søndag, august 28, 2011

Emil de Waal + Spejderrobot: Nr. 2 (Pizzabakke/Download)

Med ekstra ost
At få omtale af den musik man laver, er for mange musikere meget væsentligt. Derfor er konkurrencen også hård når det gælder om at tilkæmpe sig plads i medierne. Det kan godt være at man har lavet et mesterværk men der skal meget til for, at medierne vil beskæftige sig med mesterværket.
Derfor kan man gøre noget nyt og uventet - tænke ud af boksen for at bruge en moderne kliché. Her har Emil de Waal + Spejderrobot været særdeles konkrete. De har tænkt ud af pizzabakken. Pappet der fungerer som transportmiddel for den varme pizza inden den fortæres, smides altid ud efter brug. Den er jo værdiløs og fedtet. Emil de Waal + Spejderrobot's nye udgivelse nr. 2 har fået pizzabakken som pladecover. Vel at mærke en pizzabakke der er købt på et pizzeria i København indeholdende en vaskeægte pizza. I låget sidder der en kode, der kan bruges til at downloade musikken. På selve pizzabakken er der trackliste og credits bagpå som var det et pladecover. Sidste plade de lavede var en vinylplade med hjemmegjorte fodaftryk på coveret.
Hvad sker der så, når man kommer forbi coveret og får musikken i ørerne? En hel del, heldigvis! Emil de Waal's kendetegn som lege- og eventyrlysten musiker svigtes ikke. Han har sammen med electronicamusikeren Spejderrobot fundet en vej ind i den elektroniske musik. De træder bare lidt ved siden af. Der er velkendte elementer fra dub og den mere natteblå electronica som bla. Trentemøller har bevæget sig i. Spejderrobot bliver i selskab med Emil de Waal's ukonventionelle trommespil der både involverer akustiske trommer og diverse pads - der kan frembringe alverdens lyde, et modigt odd couple. Jeg har svaghed for den slags modighed, specielt når der kommer så dejlig musik ud af det.
Køb en pizza og lyt med.
nummerto.dk

Henrik Andersen: Indian heARTbeat (Fidus)

På rejse til Indien med fusionsjazzen
Guitaristen Henrik Andersens plade Indian HeARTbeat blev udsendt for et år siden. Jeg fik den af Henrik, da jeg mødte ham på Summersession, hvor han var med på freejazz-trommeslageren Andrew Cyrille's hold sammen med bla. August Rosenbaum og Ole Streenberg. Et blandet outsider-hold. Når jeg hører Indian HeARTbeat bliver det endnu tydeligere, hvor stor en outsider Henrik Andersen egentlig er på den danske jazzscene. Pladen er udgivet i Indien af EMI India. Ikke ligefrem hverdagskost for en dansk jazzguitarist - der dog har beskæftiget sig med indisk musik siden starten af 00'erne.
Stilarten er fusionsjazz med en god portion indisk inspiration med alt hvad det indebærer. Percussion med masser af tablas, sitar og skævt pitchede guitartoner er med til at placere pladen meget tydeligt. Der er brugt indiske musikere på de fleste numre. Henrik Andersen er velbevandret i indisk musik og har en god fornemmelse for at anvende de etniske virkemidler i en god effektiv samklang med guitaren. Henrik Andersen spiller med inspiration fra John McLaughlin'sk jazzrock, noget han allerede gjorde i fusionsgruppen Music Spoken Here i 90'erne. Der er sket meget siden da uden, at det piller ved Andersens position som guitarist af McLaughlin-skolen. Henrik Andersen bruger også den akustiske guitar - bla. sammen med fløjte og violin og der kommer naturligt nok mere ro på musikken.
Henrik Andersens evne til at blande de to stilarter fusionsjazz og indisk musik og samtidig bevare kendetegnene så tydeligt er en bedrift. Det bør få ørerne hos specielt verdensmusik interesserede til at folde ud.

tirsdag, august 23, 2011

The Curse of Harry Dean: The Curse (Asktravagant Records/Pladekisten)

Stemningsfyldte myter og legender
Guitaristen Ask Kjærgaard stod sidste år bag det herlige album med Acid Plutonium, hvor alskens genrer mødtes i et højspændt mash up. Nu er han tilbage igen. Men denne gang sætter han fokus på surfrocken og countryjazzen, genrer der også var inkluderet i genresammenrendet på Acid Plutonium. Under navnet The Curse of Harry Dean - er det en hilsen til kultskuespilleren Harry Dean Stanton? - har Kjærgaard allieret sig med bassisten Klaus Nørgaard og trommeslageren Jeppe Lindgren. 


I et univers hvor surfrock, jazz, David Lynch og filmiske stemninger mødes er det ganske let at rives med. Kjærgaard doserer de følelsesmæssige virkemidler pænt ud over hele pladen. Der er plads til de helt stille countryinfluerede ballader, der ikke er langt fra Bill Frisell's americanastil og den klassiske surfrock. Den surfrock, der skylder en masse til instruktøren Quentin Tarrantino, der brugte surfguitaristen Dick Dale's Misirlou til at blæse Pulp Fiction i gang i 1994. Ask Kjærgaard er som guitarist veloplagt og velspillende. Han har styr på effekterne.


Andre guitarister som Søren Dahl Jeppesen og Jakob Bro skylder også en masse til Bill Frisell. Alligevel er det interessant som de alle tre får noget forskelligt fra den Frisell'ske skole. Ask Kjærgaard er den urolige dreng i klassen, der en gang i mellem overrasker læreren med at spille et stille nummer som Evening snow, der kunne være hældt ud af Jakob Bro's guitar. Mens han på Revenge of the pacifist høvler afsted på en støvet ørkenvej med den ene hånd på rattet og den anden på den seksløber han bruger til, at skyde vejskilte med. Der er også den dystre bluesvals Ex-convict blues eller Titelnummet The Curse, der leveres med høj puls og klassisk surf-twang.
The Curse of Harry Dean er en velfungerende hyldest til myternes og legendernes USA. Musikken er ladet med spænding og stemning.

mandag, august 22, 2011

Nils Davidsen: Jazz til tiden (ILK)

En fænomenal plade
 I en atmosfære af skramlende romantik, Charles Mingus, swing, nonsens, utidig timing og en forståelse for - og kærlighed til jazzen har bassisten og komponisten Nils Davidsen begået en fænomenal plade. Pladen indeholder musik der indspillet med næsten 10 års mellemrum. Mads Hyhne på basun og Jacob Anderskov er blandt de gennemgående musikere.
På dam Agre spiller Mads Hyhne et basunspil så fint og rent at jeg smelter...wauwww! Pladens lukkenummer, den over 16 minutter lange Forløb er et møde mellem saxofonisten Laura Toxværd, trommeslageren Peter Bruun, Hyhne og Davidsen. Hyhne får masser af plads, som han ikke har problemer med at fylde ud med fantasifulde og spændende improvisationer, det samme gør sig gældende for Laura Toxværd. Davidsens behandling af den buestrøgne bas giver det bredt strukturerede nummer svimlende højder. Jeg må ganske enkelt bøje mig i jazzstøvet over en plade der vil så mange ting og alligevel ikke har problemer med at hænge sammen. Der er avantgarde, der er swing, der er masser af bas (også helt alene), der er Peter Fuglsangs smukke sopransax på duonummeret Diafragma. Der er hyldesten til Aage Paybergsvej i Holbæk, hvor Anderskov i samspil med Davidsen spiller så smukt og vemodigt nordisk mens trommeslageren Jacob Høyer empatisk væver et bækkenbåret flydende trommespil ind under.
Jazz til tiden er en jazzplade med stort J. Her er en overflod af lækkert improviseret musik. Nils Davidsen får sat en tyk streg under, at han både kan komponere, være den samlende spyspids og spille en jazzbas af den saftige slags.
www.myspace.com/nilsdavidsen

Nina Baun: Something is always moving (Nibamu/Divine Records)

Jazzen bæres ind i poppen
 Den 26 årige pladedebuterende danske sangerinde Nina Baun bevæger sig i et musikalsk landskab, hvor der hentes inspiration fra jazz, indiepop og -rock og country. Hun befinder sig i stemningsmættet univers, hvor der både er plads til det højstemte og teatralske samt det mere intime og nære. Det bliver en balancegang hvor der er en overhængende fare for at Nina Baun falder til den ene eller den anden side. Det sker nogle gange at hun falder til den anonyme og knapt så spændende og jævne popside. Det hænder omvendt også at hun falder til den anden side, hvor poppen stadig råder og hvor det bliver mere farligt og interessant. Det er heldigvis den side der oftest står tilbage.


Musikken bæres i høj grad af guitaristen Henrik Olsson og andre yngre musikere som keyboardspilleren William Larson og trommeslageren Mads Emil Nielsen. De tilhører en ny generation af musikere fra det Rytmiske Musikkonservatorium der ikke er jazz-jazz musikere. De bærer store dele af jazzens mere komplekse opbygning med ind i Nina Bauns musik, der hviler på en popbase. Her er både eksperimenter som på Implosive og gedigen countrypop som på White Tread.
Underligt nok krediteres der ikke en eneste musiker på pladecoveret, mon ikke det er en fejl?
www.myspace.com/ninabaun

Alexis Cuadrado: Noneto Ibérico (BJU Records) >> Jeff Fairbanks' Project Hansori with special guest Fred Ho: Mulberry Street (BJU Records)

Med New Yorker filter på
 Pladeselskabet Brooklyn Underground Jazz er herhjemme bedst kendt for udgivelserne med Anne Mette Iversen. De har siden starten for nogle år siden udsendt plader og lavet koncerter med jazzmusikere fra Brooklyn. Herunder bassisten Alexis Cuadrado, der meget lig Anne Mette Iversen lader sig inspirere af hjemlandets musiktraditioner. New Yorker-filteret er selvfølgelig lagt ind over musikken. Det er alligevel meget let at høre at Cuadrado er fra Spanien. Han blander flamencorytmer med klassisk amerikansk jazz. Det er der ikke noget nyt i. Miles Davis gjorde det allerede i 50'erne på Spanish sketches, Cuadrado's bud på hvordan man blander to så stærke musiktraditioner er et andet bud. Cuadrado får hjælp fra en række af de hotteste New Yorker-musikere. Trompetisten Avishai Cohen, saxofonisten Loren Stillman, guitaristen Brad Shepik og trommeslageren Mark Ferber er blandt medlemmerne af nonetten mens spanieren og saxofonisten Perico Sambeat spiller en ikke uvæsentlig rolle, hvilket han får demonstreret ved flere soli.


Cuadrado's musik går med melodi og rytme ret let ind og holder om. Det er en særdeles original og hørbar plade som han har lavet.
Trombonespilleren Jeff Fairbanks har ladet sig inspirere af asiatisk musik. Det har ikke på samme måde sat sig i musikken som hos Cuadrado. Fairbanks arbejder med et big band. Her flyder det let afsted men kaster ikke den samme ligefremhed af sig som Cuadrado har på sin plade. Begge plader er spændende eksempler på noget af det der sker lige nu på New York's jazzscene.
alexiscuadrado.com
fairbanksmusic.com

onsdag, august 17, 2011

Mike Prigodich: A stitch in time (Mexican Mocha Music)

Fusionsjazzen trækker stadig vejret
Han rejste i 2010 over 10.000 $ på fundingsitet kickstarter.com til indspilningen af dette album. Forud for det var gået en periode med cancer. Da han kom ud på den anden side af sygdommen valgte han - inspireret af Lance Armstrong's evne til at vinde Tour de France ovenpå en cancersygdom - at forfølge barnedrømmen om at blive professionel jazzmusiker. Dette mål er ikke nået endnu. Men denne plade er en del af denne drøm.


Mike Prigodich er pianist med snuden plantet godt nede i den store fusionsgryde. I selskab med kvalificerede musikere som feks. bassisten Damian Erskine (der er Peter Erskine's nevø) der spiller på seks-strenget el bas og guitaristen Brandon Woody spiller de musik af en anden tid.


Et heftigt tempo, teknisk krævende arrangementer og behagelig melodisk tilgang får mig til at tænke på Chick Corea (i det elektriske hjørne), Yellowjackets og andre der havde deres storhedstid for over 25 år siden. Det falder godt nok noget bedaget ud, men det betyder jo ikke at det lyder dårligt. Det lyder nemlig ret fedt - her må jeg så også indskyde at jeg var ung i 80'erne og har hjemmebanefordel, når det gælder højoktan firserfusion. Jeg vil dog indskyde at jeg i samme periode blev nødt til at koble af fra de komplicerede arrangementer og så bare lytte til noget punk...Sods, Ramones og andre vildbasser.


Mike Prigodich har skrevet det hele og har bla. lavet hyldestnumre til Stevie Wonder og Chick Corea. En underholdende plade, der næppe overbeviser nye lyttere om at fusionsjazz er fedt men for os andre er det helt okay. Prigodich's akustiske piano i det melodisk groovy hjørne kombineret med Erskines fede bas har overbevist mig.
mikeprigodich.com

tirsdag, august 16, 2011

Kommende jazzudgivelser

Denne gang er listen over kommende jazzudgivelser længere end nogensinde. Efteråret ser ud til at blive rigtigt spændende for jazzlytterne.
Listen er delt op i en nordisk og en international. Under den nordiske får du et eksklusivt kig bag kulisserne. Her er også nogle af de albums med som du kan forvente udkommer. Her må du nok forvente en del ændringer.
God fornøjelse!

NORDISK
August
Nils Davidsen: Jazz til tiden (ILK)
Nina Baun: Something is always moving (Nibamu/Divine Records)
The Curse of Harry Dean: The Curse (Asktravagant/Pladekisten) - surfjazz med Ask Kjærgaard fra Acid Plutonium
Thomas Agergård feat. GinmanBlachmanDahl: Face the demon (Timespan Records) - indspilning fra 2000
Grafisk Musik & Jesper Dahl: Angst marineret (We Love Jazz/Playground) - med Poul Reiman og Niclas Campagnol
Grafisk Musik & Kurt Thyboe: Thyboeblaster (We Love Jazz/Playground) - med Poul Reiman og Niclas Campagnol
Christian Winther: From the sound up (Steeplechase) - den i USA bosatte danske saxofonist er tilbage med sit tredje udspil for Steeplechase
Viktoria Tolstoy: Letters for Herbie (ACT)
Nils Landgren: The moon, the stars and You (ACT)
Jan Johansson: In Hamburg (ACT) - tysk live indspilning
Ida Sand: The gospel truth (ACT)
Tingvall Trio: Vägen (Skip Records)

September
August Rosenbaum Trio: Live (Gateway)
Jamhunters: Driftin' (Jamhunters) - download
SVIN: Heimat (Mom Eat Dad Records) - nyt band med rødder i miljøet omkring Copenhagen Traszzfestival
Elou Elan: All that turns (Playground)
Tolvan Big Band: Tarantula Suite (Kopasetic) - suite i otte satser med musik og arrangement af Cennet Jönsson
Mats Eilertsen: Skydive (Hubro) - med Tore Brunborg
Fattigfolket: Park (Ozella)
Nils Petter Movær: Baboon Music (Columbia/Sony)
Rebekka Bakken: September (Emarcy/Universal)

Oktober
Benjamin Koppel & Marie Carmen Koppel: The Kyoto Protocol (Cowbell)
Rasmus Stenholm: Cordoba (Longlife/Pladekisten)
Anderskov Accident feat. Tom Rainey: Live (ILK)
Torben Snekkestad/Thomas Strønen/Søren Kjærgaard: The living room (ILK)
Bigoni/Solborg/Brow: Hopscotch (ILK)
Peter Rosendal: Crescent (Cloud Japan)
Hess is More: ?? (Nublu Records)

November
Benjamin Koppel: One, two, three, four (Cowbell) - med Peter Erskine
Benjamin Koppel: Un, deux, trois, quatre (Cowbell) - med Daniel Humair
Søren Kjærgaard/Andrew Cyrille/Ben Street: ?? (ILK)
Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: Sketches of India (Steeplechase)

Efterår
-udgivelser uden præcis udgivelsesdato der forventes udgivet dette efterår.
Her kan der ske en del ændringer.

Leo Mathisen: vol. 7 (Little Beat Records)
Jesper Zeuthen Trio: Live (Black Out)
Softwar: ?? (Black Out) - med Anders Provis
Kevin Brow: Dolls & Guns (Black Out)
Lofi+Jeppe Højgaard: ?? (ILK) - med Marc Lohr og Anders Filipsen
Luther Thomas: Solo (ILK)
Mark Solborg: 4+4+1 (ILK)
Kasper Tranberg/Nils Davidsen: ?? (ILK)
Kresten Osgood/Thomas Morgan/Ned Ferm: Jericho (ILK)


INTERNATIONAL

August
Tom Guarna: Bittersweet (Steeplechase)
Jack Walrath: Forsooth (Steeplechase)
Dee Dee Bridgewater: Midnight sun (Emarcy/Universal)
Jamie Saft: Borscht Belt Studies (Tzadik)
Jim Black: Somatic (Winter+Winter)
Various Artists: Sounds & silence (ECM) - DVD og CD

September
Vic Juris: Liste here (Steeplechase)
Jason Palmer: Here today (Steeplechase)
Gregory Tardy: Monuments (Steeplechase)
John Scofield: A moments peace (Emarcy)
Trombone Shorty: For true (Verve/Universal)
Sonny Rollins: Road Shows vol. 2 (Doxy/universal) - med Ornette Coleman
Roy Haynes: Roy-Alty (Dreyfus)
Miles Davis: The Bootleg Series vol. 1 Live in Europe 1967 (3CD+DVD) (Columbia/Sony)
Miles Davis: The perfect Miles Davis Collection (Columbia/Sony) 22CD box - en Miles samling til ca. 300 spir.
Tony Bennett: Duets II (Columbia/Sony)
Brad Mehldau/Kevin Hays/Patrick Zimmerli: Modern Music (Nonesuch)
Wynton Marsalis/Eric Clapton: Play the blues - Live from Jazz at Lincoln Center (Rhino) CD+DVD
Stanley Jordan: Friends (Mack Avenue)
Christian McBride Big Band: Good feeling (Mack Avenue)
William Parker: Crumbling in the shadows is Fraulein Miller's stale cake (AUM Fidelity) - 3CD solobas
Uri Caine: Siren (Winter+Winter)
Joachim Kühn: Out of the desert LIVE (ACT)
Rudresh Mahanthappa: Samdhi (ACT)
Pierrick Pedron: Cheerleaders (ACT)
The Claudia Quintet + 1 feat. Kurt Elling & Theo Bleckmann: What is the beautiful? (Cuneiform)
Dead Cat Bounce: Chance episodes (Cuneiform)
Laswell/Björkenheim/Ågren: Blixt (Cuneiform)
Mats/Morgan Band: Live (Cuneiform)
São Paulo feat. Rob Mazurek: Três Cabecas Loucuras (Cuneiform)
Dino Saluzzi & Anja Lechner: Navidad de Los Andes (ECM)
Chick Corea/Stefano Bollani: Orvieto (ECM)
Charles Lloyd & Maria Farantouri: Athens Concert (ECM)
Ricardo Villalobos & Max Loderbauer: Re: ECM (ECM) -remix af musik fra ECM's bagkatalog
Bill Frisell: All we are saying (Savoy) - Frisell's personlige udgaver af 16 John Lennon sange.

Oktober
Miles Davis: Montreux Highlights (Eagle Rock Entertainment) 10DVD box
Stefano Battaglia Trio: River of Anyder (ECM)
Rich Perry: Grace (Steeplechase)
George Colligan: Living for the city (Steeplechase)
LeeAnn Ledgerwood: Breaking the waves (Steeplechase)
Tim Berne: Bang (Ictus Records)

November
Dave Stryker: Blue strike (Steeplechase)
Olegario Diaz: Having fun (Steeplechase)

mandag, august 15, 2011

Admiral Awesome featuring Fredrik Ljungkvist (Gateway)

En svensk superhjälte og de århusianske kumpaner
 Den svenske saxofonist Fredrik Ljungkvist er en af hovedmændene bag gruppen Atomic, der regnes for at være et af de mest nyskabende navne indenfor jazz de seneste ti år. Mange unge jazzmusikere har ladet sig inspirere af gruppen. Heriblandt også unge danske musikere, som saxofonisten Jacob Danielsen. Det har udviklet sig så meget at Ljungkvist og Danielsens trio Admiral Awesome indledte et samarbejde i Stockholm sidste år. Et samarbejde der siden førte til koncerter og ikke mindst dette album.


At Danielsen rykker så tæt sammen med en instrumentkollega og et forbillede er en balancegang. Jacob Danielsen skal jo ikke nødvendigvis spille ligesom Ljungkvist og kan heller ikke. I stedet for får Danielsens saxofonspil og hans medspillere Thomas Sejthen på bas og Christian Windfeld på trommer et inspiratorisk løft. Alle tre har en bred erfaring fra det århusianske i forskellige bands og fra konservatoriet. Men der er ingen tvivl om at Ljungkvist er en stor mundfuld. Men han er heldigvis også givende. Han tager trioen ind under sine kunstneriske vinger. De udfordres i kraftig grad men aldrig for meget. De skubbes ud over kanten og falder ned mens Ljungkvist falder sammen med dem.


På pladecoveret står der Kapow Jazz! En dejlig præcis betegnelse for meget af musikken på pladen. Der er energi og fantasi i de frie improvisationer. De ni numre er en blanding af Lungkvist og Danielsens kompositioner. Der er feks. Danielsens Sent på kvällen. En knirkende organisk og behageligt natteblå sag, hvor Ljungkvist spiller den lækreste klarinet. Der er Ljungkvists Different directions, der midt i al sin sprælskhed og vildskab lader Sejthen og Windfeld spille tight og pågående. Pladen byder på små spændende detaljer som feks. den grædende baby under musikken på Piratsangen der skaber uro og sikkert mælken til at løbe hos mødrene mens fædrene må lade tårerne løbe sammen med den hidsige saxofon
De århusianske helte bliver sammen med Fredrik Ljungkvist superhelte, med retten og evnen til at flyve, spille og nedkæmpe den grå og kedelige hverdag. En overbevisende og anbefalelsesværdig debut.
myspace.com/iamyourlocalhero

torsdag, august 11, 2011

KortJazzNyt Uge 32 2011

Kender du til nogle nye danske og internationale jazzudgivelser der kommer i efteråret, så må du gerne sende en mail til mig om den, så den kan komme med på min releaseliste, der kommer senere i denne måned.

Jazzhus Montmartre er gået igang med renovering af den intime jazzklub. De starter op igen d. 1. september, hvor pianisten Bill Evans hyldes. Thomas Clausen tager sig af tangenterne, Karsten Bagge betjener trommerne mens bassisten Chuck Israels sidder med bassen. Israels spillede med Evans i årene 1961-1966. I følge Montmartres hjemmeside har Clausen for nylig udgivet albummet For Bill. Dette er så ikke sket endnu. Men faktum er at Clausen allerede i 1983 lavede LP'en The shadow of Bill Evans, som en hyldest til den da lige afdøde Evans, for det japanske pladeselskab Baystate.
Montmartre får også besøg af de tidligere Miles Davis sidemen, Kenny Garrett og John Scofield, hvor sidstnævnte kun spiller en aften. Derudover bydes der også på en række tributes til afdøde amerikanske musikere - udført af levende danske. Kirk Lightsey, Rachel Z, Malene Mortensen, Jesper Bodilsen, Herb Geller og Butch Lacy er også blandt musikerne på programmet.
Desuden er Benjamin Koppel holdt som musikchef, en post han nåede at beklæde i et halvt års tid. Han afløses af Christian Brorsen, der står bag pladeselskabet Bro Recordings, der bla. har udgivelser med Paolo Russo, Niels Lan Doky og Mads Vinding på samvittigheden.
jazzhusmontmartre.dk

Storstrøms Kammerensemble har tidligere samarbejdet med The Orchestra og Palle Mikkelborg. Nu er turen kommet til den tyske superinstrumentalist Steffen Schorn, der behersker alle dybe rørbladsinstrumenter, heriblandt subkontrabassaxofonen tubax.
De kan opleves sammen på Fuglsang Herregård d. 18. august, hvor de spiller Schorn's musik.
www.chamberplayers.dk

Den tyske bassist Martin Wind står i spidsen for The JazzBaltica Jubilee Ensemble, der sidste år spillede på den tyske festival i Salzau. Nu er der udkommet et album, Theresia med en indspilning fra koncerten. Den danske altsaxofonist Niels Lyhne Løkkegaaard er blandt de prominente medlemmer af orkestret, der tæller medlemmer som feks. tyskerne Johannes Enders, Christopher Dell og Michael Wollny, svenskeren Karin Hammar og amerikaneren Donny McCaslin.
www.martinwind.com

Klüvers Big Band kan fra d. 30. august opleves i selskab med guitaristen John Scofield og trommeslageren Bill Stewart. De spiller på Atlas i Århus d. 30. og 31. august i forbindelse med Festugen. D. 1. september er de på Taobakken i Esbjerg og d. 2. september gælder det Det Musiske Hus i Frederikshavn.
Big Bandet tager d. 21. oktober på turné i USA, hvor de skal spille ti koncerter sammen med Kurt Elling. Der er planer om gæstesolister i form af Joe Lovano og Ravi Coltrane under turnéen. De skal spille på The Green Mill i Chicago og på Birdland i New York.
www.kluversbigband.dk

Entusiastpladeselskabet Little Beat Records håber på at kunne udsende den syvende Leo Mathisen plade senere i år. Men det er ikke det eneste de går og pusler med. De arbejder på at lave en hyldest-plade til Erling Kroner i samme stil som den formidable Bent Jædig-plade de udsendte i 2009, hvor man samlede en række historiske Jædig-indspilninger. Men da pladeselskabet også er bevidst om at lave det ordentligt - i form af indpakning og lignende, mangler de stadig kapital til at kunne fuldføre projektet.
Pladeselskabet har også sat et særligt projekt i gang med at sammensætte en gruppe, der kan fortolke Leo Mathisens musik, som den så vil lyde i dag. Denne skal fungere som en slags afslutning på den samlede Leo Mathisen serie - dog er det ikke sikkert at Vol. 7 bliver den sidste med Leo, for der er mindst musik til en CD mere, afhængig af hvor de sætter kvalitetsgrænsen for, hvad man kan udgive af nedslidte lakskæringer. Men også her må de gribe mulighederne, når de viser sig - det har de gjort, men denne opgave bliver samtidig så absolut den hidtil mest omkostningskrævende for Little Beat at løfte, så usikkerheden er fremherskende og det er mere sandsynligt, at der først kan ske noget i 2012 med den udgivelse.
Littlebeatrecords.dk

Mike Stern kommer til Danmark og spiller sammen med Chris Minh Doky og Dave Weckl på Posten i Odense d. 19. oktober og på Tobakken i Esbjerg d. 20. oktober.

D. 1. september er der jazz i stride strømmer i Århus. Ujazz hedder festivalen der rundt omkring i Århus præsenterer cutting edge jazz. På Atlas starter det kl. 16 med Stefan Pasborg & The Free Moby Dick Project og fortsætter bla. med John Tchicai, PELbO og Aaron Parks i selskab med Jakob Bro, Thomas Morgan og Morten Nottelmann.
aarhusfestuge.dk/DK/Festivaler/Festivaler.aspx?groupid=group74&SortBy=startdate&SortOrder=ASC

Jeg har lige lavet en liste for JazzDanmark til musikstreamings-tjenesten WIMP med 10 fede danske jazztracks fra årets første halvdel.
wimp.dk/wweb/playlist/b4c26b41-29c0-4312-8ccf-0d900083b3da

På Højskole med jazzen

- efterskrift
Det har været en intens oplevelse at få lov til, at være med på JazzDanmarks Summer Session på Vallekilde Højskole. Der er føjet nye dimensioner til min afgrundsdybe kærlighed til jazzen.
Jazz på Vallekilde er en institution i dansk jazz. Nye musikalske relationer er opstået og inspirationerne har flydt frit. Der er ingen tvivl om at mange jazzmusikere har fået noget med fra Vallekilde. Den nye stævneleder Jakob Bro har været med så længe at han har haft NHØP som lærer. Ligeledes har Bro's viceinspektører, brødrene Hess fået vigtige input til deres karriere.
Men hvorfor?
Hvad er det der sker på Vallekilde?
Det er en uge hvor musikere lægger sig ned, tager imod, presses og får noget med hjem. Måske ikke noget der direkte kan omsættes. Men noget der sætter spor og mærker på musikersjælen. Det er interessant at følge hvordan musikerne arbejder sammen på tværs af forskelligheder som alder og erfaring.
Der er seniorveteranen, trommeslageren Ole Streenberg der var med i de tidlige år på Vallekilde - dengang Dexter Gordon var underviser. Der er veteraner som Jørgen Emborg og Uffe Steen, erfarne men mindre kendte folk som Thomas Walbum og Poul Weis. Folk med godt gang i karrieren som Nicolai Munch Hansen og Stefan Pasborg. Unge stjerneskud som August Rosenbaum og Andreas Fryland. Som jazzfan har jeg lagt mig ned og forsvarsløst taget imod og hørt musik jeg ikke kan ryste af mig.
Så må jeg leve med at Jeff Ballard afløser Kresten Osgood i Thomas Morgans gruppe i dag, fordi Osgood skal hjem til sit barns fødselsdag. Jeg må også leve med det er i aften at lærerne giver koncert for eleverne.
Men det ændrer ikke på det fede i oplevelser som da trommeslageren Bob Moses midt i sin lange talestrøm under undervisningen af sit hold, stoppede op og sagde: "Hi Niels, How are You. Is everything OK?" hvortil jeg svarede: "Most definitely, Bob, Thank You!"

På Højskole med jazzen

- den anden dag
Jeg havde syv steder jeg kunne gå hen for at høre musik, da undervisningen startede i dag. Valget var som før nævnt faldet på Kenny Wheeler, der for flere år siden passerede 80 år. Han er en lille mand der ikke er særligt godt gående, så da jeg ser ham bliver jeg bekymret for hans skrøbelighed. Kan han overhovedet spille på flygelhornet? På Wheelers hold er instrumentkollegaen Jakob Buchanan, der får en særlig hilsen fra Wheeler, da han træder ind i rummet. Det er tydeligt at se at der er noget helt specielt mellem de to musikere. Hele fire svenskere er der på holdet, heriblandt trommeslageren Peter Nilsson. Guitaristen Thomas Maintz, pianisten Søren Bebe og sangerinden Cathrine Legardh har også fornøjelsen af at være sammen med Wheeler. De er alle tre begejstrede for at spille med Wheeler. Jeg hører dem spille For Jan, et nummer som Norma Winstone har skrevet teksten til. En stille ballade i en valseagtig takt. Her hører jeg pludselig Wheeler blæse sikkert igennem. Der er ikke nogen usikkerhed i intonation eller lignende. I det følgende nummer Sly eyes - der er en tango - tager han en solo, så der ingen tvivl er om hvorfor Kenny Wheeler er en legende.
Det er nu over tolv timer siden at jeg forlod lokalet med Kenny Wheeler's hold. Siden da har jeg hørt og set ting, der trygt kan placere sig i min hukommelse som meget stort.
Marc Ribot spiller med sit hold Albert Ayler kompositionen Bells. Den spilles som en hymne, der stille bygges op i storhed for så at blive splittet i atomer. Både trompetisten Snorri Sigurdsson og altsaxofonisten Jakob Elvstrøm fanger smukt sjælen i nummeret.

Bassisten Thomas Morgan har et hold nede i kælderen fjernt fra de andre rum. Uffe Steen på guitar, Lars Greve og Jesper Løvdal på sax, Søren Kjærgaard på piano, Kresten Osgood på trommer og Nicolai Munch Hansen er et dreamteam. Får de noget ud af det? De er musikere der i særlig grad udbygger og komplementerer hinanden. Det oplever jeg også senere på dagen, da James Blood Ulmer har afløst Thomas Morgan. Fyrre minutters uafbrudt musik afsluttes med Blood Ulmer's ord "That was pretty free", hvilket det også var, men strukturløst var det ikke. Ulmers skæve guitarfigurer væver sig ind og ud og holder det sammen på en særlig måde.
Saxofonisten Chris Speed har sangerinden Frida Asmussen på sit hold. Jeg har ikke hørt hende før og kan da såre undre mig over, at hun ikke har udgivet noget - sidste nat hørte jeg hende synge standards, det kan hun også. Jeg hører gruppen spille et meget smukt nummer med en nærmest minimalistisk enkel blæserfigur, som gennemgående tema. Originalt.
Andrew Cyrille har trommeslageren Ole Streenberg på sit hold. Streenberg instrueres på engelsk af Cyrille og svarer pænt på dansk. To ældre herrer mødes over trommerne. Jeg hører holdet kæmpe med et kompliceret nummer, der skifter taktart i et djævelsk højt tempo. Inde ved siden af har Bob Moses sit hold. Han taler med trommerne imens jeg er der. Senere på dagen hører jeg Moses sammen med Wheeler's hold. Han er en sand mester i lange indskudte sætninger - hvilket han blandt andet viser da han er tilfreds med tempoet - han går direkte over i at fortælle om tempi, der hverken er hurtige eller langsomme. Fem minutter senere kan han sætte nummeret i gang.

Wheeler tog hjem i eftermiddags og i stedet kom hans gamle makker, pianisten John Taylor. Han holdt masterclass efter aftensmaden, hvor han benytter lejligheden til, at spille soloklaver. Taylor fortæller om det musikken er kommet af - han havde hentet inspirationen til første nummer fra musik til en sportsudsendelse, men der var også inspiration fra Olivier Messiaen. Taylor havde det tydeligvis bedst med at tale gennem musikken. Han var meget lidt prætentiøs når han skulle tale om sig selv - det gled lidt lettere, når det var andre der skulle tales om.
Trommeslageren Jeff Ballard var også kommet i eftermiddags og havde holdt masterclass samtidig med Taylor. Efterfølgende var han jamvært. It could happen to You og SubconsiusLee med de tre tenorer Anders Bast, Jesper Løvdal og Pelle Fridell. Inspirerende at høre de tre forskellligt spillende herrer. Natten var åben for jamsession. Jeg hørte en helt særlig med saxofonisten Petter Wettre, der med Stefan Pasborg, Nikolaj Hess og Morten Christian Haxholm spillede Wettres musik. Det blev en spændende oplevelse, at høre dem at arbejde med musikken.
Da jeg gik over på mit værelse for at skrive dette var der stadig jam i pejsestuen. Nu er klokken ved at være halv tre om natten og umiddelbart lyder det roligt på Højskolen her i det sjællandske.

onsdag, august 10, 2011

På Højskole med jazzen

- den første dag
Det er ved at være middagstid. Det vil sige at det er først på dagen på Vallekilde Højskole, hvor 60 jazzmusikere lige nu er samlet og undervises af 7 udenlandske jazzmusikere. Stemningen er afslappet, der flyder saxtoner fra et rum nedenfor. Om lidt begynder undervisningen på de syv hold. Når jeg kigger ned over listen, er det ikke let at træffe et valg. Hvem skal jeg lytte til? Der er så mange seje danske musikere der er sat sammen på holdene. Men valget er truffet efter at have spist morgenmad sammen med Jakob Buchanan, der mandag aften spillede koncert med Kenny Wheeler. Buchanan fortæller at det er en af de største oplevelser i hans liv, at spille og få undervisning af Wheeler. En musiker der har sat så dybe spor i Buchanans musik.
Da jeg ankom tirsdag skulle alle musikerne spille sammen i festsalen under ledelse af Butch Lacy. Han havde skrevet stykket Three Oasis til lejligheden. Musikerne var blevet bedt om at tage deres instrumenter med, hvilket var forholdsvis let for blæserne og bassisterne. Mens hovedparten af trommeslagerne og pianisterne fandt nogle alternativer. Der var melodi, groove og sammenhæng i den første del, hvorefter det hele blev frit. Det blev en imponerende oplevelse at høre så mange spille frit med afsæt i Lacy's musik. Det blev ikke den kakofoni, jeg havde frygtet.
Tirsdag aften var festaften, hvor Kresten Osgood var DJ med en lille Philips rejsegrammofon. Han spillede obskure skiver - bla. en soloskive med Sal Mosca, der lød supergodt. Et af de tilbagevendende højdepunkter på Vallekilde er bordtennisturneringen, hvor Jakob Bro tidligere har triumferet. Men som stævneleder havde han i år valgt at være dommer. Men de århusianske jazzmusikere kan åbenbart noget med battet. Guitaristen Søren Dahl udmanøvrerede knebent bassisten Jens Kristian Andersen i finalen.

Natten var endnu ung og lidt nattejam blev der også plads til. Ole Mathiessen viste gamle guldklumper fra Montmartre i den lille biograf, hvor jeg så Dexter Gordon i selskab med en 18 årig NHØP spille en dødsforagtende virtuos solo. Imens jammede saxofonisten Pelle Fridell, trommeslageren Jesper Bo Knudsen, den islandske trompetist Snorri Sigurdsson og flere andre sammen med bassisten Jonathan Bremer, der fejrede 20 års fødselsdag.
Da jeg gik i seng en gang efter kl. 3 i nat var det med Stefan Pasborgs vilde afrobeat siddende i kroppen. Han havde ført an i en jam der talte jazzmusikere, der ikke var i stand til at køre bil.
Onsdag startede med brunch i selskab med musikere, der har været med til at give mit liv et soundtrack - nu skulle jeg opleve dem på en helt anden måde...

søndag, august 07, 2011

Lars Møller & The Orchestra: Episodes (Calibrated)

Møllers Big Band
 Når man taler om big bands havner samtalen ofte i noget med økonomi. Fordi det er så hulens dyrt at drive et orkester med så mange medlemmer. Nogle få big bands ser ud til klare ærterne. Klüvers og Blood Sweat... fra Århus, Tiptoe fra Odense og DR Big Band fra København er fyrtårnene der alle formår at holde den kunstneriske fane højt.


The Orchestra er et big band i en klasse for sig. De har altid holdt sig til at spille original og ny big band musik siden de kom frem. Det er efterhånden noget tid siden vi sidst har hørt fra dem på pladefronten. Nu er de tilbage med en af skaberne af big bandet i centrum. Under titlen Episodes har saxofonisten, dirigenten og komponisten Lars Møller samlet 9 stykker musik, han har arbejdet med i flere sammenhænge igennem de seneste år. Og sikke noget musik!


Tag for eksempel Suite Brazil - som han allerede i 2007 præsenterede med både European Jazz Orchestra og Brazilian Scandinavian Jazz Orchestra - hvor sidstnævnte var en blanding af musikere fra The Orchestra og fra Brasilien. Nummeret er på ingen måde blevet ringere med tiden. Møllers fascination af landet og musikken er omsat i en medrivende og flot suite, der føles som en indføring i brasiliansk hverdag og fest. Denne komposition er en af Møllers helt store. Det er Folk song no. 1 så absolut også. Møllers venlige og muntre fordrejning af Marken er mejet skriver sig ind i dansk big band historie, ved siden af Ole Kock Hansens klassiske funkudgave af Ebbe Skammelsøn fra 70'erne.


Hver enkelt af de 9 kompositioner bærer tydelig præg af Lars Møllers grundighed i arrangementerne. Intet er tilfældigt og hovsa-agtigt. Der er brugt tid på at gå i dybden. Spontaniteten og umiddelbarheden er alligevel tilstede. Den bevares i høj grad i kraft af at big bandet på hver enkelt plads rummer, nogle musikere der med stor sikkerhed spiller Møllers melodiske musik. Hør feks. Peter Fuglsangs formidable altsax-spil på Folk song no. 2.
Episodes er en meget anbefalelsesværdig big band plade af høj høj klasse.
www.larsmoller.com

torsdag, august 04, 2011

Det er også derfor jeg elsker jazz

Jeg har i den seneste tid fortalt folk at jeg skal på Højskole.

"Sammen med familien?" - har folk spurgt.

"Næh sammen med Danmarks bedste jazzmusikere, der skal undervises af 9 udenlandske hotshots."

"Jamen du er da ikke jazzmusiker, Niels" - har alle så svaret tilbage.

”Nej men jeg har fået lov til at være en flue på væggen, så jeg kan skrive om det her på bloggen.”



Der kommer 58 jazzmusikere, hvor størsteparten er danske og nogle enkelte er svenskere. Underviserne (og adskillige af eleverne) er for en jazznørd som mig i samme klasse som kaffe er om morgenen (og resten af dagen). Outstanding!



Jeg oplevede i sommeren 1991 guitaristen Marc Ribot sammen med Elvis Costello på Cirkus i Stockholm, hvor Ribot var en af de bærende kræfter i Costello's daværende backing band Rude 5. Han brændte så meget igennem at jeg fortsat kan fremkalde lyden af Ribot's skæve og direkte guitarspil. For et par uger siden var jeg på ferie i Berlin. Her besøgte jeg Det Jødiske Museum, hvor der var en særudstilling om Radical Jewish Culture, hvor et af hovedområderne var John Zorn's værk Kristallnacht fra starten af 90'erne. Her var Marc Ribot en af de bærende musikere i opførelsen. Han medvirker desuden i min musikalske bevidsthed på tre af de bedste plader (uanset genre) der nogensinde er lavet. Elvis Costello's Spike, Tom Waits' Raindogs og Lounge Lizards' Big Heart Live in Tokyo.



Pianisten John Taylor og trompetisten Kenny Wheeler der begge kommer som undervisere på Summersession havde i 70'erne trioen Azimuth sammen med sangerinden Norma Winstone. Der findes en trippel-CD, hvor pladeselskabet ECM Records har samlet de tre første udgivelser med trioen. Norma Winstone's ordløse sang er sammen med Wheeler's smukke trompet og flygelhorn og John Taylor's åbne pianospil der suppleres med orgel og synth i særklasse. Det er dybt original og bevægende musik båret af de tre musikeres store virtuositet og musikalske kommunikation. Jeg kommer til at tænke på trioen Equilibrium med Mikkel Ploug, Sissel Vera Pettersen og Joachim Badenhorst, der er båret af noget af den samme kammermusikalske urkraft. Både Wheeler og Taylor har nogle store bagkataloger hos pladeselskabet ECM Records. De har også begge indspillet med danske musikere. John Taylor medvirker på Marilyn Mazurs nye album Celestial circle og i 1996 var han med på Karsten Houmark Quartet's Jazzpar-plade. Mens Wheeler medvirkede på Houmarks LP fra 1985; Karsten Houmark Quintet.



Lee Konitz kommer desværre ikke, da han er syg. Han fik en hjerneblødning for en måned siden under en tour i Australien, og er stadig mærket af det. JazzDanmark og ledelsen af Summer Session har været i dialog med Lee og hans manager gennem hele forløbet og havde indtil det sidste håbet på, at han kunne tage afsted. Desværre er han stadig for svækket til at rejse til Danmark. I stedet kommer saxofonisten Chris Speed. Han er ikke ukendt for det danske jazzpublikum og har ofte spillet i landet sammen med bla. Jak(c)ob'erne Bro, Anderskov og Buchanan. Blandt mine pladefavoritter med Speed er Peter Bruun's Buffalo Age fra 2007, Uri Caine Ensemble's Plays Mozart fra 2006 og Jacob Anderskov's Agnostic Revelations fra 2010.



Trommeslageren Jeff Ballard var også underviser på Vallekilde i 2004. Han har siden spillet en del gange i Danmark sammen med stjernepianisten Brad Mehldau. Han regnes ikke uden grund for at være en af de helt store trommeslagere i dagens jazz. Jazzpublikummet lagde første gang rigtgt mærke til ham, da han sad bag trommerne hos Chick Corea fra sluthalvfemserne. Han medvirkede bla. på et af mine Corea-favoritalbums Past, present and futures fra 2001 i kompetent og tydelig stil. Sammen med trioen FLY med Mark Turner og Larry Grenadier har han også lavet to sublime albums.



Legendariske trommeslagere af lidt ældre dato end Ballard er også på Vallekilde i næste uge. Andrew Cyrille regnes for at være en af de helt store freejazz trommeslagere, noget han blandt andet demonstrerede i de mange år frem til 1975 han var fast trommeslager for Cecil Taylor. Cyrille har siden haft egne grupper og i trio sammen med Søren Kjærgaard har han på to albums vist sine uovertrufne evner. Bob Moses er en helt anden type trommeslager der fra slutningen af 60'erne gjorde sig gældende i jazzrock-sammenhænge med bal. Larry Coryell. Men også Gary Burton brugte Moses. Herfra kendte den unge guitarist Pat Metheny Moses. Metheny's legendariske solodebut Bright size life fra 1975, hvor Jaco Pastorius spiller bas har inspireret mange jazzmusikere gennem årene.



Jokeren på holdet er sangeren og guitaristen James Blood Ulmer. Han har musikalsk bevæget sig indenfor freejazz, funk og blues - gerne blandet sammen. Med andre ord er han en ener. Hans ujævne produktion fik i 2005 et højdepunkt med soloalbummet Birthright, hvor Ulmer's uortodokse blues flyder fra højttalerne og brænder sig fast. Jeg er spændt på denne frie guitarist og sanger.



Sidste mand er bassisten Thomas Morgan, der medvirker på August Rosenbaums roste debutplade Beholder fra sidste år. Morgan har i særdeleshed gjort opmærksom på sig selv sammen med Paul Motian på flere plader. Jeg skrev om Morgan i forbindelse med hans medvirken på John Abercrombie's Wait till you see her fra 2009, at han spiller sparsomt og understregende enkelt og at han tilhører en kategori af bassister der har et undertrykt power-udtryk.



Da jeg mødte JazzDanmarks mand på Summersessionprojektet, Lars Meiling til Spot Festival, spurgte han om jeg havde lyst til at komme på Vallekilde til Summersession et par dage. Jeg fik med andre ord lov til at være sammen med en ordentlig bunke af de musikere, der til dagligt fylder rigtigt meget på pladehylderne i min stue. Musikere der hele tiden finder frem til mine ører. Så selvfølgelig sagde jeg ja. Der findes vist ikke andre musikbloggere i andre musikgenrer der får så fint et tilbud.



Jeg ved ikke hvad der venter mig. Bare den forjættende tanke om at være sammen med nogle musikere man beundrer så meget. Jeg skal bare ikke dele det med nogen (udover jer læsere). Det bliver i rammer hvor musikerne givetvis prøver sig selv og hinanden af. Det er for en enkelt gangs skyld ikke noget de gør for publikums skyld, der er ikke nogen der skal høre det (udover musikerkollegerne). Der er ingen leflen. Kun eksperimenter og kærlighed til musikken i store mængder.



Jeg glæder mig!
- og håber at jeg får omsat det i nogle spændende blogposts her på bloggen.