Cecilia Engelbrecht Heick: Spring is a promise of fall (Gateway) LP

Kvindelige jazzvokaler med udgangspunkt i jazzstandards har jeg skrevet om mange gange før. Er det en debutant? Der har jeg også været...adskillige gange. Der skal med andre ord en hel del til før mine ører blafrer af vellyst, når endnu en debuterende dansk jazzvokalist dukker op. Barren skal sættes så tilpas højt, at ørerne justerer ind og opfanger en sangerinde, der har et helt særligt talent.

Det har Cecilia Engelbrecht Heick. Af flere grunde. Hun har for det første indkaldt et topband til, at omsætte sine musikalske idéer og så har hun for det andet, selv skrevet musikken. Af CD’ens 11 numre (LP har 8 numre, grundet pladsmangel) er der kun 2 standards. Cecilia Engelbrecht Heick placerer sig til gengæld så tæt op ad standardgenren, at jeg sagtens kunne forledes til at tro, at det var Jerome Kern der havde skrevet pladens åbningsnummer Spring is a promise of fall. Det er en imponerende flot bedrift.

Anders Larson på trombone, Thomas Clausen på piano, Thomas Fonnesbæk på bas og Anders Kjellberg på trommer leverer ikke kun rutine og driftssikkerhed. De giver hende et akkompagnement, der er passende til de flotte numre. At indføje Anders Larsons trombone i projektet er en gylden detalje. Som på den dansksprogede Marts, hvor Cecilia og trombonen mødes i en bevægende duet. I pladens linernotes placerer Thomas Clausen hende et sted mellem Liva Weel og Billie Holiday. Det er ikke helt skævt. Melankolien i Cecilias stemme er både sanselig og nordisk. Hendes stemme er den afrundende grund til, at bruge tid på denne plade. Hun er ingen vårhare og har tidligere arbejdet med musik til de allermindste. 

Når hun synger fornemmes der en afklarethed, der er behagelig og beroligende. 

csille.dk

Peter Danstrup: Sacrified (ILK)

Der er langt fra den funky fusionsgruppe Cox Orange, der slog sine folder i 70'erne og 80'erne til free jazz gruppen Strange Brothers, der med bl.a. John Tchicai spillede på kanten af melodien. Begge grupper havde bassisten Peter Danstrup som medlem, der også har slået sine folder som rektor på det rytmiske musikkonservatorium og i sammenhænge med pianisten Jan Kaspersen og selvfølgelig Mikkel Nordsø Band. 

I 2009 startede han bandet Reptiles, der i 2012 fik to Danish Music Awards og siden hen blev til det mindre band Klökkeblömst. Nu har han i en alder af 62 år, atter barslet med et unikt projekt.

Sacrified er en oktet som han startede sidste år. Besætningen består af vokal, fløjte, cello, piano, valdhorn, tuba, trommer og Danstrup på den akustiske basguitar. Musikken og ikke mindst teksterne er lavet omkring en religiøs struktur. Musikken er skrevet specifikt med tanke på den specielle orkestrering, hvor fem af medlemmerne er kvinder. 

Det er tredje gang inden for kort tid, hvor sangerinden Nina Baun er i spidsen på en plade, jeg anmelder her på bloggen. Her må jeg tippe på hatten og hilse beæret på Dantrup. Han formår at udfordre og udfolde Nina Bauns stemme og talent. Han har lavet nogle arragementer, der stiller nogle vilde krav til Nina Bauns formåen og hun opfylder dem.

Stemingen er sakral og kammermusikalsk, hvor ordene betyder meget. Hvor den ledsagende musik understøtter og skaber drama og spænding.

peterdanstrup.com

Jesper Elving/Anders Mathiasen/Bjørn Heebøll/Felia Gram-Hansen: bekeks (Insula Jazz) kassettebånd

Vi befinder os I en tid hvor alting skal give mening, være monetært indtægtsgivende og kunne administreres og forstås via et regneark. Digteren Jesper Elving har gudskelov ikke forstået det. Sammen med musikerne Anders Mathiasen (fra Murder og Vessel), Bjørn Heebøll og Felia Gram-Hansen har han lavet dobbeltkassette udgivelsen med den besynderlige titel bekeks. Elving benytter sig af sound poetry, nonsens ord der ikke betyder noget. Det kan nogle gange lyde som når man siger et ord bagfra. 

Den israelske freejazz ekspert og anmelder Eyal Hareuveni skrev i sin anmeldelse af bekeks på freejazzblog.org, at det kan kræve et kendskab til det danske sprog, hvis man skal have det fulde udbytte af vrøvleriet. Det er en ganske interessant betragtning, da det der kommer ud af Elving ikke er ord i vanlig betydning. På den anden side kan jeg godt følge Hareuveni. Det er nemlig med en umiskendelig dansk udtaleklang at ordene leveres. Her kan det have en betydning med kendskabet til det danske sprog. For selv  om det uforståeligt, det der siges, så er der et tryk og sang i udtalen der giver det meningsløse mening.

Sammen med musikere der heller ikke spiller musik, der kan forstås ud fra almindelige forestillinger om musik, bliver det til en sær omgang. Eller er det så sært?  Det er overvejende percussion og præparerede guitarer der bruges af de tre musikere. De spiller både frirytmisk og frimelodisk. Sammen med Elvings fridanske sprog sker der noget usædvanligt.

Under aflytningen af de to bånd afmonteres vore ophobninger af forudindtagethed stille og roligt. Som i en mental omgang strippoker, bliver klæderne vi har lagt ned over vores opfattelse af ord og sprog fjernet. Ved afspilningen af side 4 (der ikke hedder side 4 - men er fire prikker) nikker jeg og siger rojts faka.

insulamusic.dk

Carsten Sindvald: Moonscape (New Manna)

Sidste gang jeg skrev om den fynske musiker Carsten Sindvald, var i 2011 i forbindelse med at han havde lavet albummet King's Chamber. Min begejstring for albummet var begrænset. Så det var med skepsis, at jeg lagde ører til hans nyeste epos Moonscape. Han har forladt firserfusionen. I stedet er han gået i retning af noget der henter inspiration i tango, flamenco, jazz og kammermusik - med et hint af fusionsjazz.

Sindvald er som udgangspunkt saxofonist. Han spiller både sopran- og tenorsax, klarinet, piano og keyboard. Desuden arbejder han til daglig som organist og er korleder. Han kommer med andre ord bredt omkring i musikkens verden - men holder sig dog fra kor og kirkeorgel på denne plade. 

Pladen er blevet til i samarbejde med David Hennessy, der ud over at producere også spiller trommer, percussion, guitarer og soundscapes. Det er en plade, der på mange måder er sin egen. Det er charmen ved pladen, at den ikke kan sættes i en ramme. Carsten Sindvald er på sin egen planet eller måne. Her har han det godt og lader sig ikke påvirke af udefra kommende tendenser. Carsten Sindvald er både klassisk, jazz og verdensmusik.

sindvald.com

Oscar Alvarez Rifbjerg: ¡Rómpelo! (Gateway)

Forfatteren Klaus Rifbjerg opholdte sig i flere perioder i Spanien. Hans datter blev også gift med en spansk mand. Det er Oscar Alvarez Rifbjerg et resultat af. Pladen ¡Rómpelo! er pianisten Oscar Alvarez Rifbjergs hyldest til sin berømte morfar. Når det er bedst, er det temperamentsfyldt og flamencoinflueret jazz med tryk på. 

Han har boet i Danmark de seneste år. Han har samlet en trio med Emil Brun Madsen på bas og Johan Kolsut på trommer, desuden har han inkluderet den spanske sanger Gustavo Rey i projektet.

Pladen er en sjovt strittende sag. Der er de lettere kedelige nordiske toner, som på El rio, El Castillo, Los Pinos med indføjet spansk sang og morfar hyldesten, soloklavernummeret Rif. 

Oscar Alvarez Rifbjerg springer til gengæld fuldt flyvefærdig ud på titelnummeret Rompelo! Her er han mere på hjemmebane. Der er mentale tramp i gulvet. En rytmisk effektiv beslutsomhed ved pianoet der kan minde om Michel Camilo. ¡Rompelo! er et album fra en musiker der har meget på hjerte. Næste gang må han gerne tage den med ro og ikke behøver at fortælle så meget på en gang. 

oscaralvarez.dk

Martin Kirkegaard: Artvectum - ledsagelse/ord/lyd/første - digte fra jazzens vold (DaFuGa/Forlagt for ophobet litteratur) digtsamling

For et par år siden startede jeg en facebookgruppe Jazzogvinyl, hvor jazznørder, freaks og hipsters kan mødes og dele deres begejstring for jazz - og i særdeleshed jazz på vinyl. Her var der i en periode en fyr ved navn Nitram Coltyard, der slog sine digte op, om forskellige plader han havde hørt. 

Nitram Coltyard var et alias for Martin Kirkegaard, der nu har samlet digtene og flere til i en bog. Digtsamlingen Artvectum har fået undertitlen ledsagelse/ord/lyd/første og underundertitlen digte fra jazzens vold. Han er næsten uudtømmelig i ordrigdom og fantasi. Noget han omsætter, når han sætter ord på jazzlytningen. At han også er guitarist er en anden historie.

Pladerne som han har sat ord på, er som taget fra mine pladehylder. Allerede her, spændes min interesse til det yderste. Martin Kirkegaard har fordomsfrie og nysgerrige ører.

små springperler i knas drejer rundt

i et uforudsigeligt ostinat der spiser sig selv

vinylens åndedræt af støj

toner på vådt sandpapir vibrerer sig gennem nålen

svagt dansende i rillen på den blanke snurrende sorte overflade

…

- støj i vinylland #1

Gamle mestre: Mingus, Komeda, Miles, Ayler, Coltrane og Webster. Århusianske stjerner: Jakob Bro og Jakob Buchanan. Men også belgiske The Bureau of Atomic Tourism, svenske e.s.t., tyske Brötzmann, danske Carsten Meinert og norske 1982. Der er et digt om Johannes Røds diskografi Free Jazz and Improvisation on Vinyl og Lars Greves Breidablick. Martin Kirkegaard sætter ord på stemninger. Improviserer med ord. Leger med ord. Smager på ord. Beskriver.

…

a fine crystal falder ud på gulvet

bliver liggende og skinner i lang tid

uden at fortælle mig andet end den er smuk

hård men alligevel blød som smør

en vidunderlig lille vals i tre

minder mig om at alt er det hele værd

sådan kan det også være 

når året ledes mod sin ende (note: skrevet den 31.12.15 - påbegyndt kl. 19.35)

- The Art Farmer Quartet feat. Jim Hall To Sweden with love

I de lyrisk svingende passager og fortællinger om sine mentale jazzoplevelser, kan han sine steder minde om Jørgen Leth. De vil begge informere og sætte ord på følelser. Det er forklarende og har man først den samme jazz, som Martin Kirkegaard, inde under huden er det både rørende, bevægende og fedt med nogle velplacerede ord. Martin Kirkegaard kan bruges som en guide, en mentor og katalysator. I den sidste del af bogen har han skrevet sit manifest. Om at skrive sit navn i jazz, om at blive berørt af musikken og om at købe vinyl. 

Jeg har modtaget nr. 7 ud af 50 nummererede eksemplarer. Det er smal musik der beskrives i et format, der heller ikke sælges i shitloads. Hvis du har læst denne anmeldelse til ende, så er der en god chance for at du tilhører den lille målgruppe for denne skønne bog. Det er en bog der har fulgt mig rundt på min sommerferie og beriget den med gyldne øjeblikke af ord. Køb den. Den vil blive taget frem igen og igen.

dafuga.dk

Johann Gustav: Wood Factory (Gateway)

Den unge pianist Johann Gustav debuterede i foråret med dette album, Wood Factory. Han er i gang med studierne på konservatoriet i Odense. Man får ikke indtrykket af, at det er en ung og uprøvet musiker der har lavet pladen. Han har samlet en sekstet bestående af saxofon, trompet, guitar, bas, trommer omkring sig selv og pianoet. Musikken fremstår gennemarrangeret - og bearbejdet. Stilen er lyrisk og enkel med luft, plads og ro til de enkelte instrumenter. Johann Gustav har en god fornemmelse for melodien, hvor f.eks. Creme Brulee med sit let melankolske udtryk er en af mine favoritter.

Han bruger sekstetten som et samlet hele, hvor han via sine kompositioner leder dem fint gennem stemningerne. De seks numre på pladen er gode præsentationer af pianisten og komposnisten Johann Gustav. Med en sådan debut er forventningerne til opfølgeren skruet gevaldigt i vejret.

johanngustav.com

Markus Stockhausen & Florian Weber: Alba (ECM)

Stockhausen er et brand indenfor musikkens verden. Siges navnet, tænkes der automatisk på svært tilgængelig 12-tone musik. Ligesom hvis man siger Lamborghini, så tænker man straks på en fræk italiensk sportsvogn. Men ligesom Lamborghini er også navnet på en traktor. Så er Stockhausen også navnet på en jazztrompetisten Markus, der er søn af komponisten og 12-tone musikkens opfinder Karl Heinz. 

Allerede i 1984 udgav Markus Stockhausen sin første plade på ECM Records. Herefter kom der med jævne mellemrum en udgivelse på ECM Records med trompetisten. Nu er der gået 16 år siden den seneste ECM udgivelse. I de mellemliggende år har han holdt et højt udgivelsesniveau med både store orkestrale værker og elektroniske eksperimenter, heriblandt bandet Eternal Voyage hvor han er sammen med pianisten Florian Weber. 

De er gået sammen om en duoindspilning i et flot og enkelt akustisk setup. Den tyve år yngre pianist Weber finder sammen med Stockhausen omkring nogle sfæriske kammertoner. Det er beroligende smuk musik, der har et fæste i jazzen via improvisationen. Stockhausen veksler mellem flygelhorn og trompet. Han er ikke ulig Kenny Wheeler. Alba er et særdeles fint album til de rolige stunder.

ecmrecords.com

Kommende Jazzudgivelser efterår 2016

September er altid en af de store udgivelsesmåneder. Det er heller ikke nogen undtagelse i år, hvor der kommer en lang række store internationale udgivelser. Der er også et par af mine personlige favoritter, der er aktuelle. Bremer/McCoy udgiver deres tredje album og Jakob Bro udgiver sit andet album på ECM. 

God fornøjelse med al jazzlytteriet.

AUGUST

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra feta. Kirk Knuffke: Ubi Zaa (Steeplechase)

Marc Mommaas & Nikolaj Hess: Ballads & Standards (Delta)

Andy Laverne: Genesis (Steeplechase)

Eivind Aarset: E.I. (Jazzland)

Sinikka Langeland: Magical Forest (ECM)

Tygve Seim: Rumi Songs (ECM)

Mats Eilertsen: Rubicon (ECM)

Norrbotten Big Band & Cecilia Person: Composer in residence (Prophone)

Tigran Hamasyan & Arve Henriksen: Atmospheres (ECM)

Iiro Rantala: How long is now? (ACT)

The Bad Plus: It's hard (Sony)

Nels Cline: Lovers (Blue Note)

Kevin Hays New day Trio: North (Sunnyside)

Michel Portal: Radar Live At Theater Gütersloh (Intuition)

SEPTEMBER

Det Glemte Kvarter & Søren Ulrik Thomsen: Power (Gyldendal)

Jakob Bro: Streams (ECM) m. Thomas Morgen og Joey Baron

Bremer/McCoy: Forsvinder (Raske Plader)

SVIN: Missionær (Ponyrec)

Fiil Free: TBA (Fiil Free Records)

Henrik Jensen's Followed by Thirteeen: Blackwater

Kenny Washington: Moanin' Live at Montmartre (Storyville) m. Jesper Bodilsen og Jacob Christoffersen

Tomas Franck Quartet: Association Live at Montmartre (Storyville) m. Carsten Dahl, Daniel Franck og Rodney Green

Marius Neset & London Sinfonetta: Snowmelt (ACT)

Nils Petter Molvær: Buoyancy (Okeh)

Bushman's Revenge: Jazz, Fritt etter hukommelsen (Rune)

Beady Belle: On my own (Jazzland)

Don Cherry: Complete Communion Live in Stuttgart (Modern Silence) Live 1966 m. Bo Stief, Gato Barbieri, Aldo Romano

Robert Glasper Experiment: ArtScience (Blue Note)

Throttle Elevator Music & Kamasi Washington: Throttle Elevator Music IV (Wide Hive)

Dinosaur: Together as one (Edition)

Dhafer Youssef: Diwan of Beauty & Odd (Okeh)

Jacky Terrasson & Stephane Belmondo: Mother (Impulse)

John Scofield: Country for old men (Impulse)

Joey Alexander: Countdown (Motema)

Ben Wendel: What we bring (Motema)

Pablo Held Trio: Lineage (Pirouet)

Andrew Cyrille Quartet: The Declaration Of Musical Independence (ECM)

Giovanni Guidi: Ida Lupino (ECM)

Jerry Bergonzi: Spotlight on Standards (Savant)

Chuck Loeb: Unspoken (Shanachie)

Tom Harrell: Something gold, something blue (High Note)

Macy Gray: Stripped (Chesky) m. Ari Hoenig, Daryl Johns, Russell Malone og Wallace Roney

The Cookers: The Call of the Wild and Peaceful Heart (Smoke Sessions)

Omar Sosa & NDR Big Band: Es:sensual (Skip)

Renegades of Jazz: Moyo Wangu (Agogo)

Madeleine Peyroux: Secular Hymns (Decca)

Joshua Redman & Brad Mehldau: Nearness (Nonesuch/Warner)

Jason Palmer: Beauty ‘n’ Numbers The Sudoku Suite (Steeplechase)

Gregory Tardy: Chasing After The Wind (Steeplechase)

Till Brönner: The Good Life (Universal)

Tommy Smith & The BBC Scottish Symphony Orchestra: Modern Jacobite (Spartacus)

Ethan Iverson: The purity of the turf (Criss Cross) m. Nasheet Waits og Ron Carter

OKTOBER

Oilly Wallace & Johannes Wamberg: Easy Living (Unity Rec)

Horse Orchestra: Four Letter Word (Barefoot Records)

Charlotte Maria Thorsen: Fragments and feathers (Beach Farm/Gateway) m. Thomas Maintz, Thomas Fonnesbæk, Francesco Cali og Lisbeth Diers

Norah Jones: Day Breaks (Blue Note) m. Dr. Lonnie Smith og Wayne Shorter

Dan Berglund & Magnus Öström: E.S.T.Symphony (ACT)

Nils Landgren: Christmas With My Friends V (ACT)

Roberto Fonseca: Abuc (Impulse)

Kirk Knuffke & Jesse Stacken: Satie (Steeplechase)

Olegario Diaz: Aleph In Chromatic (Steeplechase)

Burek Bedikyan: Awakening (Steeplechase Lookout)

NOVEMBER

Høxbroe/Kaspersen: Fiol Sessions Master Series (Fiol)

Carl Winther: Deconstructing mr. X (Steeplechase Lookout)

Vic Juris: Vic plays Victor (Steeplechase)

Rich Perry: Mood Steeplechase)

DECEMBER

Zier Romme Trio: Fiol Sessions (Fiol)

EFTERÅR uden nærmere dato

Sannerud: Diversity (Sannerud) LP

Debre Damo Dining Orchestra: TBA (?)

Morten Pedersen 5tet: TBA (Barefoot)

Living Things: TBA (Barefoot)

Morten Pedersen solo: TBA (Barefoot)

Mulgrew Miller & NHØP: Live at North Sea Jazz Festival 2000 (Storyville)

Alex Jønsson: Heart of Gold

Live Foyn Friis with Aarhus Jazz Orchestra: TBA

Vulkan: TBA (Gateway) dansk/australsk med Jakob Sørensen

Vela: TBA (?) med Esben Højlund, Aino Juutilainen og Anders Vestergaard

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 15 Shakers (Hiatus) 7"single

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 16 Triangles (Hiatus) 7"single

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 10 Hi-Hats (Hiatus) 7"single

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 10 Clarinets (Hiatus) 7"single

2017

Jakob Sørensen Trio: TBA (Jaeger Community)

Morten Schantz: Godspeed (Edition) m. Anton Eger og Marius Neset

Banda Magda: Tigre (Ground Up)

Miroslav Vituos: Music of Weather Report (ECM)

Han er ubestrideligt en af de største jazzmusikere, som Europa har fostret. Den tjekkiske bassist Miroslav Vitous dannede sammen med en anden stor europæisk jazzmusiker Joe Zawinul, bandet Weather Report i 1970. De boede begge i USA og bandet gik hen og blev det nok mest populære band indenfor jazzen. Men da det skete, var Miroslav Vituos allerede ude af Weather Report og blev erstattet af Alphonso Johnson, der senere blev erstattet af Jaco Pastorius. Vituos forlod bandet p.g.a. uenighed med Zawinul, der gik i en mere populær retning med inspiration fra den sorte funk. Desuden så Vituos heller aldrig nogen penge. 

Han lavede i 2009 pladen Remembering Weather Report for ECM Records. Nu vender han atter tilbage til bandet med en spændende opsætning. Trommeslagerne Gerald Cleaver og Nasheet Waits har fået hver deres kanal, ligesom saxofonisterne Gary Campbell og Roberto Bonisolo. Aydin Esen på keyboards har dog fået lov til at brede sig ud over begge kanaler. Megahittet Birdland kommer ud at flyve på Birdland Variations, hvor de frækt leger med temaet, som et barn der skal forsøge at klippe efter kanterne, men alligevel kommer til at klippe en bid af her og der, som ellers skulle have været der. Det er modigt at give Weather Report den helt store improtur, hvor Vitous med dette projekt bevæger sig væk fra de rocklignende rytmer, der ofte har været omdrejningspunkt i Weather Report. 

ecmrecords.com

RED! Jazznyt.com presents The Sound of Danish Jazz 2016 - on Spotify

Jazznyt har allerede lanceret en playliste med dansk jazz. Det var den hvide. Nu er tiden kommet til den røde liste, hvor der er blevet plads til de mere skæve og eksperimenterende danske jazztoner. 

Playlister er sjældent det bedste til, at præsentere musik, der stiller krav om at blive lyttet til. Musik der ikke lavet for at behage eller på anden måde bekræfte det man godt ved i forvejen.

Derfor kan du bruge listen som udgangspunkt for at grave dybere i de forskellige albumudgivelser, som jeg har plukket de enkelte numre fra. God fornøjelse. 

Følg Spotify-listen, hvor jeg resten af året vil tilføje nye spændende og eksperimenterende danske jazztoner.

WHITE! Jazznyt.com Presents The Sound of Danish Jazz 2016 - on Spotify

Vil du vide hvordan dansk jazz lyder i 2016, så får du ikke et bedre bud end de to playlister jeg har lavet på Spotify. 

Jeg har lavet to forskellige. En rød og en hvid. De inkluderer i store næsten al den jazz, der er udkommet herhjemme i år. 

Enkelte kunstnere - og det er meget få - har valgt at holde sig fra streamingmediet, så dem må du opsøge andet steds. 

Den første er den hvide, hvor der allerede er næsten 50 forskellige numre. Jeg fortsætter resten af året med at tilføje til listen. 

Jeg vil opfordre dig til, at følge listen, så du bliver opdateret på tidens danske jazzklang.

Kristian Westergaard: Grey (Unexplained Sounds Group)

Der lander en del mails med streaming links i min indbakke. Ofte ryger de langt ned på prioriteringslisten over udgivelser jeg skriver om, da stakken med fysiske udgivelser som regel er stor. Der er heldigvis undtagelser, hvor nysgerrigheden sender mine ører afsted på nye opdagelser.

Først havde jeg ingen idé om hvem Kristian Westergaard var. Han kommer oprindeligt fra de eksperimenterende udkantsområder af jazzen, hvor han spillede guitar. Jeg anmeldte ham i den sammenhæng for 10 år siden. I dag arbejder han primært med elektronisk musik. Helt konkret laver han musik med en Buchla Synthesizer og en Octatrack Sampler, hvor han har skabt en skønt støjende analog lyd. Det peger sine steder tilbage på noget jeg genkender fra 70'ernes Brian Eno eller Klaus Schulze. Der er susende støj, gentagelser og et sløvt tungt beat. Det er numrene Out of The Maze og Deathsquad gode eksempler på.

Der er noget insisterende og besættende over den musik han skaber med synthesizeren. Der er både den flydende soundscape-sag Reflection II og den clickskrattende The ship is sinking. Her placeres vi mellem meditativ ro og dystopisk uro. Westergaard er i udpræget grad begge dele. Det høres med tydelighed på den 30 minutter lange Live Session april 2016, hvor han rådyrker den dystre minimaltechno til perfektion. Har du et forhold til eksperimenterende electronica kan denne udgivelse varmt anbefales.

Bonusinfo:

Buchla synthesizeren blev oprindelig skabt i 60’erne, på samme tid som den langt mere kendte Moog synthesizer. Den udspringer af et miljø, hvor LSD og visioner om at skabe revolutionerende anderledes musik gik hånd i hånd. I dokumentaren I Dream of Wires på Netflix kommer man tættere på den historie.

kristianwestergaard.com

Løvdal/Landæus/Danielsson/Gullotti: Very Well vol. 1 (ILK)

Jesper Løvdal er en kamæleon, en saxofonernes schweizerkniv. Han har på scene optrådt i mange forskellige jazzsammenhænge - lige fra mainstream til avantgarde. Når han selv har stået i spidsen for et projekt, har det ofte drejet i en lettere avanceret retning (Lovedale) eller er blevet decideret frit og ubundet. Denne plade er er en overraskelse i den sammenhæng. Løvdal har sammen med den svenske pianist Matthias Landæus, der senest begejstrede mig i forbindelse med solopladen From the piano, skrevet musikken. 

Det er balladerne der er i højsædet. De har medbragt den svenske stjernebassist Palle Danielsson og den amerikanske trommeslager Bob Gulotti, som vi bedst kender fra trioen The Fringe.

En sammenligning med Jarretts skandinaviske Belonging kvartet ligger lige for. Selv om jeg indledte anmeldelsen med at skrive at Løvdal var en schweizerkniv. Så er det kun en saxofon, som han holder sig til på pladen, nemlig tenorsaxofonen. Allerede her mere end antydes det, at det er noget andet end Belonging kvartetten. Løvdals tenorsax er milevidt fra Garbareks hymnefyldte sopransax. Der er både noget Coltrane og vel egentlig også noget Joe Lovano og George Garzone i lyden. 

Løvdals tempererede soloindledning på The Sleeping Monster understreger ret tydeligt hvad han kan. Det er jazz af den slags, der får hjertet til at slå og blodet til at bruse. Landæus’ folkemusik inspirerede komposition Carlos er et andet af pladens højdepunkter. De kalder pladen for vol. 1, så kan man kun håbe på en 2’er og en 3’er.

ilkmusic.com

Violí Violã: É Luxo Só (Gateway)

Vi er godt med i forhold til jazzviolinister her i landet. Ud over at vi har Kristian Jørgensen og Bjarke Falgren, så blev Svend Asmussen 100 år for et halvt år siden. Mads Tolling, der bor i USA, blev kåret som den bedste jazzviolinist af kritikerne i det amerikanske jazzmagasin Down Beat for en måned siden. 

Samtidig med det har endnu en dansk jazzviolinist Alexander Kraglund markeret sig. Sammen med guitaristen Jeppe Holst dannede han i 2014 duoen Violí Violã, Nu har de deres første album klart. É Luxo Só er brasiliansk inspireret musik af den behagelige akustiske slags. Både Kraglund og Holst har stor erfaring med den brasilianske musiks stærke traditioner.

Musikken på pladen består af brasilianske kompositioner og en enkelt af Jeppe Holst. Den brasilianske sangerinde Thais Motta sikrer at projektet får den helt rigtige stemme. Den smukke sangerinde er allerede etableret i Brasilien, med flere udgivelser bag sig. Det er et scoop, at de har fået hende med på pladen. Hun giver pladen det sidste og afgørende løft. I øvrigt skal det også nævnes at Afonso Corrêa er med på percussion, samt at Kragelund også fremdrager den kromatiske mundharmonika flere gange. En dejlig dansk-brasiliansk plade i disse OL tider.

violiviola.com

Jasper Høiby: Fellow Creatures (Edition)

Det er sgu' da rimeligt desillusionerende, at Jasper Høibys første plade i eget navn er sammenfaldende med Storbritaniens Brexit. Den danske bassist Høiby er uddannet på London School of Jazz. Han står bag Phronesis, en de mest anmelderroste engelske jazztrioer i mange år. Han udgiver sin musik på det engelske pladeselskab Edition. 

Selv om han flyttede tilbage til Danmark sidste år for, at være tættere på sin syge, nu afdøde søster, er pladen Fellow Creatures alligevel lavet sammen med engelske musikere. Jasper Høiby er en af mange jazzmusikere, der har brugt muligheden for den frie bevægelighed indenfor EU. Spørgsmålet er om ikke fremtiden for den slags ser aldeles sort ud. Der er i øvrigt to andre plader på vej med danske jazzmusikere der er bosiddende i Storbritanien og for nuværende ukendte herhjemme. 

Høiby har ligeledes heller ikke været særligt kendt i det danske jazzmiljø. Sådan forholder det sig ikke længere. Han åbnede Copenhagen Jazzfestival på Jazzhouse med Phronesis og nåede også at spille koncert med musikerne fra det aktuelle album Fellow Creatures. 

Det er en helt anden Høiby vi får lov til at høre på debutpladen i eget navn, end den vi kender fra Phronesis. For det første har han inkluderet en trompetist og en saxofonist i projektet. To af musikerne, trompetisten Laura Jurd og trommeslageren Corrie Dick spiller i gruppen Dinosaur, der har en plade på vej. Saxofonisten Mark Lockheart er kendt fra gruppen Polar Bear.

Musikken er mere åben og luftig end hos Phronesis. Høibys kompositioner åbner op for brede kollektive improvisationer. Høiby placerer sig gerne i spidsen på bassen, som f.eks. Song for the bees. Ellers er det ensemblet som et hele der er i centrum. Det hænger sammen i kraft af det fine samarbejde musikerne i mellem. Høiby er ikke bange for at sætte musikken på spidsen. Der er selvfølgelig genkendelige elementer fra Phronesis, hvor det højpotente drama bl.a. går igen. 

Fellow Creatures er et af den slags albums, der har en lang holdbarhed. Der er så mange delelementer gemt i musikken, at man ikke bliver færdig foreløbig. Har du brug et jazzfix med komplicerede og på samme tid tilgængelige toner, så går du ikke galt i byen med denne plade.

jasperhoiby.com

editionrecords.com

Laura Toxvaerd: Pladeshop (ILK) >> Laura Toxvaerd: Compositions part 1 (ILK) >> Laura Toxvaerd: Compositions part 2 (ILK)

Tre LP'er der udgives på samme tid i pladeselskabet ILK's white label serie, fra den samme kunstner er en heftig omgang, at skulle igennem for en jazzblogger på en gang. Specielt når de er så forskellige og ukategoriserbare. 

På den første er kvinden bag de tre plader sammen med Simon Toldam på keyboards og Marilyn Mazur på percussion. Saxofonisten og nogle gange klarinettisten Laura Toxvaerd har med pladen Pladeshop lavet en forunderlig plade. Jeg er i den fantastiske situation, at jeg ikke umiddelbart kan finde en label, at sætte på musikken. Jeg har sandt at sige, ikke hørt noget lignende før - og jeg efterhånden hørt en del. Pladen byder både på frit improspil og sang, der kan minde om Anne Linnet. Der er valsende vuggeviser til sønnerne. Der er mærkelige lyde fra Toldams keyboard. Der er Marilyn Mazurs altomfavnende percussionspil. Pladeshop er min favorit og bliver en plade jeg vil vende tilbage til med mellemrum.

På Compositions pt. 1 er Toxvaerd sammen med den svenske free jazz veteran, trommeslageren Raymond Strid, Carsten Dahl på piano og Jonas Westergaard på bas. Den er en del af et forskningsprojekt, hvor Toxvaerd har arbejdet med grafiske kompositioner. Der er også udgivet en bog med kompositionerne, Compositions - 18 Graphic Scores på forlaget Spring. Det er interessant at høre Dahl som sideman sammen med Raymond Strid. De interagerer som to mestre de er. De formulerer sig med nogle velkendte virkemidler i et originalt set up, der stiller store krav til dem. Toxvaerd perforerer luften med en altsax, der både har noget Ornette Coleman og Albert Ayler i sin sjæl.

På Compositions pt. 2, hvor hun supplerer altsaxen med klarinet, er hun sammen med trioen Dødens Garderobe, der består af Jeppe Zeeberg på piano, Rune Lohse på trommer og Nicolai Kaas Claesson på elbas. Det er kantet og kompliceret. Det er vildt og vanvittigt. Det er skramlet og skiftende. 

Samlet set er denne trilogi en berusende omgang, der stiller store krav til lytteren, der på den anden side belønnes med stærke lytteoplevelser.

Bonusinfo:

Alle tre plader udkommer på vinyl i ILK’s White Label series, med håndskrevne covers. Der udkommer kun 45 eksemplarer af hver.

lauratoxvaerd.com

Sannerud: Diversity (Sannerud)

Den 22 årige sanger Lasse Sannerud Petersen debuterer her med et album, hvor han allerede med albumtitlen Diversity proklamerer, at det forskelligheden der er i højsædet. Pladens første nummer Hollow sender os i retning af west coast rocken, endda både med strygere og slideguitar. Herefter kommer vi på en musikalsk rundrejse i unge Sanneruds liv. Vi kommer til Afrika på African Roots, med det lille kalimba instrument i hovedrollen. Det er det eneste instrumentalnummer, på en plade hvor de personlige tekster er af stor betydning. Den akustiske ballade Beautiful afløses af mit favoritnummer på pladen. På den funkloadede og groovy Afraid har han blæs (inklusiv en vilter Oilly Wallace på altsax)  Eliel Lazo på congas og er seriøst fuldfed funkbas med på nummeret. Den er også inkluderet på albummet i en alternativ jamversion, hvor der er endnu mere solo til funkfolket. Så følger den smukke Changes, hvor Sannerud selv sidder ved tangenterne og elegant støttes af strygere.

Der er en hel del der er skyld i, at jeg falder fuldstændigt på røven over denne udgivelse. Først og fremmest har Lasse Sannerud Petersen en stemme, der er fuld af indlevelse og nærvær. En stor stemme, der ovenikøbet også besidder evnen til, at skrive og arrangere musik. Musik der leveres i et lækkert organisk set up. Det er med andre ord en vanvittig flot debut, der trækker på inspiration fra westcoast, singer-songwriter, country, folkrock og ikke mindst en god dosis pop, r'n'b og funk og byder på adskillige højdepunkter. Bl.a. også det dansksprogede bonustrack Du, hvor han synger duet med Ida Vermehren. Her støttes de kun af en guitar. Lasse Sannerud Petersen synger igen med en overbevisende stemme, der betager og imponerer. 

Pladen udkommer i første omgang via streaming, men følges senere op af en LP-udgivelse.

facebook.com/SannerudMusic/

Ole Matthiessen: Flashbacks & Dedications (Stunt)

Den almindelige jazzlytter vil højst sandsynligt tænke, at det er amerikansk jazz fra en gang i 60'erne. Det er det bare ikke. Det er spritny dansk jazz fra en pianist, der lige er fyldt 70 år og har været med i længere tid end de fleste. Alligevel er det kun 8 år siden, at han udsendte den første plade i eget navn. Nu er han kommet til fjerde plade. Hver gang har der været et overordnet tema på albummene. Ballader, blues og jazzstandardtraditionen. Nu er tiden kommet til den modale musik på albummet Flashbacks and Dedications. Modal jazzen er ikke overrepræsenteret i jazzen. Til gengæld er jazzens ypperstealbum, Miles Davis' Kind of Blue et meget kendt eksempel. Så de fleste (almindelige) jazzlyttere har et nært forhold til modaljazzen, hvor der f.eks. i en solo er fokus på melodien frem for på de harmoniske valg.

Ole Matthiessen har - som de fleste danskere - rødder i den danske sangtradition, hvilket han også inddrager i musikken på Flashbacks and Dedications. Han har også slået dybe rødder i jazzen, hvor legender som McCoy Tyner, John Coltrane, Miles Davis har sat sit præg på Matthiessens opfattelse af jazz. I 60'erne spillede han sammen med Carsten Meinert i den meget Coltrane-inspirerede kvartet, hvor trommeslageren Ole Streenberg også var medlem. Streenberg er også med her, hvor Matthiessen har holdt fast i Henrik Bolberg på trompet, Bob Rockwell på tenorsaxofon og Jesper Lundgaard på bas, fra de foregående albums. Det er lidt af et dreamteam, hvor de alle har jazzens inderste væsen tæt på hjertet. 

Den store fornøjelse og pladens fremmeste kvalitet er, at høre en kvintet spille så vitalt og tilstedeværende regulær jazz, som det er tilfældet. Rockwell kan sine Coltrane licks og mere end det. Den altfor sjældent hørte Bolberg spiller med en ro og myndighed i hornet, så man skulle tro, at han spillede på Village Vanguard en aften i 1962. Rytmegruppen med Lundgaard og Streenberg er bundsolide, særligt Streenbergs afvekslende spil er en fornøjelse. 

Ole Matthiessen var i mange år producer ved DR. Da han dukkede op med sin egen musik for 8 år siden, fandt jeg ud af, at der var en hel jazzverden gemt i hans hænder. Det allerbedste er at han er så god til at formidle jazzen - ikke kun i tale og skrift men også ved at spille den.

olematthiessen.mono.net

sundance.dk

Carsten Dahl Trio: Simplicity (Storyville)

For ikke så længe siden var jeg til en fernisering med Carsten Dahls billeder. Her udtalte han frimodigt ved skåltalen, at han ind i mellem fandt musikken forstyrrende. At den afbrød ham midt i maleriet, som han elskede så meget. Nu var folk også kommet for at købe Dahls kunst, så det gik nok, med sådan en kommentar. Jeg blev dog bekymret og lidt ked af det. Gennem årene har jeg haft mange gode oplevelser, hvor Dahl har siddet ved pianoet. Var han ved at forlade musikken til fordel for billedkunsten? 

Ikke helt. Han spillede flere koncerter under Copenhagen Jazz Festival og samtidigt udkom denne plade. Her vender han tilbage til Lennart Ginman på bas og Frands Rifbjerg på trommer, som han i over 20 år har spillet sammen med. Vi får 16 (i jazzsammenhæng) korte numre på pladen der meget betegnende hedder Simplicity.

Carsten Dahl maler ofte fugle i ganske abstrakte udgaver. Det ligner med andre ord noget genkendeligt og er det alligevel ikke. Det samme kunne man også sige om denne udgivelse. Dahls gamle mentor, trommeslageren Ed Thigpen sagde, at man skal kunne knipse til musikken. Der skal være en rytmisk puls. Med den uforligneligt tilbagelænede Rifbjerg ved trommerne og den solide og stabile Ginman ved bassen, kan Dahl tage på nok så mange abstrakte udflugter ved pianoet. De holder ham på sporet og får musikken til at ligne noget genkendeligt. Carsten Dahl leger med musikkens farver. Han lægger ikke skjul på sin fascination af Bud Powell. Han er også med et eller andet sted inde i Dahls flygel. Lyden der lander i vore ører er dog umiskendeligt Dahls. 

Musikken er indspillet på en dag i studiet, hvor Dahl kom med kompositionerne, der i nogle tilfælde var skrevet på selve dagen. Det er spontan og improviseret jazz af meget høj klasse. Hvor man kunne tro, at det blev til en løs og ustruktureret omgang triojazz, er det tværtimod særdeles fokuseret og tight. Rifbjerg og Ginman frembringer nogle sider i Carsten Dahls pianospil, man kun kan holde af. Med albummet Simplicity og 20 år på bagen er Carsten Dahl Trio friske og klar til tyve år mere - håber jeg.

storyvillerecords.com

carstendahl.dk

Kasper Staub: Aisle Arch Attic (Jaeger Community) stream/download

Han udsendte i '12 og '14 LP'erne "/" og Havnepladen med sin trio. Nu er pianisten Kasper Staub gået solo. Musikken er på ingen måde en overraskelse, hvis man kender triopladerne. Melodierne er underspillede og består af enkle figurer, der næsten stå stille i rummet. De bevæger sig kun fordi Kasper Staub puffer let til dem. Han lader dem flyve rundt i rummet, hvor de opsamler lys og støv. Musikken omfavner sjælen og lader den svæve. Det er så enkelt og ligetil, at det næsten bliver banalt.

Den nærværende lyd af klaveret er en væsentlig detalje i stemningen. Jeg troede at det var et opretstående klaver. Men det er det samme Hindsberg flygel fra 1961, som han brugte på Havnepladen. Lyden er sendt gennem to space echo bånddelays og optaget på en Teac spolebåndoptager. Lydens æstetik fremmaner ro og en intenst voksende behagelighed, hvor Staub som musiker kommer tæt på lytteren. Musikken kan uden problemer bruges som baggrundsmusik. Den fortjener også at blive brugt mere intenst. Jeg har fundet mig selv siddende i en stol med Staubs musik i hovedtelefonerne, hvor jeg er gået helt i stå og bare har stirret lige ud i luften. Det er musik der er med at give meditativ ro.

jaegercommunity.com

Heine Hansen Trio: Signature (Storyville)

Heine Hansens stjerne indenfor jazz er omvendt proportional med hans ustyrligt store talent. Det er næsten 10 år siden, hvor jeg spurgte ham i pausen ved en Alex Riel Trio koncert, om han ikke ville lave noget i eget navn. Han sagde noget i retning af, at han ikke havde travlt med det. Så var pausen slut og han var tilbage på scenen, hvor han sprudlede med sit bebop farvede klaverspil. Samme sted hvor jeg også havde oplevet ham sammen med Hugo Rasmussen Allstarz, hvor han i øvrigt spillede basduo sammen med Hugo.

Nu er der endelig kommet en trioplade med Heine Hansen. Der kom godt nok en plade med ham i Japan for nogle år siden med standards. Denne Storyville udgivelse er hans første med egen musik. Sammen med Thomas Fonnesbæk på bas og Hansens gamle kapelmester Alex Riel på trommer, har han begået en af de bedste danske klavertrioplader længe. 

Det er ukompliceret og ligefremt. Det er cremet og lækkert. Den dansende blues Gee Blues og og valsen Moody Dance sender os lige lukt i armene på Heine Hansen. Han holder om os. På pladens fjerde nummer Old-Timer dukker der lige pludselig et Rhodes klaver frem af disen. Fonnesbæk træder frem i en veritabel bassolo. Hansen skifter under bassoloen fra flygel til Rhodes. Herefter tager han over med solo, der sender musikken direkte ind i 70'erne, hvor man ikke var bleg for at bruge det elektriske Rhodes klaver i den ellers akustiske jazz. Damn! Det er lækkert. 

Level Crossings og Butterfly er lyse numre, hvor Heine Hansens klaverspil glimter om kap med solen. Det bliver mørkere på numrene Low Profile og Awaiting, hvor han igen spiller Rhodes. Awaiting er et svedigt jazzklubnummer, hvor der skal ryges en smøg og hvor der ikke er plads til mere end 50 publikummer. Herefter lukker han ned med The Color Red og det sidste nummer Winds, der er fyldt med håb og længsel.

Alt er tilgivet for den lange tid, det har taget inden der kom et album fra Heine Hansen. Her er melodi og virtuositet i højsædet, på et album der insisterer på sammenhængen og historien. Signature er et stærkt anbefalelsesværdigt album.

heinehansen.com

storyvillerecords.com

Jakob Sørensen Bagland: Nomad (Jaeger Community) 10" vinyl

Jakob Sørensen udgav sidste år pladen Bagland, som jeg uden forbehold havde med på listen over årets bedste danske jazzplader. Han fortsætter nu med sit andet udspil. Denne gang er det blevet til en EP med fire numre, der udover at eksistere som download/streaming også udgives på en flot 10" vinyl. På Nomad holder han sammen på sit Bagland med Alex Jønsson på guitar, Frederik Sakham på bas, Mathias Jæger på klaver og Andreas Skamby på trommer. 

Pladen åbner med Eick. Jeg ved ikke om det er en hyldest til den norske trompetist Mathias Eick. Det er under alle omstændigheder musik der nærer slægtskab med nordmandens musik. På Eick præsenteres vi for en meget smuk blanding af jazz og folkemusik. Andreas Skambys nordatlantiske trommerytmmer finder sammen med Mathias Jægers og Alex Jønssons rytmefyldte og til tider afrikanskinspirerede spil. Henover det hele svæver Jakob Sørensens beroligende trompetspil.

Nomad er et koncentrat med kun fire numre. Jakob Sørensen får denne begrænsning vendt til en mulighed. På de fire numre præsenterer han noget forskelligt der alligevel fremstår helstøbt og sammenhængende. B-siden åbner med Brave Men. Sørensens rolige og sfæriske trompetspil er i dialog med de andre i et rytmeladet univers. Pladen lukkes ned med den rolige The Mountain that disappeared, hvor stemningen går mod aften. 

Det er en rigtig god opfølger til debutpladen. Jakob Sørensen udvikler sig lovende lige foran vore ører. Har du en pladespiller, så er der ingen vej udenom. Køb den.

baglandquintet.com