støv: I fuldt flor (Bad Postures) LP

Støvet har lagt sig. I et behageligt tempo der maner til ro spiller trioen støv. Balladefyldt jazz med balkannoter. Tre unge musikere med trommeslageren Jacob Ridderberg i spidsen som komponist og arrangør. Der hersker en intens og opsugende stemning i musikken. Prøv at forestille dig, at altsaxofonisten Jesper Zeuthen var en ung kvinde i tyverne? Hvordan lyder det? Jeg kommer til at tænke på Zeuthen når jeg hører støvs altsaxofonist Maria Dybbroe. Der er den samme anspændte og insisterende atmosfære som kendes fra Zeuthen. Tonen er bare ikke den samme. Dybbroe er en ung kvinde der ikke tvivler. Hun ved hvad hun vil.

  

De tre musikere smelter sammen. De fremstår som et poetisk hele, hvor der både er plads til rastløshed og meditative stemninger. Støvs musik er ifølge dem selv metrisk, ostinatpræget og groove-orienteret. Melodierne svøber sig om de tre musikere. Det er inspirerende skønt at lytte til en debutplade, der fremstår så helstøbt og alligevel åben. Den er udkommet på LP, streaming og download.

https://www.facebook.com/pages/Støv/180365215434579?fref=ts

The JazzNyt International PLAYLIST 2015

Hvordan er lyden af international jazz i 2015? Det kan du få et indblik i med denne playliste til Spotify. Her er spændende nyt fra Snarky Puppy, Kamasi Washington, Marius Neset, Nostalgia 77 og mange flere. Gå ind og følg listen. Jeg vil løbende i resten af 2015, føje nye spændende tracks til listen.

Thomas Clausen: Blue Rain (Stunt)

I 1980 lavede Thomas Clausen LP'en Rain med NHØP på bas og Aage Tanggard på trommer. En plade der med dagens ører lyder bedaget. Det ændrer dog ikke på, at jeg til enhver tid vil fremhæve den som en af de stærkeste danske klavertrio plader. Nu er Clausen atter aktuel med en regnfuld plade. Blue Rain med stærk opbakning af Jesper Lundgaard på bas og Billy Hart på trommer. Denne gang er der også en sax med. Den næsten danske saxofonist, svenskeren Tomas Franck er med til at sikre og give en helt anden stemning end på den 35 år gamle regnvejrsplade.

Hvor den nordiske tone tidligere har præget pladerne i Thomas Clausens karriere, er det på denne plade en mere udadvendt og pågående Clausen vi møder. Det skyldes i høj grad samspillet med Tomas Franck, der ikke er bleg for at spille en sikker og myndig Coltrane-inspireret sax. Billy Hart rører grundigt i rytmerne mens Jesper Lundgaard er i sin vanlige rolle, som manden der holder sammen på fundamentet. Det er en fornøjelse at lytte til Clausen på denne plade, hvor han selv har skrevet det meste af materialet. Der er Monk og Bud i pianoets ånd. En dejlig veloplagt plade.

thomasclausen.com

Agusti Fernandez/Niels Lyhne Løkkegaard/Bjørn Heebøl: Amaranth (Hiatus/Discordian)

Altsaxofonisten mm. Niels Lyhne Løkkegaard er i det nye triosamarbejde med den spanske pianist Agusti Fernandez og trommeslageren Bjørn Heebøl gået radikalt til værks. De 8 Movements der præsenteres på pladen Amaranth er energifyldte og ladede med spændinger. Det er musik der elaborerer på øjeblikket og fremmaner sammenhængende fragmenter. Agusti Fernandez har spillet og samarbejdet med en række af freejazzens og impromusikkens største navne; Evan Parker, Barry Guy og Derek Bailey. Han har udgivet en lang række albums i eget navn. Det er spændende når en så velfunderet kunstner med  abstraktionen og impressionismen inde under huden, spiller med to danske musikere.

Der spares ikke på idéerne undervejs. Det mærkes hurtigt at de tre musikere næsten skal begrænses i deres fantasioverflow. De begrænser sig alligevel ikke! De bruger hinanden til at lade musikken vokse frem og udvikle sig undervejs. Det er impromusik i særklasse. Løkkegaard lader altsaxen hvile og tager blokfløjten frem på Curved Movement, hvor indledningen placerer sig i naturlig forlængelse af blokfløjtesinglen som han udsendte for nylig. Niels Lyhne Løkkegaard er med dette nye projekt igen på opdagelsesrejse. Til forskel fra opdagelsesrejserne på Columbus' tid går han ikke bare i land og observerer og invaderer. Han bliver landet. Amaranth er ikke et let fremkommeligt land. Med mindre du giver dig selv den mentale luksus, at slappe af og lade dig føre rundt. Amaranth har klasse til at blive opdaget af improfreaks og freejazznerds i hele verden.

hiatuslabel.com

Ketil Bjørnstad: A passion for John Donne (ECM) >> Acoustic Sense & Glas: Reaching Out (Gateway)

Her er to meget forskellige eksempler på moderne kormusik. På den første har den norske forfatter - og i denne sammenhæng komponist og pianist Ketil Björnstad sat musik til tekster af den engelske præst og digter John Donne, der levede fra 1572-1631. Han regnes for at være en af de vigtigste barokdigtere. Björnstads musik sættes i scene af saxofonisten Håkon Kornstad og percussionisten Birger Mistereggen. Det 22 mand store Oslo Kammer Kor, med både mænd og kvinder lægger stemmer til musikken. Der er flere solopræstationer undervejs. Det er dog korstykkerne der betager mig. Stemningen veksler mellem Garbarek’sk inspireret saxofonspil, lyrisk flydende klaverspil og et højstemt kor i et sakralt rum.

Det bliver noget helt andet på mødet mellem worldjazz gruppen Acoustic Sense og det 7 kvinder store kor Glas. Guitaristen John Sund har skrevet musikken mens medlemmer af koret har skrevet teksterne. Glas er egentlig et acapellakor, der excellerer i korsang, som den kendes fra de bulgarske kvindekor. Acoustic Sense lægger ikke under for dogmer for bestemte musikalske retninger. John Ehdes cello, Morten Lundsbys bas og Ayi Solomons percussion mødes atter i et behageligt sammenspil. John Sunds akustiske guitar topper det hele meget formfuldendt. Mødet mellem koret og guitaren på Second Impression er intet mindre end magi. Det swinger og bobler af liv og spændinger. Hvad det på papiret lyder fortænkt bliver i virkeligheden omsat til original og spændende musik og korsang. Det er ikke bare et møde mellem et kor og en gruppe. Det er en sammensmeltning, hvor det ikke er tydeligt hvor det begynder og slutter. 

ecmrecords.com

johnsund.dk

Mads Kjølby: Unity Station (Gateway)

Han lavede debutpladen i 2007 og fulgte den op i 2010. Nu er den tredje plade kommet fra guitaristen Mads Kjølby. Han har ikke brugt tiden på at gennemtrawle landet med turnéer eller sidemanjobs. Han spiller overvejende gamle travere. Han lyder ikke som Bill Frisell eller Jakob Bro. Der er heller ingen nordiske klange at spore. 

Han åbner pladen med sit eget nummer Dr. Deco, hvor Fabian Kallerdahl spiller orgel. Det svinger på den fede måde og kunne have været et nummer fra en George Benson-plade i sluttresserne. Jeg ville ikke have noget imod at pladen fortsatte i det spor. Men Kjølby vil det anderledes og rykker over til en frisk og pågående udgave af Ellington-klassikeren Caravan. Her sidder Snorre Kirk helt fremme i trommestolen og straks glemmer jeg mit oprindelige ønske.

Kjølby har tidligere lavet nogle gode plader, der i kraft af hans utroligt stilsikre guitarspil og nogle gode melodier, gentagne gange har fundet vej til mine ører. Med Unity Station har han nok lavet sit bedste udspil. Han vil meget forskelligt og får alligevel pladen til at hænge sammen. Tredje nummer på pladen er Dusty Springfields 1966 hit You don’t have to say you love me, som Elvis også indspillede. Kjølby har lagt den elektriske guitar fra sig og taget den akustiske frem. Den bevæger sig meget tæt på en blævrende pornokant. Den overlever på imponerende vis i kraft af Kallerdahls fine pianospil. Jazzstandards som Autumn in New York, That’s all og Sweet Georgia Brown leveres alle meget veloplagt. Kjølby skifter mellem den elektriske og den akustiske guitar og har som på de forgående albums, Morten Ankarfeldt med på bassen. Samlet får vi en klassisk og vellydende jazzplade, der emmer af swing, spilleglæde og virtuositet. En anbefalelsesværdig jazzplade til dem der higer efter noget, der lyder af en anden tid, men har et friskt og nutidigt touch.

madskjolby.dk

Harry Allen/Jan Lundgren Quartet: Quietly there (Stunt)

Det er ikke så længe siden at Jan Harbeck fik velfortjent ros for albummet Variations in Blue, udgivet af pladeselskabet Stunt. Harbecks store forbillede er Ellington-saxofonisten Paul Gonsalves. Det samme forbillede har den amerikanske saxofonist Harry Allen, der er aktuel med sin først plade i Danmark, ligeledes udgivet af Stunt. Han har tidligere udsendt en god stak plader i USA. Nu er der kommet fokus på ham herhjemme takket være trommeslageren Kristian Leth og pianisten Jan Lundgren, som Harry Allen spillede sammen med til Copenhagen Jazzfestival 2014. Leth og Lundgren to kender hinanden fra adskillige turnéer og plader sammen med en anden amerikansk saxofonist, nemlig Scott Hamilton.

Der holdes fast i den velkendte klassiske stil som hos Hamilton. Materialet er hentet hos den nu 88 årige komponist Johnny Mandel, der har skrevet flere evergreens. Emily, Quietly There, A Time For Love, The Shadow Of Your Smile og ikke mindst Suicide Is Painless er alle Mandel klassikere og blandt de numre vi præsenteres for på pladen. Den sidstnævnte er titelmelodien fra TV-serien M*A*S*H. En melodi som Bill Evans ofte havde på sit repertoire. Kvartetten der også inkluderer den svenske bassist Hans Backenroth har lavet en yderst behagelig plade, der tages frem, når timerne bliver blå. En old fashioned er hældt op, dagens dont er overstået og det er tid til, at slappe af.

sundance.dk

Kamilla Kovacs/Mia Dyberg: Stories (Gateway) >> IKI: Lava (IKI/DME)

Da vokalgruppen IKI fik en Danish Music Award for deres debutplade i 2011, blev jeg ganske overrasket. Ikke på grund af manglende kvalitet, men nok mere fordi de ikke var jazzsangerinder i traditionel forstand. De betragter nok heller ikke selv deres musik som jazz. Men det er alligevel i jazzen, at de passer bedst ind med deres improviserede vokaleksperimenter. De er et boblende kollektiv på 8 sangerinder. Deres seneste plade er blevet til på Island, hvor de som noget nyt havde en musiker med. Guitaristen Hilmar Jensson, der bl.a. er kendt fra TYFT og Jim Black gik i studiet med improvisationsgruppen der består af 8 kvinder fra Island, Danmark, Norge og Finland.

De kommer bredt omkring på pladen. Lige fra åbningsnummeret Ynanagaga, der består IKI's repetitive messen og sang af ordet ynanagaga til Time Travelers frenetiske kaos over den mere traditionelle sang I bulit my house around You, er IKI's originalitet og nyskabende sang i centrum. Det er improviseret sang i særklasse.

Kamilla Kovacs fra IKI har også lavet en debutplade i eget navn. Sammen med saxofonisten Mia Dyberg har hun lavet en plade der er dedikeret Berlin. Efter at have boet i byen har de to kvinder ladet sig inspirere af områder og eksistenser i byen, der er på kanten. På kanten af livet eller det forståelige. Der er f.eks. den dansksprogede sang Tango for Berlin, der i sin ligefremhed bliver en hurtig favorit. Der er grænsesøgende eksperimenter, der tager tid at komme ind på. Men det er den musik der bliver stående. Sangen KZ Bedtime Stories tager os med på en natsort rejse.

Begge plader er gode eksempler på at udviklingen indenfor improviseret musik ikke er stagneret. Der sker stadig en masse spændende.

ikivocal.com

kovacs-dyberg.com

Open String Department: Fringe Music (Just for the record)

Norske jazzmusikere går sjældent den mest åbenlyse vej. Jeg havde dog alligevel ikke set det som en mulighed, at de skulle lave en bluegrassplade med jazzede undertoner. De tre ungersvende Magnus Wiik (banjo, dobro, mandolin, guitar), Espen Bjarnar (guitar) og Aksel Jensen (bas) gik sammen på jazzlinien på konservatoriet i Trondheim. Da de havde afsluttet studierne tog de til USA, nærmere bestemt syd for Mason-Dixon Line i hjertet af West Virginia. De har siden spillet sammen ved et væld af koncerter med bl.a. bluegrassbandet Julie & The New Favourites. Den erfaring bruger de i Open String Department.

Det er lige dele med musikalsk kunnen og fandenivoldskhed at de får det til at fungere. Der er fart over feltet. Helt vildt bliver det i banjoduellen Fiver for a tenor, hvor Wiik udfordres af Stian Carstensen (fra Farmers Market). Jazzens improvisationer får lov til at kigge frem flere gange på en plade, der slet ikke så obskur, som man skulle tro. Yeehaaa...

soundcloud.com/jfrlabel

Vein feat. Dave Liebman: Jazz Talks (Unit)

Den amerikanske saxofonist Dave Liebman har fundet nogle gode legekammerater i den schweiziske klavertrio Vein. De har tidligere udsendt et livealbum. Nu er de så gået i studiet, hvor der netop leges. Leges med jazzen, improvisationerne og traditionerne. Liebman har sænket skuldrene og har et uhæmmet og levende spil. Når børn leger, er det for børnene alvor. De voksne ser til og ryster lidt opgivende på hovedet: "lad dem nu bare lege". Men legen er alvor for børnene. Ikke at de tænker over det. Det er gennem legen at de udvikler sig og bliver til hele mennesker.

Liebman og Vein er voksne mennesker. De forstår at lege. At kravle ind i en verden med regler der opstår i øjeblikket. Rammerne tager undervejs nye former. Et er sikkert! Der leges med jazzen og den former og snor sig lystigt under de fire musikere. De spiller Veins musik, der overvejende er skrevet af pianisten Michael Arbenz og trommeslageren Florian Arbenz. Vein og Liebman er et godt makkerpar, der erfarent krydser klinger med amerikanske og europæiske jazztraditioner.

vein.ch

Kommentar: Er danske medier døvstumme?

De er afspillet 3 gange på P8 Jazz - ialt! Gaffa har aldrig skrevet en linje om dem. Det har Jazzspecial heller ikke. Her på bloggen har jeg heller ikke anmeldt dem. En google-søgning afgrænset til Danmark giver kun nogle få resultater. De har endnu ikke spillet en koncert i Danmark og indtil nu selv stået for udgivelsen af deres plader. 

En tilfældig formiddag i marts offentliggør Fermaten, at de skal spille i Herning d. 3. november. Kl. 10.00 begynder forsalget og kl. 22.00 melder Fermaten alt udsolgt. Koncerten blev offentliggjort via Facebook og Fermatens egen hjemmeside. En enkelt bannerannonce på gaffa.dk blinkede i nogle timer. Fermaten havde sat alle sejl til med pressemeddelelser til alle relevante medier. Pressen nævnte alligevel ikke noget om det. Nu er det her ikke en forelæsning i informationsvidenskab. Men her er et eksempel på at danske medier anno 2015 ikke betyder noget som helst, bare musikken er god. 

Jeg har været med til at arrangere jazzkoncerter i over 12 år, på Fermaten via jazzklubben Moor Jazz. En gang i mellem præsenterer vi et internationalt navn. Det blev muligt efter at spillestedet blev udvidet i 2008. Siden har navne som f.eks. Michel Camilo Trio, The Bad Plus, Mezzoforte og Maceo Parker stået på scenen. Navne der pånær The Bad Plus, havde deres kunstneriske storhedstid adskillige år før de havnede på Fermaten. Jeg har altid drømt om at præsentere et fedt internationalt navn, der var topaktuelt og på vej frem. Det kunne f.eks. have været Gregory Porter for et par år siden. Men den slags kunstnere er ekstremt sjældne og ikke mindst svære (og dyre) at få fat i.

Det hele faldt på plads i sidste uge. Snarky Puppy skal spille på Fermaten d. 3. november. Jeg snakkede med Fermatens leder Alex Nielsen om, at det kunne være fedt hvis der kom 300 publikummer. Der var heldigvis god tid til at sælge de 300 billetter. Det ville bl.a. være en hjælp, at der i den kommende tid udkommer to albums med dem. Endda på det multinationale selskab Universal, der har kæmpestore promotionmuskler. Det viste sig at det ikke var nødvendigt.

Der var udsolgt på 12 timer. Fermatens hjemmeside og facebookside glødede. Hvordan kunne det ske?

Hvad er Snarky Puppy? Hvorfor er de så populære, på trods af at medierne herhjemme ikke beskæftiger sig med dem? Er medierne døvstumme? 

Svaret er nok, at "medierne" ikke er så vigtige længere i forhold til bands som Snarky Puppy. På Youtube er der adskillige lækre koncerter i HD-kvalitet. Al musikken er på Spotify og Wimp. Det er håndspillet musik, der spredes digitalt. Jeg har selv forsøgt at få promotionmateriale fra dem, så jeg kunne skrive om dem på bloggen. Det har været uden held. En dansk jazzblog er tilsyneladende ikke så vigtig, når man er i gang med at indtage musikverdenen med 200 koncerter om året i alle andre lande end Danmark. Da debatten rasede om at der var for lidt jazz på Jazzhouse, udtalte jeg bl.a. til Jazzspecial at jeg ikke kunne forstå at Jazzhouse ikke havde hyret Snarky Puppy. Til det svarede Bjarke Svendsen fra Jazzhouse, at de havde forsøgt. De har spillet mange koncerter i landene omkring os, specielt Holland, hvor de er store – så helt utilgængelige har de ikke været. 

Jeg har et tæt samarbejde med Fermatenchefen Alex Nielsen omkring jazzprogrammet til jazzklubben Moor Jazz. Allerede sidste efterår var der en dato i spil som ikke blev til noget. Men Alex kæmpede videre og pludselig var der et hul mellem deres koncerter i Hamburg og Stockholm.

Det er meget besynderligt at publikum udemærket ved hvem Snarky Puppy er, men at danske medier ikke aner det? Det er hot shit, når man kan sælge 650 billetter til en jazzkoncert i Herning på 12 timer, med et aktuelt band der er på vej frem!

Mon ikke også snart de danske medier opdager Snarky Puppy. Jeg kan jo lave et google-tjek igen om et halvt år. 

Og til jer der fik en billet. Vi ses!

Peter Brötzmann/Jim O’Rourke/Keiji Haino: Two City Blues 2 (Trost)

Free jazz, blues og japansk råberi kan blive til noget værre noget. Nu har jeg ikke så mange referencer indenfor denne nichegenre. Omvendt er det så stærke og personlige kunstnere, der er sammen på denne indspilning fra Tokyo, november 2010, at det går hen og bliver rigtigt godt. Østrigeren Peter Brötzmann på sax, amerikaneren Jim O’Rourke på guitar og japaneren Keiji Haino på sang/råberi, guitar og det japanske instrument shamisen. 

Der lægges ud i et blueslignende underspillet inferno. Uroen fornemmes. Haino råber på japansk, mens O’Rourke spiller slideguitar og Brötzmann vel spiller det mest rolige han kan. Da åbningsnummeret Two City Blues 2 tager næsten 50 minutter, sker der meget andet undervejs i noget der kan betegnes som en støvet og metallisk freejazz suite. Der er f.eks. et længere mellemstykke med Brötzmann i centrum hen over guitaren. Det er både spændende, inspirerende og afvekslende musik, der ikke lader sig begrænse. 

trost.at

Elektro feat. Rudi Mahall & Even Hermansen: Vol. 2 (Blackout)

På deres debutplade fra 2011 havde de avantgardejazz legenden John Tchicai med som gæst. Hans død i 2012 satte en stopper for det videre samarbejde mellem Elektro og saxofonisten, der havde vækket nysgerrighed ude i verden. Det førte bandet i en ny retning mod den norske guitarist Even Hermansen. Han er allerede er etableret i Norge som en grænsebrydende guitarist i underverdenen omkring heavy rock og eksperimenterende jazz, i bands som Grand General og Bushman’s Revenge. Han er nu tilføjet i ønsket om bringe Elektro i en tungere retning. Men det er ikke nok for dem. Den tyske basklarinetist Rudi Mahall tilvejebringer avantgardejazzede elementer, der kan pege tilbage på Tchicai.

Det er bassisten Lars Winberg, der står i spidsen for projektet, der med hans to sønner Adam Winberg på trommer og Tobias Winberg på laptop og trompetisten Mads la Cour rykker i en ny retning denne gang. Det er blevet et vellykket dansk psych-prog-free-avantgarde-rock udspil, der ikke minder om noget andet herhjemme. Lars Winberg tager en chance og bruger den effektivt. Han er sammen med musikere, der kan tilvejebringe hans skæve og vilde idéer. Elektros vol. 2 er en mere end godkendt opfølger, der minder om nogle af de vilde norske eksperimenterende rockbands som pladeselskaberne Rune Grammofon og Smalltown Supersound står bag. Elektro fortjener et lyt, hvis du ikke er bange for beskidt tung psykedelisk rock og knitrende eksperimenterende jazz.

elektrolarswinberg.dk

Windfeld-Vuust-Madsen-Kjær: Stardust Session vol. 1 (Stardust Records) LP

For fire år siden var jeg på vej til Århus. På Facebook havde jeg set en meget positiv omtale af en café, der også solgte plader. Som den gamle vinylhaj jeg er, måtte jeg lige tjekke stedet ud. Det var den nu 5 år gamle café og pladebutik Stardust i Klostergade som jeg besøgte for første gang. Århus har mange gode vinylpladeforretninger, endda flere som har eksisteret i mange år og overlevet de hårde år i 90’erne. Men det var første gang, at der kom en pladebutik i byen, hvor man også kunne få en kop kaffe og et stykke kage. En pladebutik til fremtiden. Det er en rasende hyggelig café. Udvalget i pladekasserne er godt. Der er et pænt udvalg af lokale kunstnere på hylderne. Jeg har selvfølgelig brugt længst tid i kasserne med jazz. Her er både second hand og nyt. Men det er nok mest rock der er røget i kundernes poser. Alligevel vælger caféen og pladebutikken en jazzkvartet som udgangspunkt for deres første egen udgivelse. Eller det vil sige det er musikerne der betaler tilbage, efter at have spillet de sidste fire år under jazzfestivalen i Århus, så indspillede de deres koncert på Stardust. Herefter crowdfundede de på Kickstarter.

Her er pladen så. Pakket ind i et cover med et flot billede af nogle futuristisk nomader i en stenørken, der har samlet sig ved træet, der vokser på trods af de golde omgivelser. Det er også det kvartetten med fire gode Århus-musikere gør. Spiller jazz - som vor fader lavede den - midt i en verden af uopdragen støj og ballade. 

Saxofonisten Christian Vuust er den voksne i ensemblet. Manden der får vist nogle skills, der ikke er uden gæld til gamle mestre som Dexter og Coltrane. De spiller fem standards, bl.a. More than you know og Moon River. Trommeslageren Christian Windfeld - der ofte gør det i meget eksperimenterende jazz er sammen med bassisten Jens Mikkel fra I Think You’re Awesome pulsen og sammenhængskraften. Rasmus Kjær på pianoet supplerer perfekt de andre i kvartetten. Det er fire musikere der hygger sig gevaldigt med at spille old school jazz. Hyggen strømmer uhæmmet ud gennem højttalerne under afspilningen.

Efterskrift:

Det blev i går offentliggjort at Stardust lukker ved udgangen af marts måned. Det kan desværre ikke hænge økonomisk sammen, at drive café og pladebutik. Så skynd dig ned i Stardust og køb pladen inden det er for sent. Der er kun lavet 300 eksemplarer.

Cennet Jönsson: Galiza (Kopasetic)

Cennet Jönsson har i de senere år både lavet big band musik, afroinspireret jazz og eksperimenterende jazz. Denne gang har Jönsson allieret sig med fem klassiske musikere fra Scania Wind Quintet foruden Lisbeth Diers på trommer og percussion og Thommy Andersson som han er vant til at arbejde sammen med. Han har ladet sig inspirere af folkemusik fra Galicien i det nordvestlige Spanien. Der er lagt op til et møde mellem kammermusikken og jazzen. Det er Jönssons sopransax der hele tiden er i det tydelige centrum i musikken.

Den svenske saxofonist Cennet Jönsson minder mig om Dave Liebman. Ikke kun fordi de har sopransaxen som hovedinstrument til fælles. Der er en bestemthed i tonen. En usvigelig sikkerhed. Jönsson er bare ikke en temperamentsfuld amerikaner. Han er fra sydsverige og tager den med ro. Der forceres ikke unødvendigt. Det klæder Galiza-projektet, hvor jeg endnu en gang nyder Lisbeth Diers percussion spil.

kopasetic.se