Han er en af Danmarks fremmeste jazzhylere – både på skrift og horn. TS Høeg er topaktuel i disse dage. Han har udgivet en plade med Psychobillyjazz 3, som det handler om her. Men også bogen Jazzinistisk jubilæum, der er Høegens personlige hyldest til dansk jazz i anledning af de 100 år, ligesom han er fortælleren i Anders Maltas store hyldestværk til dansk jazz, 100 stemmer.
Nu tilbage til pladen. Først og fremmest er det fedt med en 69-årig jazzmusiker, der er tro mod sig selv og musikken og samtidig er i stand til at udfordre – ikke mindst sig selv. Psychobillyjazz 3 – husk at trække a'et langt ud, når du udtaler det – er et nutidigt bud på punkjazz, hvor TS Høeg har allieret sig med to af undergrundens hippeste musikere: guitaristen Halfdan Stefansson og trommeslageren Johannes Østlund Jacobsen.
Musikken er indspillet hen over sommeren 2024 ved forskellige arrangementer. Det giver uden tvivl fornyet energi til TS Høegs altsax, at han er i selskab med to yngre musikere, der er på bølgelængde med Høegs anarkistiske jazzforståelse. De spiller mystisk brasiliansk på Brazil, kantet afrikansk på Afro, noise på Soundgristle, wah-wah-elektrisk på Miles og no-mercy-wave-punk på Oh C Parade.
Pladen er et forrygende statement fra den side af jazzen, der ikke vil være pæn og dannet.
Har man været til koncert med trioen Smag på dig selv og mærket deres utæmmelige energi, så burde man være tilfreds med bare at kunne mærke halvdelen, når man skal høre dem på anlægget eller i sine hovedtelefoner. Men sådan forholder det ikke med dem. De har taget energien med i studiet og lader den eksplodere i ørene på den sagesløse lytter. Det er uden tvivl den vildeste energiudladning i dansk jazz i adskillige år.
Oliver Lauridsen på tenorsax, Thorbjørn Øllgaard på bas- og barytonsax og Albert Holberg på trommer har spillet sammen siden 2018. Umiddelbart kan de minde om amerikanske Michael Wilburs Moon Hooch og Thundersmack. Det er dog kun på overfladen SPDS er vildere og dybere i sjælen og holdningerne. Blandingen af jazz, hip hop, afro, punk og 90’er dance får et spark i nyrerne i Smag På Dig Selvs version.
De har en politiske holdninger, som de ikke holder igen med. “Der er ikke andet end fremgang på menuen, når vi er så sultne” som Thorbjørn siger på Spoken Word nummeret Start et Punkband og fortsætter “Middelklassen holder øje med middelklassen mens overklassen bare smadrer derudaf.”
SPDS har lavet et afsindigt stærkt album, hvor de fede numre banker ind i kroppen på dig. Fuck der kommer kontrollører er et "hjertet oppe i halsen" nummer. Hyldesten til scooteren PGO Hot 50 er eurodance gone mad. PVC (Polyvinylchlorid) er drum’n’bass i bedste Prodigy stil. TOTAL FULL POWER EXTREME er Goa og Psytrance. Der er også et par mere rolige numre. Det hele spilles af Oliver på toppen på tenoren, Thorbjørn i de dybe toner og Alberts ekstatiske trommer.
Sidste nummer på pladen peger måske i en ny retning for trioen. Her har de inviteret Luna Ersahin indenfor. Hun synger på kurdisk på nummeret Negiri, der betyder Græd ikke. Mødet mellem traditionelle kurdiske toner og moderne EDM er medrivende og viser SPDS’ bredde.
Albummet får en stor anbefaling fra Jazznyt - og uden at spoile for meget, så kan jeg godt afsløre at albummet lander på Årets bedste listen, når året gøres op.
Den svenske guitarist Henrik Olsson har gennem en del år, gjort sit til at den københavnske scene for fri improvisation, noise og eksperimenterende musik har været et spændende sted. Det trækker den nye plade Hand of Benediction II ikke ned på. Det er en opfølger til Hand of Benediction fra 2019, hvor det var en trio, der udover Olsson bestod af Jeppe Skovbakke på bas og Rune Lohse på trommer. Trioen er denne gang udvidet med nordmanden Egil Kalman på modular synth. Det er rigtig god tilføjelse der udvider trioens free jazz rockede udtryk.
Jeg kommer flere gange til at tænke no wave jazzen fra de tidligere firsere. Der er det samme abrupt kantede og primitivt punkede afsæt. Oven i det skal tilsættes et eksplosivt, ekspressionistisk og larmende temperament. Kalmans industrielle og spacede blips og blops klistrer det hele sammen. Det er Lohses trommer der med en omskiftelig rocket rytme lægger bunden mens Skovbakkes insisterende bas væver musikken og Olsson digter lystigt afsted på guitaren.
Det er en meget anbefalelsesværdig plade til jazzlytteren med avantgarde og punk i blodet. Der er endda en chance for at den lytter vil synes, at det er noget af det bedste vedkommende har hørt i lang tid.
Han er bedst kendt som jazzmusiker - og det jeg tænker ikke på, når jeg hører Jeppe Zeebergs nyeste opus. Det er garagerock, surf, punk og Frank Zappa i allerbedste cut up teknik. Det er altså ikke jazz og så alligevel.
Der er smæk på lige fra starten, hvor han er sammen med kvartetten The Absolute Pinnacle of Human Achievement. De spiller numre som Zeebergs Casper Nyvang Rask -The Musical, Aqua’s Barbie Girl og Zeeberg/Lars Greve kompositionen Hittet (From Dannevirke). Det er fedt, fornøjeligt, aldrig kedeligt og meget sjovt.
Udgivelsen er i to dele, hvor Zeeberg, efter at have fundet et nodehæfte Joseph Haydn Arietta, gav sig i kast med at lave solovariationer over kompositionen. Jeg kommer ikke i samme glædesliga som jeg gør med første del af pladen. Det er i udpræget grad en tofløjet udgivelse fra en musiker, der gang på gang ikke gør det forventede. Tak.
Det kan da godt være, at der er mere rock end jazz i Mythic Sunship. Jeg overlader den kedelige diskussion til andre og kaster mig i stedet lige lukt ned i dybet på solskibet.
Pladens åbningsnummer Maelstroem er i mine ører flænserjazz af den lækre slags. De balancerer på kanterne af krautrockens kompleksitet, lange soli, improv og punket vildskab og energi. Saxofonisten Søren Skov brænder igennem og trommeslageren Frederik Denning buldrer på den fede måde.
Det er vigtigt at tilføje, at det er punklegenden Per Buhl Acs (No Knox etc.) der som mixer har ansvaret for den vellykkede lyd på pladen - ligesom han eks. havde på Pardans’ suveræne Spit and Image fra 2018.
Det er bla. derfor at et nummer som Olympia ikke bliver et helte-epos. I stedet trækkes vi gennem Kasper Stougaard Andersen og Emil Thorenfeldt mudrede guitarridt og står stærkt tilsølede tilbage inden vi skal om på LP’ens side 2. Det er nok her, hvor min favorit på pladen skal findes. Redwood Grove er et manieret og kollektivistisk output, hvor guitarerne, saxofonen og trommerne smelter sammen og bassen sørger for at de finder sammen i en solid psykedelisk lydmur.
Mythic Sunship er kongerne af dansk kraut. De er kloge og modige nok til at kunne kombinere psychedelica, jazz, rock og punk. Jeg er voldsomt fornøjet.
Når der står “formmæssigt aparte musik” i pressematerialet, så er der en ekstra god grund til at spidse ører. Det er guitaristen Lars Bech Pilgaard, der er i selskab med Mija Milovic og Oliver Laumann udgør Skyggen. Albummet former sig som en musikalsk krimi, ved hjælp af kriminelle hovedpersoner, manglende beviser og tvetydige signaler.
Der er elementer af primalpunk og ultraenergi. I et støjende univers skabt af Lars Bech Pilgaard og Oliver Laumann og Mija Milovics vokal på både dansk og engelsk understøttet af synthesizer, får vi en dybt forvirrende historie, der skal høres nogle gange inden man stadig ikke har forstået noget. En gang i mellem er det fedt at høre en plade, der inspirationsmæssigt skylder mere til Ungdomshuset end til Jazzhus Montmartre.
Lars Bech Pilgaard er også aktuel som den tredje kunstner der spiller Ask Kjærgaards musik i projektet The Book of Moons. Hvor det på de to første udgivelser var tangentspillere der spillede Ask Kjærgaards musik, er det denne en gang en instrumentkollega. For første gang medvirker Ask Kjærgaard også selv på et par numre. Lars Bech Pilgaard er en eventyrlysten guitarist der skaber musik der kan lyder som futuristisk filmmusik, fuzzrock, heroin hip hop og punket syreguitar. Det lyder modsætningsfyldt. Det er det ikke, når Lars Bech Pilgaard blander lange noisefyldte guitarhyl med akustiske drømmeflader og andet godt fra kolberne i Lars Bech Pilgaards lydlaboratorium.
Der er numre der er som sprøjtet ud af 70'ernes beskidte no wave kanyle. Der hvor den pislugtende rendesten er komfortabel som en hotelseng. Pardans byder indenfor i et parallelunivers hvor de er Spit and Image af en punket underverden. Forsanger Gustav Berntsen står på lyden af en ung og utilpasset Nick Cave, der aldrig forlod punken. Gruppen kommer fra miljøet omkring spillestedet Mayhem, hvor ligesindede som Iceage også har slået deres folder. Det er også de to Pardans-medlemmer Patrick Rathbun på bratsch og piano og Daniel Honore på saxofon, der også spiller live med Iceage, der er den umiddelbare grund til, at mit hjerte banker så hårdt for Pardans.
Der er det forrevne nummer When come the rats, hvor Rathbuns bratsch er med til at hælde gift ned i nummeret. Der er Views into vastness, hvor Daniel Honores saxofon skærer luften i stykker. På min favorit på pladen, Love run loose er Honore sendt ud i baggården, hvor han forenes med natten og bandet i et flot nummer, hvor “Beauty is in the eye of the beholder”, som Gustav Berntsen synger. Pardans har lavet et af årets bedst dunstende punk-albums, hvor bagsiden er forsiden. Der hvor det grimme bliver smukt.
Da jeg hørte dem på Ujazz i Aarhus i 2014 var jeg solgt med det samme. Punk og freejazz er som skabt for hinanden. Det findes der mange gode eksempler på. Her er Yes Deer noget af det bedste jeg har hørt i flere år. Det spændende er så om de kan holde energien på deres tredje langspiller. Det har de heldigvis ikke problemer med. De har allieret sig med Jens Benz, der bl.a. har skruet på knapper hos Iceage, Bisse og SVIN. Han har stået for mixing og er bl.a. medvirkende til den bedste freejazztrommelyd, jeg har hørt på en dansk plade. Trommeslageren Anders Vestergaard leverer i sit fabulerende og abrupte spil noget at arbejde med. Det understøttes af den troværdige og rene lyd.
Gloss er freejazz for punkfolket. Det er der, hvor pogodansen byder op til frit fald ned gennem saxofonens nedløbsrør. Det er højtflyvende freejazz i den lavloftede punkkælder. Karl Bjorås på guitar og Signe Dahlgreen på saxofon er et stærkt makkerpar, der supplerer hinanden i glitrende sammenstødslyde. Endnu en gang har Yes Deer lavet en LP, der er stærkt anbefalelsesværdig til freejazzpunk fans.
Det er et af de flotteste programmer nogensinde på Ujazz, forstået på den måde at der er flere større og dyrere bands end nogensinde på programmet. Det er godkendt. Jeg savner dog lidt flere lokale bands på plakaten, hvor Abekejser er ene om at repræsentere byen. Koncerterne holdes på Atlas, Voxhall og plænen mellem de to spillesteder. Partoutbilletterne er udsolgt på dagen. Der var 300 til salg, som er det der er plads til på Atlas. Der udover er der solgt ekstra billetter til koncerterne på Voxhall.
PAPIR
Eftermiddagspsych på en lun septemberlørdag. Årets første koncert på Ujazz er velsignet med godt vejr. Koncerten afholdes udenfor på scenen der er placeret mellem Atlas og VoxHall. Trioen Papir spiller instrumental rock med masser af plads til at dvæle ved et godt syret groove. Plekterbassen og de heftige trommer er i et kollektivt samspil med guitaren med space og mystik. 70'ernes krautrock og progrock er med i baglommen.
SELVHENTER
Det er det ligesom en Nutana mexi burger fra Urtekram, bare med modsat fortegn. Det er noget andet end det man lige ser. 5 kvinder. 2 trommeslagere/pecussionister, 1 på trombone, 1 saxofonist og 1 violinist spiller ikke "feminin" følejazz, men brølende tung noisebesat og eksperimenterende punkmetal. Tak skæbne! Det er fedt. Maria Bertel på trombone skaber metalliske guitarlignende riffs. Jaleh Negari og Anja Jacobsen på trommerne nedbryder og smadrer rytmer i et væk. Publikum er begejstrede.
ATOMIC
Gennem flere år har Atomic været højt på listen over de bands, man har ønsket at præsentere på Ujazz. Den svensk/norske kvintet er også det mest jazzede der er på dagens program.
Og det er jazz af den slags, hvor det kun er en fordel at man har øvet sig (sammen). Det er jazz med tydelige rødder i 60'ernes eksperimenterende jazz. Der hvor man i stedet for at spille helt frit, samler skæverterne op og bruger dem aktivt i samspillet.
Og spille sammen, det kan de. Fredrik Ljungkvist på sax og klarinet er sammen med Magnus Broo på trompet i spidsen for den viltre kvintet, hvor Håvard Wiik på piano, Inge-Brigt Håker Flaten på bas og det sidst tilkomne medlem Hans Hulbækmo på trommer sætter den kvalitetsmæssige barre så højt, at jazz af denne karakter næppe spilles bedre i Norden.
COLIN STETSON
Der er lige et par optrædende kunstnere jeg er hoppet hen over. Der skulle aftensmad i kroppen. Men Stetson skal opleves! Sidst jeg så ham, var han sammen med violinisten Sarah Neufeld. Nu er han alene på scenen sammen med saxofoner og mikrofoner.
Atlas er godt fyldt op. Folk har stillet sig helt op mod på scenen, hvor de kan følge saxofonfænomenet på tætteste hold. Stetson looper saxofonen, bruger den som percussion og skaber dybt fascinerende musik. Der er droner og forunderlige lyde der spreder sig i rummet. Han fastholder og tryllebinder hele salen.
ABEKEJSER
Dagens eneste lokale optrædende er også et af de bands, som jeg har set meget frem mod at høre. Jeg kender kun det ene nummer St. Puma som har været på Spotify i noget tid.
Med en twangy guitar, tre mand på keyboards/elektronik og en trommeslager har Abekejser et mere organisk udtryk end man umiddelbart kan forestille sig. Der er fusionsjazztendenser i musikken, både af ny og gammel dato. Det er festligt og svært at være i ro. Det er som at sætte sig ind i en åben sportsvogn for, at køre mod Risskov med palmer på begge sider af vejen.
Mens aftenmørket finder vej til udendørs scenen, bevæger Abekejser sig mod slutningen af koncerten mod et mere tungt udtryk, noget de gerne må arbejde mere med. Mon ikke at det er på tide, at de snart får udgivet mere end det ene nummer?
PS. Det fik jeg så at vide efter koncerten at de gør. De udgiver et nyt nummer på fredag med ny tilhørende animationsvideo.
DEERHOOF
Her er det mere U end Jazz. Med en gammel kærlighed til punk er det ikke svært at holde af San Francisco bandet, der spiller pågående og energisk. Melodisk lyserød 60'er pop køres gennem en skramlende og noisy punkkværn. Superenkelt og crunchy. Med den kvindelige forsanger Satomi Matsuzaki får jeg et flashback til den japanske pigepunktrio Shonen Knife. Der kommer et nyt album med det 23 år gamle band om en uge.
THE NECKS
Den australske trio har spillet flere gange i Danmark. Det er første gang at jeg oplever dem live.
Den hyperminimalistiske trio laver lange tranceskabende forløb, hvor gentagelsen gentages. Det er forstørret minimalisme. Som lytter hensættes man i en meditativ tilstand. Koncerten er en time lang, hvor de arbejder omkring det samme tema. Der sker løbende en ændring, men aldrig med voldsomme overgange. Der er ingen opbrud eller afbrydelser. Intensiteten er spændt langt ud over det yderste. Det blev en stor stor oplevelse, hvor små elementer blev forstørret og forstærket.
XIU XIU
Hvis der skulle laves et punket noir remake af Twin Peaks, så er musikken allerede skabt til den serie. Amerikanske Xiu Xiu opførte ved Ujazzens sidste koncert, den ikoniske musik fra TV-serien.
Med den karismatiske Jamie Stewart i spidsen for trioen, er der garanti for mange overraskende afbrydelser. Det blev til en fed afslutning på Ujazz-dagen. I blandingen af pop, jazz, avantgarde, punk, noise etc. kunne det ikke blive mere ujazzet.
Jeg har skrevet om alle de 8 kunstnere jeg nåede at opleve. Jeg havde en vidunderlig dag og aften. Hvis jeg skal nævne favoritter, så var Atomic i særklasse. Det svensk/norske band var også det mest jazzede på programmet. Så det er vel ikke så underligt at jazzbloggeren ender i lykkerus under sådan en koncert?
Faste læsere af denne blog har ikke brug for, at få at vide at Lars Bech Pilgaard er den femdobbelte Steppeulvprisvinder Bisses faste guitarist. De kender ham som stjernen på egne albums og sammen med SVIN. Sidste år lavede han som medlem af duoen SAV, albummet Sucks Super Bones sammen med sangerinden Mija Milovic. Hvor den var gnistrende og eksperimenterende er de med deres ny album rykket i en ny retning. The Conversation er optaget på en enkelt dag i Beograd. Mija Milovic rammer sangmæssigt ind i mellem Cocteau Twins’ Elizabeth Frasier og Velvet Underground’s Nico. Det er der heldigvis blevet en masse plads til på pladen.
Lars Bech Pilgaard sætter endnu en gang en tyk streg under, at han er en af mest spændende danske guitarister lige nu. Han veksler uhæmmet mellem et primitivt minimalistisk guitarspil, et skurende punkspil og et poetisk natsummende spil. SAV eksperimenterer og afsøger hele tiden nye territorier, hvor kraut, avant, impro, balkan, afro, noise og andet tilsættes rocken. Der er flere danske tekster på pladen, der er forfriskende spontan. Spontaniteten og umiddelbarheden ledsages af dybde og seriøsitet. The Conversation er en anbefalelsesværdig plade til lyttere, der ikke har brug for at få bekræftet det de allerede ved.
Der er gået to år siden de udsendte debutalbummet, som jeg skrev begejstret om her på bloggen. I mellemtiden er der kommet en liveplade med dem. Nu er de atter klar med et fuldlængde studiealbum. Narcosatanicos er tilbage og jeg er ikke skuffet. Det er tungt og syret. Det er udknaldet og larmende. Guitarmuren der omkranser bandet, er ikke en mur der er skabt for at holde folk ude. Det er er en mur frembragt af tre guitarer, der holder sammen på bandet. Rislende og massivt. Simpelt og punket.
Forsangeren Victor Kim brøler i det kemiske mørke. Det er dystert og skræmmende, som han skriger sjælen ud på pladens afslutningsnummer Bliss. Pladens åbingsnummer Vulvic Church skuffer heller ikke i den henseende. Det er koncentreret og effektivt. Bandet bevæger sig gerne på kanten af eksperimenterne. Det bliver aldrig lige ud af landevejen. Nummeret Vile lyder i udgangspunktet som noget Iggy & The Stooges kunne have lavet. Hvis det ikke var for den folkinspirerede violin der kommer ridende forbi.
Personligt er jeg allermest fornøjet ved tilstedeværelsen af Zeki Jindyls saxofon. Det er lige præcis derfor Narcosatanicos er så originale. Det er er både hvinende avantgardistisk, udblæst og rocket. Der er overvejende fart på de fleste numre. Jeg skal alligevel fremhæve pladens højdepunkt. Det knusende stonernummer Matamoros sprøjter saxofon med rumklang, buldrende basbund og lydlige eksperimenter lige ind i vore kroppe, der muligvis tager permanent skade. Who cares? Det var fedt mens det stod på.
At long last! Endelig er den her på LP. Jeg skrev om udgivelsen helt tilbage i januar, hvor den blev udgivet på kassettebånd med melding om den ville komme på LP. Den superfede pladebutik Insula på Blågårds Plads, har sammen med det franske selskab Gaffer Records udgivet Yes Deer’s andet album. Get you glitter jacket er flænserjazz. Skæve og abrupte rytmer, hvor trommerne får nogle velplacerede cirkelspark.
Den danske trommeslager Anders Vestergaard udgør sammen med den svenske saxofonist Signe Dahlgreen og den norske guitarist Karl Bjorå trioen Yes Deer. Signe Dahlgreen presser saxofonen ud på sit yderste. Albert Ayler står i kulissen og er glad. Karl Bjorå er thrashmetal, death og punk blandet sammen. Han kan eksekvere sine udknaldede og supersoniske guitarriffs med en skarpretters præcision.
Yes Deer er et af de mest originale bud på jazznoise fra norden lige nu. Det buldrer, brager og larmer. Inde i musikken er der en nerve og en spænding, hvor de tre musikere mødes i den kollektive udladning. Det er råt og grimt. Og det holder hele vejen. Jeg kan ikke slippe musikken, når den først er kommet på pladespilleren. Larmens messende intensitet er besættende.
Når Jimi Hendrix genopstår i en mikrotonal metalvarefabrik lyder det sikkert sådan her. Jeg kunne også have fundet på en anden smartass anmelderindledning. Nu valgte jeg så den første. Det er på ingen måde let musik. Det foregiver heller ikke at være det. Det er musik skabt af en guitarist der blander stilarter og genrer meget sammen. Det er ikke en jazzplade - det er alt for larmende og rocket. Det er ikke punkplade - det er alt for avanceret. Det er ikke en metalplade - der bliver ikke sunget og alle tre musikere kan gå i improstemning på en og sammen gang. Det er meget og det er voldsomt på en gang.
Jakob Thorkild lavede for to år siden pladen Art Sleaze sammen med Nils Bo Davidsen på bas og P.O. Jørgens på trommer. Den var jeg så begejstret for, at jeg inkluderede den på listen over de bedste danske jazzplader i 2014. Han har også lavet den aktuelle Be Strong sammen med Davidsen og Jørgens. Trioen kan hvine afsted i højt tempo uden nærmere definérbar retning. De kan også vælge at lægge sig tungt nede under overfladen, hvor de buldrer afsted. Pladens otte skæringer er opkaldt efter 8 personer. Noget jeg tolker som stemninger og følelser. Det er er en plade der på overfladen der lyder pubertært larmende. Det er også en plade hvor dybden allerede høres i overfladen. Jakob Thorkild er sammen med Davidsen og Jørgens i stand til vise sårbarheden og mennesket i den brutale og rå ende af musikkens verden. Det er en anbefalelsesværdig og lytteværdig plade til fordomsfrie jazzlyttere og krøllede metalfans.
Bare fordi der er saxofon med, behøver det ikke at være jazz. Det er bare alt for sjældent at saxofonen mere end gæsteoptræder ovre i rocken. Så når det danske rockband Narcosatanicos har en saxofonist med i bandet, bliver de ikke til jazz. Men er man jazzlytter med hang til de mere ekstreme områder af jazzen med en duft af punk, rock, free og avantgarde, så er der i den grad noget tiltrækkende over Narcosatanicos. Det aarhusianske band blander metal, krautrock, punk og psykedelisk rock i en giftig cocktail med saxofonen i en central rolle. Selv om der hele tre guitarister i bandet, så er det primært saxofonisten Zeki Jindyl der tager sig af soloerne. Han svæver ovenover bandets massive mur af guitarer.
Med fare for mentalt henfald og obstruerende tanker sætter Narcosatanicos musikken på spidsen. Det er brutalt på den smukke måde. Stemningen er en døsig og rødglødende blanding, hvor sangtitler som Voodoo Jesus, Truckstop Prostitute og Halluzinationsrausch fortæller at det er yderområdet af normaliteten af Narcosatanicos har det godt. Bandet spiller det gamle Suicide-nummer Ghost Rider - som Sods (Sort Sol) introducerede for de danske lyttere for i 1979 på albummet Minutes to go. Narcosatanicos’ version kan næsten måle sig med den og er en anderledes hyldest til det ellers supersimple elektronummer. Jeg vil ikke tøve med at anbefale albummet til marginaliserede rocklyttere - og afmarcherede jazzlyttere. Åbningsnummeret på side 2, Filth er i øvrigt et swingsyrejazzet nummer med pornostøn og smadrede flasker. Helt fantastisk!
Jeg havde hørt på vandrørene at de skulle være ret fede. Det bekræftede de også, da jeg så dem live ved Ujazz arrangementet på Atlas i Aarhus. En vild punket freejazz eksplosion der på 20 minutter fik de små hår til at stritte af glæde. Det er ikke jazz for de mange. Vi er inde i nichernes niche, hvor det grimme er smukt - uden at man søger efter det smukke. Det er et opgør med konventioner og almindeligheder. Det er jazz der udkæmpes i et felt af kakofoni, larm, free og en kryptisk sans for detaljer. Trioen Yes Deer består af Signe Dahlgreen på sax, Karl Bjorå på guitar og Anders Vestergaard på trommer.
Pladen er delt op i to. På den ene side er det den energifyldte og pulserende vildskab der hersker. Det er her slægtskabet med punken er tydeligst. På den anden side af pladen er det soniske, støjende, larmende klangflader, der syrer ud i et smadret univers af mentale hug til hørenerven. Yes Deer er et godt eksempel på jazz der ikke er jazz fra en undergrund, hvor eksperimenter vokser frem med en snigende uro til følge. Signe Dahlgreen opfører sig som en futuristisk Ayler. Karl Bjorå's vidtfavnende guitarspil næres af et ustyrligt og teknisk stærkt grundlag. Anders Vestergaards trommer er på kanten til at falde fra hinanden - men gør det aldrig.
Det er det franske selskab Gaffer Records, der har udgivet pladen, der er en bemærkelsesværdig billedplade. Har du støjen som gud, er The Talk of Tennis et meget anbefalelsesværdigt album!
Kvintetten Boujeloud udsendte sidste år debutalbummet Går på vandet. Nu er de klar med opfølgeren OVNI. Guitaristen og bandleaderen Emil Palme bygger videre på universet fra den første plade. Det er monumentalt skævt. Det lyder som jazzet avantgarderock eller er det omvendt? Anders Vestergaards rodede trommer, der både vil være free og timekeeper. Saxofonisterne Xenia Xamanek Lopez og Mads Egetoft, der har et konsekvent kollektivt samarbejde. Phillip Steen Dyssegaards bas der næsten får samlet musikken. Der er Emil Palmes guitar der med kramper og spasmer sender Boujeloud langt ud over kanten.
Vildfaren jazz med bastante skæverter har det godt for tiden. Der er flere bands herhjemme, der giver deres personlige bud på hvordan jazzen klemmes, så den får en ny form. Når Boujeloud blander rockelementer med ufriserede saxofonduetter og guitaristiske riverier bliver det godt. Så godt at OVNI er en anbefalelsesværdig plade. Det er en hektisk og godt skåret plade, hvor der ikke er noget overflødigt. Særligt anbefalelsesværdig er Magic Taxa HD - der godt kan minde om Lounge Lizards. Mens nummeret 7on flår i mit blødende punkhjerte…tak.
Mage til kompromisløs soloudladning kommer man til, at lede længe efter. Spinkle punkriffs, der gentages i en uendelighed. Droner der sendes afsted med tunge anslag. Skramlende afrorytmiske figurer. Æstetikken er ikke til at tage fejl af. Det er ikke det velpolerede og glatte look der findes på denne LP. Det er grimt og ætsende primitivt. Det er kun et halvt år siden at guitaristen Lars Bech Pilgaard sidst udsendte en LP. Dengang var det med bandet Slowburn. Nu er han helt alene på en plade, der i originalitet er uovertruffen. Det er ganske vist superenkle guitarfigurer, som Pilgaard oftest roterer rundt om. Alligevel fremstår guitarspillet med en uforsonlig dybde og ærlighed.
I want you to be around me er en kærlighedserklæring til guitaren. Musikken er optaget på Lygten st, hvor Copenhagen Trashzz Festival har holdt til i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival i de senere år. Det er her, hvor jazzen sendes ud over kanten, for aldrig at vende tilbage som sig selv. DIY-attituden gennemsyrer projektet, der selvfølgelig udgives på lækker vinyl med et håndtrykt cover. Lars Bech Pilgaards soloLP er anbefalelsesværdig til lytteren der trænger til noget grimt i ørerne. Prøv f.eks. at meditere til Give a fuck. Det er stærke sager! Og pissegodt!
Bonusinfo:
Pilgaard spiller solokoncert på Lygten st. d. 8. juli kl. 21.00 i forbindelse med Copenhagen Trashzzfestival.
To saxofoner og en trommeslager der spiller punkjazz. Lyder det dejligt på den der skønne “spark-i-røven” måde? Ja, det synes jeg også! Den danske saxofonist Mette Rasmussen udgør sammen med den engelske tenorsaxofonist Sam Andrae og den schweiziske trommeslager David Meier Trio Riot. De spiller stramt og kraftfyldt. Der er et tæt samarbejde, hvor meget er aftalt. Det giver plads til improvisationerne. Musikken veksler mellem superstramme korte breaks og længere forløb hvor melodi blandes med vildskab. Ornette Coleman tager på opdagelse i den engelske punkmusik som den lød i starten af firserne.
Trio Riot er komponerede forløb med et vredt udtryk. Det er jazz, hvor der befriende frit skides på konventionerne. Selve CD-udgivelsen er også en fuckfinger til dem der tror at CD’en er død. Indpakningen er gennemført og flot. Indeni er der en håndtrykt miniplakat der komplementerer musikken på fineste vis. Pladen udgives af det engelske pladeselskab Efpi.
Hvis punkattitude, freeform, impro, jazzgalskab og noise er noget der tænder dig, så er Jakob Thorkild Trio’s LP Art Sleaze et must-have. Der er linjer tilbage til den danske eksperimenterende punk som den lød i starten af firserne, hvor den blandede sig med andre kunstarter som teater og billedkunst. En af aktørerne fra den scene er også med i Jakob Thorkild Trio. Trommeslageren P.O. Jørgens, der bl.a. har gjort sig bemærket i No Knox, Cockpit Music og Wild Mans Band sikrer med ukonventionelt og fantasifuldt freeform-trommespil med puls og nerve en bund i trioen, der giver Jakob Thorkild luft til at improvisere i vilden sky. Guitaren placerer musikken i udkanten af alt. Der er grimhed. Der er dommedagsdroner som på nummeret Deutschland. Der er primitive eksplosioner og fine larmende detaljer. Der er avanceret og jazzet freeform guitar.
Jakob Thorkild har med denne plade sat sig tungt på et område der er ret underbefolket i dansk jazz. Den grimme punkjazz. Musik der elskeligt provokerer melodiøret. Jakob Thorkilds trio er effektive og heftige. Nils Bo Davidsen trakterer den elektriske bas som stod han mellem et avantgardejazzband og et eksperimenterende punkband. Jakob Thorkild vrider, flænser og sønderriver guitaren. Det er kunst. Det er beskidt. Det er stærkt anbefalelsesværdigt!
Der er noget ustyrligt pubertært over at kalde sit band for Motherfucker. Specielt når man er et godt stykke fra puberteten…aldersmæssigt. Henrik Pultz Melbye (sax), Jakob Thorkild Overgaard (guitar) og Thomas Eiler Vju (trommer) har musikalsk et behov for at pisse på konventionerne. Så på den måde er det pubertære helt på plads. Dark metal, avangardistisk jazz og uhæmmet impro udløser et forslået og iturevet musikalsk univers. Energisk og fuld af punket attitude udgør 7”singlen et heftigt koncentrat. Numrene Mother I, II og III veksler mellem Pultz Melbyes saxvildskab som den kendes fra Mats Gustafsson, Overgaards dronepåvirkede noiseguitar og Vju’s løse og sprællende trommer. Der piskes en stemning op som holder hele singlen.
