onsdag, september 26, 2007

Play Your Own Thing - a story of jazz in Europe (??) DVD

Europa og jazzen på DVD
Sidste efterår havde den tyske dokumentarfilm Play Your Own Thing premiere i de tyske biografer. Filmen der er lavet af Julian Benedikt handler om den europæiske jazzmusiks historie. Den er nu udsendt på DVD. Historien starter helt tilbage i tyverne, og pointen er at det godt kan være at amerikanerne opfandt jazzen, men europæerne har været med næsten lige så længe. Filmen skifter mellem interviews med nulevende musikere (hvor enkelte er døde siden filmen blev lavet; Zawinul og NHØP) og koncertoptagelser. Desuden er der nogle gennemgående naturbilleder a la ECM pladecovers, hvor Jan Garbarek fortæller sin version af den europæiske jazzhistorie. Filmen er et forrygende lyd og billedbombardement. Julian Benedikt har styr på de mange lag, der afvikles under filmen. Det vigtigste er selvfølgelig historien, hvor man nok synes at der er lidt for mange tyske jazzmusikere, men ellers er der musikere fra hele Europa, Tomasz Stanko fra Polen, Enrico Rava fra Italien, Django Bates fra England, Palle Mikkelborg fra Danmark, Christian Wallumrød fra Norge, Attila Zoller fra Ungarn, Daniel Humair fra Schweiz, Louis Sclavis fra Frankrig og mange mange flere. Inspirationen og påvirkningen fra USA undervurderes ikke, navne som Gillespie, Don Cherry og ikke mindst Ben Websters kortere eller længere ophold i Europa fremhæves som vigtige for europæisk jazz. Der er helt afsnit om Montmartre i filmen og man kan ikke lade være med at være stolt som dansker, når man ser filmen, hvor både Mikkelborg og NHØP er med i nogle længere interviews.
Men som vi kommer frem i historien er det mere og mere tydeligt at der er udviklet en egen europæisk jazzscene, med inspiration fra folkemusik, klassisk musik etc.
En af de sidste musikere man møder i filmen er Marilyn Mazur og det er nok ikke helt tilfældigt, for den allersidste der er på i filmen er ikke en musiker, men ECM pladeselskabsbossen Manfred Eicher, en mand der om nogen har været til at få europæisk jazzmusik dokumenteret og ikke mindst gjort tilgængelig. Marilyn Mazur er aktuel til januar med en ECM plade, og når filmen er slut kan man godt se, den fede streg som kunstnere der er tilknyttet ECM trækker gennem filmen.
Filmen burde være pensum for amerikanske jazzsmagsdommere, de vil helt sikkert blive lidt flove over at de ikke har hørt al den fede europæiske jazz, og brugt tiden på at dyrke Wynton Marsalis og anden museumsmusik.
DVD'en distribueres af Naxos.
www.play-your-own-thing.de

Bugpowder trommeslager får pris
Trommeslageren Laust Sonne, der sammen med Kasper Tranberg, Mads Hyhne og Jonas Struck udgør kultjazzbandet Bugpowder, er årets modtager af Ken Gudman prisen. Gudman der selv var trommeslager døde i 2003. Han nåede vidt omkring i dansk musik, ligesom Sonne der får prisen d. 7. oktober i Amager Bio. Her kan man udover Bugpowder også høre nogle af de andre bands som Laust Sonne er med i; D-A-D, Tim Christensen, Dear og Dicte. Desuden kommer Erik Moseholm også på scenen.

lørdag, september 22, 2007

Et bånd med blandet musik


Savner du det gode gamle bånd, som du fik stukket i hånden af en bekendt, som syntes at der var noget spændende musik du lige skulle høre. Han havde måske siddet hjemme foran stereoracket, fundet en fede stak plader frem og lavet et 2 gange 45 minutters Maxell Chrome bånd med blandet musik. Det kunne han gøre uden at han blev sagsøgt ind i helvede. Nå men det var den gang....
Idag kan du næsten opleve det samme. De gode folk på Destination-out.com har fået pianisten Vijay Iyer til at lave et "mixtape" hvor han har udvalgt en stribe solopiano indspilninger som han sætter stor pris på. Her er både Geri Allen, Sun Ra, Randy Weston, Cecil Taylor, Andrew Hill og et par af Iyer's egne soloindspilninger. Du kan frit downloade den i en uge, så du skal være hurtig!

Anne Mette Iversen på tur og i studie
Bassisten Anne Mette Iversen der til daglig bor i New York er på turné i nordeuropa med sin kvartet i starten af oktober. Kvartetten består af Otis Brown III (trommer), John Ellis (sax) og Danny Grissett (piano). De fik stor ros for deres seneste CD This is my house af Jazzreview.com og Jazzspecial. Kvartetten har desuden optrådt på et udsolgt Club Dizzy's i New York. Under den forestående turné er der afsat tid til en pladeindspilning. Du kan se turplanen på My Space.
My Space: www.myspace.com/annemetteiversen

Mikkel Ploug Group på deres 3. Europa tur
Guitaristen Mikkel Ploug udsendte sidste år pladen Mikkel Ploug Group feat. Mark Turner. Pladen der er udsendt på det spanske kultpladeselskab Fresh Sound New Talent (de opdagede bla. The Bad Plus) fik velfortjent opmærksomhed og ros. Nu er gruppen atter turaktuel. Mikkel Ploug assisteres af Mark Turner på sax, Jeppe Skovbakke på bas og Sean Carpio på trommer. De besøger denne gang Luxembourg, Bruxelles, London, Rotterdam for at slutte af i Danmark, hvor de spiller d. 11.okt på Huset i København, d. 12. okt. hos Jive i Vejle og d. 13. hos Holbæk Jazzklub. Der er også afsat tid til en pladeindspilning under turen.
Mikkel Ploug: www.mikkelploug.com
My Space: myspace.com/ploug


Mændene kommer til byen
Frederiksbergs Falkoner Teater danner rammen om to koncerter med to amerikanske syngende jazzsværvægtere i dette efterår. D. 26. oktober kommer Harry Connick jr. til Danmark for første gang, hvor han tager sit big band med. Koncerten vil uden tvivl blive en hyldest til hjembyen New Orleans, som han allerede har hyldet to gange i år med pladerne Oh my Nola og Chanson du Vieux Carré.
Den 5. december er det Al Jarreau man kan møde på Falkoner scenen. Han har senest lavet pladen Givin' it up med George Benson, som han fik to Grammyer for i år. I 2004 lavede han standardpladen Accentuate the positive.

Jazzklub i Thisted
Jazzen i Thy har fået sig nogle permanente støtter i den nye jazzklub Jazz i Thy. En flok ildsjæle har startet klubben, der præsenterer et flot program. D. 1 nov. er det Uffe Steen der indtager scenen i Salen i Plantagehuset, der befinder sig i Thisted. Plantagehuset danner rammen om alle klubbens koncerter. Senere i år præsenterer de saxofonisten Michael Blichers Radiostar og souljazzerne The Right Stuff. I starten af 2008 kommer Katrine Madsen, Singers og Kasper Villaume. Se mere på deres hjemmeside: www.jazzithy.dk

fredag, september 21, 2007

Møller/Ramsbøl/Sanchez/Kronkvist: A tribute to Trane (Gateway)

Hyldest til en mester
På pladecoveret kan kendere nok godt ane at de spinkle tuschstreger er John Coltrane fra Blue Train coveret. Ligesom kendere af John Coltrane godt kan høre at det er ham som hyldes på pladen A tribute to Trane. Pladen er ikke en stribe Coltrane numre. Men fire musikeres meget personlige hyldest til saxofonisten, der ville være blevet 80 i år. Musikerne er pianisten Søren Møller, bassisten Morten Ramsbøl, altsaxofonisten Fredrik Kronkvist og trommeslageren Antonio Sanchez. Pladen starter med en ægte Coltrane klassiker Naima, allerede her bliver man som lytter opmærksom på, at de fire musikere er igang med at skabe original nutidig Coltrane inspireret musik. Søren Møller folder sig ud og man hører at, han er vant til at samarbejde med Ramsbøl i sin egen trio. Arrangementerne er ikke lavet så musikerne kan læne sig tilbage og slappe af. Tværtimod skal de alle være på hele tiden. Fredrik Kronkvist er et fund, den 32 årige svenske saxofonist har allerede skabt sig et navn hinsidan (han udsendte tidligere i år pladen Ignition med bla. Kasper Villaume). Antonio Sanchez er udråbt til at være den vigtigste jazztrommeslager, der er kommet frem i dette årtusinde. Så det er ikke uden grund at to af jazzens store navne, Chick Corea og Pat Metheny har valgt Sanchez til deres respektive trioer. Han har stor musikalsk spændvidde og selvfølgelig er der blevet plads til at han kan fyre op under trommerne på flere af numrene. Kvartetten er lige nu igang med en Danmarksturné, der slutter tirsdag d. 25. sept. på Huset i Ålborg. Turnéen startede i Herning i onsdags hvor Sanchez, der lige var kommet til Danmark, upåvirket lagde bunden til en stor koncertoplevelse, hvor der var plads til at alle fire musikere fik vist deres kvaliteter.
Bonusinfo:
Antonio Sanchez har lige udsendt pladen Migration, hvor David Sanchez og Chris Potter spiller sax, Scott Colley bas og Metheny og Corea gæstemusicerer på et par numre.
Søren Møller: www.sorenmoller.com
My Space: www.myspace.com/sorenmoller

torsdag, september 20, 2007

Mazur får stor norsk kulturpris


Percussionisten Marilyn Mazur modtog d. 18. sep. Telenors internasjonale kulturpris for 2007 i Bærum Kulturhus i Norge. Prisen består af 250.000 norske kroner. I juryens begrundelse hedder det bla: "vinderen af Telenors kulturpris 2007 er en international artist som er berømt ikke bare for sin fremragende kunstneriske kvalitet, men for den overbevisende måde hun bryder etablerede kunstneriske og sociale grænser."
Prisen er tidligere overrakt til norske kunstnere indenfor specielt skuespil og kunst. Det er første gang en dansker får prisen og første at en jazzmusiker får prisen.
Tillykke til Marilyn!
Bonusinfo:
Mazur kan opleves d. 2 okt. på Mantziusgården i Birkerød og d. 4. okt. hos Giant Steps i Svendborg. Begge gange med Makiko Hirabayashi Trio.
Marilyn Mazur: www.marilynmazur.com


Loco får besøg af Tony Scherr
Han er singer-songwriter der spiller guitar, der har aftjent sin musikalske værnepligt (primært på bas!) hos så forskellige folk som Norah Jones, Bill Frisell, John Lurie, Michael Blake, Woody Hermann og Dakota Staton. Ifølge New York Times' Ben Ratliff er han visuelt en singer-songwriter i et barband, ikke en jazzmusiker, men sammen med de musikere han optræder med, improviserer de sig gennem det meste af deres koncerter. Det er heldigvis de samme musikere han tager med til København når han besøger Jazzclub Loco på Stengade 30 d. 6. og 7. oktober. Det drejer sig om trommeslageren Anton Fier og bassisten Rob Jost.
Han har netop udsendt pladen Twist in the wind.
Tony Scherr: www.myspace.com/tonyscherr

onsdag, september 12, 2007

Lars Winther Trio: Nordic by nature (Your Favourite Records)

Dansk Trio i moderne nordisk design
Den nordisk inspirerede triojazz har haft vind i sejlene i de senere år på de vigtige amerikanske og japanske jazzmarkeder. Her har navne som svenske E.S.T. og de norske Tord Gustavsen Trio og In The Country haft stor succes. Der er ingen danske navne som har markeret sig internationalt med den stil. Lars Winther Trio er måske dem som kan gøre det.
Trioen har netop udsendt pladen Nordic by nature. Det er plade der musikalsk befinder sig et sted mellem In The Country og E.S.T. De er ikke nær så eksperimenterende som førstnævnte, men mere chancetagende end sidstnævnte.
Pianisten og komponisten til hovedparten af pladens numre, Lars Winther spiller ikke kun på flygel, han bruger også synths og Rhodes. Han spiller også på prepared piano (John Cage opfandt begrebet, der går ud på, at lægge noget på flygelets strenge, så det får en anden lyd). Bassisten Jesper Thorn smider også effekter ind i musikken, han spiller med en blød baslyd, der lever lidt tilbagetrukket i lyden. Trioens bund lægges af trommeslageren Victor Dybbroe.
Lars Winther Trio har lavet en overbevisende plade, der både pleaser og udfordrer. Der er numre som Rise of fall, der med det samme sætter sig. Der er numre som Waltz for Noone, der først er på plads efter flere gennemlytninger.
Man får desuden en DVD med, hvor der er billeder til 5 af pladens numre, samt to andre. Det er Lars Winther, der selv har produceret de sort/hvide levende billeder. Det virker som om Lars Winther har tænkt, at nu skal den have hele armen, og det får den.
Pladen efterlader et imponerende ambitiøst indtryk, og vigtigst af alt, musikken er helt fantastisk.
Dansk jazz har fået en ny supertrio!
Lars Winther Trio: www.larswinther.dk/trio

tirsdag, september 11, 2007

Joe Zawinul er død


Den østrigske jazzlegende Joe Zawinul er død. Han døde af kræft på et hospital i Wien, 75 år gammel. Zawinuls betydning for jazzen kan ikke overvurderes. Han vandt i 1959 et scholarship til Berklee College of Music i Boston og immigrerede efterfølgende til USA. I 1961 kom han med i Cannonball Adderleys sekstet og var medlem indtil 1970. Her medvirkede han bla. på et af de vigtigste souljazz albums nogensinde, Mercy Mercy Mercy, hvor Zawinul tillige havde skrevet titelmelodien. Nummeret blev nr. 11 på den amerikanske hitliste i februar 1967, hvilket ikke er sket for mange instrumentaljazznumre. I den samme periode spillede han også hos Miles Davis, endda på to af de vigtigste jazzalbums ever! In a silent way (her havde Zawinul igen skrevet titelnummeret) og Bitches Brew. I slutningen af 1970 danner han sammen med Wayne Shorter det indflydelsesrige fusionsjazzband Weather Report. Her er han med til at skabe, ikke bare genrefornyende musik, men også populær instrumental jazzmusik. Weather Report kan fylde sportshaller med begejstrede publikummer og spiller også på Roskilde Festivalen i 1976. I 1977 udgiver de Heavy Weather med den udødelige Birdland. I 1985 er det slut med samarbejdet med Wayne Shorter og Zawinul fortsætter med sin mere worldmusic inspirerede musik. Han besøgte sidst København denne sommer, hvor han spillede på Det Kgl. Teaters gamle scene med Zawinul Syndicate, en koncert der ifølge Copenhagen Jazzhouse bossen Lars Thorborg var årets bedste.

The Bad Plus til Danmark


Pianisten Ethan Iverson har på det seneste optrådt i duosammenhænge i New York, bla. med bassisten Charlie Haden på klubben Blue Note og senest med pianisten Fred Hersch på Jazz Standard, denne koncert var en del af 6 koncerter med pianoduetter med Hersch som gennemgående. Han spillede bla. også med Jason Moran, Kenny Barron og Brad Mehldau.
Men bare rolig, Ethan Iverson har ikke glemt, det som gjorde ham kendt, The Bad Plus. Dette efterår kan det danske jazzpublikum opleve dem hele to gange. Første gang er på Copenhagen Jazzhouse d. 16. oktober og anden gang er på Dexter i Odense d. 20. oktober
Blog: thebadplus.typepad.com/dothemath/
My Space: www.myspace.com/badplus

Stjernejazz i Skåne
I dagene 11.-13. oktober er der jazzfestival i Kristianstad. Den lille festival får besøg af den sydafrikanske jazzlegende Abdullah Ibrahim (aka Dollar Brand). Bassisten Esperanza Spalding, der spillede på Jazzhouse under jazzfestivallen tager saxofonisten Joe Lovano med. Manu Dibango & The Soul Makossa Gang sørger for endnu et afrojazz indslag på festivallen. Desuden kan man opleve vore egen yndlinge Jazzkamikaze.
Se mere på: www.jazzfestivalen.se

Hancock spiller Joni Mitchell
På den kommende Herbie Hancock plade, River: The Joni Letters har Herbie Hancock kastet sig over Joni Mitchells musik. Der er fire instrumentalnumre (bla. Both sides now) og resten af numrene synges af Norah Jones, Tina Turner, Corinne Bailey Rae, Luciana Souza, Leonard Cohen og Joni Mitchell.
My Space: www.myspace.com/herbiehancock

mandag, september 10, 2007

Sinne Eeg: Waiting for dawn (Calibrated)

Sinne er moden til succes
Sangerinden Sinne Eeg har lige sendt sin anden plade Waiting for Dawn på gaden. Den første kom for fire år siden. Sinne Eeg har en stemme der betager med det samme. Hun synger med en enkelhed og lethed, følelserne er tilstede lige under overfladen, de kan både høres og mærkes. Der kunne nævnes et par nulevende og et par afdøde sangerinder som man kommer til at tænke på når man hører musikken, men Sinne Eeg er sig selv og det ville være ufortjent at lade nogle stjernenavne skygge for hende.
Hun har skrevet 6 af pladens 11 numre, hvor specielt Stuck hænger fast. Lars Jansson har skrevet 3 numre og spiller piano på pladen og det er et scoop, der lige præcis løfter pladen helt op. At han så bakkes op af Mads Vinding på bas og Morten Lund på trommer gør det kun bedre. De spiller sig helt ud og Sinne Eeg kunne næppe få et bedre band.
Sinne Eeg bør få et gennembrud med denne plade, der er udgivet af Calibrated Records.
Bonusinfo 1:
Sinne Eeg er på tur i uge 5 i 2008 med trioen, hvor Peter Rosendal er stand in for Lars Jansson.
Bonusinfo 2:
Sinne Eeg underviser i sang på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg.

Bonusinfo 3:
Pladen fik de sjældne 6 hjerter i Politiken af Boris Rabinowitsch.

My Space: www.myspace.com/sinneeeg