Matt Choboter’s Hypnagogia: Anima Revisited (ILK) LP/DL/stream >> Matt Choboter: Postcard of Nostalgia (Matt Choboter) endnu ikke udgivet

 

Canadieren Matt Choboter bor for tiden i København, hvor han er tilknyttet Advanced Post Diploma program for composition på det Rytmiske Musikkonservatorium. Han er ingen grønskolling ud i musik. Han har før den aktuelle plade udgivet to albums. I Matt Choboter’s Hypnagogia har han samlet et hold musikere der ikke går den vanlige vej. Derfor er  der både balinesiske gonger og diverse instrumenter med som skaber den rimeligt heftige stemning.

Når man befinder sig i den hypnagoge tilstand er man lige mellem virkelighed og drøm - og kan få opfattelsen af, at have oplevet det som skete i den hypnagoge tilstand. Det er øjeblikke, hvor ikke-psykotiske mennesker kommer tæt på en psykotisk tilstand - men det er altså ikke psykose. 

Matt Choboter tager os med i sin musikalsk hypnagoge tilstand, hvor han placerer sig op ad eller ved siden af virkeligheden. Det er skræmmende. Det er også tiltrækkende og farligt. Han spiller selv på et præpareret klaver der er forstemt. Det er disharmoni og uro lige op ad harmoni og ro. Det er uhyggeligt, så præcist som han kan skildre det. 

Matt Choboter har også sendt endnu en udgivelse til mig, der muligvis udkommer til sommer. Det er en soloklaver udgivelse, hvor klaveret er præpareret med magneter og andre metalliske objekter. Desuden er den stemt efter en balinesisk pentatonisk skala. Det giver klaveret en fremmedartet lyd, der i mine vestligt opdragne ører kan fremstå som om det ikke er stemt. Desuden har han fastgjort transducere på klaveret, så han kan improvisere med sig selv. Igen er det som om han placerer sig lige ved siden af normaliteten. Det ubevidste tager over og trækker i os. Han benytter sig også af elektroniske virkemidler og skaber underfundig og farlig musik.

Matt Choboter

Rumpistol: Isola (Raske Plader) LP/DL/stream

 

Jens B. Christensen, manden der er inde i Rumpistol valgte en ny musikalsk vej i 2020 med albummet After The Flood, hvor der blev skruet ned for tempo og beats. Den blev lavet efter en hård periode med stress. Denne gang står musikken ikke oven på en stressperiode. Den er snarere end forfinelse af det som Rumpistol startede med på After The Flood. 

Han har holdt fast i Line Felding på cello og Maria Jagd på violin som også har optrådt med ham live. Strygerne passer godt ind i det semi-akustiske univers, der er lyst og præget af optimisme. Han supplerer strygerne og klaveret med diskrete elektroniske lyde - som på Vindheks. Der er godt styr på virkemidlerne qua hans mange åre arbejde med den elektroniske musik. Han bygger flere gange op til episke stemninger - mere og mere - det hvirvler rundt og tager lytteren med.

Han har også inkluderet bassisten Jonathan Bremer og trommeslageren Emil de Waal som nye mænd i Rumpistols univers, hvor jazzen sniger sig mere og mere ind. En anden markant inkludering er Tobias Elof på ukelele og sopranen Nina Smidth-Brewer. Det tilføjer drama og intensitet i de numre hvor de medvirker. Musikken er forførende og filmisk. Jeg kommer til at tænke på Ryuichi Sakamoto - særligt i nummeret Løvfald eller andre gange på Nils Frahm. Det er primært for at hjælpe dig på vej, at jeg nævner dem. Rumpistol er først og fremmest sin egen. Isola er et stærkt anbefalelsesværdigt album. En stor plade i Rumpistols lange karriere - måske den største.

Bandcamp

På Jazzklub hjemme i stuen vol. 1: Jazzhus Montmartre

 

Hvad er kernen og grunden til, at jeg synes jazz er så fedt? Et af de vigtigste elementer er, at musikken kan og skal opleves live. Det kan foregå på mange måder. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at en jazzklub er noget nær det optimale. Et lille sted med plads til nogle få hundrede. Her kommer man tæt på musikken - og bliver selv en del af den samlede oplevelse. Musikerne henter energi i at spille for et publikum, der interagerer og reagerer på musikken. Publikum er så tæt på, at de kan se sveden springe fra trommeslagerens pande. De kan lugte at saxofonisten fik hvidløgsbrød til aftensmaden. Der er øl i glasset og alle i lokalet har fokus på en ting: Musikken. Det er kun en lille skare der kan tage på jazzklub hver aften. Jeg bor hverken i New York eller København, så jeg dyrker også indspilningerne fra klubberne. Så kommer jeg lidt tættere på og kan endda rejse langt tilbage i tiden.

Der findes nogle jazzklubber der gennem indspilninger derfra er udødeliggjorte. Det er dem jeg sætter fokus på i Jazznyts store forårstema. Jazzklubberne og musikken derfra. I dag handler det om den første udgave af Montmartre. Der kommer også et indlæg om det nye Montmartre og den i Nørregade. Fra USA har jeg allerede besluttet at The Village Vanguard i New York og The Lighthouse i Californien skal være med. Så går jeg og tygger lidt på Copenhagen Jazzhouse, Birldland, Blue Note, Jazz Workshop, Ronnie Scott’s, Half Note og Five Spot. Måske når jeg ikke dem alle. Måske går jeg kold i projektet. Der er også al den nye jazz, der skal have nogle ord med. 

Nå men, anyways! Velkommen til og god fornøjelse.

Jazzhus Montmartre 

St. Regnegade 19, København K

1959-1976

Kapacitet: 85

Indiskutabelt det vigtigste spillested i dansk jazzhistorie. Selv om stedet ikke var stort, så var dets betydning for dansk jazz gigantisk. Her spillede de “alle sammen” som man siger. Musikerne fik ofte flere ugers engagement. Her var både free jazz med Albert Ayler og swing med Ben Webster. Det var alt sammen jazz. Niels-Henning Ørsted Pedersen fik sammen med andre danske jazzmusikere som Alex Riel og Bo Stief deres musikalske opdragelse på værthuset. I 2008 kom det digre og meget anbefalelsesværdige værk Montmartre skrevet af Frank Büchmann-Møller og Henrik Wolsgaard-Iversen. Stedet genåbnede i 1976 i Nørregade - eller navnet fulgte med. Flere år senere i 2010 genåbnede Montmartre i St. Regnegade, hvor det stadig er placeret. Der kommer iøvrigt også en liste med indspilninger fra det ny Montmartre og den i Nørregade. 

Listen er ikke en best of - og der mangler ganske mange. Jeg har sat en grænse på 10 indspilninger. Det er et udvalg som forhåbentlig giver dig lyst til, at lytte og opfange stemningen fra Montmartre.

Jeg har givet pladerne, som noget nyt i Jazznyt-sammenhæng, stjerner fra 1 til 6, hvor 6 er bedst.

Coverbillederne er fra første udgaverne af udgivelserne.

Dexter Gordon

The Squirrel

Blue Note 1997

29. juni 1967

*****

Måske var det endnu en dag på kontoret for Dexter Gordon. Det lyder bare ikke sådan. Der findes adskillige indspilninger fra Montmartre med Dexter Gordon. Her er han lidt atypisk ikke sammen med NHØP. I stedet er det Bo Stief, der er sammen med Kenny Drew på piano og Art Taylor på trommer yder fænomenal backing til tenorsaxofonisten, der tilsyneladende aldrig løb tør for musikalsk overskud.

Bud Powell

Bouncing with Bud

Sonet 1962

26. april 1962

******

Det er en af mine yndlingsplader fra Montmartre - Bud Powell spiller ubesværet og virker veltilpas. Han er sammen med den kun 15 årige Niels Henning Ørsted Pedersen på bas og William Schiöpffe på trommer. Ren triomagi. Den er genudgivet i mange forskellige udgaver. Her er det den første.

New York Contemporary 5

Vol. 2

Sonet 1965

15. november 1963

******

Altsaxofonisten Archie Shepp er sammen med Don Cherry på kornet og John Tchicai på altsax. I rytmegruppen finder vi Don Moore (Indra Rios-Moore’s far) på bas og J.C. Moses på trommer. Det her er vol. 2 med musik fra samme aften som vol. 1. Det lyder som at være på det gamle Montmartre. Der mangler kun øldunst, røg og den legendariske friturelugt. Bad ass swing.

Cadentia Nova Danica

August 1966 Jazzhus Montmartre

Storyville 2016

August 1966

****

Det er avantgarde jazz af høj og uimponeret kvalitet. Det ungdommelige gå på mod og den store lyst til, at eksperimentere gør at det bliver til en spændende optagelse. Der er elementer fra den spirituelle amerikanske freejazz og fra den europæiske avantgardejazz. John Tchicai var lige kommet hjem efter 4 år i New York. Det var gruppens første koncert.

Bent Jædig

Bent Jædig was here Live at Montmartre 1969

Stunt 2013

31. januar og 1. februar 1969

****

Der er ikke meget tilgængeligt på plade med en af de fineste bebop tenorsaxofonister, vi nogensinde har haft herhjemme. Her kan vi til gengæld få lov til, at høre hvor fantastisk han var i en liveindspilning sammen med Kenny Drew, NHØP og JC Moses. Han spiller med en stor og fyldig lyd. Der er også CD’en The Free Spirit fra 2009, hvor der er optagelser fra Montmartre, hvor Jædig spiller med Art Farmer og Dollar Brand.

Sahib Shihab

Jazz Party 

Debut Records 1964

3. oktober 1963

******
En noget atypisk plade i Debut kataloget. Den er festlig og man kan danse til den. Sahib Shihab spiller både alt og baritonsax suppleret med fløjte. Ole Molin spiller funky guitar (før funken fandtes), NHØP og Riel swinger røven ud af bukserne. Allan Botschinsky tager stikket hjem på flygelhorn. Jeg ved ikke om der var ret mange på Montmartre den aften - det er en slatten omgang klappen med ølklirren efter den fuldstændigt fantastiske Conversation part 1. Fedt at den indspilning findes.

Cecil Taylor

Live at The Cafe Montmartre

Debut Records 1963

23. november 1962

*****

Den amerikanske free jazz pioner, pianisten Cecil Taylor havde næsten hele måneden på Montmartre. Sammen med altsaxofonisten Jimmy Lyons og trommeslageren Sonny Murray leverede de jazz som det ikke var hørt før i København. Særligt Murray og Taylors duospil er vildt at lytte til. De sprænger grænser og selv om det er ekstremt, er det ikke rodet.

Dollar Brand

Anatomy of a South African Village 

Fontana 1965

*****

30. januar 1965

Den sydafrikanske pianist havde Natholdet-tjansen i slutningen af januar 1965 sammen med bassisten Johnny Gertze og trommeslageren Makaya Ntshoko. De spillede musik af Dollar Brand aka. Abdullah Ibrahim, bla. den altid skønne Tinitiyana og Thelonious Monk. Watch out! Det er nogle andre numre, der er på Spotify under samme albumtitel. Der findes også solopladen African Piano, som Spectator udsendte, med musik fra Montmartre. Den er indspillet en eftermiddag uden publikum.

Ben Webster

Saturday Night at The Montmartre

Black Lion 1974

30. januar 1965

*****

Samme aften som Dollar Brand blev optaget, blev alle tre sæt med Ben Webster optaget. Det er Montmartre Classic med Kenny Drew ved klaveret, NHØP på bassen og Alex Riel ved trommerne. De spiller standards og tiden står stille. Der udkom to andre LP’er med musik fra den aften. Midnight at The Montmartre og Sunday Morning at The Montmartre.

Jazznyt fylder 18 år

 

For mange år siden, da jeg var 18 år var mine ører dybt nede i den alternative rock, postpunk, den elektroniske musik og i øvrigt også rigtigt meget Springsteen’sk rok'n'røvl, som var godt at drikke øl til. Lou Reed var gud og Sort Sol var de danske ditto.

Det vigtigste var dog, at komme ud for at høre livemusik. Da jeg boede i en middelstor provinsby, Herning brugte jeg ikke tid på, at finde ud af hvor jeg skulle gå hen. Der var kun et spillested og det var et godt sted. Det var Nicodemus, hvor jeg i den periode stort set hørte alt hvad der blev spillet. Det betød at jeg ret hurtigt blev træt af øllede bluesbands, der ikke flyttede en skid. Til gengæld hørte jeg musik som jeg ellers ikke ville have hørt. Der var Tristan T - der findes en optagelse fra den koncert på Spotify, hvor de spiller Iggy & The Stooges' I wanna be your dog - det var et punk højdepunkt i Herning. Der var en masse rock og det der lignede. Der var også jazz og andet, hvor navne som Frontline, Bo Stief, Bazaar, Jørgen Emborg, Haugaard & Carlsen, Jan Kaspersen, Moonjam, Mikkel Nordsø, Simcess, og andre kravlede ind under huden på mig.

Jeg begyndte at købe jazzplader. Jeg synes stadig i dag, at Miles Davis' You're Under Arrest er en af de fedeste plader nogensinde - fordi den ramte mig som ingen anden plade havde gjort. Der gik et par år inden jeg var klar (moden nok?) til, at høre Miles Davis' gamle akustiske hejs fra 50'erne. Det var også som 18 årig, at jeg opdagede trioen med Palle Mikkelborg, Niels-Henning Ørsted Pedersen og Kenneth Knudsen. Helt sikkert fordi jeg havde hørt deres Imagine fortolkning og var blevet nysgerrig på mere. Jeg købte Heart to Heart pladen og indledte et endnu ikke afsluttet kærlighedsforhold til NHØPs baslyd.

Jeg hørte David Sanborn, Milton Nascimento og Pierre Dørge & New Jungle Orchestra på Ridebanen ved Christiansborg. Jeg hørte Disneyland after Dark til countryfestival i Silkeborg. Jeg var til Riverboat i solskin i Silkeborg. Jeg lavede koncerter med Die Kapelle, Rosegarden, Effy & Eliten, Look Out og Blast på gymnasiet, hvor jeg gik.

Jeg købte vinyler med Hüsker Dü, Jimi Hendrix, Metallica, Golden Palominos, Go-Betweens, Iggy Pop, Keith Jarrett, Laurie Anderson, Lounge Lizards, Martin Hall, Peter Gabriel, Prince, The Rolling Stones, Trouble Funk, Velvet Underground, Woodentops og Lou Reed (der i 1986 lavede sit måske ringeste album, Mistrial, men jeg elskede den alligevel).

Jeg gik på biblioteket for at låne LP’er med Karl-Heinz Stockhausen, Lee Ritenour og Phillip Glass (de var aldrig ridsede, de plader). Jeg nærlæste hver uge Billboard på biblioteket for at holde øje med hitlisterne. Det var i den periode, at Laban sneg sig ind på Hot 100 hitlisten med Love in Siberia. Laban sagde mig ikke noget. Det passede ikke til mit semiprovinspunkede image - allerdybest nede dunkede der alligevel et pophjerte. 

Jeg havde en drøm om at blive musikanmelder...

Nu fylder min blog Jazznyt, 18 år - og drømmen er til fulde opfyldt. Jeg har anmeldt flere tusinde jazzplader. Jeg har brugt en tredjedel af mit liv på bloggen. Punken har ikke helt forladt mig. I næste uge skal jeg til koncert med Iceage, dagen efter et jeg har hørt Cecilie Strange Quartet på Fermaten, efterfølgeren til Nicodemus, der hvor det hele startede for mig og musikliv.

Doctor Django and his nurses: Confusionality (Gateway) LP/DL/streaming

 Så er violinisten og sangeren Doctor Django aka Jens Byskov tilbage med sine håndgangne sygeplejersker. Det er på alle måder en musikalsk rodebutik af den charmerende slags - og det ved de godt, da de kalder pladen for Confusionality.

Grundlæggende er det fire dygtige musikere der mødes i et jazz/blues/roots/swing univers, hvor elementer fra både country og fusion sniger sig ind undervejs. Her er titelnummeret et godt eksempel. Enrico Rosa tager stikket hjem på guitar. Den er i et tungt beat, hvor Emilian Tupa lige smider et klassisk 80’er lydende tommelfingerbas break ind til sidst. Der er bluesnummeret Street Blues, hvor Jens Byskovs violin tager den med ro. Det gør den ikke på Doctor Django, der i sin komplicerede opbygning bliver lidt småfunky. Der er også den mere nordisk lydende glas Waltz at ease. Doctor Django and his Nurses er en original rodebutik.

Doctor Django

WeGoWhereWeGo (WeGoWhereWeGo) streaming

 

Meditativ ambient improvisation med elementer af jazz og folk er trioen We Go Where We Go’s betegnelse af deres egen musik. Det er en rammende beskrivelse for den musik som strømmer os i møde på deres debutplade, der er indspillet for et par år siden og endelig er udkommet. Trioen består af Spencer Gross (guitar), Lars Emil Riis (keys) og Carolyn Goodwin (sax og klarinet). Det er enkle, svævende og rolige analoge klangflader, der bæres frem af originalitet og nærvær.

WeGoWhereWeGo

Richard Andersson: U•Synlig (Hobby Horse Records) LP/DL/stream

 

Det er snart 12 år siden, at jeg første gang skrev om bassisten Richard Andersson her på bloggen (det er så lang tid siden, at der var et MySpace link). Dengang vidste jeg ikke, at Richard Andersson er blind. Det er i det hele taget ikke noget jeg har beskæftiget mig med i anmeldelserne af Richard Anderssons plader - og dem har der været en del af siden debuten.

Denne gang kan jeg ikke afholde mig fra at skrive om det, da det er selve udgangspunktet for U•Synlig.

Richard Andersson har lavet en soloplade, hvor han fortolker kunstværker - og da han ikke kan se dem, har han været afhængig af andres synstolkning af kunstværkerne. Undervejs i projektet gik det op for Richard Andersson at den oprindelige idé om at fortolke kunstværker havde ændret sig. Han satte sig i synstolkerens sted og forsøgte at forstå hvilke følelser og oplevelser værkerne vækkede i dem. Han indså at hans indre billede var en projicering af et andet menneskes virkelighedsopfattelse.

For at hjælpe lytteren på vej, så har Richard Andersson i den flotte sorte boks, hvor vinylen er, også vedlagt et hæfte hvor dele af synstolkningerne er gengivet sammen med en lettere forvrænget udgave af kunstværket som det handler om. Det er overvejende nyere kunstværker af eks. Jacob Rantzau suppleret med et kirke kalkmaleri og et par stykker af Jens Søndergaard etc. 

De ti stykker musik trækker os ind i en umiddelbart fremmed verden - og lader os føle kunsten og menneskerne der ser billederne - fra den blindes synspunkt. Richard Andersson har lavet et stærkt kunstnerisk statement af den type, der giver materiale til at undre, tænke og føle i meget længere tid end musikken varer. Richard Andersson er en poet med bassen. 

Richard Andersson

døssing: All inclusive (Blik Flak) streaming

 

Bare fordi man er søskende og medlem af fremtrædende grupper indenfor jazz og moderne folk og ens forældre stod bag 90’ernes folktronica succes Sorten Muld, så betyder det ikke at man kan lave et fedt band sammen. 

Men det kan trioen døssing med Aske (trommer, producer og kendt fra Aysay), Jon (keys, synthbas og kendt fra Abekejser) og lillesøster Mathilde (trombone, vokal). De får endda lidt supplerende hjælp fra deres søster Annestine, der har indtalt de speaks der undervejs er med til, at danne historien om All Inclusive hotellet som døssing holdet tager os med på.

Her er ro til at slappe af fra hverdagens stress og jag. De har bla. ladet sig inspirere David Lynch’s Twin Peaks og Wes Anderson’s Grand Budapest Hotel, da de lavede musikken. Der er er med andre ord noget subtilt på spil i historien. 

Det er rolige numre, hvor Mathilde Døssings trombone får lov til at shine. Jon - der gerne spacer ud på analoge synths i Abekejser - sidder mere roligt ved klaveret når han er sammen med sine søskende. Det er en dejlig musikalsk historie, der hænger sammen og fungerer på flere planer. Det er smooth med behagelige overraskelser undervejs.

døssing på Facebook

Bévort 3. Live 2020-2021 (Pernille Bévort/Gateway) CD/DL/stream

 

Der er ikke så meget bullshit her. Det er lige på og råt. Der er ikke noget der pakkes ind. Til gengæld er det ægte. Saxofonisten Pernille Bévort står i spidsen for trioen med Morten Ankarfeldt på bas og Esben Laub von Lillienskjold på trommer. Ankarfeldt og Lillienskjold er gode og sikre musikere, der går direkte ind i Bévorts univers, hvor det er hende der lægger navn til og har skrevet musik etc. Men Bévort 3 er et kollektiv, hvor instrumenterne mødes i niveau. 

Der er et par kompositioner der går igen fra de to foregående studiealbums. Det dynamiske energibundt Minor Clues, hvor Ankarfeldts fuldfede basgang og Lillienskjolds dansende trommer byder Bévorts sax op til dans. Der er gang i den - og publikums begejstring fra den aften på Montmartre i 2020 sniger sig med ind i mine lyttende ører. Albummet lukkes ned med Theme for Ernie, skrevet af Fred Lacey og senere gjort kendt af John Coltrane. Det er en ballade, hvor Bévort ligesom på den anden ballade Apricot Blossom er helt fremme på scenekanten for, at fortælle sin musikalske historie.

Det er den helt store styrke ved Bévort 3. De byder os indenfor og gennem intensitet og nærvær får de skabt et fedt rum for jazzen.

Pernille Bévort

Indra Rios-Moore: Freedom Road (Vamana) CD/DL/stream

 

Der er næste gået fire år siden vi sidst hørte fra den amerikanske sangerinde Indra Rios-Moore. Hun er selvfølgelig stadig sammen med husbonden og saxofonisten Benjamin Trærup og bassisten Thomas Sejthen, som hun har været siden debuten der kom for 12 år siden. Derudover er det Anders Vestergaard på trommer, Søren Bigum på guitar og Rune Borup på piano og Rhodes.

Hun fortsætter i det roots/blues inspirerede spor, som hun var startet i på den forrige plade. Pladens titel Freedom Road er hentet fra Josh Whites sang. Den åbner albummet og er med til at understrege, at det er sange med holdninger til livet og den modstand som man møder undervejs, der er på albummet. Hun fortolker Tom Petty’s udødelige I won’t back down med en lethed, der i sin fredelige fremstilling ikke lægger op til krig og ufred - men også sætter en tydelig streg i sandet. 

Walk on the wild side - ikke den Lou Reed lavede - men den som Elmer Bernstein lavede og som Marvin Gaye sang meget tidligt i karrieren - er en powerfyldt swinging soul perle, hvor Benjamin Trærups sax og Indra’s vokal mødes i skønsom duet. Der er også blevet plads til et par stykker som Indra selv har skrevet - her er Oh Love en af den slags ballader, der taler direkte til hjertet. Noget som Indra Rios-Moore endnu en gang gør på et helt album - hun går direkte i hjertet og sjælen. Stærkt og smukt.

Indra Rios-Moore

ERNA: Mesh (Wetwear) LP/DL/stream

 

Tromme og percussion duoen ERNA med Anders Bach og Kristian Paulsen er aktuelle med minialbummet Mesh. Her præsenteres vi for en flot pulserende ambient plade. Hvor ambientmusikken vanligvis er trommeløs, så er ERNA’s tranceskabende tromme og percussion spil så flydende og dog alligevel med puls, at jeg ledes over i et ambient landskab. De supplerer begge med synth, der frembringer de mere vanligt kendte klangflader.

Det er et dragende musikalsk univers fyldt med stemning. På nummeret Archive gæster Henrik Pultz Melbye og Nils Gröndahl og tilføjer noget ekstra til duoens ellers klare og tydelige udtryk.

Kristian Paulsen og Anders Bach har tidligere lavet nogle kassettebånd sammen og er nu rykket over på vinyl. Det er både en flot lydende plade (produceret af Jens Benz) og et lækkert færdigt produkt (lavet af Nordsø Records). Er du musiknysgerrig, så er der masser af af originalitet hente på pladen.

Wetwear Bandcamp