Viser opslag med etiketten Estland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Estland. Vis alle opslag

mandag, september 14, 2026

Emma Pilgaard: A Womans voice (April Records) LP/CD/digital

 

Der er gået lidt mere end en uge siden Moorjazz Festival, en festival som jeg er med til at afvikle. Her havde vi truffet et bevidst valg om at have mange kvindelige musikere på scenerne og endte med en fordeling på 40/60, hvilket jeg ikke tror, at der er ret mange jazzfestivaler, der kan matche.

Nå, men her havde Emma Pilgaard passet perfekt ind. Først og fremmest fordi hun har lavet et suverænt vokaljazzalbum. Det er noget så old school som et konceptalbum. Emma Pilgaard sætter fokus på kvinden. Hun har valgt otte historiske danske kvinder, som hun synger om, og sat det i scene sammen med fem andre kvinder.


Anna Ancher, Else Marie Pade og Thit Jensen hører måske til de oplagte. Emma Pilgaard har også inkluderet stuntkvinden Emilie Sannom og småkagebusinessdronningen Karen Volf. Emma Pilgaards tekster er refleksioner over, hvordan kvinderne var i deres samtid, hvad der drev dem, og hvorfor de gjorde, som de gjorde. Det er blevet til en samling sange, der fremmaner nogle klare, nærmest dokumentariske billeder.


Emma Pilgaards stemme er det første, der møder os, og jeg kan ikke blive træt af at lytte til den. Hendes intonation og klang er i særklasse. Bandet med Rahel Talts (piano), Patrycja Wybrańczyk (trommer) og Hilda Nordkvist (bas), der suppleres af Viktoria Søndergaard (vibrafon) og Ida Brinch (trompet), leverer suveræn backing på det bedste danske vokaljazzalbum, jeg har hørt meget længe.


Emma Pilgaard får en kæmpeanbefaling fra JazzNyt.

Bandcamp

fredag, juni 13, 2025

Maria Faust Sacrum Facere: Marches Rewound and Rewritten (Stunt) LP/CD/digital

 

Den dansk/estiske saxofonist og komponist Maria Fausts værker er kendt for hendes samfundskritik. Det har handlet om kvinders plads og formål i et kristent og ikke kristent samfund, om kvindelig identitet til reproduktive forhold og rettigheder. På korværket Mass of Mary var det ofre for vold i hjemmet der kom i fokus. På det nye album retter hun opmærksomheden på verdenstyranier, hierakier, vold og livets værdi.


Da hun voksede op som barn i Sovjetunionen, var marcher en velkendt del af propagandaen. Maria Faust vender det rundt og tager det tilbage. Lilletrommen, mesterligt spillet af Emanuele Maniscalco, er i centrum. Der er noget fedt over en komponist som Faust, der med stor alvor og indsigt tager fat i et militant musikalsk udtryk. Hun bringer liv til musik, der ellers brugt til at indgyde respekt, autoritet og sprede død.


Sammen med et stjernehold af store musikalske personligheder, lige fra Francesco Bigoni på saxofon og klarinet til Peter Ole Jørgensen på stortromme og percussion har Maria Faust lavet endnu et stærkt værk. Vi har mere end nogensinde brug for musikere, der gør opmærksom på vanviddet der hersker alt for mange steder lige nu. Med dette værk finder man et frirum, et helle i dagligdagens malstrøm af nyheder med plads til eftertanke.

Bandcamp

torsdag, april 10, 2025

Rahel Talts: New and familiar (Rahel Talts) LP/digital

 

Den estiske pianist og komponist Rahel Talts, der for tiden  holder til i både Vilnius og i København, er aktuel med sit tredje album. På albummet medvirker danske, estiske, litauiske og polske jazzmusikere, der overvejende har udgangspunkt i Danmark. Rahel Talts samlede bandet i Danmark i 2020. Det ti mand store band tæller bl.a. trompetisten Jakob Sørensen, bassisten Marius Prasniewski, guitaristen Jacob Djursaa og trommeslageren Jesper Lørup Christensen. Denne gang medvirker landsmandiden og vokalisten Karmen Rõivassepp også på nogle numre. 


Rõivassepp, der har en særdeles solid fortid i Danmark er et godt match med Talts. Albummet åbner med en estisk folkemelodi Meie Elu. Herefter rykker det over i et mere hårdkogt hjørne på Restless, hvor Donatas Petreikis leverer en solid saxsolo. 


Rahel Talts er en komponist der maler med den store pensel. På titelnummeret New and familiar er strygerkvartetten i centrum. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om Talts største kvalitet. Er det som komponist, som arrangør, som bandleader eller som pianist? Hun fremstår komplet. Jeg håber at hun en dag kommer til, at stå i spidsen for et big band.


På side 2 får vi en suite, Conversations i fire dele. Talts er opvokset med at spille klassisk klaver, har estiske musiktraditioner inde under huden og bruger jazzen som sit musikalske sprog. Det viser hun tydeligt på Conversations. Det er ikke uden grund at P8jazz har haft albummet som ugens album på kanalen.

Bandcamp

lørdag, marts 22, 2025

Adrian Christensen: Narva (Adrian Christensen) digital

 

Han har været særdeles tydelig på den aarhusianske jazzscene i de seneste 10 år. Bassisten Adrian Christensen har bla. spillet med Karmen Rõivasssepps kvartet, Abekejser og Michael Bladts Clash. Nu har han lavet sit første album i eget navn. Han har inviteret vibrafonisten Viktoria Søndergaard, nogle strygere og selvfølgelig også Karmen Rõivassepp med på albummet. 


Pladen har fået titel efter den estiske by Narva - og Karmen Rõivassepp synger meget passende på sit hjemlands sprog på udgivelsen. Stilistisk befinder Adrian Christensen sig med udgangspunkt i jazzen, men tager elementer ind fra folkemusik og klassisk musik. Viktoria Søndergaards vibrafon og strygerne er eneste akkompagnement udover Rõivassepps stemme og Adrian Christensens bas. 


Det er blevet til en meget smuk og original plade, der ikke har fået megen opmærksomhed. Prøv at tag et lyt. Musikken fortjener det.

torsdag, januar 16, 2025

Dubbeltrion: Bringing Scandi-baltic Powerhousejazz to the People (Sonic Transmissions) LP/digital

 

I Danmark lever vi ofte i den tro, at vi er helt unikke på pølse-området med vores hot dog med en rød pølse. Svenskerne kan også levere et ret unikt pølse-produkt. Kendere af den svenske tunnbrödsrulle med to kogte pølser og kartoffelmos spotter den straks på coveret. Den er et fuldkomment måltid i sig selv.  Samme fuldkommenhed kan siges om Dubbeltrion - der helt konkret som navnet siger, er en dobbelt trio. 2 x bas, 2 x trommer og 2 x sax. Musikere fra Danmark, Sverige og Estland mødes i denne unikke sekstet. Fra Danmark er det Isak Schiødt på diverse saxofoner og andre instrumenter. Ham kender du muligvis fra Nausia.


De seks musikere har et ønske om, at gøre Verden til et bedre sted for dem, os og hele Verden. De nævner nogle af deres helte; Grethe Thunberg, Burna Boy, arbejdsløshedsforsikringen i Norden og Noam Chomsky. Det er et godt grundlag at stå på. Musikalsk står de ovenpå arven fra den amerikanske spirituelle jazz, som de gør til deres egn, ved at indblande deres ophav i Tornedalen og Skåne i Sverige, Sjælland i Danmark og de estiske landdistrikter. 


De lykkedes til fulde med deres mission om at gøre Verden til et bedre sted. Mens pladen snurrede på pladespilleren snurrede jeg med. Jeg lod mig opsuge af deres powerhousejazz og jeg er sikker på, at mit lille hjørne af Verden ikke bare blev bedre. Det voksede og det handlede om nærvær og tilstedeværelse i nuet. Dobbelttrioen formår at skabe et unikt øjeblik og smelter sammen i et vidunderligt musikalsk kollektiv.

Bandcamp


lørdag, december 07, 2024

Jens Fisker: We’re all wonders (Jens Fisker/Gateway) LP/digitaI

 

I det nordjyske har jazzguitaristen Jens Fisker efterhånden huseret i en del år. Han har en enkelt trioudgivelse fra 2017 i eget navn på samvittigheden. Den får nu selskab af den nye udgivelse We’re all wonders, hvor triobesætningen er udvidet med altsaxofonisten Olga Amelchenko og vokalisten Karmen Rõivassepp. Det er Marius Prasniewski der spiller bas og Aidan Löwe på trommer.


Jens Fisker er klassisk jazzguitarist med Jim Hall, Wes Montgomery og Joe Pass på moodboardet. Det er den varme guitarlyd, der bæres frem af et teknisk velfunderet spil. Fisker vil mere end at kunne frembringe den klassiske jazzguitarlyd. Musikken er ikke standardjazzmateriale. Det er reflekterende musik, hvor musikerne spejler følelser, relationer og samvær i nutiden. 


Samværet bruges af de fem musikere til, at skabe en forståelse på tværs af nationaliteter og baggrund. Olga Amelchenkos altsax står skarpt og flot hele vejen, Rõivassepps ordløse sang står godt sammen med altsaxen. Fisker kaster sig ud nogle sikre soli undervejs. Eksempelvis på Syncopated Hearts, hvor Rõivassepp har en tekst som udgangspunkt for sin vokal. Det er nok også min favorit på pladen.

Gateway Music Shop

mandag, juni 10, 2024

Abekejser & Karmen Rõivassepp: Wonder Who Live (Jaeger Community) digital

 

Kombinationen af to af de bedste musikalske fænomener der er kommet fra Aarhus de seneste ti år suppleret med blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra er en virkelighed på denne udgivelse, der har sneget sig ind på streaming-tjenesterne for nogle måneder siden.


Abekejser består af fire af de vigtigste musikere fra aarhusianske jazzscene. De er sammen med den estiske sanger Karmen Rõivassepp, der - desværre for os i det danske - er flyttet tilbage til hjemlandet, efter 10 år i Aarhus. Supplementet med tre blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra giver Abekejsers keyboardfyldte univers endnu flere farver. 

Idéen til samarbejdet kom fra Jazz i Trekanten - der fornyelig ændrede navn fra det infantilt frække, til det kedelige Trio. 


Karmen skrev musikken og arrangerede Abekejser numre til blæserne. Hun er den fulde pakke og kender Abekejsermusikken godt. Det er eksempelvis blevet en ny lækkerbisken, når der tilføjes blæsere på den natteblå Nocturnal Observer fra Abekejsers debutalbum. En dejlig udgivelse.

Bandcamp

onsdag, maj 15, 2024

Maria Faust Jazz Catastrophe 3rd Mutation: MOTH (Bush Flash Records) LP/CD/digital

 

I forbindelse med årets Spot Festival præsenterede Maria Faust sit nyeste album. Det skete i A-Huset, hvor JazzDanmark og Sunship var værter for en række jazzkoncerter der placerede sig udenfor jazzens mainstream.

Sammen med guitaristen Lars Bech Pilgaard og trommeslageren Kresten Osgood, der var stand in for Anders Vestergaard der ellers spiller på pladen, leverede hun en intens omgang jazz, der var mere struktureret og mindre free end jeg troede på forhånd. 

For det første havde de noder med på scenen og for det andet kunne jeg genkende Moth to The Flame fra koncerten, da jeg hørte pladen. Struktur er ikke det samme som manglende uro. Der er masser af skæve toner og “larmende” indslag undervejs. Altsaxofonisten og komponisten Maria Faust er så meget og har i de senere år arbejdet intenst med solomusik, korværker og musik der placerer sig tæt op ad moderne klassisk musik. 

Her er albummet MOTH en stærk status på lyden af Maria Faust lige nu. Hører man til man til dem, der har en svaghed for lyden af Maria Fausts skarpe altsax, så er albummet en kærkommen gave. Hun befinder sig godt i selskab med Pilgaard og Vestergaard (og live med Osgood). De er på bølgelængde og bevæger sig smukt afsted på en plade, der kommer til at stå tydeligt i den efterhånden meget omfattende Faust-diskografi.

Bandcamp

tirsdag, marts 14, 2023

Maria Faust: Mass of Mary (Estonian Record Productions) LP/CD/DL/stream

 

Mass of Mary er dedikeret til alle ofre for vold i hjemmet. Det handler ikke om at pege fingre, oplyse eller finde løsninger. Det er en konstatering og det mindste som komponisten og musikeren Maria Faust mener, at hun kan give tilbage til samfundet. Hun kombinerer middelaldermusik, jazz, estisk folkemusik og det hun kalder sonoristic comtemporary music, der kort fortalt - ifølge jazzbloggeren - handler om at skabe nye lyde og udtryk med eksisterende instrumenter.

Sammen med det estiske kammerkor Collegium Musicale og klassiske musikere indspillede hun musikken i Estland for et år siden. Resultatet foreligger på rød vinyl og er en uafrystelig stærk lytteoplevelse. Værket er bygget op omkring en den katolske kirkemesses vanlige struktur. Det er kirkens latin og græsk, der står som skelettet der skal holde virkeligheden oprejst. De omkranses af tekster på estisk om volden og det der sker. Om barnet der kalder på mor. 

Mass of Mary er endnu et højdepunkt i Maria Fausts karriere. Det er et album der kommer til, at stå som hovedværk. Alvoren, dramaet og skønheden er i forening på et album der uden problemer bevæger sig mellem genrerne

Bandcamp Maria Faust

søndag, februar 12, 2023

Karmen Rõivassepp & Aarhus Jazz Orchestra: Ambivalence (Jaeger Community) LP/DL/stream

 

Hun har allerede etableret sig solidt som sanger og komponist. Estiske Karmen Rõivassepp, der har boet i Danmark i en årrække, udvider nu CV’et med big band arrangør. Sammen med Aarhus Jazz Orchestra, under ledelse af Nikolai Bøgelund, har hun lavet pladen Ambivalence. Her har hun komponeret og arrangeret musikken. Der er også nogle stykker hvor hun synger. Ligesom på hendes foregående to plader, er der blevet plads til et par sange på hendes modersmål.

Det er den dynamiske side af den nordiske jazz der er i centrum på albummet, hvor særligt et nummer, uden vokal, Metropol står centralt. Hun bruger den store big band lyd. Den skinnende messing syder sammen en veloplagt rytmesektion med Fredrik Sakham på bas og John Riddell på trommer. Det er en anden side af Karmen Rõivassepp der kommer frem på Ambivalence, end den vi kender fra vokalpladerne. Det er ambivalensen. Mellem vokaljazz traditioner og storladen instrumental big band musik. Mellem et estisk ophav, dansk  kultur og en amerikansk musiktradition. Det virker naturligt for Karmen Rõivassepp at bevæge sig mellem de forskellige områder. Spørgsmålet er måske nærmere om hun overhovedet bevæger sig. Det behøver hun ikke. Hun er det hele og bruger det til, at lave et formidabelt big band album.

Jaeger Community

tirsdag, august 16, 2022

Maria Faust: MOnuMENT (Bush Flash) LP/DL/stream

 

Blandt de mange projekter som saxofonisten,komponisten og Bandleader Maria Faust har stået i spidsen for, har vi endnu ikke hørt et soloprojekt. 


Før nu.


Faust har lavet albummet Monument, hvor inspirationen er mødet mellem arkitektur og musik. Helt konkret tog hun til øen Saaremaa i hjemlandet Estland, hvor hun indspillede musikken på Kuressaare slottet. Fuldstændigt ligesom landsmanden, den verdenskendte arkitekt Louis Kahn lod sig inspirere af slottet i sine arbejder, lader Maria Faust slottets stemning, struktur og arkitektur forme musikken.


Der er enkelte helt rene saxsolonumre, som eks. Ray, hvor Faust ikke efterlader nogen tvivl om hendes store fleksibilitet og evner på saxofonen. Hun bruger loops, effekter og andet godt i det meste af musikken. Det er både insisterende, undrende, pågående, flydende, harmonisk, underfundigt og berigende. Lad dig omkranse af Maria Faust, arkitekturen og musikken. 

Maria Faust Bandcamp


fredag, november 26, 2021

Karmen Rõivassepp Quartet: Breathe (Jaeger Community) LP/DL/stream

 

Da kvartetten debuterede i 2018 med Dance of Sounds blev der lagt mærke til det. Nominering som årets nye danske jazznavn og Karmen Rõivassepp blev første modtager af Århus Jazztalentprisen. Siden er der kun kommet mere opmærksomhed på den herboende estiske sangerinde Karmen Rõivassepp og hendes håndgangne mænd, Simon Eskildsen på piano, Adrian Christensen på bas og Daniel Sommer på trommer.


Nu er de aktuelle med andet album, hvor Karmen har skrevet musikken, udover åbningsnummeret som Adrian har lavet. Der er også blevet plads til en estisk folkemelodi. De spiller dynamisk og tilstedeværende - og det er værd at pointere, at alle fire er ligeværdige i lydbilledet. Det her handler ikke om en sangerinde med backingmusikere. Det er en samlet pakke der langsomt men sikkert kravler ind under huden på lytteren. 


Der er blevet plads til det estiske sprog på tre numre. De andre er på engelsk. Rõivassepp har en vild måde at beherske sprog på - jeg har også hørt hende på portugisisk og russisk til koncerter og på dansk på Niels Munks album i år. Hun finder sangen i sproget og skaber musik ud fra det i en grad, så jeg kunne have hende mistænkt for at kunne synge telefonbogen på japansk - og at det stadig ville lyde godt. Nu har hun i stedet valgt at synge nogle sange, hvor der er mere at komme efter end i en telefonbog. Teksterne i numrene I was just asleep og Breathe er skrevet af Rõivassepp og er nære personlige skildringer.


Breathe er en monumental og stærk udgivelse fra en vores absolut bedste jazzsangerinder herhjemme. Hun er sammen med det perfekte team - og får en kæmpe anbefaling herfra.

Karmen Rõivassepp Quartet

mandag, juli 05, 2021

Shitney: Post Vocal (ILK) DL/stream

Når apokalypsen banker på døren og der mangler ord. Det er lyden af trioen Shitney’s anden udgivelse Post Vocal. Titelnummeret indvarsler en buldrende fremtid, en fjern dundrende puls, der lyder som en natklub i det fjerne. Postindustrielle beats dukker op, urolige lyde og en underlig saxofon løfter Post Vocal op og ud i afgrunden.


Katrine Amsler, Qarin Wikström og Maria Faust har skabt et filmisk lydværk, hvor de laver overvældende mange billeder og stemninger undervejs. Det er noise, dystopi og et malende vanvid. De går i nye retninger i forhold til det første album fra 2017. Udviklingen er mod det mørke og endnu mere støjende.


Numre som Hell Herring (prøv at sig det på dansk) og Sword Dance vidner om trioens enorme spændvidde og originalitet. Det er musik der fortjener er nærlyttende stund. Du blæses bagover når du trækkes ind i dommedagsdrønet. 

Stor anbefaling herfra.

Bandcamp

mandag, september 07, 2020

Maria Faust Sacrum Facere: Organ (Stunt) LP/CD/DL/stream

Det store brusende orgel sammen med jazzmusikere, der spiller noget der minder mere om moderne klassisk musik end om jazz. Sådan åbner åbner Maria Fausts nye album Organ med gruppen Sacrum Facere. Det er ubærligt smukt. 

Hun er rundet af jazz fra randområderne og hjemlandet Estland, hvor musikken er indspillet. Hun har også en baggrund i den klassiske musik, hvor landsmanden Arvo Pärt helt sikkert har påvirket Maria Faust. 

Der er gået ti år siden jeg første gang skrev om en Maria Faust plade her på bloggen. Det var hendes album nr. 2 Warrior Horse. Siden har jeg skrevet om alle Fausts udgivelser og det har været en vild udvikling at følge. Maria Fausts tydelige baggrund i den klassiske musik og det estiske ophav er sammen med nysgerrigheden ind i jazzen brugt til, at lave en stribe plader, hvor der er sket en udvikling. Udviklingen er nu fremme ved albummet Organ, der har orgelet - og dette tilfælde kirkeorgelet - som hovedperson. Hun har været i Estland for at indspille musikken, hvor hun har medbragt sine vanlige musikalske kombattanter;  Emanuele Maniscalco (orgel), Ned Ferm (saxofon), Tobias Wiklund (trompet), Mads Hyhne (trombone), Francesco Bigoni (klarinet) suppleret med svenske Jonatan Ahlbom (tuba) og den estiske orgelvirtuos Ulla Krigul.

Organ er endnu et kapitel i Maria Fausts forunderlige musikalske fortællinger, hvor mesterværk er et kodeord. Lyt selv til dette unikke møde mellem improviseret musik, klassisk musik og Estland.

søndag, januar 19, 2020

Petros Klampanis: Irrationalities (Enja Yellowbird) LP/CD/DL/stream

Den i USA bosatte græskfødte bassist Petros Klampanis har besøgt Danmark adskillige gange som sidemen for Banda Magda og Sofia Ribeiro. Han har også gang i sin egen karriere, hvor han har levet flere plader. Den nye Irrationalities er en triumf for jazzens internationale sprog. På klaver er det den estisk fødte pianist Kristjan Randalu og den polsk-fødte trommeslager Bodek Janke.

Musikken er triojazz af den klassiske dynamiske slags, hvor Bill Evans er godfather. 

Mellem numrene er der lydbidder fra subway-stationer og lufthavne. Det giver indtryk af at være på farten sammen med Klampanis og co. der meget passende lukker albummet ned med standarden Blame it on my youth.

onsdag, januar 08, 2020

Ingi Bjarni: Tenging (Losen) CD/DL/stream >> Tómas R. Einarsson: Gangandi bassi (Blánótt) CD/DL/stream

Island er et land med en stolt og stærk kulturhistorie. Naturen har på godt og ondt gjort sit til, at Island er det land som det er i dag. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om det er min eller musikernes bevidsthed om naturens kræfter, der påvirker lyden af islandsk jazz.

Jeg har fået to meget forskellige islandske jazzplader ind af døren til anmeldelse. Jeg mener åbenhjertigt at de begge lyder islandske. Men på hver deres måde.

Pianisten Ingi Bjarni er ude i naturen. Den store blå himmel er det grænseløse loft. Ingi Bjarnis kvintet består af den norske trompetist Jakob Eri Myhre, den estiske guitarist Merje Kägu, den svenske bassist Daniel Andersson og den norske drummer Tore Ljøkelsøy. De spiller Ingi Bjarnis smukke melodier, der overvejende er i den rolige afdeling. Der flyder en behagelig åre af lydhørhed og samhørighed, når kvintetten er sammen om Ingi Bjarnis musik.

Bassisten Tómas R. Einarsson er hjemme i træhuset med græs på taget. Ilden brænder lystigt i kaminen. Kaffen er skænket. Børnene er faldet til ro. Han har budt saxofonisten Oskar Gudjonsson og guitaristen indenfor. De sidder i den lavloftede stue og fortæller musikalske historier. Tómas R. Einarsson har en mangeårig latinjazz baggrund - han har såmænd også oversat latinamerikanske forfattere som Isabel Allende og Gabriel Garcia Marquez. Musikken på den aktuelle plade er inspiratorisk mere ovre i sigøjnerjazz genren, dog ikke af den hurtige slags. Her er tid, ro og varme nok til, at kaminen ikke går ud, selv når den løber tør for brænde.

tirsdag, december 10, 2019

Marie Mørck Quartet: Fooling around (AMP) CD/DL/stream

Den danske sangerinde Marie Mørck har lige debuteret med albummet Fooling Around. Hun har lavet pladen sammen med musikere, som hun mødte på Skurup Folkhögskola, da hun gik der for flere år siden. Hun har samlet et stærkt hold af unge musikere; pianisten Britta Irves fra Estland, bassisten Jon Henriksson fra Sverige (som vi herhjemme også kender fra Aloft Quartet) og trommeslageren Jonas Bäckman fra Sverige. De bliver suppleret på enkelte numre af de danske saxofonister Simon Balvig og Søren Høst, Lies Hendrix på akkordion og Oliver Kragelund på vibrafon.

Marie Mørck bruger ubesværet klassisk jazzvokalsang inspireret af Ella Fitzgerald, som på We have all Day. Der er moderne dynamisk jazzvokal inspireret af Esperanza Spalding, som på titelnummeret Fooling around. Der suppleres også med overraskende moderne vokalexcesser i stil med Björk. Det sidste sniger sig ind undervejs på numrene med tempo og temperament. Det danske sprog får en hilsen med den smukke Bornholm.

En af de store gevinster ved pladen er Marie Mørcks evne til, at iscenesætte musikken. Hun bruger musikerne og de ambitiøse arrangementer til at fremme stemningerne i sangene.
Grundlæggende er Fooling around en god debut. Mit indtryk er, at vi kun lige har set begyndelsen på en karriere der kommer til, at sætte nogle eftertrykkelige fodspor på den danske jazzscene.

mandag, juli 08, 2019

Maria Faust: Farm Fresh (Gotta Let it Out) LP/DL/stream

Maria Faust har med enkelte undtagelser, på sine seneste produktioner ladet sin estiske baggrund og skoling i klassisk musik været et bærende element. Det lægger hun for en stund på hylden, med det nye album Farm Fresh. Sammen med amerikanerne Tim Dahl på bas og Weasel Walter på trommer har hun skabt et dejligt uroligt avantgardejazz album.

Jeg kommer til at tænke på 80’ernes no wave, hvor en uhæmmet blanding af punk, free jazz og avantgarde var grundlaget. Det er det også her. Tim Dahl’s distortede bas, Weasel Walters komplekse primal trommer og Maria Fausts sansende altsaxofon giver et direkte og beskidt udtryk. Musikken står på et fundament at rock-rytmer, der er tabt på gulvet og samlet op af Tim Dahl og Weasel Walter. Maria Faust har skrevet og arrangeret musikken, hvor hun har brugt body memory som et redskab til inspiration.

Farm Fresh er beskidt på en rendyrket måde, hvor skidtet er i luften mellem lytteren og bandet. Maria Faust har endnu en gang flyttet sig selv musikalsk - og gør det med overskud og urolig elegance.


onsdag, august 29, 2018

Karmen Röivassepp Quartet: Dance of sounds (AMP) LP/CD/DL/stream

Pladen starter helt oppe i højeste gear. I et højt toneleje og tempo har den estiske sangerinde Karmen Röivassepp åbnet sit debutalbum med den selvskrevne Dance of sounds, hvor hun er sammen med danske musikere. Hun har boet i Danmark siden 2014 og har bl.a. samarbejdet med Randers Big Band og var med i Frigga Feetless, der deltog i Ungjazz konkurrencen i 2014. Hun har omkring sig, samlet nogle af de musikere der har været med til, at sætte Aarhus på jazzlandkortet i de senere år. Simon Gorm Eskildsen på piano, Adrian Christensen på bas og Daniel Sommer på trommer.

Det lander heldigvis hurtigt igen. Endda med et nummer som er pladens bedste. På Sa tulid synger Karmen Röivassepp på modersmålet estisk. Det er en beroligende, nordisk inspireret ballade. Pladen byder på yderligere et nummer på estisk. For min skyld måtte der gerne have været flere. Der har sneget sig en enkelt jazzstandard ind på pladen, Stephen Sondheims Send in the clowns, der så må være pladens andet højdepunkt. Trioen skaber en stemning, der indrammer Röivassepps stemme på fineste vis.

tirsdag, april 24, 2018

Maria Faust Machina (Stunt) LP/CD/DL/stream

Der er gået 10 år siden hun debuterede i eget navn med Bitch Slap Boogie. Siden da har hun lavet fire plader, hvor hun har fået DMA Jazz priser for to af dem. Nu er den estiske saxofonist og komponist Maria Faust aktuel med sit sjette album. Hun omgiver sig med nogle musikere som hun ofte har arbejdet sammen med. Hun spiller selv på altsax, mens Ned Ferm tager sig af tenorsaxen. De er sammen med Jacob Anderskov på piano, Ida Nørholm på cello og de to bassister Nils Bo Davidsen og Adam Pultz Melbye. 

I pressematerialet står der noget om, at hun ikke følte sig hjemme i den klassiske musik, som hun startede med hjemme i Estland/Sovjetunionen. At hun ikke passede ind i jazzen og improvisationsmusikken. I stedet har hun prøvet at være tro mod sig selv. Det betyder at hun laver musik der kan kategoriseres som hverken pop eller leflende - den har det bedst med at blive accepteret for det som den er. 

Det er musik der næres af skønheden i stærke stemningsskabende billeder. Der er en næsten kammermusikalsk og intim stemning i musikken, hvor udlængsel og afsavn er sammen med de nære følelser. Maria Faust er blafrende og vild på en måde, hvor hendes tilstedeværelse i musikken er afklarende og sikker. Alle modsætningerne er med til at give lytterne en plade der ikke er modsætningsfyldt. Den giver mening. Det er både når det er ligefremt smukt som åbningsnummeret Salacia og afslutningsnummeret Aurora eller tindrende skævt som på Sirene. 

Maria Faust har atter begået et kraftfyldt og originalt album, der ikke bare placerer sig i rækken af de andre hun har lavet.