Den norske trompetist Nils Petter Molvær har siden han udgav Khmer på ECM records i 1997 været en eftertragtet musiker i hele verden. Der været bud efter ham fra USA, England, Tyskland, Frankrig, Japan etc. Den unikke (og gode) blanding af electronica og jazz har indfanget et stort publikum. Han har desværre ikke spillet særligt meget i Danmark i de senere år. Nu kommer han så endelig til Odense, hvor han spiller på Jazzhus Dexters lille scene d. 14. november.
Han medbringer Eivind Aarset på guitar og Audun Kleive på trommer. To folk der begge har stor international rutine og iøvrigt også har lavet nogle gode plader i eget navn, hvor de blander jazz og electronica.
My Space: myspace.com/nilspettermolvaer
Tango-Erling
Erling Kroners kærlighed til den argentinske tangomusik er ikke noget nyt. Han har siden 1990 udgivet 6 plader i den genre. Nu er han klar med en syvende. Denne gang med sangerinden (argentinsk, men med danske rødder) Laura Hansen og Carlos Morera på bandoneon. Det er en liveindspilning fra Copenhagen Jazzhouse på en november aften sidste år.
Erling Kroner dirigerer og spiller også på basunen foran det seksten mand store orkester, der tæller en række musikere, som Kroner arbejdet sammen med i mange år. Feks. Niels Gerhardt på basbasun og tuba, der også har arrangeret og skrevet flere af numrene. Laura Hansen er en sangerinde med de helt store teaterfølelser, der er drama, temperament, desperation og kærlighed. Kroners orkester spiller godt op til hendes sang og optræden. Pladen indeholder også instrumentalnumre og der bliver indlysende nok mere plads til at musikerne kan komme til.
Trompetisten Peter Marrott og saxofonisten Jan Harbeck skal have nogle rosende ord med på vejen for deres indsats og de fine takter de viser som solister.Erling Kroner: www.kroner-music.dk
Den populære jazztrio The Bad Plus optrådte på sommerens festivaler i Rochester i USA og North Sea Jazzfestival i Holland med sangerinden Wendy Lewis. Hun er også med på det kommende album, hvor de bla. spiller numre som Bee Gees' How deep is your love, Pink Floyd's Comfortably numb og Nirvana's Lithium. Lewis har spillet sammen med Bad Plus trommeslageren Dave King i midten af halvfemserne i nogle rockgrupper. Ellers er det helt nyt for hende at arbejde med jazz og for The Bad Plus at arbejde med en sangerinde.
Trioen og Wendy Lewis besøger Dexter i Odense d. 4. november.
The Bad Plus: www.thebadplus.com
Så er Jazznyt også røget på Facebook'en, du kan også blive medlem af gruppen.
Gå ind søg efter jazznyt.blogspot.com og meld dig ind. Det er stedet hvor musikerne og læserne mødes når der ikke er koncert.
Sangerinde i samarbejde med Minh
Det er 10 år siden at Chris Minh Doky lavede In a New York minute sammen med Sanne Salomonsen. En plade der kombinerede flere ting, for det første solgte den godt. For det andet boostede den Minh Doky's karriere og vel også Sannes karriere, der på daværende tidspunkt var inde i et dødvande. Siden da har Chris Minh Doky været inde over flere danske vokalisters udgivelser. Lige fra Søren Sko's ulideligt kedelige One for my baby til Maiken Ingvordsens fantastiske Don't be cool og der imellem er der også udgivelser med bla. Sinne Eeg, Karina Kappel, Benni Chawes og Malene Mortensen.
Nu er han igen aktuel som fødselshjælper og producer på en vokalplade.
Sangerinden Mette Halle har været vidt omkring inden hun nåede frem til at hun skulle være jazzsangerinde. Hun er uddannet fra konservatoriet i Haag, hvor samarbejdet med pianisten Mikkel Jakobsen er startet. Han suppleres af Jacob Fischer på guitar og Doky på bas. Der er altså ingen trommer med. Af pladens ti numre har Mette Halle skrevet de syv.
Vi befinder os selvfølgelig i balladeland. Det er stille og roligt. Halle har en fin, klar og elegant stemme og det passer godt til musikkens rolige, let melankolske temperament. Chris Minh Doky er iøvrigt noget tilbageholdende i lydbilledet, han plejer ellers at være mere tydelig og frembusende. Men måske har Mette Halles musik været så klart defineret, at det ikke har været muligt for Doky.
Bonusinfo:
Hun kan opleves flere steder i den kommende tid, bla. på Huset i Ålborg d. 11. september.
Mette Halle: www.mettehalle.com
Er man jazzfanatiker er der nok ikke meget nyt at komme efter, men for mange andre kan denne liste over de 100 bedste jazz CD'er være til inspiration. Det er vist ingen overraskelse at Miles Davis' Kind of blue (der fylder 50 år i år) er på førstepladsen. Herefter følger Coltranes A love supreme på andenpladsen, Mingus' Mingus ah um på tredjepladsen.
Listen rummer ikke vildt store overraskelser. Langt de fleste plader er udgivet fra midten af 50'erne til midten af 60'erne og en del fra før den tid. Men herefter tynder det ud. De nyeste plader er John Scofields A go go og Diana Krall's Lovescenes, der begge er fra 1997. Det gode ved listen er at der står lidt om hver enkelt plade, så der både er noget for novicen og eksperten.
I erkendelse af at nye jazzplader har svært ved at konkurrere med det gamle guld, findes der en liste over de 100 bedste der er udgivet efter 1996. Der er mange flere overraskelser på den liste. Jeg havde feks. ikke forestillet mig at Dave Holland Quintet's Extended play: Live at Birdland ville være nummer 1 eller at den meget sovsede (læs: strygerbelagte) liveplade fra Paris med Diana Krall ville være nummer 2. Jeg kunne foreslå 3-4 andre med hende der er langt bedre. Der følger plader med E.S.T., Brad Mehldau, The Bad Plus på listen længere nede. Tord Gustavsen Trio's Changing places er også med på en 24. plads.
De nye: home.austarnet.com.au/petersykes/jazz100/new_breed.html
De gamle: home.austarnet.com.au/petersykes/jazz100/top100.html
Fotolækre jazzgiganter
Hvorfor er jazzmusikere så skide fotogene? De er jo ikke pænere end mig (okay flere kvindelige musikere er så lige undtaget her). Hvorfor er de så fotolækre, når de står eller sidder der med instrumentet i projektørlyset?
Det er de to fotografer Jan Persson og Gorm Valentins skyld. Jazzmusikerne burde takke dem, for den indsats som de to herrer har gjort i forbindelse med udødeliggørelsesprocessen af dem. Bogen By af jazz er en pornobog for jazzelskere. Den er proppet med skønne billeder af de musikere der har optrådt på Copenhagen Jazz Festival siden starten i 1979 og alle billederne er taget at Jan Persson og Gorm Valentin. Bogen er ment som en hyldest til festivalen der bare er vokset og vokset.
Projektet er lagt i hænderne på Christian Munch-Hansen, der bla. slår sine folder som jazz-anmelder i Information. Han starter bogen med en løselig gennemgang af årene der er gået. Der er selvfølgelig en masse fokus på giganterne, og de kom forbi i de første år, Stan Getz, Oscar Peterson, Brecker Brothers, Sun Ra og masse andre som siden er døde, men som alle har sat et væsentligt præg på jazzen. Siden kommer der flere koncerter til og festivalen breder sig ud over byen efter i de første år at have været koncentreret i den indre by. Montmartre lukker og Jazzhouse kommer til.
Bogen indeholder bidrag fra Ursula Andkjær Olsen, Cæcilie Norby, Henrik Wolsgaard-Iversen, Jan Kaspersen, Peter Laugesen, Ib Skovgaard, Kresten Osgood, Suzanne Brøgger, Per Vers og Thorbjørn Sjøgren. Vi får historien om dengang DR spillede med jazzmusklerne og havde OB-vogne i gang inde ved Montmartre eller Ridebanen ved Christiansborg. Idag er de ikke engang repræsenteret med en diktafon.
Man kan ikke beskylde Copenhagen Jazz Festival at tiden er løbet fra dem. Der er måske ikke en Oscar Peterson der kan stå som hovednavn eller en TV-station der er tilstede fordi at Chick Corea spiller i Operaen. Men Copenhagen Jazz Festival er stadig den største og vigtigste jazzbegivenhed i norden. Idag er den endda endnu vigtigere for Københavns kommune, da de også har fundet ud af, at der er penge i jazzturisterne.
Bogen er en fornøjelig og lækker sag at have mellem hænderne. Billederne er en nydelse af de helt store. Persson og Valentin er stadig de bedste til at fange et jazzsekund.
Jeg savner dog noget fra de små spillesteder som feks. Stengade 30, Huset eller La Fontaine eller de alternative spillesteder som Stubnitz. Det er ganske vist ikke organisationen Copenhagen Jazz Festival (der har bekostet bogen) der har noget med programlægningen at gøre de steder. Men de steder er lige så meget Copenhagen Jazz Festival som Herbie Hancock i Operaen er. Det er lige præcis de steder der får CJF til, at være en anden og tusinde gange federe festival, end den man opleve i eksempelvis Stockholm. Da der ikke noget med fra de mindre steder, er der heller ikke den samme billeddækning af de musikere, der kan nå at spille 20-30 gange i løbet af festivalen som der er af giganterne.
Nå men køb bogen alligevel og nyd den, mens du går og glæder dig til næste års festival.
Læse et uddrag af bogen her: www.thaningogappel.dk/Images/BookCovers/Da%20alting%20eksploderede.pdf
Dekonstruktivistisk trio
Man kan ikke beskylde Matthew Shipp for at være en enøret discipel af post-avant garde jazzen, han har ligesom kollegaen Jason Moran også lyttet til en masse hip hop. Men lyttere med referencer indenfor avant garde jazz, får mere ud af den her plade end en erfaren hip hop lytter gør.
Pladen udkom oprindeligt i 1997 og er med bassisten William Parker, som Shipp havde spillet med i David S. Ware's gruppe og trommeslageren Susie Ibarra der er en dreven avant garde percussionist og trommeslager.
Materialet er interessant, fordi Shipp har valgt at splitte tre jazzrelikvier ad; Autumn leaves, The "C" Jam blue og Take The "A" Train. Det er ikke umiddelbart nogen større revolution. Men Shipp (og de to andre!) gør det alligevel med respekt og ære overfor originalerne. På trods af at melodierne skilles ad og herefter sættes sammen på en anden måde end det var tænkt.
Resten af musikken har Shipp skrevet og den fremstår noget mere skitseagtig, dog er titelnummeret The multiplication værd at lægge øre til, specielt med fokus på Susie Ibarra.
Matthew Shipp: www.matthewshipp.com
Den amerikanske musiker, komponist og pladeselskabsindehaver John Zorn er kurator på en to dages festival i Bergen. BergArt har temaet New York og i den forbindelse har Bergen Jazzforum spurgt Zorn om han ville sammensætte et program. Han medbringer nogle af de hotteste musikere fra New Yorker-jazzundergrunden. Marc Ribot, Joey Baron, Kenny Wollesen, Jamie Saft, Cyro Baptista, Trevor Dunn og Ikue Mori er med i line up'en når bandsene The Dreamers, Electric Masada og Essential Cinema spiller på Verftet i Bergen d. 17. og 18. oktober.
Bergen Jazzforum: www.bergenjazforum.no
Musik fra Lille My's land
I 2003 vandt gruppen Warp! den finske afdeling af Young Nordic Jazz Comets. Gruppesammensætningen er usædvanlig i jazzsammenhæng, da den består af en keyboardspiller, en sangerinde og en trommeslager. Nu er keybaoardspilleren Aki Rissanen og trommeslageren Joonas Riippa aktuelle med hver deres plade på det franske pladeselskab Æon Records. Udover de to udgivelser har pladeselskabet også udgivet en anden finsk kunstner, nemlig Mikko Innanen.
Pladeselskabet beskæftiger sig med klassisk musik og den mere genreløse eksperimenterende musik. Det er den sidste kategori de to plader tilhører.
Aki Rissanen har kastet sig over den svære kunst at lave en soloklaverplade. Pladen blev indspillet i foråret 2007, kort tid før han var i Danmark for at spille med big bandet European Youth Jazz Orchestra under ledelse af Lars Møller. Aki Rissanen har valgt at lave en forholdsvis let tilgængelig soloplade. Der er en del Keith Jarrett, en del romantik, en del melodi og meget lidt flygelvold. Han kan godt minde noget om Carsten Dahl, uden han dog er helt istand til at kaste sig på det samme dybe vand som Dahl og så stadigvæk trække vejret. Dertil er Rissanen alt for flink i sit spil. Umiddelbarheden der er tilstede taler for Rissanens musik, der ikke er bliver til et ligegyldigt lydtapet, men mere et lækkert varmt tæppe på en efterårsdag.
Joonas Riipa har lavet sin plade sammen med trompetisten Verneri Pohjola, der er blevet medlem af Warp! siden de vandt YNJC. Deres plade er en drilsk og legesyg sag, som hvis Lille My (fra Mumitroldene) lavede musik. Musikken er en spøjs blanding af elektroakustiske lydfrembringelser. F.eks. på nummeret Model aeroplanes, der lyder som et kazoo-orkester der prøver at spille som en mellemting mellem en luftalarm og en fluesværm. Andre numre er med mere rytmiske indslag, feks. er der et gennemgående nummer der får mig til at tænke på en antropologisk film der foregår på en ø i sydhavet i 50'erne.
Begge plader er produceret af Pekka Tuppurainen og iøvrigt meget flot indpakket.
Æon Records: www.aeon.fr
Ilma Records: www.myspace.com/ilmarecords
Dansk neosoul med flugabone
Ved en jamsession under sidste års Riverboat Festival i Silkeborg møder den da 19 årige sangerinde Ayoe Angelica, jazzmusikeren Peter Rosendal og allerede en uge senere introducerer Rosendal sangerinden for hans gode ven Mads B.B. Krog. Peter Rosendal havde lugtet lunten, her var en pige med et talent ud over det sædvanlige. Allerede et år efter er en plade klar med Ayoe og det er ikke New Orleans jazz der står på programmet.
Mads B.B. Krog (You may remember him from music acts such as Plateaux Techniques, Peter Rosendals Solo and Chris Minh Doky's The nomad diaries, som Troy McClure fra The Simpsons, ville have sagt) er hovedmanden på pladen. Han har skrevet, produceret og programmeret det meste. Han suppleres af Peter Rosendal, der spiller en væsentlig rolle på pladen, med sin flugabone på samtlige numre. Derudover spiller Morten Ankarfeldt bas og Morten Hoi er med på guitar.
Stilmæssigt kan det sammenlignes med det man kender fra sangerinder som Erykah Badu og India.Arie. Det hed vist neosoul for nogle år siden. Pladens gevinst er utvivlsomt Peter Rosendal på den forstørrede trompet. Mads B.B: Krog evner ligeledes at lave et spændende beatslandskab til en hyggelig plade.
Bonusinfo:
Du kan læse en morsom anmeldelse af pladen på Gaffa.dk der fortæller mere om afsenderen (en småsnerpet Leonora Christina Skov) end om selve pladen.
Ayoe Angelica: ayoeangelica.dk
My Space: www.myspace.com/ayoeangelica
Straight ahead møder free
Kvartetten lavede i 2003 deres første plade, Different but the same hvor det var saxofonisterne David Liebman og Ellery Eskelin der stod som hovedmænd. Nu er rytmegruppen rykket længere ind i den besluttende proces, bla. i kraft af at de har været med til at komponere musikken. Jim Black på trommer og Tony Mariano på bas befinder sig i den effektive rytmegruppe. Jim Black har i de seneste år været en stor inspirationskilde for mange unge danske jazzmusikere, bla. med gruppen Alas No Axis.
De to saxofonister, der på pladen holder sig til tenorsaxofonen er heller ikke uerfarne. Liebman er den bedst kendte i kraft af tjenesten han gjorde i sine unge dage hos Miles Davis. Ellery Eskelin medvirkede sidste år på Stefan Pasborgs plade Triplepoint og har iøvrigt også spillet nogle koncerter sammen med Ibrahim Electric.
Ellery Eskelin studerede i de tidlige firsere hos David Liebman og kontakten er holdt godt vedlige. De er ikke samme type saxofonist. Eskelin har primært markeret sig som en freejazz saxofonist af den modige slags, der tør springe bungy jump uden elastik. Liebman er en mere struktureret herre, uden han dog på nogen måde er hverken hæmmet eller tæmmet. Men det betyder åbenbart ingenting, for de kan sagtens tale samme sprog.
Liebmans ønske med pladen er at straight ahead jazz og free jazz kan udfolde sig sammen og det gør det på denne plade.
David Liebman: www.daveliebman.com
Ellery Eskelin: home.earthlink.net/~eskelin/
Fire stjerner til Anderskov Accident
I september nummeret af den amerikanske jazzbibel Downbeat får Anderskov Accident's nyeste CD Newspeak hele fire stjerner (ud af fem mulige).
"While the sound is dense, the leader makes good use of dynamics, with a naturalistic ebb and flow that makes those arrangements practically invisible. Watch out for this guy." skriver anmelderen Peter Margasak.
Sårbart og elegant fra Bro
Guitaristen Jakob Bro udsender i år 3 plader i eget navn og der kan være en fare ved det. For det første skal man som jazzforbruger spytte op med 450,- fra jazzbudgettet for at få dem alle 3. For det andet kan der være den fare at man sammenligner de tre og kun tager den bedste. Men hvad nu hvis de alle tre er gode?
Den første The stars are all new songs vol. 1 kom i foråret og befandt sig i et fritflydende balladeunivers. Blandt musikerne fandt man så store navne som Bill Frisell og Paul Motian. På denne udgivelse er Bro gået en anden vej. Han har dannet en trio bestående af Jakob Høyer på trommer og Anders AC Christensen på bas og musikken er fundet i jazzens standardkatalog og nabolaget dertil.
Tak for det hr. Bro!
Når man med respekt for det oprindelige, vælger at spille numre som Come rain or come shine og How long has this been going on fra jazzens standardrepertoire og et nummer som Elvis Presley's Love me tender, så skal man altså præstere mere end over middel. Der skal tilføjes originalitet og personlighed. Man skal være nyskabende uden at være jazzsamfundsomstyrtende. Det kan Bro og hans medsammensvorne. Høyer og specielt AC er langt fremme i et lydbillede, der virker ligeværdigt. De tager den med ro og det er ikke med denne plade at de kommer til at revolutionere jazzen, tværtimod er det en hyldest til det de musikalsk kommer fra.
Her er et godt bud på en dansk trio, der kan få succes på livescenen rundt om i landet. De kan appellere til et ungt publikum (både Høyer og AC har været medlem af Raveonettes) og Jakob Bro bør være en inspirator for unge guitarister. Det ældre jazzpublikum kan fornøje sig med velkendt materiale i en lækker nutidig indpakning.
Titlen på på pladen er taget fra en mindre kendt Cole Porter komposition fra musicalen Can Can, der oprindeligt ikke var med ved premieren i 1953, men først blev inkluderet i 2007 ved en opførsel af musicalen i Californien.
Bonusinfo:
Både Jakob Bro og AC spiller i dette efterår med Tomasz Stanko's Nordic Quintet i bla. Irland og Brasilien
Jakob Bro: www.jakobbro.com
My Space: www.myspace.com/jakobbro
Benjamin Koppel og Edgar Allen Poe
Det er den femte udgivelse med saxofonisten Benjamin Koppel i år og har du kun råd til en, så er den her du skal købe. Han er i selskab med bassisten Miroslav Vitous, der i sine unge dage var med til stifte Weather Report og siden har holdt sig i de øverste luftlag indenfor jazzen. Men det er ikke kun pga. Vitous at pladen er interessant. For første gang spiller Benjamin Koppel sammen med sin far Anders Koppel i en jazz-sammenhæng. Stefan Pasborg spiller trommer, Carsten Dahl spiller piano på nogle enkelte numre. Hvilket Thommy Andersson på bas og Jacob Andersen på percussion også gør.
Denne plade er først og fremmest Benjamin Koppels, han har komponeret alle numrene, pånær to som Anders Koppel har taget sig af. Han er i ilden hele tiden sammen med Vitous, hvor de både spiller duo og med de andre musikere. Miroslav Vitous har sin egen baslyd og er vel sammen med NHØP den største bassist der er kommet ud af Europa. Vitous spiller elegant og svinger mellem rasende hurtigt spil på strengene til det mere flydende. Benjamin Koppel har ingen problmer med at spille sammen med Vitous, han skifter mellem sopran-, alt- og barytonsaxofon. Desuden spiller han også på tubax, der er et næsten mands-højt kakkelovnsrør, der kan spille rigigt dybt. Man er ihvertfald ikke i tvivl, når Koppel spiller på den.
Pladens titel er taget fra Edgar Allen Poe's novelle The Poetic Principle, der blev udgivet et år efter Poe's død i 1849. Den omhandler litteraturkritik og Poe's litteraturteori. Bla. er Poe fortaler for at et digt skal skrives for digtets skyld og at det ultimative mål for kunst er æstetik. Alle titlerne på numrene på pladen er taget fra ting som Edgar Allen Poe har skrevet.
Bonusinfo:
Benjamin Koppel spiller d. 8. og 9. august på Copenhagen Jazzhouse sammen med Miroslav Vitous, Anders Koppel, Carsten Dahl og Peter Nilsson.
My Space: www.myspace.com/wwwmyspacecombenjaminkoppel
Bent J er lukket og pakket ned, men det betyder ikke at jazzen er død i Århus. Undergrundsjazzen bliver passet og plejet af Sunship og Jazzselskabet sørger for at holde liv i resten.
Jazzselskabets koncerter bliver som noget nyt afholdt på Fatter Eskils lille scene, så om ikke andet, må der være mulighed for at få fuldt hus til mange koncerter. Programmet byder bla. på Jan Kaspersen Sax Chase, Bitran/Hirabayashi/Rockwell, Lovedale, Niels Præstholm Embla, Mikkel Ploug (og ikke Jeppe Ploug, som der står på Jazzselskabets site), Radiostars og Real People.
Sunship afholder sine koncerter på Musikcafeen i Mejlgade, her kan man bla. opleve A la Cour, Yuma Yuma! og Ung Jazz vinderne Magnus fra Gaarden. Desuden kan man løbe ind i en jazzkoncert i Musikhuset, hvor man i efteråret bla. vil kunne høre Blood Sweat Drum’n’Bass Big Band der fejrer 7 års fødselsdag og at de er udnævnt til basisensemble under Kunstrådet. Farmers Market fra Norge med trommeslageren fra Tord Gustavsen Trio og Supersilent Jarle Vespestad og multiinstrumentalisten Stian Carstensen spiller ligeledes i den Rytmiske sal, hvor Curtis Stigers også kommer.
Jazzselskabet: www.jazzselskabetaarhus.dk
Sunship: www.sunship.dk
Musikhuset: www.musikhusetaarhus.dk
Ambitiøst udspil fra ung saxofonist
På trods af en alder af kun 23 år er saxofonisten Marius Neset allerede en rutineret herre. Han var med til at vinde Young Nordic Jazz Comets i 2005 med Jazzkamikaze, som sidenhen har erobret de danske koncertscener, med deres effektive og udadvendte stil. Han er også medlem af kvartetten People Are Machines, der sidste år udsendte deres debutplade. Gruppen består af Jazzkamikaze-trommeslageren Anton Eger, Pianisten Magnus Hjorth og bassisten Petter Eldh. De udgør også musikerne på Neset's soloudspil Suite for the seven mountains. Suiten er blevet til i forbindelse med Neset's femte år på det rytmiske musikkonservatorium i København. Her blev musikken fremført i forbindelse med hans afgangskoncert.
Musikken består af syv dele, hvor People Are Machines-musikerne suppleres af en stryger-kvartet. Neset har komponeret musikken med kvartetten i tankerne. Han udfordrer dem med avancerede rytmiske mønstre, skift og eksperimenterende udladninger. Dette kombineres med en romantisk tilgang til melodimaterialet. Man kan sagtens kalde Neset's musik for nordisk, selv om ordet "nordisk" i forbindelse med jazz er en fortærsket kliché, er der noget om det i forbindelse med Neset. Han er nordmand og der løber noget fjordvand i årene på ham. Den norske folkemusik er der et eller andet sted. De andre musikere i bandet er også eksil nordmænd og svenskere, der nok bor i København, men utvivlsomt er farvet af at de kommer fra lande med stærke musikalske identiteter.
Marius Neset har mange idéer. Han har tæmmet dem nogenlunde og sat dem sammen til en spændende og lytteværdig plade. Lyden på pladen er rummelig ECM-agtig og det er "mr. Nordic Sound" Jan Erik Kongshaug der har mixet den.
My Space: www.myspace.com/mariusneset
