forgangne uge har været en jazzuge ud over det sædvanlige. Jeg har blogget på livet løs om Jazzfestivalen henover weekenden. Jeg har med andre ord hørt en hulens masse jazz der er værd at skrive om. Regnen har dog ændret en hel del på mine planer. Men det har heldigvis ikke betydet noget for kvaliteten af musikken jeg har hørt. Så nu hvor jazzfestivalen er ved at rykke alvorligt i gang trækker jeg stikket ud og vender tilbage til hverdagen, hvor arbejdet (der hvor jeg tjener penge) venter. Det har været en fantastisk weekend. For en jazznørd er det en drøm der bliver til virkelighed, når Copenhagen Jazz Festival folder sine faner ud.

Det blev desværre kun til to koncerter på min sidste dag i jazzstaden. Den første koncert med Sissel Vera Pettersen og Nikolaj Hess på Thorvaldsens Museum blev aflyst på grund af en vandskade. Mens den sidste koncert med Marcus Pessonen Hendectet på Litteraturhaus k. 17.00 for mit vedkommende druknede i regn, da det begyndte at voldregne mens jeg var på vej til Nørrebro. Flashbacks til gårsdagens regnvejr fik mig til at tage en hurtig beslutning. Jeg måtte hellere drøne i lufthavnen inden det blev umuligt på grund af vandmasserne. Jeg nåede i lufthavnen takket være trofaste buslinje 5A, der ikke som metro og tog lod sig påvirke af regnen. Men indenda...

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra

Kgs. Have d. 3. juli

Det danske sommervejr har en lunefuld sjæl. Da Pierre Dørge er ved at være færdig med det første nummer brænder solen blidt gennem skyerne. Koncerten indledtes med musik fra deres kommende albumudgivelse, der henter inspiration fra indisk musik. Nummeret Elephants on the road er et herligt stykke inderfunk med en spællevende Martin Andersen bag trommerne og groovy bas fra Thommy Andersson suppleret med råseje blæserriffs.

Til tonerne af et highlife inspireret nummer forlader jeg Kgs. Have og et sprudlende Jungleorkester der må undvære saxofonisten Morten Carlsen der for nyligt blev kørt ned på cykel. Til gengæld kommer den amerikanske saxofonist Stephen Riley på scenen senere på eftermiddagen. Riley er gået hen og blevet talk of the town med sine helt exceptionelle evner på sax'en. Hvilket jeg oplevede under lydprøven, hvor jeg stod ved siden af jungleorkester-trommeslageren Martin Andersen, der var vildt benovet over saxofonisten fra North Carolina.

Marcin Wasilewski Trio

Statens Museum for Kunst d. 3. juli

På Statens Museum for Kunst spillede pianisten Marcin Wasilewski med sin trio søndag eftermiddag. De tre musikere har i en årrække været backing for landsmanden Tomasz Stanko. De har netop udgivet deres tredje album på pladeselskabet ECM. Koncerten indledtes med et besynderligt optrin. Der var tilsyneladende inviteret nogle ambassadører og der skulle holdes taler. Det var noget med EU og en kvinde fra Polen og en mand fra Cypern får afsendt nogle diplomatvenligheder. Med et kvarters "forsinkelse" kan Wasilewski og co. komme til.

De spiller en koncert på under en time. Ikke mere musik fra dem. Okay det var da også gratis at komme ind. Men alligevel...det efterlader et indtryk af at det som et besøg hos tandlægen var noget der hurtigt skulle overståes. Det er okay at man ikke er showmand, bare fordi man er god til at spille piano. Men det gør ikke noget at man tør kigge ud på publikum, når man bukker efter koncerten. Nærmest demonstrativt kigger Wasilewski ned i gulvet, da trioen kommer ind og bukker som ekstranummer.

Undervejs får Wasilewski vist sine evner som pianist. Han har bevæget sig fra det mere frie spil som på debuten fra 2005, til en mere æstetiserende jazzform, der kan minde om Esbjörn Svensson. De spiller en fin udgave af Prince's Diamonds and pearls og standarden Ballad of the sad young men får også en pæn behandling. Dog står trioen stærkest under Wasilewski's egne kompositioner.

Temperamentsmæssigt er musikken ikke langt fra August Rosenbaum Trio som jeg hørte lørdag aften. Men med den store forskel at August Rosenbaum sætter meget mere på spil og ligeledes får det præsenteret mere overbevisende. Der sker ganske enkelt noget mere interessant når August og drengene folder sig ud.

Jazzbloggin' beats på CJF 2011

Copenhagen Jazz Festival 2011 - den anden dag

The Orchestra feat. John Hollenbeck
Frue Plads d. 2. juli
The Orchestra har øvet intensivt op til dagens koncert og vejrguderne har ligesom jeg glædet sig til koncerten. For den regn der har væltet ind over København hele formiddagen er nu afløst af en sol der prøver at bryde i gennem skyerne over Frue Plads. The Orchestra præsenterer ved koncerten deres nye CD Episodes med musik af Lars Møller. Vi hører blandt andet Lars Møllers geniale fordrejning af Marken er mejet der hedder Folk song no. 1. The Orchestra er et stærkt besat big band, hvor vi undervejs for lov til at høre flere af dem spille solo. Bla. trompetisten Gerard Presencer, saxofonisterne Hans Ulrik og Kasper Wagner og guitaristen Per Gade.
Grunden til at big bandet har øvet så voldsomt er at de skal spille ny musik af trommeslageren og komponisten John Hollenback, der er kendt fra Claudia Quintet. Jonas Johansen forlader trommerne - og enter John Hollenbeck, der får hjælp af Sissel Vera Pettersen på effektladet vokal.
Første nummer indledes med Sissels fuglefløjt, hvorefter hele big bandet på betagende vis skaber et musikalsk fugleunivers. Herefter afløses eksperimenterne med en rimelig straight udgave af Kraftwerk's The Model. Hvis man da betegne det som straight, når John Hollenbeck på trommerne nærmest spiller en funky New Orleans shuffle i stedet for den monotone rytmeboks der normalt er i nummeret. Det er en sand crowdpleaser sådan en solbeskinnet lørdag i midten af København.
Herefter spiller big bandet musik af Hollenbeck der undervejs demonstrerer, hvorfor han er blevet et navn på dagens jazzscene. Ukonventionelle tilgange til big band musikken i en stemningsmæssigt atmosfære. Det demonstreres bla. med suiten Joys and desires, der fortæller historierne om musikere der spiller melodien og dem der ville ønske at de gjorde det. Historien om mødet mellem Gil Evans og Tim Berne, to musikere der har haft stor betydning for Hollenbeck.
Koncerten på Frue Plads er en triumf for The Orchestra. Lars Møllers og John Hollenbecks musik støder også sammen og mødes med de numre, de hver har valgt at afslutte deres afdeling med. Lars Møllers hyldest til Brasilien Suite Brazil med en storsmilende Jonas Johansen ved trommerne og John Hollenbecks Guarana, der ligeledes hylder det brasilianske, komplementerer hinanden og koncerten.


På vejen fra Frue Plads gik jeg forbi Kafcafeen, hvor jeg hørte det sidste nummer med Kresten Osgood og Goodiepal. Eller nummer er måske så meget sagt. Goodiepal lagde lutten til side og begyndte at presse stemmen med gutturale udgydelser, der lød som en lille gris der havde det skidt. Kresten Osgood istemte og brølede med så godt han kunne. Man skulle vist have været der.

Løkkegaard/Provis/Nørgaard
Homemade Records d. 2. juli
På Nørrebro ligger den lille pladebutik Homemade Records. Meget passende ligger den overfor Coffee Collective, hvor man kan tanke op med damn god coffee. I Homemade Records kan man tanke op med musikoplevelser og få en plade med hjem. I den lille butik, der består af to rum spillede Niels Lyhne Løkkegaard på altsax, Anders Provis på trommer og Klaus Nørgaard på bas. Der var meget passende entré for alle - også hangarounds. Der er af gode grunde ikke plads til mange i butikken. Så selv når alle havde sluppet en halvtredser var der ikke en tarif hjemme. Men der var også noget andet på spil. Glæden ved at spille. Jeg sad under en meter fra Løkkegaard, der meget passende ikke blæste os omkuld men afpassede lydniveauet til det lille lokale. De spillede nyt og gammelt af Løkkegaard og en enkelt standard blev der også plads til.
Det var en intens og varm oplevelse der oste af spilleglæde. Jeg vil på det kraftigste opfordre jer læsere til at kigge på forbi på Nørrebro. Men sig det ikke til andre, der er nemlig kun plads til en tyve stykker.
www.homemaderecords.dk

Skybrud
Københavns indre by d. 2. juli
Jeg havde set frem til at høre det sydafrikanske jazzikon Abdullah Ibrahim. Så meget at jeg trodsede skybruddet og begav mig hen mod Politikens Hus efter at jeg havde besøgt Matas på Hovedbanegården og købt en paraply - de havde desværre ikke gummistøvler. Det gik i højt tempo forbi Tivoli og hen til Pressen, koncertstedet. Folk stod i kø udenfor i porten. Der var ikke lukket nogen ind og klokken var henad otte. Brandalarmen gik igang med en infernalsk larm. En sikkerhedsvagt rendte forvirret rundt - han manglede tilsyneladende kurset der omhandlede håndtering af jazzpublikum der ville høre musik og gerne ville have noget information.
Koncerten blev desværre aflyst. Gulvet stod under vand og med fare for folks sikkerhed pga. elektricitet kom der ingen sydafrikansk pianolegende på scenen denne aften. Jeg løb ned til Huset i Magstræde for jazz ville jeg høre. Da jeg står der, tænkte jeg at der ikke er langt til Jazzhouse. Så afsted til Jazzhouse, hvor den finske saxofonlegende Juhani Aaltonen skulle spille. Men finsk jazz skulle jeg ikke høre, da Jazzhouse selvfølgelig også havde vandproblemer og havde aflyst koncerten - jeg fandt senere ud af at de havde flyttet koncerten til den lille scene ovenpå. Men da havde jeg indfundet mig på Kafcafeen hvor August Rosenbaum Trio skulle spille - det stod der i hvertfald i programmet. Men lidt i ni stod der kun et klaver på scenen og intet indikerede at der skulle være koncert om få minutter. Kort efter dukkede Rosenbaum heldigvis op og fortalte at de var blevet forsinket. Trommeslageren Rasmus Lund bor på Islands Brygge og kunne ikke køre i bil derfra, så han havde taget cyklen med det mest nødvendige trommeudstyr.

August Rosenbaum Trio
Kafcafeen d. 2. juli
Med godt en times forsinkelse gik trioen på scenen. På grund af omstændighederne er der fri entré. Rasmus Lund har endda lånt Mikkel Hess' trommer der stod i lokalet fra en koncert tidligere på dagen.
Lige pludselig var der linet op til en vaskeægte fuldfed triokoncert jeg sent vil glemme. August Rosenbaum viste med debutalbummet Beholder sidste år at han var gjort af noget helt specielt. Hans lyriske og undersøgende leg med melodierne kendte jeg. Men i selskab med den danske trio med Jesper Thorn på bas og førnævnte Lund på trommer havde jeg ikke hørt hans musik. Der kommer et album til september med trioen som Rosenbaum har haft i adskillige år. Det kunne høres! De havde en helt speciel intuitiv fornemmelse for hinanden. Sammespillet og tæt. Kompleksiteten i musikken blev behandlet nænsomt. Den nordiske tone var ikke langt væk og alligevel fornemmes der også noget andet i Rosenbaums tilgang til musikken. Fortællende og beroligende.
Trioen kan høres flere gange endnu under Copenhagen Jazz Festival. Gør dig selv en tjeneste. Gå til koncert med August Rosenbaum Trio.
augustrosenbaum.com

Jazzbloggin' beats på CJF 2011

Copenhagen Jazz Festival 2011 - den første dag
Jeg havde egentlig regnet med at jeg skulle starte min udgave af CJF 2011 på Huset, hvor Coup la cour skulle spille men da en flink journalist fra Politikens Jazz Live avis ringede og ville lave et interview med jazzbloggeren gik jeg i Kgs. Have for at mødes med hende.
Interviewet blev lavet og kommer i Jazz Live avisen i morgen eller på mandag. Jeg håber ærligt talt at det bliver i morgen for så kan jeg nuppe 10 eksemplarer med hjem. På mandag sidder jeg på min arbejdspind igen og er langt fra Copenhagen Jazz Festival.
De første lyde fra en scene blev for mit vedkommende fra DJ-teamet Lulu Rouge, der ofte har vredet nogle fede mixes, der bla. kan høres på Fat Berri's. De havde fået opgaven som opvarmning og det løste de vel okay. Der var i hvertfald ingen chance for at de kunne stjæle fokus fra den danske supertrio GinmanBlachmanDahl. Trioen havde allieret sig med Nils Petter Molvær - en af mine absolut største jazzhelte, som jeg aldrig nogensinde havde regnet med at skulle høre sammen med GinmanBlachmanDahl. Han spiller sfærisk, elektronisk og eksperimenterende jazz og det er kun det sidste felt som GinmanBlachmanDahl arbejder i.

GinmanBlachmanDahl feat. Nils Petter Molvær og Stephen Riley
Kgs. Have d. 1. juli
Politikens Jazz Live redaktion havde sendt fotografen Per Folkver, der gerne ville tage et billede af mig mens jeg jazzlytter. Derfor var jeg under første nummer så tæt på scenen som kun teenagetøser forsøger at komme til en Justin Bieber-koncert. Ikke specielt jazzet men omvendt var jeg ret tryg ved opgaven. Prøv lige at tjekke det billede ud, der kom på forsiden af den første udgave af Jazz Live avisen. Per Folkver var i Ginman's øvekælder om torsdagen og tog et fantastisk billede af de fem musikere.
Det er de fem musikere der befinder sig på scenen lige nu. Molvær synger ned i trompeten og stemmen effektmanipuleres til det som vi kender Molvær for. Rørende smukt. Thomas Blachman sidder topspændt bag trommerne og lader trommerne tale i en hastighed der er meget lig den hastighed, hvor ordene kommer ud af Blachmans mund. carsten Dahl er i topform og befinder sig i et spændingsfelt mellem Bill Evans og Bud Powell. Ginman er manden der samler i midten af det hele. Undervejs kommer trioen med suveræne eksempler på hvorfor de er noget helt specielt på den danske jazzscene. Stephen Riley kan krumme toner ud af saxofonen som var man til jazz på Montmartre i 1965. Derfor er det et spøjst påhit at sætte ham sammen med Molvær. Men Molvær kan også spille en ond Miles-trompet á la 1965 og det gør han flere gange.
Solen smiler og spiller med under hele koncerten. De mange publikummer har fået en god start på Copenhagen Jazz Festival.

Mads la Cour Kvartet
Det Lille Musikhus d. 1. juli
Efter at have lyttet til jazz sammen med flere publikummer, end der er kommet i min lokale jazzklub nogensinde, er det som at komme besøg hjemme hos en bekendt, da jeg lander i lokalet, hvor der for første gang skal spilles voksenkoncert. Det Lile Musikhus drives af Line Gårdmand og er et "spillested" for babyer, hvilket også kan opleves hver dag under festivalen. Men nu skulle der spilles "voksen"jazz. Mads la Cour havde valgt at fokusere på sine yndlingsstandards og flygelhornet. You'd be so nice to come home to og Lonnie's Lament var at finde på repertoiret. Koncerten var en vaskeægte nu-oplevelse. Vi er der hvor musikken omfavner os og vi giver slip og lader den komme ind. I et lille hyggeligt og lyst lokale sidder publikum tæt på og får musikken uforfalsket og uforstærket. Niels Lyhne Løkkegaard på altsax er et godt makkerskab for la Cour, de kender hinanden rigtigt godt, hvilket de bla. illustrerer ved at spille en fin udgave af I remember you, det nummer som Løkkegaard og la Cour har spillet flest gange sammen. Bag trommerne sidder Chano Olskær og på bassen er det svenskeren Lars Ekman - der hverken bor eller er uddannet i Danmark. Han er fra Stockholm og la Cour kender ham fra et ophold han havde i Stockholm på et tidspunkt.
Det kan i højeste grad anbefales at besøge Det Lille Musikhus under Jazz Festivalen. En hyggelig og meget behagelig stemning med et aldersmæssigt meget bredt publikum.
www.detlillemusikhus.dk

Jesper Zeuthen Trio
Kind of Blue d. 1. juli
Jeg havde set frem til at høre denne trio, der udgav en årets jazzplader i 2010. Jeg hilste på bassisten Adam Pultz Melbye inden koncerten. Positiv og imødekommende og helt igennem flink. Hvis jeg ikke havde gjort det, var jeg nok blevet endnu mere bange end tilfældet var. Jeg sad helt fremme i lokalet og kunne på tætteste hold følge en mand der på virtous vis flænser bassen med både bue og fingre. Sveden sprang og han spillede sig helt ud. Saxofonisten Jesper Zeuthen er manden i centrum med sine skrigende lange toner. Han spiller som ingen andre. Der er hentet en masse fra free jazz men også afrikansk musik og andet har sat sig i den yderst originale saxofonist der har skrevet al musikken. Trommeslageren Thomas Præstegaard er en lavmælt eksplosion. Han spiller følsomt og er hele tiden i balance med Zeuthen og Melbyes udladninger.
Kind of Blue på Nørrebro er et af den slags steder, som får mig til at tænke at sådan et sted vil jeg også have. Kvalitetskaffe og øl, personlig service og en vildt fed stemning er sammen med musikken af den magiske slags.

Jamsession
Jazzhus Montmartre 1. juli
De unge herrer, trommeslageren Niclas Bardeleben og bassisten Jonathan Bremer står for jamsession, hver nat på Jazzhus Montmartre. Den første aften må have været speciel for dem. De havde lige stået på scenen i Tivolis Koncertsal sammen med Niels Lan Doky og stjernerne Gino Vanelli og David Sanborn. De fik rigget til og sammen med jam session-kollegaen, pianisten Heine Hansen lagde de ud med 3 numre. Da først Hansen havde spillet sig varm i midten af første nummer kørte det. Herefter var bolden givet op til jam. Sinne Eeg var sammen med Olivier Antunes og Adam Nussbaum de første på scenen. Nussbaum havde ellers lige forladt den tidligere på aftenen, hvor han spillede sammen med Søs Fenger på et totalt udsolgt Montmartre. De gør de også i aften. Sinne Eeg er til alle tider en fornøjelse. Selv i smårodet jam står hun stjerneklar og lyser på scenen. De spillede flere numre sammen. Det allersidste nummer i første sæt var med Bremer på bas, Nussbaum på trommer og billedkunstneren Poul Pava på piano. Sjovt som et Pava-billede fristes man til at sige.
Stemningen på spillestedet der i den forgangne uge fik økonomien på plads for de næste tre år, er altid god. I næste uge offentliggøres efterårets program og lur mig om der ikke er nogle overraskelser i blandt.
www.jazzhusmontmartre.dk

Montmartre konkurrence!

Vind billetter til koncert med Mads Vinding Trio
Jazzhus Montmartre stiller 2 billetter på højkant til hver af de tre aftener, 5., 6. og 7. juli hvor Mads Vinding Trio spiller på den intime klub med den lækre stemning.
Mads Vinding stiller op med den nye skarpe trio, der også medvirker på det nye anmelderroste album Open Minds.

Hvem er de to musikere som Mads Vinding medbringer til koncerterne på Jazzhus Montmartre under Copenhagen Jazz Festival?

Kan du svare på det, så send en mail til nielsovergaard@gmail.com og deltag i konkurrencen om billet til dig og din ledsager.
Du skal sende dit svar inden d. 4. juli for at kunne deltage i konkurrencen.

jazzhusmontmartre.dk

Søren Dahl Jeppesen with Oskar Gudjonsson: Red sky (Dog Day Music/Gateway)

Soundtrack til sene sommeraftener
 Det er efterhånden halvandet år siden at guitaristen Søren Dahl Jeppesen udgav sit roste debutalbum Route One. Han havde allerede dyrket den rolige flydende jazz i Pauseland. I hans egen personlige version hentede han hjælp fra den islandske saxofonist Oskar Gudjonsson og guitaristen Jakob Bro. Guitaristerne fik hver deres kanal og Gudjonsson svævede i midten. På den nye plade er Bro ikke længere med. Det har medført at Dahl Jeppesen og Gudjonsson er rykket tættere sammen. Jakob Høyer sidder stadig bag trommerne mens Klaus Nørgaard (fra Pauseland) har afløst AC på bas.
Red sky er en fortsættelse og udvidelse af det musikalske univers som Søren Dahl Jeppesen havde skabt på Route One. Der fornemmes - om muligt - en mere afklaret ro i musikken. Gudjonsson og Dahl Jeppesen har brugt tid på at komme tættere på hinanden. Guitar og saxofon væver sig ud og ind af hinanden.
Jakob Høyers følsomme trommespil får det til, at lyde som en fjern rytmisk torden. Klaus Nørgaards på en gang distinkte og diskrete basspil svømmer ind under kvartettens behagelige musiceren.
Søren Dahl Jeppesen har med Red sky skabt et soundtrack til sene sommeraftener, hvor du holder din elskede i hånden og solen stille synker ned.
Bonusinfo:
Kvartetten spiller d. 13. juli på Musikcaféen i Århus
Søren Dahl Jeppesen: sorendahljeppesen.dk

KortJazzNyt

Copenhagen Jazz Festival 2011 special vol. 1
I ugen op til at Copenhagen Jazz festival starter er der ekstra fokus på festivalen her på bloggen.
Desuden vil jeg i år blogge løs fra festivalens første weekend. Følg med allerede på fredag.

I Jægersborgsgade på Nørrebro holder det jazzede musikerkollektiv Homemade Records til. Ud over at man året rundt kan købe plader med dansk jazz i butikken, så afholdes der også koncerter i butikken. Under Copenhagen Jazz Festival vil det ske to gange om dagen.
PET, Søren Møller, August Rosenbaum, Girls in Airports og Boda Boda Duo kan bla. høres på den lille scene.
www.homemaderecords.dk

Andrew'erne med efternavnene Cyrille og D'Angelo hører til blandt de mindre kendte spændende udenlandske gæster på Copenhagen Jazz Festival. D'Angelo spiller sammen med Kresten Osgood og Jakob Bro d. 3. juli i Huset i Magstræde og d. 4. juli kan han opleves sammen med John Tchicai på Husets Teater på Halmtorvet.
Cecil Taylor's gamle og Søren Kjærgard's nuværende triotrommeslager Andrew Cyrille er med på JazzDanmarks summersession til august. Inden da spiller han med Søren Kjærgaard Trio, Torben Snekkestad, solo på Skuespilhusets lille scene og sammen med White Trash de sidste 5 dage på Copenhagen Jazz Festival.

Når klokken bliver henad "Jeg trænger til en hot dog"-tid, så er det stadig muligt at få sendt noget jazz ind i ørerne.
På Copenhagen Jazzhouse er Hess'erne in da house. Orgeltrioen Spacelab med Nikolaj Hess på Hammond, Mikkel Hess på trommer og AC på bas kan opleves efter midnat i weekenderne. Mens Magnus Hjorth Trio står på den intime Herluf-scene de andre dage, hvor de bla. har Stephen Riley med som gæst.
På Jazzhus Montmartre er det ungdommen der regerer. 19 årige Jonathan Bremer på bas og 21 årige Niclas Bardeleben på trommer er kernemedlemmer af nattejam-teamet, hvor også pianisterne Heine Hansen og Henrik Gunde er indskrevet som medlemmer.
På La Fontaine er der også mulighed for nattejam. Trioen bestående af Frederik Menzies på sax, Andreas Fryland på trommer og Daniel Franck på bas er på scenen første aften som kernegruppe mens La Fontaine resten af ugen holder humøret højt med nattejams med forskellige gode danske jazmusikere.
På Christiania vågner Christiania Jazzclub på Børneteatret først til dåd kvart i midnat, hvor der i løbet af ugen bla. er koncert med Magnus Thuelund Kvintet, Rasmus Ehlers trio w. George Garzone & Frank Tiberi og Jonas Johansens Move.
På Islands Brygge er der i Lysthuset jam med musikerne Oscar Rifbjerg på piano, David Besiakov på trommer, Tomo Jakobsen på bas ved midnatstide.

Når Copenhagen Jazz Festival officielt åbnes på fredag i Kongens Have bliver det til et genhør med en populær trio. GinmanBlachmanDahl er sammen igen og gæstemusikerne er ligeså prominente. Fra Norge kommer trompetisten Nils Petter Molvær og fra England, saxofonisten Stephen Riley - som GinmanBlachman lavede et rost album med tidligere i år.

Niels Lan Doky er at finde på Tivolis Koncertsals scene fredag aften i selskab med de nye triokombetanter Niclas Bardeleben på trommer og Jonathan Bremer på bas. Desuden gæster Gino Vanelli og David Sanborn trioen. Når koncerten er slut kan man gå på Plænen hvor brormand Chris Minh Doky spiller funky jazz sammen med The Nomads.

Bentzon Brotherhood: Funkenstein (Do it Again Records)

Funky Nikolaj
 Det er ikke så lang tid siden, at han højst overraskende gav den som crooner alene ved pianoet med 12 sange til modne elskere. Nu er han tilbage i det element hvor han gennem årene har fået mange fans på landets koncertscener. I spidsen for Bentzon Brotherhood på keyboard og vokal er Nikolaj Bentzon one of a kind herhjemme. Med fødderne plantet solidt i 70'ernes funky jazz - hvor jazzede folk med megaafro og store solbriller var virkeligt hippe (læs: Herbie Hancock). Bentzon kan sin Hancock og smider på pladens andet nummer Mr. Turn Coat (og mange andre steder) en elpiano solo som var den snydt ud af næsen på Hancock - og da jeg er mere end almindeligt glad for Hancock - glider den lige så ubesværet ned som var det en Old Gambrinus Dark (fra Hancock Bryggeriet - knapt så funky, men det smager godt).
Herefter skifter Bentzon  fokus og leger med mere nutidige klubrytmer på Techno Inferno - med umanerligt meget gang i den. Pladen afsluttes med et remix af nummeret og det er en skam at Bentzon ikke har ladet en anden remixe nummeret - for den er ikke vanvittigt anderledes fra originalen. Nikolaj Bentzon er jo jazzmand og har lavet en umanerligt smooth udgave af Mingus' Good Bye Pork Pie Hat - ikke noget for jazzpolitiet - men meget Nikolaj Bentzon-agtigt.
Musikken på pladen er pånær 2 numre fra en næsten 5 år gammel studieindspilning. De to nye numre viser at Bentzon Brotherhood er på vej i en ny retning, der stadig er lige så funky som den plejer.
Iøvrigt medvirker legenden og guitaristen Wah Wah Watson på enkelte af numrene.
Bonusinfo:
Bentzon Brotherhood spiller Karens Minde Kulturhus d. 5. juli kl 19.00
Nikolaj Bentzon: nikolajbentzon.com

European Jazz Orchestra: 2010 (RTV Slovenija)

Stilsikkert og europæisk
 I 2010 var det 15. gang at der samledes et europæisk big band i det midtjyske, der efterfølgende blev sendt ud i Europa. Denne gang havnede de i Slovenien, hvor det statslige RTV Slovenja optog koncerten som nu er udkommet på CD. Den indledes med et nummer skrevet af den slovenske komponist og jazzmusiker Jože Privšek, der skulle have stået i spidsen for den første udgave af European Jazz Orchestra i 1998. Night var Jože Privšek's sidste komposition, et noget dystert nummer der kom til at stå som et forvarsel om hans død. Han døde 3 uger før projektet skulle starte. Erik Moseholm var sammen med Birgit Vinge fra Brande igangsættere for projektet der under navnet Swinging Europe har siden harudviklet sig til en intereuropæisk big band der er økonomisk støttet af EU.

Manden i spidsen for 2010-udgaven er Tadej Tomšic der har skrevet flere af numrene, med en meget stilsikker sans for den klassiske moderne big band lyd, som man bl.a. kan huske fra Danmarks Radios Big Bands samarbejde med Thad Jones. I en stemning af kraftfyldt messingsuppe bliver nummeret Is the honeymoon over now? kastet ud over scenekanten, hvor mange af musikerne også får mulighed for at spille solo.
Det fornemmes meget hurtigt at der hersker en god stemning på scenen i big bandet, hvor spilleglæde og dygtighed forenes. De 19 musikere har fundet hinanden i løbet af den tre uger lange turné.
På de sidste fire numre medvirker slovenske sangerinde Nina Strnad. Nogle forrygende sange, som den kendte Sweet Georgia Brown blev leveret med en lethed fra en meget veloplagt sangerinde, der ikke havde nogen problemer med at synge big bandet op. Her er den slovenske folkemelodi Po jezeru meget flot. Men det er samtidig også som om at pladen knækker over i to dele, hvor vokaldelen bliver den mindst interessante.
Swinging Europe: www.swinging-europe.dk

Radio Bévort with Marcelo Nisinman: Perfect organization (Bevort/Gateway)

Skarpt med et blink i øjet
 Pernille Bévort har nu siden 1996 lavet 8 albums i eget navn. I samme periode har hun medvirket på stort set alt hvad den nyligt afdøde orkesterleder, komponist og basunist Erling Kroner har lavet. Blandt andet hans forskellige tangoprojekter. Bévort har i flere år haft kvartetten Radio Bévort - i den aktuelle udformning er der fokus på tangoen og det sker bla. i kraft af samarbejdet med den erfarne argentinske bandoneonspiller Marcelo Nisinman - som vi også herhjemme kender fra samarbejdet med Kroner. Kroners betydning for Pernille Bévort har været kæmpestor og selv om albummet er lavet før Kroner døde, er det svært at se bort fra albummet som en indirekte hyldest til en af de største danske jazzmusikere.

Over intet mindre end to plader udfolder Pernille Bévort sig denne gang. Til min store overraskelse er der sang på mange af numrene og det er Bevort selv der synger. Hun er kendt som en meget stabil og habil saxofonist, der fint klarer både sopran, alt og tenorsax. Men sangen har hun heller ikke problemer med. Pladens 22 numre er en blanding af studie- og liveindspilning. Der er en grundlæggende tangostemning i al musikken, hvor flere af numrene er duetter mellem Bévort og Nisinman. De suppleres af Anders Holm på trommer og Peter Hansen på bas mens Mariane Bitran på fløjte, Kasper Wagner på altsax og klarinet og Florian Navarro på basklarinet og tenorsax også medvirker på liveoptagelsen der blev til sidste sommer på Huset i København, hvor der var 42 grader varmt.

Musikken er sammenhængende og alligevel meget blandet. Der er numre der er ren fest - prøv feks. at lægge øre til I take the consequences - medrivende og groovy. Der er i en helt anden retning også frenetisk undergangsstemning som på Kill yourself step by step and be free. Mest af alt er det dog Pernille Bévorts plade og den fortjener at blive hørt af mange med sine gode og velspillede numre.
På titelnummeret Perfect Organization taler Pernille Bévort om hvad perfekt organisation er mens Marcelo Nisinman rytmisk medfortæller på bandoneonen. Hun definerer fint hvad den perfekte organisation er og stiller så spørgsmålstegn ved det til sidst. Det er som resten af pladen, forrygende skarpt med et blink i øjet.
Bonusinfo:
Radio Bévort spiller på Gråbrødre Torv d. 7. juli kl. 16 med Francesco Cali på bandoneon.
Pernille Bévort: www.pbevort.dk

KortJazzNyt Uge 25 2011

JazzDanmark har netop lanceret en godbid på nettet til alle, der er nysgerrige på dansk jazz, og gerne vil danne sig et nemt overblik. Via en lang række artikler fortæller jazzskribenten Christian Munch-Hansen historien om jazzen i Danmark. Der er ligeledes lavet en Hall of Fame med 25 danske jazzmusikere, hvor både Jakob Bro og Leo Mathisen er at finde. Ligeledes er der lister over jazzlitteratur, priser og den store danske jazzdiskografi udarbejdet af Erik Raben.
jazzdanmark.dk/jazzhistorie


Det er allerede noget tid siden at der blev meldt udsolgt til Keith Jarrett koncerten. Nu kan Copenhagen Jazz Festival så også melde udsolgt til Abdullah Ibrahim og Sonny Rollins.
jazz.dk

Sidste år lancerede Copenhagen Jazz Festival deres app til smartphones. Den har de endnu en gang lavet med hele musikprogrammet og feks. bykort så man kan finde de små listige steder. Den er gratis og lækker.
Igen i år blænder Lygten Station ved Nørrebro st. og Mom Eat Dad Records op for Copenhagen Trashzzfestival som et bæredygtigt modstykke til den officielle del af Copenhagen Jazzfestival. Sidste år formåede festivalen at holde to dages fest i den gamle stationsbygning med forrygende line-up og vaskeægte berliner-vibe til en ultralav entré på 50 bobs.
Girls in Airports, Pink Fem og Jesper Zeuthen er på scenen d. 5. juli og DUMBO, Pistol nr. 9 og Frisk Frugt d. 6. juli.
www.momeatdad.com
Saxofonisten Benjamin Koppel er blevet tildelt den fornemme franske orden Ordre des Arts et des Lettres. Den danske musiker, som netop har lagt sidste hånd på programmet for Valby Summer Jazz 2011, har fået titlen som tak for sin store indsats for fransk og international kultur. Det er Frédéric Mitterand, Frankrigs kulturminister, som uddeler titlen, og den danske musiker kan nu kalde sig Chevalier de L´Ordre des Arts et des Lettres, ridder af ordenen for kunst og litteratur.
cowbellmusic.dk

Jazzmusikken skal ud til flere. Det er ideen bag musikserien The Benjamin Koppel Jazz Journey, som snart kan købes for 30 kroner pr. cd i 100 Tigerbutikker i Danmark og 10 andre lande i Europa.
Det er et unikt samarbejde mellem butikskæden Tiger og det uafhængige pladeselskab Cowbell Music, der gør det muligt at bringe jazz af høj international standard ud til et større publikum.
Den første cd i serien, The Eloquence Of er udkommet.
tiger.dk

Musikalske Portrætter - Fotografier og fortællinger af Jan Persson, skrevet af Mia Fuglsang Holm (Forlaget Ajour)

Mytiske jazzfotos og historien bag
 Et jazzfoto er først et rigtigt jazzfoto når det er sort/hvid. Det er der mange årsager til. En af grundene er at jazzen bragede igennem i de år, hvor billeder var sort/hvide og billeder blev til i et mørkekammer. Jazzstjernerne fra dengang er dem vi i dag betragter som udødelige legender (som så for de flestes vedkommende viste sig at være ret dødelige, når det kom til livet udenfor jazzen). Men musikken lever og det gør billederne fra samme periode i lige så høj grad. Vi har i Danmark haft flere fotografer der har taget legendariske billeder af jazzmusikere. Den måske største er Jan Persson. Han har også sin andel i grunden til at et godt (klassisk) jazzfoto er sort/hvid.
Bill Evans, Miles Davis, Count Basie og Stan Getz er blot nogle få eksempler på nogle af de stjerner som Jan Persson har taget ikonografiske billeder af. I indfangelsen af øjeblikket er det lykkedes Jan Persson at tage nogle billeder der fortæller og bygger myter om den enkelte kunstner.
Hans billeder er allerede med i mange jazzbøger. I den nye bog der er skrevet af Mia Fuglsang Holm fortæller Jan Persson selv historien om en række billeder udvalgt af forfatteren. Billeder af Chet Baker, Oscar Peterson og Louis Armstrong som er set så ofte før, får Perssons egen historie om tilblivelsen med på vejen. Selv om der er nogle skønhedsfejl undervejs er historierne levende fortalt og gengivet.
I 1965 udkom Af jazzens billedbog, hvor Persson havde taget alle billederne og Børge Roger Henrichsen fortalte om kunstnerne. En bog der klart kan anbefales - men som i dag når man sidder med den nye bog også blegner noget (selv om mit eksemplar er velholdt). Nye indscannings- og trykkemetoder giver de gamle billeder en skarpere detaljerigdom. Derfor er den nye bog en fornøjelse at lade øjnene hvile henover. Der er også flere rockstjerner med. Bla. nogle forrygende billeder af en meget ung Eric Clapton i Cream i 1967 og Rolling Stones i Århus i 1970.
Bogen er et værdigt og flot dokument over en stor fotokarriere.
Bonusinfo:
Center for Dansk Jazzhistorie på Aalborg Universitet har netop modtaget 100.000 kr. af Det Obelske Familiefond til indkøb af 12.000 af Jan Perssons væsentligste fotos der de sidste 5-6 år er blevet digitaliseret. Planen er at billederne skal gøres tilgængelige på CDJ's hjemmeside.
www.forlagetajour.dk/shop/musikalske-portraetter-884p.html

Hans Knudsen Jump Band & Troels Jensen: Everyday we have the blues (Little Beat Records)

Energisk boogie
 Glad udadvendt boogie med et mindstemål om, at få få folks fødder til at vippe er svært at blive sur på. Det er noget af det som Hans Knudsen Jump Band har haft på dagsordenen i de tyve år de har eksisteret. Det er der kommet en ny CD ud af. Musikken er indspillet i Pakhuset i Nykøbing Sj og Hornbæk Jazzklub. De har inviteret den danske blueslegende, guitaristen Troels Jensen med på scenen på halvdelen af numrene. 

Det er nogle erfarne ræve der er med i bandet. Hans Knudsen der sidder ved pianoet og synger, har bla. otte års turnévirksomhed med sangerinden Lillian Boutté i baggagen. Han spiller energisk og sprælsk boogiepiano. Saxofonisten Hans Leonardo Pedersen har siden 1962 haft Leonardo Pedersen Jazzkapel mens bassisten Jens Sølund bla. har spillet tyve år med Papa Bues Viking Jazz Band. Trommeslageren Henrik Simonsen har erfaring fra både Sir Henry and His Butlers og Erling Kroners Orkester på CV'et.
Materialet på pladen indeholder både Elvis Presley's Love me tender og Sonny Rollins' St. Thomas. Men det er bluesen der fylder og bluesklassikere som I got love love if you want it og Look on yonder wall indtages uden problemer. Pladen er et fint dokument over en gruppe der på scenen funkler og næppe giver publikum sindsstemningen The blues. Prøv selv at lægge ører og vippende fod til Ain't that just like a woman. Ikke stor kunst - men for hulen da hvor det swinger.
Bonusinfo:
Hans Knudsen Jump Band kan opleves d. 24. juni til Riverboat i Silkeborg og spiller d. 6. juli i M.G. Petersens Familiehave i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.
Hans Knudsen Jump Band: www.henriksimonsen.dk/knudsen/VELKOMMEN.html

Equilibrium: Walking voices (Songlines)

Helhjertet satsning
 For to år siden kom deres debutalbum, hvor jeg ikke sparede på roserne. Jeg havde heller ikke glemt dem da året skulle gøres op, de var med på min liste over årets bedste plader. Dengang havde de ikke været ude at spille musikken live. Siden har de været på adskillige turnéer og den logiske udvikling derfra er hørbar. Trioen består af danskeren og guitaristen Mikkel Ploug, nordmanden og sangerinden Sissel Vera Pettersen og belgieren og klarinetisten Joachim Badenhorst.
Sissel Vera Pettersen har udvidet arbejdet med stemmen. Hun bruger elektronikken som hjælp til at frembringe effekter på den ordløse sang, desuden supplerer hun med sopransax. Den ordløse sang som Pettersen frembringer er besættende og det forvirrer næsten da hun hen mod slutningen af pladen også får et sprog. Nummeret A word - der også var med på det album hun lavede sammen med Nikolaj Hess af samme navn fra 2009 - sætter enkle ord på livet. Mikkel Ploug spiller både på akustisk og elektrisk guitar og i samarbejdet med Badenhorsts klarinetter skaber de en flot indramning og grundstemning til Pettersens vokalpræstation. Der er lydlandskaber af flydende ambient karakter som pladens afslutningenummer Sires. Der er bevægende enkel akustisk guitar som på åbningsnummeret addicted to changes. Der i mellem åbner trioen op for musik med forskellige følelser. Kammerjazzen der prægede debutpladen er ikke så tydelig længere uden at det går ud over nærværet. Trioen satser helhjertet og musikken holder til det.
Bonusinfo:
Equilibrium spiller på Statens Museum for kunst d. 10. juli.
Mikkel Ploug: mikkelploug.com

Jacob Christoffersen: JC3 (Stunt)

Sans for melodi og flow
 Han har været synlig på jazzscenen siden slutningen af 90'erne, hvor han lavede det roste debutalbum Jazzxperience. Men det var først i 2005 at der kom endnu et album, hvor det så var med Jesper Bodilsen på bas og Jonas Johansen på trommer. Christoffersen har på sit ny album endnu en gang holdt fast i trioformatet og de to gamle makkere og tak for det. Han har lavet et originalt trioalbum, hvor han bruger flygelet som hovedinstrumentet mens han lystigt supplerer med orgel, Rhodes og Wurlitzer. I mange tilfælde er de supplerende keyboards lagt på efterfølgende. Christoffersen er ikke bange for at ty til virkemidler der kendes fra det rytmiske musik.
Et andet og måske mere væsentligt kvalitetstegn er melodierne. Feks. er Star (to my love) et forrygende sangbart popnummer der har kvaliteterne til at kunne blive et lille jazzhit. Jeg har hørt nummeret en enkelt gang på DR's jazzkanal - hvilket ikke fortæller noget om hvor meget DR spiller den, da jeg kun hører jazzkanalen tidligt om morgenen når jeg står op. Men i princippet burde det være et af den slags numre der skulle spilles massivt på DR Jazz. Jazzen har også brug for pophits.
Jacob Christoffersen utroligt stilsikre sans for melodi og flow er sammen med Bodilsen og Johansens elegante med- og sammenspil med til at sikre at denne plade med rette kan finde et stort publikum.

sundance.dk

Ensemble MidtVest & Carsten Dahl: Synesthesia & Metropolis (Exlibris)

Carsten Dahl i den klassiske verden
 Siden januar 2007 har Carsten Dahl fungeret som kunstnerisk konsulent for det klassiske Ensemble MidtVest. I stedet for noder er det andre værdier som Dahl og ensemblets musikere har med i baggagen når de tager afsted sammen. Nu foreligger der endelig dokumentation for dette unikke samarbejde mellem jazzmusikeren og improvisatoren Dahl og musikerne der ellers er uddannet til at spille efter noder.
De har efterhånden lavet adskillige projekter sammen der ofte er mundet ud i koncerter. På den aktuelle plade præsenteres vi for to af projekterne og hvilke projekter! Den første er Synesthesia, hvor musikerne uden noder blev stillet overfor spørgsmål som: Hvorfor spiller jeg? De er gået på opdagelse og har undersøgt samsansningens mysterium. Beskrevet umulighedernes muligheder i menneskets åndelige kraft og oversat det til musik. I 14 dele der bevæger sig fra tårefremkaldende smukt til sønderrivende råt åbner de klassiske musikere op for nye kunstneriske kilder, som de næpe anede de havde. Carsten Dahl har efterredigeret og bearbejdet musikken i respekt for det oprindelige. Det er der kommet et fantastisk værk ud af.
Den anden plade er ny musik der er lavet af Carsten Dahl til Fritz Langs klassiske science fiction stumfilm Metropolis. Noget af musikken er fuldt nedskrevet mens andre dele er improviseret. Her suppleres Ensemble MidtVest af operasangerinden Tina Kiberg og MidtVest Pigekoret. Det ville selvfølgelig være dejligt hvis filmen var med. Men når musikken skal stå alene lykkes det alligevel. Der hersker en dyster undergangsstemning, der bla. trækker på elementer fra klassisk amerikansk filmmusik. Det er berusende smukt, når Dahl fletter de mange forskellige elementer sammen til en sammenhængende enhed.
Ensemble MidtVest og Carsten Dahl har lavet en meget anbefalelsesværdig plade der kan interessere et stort publikum
Bonusinfo:
Når der er kammermusikfestival på Nørre Vosborg ved Holstebro i dagene 30. juni til 3. juli med Ensemble MidtVest spiller de bla. sammen med Henrik Frisk (laptop). Han spiller også saxofon i bla. lim
Ensemble MidtVest: www.ensemblemidtvest.dk

Hans Olding: No place like home (El Dingo Records)

Klassisk og køligt
 Den svenske guitarist Hans Olding debuterer med et overbevisende album. Stilen er elegant og kølig med en venlige hilsner til 90'ernes jazz, hvor jeg undervejs kommer til at tænke på Pat Metheny og Michael Breckers 90'er indspilninger. 

Hans Olding er en klassisk lydende guitarist der befinder sig på et højt teknisk niveau. Men det kræver det også når man henter sin inspiration sådanne steder.
I Hans Oldings tilgang til jazzguitarspillet er der spor tilbage til 60'ernes Jim Hall og Kenny Burrell. Men i en opdateret udgave, hvor navne som førnævnte Metheny og John Scofield også har gjort deres indflydelse. Der opstår flere gange en vis anonymitet og tomgang i musikken. Det er en af den slags plader, hvor der ikke kan udsættes noget på selve præstationen, ud over at der er en risiko for at det hele er glemt om nogle få dage. Havde Hans Olding satset lidt og tilføjet noget mere personlighed havde han lavet en klasseplade. De tekniske evner er ihvertfald tilstede.
Han bakkes op af Linus Lindblom på tenorsax, Per-Ola Landin på bas og Chris Montgomery på trommer. Pladen lukkes ned med en lille perle. I duetten I wash the city off my skin (no place like home) sammen med Fredrik Ljungkvist på klarinet åbner Hans Olding op for noget af det, der er for lidt af på pladen.
hansolding.com

Excess Luggage: Hand Luggage only (Parallell)

Norsk hammond/klaver trio
 Den norske trio med den tunge baggage er tilbage. Excess Luggage med instrumenterne hammond, flygel og trommer vejer godt til, når de skal transportere sig rundt. Der er også tyngde i musikken. Vigleik Storaas sidder ved pianoet og farver musikken med smukke klare melodilinjer. Steinar Nickelsen ved orgelet er både følsom og groovy mens trommeslageren Håkon Mjåset Johansen ved trommerne pacer og regulerer.
Det er tre år siden at de udsendte deres første album og de fortsætter med den velformede blanding af harmonier, melodier og grooves. Storås og Nickelsen deles om pladsen i front, hvor de supplerer hinanden og bakker op. Excess Luggage har i de tre år der er gået siden debuten turneret og videreudviklet det musikalske koncept. De har ånden godt nede i den klassiske swing-influerede senbop-tradition, hvor tid, improvisation og gode melodier er en del af fundamentet. Nickelsen har taget sig af 5 af pladens numre mens Storaas står for to. Den sidste er standarden If I should lose you.
Excess Luggage kunne meget let have havnet i en blindgyde. Projektet lykkedes endnu en gang i kraft af musikernes brede musikalske erfaring og ikke mindst deres tydelige tanker om hvad det er de vil med musikken.
parallell.eu
excessluggage.org

lim: with Marc Ducret (Kopasetic)

Ekspressiv gensidig forståelse
 Den i København bosiddende franske guitarist Marc Ducret er herhjemme mest kendt for sit samarbejde med Stefan Pasborg. Her er Ducret sammen med svenskerne lim, der tidligere har lavet to albums uden Ducret. lim og Ducret begyndte at spille sammen ved Kopafestivalen i 2006. Trioen lim består af ungdomsvennerne Henrik Frisk på sax og Peter Nilsson på trommer samt elbassisten David Carlsson.
Musikken er indspillet live i studie foran et publikum, hvilket medfører en lækker afbalanceret produktion uden forstyrrende tilråb fra publikum. lim er præget af en udadvendt ekspressiv dynamik der bæres frem af henholdsvis Peter Nilsson flydende og levende trommespil, David Carlssons effektive elbas-spil og Henrik Frisks kompositioner. Frisks åbne saxofonspil er ofte i front i kombination med en loyalt opbakkende Marc Ducret. Når Ducret så får frie tøjler er han ikke bleg for at smide en svedig overlæsset solo der trækker på alle effektbrædtets kræfter.
Det fornøjelige ved lims samarbejde med Marc Ducret er de fire musikeres fornemmelse for hinanden i både sammenspil og improvisation.
Kopasetic.se

Stork: Stork (ILK)

Ambitiøst, storladent og modigt
 Det er et ambitiøst, storladent og modigt album som Simon Toldam har lavet med orkestret STORK. Sekstetten er med en række af den danske jazzundergrunds stærkeste navne. Toldam sidder ved pianoet og har skrevet musikken.
Det er på ingen måde let tilgængelig musik som Toldam præsenterer. Han har tidligere med Sekten, Prügelknabe og Han Bennink Trio på meget forskellige måder vist, at det ikke er midterrabatten han har lyst til at køre på. Stork er endnu et eksempel.
Ensemblesammensætningen er en væsentlig faktor for det vi kommer til at høre. Toldam har her haft en meget heldig hånd. Erfarne folk som Sture Ericson på altsax og basklarinet, Peter Bruun på trommer og Nils Davidsen på bas er sammen med de yngre blæsere Jimmy Nyborg på trompet og Maria Bertel på trombone. Svenskeren Sture Ericson spiller som ingen andre. Han er en helt særlig oplevelse. Han spiller løssluppent frit og har som Ornette Coleman nogle tekniske evner der sætter ham i stand til at komme steder som man ikke troede var muligt.
På trods af at det "kun" er en sekstet formår Toldam at få dem til, at lyde som et helt symfoniorkester på udflugt en begivenhedsrig dag, hvor intet er som det plejer. De trykker den af i avantgardistiske vendinger. Holder fri fra noderne og vender så tilbage til det nedskrevne og planlagte. Toldam er en af de mest spændende nutidskomponister vi har i dag. Han trækker hæmningsløst på inspiration fra forskellige genrer. Han appellerer både til det nysgerrige jazzpublikum med en smag for den frie lyd og tone, samt til publikummet med interesse for ny kompositionsmusik.
Bonusinfo:
Pladen udkommer også i et lille oplag på vinyl med hjemmelavede muleposecovers: www.youtube.com/watch?v=8ANAJ6w-qpE&feature=player_embedded
ILK: ilkmusic.com

Bent Clausen: Plasma clouds (Gateway)

Ny og gammel musik på debutplade
 Den overvejende del af indspilningerne på denne plade er fra 1999. vibrafonisten (og multiinstrumentalisten) Bent Clausen har siden arbejdet sammen med Tom Waits, Elvis Costello og Damon Albarn. Noget der blandt andet kom i stand på grund af Clausens mangeårige arbejde som teatermusiker. Her mødte han Tom Waits i forbindelse med den danske opsætning af Woyzeck og medvirkede efterfølgende på et par af Waits' albums og turnéer. Det har sat sig nogle dybe kunstneriske spor hos Clausen. Det kan så også høres på Plasma clouds, hvor de sidste 3 numre på albummet er fra i år. Hvor Clausen på 1999-indspilningerne kun spillede på vibrafon spiller han nu også på piano, keyboard og banjo på de nye indspilninger.

I 1999 fik han musikalsk hjælp af Christina von Bülow på altsax, Bjarne Roupé på guitar, Thommy Andersson på bas og Benita Haastrup på trommer. Der er en distinkt og fin lethed i Bent Clausens vibrafonspil, som man også kender det fra Gary Burton. Von Bülow har spiller den smukkeste altsax. Det er jazz der kryber ind under huden med det samme og behager. Jeg ville have været tilfreds med dette. 

Men de sidste tre numre som Clausen har lagt på til sidst, er væsensforkellige fra de første syv numre. De åbner op for lyst til et helt album med den slags musik. Så! Kære Bent Clausen, lad dette dit første album være startskuddet til et album udelukkende med din nye musik. Charlotte Halberg på fløjte og Pernille Rømer Clausen på bas, hjælper Clausen med at skabe musik der bygger bro mellem Tom Waits' skramlede univers og den nordiske klarhed og melodi. Uafrysteligt smukt!
Bent Clausen: www.bentclausen.dk

Jan Harbeck Quartet: Copenhagen nocturne (Stunt)

Klassisk jazz anno 2011
 Han bragede igennem med det kritikerroste debutalbum In the still of the night for et par år siden. Nu er han klar med nummer to og tenorsaxofonisten Jan Harbeck fortsætter heldigvis i det samme spor. Otte standards spillet så lækkert og indladende at det er med overhængende risiko for at at falde i den store ligegyldighedsgryde. Jan Harbeck bevæger sig på kanten og falder selvfølgelig aldrig i gryden. Han har en fænomenal evne til at spille klassisk jazz som vor mor lavede den uden at miste jordforbindelsen. Med respekt for historien og materialet leverer han et meget kvalificeret bud på hvordan klassisk jazz med swing skal lyde anno 2011.

Sammen med Henrik Gunde på piano, Eske Nørrelykke på bas og Anders Holm på trommer har Harbeck en kvartet der kan tilfredsstille de gamle nisser der gik på Montmartre version 1. Der er en gylden bro mellem datidens jazz og frem til dagens i Jan Harbecks musik. Han er også i stand til at tilfredstille ungersvendene der en gang i mellem skal have et skud jazz af den sunde slags uden tilsætningsstoffer. Is you is or is you ain't my baby, Sing sing sing, I love Paris Og Lazy River er at finde på spillelisten. Der er god tid og plads til de enkelte musikere. Men det er Harbecks show og han indtager uden problemer midten af scenen.
Bonusinfo:
Jan Harbeck spiller selvfølgelig en masse koncerter i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival og kan opleves sammen med kvartetten på Cafe Blågårds apotek d. 2. juli og Ordrupgård d. 10. juli.
Jan Harbeck: www.janharbeck.com

KortJazzNyt Uge 23 2011

Det blev den svenske saxofonist Mats Gustafsson der fik Nordisk Råds Musikpris på 355.000 danske kroner i år. Han er aktuel med vinyl-albummet Swedish Azz på det polske pladeselskab Not Two Records. Her har han genindspillet en række svenske jazzklassikere. Bla. Jan Johanssons Visa från Utanmyra. Pladen er en fortsættelse på 11" vinylpladen Jazz på svenska der kom sidste år.
norden.org/da/aktuelt/nyheder/nordisk-raads-musikpris-2011-gaar-til-svenske-mats-gustafsson

Swinging Europes talentorkester Play!Ground spiller på Copenhagen Jazz Festival og Aarhus International Jazz Festival. Orkestret ledes på 10. år af Bo Stief. Det tæller medlemmer som Jonthan Bremer på bas, Oscar Rifbjerg på piano og Julie Wieland på vokal.
swinging-europe.dk/page2/files/7b682a2a8c503068e5138c741087a1f7-36.html

Barefoot Records præsenterer igen i år en række koncerter i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival. Det bliver til otte koncerter på studenterhuset med bla. Maria Faust Group, Pesonen/Bigoni/Melbye/Berre og The Mighty Mouse. I Folkekirkens Nødhjælps bæredygtige butik og kaffebar i hjertet af København, Fisk bliver det til femten koncerter med bla. JapGaf og Maria Faust sammen med legenderne Peter Friis Nielsen og Claus Bøje.
Barefoot Records er gået sammen med Loco, ILK, Homemade Records, Mayhem og Trash Festival om at få trykt et alternativ til det officielle program. De er stadig i det officielle program men har altså i år besluttet sig for at lave et program selv med mere detaljeret omtale af de enkelte koncerter.
barefoot-records.com

Surf in Stereo: Surf in Stereo feat. Kasper Tranberg (Surf)

Surfs Up!
 Ofte har danske jazzmusikere amerikanske gæstemusikere med på deres albums. En gang imellem kan det også være en idé at kigge sig omkring i den hjemlige andedam. Det har Surf in Stereo gjort med stort held på deres andet album, hvor trompetisten Kasper Tranberg er med som gæst. Tranberg er den gamle vise mand der er kommet på besøg hos de unge vilde. For er der noget Tranberg kan, så er det at være vild på den voksne og følsomme måde. Han har tidligere dyrket det ekspressivt rockinspirerede i Bugpowder. Sammen med trioen Surf in Stereo tager han den dog mere med ro, det lugter dog alligevel af rock .
Det er på trods af bandets unge alder allerede deres andet album. Deres første var en energisk liveplade, der kom efter successen hvor de vandt Ung Jazz konkurrencen i 2009. De er blevet et populært band på scenerne rundt omkring og med det nye album føjer de nye kapitler til successen. Det er guitaristen Kasper Ejlerskov Leonhardt der har skrevet al musikken, pånær en enkelt som bassisten Jonathan Bremer har taget sig af. Michael Vitus sidder ved trommerne. De tre musikere overholder ikke så mange af jazzens regler men har en dyb kærlighed for et groovy grundlag. Det giver dem mulighed for at udforske både balkan, adskillige smukke ballader, eksperimenter, rock og så selvfølgelig surf, som på Surf in mono, der er et Quentin Tarrantino soundtrack værdigt.
Vitus og Leonhardt er hver især originale og pågående. Det tekniske niveau er højt. Spørgsmålet er dog, om ikke det bliver i år at bassisten Jonathan Bremer får sit helt store gennembrud. Han spiller med energi, attitude og har ikke problemer med at stille sig helt frem. Jeg er imponeret over den tilbagelænede vitalitet som den unge bassist udviser.
Bonusinfo:
Jonathan Bremer er den nye bassist i Niels Lan Doky Trio, der udgiver et nyt album d. 9. juni.
My Space: myspace.com/surfinstereo

Jazz i Danmark 1950-2010 (Politiken) -bog

60 års dansk jazzhistorie
 Da jeg for et par år siden for første gang hørte at der blev arbejdet på en bog om den danske jazzhistorie fra 1950 og frem blev jeg utålmodig og kunne slet ikke vente. Nu er den her endelig! 60 års jazzhistorie beskrevet på 625 sider. Jeg har selv fulgt de sidste 25 år af jazzen og særligt intenst de sidste 10 år, hvor jeg de sidste syv år har skrevet om jazzen og alle dens gerninger her på bloggen. Derfor er det også uundgåeligt at have en holdning til hvordan sådan en bog skal skæres.
Bogen er delt i op i kapitler omhandlende hvert sit årti. De er skrevet af forskellige bidragsydere og i hvert kapitel er der indlagte pauser med mere dybdegående artikler om specifikke emner eller enkeltpersoner.
Kapitlet om 50'erne er skrevet af Tore Mortensen og Ole Izard Høyer. Dansk jazz var ung - selv om den havde været i gang siden 20'erne og 40'erne havde været med til at popularisere jazzen - så var der ikke mange jazzmusikere og de erfarne fra de foregående årtier begyndte at spille en mindre rolle. Kapitlet kommer, som det efterfølgende om 60'erne af Kjeld Frandsen til, at lide under at der i forvejen er skrevet en hel del om den danske jazzscene fra den tid. Bla. i bogen Da den moderne jazz kom til Danmark af førnævnte Ole Izard Høyer. Derfor er der ikke meget nyt at finde i de kapitler, der i kapitlet om 60'erne også kommer til at lide under de noget lange opremsninger af musikere. 

Kapitlet om 70'erne er skrevet af Jens Jørn Gjedsted. Han skriver om det farverige årti med en helt særlig baggrund. Det er meget tydeligt at han har været førstehåndsvidne til rigtigt meget af det han skriver om. Han var chefredaktør på musikbladet MM, han var ansat på DR og han var selv musiker og meget aktiv i jazzmiljøet. Han skriver med lige stor begejstring om den elektriske jazz, den eksperimenterende jazz og den traditionelle jazz. Han kommer omkring alle de mulige og umulige jazzbands der var i 70'erne. Ligeledes kommer han med stor indsigt omkring det jazzpolitiske, organisationerne og de vigtigste personer omkring den danske jazzscene. Der er også blevet plads til flere anekdoter. Bebopveteranen og trompetisten Red Rodney dukker i starten af 1975 op i København og spiller på Vognporten sammen med flere forskellige orkestre og det lød ikke lige godt - mest fordi Rodney lige havde fået et nyt tandsæt! Det var et årti hvor jazzen blev dækket tæt af medierne. DR havde en stor jazzredaktion, der optog mange timers livemusik og præsenterede musikken i mange ugentlige programmer. Jo jazzen havde det godt på DR dengang, de havde sågar to big bands på lønningslisten en kort overgang. 

Christian Munch Hansen tager sig 80'erne, hvor navne som Jørgen Emborg, Palle Mikkelborg, Niels Lan Doky, Marilyn Mazur og Pierre Dørge er blandt de fremtrædende. Det er også årtiet der byder på nye tiltag som Det Rytmiske Musikkonservatorium - der i den første årgang tæller navne som Christina von Bülow og Nikolaj Hess, Stunt Records opstår og det er i 80'erne at Copenhagen Jazz Festival (der starter i 1979) grundlægger den succes som festivalen bliver med svimlende 350 koncerter i 1989.

I 90'erne går dansk jazz ind i sin anden guldalder med DR som en vigtig medspiller og det tidsskriftet Jazz Special starter. Copenhagen Jazzhouse åbner inden Montmartre lukker. For første gang i bogen er der noget om jazz udenfor København og Århus. Jazzhus Dexter i Odense åbner i 1991. Det er Ole Matthiessen der har skrevet kapitlet om 90'erne. Kapitlet er ligesom Munch Hansens om 80'erne båret af den store viden som de to skribenter er i besiddelse af. Der er ikke mange områder indenfor jazzen der ikke bliver behandlet.
Det er bogens højdepunkter. Kapitlerne om 70'erne, 80'erne og 90'erne er gode grunde til at købe bogen og tage på en spændende kulturhistorisk rejse i den nære fortid. Det er første gang at historien om den danske jazz i de tre årtier beskrives så tæt og det er gjort godt!

Billedsiden er langt hen ad vejen leveret af Jan Persson, der ud over at have været en særdeles flittig jazzfotograf også ejer rettighederne til mange historiske jazzfotos. Derfor står der misvisende Jan Persson ud for flere ældre jazzfotos, bla. et af den senere jazzkritiker Boris Rabinowitsch fra omkring 1950. Persson var 7 år på det tidspunkt. Et andet og større problem er bogens billeddogme. Alle billederne er i sort/hvid. Bla. er der et herligt billede af den herningensiske jazzgruppe Æ Bindstouw Jazzmen (i øvrigt med den ene af bogens redaktører Olav Harsløf på klarinet). Billedet er oprindeligt i farver og fra gruppens EP der udkom på Storyville. Mange klassiske jazzfotos er sort/hvide - bla. det meget smukke forsidebillede med NHØP/Drew/Riel trioen. Det behøver vel ikke at medføre at farvebilleder så skal gøres sort/hvide? Beslutningen om det sort/hvide look eksluderer også fuldstændigt billeder af pladecovers. 60 års jazzhistorie uden et eneste billede af et pladecover er for tyndt.

Bogens afsluttende kapitel om 00'erne er noget rod. På en tiendedel af den plads de andre kapitler indtager får man sjasket sig gennem 10 års jazz, der set fra min stol og hørt med mine ører har været et frugtbart og meget anderledes årti i forhold til de 5 foregående. Det er der ikke blevet plads til at beskrive og det er en skam. Det værste er dog de afsluttende lister fra bogens forfattere, hvor de hver især har valgt de tre særligt værdifulde udgivelser fra 00'erne. Tre af forfatterne formår gudhjælpemig at udpege plader med musik fra andre årtier som de mest værdifulde i 00'erne. Så har man da virkelig pisset sin holdning af overfor 00'erne.
Bogen afsluttes med en imponerende diskografi lavet af Erik Raben over danske jazzindspilninger fra 1945-2000. Hvorfor de sidste 10 år ikke er med er der ingen forklaring på. Denne diskografi kan i øvrigt ses i en detaljeret version på dette site: jazzdiscography.dk

Selvfølgelig er det en bog der kan anbefales til den jazzinteresserede dansker. Redaktørerne Olav Harsløf og Finn Slumstrup har gjort det umulige og lavet en værdig fortsættelse til Erik Wiedemanns Jazz i Danmark, der omhandler jazzen op til 1950. Har de så fået alt med? Det er af indlysende grunde ikke muligt. De har sikret at der er kommet en værdig bog, der også kan tages ned fra reolens hylder om fem år og læses med lige stor interesse af jazznørden og jazznovicen. Det er en kæmpe bedrift.

Leo Mathisen: 1944-46 Copenhagen Blues (Little Beat Records)

Anden verdenskrig slutter og Leo er stjerne
 Jeg har ventet med længsel på denne plade. Vi er nået til den sjette udgivelse i Little Beat Records serie, der dokumenterer Leo Mathisens jazzkarriere. Der er flere grunde til, at jeg har ventet på netop denne udgivelse. Det er 2½ år siden, at der sidst kom en plade i serien og jeg var begyndt at blive nervøs for at pladeselskabet ikke kunne færdiggøre projektet. Det lille entusiastselskab skal som alle andre have penge i kassen, så der kan blive råd til at udgive musik. Det er der heldigvis kommet, så vi nu kan fornøje os med sjette og andet sidste kapitel i den musikalske historie om en af de største danske jazzpersonligheder. 

Vi er kommet til tiden hen mod afslutningen af 2. verdenskrig. Leo Mathisen var stjerne medvirkede i film, som bla. dokumenteres på Copenhagen Blues med flere eksempler. Ligeledes er der nogle ultrasjældne optagelser fra Statsradiofonien. I et helt år fra september 1943 til september 1944 lavede Mathisen ikke studieindspilninger. Han havde skiftet pladeselskab fra Odeon, hvor pladeselskabsdirektøren Kleinert af hensyn til besættelsesmagten havde beordret at der ikke valgtes musik af jødiske komponister og musikforlag til repertoiret. Sammen med bla. Svend Asmussen skiftede Mathisen til Tono. 

D. 8. september 1944 stod Leo Mathisens Orkester i studiet og indspillede fire numre. Den første er Billy Strayhorn's kendte komposition Take the A train, som Ellington havde indspillet i 1941. Mathisen har lavet arrangementet og orkestret har hånd om numret. Ved samme session blev De 24 røvere også indspillet og en udødelig dansk jazzevergreen var opstået.
Et halvt år senere er orkestret igen i studiet. Her indspilles bla. Mathisens egen Lover's lullaby, den irske folkemelodi Londonderry air og Gershwin's Liza. Men inden da havde Leo Mathisen og hans orkester medvirket i filmen Mit liv er musik med de fine numre Det er dig jeg vil jinge med og Hot spot blues, i øvrigt med Svend Asmussen på den førstnævnte. Det er også i samme periode at først saxofonisten Henry Hagemann og siden trompetisten Erik Parker forlader Leo Mathisen. De sidste indspilninger er fra april 1946 på Restaurant National i Stockholm, hvor de bla. indspiller Rum and Coca Cola.

Det bliver nu sjette gang at jeg roser Little Beat Records for det arbejde de har gjort. Den grundighed og ikke mindst seriøst de lægger for dagen er forbilledlig. Med 28 numre på en plade der forsøger at få alt med, er der selvfølgelig nogle svipsere. Det er dog kun nogle ganske få og jeg ville have savnet dem, hvis de ikke havde været med, da de er med til at fuldende det musikalske billede af Leo Mathisen.
Little Beat Records: littlebeatrecords.dk

Nanne Emelie: Once upon a town (VME)

Afvekslende jazzpop
 En ung debuterende sangerinde i dansk jazz er ikke nogen verdensnyhed - det sker forholdsvis ofte at der debuterer en ny håbefuld sangerinde med fødderne planetet i jazzen. Der stilles ganske enkelt kæmpestore krav, hvis man vil etablere sig som jazzsangerinde i Danmark.

Nanna Emelie har valgt en tiltalende poppet tilgang til jazzen. Det er ikke fordi at der væltes paladser. Hun bevæger sig indenfor kendte cirkler og formår i kraft af en smuk sangstemme og nogle gode melodier at holde albummet kørende hele vejen. Der er enkelte numre der fungerer endda rigtigt godt. Pladens første nummer Copenhagen Summer breeze er en hyldest til de aftener der kommer nu. Cubaneren Alexander Abreu supplerer med en stemningsskabende flot trompet. Den ligeledes cubanske bassist Yasser Pino er med på hele pladen, mens trommeslageren og produceren Stephan Grabowski også er med hele vejen. Lars Emil Riis Madsen og Niels Thybo skiftes til at tage sig af pianoet. 

Nanne Emelie har skrevet al musik og tekst sammen med forskellige folk. Derfor er der også stor forskel på numrene. Sammen med Grabowski er der en tråd tilbage til tidlig dansk  90'er poprock a la Lars H.U.G. Mens hendes egen er Doubting Tomas er et flot kammerjazzpop nummer. Min favorit er In favor of love, hvor hun med hvisken og et lækkert arrangement får skabt et flot nummer. Den afsluttende The last thing I'll do får lukket pladen ned med et støvet countryinspireret billede.
Nanne Emelie: www.nanneemelie.com