fredag, marts 25, 2022

Julian Svejgaard: Lys i jordens skygge (GO’ Danish Folk Music) CD/DL/stream

 


Han har primært fremført musik indenfor folkemusikken i blandt andet Stundom, som jeg skrev om for nylig her på bloggen. Julian Svejgaard har lavet et soloklaveralbum der, som han selv siger, er musikalsk inspireret af Debussy, Jan Johansson og Nils Frahm.


Når det er nat befinder halvdelen af jordkloden sig i skyggen. Det er i det halvmørke, hvor Julian Svejgaard har fundet stemningerne i det lys der findes i mørket. Det er omsat til stærke melodier, der i sin enkelhed byder på stjerner og lamper. Melankoli og stærke stemninger.

Folkshop

torsdag, marts 24, 2022

Scott Hamilton: Classics (Stunt) CD/DL/stream >> Jacob Artved: Metamorphosis (Stunt) CD/DL/stream

 

Den amerikanske tenorsaxofonist Scott Hamilton kan spille så overbevisende, at han får kendte melodier fra klassisk musik til, at lyde som jazz standards, der er skabt til at blive spillet i en tilrøget kælder jazzklub. Han er sammen med "den nordiske kvartet" med Jan Lundgren på piano, Hans Backenroth på bas og Kristian Leth på trommer. Det glider let og elegant afsted når de spiller temaet fra Svanesøen og kompositioner af eks. Ravel, Debussy og Tchaikovsky.



De tre sidstnævnte komponister går igen på en anden plade som pladeselskabet Stunt også er ansvarlig for. Det er den unge guitarist Jacob Artved der har inviteret sin fader, den klassiske oboist Max Artved med på pladen Metamorphosis. Her er den klassiske musik meget mere fremtrædende, da de også har strygertrio med, udover den sejt swingende jazzgruppe med veteranen Ben Besiakov på piano, Felix Moseholm på bas og Cornelia Nilsson på trommer. Kompleksiteten er en tand større her, end på den foregående plade. Det er en fornøjelse at høre Jacob Artveds formfuldendte jazzguitar sammen med strygere, obo og jazz, hvor de bla. spiller Prokofiev’s Balcony Ballad fra Romeo & Julie.

Stunt Records

tirsdag, marts 22, 2022

Søren Lee Diversity Trio: Live in Copenhagen (Søren Lee) LP/DL/stream


Lige før coronaen kom og ændrede vores liv og hverdag, spillede Søren Lee Diversity Trio en række koncerter. På LP’en Live in Copenhagen er vi med den aften, hvor de spillede på Montmartre. Linley Marthe fra Mauritius på bas og Niclas Campagnol fra Sverige på trommer er sikre valg som sidemen, ligesom de beviste på den første plade fra 2018.

I koncert situationen er der noget andet og mere på spil for trioen - og det er ikke noget problem. De genspiller alle 7 numre fra debutpladen - og supplerer med fire nye - det er en dobbelt-LP. At de spiller velkendt materiale giver dem bare mere frihed og spillelyst. Her er max-overskud til at trykke den af som de gør på eksempelvis Fast Burn. 

Det er jazzrock af den slags, hvor det ikke er nok at være dygtig. Man skal udstyret med noget ekstra. Lyttede man til John Scofield i midten af firserne, kan man nok genkende noget. Hos Søren Lee er der skåret ind til benet. Her er hverken keyboards eller blæsere. Det er den rene og uforfalskede in-your-face attitude med fuldt fokus på instrumentalisternes formåen. Linley Marthes elbas-spil er i særklasse. Det er ligegyldigt om han skal spille vilde soli (som han er sindssygt god til) eller give Lee sikker backing, det spiller ingen rolle. Selvom jeg var begejstret for den første plade fra dem, så er livesituationen der hvor de tre musikere på bedste vis fremviser deres virtuose skills.

Søren Lee


onsdag, marts 02, 2022

I Just Came From The Moon: Ånd ud (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Der er gået fem år siden de udsendte deres debutplade, Hoax. Nu er I Just Came From The Moon endelig klar med en opfølger - bandet er stadig og heldigvis det samme; Frederik Hagner på bas, Nikolaj Bugge på guitar, Nis Myrtue på sax og klarinet, Jonas Scheffler på trompet og Tobias Andreassen på trommer.


Over nogle forlængede og inspirationsfyldte weekender indspillede de albummet i et lille sommerhus på den Limfjordsøen Fur. Det sammentømrede kollektiv har skrevet musikken sammen - og det er nok den største fornøjelse ved albummet. Det samlede kollektive udtryk - gruppen og den lyd der kommer os i møde.


Stilistisk befinder de sig i et rum, hvor der hverken er loft eller vægge. Rolige filmiske stemninger og støvede temaer hvirvler stille rundt. Blæserne Myrtue og Scheffler har lækkert unisont samarbejde, Bugge væver et farverigt tæppe med guitaren og rytmegruppen Hagner og Andreassen holder et behageligt pace, hvor man som lytter inviteres indenfor og smelter sammen med de gode melodier.


Lyt til den vuggende Mexico eller titelnummeret Ånd ud, hvor fuglene flyver stille forbi udenfor. I Just Came From The Moon har lavet sammenhængende album, hvor de på meget vellykket vis fortæller en god og spændende historie. 

I Just Came From The Moon Bandcamp

tirsdag, marts 01, 2022

Arbenz X Vistel/Moutin: Conversation # 4 Vulcanized (Florian Arbenz) LP/DL/stream

 

Den schweiziske trommeslager Florian Arbenz havde jeg allerede et kendskab til fra trioen Vein. Han startede sidste år projektet Conversation, hvor jeg har fået fingrene i den nyeste, #4. Idéen er at han over 12 projekter vil lave musik i lige så mange forskellige besætninger.


Vulcanized er en saxtrio vildbasse, der skulle have været en kvartetplade. De cubanske brødre Maikel Vistel (saxofon) og Jorge Vistel (trompet) skulle sammen med franske Francois Moutin (bas) i studiet for at spille Florian Arbenz’ arrangementer. Det ændrede sig hastigt, da Jorge Vistel dagen før indspilningen i allerbedste 2021-ånd blev testet positiv for COVID-19.


Arbenz arbejdede hurtigt og fik numrene rearrangeret til triomusik. Begge pladesider åbner med Monk kompositioner, Bemsha Swing og Hackensack. Derudover spiller de to numre fra Vistel brødrene, Scarlet Woman af Zawinul, Waltz for Debby af Bill Evans, Freedom Jazz Dance af Eddie Harris og A soothing thrill af Francois Moutin (ham kender vi herhjemme for samarbejdet med Niels Lan Doky).


Pladen er et sandt trommefyrværkeri. Arbenz danser, sprudler og spræller forrygende bag trommesættet. Så selv om han kalder pladen for en konversation, så er det trommerne først. Heldigvis har Maikel Vistel så tilpas meget stamina og stædighed i tonen, at han placerer sig godt i trommeriet.


Det er en opløftende og glad plade, der vil passe perfekt til en forårsdag med åbne vinduer og volumen oppe på 11.

Florian Arbenz Bandcamp