Norah kæmper hårdt for at komme videreI 2001 kom der en plade der siden er gået hen og blevet en klassiker. Norah Jones' album Don't know why, som Blue Note udgav var et kommercielt gennembrud for Blue Note og Norah Jones i særdeleshed. Her havde Blue Note siden 1939 gået og udsendt amerikansk kvalitetsjazz til interesserede i hele verden. Så kom der en regulær popplade, hvor der både var jazz, roots og en sangerinde med en flot og personlig stemme.
Nu er hun aktuel med sit fjerde album. Hendes gamle kæreste, bassist og producer Lee Alexander er vippet ud - både som kæreste og producer. Istedet er producerstolen indtaget af Jaquire King - med både Kings of Leon og Tom Waits på samvittigheden. Det passer fint ind i det mere guitarbaserede lydbillede som hun præsenterer på The Fall. Eller feks. på et nummer som It's gonna be, med grumset Wurlitzer og buldretrommer. Det klæder på mange måder Norah.
Der er blevet skruet ned for jazz og country tendenserne og istedet er der puttet mere rock på. Men rolig nu, det er stadig Norah Jones. På nummeret Back to Manhattan lyder alt næsten som det plejer.
Norah Jones er for mig indbegrebet af en stil. Det er også hendes problem. Når man først har skabt et så ikonografisk album som Don't know why, der blev rålyttet af rigtigt mange mennesker. Et album der siden hen har fået status som soundtracket til tiden efter World Trade Center-terrorangrebet. Norah Jones har en letgenkendelig stemme, hvilket også betyder at man næsten automatisk tuner ind på en bestemt lyttekanal i ørerne. Det er en skam for hun prøver rent faktisk at udvikle sig. Her på jazzbloggen opleves det så desværre som en noget mere anonym retning, hvor mange andre kunstnere også kæmper hårdt om en plads.
Norah Jones: www.norahjones.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar