Rasmus Sørensen: Traits (April Records) >> Rasmus Sørensen: Balancing Act (April Records)

 

Det er en double treat som April Records frister med. To plader med samme pianist i hovedrollen der udgives simultant. Den ene har været ude siden sommeren 2022 på streamingtjenesterne. Den udgives nu i fysisk form på LP og CD - og det kan jazzlyttere godt lide. Den anden er helt ny. Det er pianisten Rasmus Sørensen der sidder ved klaveret i spotlyset. Han har boet i New York i perioden 2018-2023 - og det går ikke ubemærket hen i musikken. 

På den nyeste plade er han sammen med et stjernehold bestående af den amerikanske bassist Alexander Claffy og den ligeledes amerikanske trommeslager Kendrick Scott, der er et veletableret navn med tre Blue Note udgivelser i eget navn, de seneste år på samvittigheden. Sørensen havde dem med i studiet i Brooklyn i marts 2023, hvor de i løbet af nogle få timer indspillede albummet Balancing Act. 6 numre, hvor Sørensen har skrevet tre af numrene. Overordnet set er det en energifyldt plade, der passer så meget på lyden af New York City - en sydende smeltedigel af kreativitet, mennesker og kultur fra hele verden. Rasmus Sørensen omsætter det til en klassisk lydende triojazzplade, hvor pulsen er høj og præcisionen er knivskarp. Om det er John Coltranes Mr. Day eller Rasmus Sørensens egen Courage, så er det sprudlende og sindssygt godt spillet. 

Det samme gælder Traits, som April Records har valgt at give en regulær udgivelse på CD og LP.  Det var en plade, der gik under radaren hos mig. Her er Rasmus Sørensen sammen med sin vanlige trio, der består af den svenske bassist Jon Henriksson og den italienske trommeslager Francesco Ciniglio. Det er også den energifyldte triojazz, der er i fokus. Rasmus Sørensen er bror til trompetisten Jakob Sørensen, der har en tydelig nordisk tone i sin musik. Det har Rasmus Sørensen ikke. Han er i den amerikanske stil, hvor temperament, puls og time er en anden størrelse. Jeg synes at det er en fornøjelse, at høre en dansk pianist der er i midten af tyverne, der spiller med så stor autoritet i musikken. Han er et stjernefrø - og det virker som om, at det her er starten på en stor karriere. Du kan lige så godt hænge på nu, der er meget der tyder på, at det bliver en fed rejse.

Bandcamp

Art Roho Serving Mads Søndergaard (HHH Music) >> Art Roho Serving Hannes Bennich (HHH Music) >> Art Roho feat. Niels Flipper Stuart (HHH Music)

 

Den første udgivelse med dem slap forbi min radar i 2020 - ligesom den der kom i 2023. Nu er jeg til gengæld helt fremme på beatet med den nyeste, der udkommer 15. marts og hvor der allerede er nogle singler tilgængelige på streamingtjenesterne.

Art Roho er en duo med Jakob Roland på bas og Henrik Holst Hansen på trommer. De har lavet et projekt, hvor de inviterer en gæstemusiker indenfor. Den første fra 2020 var med tenorsaxofonisten Niels Flipper Stuart, der siden 70'erne har været kendt som sikker sideman i swing, pop og trad. jazz. Hans dejlige tone på saxofonen og store musikalitet er omvendt proportional med de udgivelser der findes med ham, hvor han indtager en hovedrolle. Det er rent ud sagt et scoop at Roland og Hansen har budt Niels Flipper Stuart indenfor. De spiller selvfølgelig en bunke standards, hvor der er masser af plads til Flipper i den lille trio setting. Den plads indtager han med stort overskud. Om det er svedigt uptempo som på den oldgamle (Back home again in) Indiana som Original Dixieland Jazz Band indspillede i 1917 og som Louis Armstrong havde som fast åbningsnummer sammen med sine All Stars eller en rolig balladeversion af Tea for Two, så er Flipper funklende som en stjerne.

På udgivelsen fra 2023 er Art Roho sammen med en langt yngre saxofonist, det svenske stjernefrø Hannes Bennich, der bla. spiller i Kathrine Windfeld Sextet. Det er en væsensforskellig udgivelse - det interessante er at Art Roho gør det samme som på Flipper-udgivelsen, de går ind og skaber et organisk og levende grundlag som Hannes Bennich indtager med uimponeret ro og sjæl. Bennich har sin egen tone, hvilket han demonstrerer meget smukt på så forskellige numre som John Coltranes Equinox og Sam Phillips’ Sister Rosetta goes before us som Robert Plant & Alison Krauss har været med til at gøre kendt. Hittet på pladen er dog utvivlsomt Ack Värmeland du sköna, hvilket også kan ses på Spotify, hvor den har rundet 1.3 mio afspilninger.

Det nye album er sammen med pianisten Mads Søndergaard og noget andet end de to plader med saxofonen i front. De åbner albummet med Gillian Welch’s Dark turn of mind, her er vi ovre i det roots inspirerede område. Ellers er det et album med smuk og luftig klavertriojazz. Det kan godt være at Mads Søndergaard ikke er så kendt i bredere jazzkredse. Det siger ikke noget om mandens talent, det er nemlig stort. Han befinder sig et sted mellem de amerikanske traditioner og den nordiske melankoli. Der er både noget Bill Evans (de spiller The Peacocks) og Keith Jarrett på spil. Jakob Roland og Henrik Holst Hansen er som på de to andre udgivelser, veloplagte og lyttende. De giver Mads Søndergaard et spotlight som han træder ind i uden problemer. Som en lille - ikke uvæsentlig - ting skal det nævnes at lyden er rigtig god på alle tre udgivelser. Henrik Holst Hansen er også lydtekniker og kæler virkelig for lyden. 

Alle udgivelserne er ude på streamingtjenesterne. Rygtet siger, at de har flere udgivelser i støbeskeen.

Art Roho

Various Artists: MEUF vol. 2 (Barefoot Records) digital

 

I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag. Det fejrer Barefoot Records og saxofonisten og komponisten Maria Dybbroe med albummet MEUF vol. 2. Albummet præsenterer 19 kvinder fra den eksperimenterende musikscene i Norden. Det er anden gang at Dybbro kuraterer et album med kvindelige musikere, der udkommer d. 8. marts.

Det er værd at bemærke at den eneste genganger på vol. 2 er Dybbroe, hvilket giver god mening, når det er hende der står bag samlingen. I år spiller det ind på udvalget af musikere, at hun bor i Oslo og er tæt knyttet til Norges eksperimenterende musikscene. Albummet åbner i den milde ende, hvor sfæriske norske folketoner strømmer os i møde med duoen Camilla Hole på sopransax og Guro Kvifte Nesheim på det 10-strengende strygeinstrument Hardanger D’amore. På det efterfølgende nummer skiftes der stemning og stil. Det dystre drone nummer Siren er betagende. Dybbroe har komponeret nummeret Vi ser havet i det fjerne - der kommer i to dele på pladen. Den fremføres af Lisa Marie Vogel på bratsch og Bettina Ezaki på violin. Et nummer der placerer sig ude i havet mellem folkemusik, improvisation og klassisk musik.

Danske Amalie Dahl der bor i Norge har en forrygende improviseret altsax duet sammen med belgiske Ornella Noulet på Brussel’s antimatter. "Dette album kredser ikke om nogen specifikt, men hylder snarere kraften i kollektiv synergi," siger Maria Dybbroe om albummet. Det er en meget inspirerende udgivelse, der sætter en tyk streg under, at den eksperimenterende musik trives og er i udvikling. Det er uforudsigeligt og selvfølgelig kun et ekstra plus, at Maria Dybbroe så tydeligt gør opmærksom på kvinderne med denne udgivelse.

Bandcamp

Sanne Graulund: Context (Sanne Graulund) LP/digital

 

Den her plade fortjener at mange flere opdager den. Da jeg hentede den ved min lokale pakkepusher, kørte radioen - og ud af den strømmede en cover-version af Robyns udødelige hit fra 2010, Dancing on My own. Mellem os sagt var det en lidt fesen og kedelig udgave i langsomt tempo. Sådan skal det måske være, når man skruer ned for tempoet på et dansegulvshit? 

Nej, det skal det ikke! Udover at lægge titel til Sanne Graulunds LP, så har hun lavet den i en helt anden version. Hun gør den til sin egen i en nedkølet version med indre varme. Det er svært at pille ved et elektronisk dansegulvshit. At føre den en anden vej, hvor jazz og glødende nærvær er tilstede, er lige præcis det Sanne Graulund gør - endda toppet med en fed saxsolo fra Jan Harbeck der lyder som Jan Harbeck. Faste læsere af denne blog ved, at jeg er meget tilfreds når det er tilfældet.

Pladen er andet end Robyns hit. Sanne Graulund der spiller klaver og synger har lavet den i tæt samarbejde med Carsten Skov, der spiller vibrafon og har produceret. Hun har valgt en række numre af andre kunstnere og lukker albummet ned med sin egen You will see. Valget af numre svinger mellem jazzstandards som eks. Moon River og rocknumre som Radioheads No Surprises og David Bowie 5:15 The Angels have Gone. 

Det er en dejlig rolig plade, hvor den musikalske indpakning og Sanne Graulunds varme stemme passer godt sammen og er stemningsskabende. Den vil jeg vende tilbage til for, at genhøre Bowie og Robyn-numrene og de lige så fede udgaver af Sonny Bonos Bang Bang og Hoagy Carmichaels The Nearness of you.

Sanne Graulund

Marilyn Mazur Group: Flow (Clap Your Hands) CD/digital

 

Hun er og kan så meget. Det her opfatter jeg dog som Marilyn Mazurs kerne, som Mazurs hjertemateriale. Det er sandsynligvis også fordi, at jeg holder allermest af hende i denne setting. Når hun folder sine mange musikalske farver ud. Hun er sammen med Fredrik Lundin på sax og fløjte, Krister Jonsson på guitar og Klavs Hovman på bas. Musikere som hun har spillet sammen med i mange år i mange sammenhænge. Det giver tryghed og det giver lytteren mulighed for at høre trommemennesket Marilyn Mazur, der ned til mindste detalje håndkolorerer et sort/hvidt billede med så megen dybde, at det kommer til, at fremstå tredimensionelt.

Hun spiller på trommer, kalimba, percussion og bruger stemmen. Der er klokker, gonger og andet godt fra Mazurs store trommeværksted. Lundin tager sig af både mezzosopran og tenorsax og basfløjte. Det er musik der trækker på mange forskellige musiktraditioner og -kulturer. De fire musikere fører os igennem musikken med stor sikkerhed og præcision. 

Bandcamp

Cornelia Nilsson: Where do you go (Stunt) LP/CD/digital

 Det er som at høre to albums på en gang. Først et nummer fra den ene og så et fra den anden. Det er heller ikke helt tilfældigt, da det drejer sig om to sessions med halvandet års mellemrum med forskellige musikere. Det er den i Danmark bosiddende svenske trommeslager Cornelia Nilsson der debuterer med albummet Where do you go? Hun er på ingen måde grøn ud i trommespillet og har huseret i det københavnske jazzmiljø i flere år.

På den ene session er hun sammen med den amerikanske pianist Aaron Parks og på den anden er det den ungarske saxofonist Gabor Bolla, der også bor i København. Den ligeledes i København bosatte, svenske bassist Daniel Franck er med på begge sessions. Som Ned Ferm, der også er pladens producer, skriver i pladens linernotes, så udforsker hun rum og skønhed sammen med Aaron Parks på deres 6 numre sammen. Mens der helt bogstaveligt brænder en ild i tre af de fire numre som hun har lavet med Bolla. Jeg er vild med begge sessions.

Når Bolla tænder op for bålet med Ornette Colemans The Sphinx eller standarden East of the sun and west of the moon, så er Cornelia Nilsson benzin på bålet. Det er sprængfarligt! Sammen med Parks er det noget helt andet og mere sanseligt. Lyt feks. Cornelia Nilssons komposition The Wanderer, hvor de smelter sammen i et roligt valsende tempo, hvor der anes uro lige under overfladen.

Jeg havde foretrukket to mere sammenhængende albums - nu er det et flot visitkort fra en af den københavnske jazzscenes mest spændende trommeslagere (og musikere) lige nu.

Anke Helfrich: We’ll Rise (Enja Yellowbird) CD/digital

 

Den er nomineret i kategorien Album of the year til Deutscher Jazz Preis, der finder sted til april. Jeg har af mange - nogle bedre end andre - grunde ikke hørt alle tyske jazzalbums - men tror at den har en god chance.

Pianisten Anke Helfrich har lavet et album der er er gennemsyret af jazz sammen med sine vanlige musikere, Dietmar Fuhr på bas og Jens Düppe på trommer. Der hvor albummet skiller sig ud fra den store flok, er det budskab som Anke Helfrich vil ud med. Op gennem historien har bemærkelsesværdige kvinder præget verden med deres bidrag og præstationer. Nogle er blevet kendte mens andre uretmæssigt er glemt. Det er fokus for Anke Helfrich, der meget passende lægger ud med at hylde den amerikanske jazzpianist Geri Allen, der døde kort efter sin 60 års fødselsdag i 2017. Nummeret indledes med Terri Lyne Carrington, der fortæller om Geri Allens betydning for hende, for andre og for musikken. Geri Allen er en rollemodel for Anke Helfrich og mange andre. 

Der er numre der hylder maleren Frida Kahlo, den italienske skuespiller Giulietta Masina og den franske instruktør Alice Guy-Blanché. Sprinteren Cathy Freeman hyldes på ‘Cos I’m free, hvor Adrian Mears gæster på didgeridooo og senere skifter over til trombone. Det er et forrygende dynamisk nummer, der vitterligt lyder af svævende frihed. Thelonious Monk er en af Anke Helfrichs store forebilleder. På The Nell-Nica sætter hun fokus på to vigtige kvinder i Monk’s liv. Hans hustru Nellie Mona, der sørgede for at kradse Monk's hyre ind og Nica de Koenigswarter, den britiske baronesse som Monk mødte i Paris i 1954 og som siden hjælp ham på mange måder. Monk hylder dem i øvrigt selv, på henholdsvis Crepscule with Nellie og Pannonica. Helfrich går ind i Monks musik og kommer ud med et frisk take på traditionerne. 

Albummet lukkes ned med en soloklaverudgave af Duke Ellingtons Sophisticated Lady, som Helfrich dedikerer til sin moder. En passende afslutning på et meget personligt album, der giver noget til lytteren. We’ll Rise er ikke et traditionelt tribute-album, det er meget mere end det.

Anke Helfrich

Little North: While you wait (ACT Records) LP/CD/digital

 

Der har været fart på Little North siden den første plade med dem på April Records kom i maj 2020. Allerede to år efter havde de udgivet tre plader og spillet på den store internationale messe Jazzahead i Bremen. Jeg ved ikke om det var der, hvor kontakten til det toneangivende tyske pladeselskab ACT blev skabt. 

Faktum er at Little North nu debuterer for ACT og er klar til den store (jazz)verden. Klavertrioen følger ikke en fast skabelon med deres udgivelser. Denne gang har de den norske trompetist Oscar Andreas Haug med som gæst på deres album While you wait.

 ACT er ikke bange for at nævne et par af deres største kommercielle succeser, Esbjörn Svensson og Bugge Wesseltoft i sammenhæng med Little North. Det handler selvfølgelig om den nordiske jazz, der også har et stort publikum syd for Kruså. Little North nævnes som den nye generation, hvor melodi og melankoli flettes elegant ind i triojazzen.

Trioen + Oscar Andreas Haug skuffer på ingen måde. Det er en velfungerende og sammenhængende plade, hvor trioens sammentømrede kollektiv sagtens kan folde sig ud og byde en storspillende trompetist indenfor. Det er et stærkt udspil fra Little North der skruer mine forventninger i vejret til et internationalt gennembrud.

Bandcamp