Keyboardmesteren vender tilbage!
48 sekunder inde i det fjerde nummer, på Kenneth Knudsens ny plade End of silence sker det! Det er her der kommer en klassisk fyldig analog synthesizer, der lige præcis er det som man kender Kenneth Knudsen for, det man med lidt god vilje kunne kalde Knudsens signaturlyd. Den lyd som vi lærte at kende på plader med specielt Sebastian, Secret Oyster og Anima.
Sidst han udgav en plade var tilbage i 2002, hvor han sammen med Peter Friis Nielsen og Christian Skeel lavede den avantgardistiske Black Diamond. Siden har der været så stille omkring manden, at man kunne frygte at han var holdt med musikken. I den periode har den danske elektroniske musik - hvor Kenneth Knudsen kan medregnes som en af pionererne - udviklet sig markant. Med folk som Trentemøller i spidsen for en musikalsk udvikling, der måske ikke står i direkte gæld til Kenneth Knudsen, men så alligevel er åndeligt beslægtet.
Kenneth Knudsen har valgt at bruge tidstypiske knasende minimalistiske beats som underlægning på flere numre. Det er langt i hænderne på Peter Kyed, der bla. har arbejdet sammen med Peter Peter (tidl. medlem af Sort Sol) på diverse obskure undergrundsudgivelser. Peter Peter medvirker også på et enkelt nummer på End of Silence, hvor han spiller på såkaldte occasional guitars.
End of silence - som jeg tager som en proklamation fra Knudsen - er en særdeles værdig plade for Knudsen, at bruge som tilbagevenden til musikscenen. Her er bløde new age inspirerede dyner man kan putte sig i, som feks. på titelnummeret End of silence. Pladen kan dog ikke direkte bruges til meditation, her er der simpelthen for mange underlige og pludselige blip til, at man får meditationsro. Det er heller ikke det jeg ønsker når jeg skal lytte til Kenneth Knudsen. Jeg ønsker det som jeg får på denne plade og ikke så meget mere.
Manisk sax og højt humør
Saxofonisten Jakob Elvstrøm er manisk oppe på mærkerne lige fra starten på hans nye plade SaxClub vol. 1. Han lægger ud med Make it flow, der med David Sanborn-lignende alt-sax fortæller os noget om hvad der i vente på pladen. Tempoet er ligesom humøret højt. Karen Mukupa rapper på nummeret og det forekommer desværre noget tyndt og lyder som det det er, en dansker der rapper på engelsk. Hvilket næppe er meningen og slet ikke i samme klasse som Elvstrøms sax, der nok ikke er Sanborn, men så absolut et kvalificeret bud.
Pladens andet nummer er I love your smile, der var et kæmpe r'n'b hit med Shanice i 1991. Slemt indladende og særdeles catchy. Jeg havde fortrængt den for længe siden. Lige pludselig smider saxofonisten Jakob Elvstrøm den i hovedet på mig igen. Det er så kitschet at det ville være for plat, at slå ud efter Elvstrøm pga. den. Så respekt til Elvstrøm for at vælge den!
På nummeret Lost and found er tempoet sat ned. Elvstrøm får for alvor vist sine evner ud i den ædle kunst at spille funky jazzsax i det høje toneregister. Det nummer holder 100 %. Men er nok også der han kommer nærmest forbilledet Sanborn.
På pladen tager Jakob Elvstrøm sig også af supplerende saxspil, strygerarrangementer, Rhodes etc. Han bakkes desuden op af guitaristen Palle Torp, der får vist sine evner som funky rytmeguitarist. På blæs finder man fine folk som Nikolaj Bøgelund på basun og Jesper Riis på trompet.
Pladen er et fint bud på en funky dansk smooth jazz plade.
Jakob Elvstrøm: www.elvstroem.com
En ordentlig brystmåtte
Her er en plade der i den grad dyrker en 70'er musikgenre, endda et område indenfor 70'er musikken der ikke tidligere har fået en så fin dansk hyldest. 70'ernes soundtracks til amerikanske film. Musik der blev skabt af folk som Lalo Schifrin til feks. Mission Impossible og Dirty Harry. Et af pladens højdepunkter Godspeed Callahan er en hilsen til netop Dirty Harry, går jeg ud fra. Men den Harry jeg kender havde altså ikke en kæmpeafro, som netop det her nummer giver associationer til. Det er forrygende arrangeret med solostykker, afbrudt af tighte blæserriffs og nogle bækkenglade trommer.
Det otte mand store orkester Looter Beats ledes af trommeslageren og komponisten Mathias Nordholt, der må være født med bakkenbarter og en kæmpemåtte på brystet. Jeg frygtede at den ville lyde som et aftenskolesammenspilshold. Sjældent har jeg hørt et så vellykket dansk eksempel på at spille en musikform, der vanligtvis er kendt for at være minutiøst arrangeret og ikke overlade noget som helst til tilfældigheder. De otte musikere lyder som de har hængt ud på Sunset Boulevard i Hollywood, inden de er kørt hen i studiet i deres Dodge Charger. Herefter har de sat sig ned og spillet numre med fantastiske titler som The Brown Baron, Echelon, But I Do Insist (Heart shaped velvet bed song) og The Rodox Files. På sidstnævnte nummer er vi dog tilbage i København på hyldesten til Theander-brødrenes pornoimperium.
Mathias Nordholt har dog lavet en enkelt fejl på pladen. Han har valgt at sætte sang på det sidste nummer. På Your soul's right inside lader han Roy Richards komme til mikrofonen og det lyder desværre så godt, at der burde have været flere af den slags numre på pladen.
My Space: www.myspace.com/looterbeats
Hoppende på giganters skuldre
Jeg bliver så glad når jeg hører denne plade, ikke kun fordi musikken er god. Men også fordi Kresten Osgood stadig vælger at spille den jazz, som han er så djævelsk god til. Det er ikke fordi at jeg synes, at han er igang med at spilde sin tid andre steder, men det her det er altså kræs. Jazz som Ornette og Sonny lavede det i 60'erne er det univers vi befinder os i. Saxofonisten Jonas Kullhammar sørger for at musikken ikke bliver udflydende og usammenhængende. Han befinder sig myndigt i spidsen og leder trioen fint eller gør han? For det er en trio med tre ledere og Kullhammar efterlader masser af plads til de to andre, der udover Osgood er den norske bassist Ole Morten Vågan. En nordisk supergruppe der pladedebuterede i 2007 med en indspilning fra 2005. Denne gang er det en liveindspilning fra Glenn Miller Café i Stockholm optaget i maj 2008.
Osgood og Kullhammar har hver skrevet to af pladens numre, de to andre er Pharoah Sanders' Farah og Charles Brackeen's Attainment, der lukker pladen med en 20 minutter lang fest. Osgood sætter med denne afsluttende performance et trofæ op på væggen på Glenn Miller Café i form af smilende revner.
Det er dejligt at de tre musikere har fundet hinanden, ikke bar rent fysisk men også musikalsk. For nok er det musik der i den grad hopper på giganters skuldre, men når trioen hopper tilstrækkeligt højt så viser de deres værd, som noget af det bedste på den internordiske scene.
Bonusinfo:
Jonas Kullhammar spiller på Copenhagen Jazzhouse d. 23. maj sammen med Anders Bergcrantz, Bobo Stenson, Palle Danielsson og Victor Lewis.
Kullhammars pladeselskab Moserobie er lige nu uden distributionsaftale i Danmark, men pladen kan bla. købes på cdon.com og moserobie.comMy Space: www.myspace.com/kullhammar
Høj puls og hæsblæsende fremført
Magnus' far har rent faktisk en gård. Magnus er Magnus Bak der har skrevet al musikken til bandet Magnus Fra Gaarden, der sidste år vandt Ung Jazz konkurrencen og desuden var i finalen i Live Contest -der i år er slået sammen med P3's Karrierekanonen, en musikkonkurrence primært for rockbands. Magnus Fra Gaarden er et instrumentalband og som sådan en sjælden fisk på rockscenen, hvorimod jazzen netop er kendetegnet ved den store overvægt af instrumentalbands.
Der er flere jazzbands herhjemme med hørbar inspiration fra rock. Feks. de tidligere vindere af Ung Jazz, Jazzkamikaze og Søren Kjærgaard's Bandapart, men her hører ligheden også op. Magnus Fra Gaarden dyrker bevidst det grimme, det skæve og det undertjekkede og de er ikke bange for det -og det er tjekket! Lars Bach Pilgaard der både er guitarist og diktator i bandet bruger den hårde punkede guitarlyd, som afsæt for riffs og abrupte breaks og skift.
Man finder blandt andet på pladen en god dosis østeuropa med indslag fra både Balkan og Rusland, blandet op med rock og jazz med forhøjet puls og hæsblæsende fremførsel. Der er risiko for at tabe pusten men ikke lyttelysten, når de kaster sig ud i deres frygtløse omgang med stramme riffs (og bukser), slæbende og rodende trommer, der alligevel samler og holder styr på energien.
Magnus Bak spiller på trækbasun, Henrik Pultz Melbye på tenorsax, Rune Jakobsen på bas og Casper Mikkelsen på trommer. Bandets medlemmer studerer pånær en enkelt på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. Både Melbye og Bak skal til bacheloreksamener her til sommer.
Bonusinfo:
De spiller på Fermaten i Herning d. 15. maj og på Værket i Holbæk dagen efter.
Magnus Fra Gaarden: www.myspace.com/magnusfragaarden
En uge før Copenhagen Jazz Festival går igang på Jazzhouse, står den nu 81 årige altsaxofonist Lee Konitz på scenen tre aftener i selskab med Copenhagen Jazzhouse Trio. En opvarmning og godbid for den jazzglade, der heller ikke snydes når Jazzfestivalen sætter sit præg på huset.
Copenhagen Jazzhouses festivalåbningsaften er d. 3. juli. Det er i selskab med Ernie Wilkins Almost Bigband, der fejrer 100 året for Ben Websters fødsel. Det sker i samarbejde med Ben Webster Fonden. På Jazzhouse-sitet står der at det bliver med big tenorbattle og en "very special 100 years surprise".
Om lørdagen indtager trioen Ibrahim Electric jazzhuset i selskab med en blæsersektion The Lagong Horns, der består af Jakob Munck på basun og tuba, Miko Innanen på sax og Anders Banke på sax.
Ugen på Jazzhouse byder på eksempler på nogle af de forskellige tilbud/klubber som Jazzhouse ellers også byder på udenfor festivalsæsonen. Feks. deres Jazz n'poetry, hvor beatnikken Claus Høxbroe om søndagen d. 5. juli er vært for et arrangement med Søren Ulrik Thomsen, Lone Hørslev og stemmen fra undergrunden. Simon Toldam står for den musikalske indsats.
Der er som vanligt natfest med Nikolaj Hess ved Hammond B3 orglet, AC på bas og Mikkel Hess på trommer. Det starter søndag nat og slutter torsdag nat. Dog afbrudt af pauser om dagen og aftenen.
Om mandagen er det danske Tako Lako der i weekenden op til koncerten på Jazzhouse spiller på Roskilde Festivalen. De spiller balkan bryllupsmusik, med indslag fra både hip hop og electronica.
Dagen efter kommer musikken fra Berlin, hvor Groupshow med Jan Jelinek, Andrew Pekler og Hanno Leichtmann. De tre elektronikmusikere finder inspiration i bla. krautrock og fluxus. Koncerten eller sindstilstanden vil fortsætte mange timer frem.
Eivør Palsdottir med band er på scenen om onsdagen, inden Curtis Stigers indtager jazzhytten i tre dage frem til lørdag. Han er i selskab med sin faste trio og det er ikke dårligt.
Søndag lukker festivalen på Copenhagen Jazzhouse med et musikalsk fyrværkeri der kun kan blive en fest. New Orleans-Klezmer Clash!!!! Six City Stompers med bla. Peter Rosendal, Mads Mathias og Peter Marrot i kamp (eller omfavnelse) med Mames Babegenush, det hotteste danske klezmerband, der lige nu er aktuelle med deres debutplade.
Læs mere på Jazzhousesitet: www.jazzhouse.dk
Århus Jazz Festival har sikret sig en vaskeægte godbid, når de får besøg af den sydafrikanske jazzlegende Abdullah Ibrahim d. 16. juli. Pianisten slog i 60'erne sit navn fast som Dollar Brand, bla. også i Danmark, hvor han boede en overgang i midten af 60'erne. Desuden har danskeren Lars Rasmussen skrevet flere bøger om sydafrikaneren.
Derudover kan man i Musikhuset også opleve Joshua Redman Trio d. 12. juli samt en spændende kvartet bestående af fire stærke navne, nemlig Richard Galliano, Gonzalo Rubalcaba, Richard Bona og Clarence Penn d. 14. juli.
Derudover byder festivalen på koncerten Still Black, Still proud der er en hyldest til James Brown, ledet af Pee Wee Ellis samt flamenco-orkestret Son de la Frontera.
Klog nutidig jazzpop der vil lyttes på
Vi kender Josefine Lindstrand fra Sekten, et band vi betragter som dansk, ihvertfald dengang de fik en Danish Music Award for debutpladen fra 2005, godt nok sang de på svensk, men alligevel. I 2007 flyttede hun fra København til Stockholm, efter at hun havde afsluttet studierne på det rytmiske musikkonservatorium. Nu har de også opdaget hende i Sverige, hvor hun har fået titlen Jazz i Sverigeartist 2009. Med den kåring følger retten til en indspilning af en plade der udgives af Caprice Records, samt en turné landet rundt arrangeret af svenske Rikskonserter. Iøvrigt har en kulturudredning fremlagt af den svenske regering foreslået en nedlægning af Rikskonserter og Caprice Records.
Josefine Lindstrand skabte sammen med den anden svenske sangerinde Qarin Wikström og resten af Sekten, et helt specielt musikalsk univers, hvor grænseoverskridende vanvid med både humor og alvor var en del af dagsordenen. Det er der skruet en del ned for på pladen There will be stars. Musikalsk er der en stor gæld til jazz og pop. Men det betyder ikke at hun er blevet mindre eventyrlysten. Fransk kabaret og svenske nåleskovsdufte er kommet med på en meget intim og nærværende plade, der passer perfekt til en aften foran ilden, efter en god lang gåtur i skoven.
Enkle melodier med en sparsom, men meget elegant orkestrering der domineres af Jonas Östholm på piano. Hans simple og samtidig meget effektive piano er det perfekte match til Lindstrands stemme. Pladen har flere betydelige musikere, hvor sangene kan være af den helt enkle slags, som solostykket Foreknown til numre hvor Lindstrand bruger 6-7 musikere, blandt musikerne møder vi Gunnar Halle på trompet, Emma Nordlund på cello, Thommy Andersson på bas, Thomas Backman på barytonsax og Fredrik Myhr på diverse slagtøj.
Denne plade fortjener en meget god skæbne, jeg tænker at den nødvendigvis må blive en favoritplade i de hjem, hvor den lander. I Jazznyt residensen har den roteret særdeles meget, da den både har egenskaben som behagelig baggrundsmusik og som klog nutidig jazzpop der forlanger at blive lyttet på.
Josefine Linstrand: www.josefinelindstrand.com
Svensk super-impro
Trioen Plunge har eksisteret siden 2001 og er nu aktuelle med deres fjerde plade. For anden gang har de inviteret pianisten Bobo Stenson indenfor i det Plunge'ske univers. Plunge dyrker frit improviserede forløb og spontan komposition. Pladen blev indspillet d. 11. december sidste år, hvor de skabte en times musik, der kommer til at stå som et monument over fire stærke musikere, der på en dag hvor juletravlheden herskede udenfor, mødtes i en musikalsk verden af åben musikalsk fritænkning.
Det lyder højtravende, det er det delvist også. Det her følsom og skrøbelig musik og skal behandles som sådan. Man skal som lytter investere sig selv i musikken. Kaste sig ind og mærke efter. Men så får man også noget igen. Det er ikke usammenhængende og flagrende, men istedet fire intelligente improvisatorer der som mestre på hvert deres instrument lytter til hinanden, samtidig med at de kreerer musik sammen, on the spot.
Andreas Andersson på alt- og barytonsax, Mattias Hjorth på bas og Peter Nilsson på trommer udgør Plunge. De tre musikere kunne være sønner af Bobo Stenson og beviser med denne plade, at de ihvertfald i ånd, følelse og tanke er beslægtet med den svenske jazzveteran, der spiller fantastisk med de tre yngre jazzmusikere.
Pladen befinder sig som en del af en naturlig udvikling indenfor nordisk impro-jazz. Den lægger hårdt ud med nummeret Alea Iacta Est, der med sine 10 minutters løse og luftige musikalske nivellering varmer ørerne godt op. Efterfølgende numre som feks. Clement og Origo er mere afdæmpede og nok de bedste dokumentationer på pladen.
Plunge: www.plungetrio.se
My Space: www.myspace.com/plungetrio
Saxofonisten Niels Lyhne Løkkegaard kommer i fint selskab når han endnu en gang skal deltage i JazzBaltica Ensemblet, der skal spille ved Jazzbaltica festivalen i den tyske by Salzau i perioden 1.-5. juli.
Blandt medlemmerne af det ni mand store band finder man Joakim Milder på sax, Johannes Enders på sax, Michael Wollny på piano og Christoher Dell på vibrafon.
Niels Lyhne Løkkegaard: www.nielsloekkegaard.dk
Så er listen med de nominerede til Danish Music Awards Jazz 2008 offentliggjort. Listen indeholder flere overraskelser, endda også af den trælse slags.
Pladeselskabet Black Out, der også kendes som White Out har lavet alle tre plader i kategorien Årets danske crossover jazz-udgivelse. Det kan kun betegnes som stor succes, når pladeselskabet der ledes af den tidligere Swan Lee trommeslager og tidligere formand for foreningen Danske Uafhængige Pladeselskaber Emil Jørgensen formår at dominere en liste så meget. Det sker endda med to plader der blev udgivet i 2007!
Bandapart's Vision du Lamarck udkom ifølge pladeselskabets egen hjemmeside i november 2007 og jeg anmeldte den her på Jazznyt d. 15. december 2007. Ligeledes foreslog jeg pladen til nomineringslisten til DMA kåringerne sidste år, hvor jeg var med i juryen, pladen kom som bekendt ikke med. Jeg havde den ligeledes med på min liste over de bedste danske jazzudgivelser i 2007.
Den anden nominerede i kategorien med crossover pladerne, er Asta Nielsen Project for pladen Towards the light. Den plade modtog jeg selv som medlem af juryen sidste år, som en plade der udkom i 2007. Pladen udkom ifølge Gaffa.dk d. 17. december 2007, hvor den blev anmeldt af Ivan Rod.
Hvordan de to plader er kommet med på årets nominerings liste er en gåde, ikke at de fejler noget rent kunstnerisk. Men der kom da så mange plader i 2008, at plader fra 2007 ikke burde være med på listen.
Den sidste plade på crossover listen er Grammofunch's plade fra 2008! Jeg havde den selv med på min liste over de bedste danske jazzudgivelser i 2008.
Resten af overraskelserne hidrører nu kun de positive. Jeg kan med med stor fornøjelse konstatere at flere af de plader jeg havde med på min liste over de bedste danske plader fra 2008 er med. Både Sidsel Storm, Mads Vinding Trio og Mads la Cour.
Den komplette nomineringsliste ser således ud:
Årets danske jazzudgivelse:
Grammofunch: Grammofunch (Blackout Music)
Kenny Werner og Jens Søndergaard: A Time for Love (Stunt/Sundance)
Mads Vinding Trio: Bubbles and Ballads (Bro Recordings)
Årets danske vokaljazz-udgivelse:
Caroline Henderson: No. 8 (Stunt/Sundance)
Sidsel Storm: Sidsel Storm (Calibrated)
Little Red Suitcase: Temporarily out of Order (Suitcase Music)
Årets nye danske jazznavn:
Magnus Hjort: Locomotif (Calibrated)
Mads La Cour: A La Cour (Stunt/Sundance)
Jan Harbeck: In the Still of the Night (Stunt/Sundance)
Årets danske crossover jazz-udgivelse:
Asta Nielsen project: Towards the Light (Blackout Music)
Bandapart: Vision Du Lamarck (Blackout Music)
Grammofunch: Grammofunch (Blackout Music)
Komponistprisen:
Benjamin Koppel
Søren Kjærgaard
Jonas Westergaard
Den sidste store og fede overraskelse i denne omgang er at Entrance gendannes ved festlighederne, der holdes i DR's Studie 2. Det legendariske orkester med Palle Mikkelborg, Thomas Clausen, Bjarne Roupé, Bo Stief og Alex Riel er med til at løfte årets DMA Jazz prisfest til nye højder. Festen arrangeres af Jazz Danmark (the artist formely known as Dansk Jazzforbund).
Jazz Danmark: www.jazzdanmark.dk
Den århusianske legende, koncertarrangør, værtshusholder, jazzelsker mm. Bent Jørgen Jensen døde i påsken efter længere tids sygdom. Han var kendt som Bent J, som jazzbaren han drev i 35 år på Nørre Allé i Århus også hed. I 1952 begyndte han på økonomiske studier på Århus Universitet og i løbet af kort tid var han indfanget af jazzen, der skulle blive hans skæbne. Han begyndte med at hjælpe til i Århus Hallen ved koncerter med Count Basie, Lionel Hampton og andre. I midten af 50'erne er han formand for Jazzcirkle. Fra begyndelsen af 60'erne er han bestyrelsesmedlem af Saratoga Jazzklub, hvorefter han i 1964 bliver formand Århus Studenterjazz. Her arrangerede han koncerter med verdensstjerner gennem seks år, hvor de spillede i Stakladen.
I september 1973 åbner han jazzbaren i Nørreallé 66, der bestod indtil april 2008, hvor den blev pakket sammen af Den Gamle By, der vil genopføre den som en del af kommende moderne by. Efter planerne skal det ske i 2014.
En lang række internationale jazznavne har stået på Bent J's lille intime scene. Desuden har stort set hele den danske jazzgarde været omkring stedet. I 2003 blev spillestedet kåret som årets jazzspillested, men allerede da, var det blevet svært at drive stedet økonomisk. Det afholdt dog ikke den ukuelige Bent J for, at tage 5 år mere indtil det blev for snævert. Økonomi og sygdom gjorde at han måtte lukke stedet.
Han begraves d. 21. april fra Risskov Kirke.
Nicolai Munch Hansen udsendte for et par år siden pladen Wanna do right, but not right now. Pladen blev aldrig fulgt op af koncerter, udover en enkelt på Copenhagen Jazz Festival. Nu er der mulighed for at opleve bassisten i selskab med musikerne fra pladen. Ned Ferm på sax, Jakob Høyer på trommer, Mads Hyhne på trombone, Jakob Bro på guitar og en enkelt tilføjelse i forhold til pladen. Nemlig Søren Kjærgaard på klaver. Sekstetten kan opleves på Musikcafeen i Århus d. 22. april. Det er Sunship der står bag koncerten. D. 30. april spiller de hos Giant Steps i Svendborg.
På Copenhagen Jazzhouse er der så de følgende tre dage, endnu en mulighed for at høre Jakob Bro og Jakob Høyer. I selskab med Anders AC Christensen på bas er de Copenhagen Jazzhouse's nye hustrio. De kan opleves i selskab med den amerikanske trompetist Tom Harrell fra torsdag d. 23. april til lørdag d. 25. april. Trompetisten har tidligere samarbejdet med danske jazzmusikere. Bla. Niels Lan Doky, Martin Schack og Radioens Big Band.
European Jazz Orchestra under ledelse af Peter Herbolzheimer kan opleves i Remisen i Brande onsdag d. 22. april og om torsdagen d. 23. april på Fermaten i Herning, hvor Moor Jazz er medarrangør. Derefter drager big bandet på en 12 koncerter lang turné i Europa.
Fredrik Lundin og Trinelise Væring er på tur med deres nye band Offpiste Gurus og kan opleves i Esbjerg på konservatoriet d. 23. april og i Vejle d. 24. april, hvor det er den lokale jazzklub Jive der står bag.
I Skive Theater kan man d. 21. april opleve trommeslageren Jacob Roveds Return To Forever Tribute, hvor han er i selskab med bla. Thomas Clausen på et gammelt fedt Fender Rhodes og Jan zum Vorhde på fløjte og sax. Bandet koncentrerer sig om den periode hvor Chick Corea spillede sammen med Airto og Flora Purim. Det er årets jazzspillested 2009, Skive Jazzklub der står bag koncerten.
Dagen efter kan man atter opleve Thomas Clausen, I Kolding spiller han på Godset sammen med sin nye Quintet 09, der består af Karsten Bagge på trommer, Peter Fuglsang på sax og klarinet, Per Gade på guitar og Thomas Fonnesbæk på bas. Det er Jazz6000 der står for koncerten.
I Holbæk spiller saxofonisten Simon Spang-Hanssen sammen med sit franske band Ear Witness d. 24. april på Elværket. Bandet har eksisteret siden 2001 og har turneret i både Frankrig og Danmark, hvor de såmænd spillede i Holbæk i 2003. Det var åbenbart så tilfredsstillende for Holbæk Jazzklub at de nu kommer tilbage.
På Husets Teater i København præsenterer Jazzclub Loco trioen WBZ d. 24. april. Jonas Westergaard på bas, Jesper Zeuthen på sax og Peter Bruun på trommer præsenterer nykomponeret musik der er et oprør og opgør med form og figur. Inspireret af kærlighed og had, lidenskab og kulde er musikken filmisk, fantasifuld og uforudsigelig.
På 1. sal i Huset i København præsenterer Paradise Jazz et ugeprogram der selvfølgelig starter med Monday Night Big Band om mandagen! Herefter følger Carsten Dahl/Kristian Jørgensen Duo om tirsdagen. Herefter følger to trioer for jazzpublikummet der har en hukommelse, der rækker længere end en uge tilbage. Nikolaj Bentzon Trioen er på scenen onsdag aften og det er Dørge/Becker/Carlsen's tur til at erobre scenen torsdag aften.
På Huset i Ålborg spiller bassisten Torben Westergaard d. 23. april. Han medbringer 6 musikere, der alene på papiret vækker en lyst til at være tilstede. Ida Nørholm på cello, Anders Banke på klarinet og tenorsax, Francesco Cali på accordion, Jacob Anderskov på piano, Jacob Andersen på percussion og Frands Rifbjerg på trommer.
Fra det ekspressive til det indadvendte
På pladecoveret ser han meget alvorlig ud, han er inde i musikken. Bassisten Torben Bjørnskov har lavet et kærlighedsbarn...det lyder smukt, men passer også godt på Torben Bjørnskov. Han er ikke den der breder sig ud over det danske jazzlandskab med et hav af koncerter og plader, så når han endelig kommer med noget nyt er det værd at spidse ører.
I 2004 lavede han triopladen Changes med Kasper Villaume og Karsten Bagge. Karsten Bagge er også med på den nye plade, der hedder Love Child. Denne gang tager Peter Rosendal sig af pianoet. Bjørnskov har i de senere år koncentreret sig om undervisning på konservatorierne i Århus og Ålborg. Men nok så vigtigt har han også samarbejdet med den amerikanske pianist Phil Parnell. En herre der har haft en stor karrieremæssig betydning for Bjørnskov, der udover at spille i Parnell's trio, også via Parnell kom med i Matthew Herbert Big Band sidste år, hvor de bla. spillede på North Sea Jazz Festival i Holland.
Parnell og Herbert har ofte fingrene nede i elektronikkrukken og den krukke er stor, så stor at Bjørnskov også har smagt lidt på det. Han har på pladen allieret sig med Lars Vissing, der udover at spille trompet også er en elektronikbetvinger. Det kan høres på to af pladens 10 numre.
Titler som Meditation, Mercy, Compassion og Appreciation er med til understrege musikkens meget følelsesladede stemning. Det åbne, luftige og nordiske landskab er der hvor Bjørnskov har det bedst. Peter Rosendal er det perfekte valg til at støtte den stemning. Hans elegante, flydende og coole pianospil er velkendt for de fleste og han skuffer heller ikke her.
Pladen byder på en blanding af ekspressivt lystfyldt spil, til de mere eftertænksomme indadvendte stemninger.
Torben Bjørnskov: www.torbenbjoernskov.dk
My Space: www.myspace.com/torbenbjornskov
Lige tilpas krydret
Det er mærkeligt at sidde med en plade der blev indspillet for lige præcis tre år siden, men først er udkommet nu. Men det er nu ikke det, der undrer mig mest. Hvordan kan en så stærkt syngende kvinde dog holde sig så skjult så godt. Jeg forstår det ikke. Lea Thorlann er et helt nyt bekendtskab for mig. Hun serverer en homogen og gennembearbejdet plade med mange kvaliteter. Pladen indeholder en blanding af Lea's fyldige og kraftige gospelinspirerede stemme, analoge keyboards, soul, blues og jazz. Det er der måske ikke noget voldsomt originalt over. Men når den leveres på den autentiske og uhøjtidelige måde som her, så skal man være usædvanligt kedelig for ikke at swinge med.
Pladen indeholder flere suveræne numre og da det her er en jazzblog, så vil jeg lige kippe med flaget for sangen And finally she got her Bass Trombone. Teksten er både morsom og original. Sangen Untitled er titler på jazzstandards sat sammen til en finurlig tekst, som mange jazzhoveder helt sikkert vil kunne lide: "I'll nomore be a stranger in the night, 'cause my heart belongs to daddy, when April in Paris takes all of me, I ain't misbehavin come fly with me, we're dancing on the ceiling, You make me feel so young young at heart, I get a kick out of you Watermelon man".
Lea Thorlann's veloplagte backingband The Spicy Gang består af Lasse Storgaard på div. lækre keyboards - læg mærke til den fede analog synth på pladens hitemne, 24 hours in Memphis, Tomas Høffding på bas og Martin Seidelin på trommer.
Lea Thorlann: www.leathorlann.dk
My Space: www.myspace.com/leathorlannthespicygang
'Tainin' DR Big Band
Det er svært ikke at kommentere den kunstneriske retning der er sket med DR Big Band på det seneste, i en betoning der ellers ikke er Big Bandet forundt særligt ofte. Der har været mange klagesange om big bandet i de seneste år, nogle endda med rette. Men lad nu det ligge, for det virker efterhånden ret overflødigt. Sidst jeg skrev om dem, var i den glædelige forbindelse med udgivelsen af pladerne med Vince Mendoza og Mike Stern. To nutidige og væsentlige jazzmusikere.
Nu er de bare et halvt år senere atter aktuelle med en plade, der er med til at understrege hvorfor det er så vigtigt at vi har DR Big Band. Denne gang er de i selskab med trommeslageren Jeff 'Tain' Watts. Det er et samarbejde der er kommet istand ved hjælp af Big bandets kunstneriske konsulent Chris Minh Doky. Doky og 'Tain' kender bla. hinanden fra Doky brødrenes anden plade fra 1996 og Kasper Villaumes 117 Ditmas Avenue.
'Tain' markerede sig fra midten af firserne i samarbejdet med Wynton Marsalis og har siden befundet sig i en rolle som både vedligeholder og fornyer indenfor jazzen. I 1998 medvirkede han på Michael Breckers Two blocks from the edge og på The Impaler som pladen sammen med DR Big Band hedder, er der to numre med fra dengang bla. titelnummeret, hvor Peter Fuglsang leverer en saxsolo der er Brecker værdig. Det er Fuglsangs eneste solo, ellers står Hans Ulrik for resten af pladens saxsoli, læg feks. mærke til stjernestunden på nummeret Attainment.
Pladen blev indspillet i DR Byen i starten af januar, ved samme lejlighed spillede big bandet sammen med 'Tain' ligeledes en aften på Jazzhouse. 'Tain' er kendt for sit kraftfulde og energiske spil, hvilket heldigvis afspejler sig på pladen, hvor han ofte er i fokus med et trommespil, hvor han både swinger, fornøjer og imponerer.
Bonusinfo:
Jeff 'Tain' Watts er også aktuel med en plade i eget navn. Pladen hedder Watts og på pladen medvirker Christian McBride på bas, Terence Blanchard på trompet og Branford Marsalis på saxofon.
Jeff 'Tain' Watts: chambersoftain.com
Jazzsitet jazz.com laver lister til jazzinteresserede, der gerne vil lære en kunstner bedre at kende uden at de behøver at købe 10 plader. De har lige lavet en med Niels-Henning Ørsted Pedersen, hvor de med 12 numre guider os godt igennem NHØP's vidtfavnende karriere. Det er danskeren Frank Büchmann-Møller (der bla. har skrevet bøger om Montmartre, Ben Webster og Lester Young) der foreslår de 12 numre. Nu er det egentlig lidt fjollet at anbefale en liste, som de fleste jazzinteresserede danskere kun vil nikke genkendende til og sige ja selvfølgelig skal den med etc. Men det er en særdeles velkvalificeret liste. Lige fra Bud Powell til Palle Mikkelborg. Det er selvfølgelig også lidt sjovt at finde en fejl, specielt når den begås af en kapacitet som Büchmann-Møller. Det sidste nummer på listen er Fantasy in D minor og det er den eneste uakkompagnerede solo han kender med NHØP. Arrhh come on Frank! Kender du ikke Samba Petit fra pladen Scandinavian Wood, udgivet af Caprice Records i 1995.
Der findes et hav af andre forrygende dusin-lister på jazz.com.
NHØP: jazz.com/dozens/the-dozens-niels-henning-rsted-pedersen
Andre dusin-lister: www.jazz.com/page/2007/12/1/the-dozen
Stor bassist, nu med sang
Bassisten Avishai Cohen har udgivet en stribe plader i eget navn, primært trioplader sammen med pianisten Sam Barsh. Barsh blev udskiftet på pladen Gently disturbed fra sidste år. Nyt medlem af trioen blev istedet Shai Maestro og han besidder heldigvis den samme evne som Barsh til at omsætte Cohens musikalske tanker og idéer til en virkelighed jeg gerne vil være med i. Avishai Cohens musikalske varemærke er primært det powerbetonede, delvist Chick Corea inspirerede med en god dosis mellemøstlig duft. På den nye plade skuffer Cohen ingenlunde. Men han føjer nye dimensioner til sit musikalske univers ved, at han denne gang synger. Avishai Cohen har siden 90'erne markeret sig som en af sin generations stærkeste og mest personlige bassister hos specielt Chick Corea.
På de instrumentale soloplader er et af kendetegnende det melodiske og det er særdeles stærkt. Så stærkt at melodimaterialet er genkendeligt på Aurora. I den vokale forgrund hjælpes han af Karen Malika. Oud-spilleren Amos Hoffman hjælper godt til med, at skabe den mellemøstlige stemning, hvor man både hører noget fra klezmer og den arabiske musiktradition. Cohen synger overvejende på israelsk og lidt på engelsk.
Avishai Cohen har lavet anbefalelsesværdig og fin jazzpop-plade med hørbare og lækre etniske elementer.
Avishai Cohen: www.avishaimusic.com
Ramasjang i børnehovedhøjde
Børnemusik er ikke det, der står mest om her på bloggen. Da jazzmusikere som regel har det med at optræde i sammenhænge, hvor der er brug for et kvalificeret musikalsk indspark, så er børnemusikken selvfølgelig også et sted de findes. Det er ikke denne blogs opgave at komme med hidsige indlæg om den musik, som børn præsenteres for idag. MGP, High School Musical og X-Faktor er de huller børnene falder i, lige så snart de kommer i skolealderen. Da skolebørn gennemgående må formodes, at læse om musik et andet sted end her, så tjener det ikke noget formål at komme med en opdragende formaning. Da jeg ligeledes formoder at du er en musik-kvalitetsbevidst læser af denne blog (ellers læste du den vel ikke), er du helt sikkert også enig med mig i, at ovenstående børnemusikeksempler er noget l...
Vi kan heldigvis stadig give de mindre børn en chance for, at høre noget andet. Babulja er et forfriskende bud på børnemusik i børnehovedhøjde. Der er så meget gang i den, at enten er en lille 4 årig knægt vågnet inde i mig eller også er det fordi at deres musik kan vække en der er fyldt fyrre. Jeg bliver fanget og synger allerede efter anden gennemlytning med på sangen om Fisken Thøger, der sejled ud i sin kajak med en polak. Hvis jeg får lyst til at lave nogle bevægelser til musikken, er der til hver sang forslag i CD-hæftet - var jeg pædagog i en børnehave, vidste jeg godt, hvad de små purke skulle lave imorgen.
Thomas Soubak synger og har lavet musikken, der bedst kan beskrives som hæsblæsende balkanramasjang, tilsat en pæn dosis godt humør. Flere af musikerne er kendinge fra jazzscenen. Jonas Müller på diverse instrumenter, Jakob Munck på bla. tuba, Sine Bach Ryttel på kor og banjo samt Martin Seidelin på trommer er med til, at sikre den gode stemning.
Babulja: babulja.dk
Måske Dino's bedste nogensinde
Det er ti år siden at saxofonisten Jakob Dinesen udsendte sin første plade i eget navn på Stunt Records. Inden da havde han allerede markeret sig i mange forskellige sammenhænge, feks. med TS Høeg, Once Around The Park og Kasper Tranberg. På pladen Around fra 1999 spillede han sammen med Kurt Rosenwinkel på guitar, Anders AC Christensen på bas og Paul Motian på trommer. Materialet var af Monk, Ellington, Motian, Bill Evans og en enkelt fra Dinesen selv. Der var kendte klassikere som Ellington's Cottontail og Monk's Criss Cross. Siden dengang er der skrevet mange flere kapitler i bogen om Jakob Dinesen. Men derfor kan man jo godt bladre tilbage en gang imellem og bruge elementer fra dengang. På Dinesens ny CD Dino spiller han atter med Paul Motian og Anders AC Christensen. Der er et par kendinge som Tennesee Waltz, Ellington's Come sunday og en afrocubansk traditional Ochun, men ellers er resten af pladens 11 numre skrevet af Jakob Dinesen. Er der så sket noget siden dengang, må man jo nødvendigvis spørge sig selv.
Først og fremmest er meget af materialet fra Dinesen selv. Så allerede der, er der sket en del. Jeg fristes til at sige, at jeg stadig kan høre at det er Dinesen. Han havde allerede i slutningen af 90'erne fundet en personlig tone på saxofonen. Den har han kløgtigt nok holdt ved gennem alle årene. Men det kan jo ikke undgås at der er kommet en god bid mere modenhed ind under huden. Tempoet er sat ned og himlen er blevet mørkeblå. Men det nok største er at høre ham i et sammenspil med en af jazzhistoriens største trommeslagere, der til stadighed har noget at byde på. Dinesen spiller måske sit bedste nogensinde nogensinde på en plade, der nok skal vise sig at være langtidsholdbar. Mads Hyhne på basun og kasper Tranberg på trompet gæster på to numre.
My Space: www.myspace.com/jakobdinesen
Det dansk forankrede internationale big band European Jazz Orchestra er atter aktivt. Lørdag d. 18. april lander 21 musikere fra hele Europa i Kastrup Lufthavn, hvor de mødes med den rumænskfødte jazzlegende Peter Herbolzheimer. Han skal musikalsk lede dem i tre uger. Om aftenen ”lander” orkestret i Brande, hvor prøverne på Remisenbrande starter.
Onsdag d. 22. april er der generalprøve i RemisenBrande. Dagen efter - torsdag d. 23. april kl. 20.00 - er der premierekoncert på Fermaten i Herning.
Begge aftener kan publikum opleve European Jazz Orchestra som spiller latinamerikansk og balkansprudlende big band musik samt suveræne jazzstandards. Foran European Jazz Orchestra står big band legenden Peter Herbolzheimer, født og opvokset i Rumænien. Med Tyskland som base har han beriget jazzen med sprudlende musik bl.a. med orkestret Rythmn Combination & Brass, stiftet i 1969. Her flyttede han grænser med bl.a. de danske ikoner NHØP, Mads Vinding, Bo Stief, Alex Riel, Allan Botschinsky, Palle Mikkelborg, Niels Tuxen, Gitte Henning og Sanne Salamonsen. Han har samtidig arbejdet med bl.a. Stan Getz, Al Jarreau, Herbie Hancock, Chaka Khan og Dianne Reeves. Senere, som leder af det tyske nationale ungdomsjazzorkester BuJazzO, har han haft stor indflydelse på de fleste nulevende tyske musikere. Samtidig har han været inviteret til at komponere for næsten alle radio big bands i Europa.
European Jazz Orchestra består i år af et 21-mands stort professionelt big band, heriblandt fire kvinder på vokaler, bas og trommer. Alle er headhuntet af EBU´s jazzproducere i Europa og Nordamerika. De danske musikere i år er saxofonisten Frederick Menzies, der bla. spiller i Refraction, trompetisten Tobias Wiklund og basunisten André Jensen der har spillet med The Orchestra, Desuden varmes der op med the Trainee Band, sammensat af helt unge musikskoleelever fra Danmark, som efter fem dages workshop med bassisten Bo Stief åbner koncerten.
Efter koncerten i Herning går turen ned gennem Europa hvor sidste koncert spilles i Radio Romanias koncertsal i Bucharest d. 7. Maj. Koncerten optages og udsendes via satelit til millioner af radiolyttere verden over.
Bonusinfo:
MPS/Universal udgav sidste år den firedobbelte CD Big Band Man - The MPS & Polydor Studio Recordings, hvorpå man havde samlet indspilninger fra 1970-78, årene hvor han med Rhythm Combination & Brass skabte noget af det svedigste big band musik, der nogensinde er kommet fra Europa. Bo Stief var i den periode fast bassist for Herbolzheimer. Pladerne Hip Walk og I hear Voices står som tidstypiske og gode eksempler på Herbolzheimers kunnen. Sidstnævnte er også en vigtig plade i dansk jazzhistorie. Torolf Mølgaard, førnævnte Stief, Alex Riel, Allan Botschinsky, Michael Elo, Tamra Rosanes og ikke mindst Sanne Salomonsen var med til at vise danske jazzmusikere var noget helt specielt (også dengang).
Swinging Europe: www.swinging-europe.dk
Respektindgydende
Det er tredje gang indenfor ret kort tid jeg skriver om en plade, hvor norske Sissel Vera Pettersen medvirker. Den først var en duoplade sammen med Nikolaj Hess, den anden som sideman i Anna Kruses band. På den nye plade er hun en del af en trio sammen med danske Mikkel Ploug på guitar og belgiske Joachim Badenhorst på klarinet, basklarinet og tenorsaxofon. Sissel Vera tager sig endnu en gang af både sopransaxofon, elektronik og sang eller stemme, som det bør hedde i den sammenhæng hun bruger den.
Pladen der hedder Equilibrium er udgivet af det canadiske selskab Songlines der bla. har stået bag udgivelser med Brad Shepik, Michael Blake og Tony Malaby. Trioen har skabt en plade der ikke kan sættes i en bås jeg kender navnet på. Jazz, improvisation og ny klassisk musik med elementer fra feks. minimalistisk musik er blandt de inpirationskilder jeg kommer til at tænke på. Det er ikke muligt at fremhæve en musiker i trioen fremfor en anden. De fylder alle sammen lige meget.
Det er tydeligvis et musikalsk projekt som de tre musikere har investeret en stor af sig selv i. Mikkel Ploug har komponeret musikken. Er man bekendt med de tidligere plader han har lavet sammen med saxofonisten Mark Turner, bør man indstille sine ører i en anden position. Mikkel Ploug tager en musikalsk chance der er stor og det efterlader respekt. Fungerer det så? Ja, i den grad! Det kammermusikalske sammenspil og nærvær fra de tre personlige musikere er der meste værd. Plougs kompositioner oveni holder det sammen i en kontekst, med langvarig værdi.
Bonusinfo:
Trioen er på tur fra d. 15. april og når bla. at besøge Belgien, Tyskland, Tjekkiet og Norge, inden de kommer til Danmark, her spiller de i Jazzkælderen i København d. 1. maj og på Dexter i Odense d. 2. maj.
November fra pladen som gratis MP3 download: www.songlines.com/samples/November.mp3
Mikkel Ploug: www.mikkelploug.com
Alene i lang tid
En bas, en violin, Henry Grimes, 2 CD'er, to numre og to en halv times uredigeret improviseret solomusik. ILK Records og ikke mindst Kresten Osgood står bag denne imponerende udgivelse. Trommeslageren Osgood rejste i marts 2008 til New York, hvor han indspillede Henry Grimes solo. Grimes og Osgood har spillet sammen ved flere lejligheder, bla. i efteråret 2008, hvor de spillede sammen med Pierre Dørge. Grimes har fået en revival, efter at han blev genfundet i 2002, hvor han havde været væk fra jazzscenen i 35 år. Han har spillet med en lang række af frejazzen og avantgardens fortropper, som feks. Marc Ribot, John Tchicai og Marilyn Crispell.
På denne soloplade udfordres lytteren i ekstrem grad. Grimes kan sagtens holde ilden i instrumenterne ved lige. Han spiller idérigt og afvekslende. Men 2½ time er simpelthen 1½ time for meget. Det havde klædt pladen hvis den var blevet delt op i mindre bidder og ikke havde været så lang. Men omvendt kan jeg næsten høre Osgood sige noget om, at det er sådan Grimes er. Hvortil jeg må tilføje at det er han nok, men det er sgu' hårdt at lytte til, men det er jo mit problem og ikke Osgoods eller Grimes'.
Henry Grimes: www.henrygrimes.com
Iltfattig nordisk jazz
Pianisten Niels Balle har med sit Project efterhånden udgivet en del plader. På den seneste Flood of light har han fået en ny sangerinde med og hun bibringer ikke noget godt. Laila Rong Hanna duddelidudder og nynner sig iltfattigt gennem numrene og fremstår som en sangerinde med et noget begrænset råderum. Hun kommer for hurtigt til grænserne, som når hun synger i de høje tonelejer. Helt galt går det når hun skal synge, feks. når hun på dårligt svensk synger Evert Taube's Byssan Lull. Det kunne der måske være en idé med. Men den bruges ikke, istedet lyder det som en sang sunget af en, der gerne vil synge på svensk, men ikke kan finde ud af det. Det er jo fjollet, for Laila Rong Hanna er en norsk/arabisk sangerinde, men det er tydeligvis ikke noget man har fundet ud af at bruge.
Kompositionerne er typisk nordisk inspirerede jazznumre, der fremføres pænt af orkesteret der består af Lars Søeberg Andersen på trompet og flygelhorn, Helle Marstrand på bas, Mikkel Find på trommer og Birgit Løkke på percussion. Havde der ikke været vokal på pladen, havde den fået et andet skudsmål herfra. Niels Balle Project har valgt en besværlig musikalsk vej der ikke betrædes af mange, hvilket de skal roses for. Men der er måske også en grund til, at den vej ikke vælges så ofte.
Niels Balle: www.nb-music.dk
My Space: www.myspace.com/nielsballeproject
Keyboardmesteren vender tilbage!
