Phronesis: Walking dark (Edition Records)

Bassisten Jasper Høiby opnåede stor ros og hæder i specielt England for projektet Phronesis i 2010 med livealbummet Alive. Han er ganske vist dansker men det er i England han har etableret sig som musiker. Herhjemme fik han tidligere i år hæder fra Copenhagen Jazz Festival der udover, at honorere ham en Young Spirit Award også gav ham mulighed for at optræde under Copenhagen Jazz Festival i Copenhagen Jazzhouse med gæstesolister. 

Jasper Høiby er tilknyttet det ambitiøse engelske pladeselskab Edition Records der også står bag udgivelsen med Marius Nesets Golden Xplosion. I maj måned er Phronesis på releasetour i England med dette album. Han er med andre ord en musiker der allerede er etableret i England mens han i Danmark vel mest med urette betragtes som upcoming.

Mange gange er trioen E.S.T. nævnt i forbindelse med Phronesis. Det er ikke helt galt. Det er begge jazztrioer der tager udgangspunkt i det kollektive afsæt. Powerfyldte teknisk krævende breaks er også noget der dyrkes i Phronesis. Nogle gange grænser det til at musikken skæres lidt for meget i stykker. Men når det feks. kommer til effekter, som E.S.T. ofte brugte, så er Phronesis meget mere rene i lyden. Trioens faste trommeslager Anton Eger er tilbage i trioen efter, at han blev afløst på det forrige album. Han og Høibys samarbejde er tæt og en af grundende til Phronesis' unikke lyd. Eger hører ikke til de stilfærdige, hvilket han også har bevist i feks. Jazzkamikaze. 

Når der tilfalder Phronesis og Jasper Høiby så megen ros, må man ikke glemme den engelske pianist Ivo Neame. Han afrunder trioen og giver med sit energiske og tempererede pianospil et flot medspil til de to skandinaver. Har man en triojazz smag i retning af Avishai Cohen og Chick Corea må man ikke snyde sig selv for dette album.
phronesismusic.com

Taylor's Universe: Kind of red (Marvel of Beauty)

Robin Taylor's fuldstændigt unikke og vedholdende trang til at skabe progressiv rock med en god dosis jazz er imponerende. Siden 1994 har han udgivet 11 plader med Taylor's Universe. Som levede han i et parallel-univers er han fuldstændigt upåvirket af tidens toner.
Robin Taylor tager sig selv af alle instrumenterne. Dog ikke saxofonen som New Jungle Orchestra-saxofonisten Jakob Mygind tager sig af og trommerne som Lars Lilholt-trommeslageren Klaus Thrane tager sig af. Desuden er trompetisten Hugh Steinmetz med på enkelte numre. Taylor har et tungt rocket antrit i fremførelsen. Der er en symfonisk storladenhed og fyldighed. Synthklangene foldes ud under musikken og giver et nærmest filmmusikalsk maleri. Grunden til at pladen lever er uden tvivl de solistiske præstationer. Taylors guitar, Myginds sax og Steinmetz's trompet er skiftevis i fokus. Taylor kan spille el-hegn som i de gamle jazzrockdage. Mygind giver den gas i Brecker/Sanborn stil mens Steinmetz er det følsomme og lyriske indslag.
progressor.net/robin-taylor/index.htm 

JazzKamikaze: The Return of JazzKamikaze (Stunt)

De er tilbage! Har de været væk? Tjah, det kan man vel godt sige. Det forrige album Supersonic revolutions var ikke et jazzalbum men en udflugt til rocken. Hvis man ikke lige har hørt det, så er der et outtake med fra den plade. Nummeret Volcano '08, der nærmere lyder som et outtake fra en Tim Christensen plade, nu med saxofon. De har klogeligt omarrangeret nummeret og har den med i en jazzversion på dette album. Det fungerer langt bedre. For hvem har brug for endnu et band der spiller Tim Christensen-rock? Vi har til gengæld brug for et band, der tør, kan og vil spille jazzrock i en nutidig aftapning og det kan Jazzkamikaze. 

Der er en heftig rockspade a la Slash fra Guns'n'Roses i Daniel Heløy Davidsens guitar. Når det sættes sammen med Morten Schantz's akustiske klaver, Kristoffer Brødsgaards gulvbas og Anton Egers rytmisk stilsikre trommer får vi et unikt mix. De kan spille heftigt og rockende. De er omvendt heller ikke blottede for sansen  for detaljerne. 9 af pladens 18 numre er korte vignetter, der klistrer albummet sammen. De indikerer også det overskud som Jazzkamikaze har. Saxofonisten Marius Neset er på hjemmebane i Jazzkamikaze. I en verden af afvekslende groovy jazz og rock kan Neset sende saxtonerne helt ned på bagerste række. Alle kan høre ham, han spiller sig helt ud.
Pladen er fin fortsættelse af de Jazzkamikaze startede med de to første albums. Det er måske ikke revolutionerende nyt længere, men de er gode til det.
jazzkamikaze.com

Richard Andersson: Intuition (Stunt)

Natteluften er fortættet af dampende stemninger på bassisten Richard Anderssons andet album. Han lavede det opsigtsvækkende debutalbum Please recycle for snart to år siden. Dengang sluttede jeg min anmeldelse med, at skrive at pladen lovede godt for fremtiden. Andersson spillede dengang sammen med den amerikanske saxofonist Tony Malaby. Endnu en gang er valget faldet på en amerikansk saxofonist. Det drejer sig denne gang om Bill McHenry der via JazzDanmark var Artist-in-residence her i landet sidste år. 

Der hersker en ro på albummet, en naturlig ro der bedst kan sammenlignes med den ro, som mange mennesker befinder sig godt med, på det tidspunkt hvor aften bliver til nat. Andersson har udstyret musikerne med nogle enkle melodier, hvor der er plads til at føje personlig fylde og sjæl ind i musikken. Her er Anderssons valg af Jacob Anderskov genialt. Det er ikke en gang to uger siden, at jeg skrev om Anderskov sidst. Nu er han endnu en gang i en setting, hvor melodi fylder mere end de frie udfoldelser. Han rammer stemningerne i musikken perfekt. 

Med New Yorker-trommeslageren RJ Miller som sidste mand i kvartetten, har Andersson lavet en plade, der fortjener stor ros og selv om der kommer mange flere danske jazzplader i år, er dette en af de store oplevelser. Organisk velspillet jazz, der griber øjeblikket og skaber magi.
myspace.com/richardanderssonmusic

Duke Robillard Jazz Trio: Wobble walkin' (Blue Duchess)//Nils Weinhold: Shapes (Nils Weinhold)//The Alex Goodman Quintet: Bridges (Connection Point Records)

Tre nordamerikansk baserede guitarister, en amerikaner, en canadier og en tysker viser disse tre plader lidt om jazztendenserne eller manglen på samme på det nordamerikanske jazzkontinent. 

Amerikanske Duke Robillard holder sig til den klichéfyldte standardiserede amerikanske jazz, der kræver teknisk talent. Han spiller blues- og swinginspireret jazzguitar. Duke Robillard præsenterer en blanding af kendte sager som Things ain't what they used to be og If I had You samt nogle stykker fra egen hånd. I en triosetting er der masser af plads til guitaren. Det bliver hen ad vejen kedeligt og forudsigeligt, da han holder sig indenfor vante rammer og regler. Ganske skuffende når manden bla. har spillet med Tom Waits, Dr. John og Bob Dylan som sessionmusiker. Det giver forventninger om mere end denne meget flinke fremstilling af jazzen.

Canadieren Alex Goodman er gået en anden vej. Han har bla. hentet inspiration i den klassiske musik. Med en velspillende kvintet præsenterer den meget roste (i Canada) guitarist et flot og melodisk album. Der er kompositioner af Bartok og Chopin og en hyldest til Mendelssohn. Den kombinerede hyldest Tristano Bach er en fornøjelse.

Jeg anmeldte Bastian Weinholds album River Styx i Jazz Special sidste år, jeg var ikke begejstret for den opvisningsjazz han præsenterede på albummet. Broderen Nils Weinhold medvirkede også på det album. Denne gang er det Bastian der er trukket tilbage i sidemanrollen, mens saxofonisten Adam Larson er med på begge albums. Nils Weinhold spiller guitar og virker langt mere præcis med sit musikalske budskab end broderen. Saxofonisten Adam Larson er med sit elegante spil en af hovedfornøjelserne på pladen.
blueduchessrecords.com
alexgoodman.ca
nilsweinhold.com

Henrik Andersen: Free (Fidcd/Henrik Andersen)

En plade med 100% destilleret "dværg-guitar" med Andersens duet-mix. Sådan beskriver guitaristen Henrik Andersen selv pladen Free. For at indkredse det noget mere kunne det også betegnes som 9 duetter for sopran-guitar. En sopranguitar er en lille guitar, der bla. udmærker sig ved at fingrene kan dække hele guitarhalsen. Det er ganske pudsigt at en guitarist som Henrik Andersen der også er kendt for at spille på den 52 strengede Medusa, vælger at gå i den modsatte nedskalerede retning. 

Fascinationen af lyden fra det lille instrument fangede Andersen i en grad, der gjorde at han ville udforske det noget mere. Han spiller duetterne med sig selv. Ni enkle melodier der får lov til at vokse under Henrik Andersens fingre. Det er musik der kan tages frem en tidlig morgen når solen står op eller alle mulige andre tidspunkter på døgnet. Det fungerer fantastisk, når pulsen skal bringes ned. Et lille instrument på en plade der ikke gør det store væsen af sig. Det ændrer ikke på det faktum, at jeg nydt pladen hver eneste gang jeg har hørt den.
digibutik.dk/DiGiDi-250.aspx?GroupID=GROUP573

Snorre Kirk: Blues modernism (Calibrated)

Hvis man skal bruge begrebet old school om jazz, så er det nu det skal trækkes frem af posen. Den i Danmark bosiddende norske trommeslager Snorre Kirk har i passende stil kaldt sit album Blues modernism. Vi er stilistisk havnet i jazzens guldalder en gang i 50'erne. Pladens indledningsnummer On late nights sætter den natteblå stemning. Nedtonede og beroligende toner strømmer ud af højttaleren. Tempoet er behageligt langsomt. Ja umiddelbart tænker man ikke at det er en trommeslager der er ophavsmand til denne plade.

Han har allieret sig pianisten Magnus Hjorth (i hvis trio Kirk spiller, hvor de netop dyrker old school jazzen), saxofonisterne Fredrik Kronkvist på alt og sopran og Jan Harbeck på tenor, Lars Ekman på bas og overraskelsen for mig, trompetisten Karl Olandersson. Han har en lækker ren tone i trompeten og placerer sig temperamentsmæssigt ikke langt fra feks. Wynton Marsalis. 

Snorre Kirk er en eftertragtet sideman i jazzen og har på den danske jazzscene bla. spillet med Mads Kjølby, Jesper Thilo, Sidsel Storm og Malene Mortensen. At han gik rundt med dette behagelige og venlige jazzdyr indeni anede jeg dog ikke. Der er ikke noget nyt på pladen. Omvendt vil den heller ikke skuffe old school jazzlyttere, for det er både velspillet og afbalanceret.
myspace.com/snorrekirk

Robert Glasper Experiment: Black Radio (Blue Note/EMI)

Når jazzmusikere laver projekter i andre genrer er der en god chance for, at de kan trække nye lyttere med tilbage i jazzen. Da jeg som bebumset teenager i starten af firserne hørte Herbie Hancocks Rock it, havde jeg ingen anelse om at manden var en stor jazzpianist (endsige at der fandtes store jazzpianister). Men jeg blev nysgerrig, gjorde jeg!

Samme store betydning tror jeg ikke, at Robert Glasper Experiment's album Black Radio får. Han har tidligere lavet nogle fede jazzalbums. Mens det forrige album var halvt jazz, halvt fusion. Denne gang er han gået hele vejen. Med hjælp fra nogle gode og personlige r'n'b og hip hop kunstnere som Bilal, Erykah Badu og Mos Def har Glasper lavet et album der vil lidt af hvert i "black radio" stilen. Der er lækker smooth soul med Lalah Hathaway på Cherish the day og ghetto hip hop med Mos Def (aka Yasiin Bey) på titelnummeret.
Pladens absolut mest bizarre nummer er uden tvivl fortolkningen af Nirvana's Smells like teen spirit. Robert Glasper bruger nogenlunde samme vocodereffekt som Herbie Hancock udødeliggjorde med discojazz nummeret I thought it was you. Det lyder egentlig ad helvede til, men jeg kan ikke lade være med at holde af den. 

Der er langt mellem nye jazzudgivelser på Blue Note i disse år og Black Radio er ikke en af dem. Det er blevet et spøjst mellemprodukt. Jeg havde håbet på, at han havde dyrket den mere organiske stil, som han flere gange har optrådt live med.
robertglasper.com

Thorbjørn Risager: Dust & Scratches (Cope)

Når man laver sit sjette album på otte år og holder sig indenfor de veldefinerede rammer som blues'en giver, er der ikke lagt op til de vilde nyheder. Hvorfor er Thorbjørn Risagers nye album så alligevel værd at sætte tænderne i? Fordi det smager godt, er saftigt og vellavet.
Risagers smagfulde blanding af blues og soul falder endnu en gang heldigt ud på plade. Der fornemmes denne gang lidt mere dysterhed hos Risager uden, at han har forladt sin let dansable stil. Blæserne Peter Kehl (trompet) og Kasper Wagner (sax) er veloplagte og tilføjer Memphis-soul krydderiet der er med til at holde min interesse fanget hele vejen.
Risager navigerer afvekslende og velfornøjet mellem roots, shuffle og boogie. Det fornemmes tydeligt at han er en erfaren herre, der henter inspiration og energi på landevejen. Bandet er en energisk sammentømret enhed. Hvilket ikke er så underligt, når man ser deres turnéplan. Der er jobs hver måned indtil december i både Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Belgien, Frankrig og Canada!
Altså masser af gode muligheder for, at opleve dem i deres rette element. Pladen er et fint supplement til koncerterne.
risager.info

Marko Martinovic: Quintessence (Gateway)

Powerfyldt jazz smækfyldt med frække breaks skal spilles med tungen lige i munden. Det er i hvertfald nødvendigt hvis det skal lykkes. Pianisten Marko Martinovic har samlet et hold seje fyre, der lige præcis er i stand til at klare opgaven.
Jeg har indenfor kort tid anmeldt to andre plader, hvor den norske saxhelt Marius Neset medvirker og har endnu en til at ligge på hylden der venter på nogle ord. De to første var Lasse Ehn og People Are Machines mens den endnu ikke anmeldte er med Jazzkamikaze. Martinovic's musik er åndsbeslægtet med People Are Machines. Marius Neset er endnu en gang i front på tenorsaxen men suppleres denne gang af altsaxofonisten Tomas Malajevas. Det giver selvfølgelig et andet udtryk. Neset er den mest kraftfyldte i udtrykket.
Der er en risiko for at musikken kunne blive for oppustet og opvisningsagtig. Marko Martinovic er dog istand til at tøjle tropperne. Det er ganske vist teknisk krævende og til tider lidt klichéfyldt musik. Igen har Martinovic en vision. Han holder sammen på musikerne. Hans klaverspil er rytmisk præget og fremadrettet. Sammen med den suveræne trommeslager Kevin Brow og bassisten Graig Earle og saxofonerne i front omsættes afvekslende (i tempo og temperament) jazz særdeles kompetent. Det er ikke specielt fantasirigt men det er heller ikke kedeligt!
Bonusinfo:
Marko Martinovic lavede for 8 år siden pladen Trioscope, hvor den amerikanske saxofonist Chris Cheek medvirkede.
myspace.com/markomartinovic

Marc Bernstein feat. Billy Hart: Good people music (Blackout)

Den amerikanske saxofonist Marc Bernstein har lavet syv albums i eget navn, siden han slog sig ned i Danmark i midten af 90'erne. På det første album havde han landsmanden Billy Hart med på trommer. Det har han igen på dette album, hvor Jacob Anderskov endnu en gang sidder ved flygelet mens Jonas Westergaard tager sig kærligt af bassen.
Kvartetten spiller kompliceret musik der stiller store krav til den enkelte musiker. Musikken er fyldt med en masse lag der hvirvler rundt mellem hinanden. Detaljerigdommen er overvældende. Bernstein behersker alle de klassiske saxofoner og har desuden basklarinetten på repertoiret.
Marc Bernstein er ikke en saxofonist der lader sig nøjes. Det fornemmes ret tydeligt at han forsøger at udfordre sig selv og medspillerne i en grad, hvor der ikke er risiko for at de kan læne sig tilbage og sætte automatpiloten til. Det hænger godt sammen med at Marc Bernstein også er underviser og leder af jazzafdelingen på konservatoriet i Esbjerg. Man fornemmer Bernstein's høje forventninger og krav til den enkelte musiker. Når det så, som det er tilfældet her, er nogle musikere der kan matche Bernstein's krav. Så er der lagt op til spændende musik. Musik der ikke kobler lytteren af. Det er musik der gerne vil nå den enkelte lytter.
Det er den tredje plade som jeg på ganske kort tid anmelder, hvor Jacob Anderskov medvirker som sideman. Hvor de to andre (Dygong og Lovedale) bevægede sig i uhæmmet avantgardisme og utøjlet impro, er der mere styr på sagerne denne gang. Jeg kan ikke umiddelbart erindre Anderskov være så pæn og ligefrem som her - det skulle da lige være på en af de foregående Bernstein udgivelser. Selv om Anderskov er blevet "pæn" spiller han stadig med en dybt liggende kompleksitet der vidner om mandens store og unikke talent. Jonas Westergaard spiller sammen med Bernstein afvekslende og fantasirigt. Mens Billy Hart som han så ofte før har bevist, har det som en fisk i vandet med Marc Bernsteins kringlede udfordringer.
Marc Bernstein har lavet et originalt og anbefalelsesværdigt album, der allerede fra første lyttefærd sætter sig.
marcbernstein.net

Emil Hess: Night Church (Gateway)

Solosaxofon optaget i et kirkerum er en stemningsmættet affære. Saxofonisten Emil Hess har indspillet sit nye album Night Church i Vor Frelser Kirke i København. Der er i sagens natur en masse rumklang på saxofonen når den bliver spillet midt i et kirkerum. Men det er ikke kun lyden der giver den stemningsmættede og nærmest spirituelle oplevelse. Emil Hess har fanget noget i rummet, tiden og roen og skabt en af de mest bemærkelsesværdige danske jazzudgivelser i 2012. Han har skrevet hovedparten af numrene på pladen, hvor han både spiller på tenor-, sopran og altsax samt klarinet og basklarinet.

Det ville være for enkelt at kalde det new age-musik, dertil er der alt for megen substans i Hess' musik. Men det kan bruges som musik til eftertænksomhed, musik til at understøtte ro og samle tankerne. Udfordringen for mig som lytter er stor. Der er så meget omkring mig der slås om min opmærksomhed. Det allerbedste ville være muligheden for at sætte sig på kirkebænken, nyde Hess' saxofon, lade hovedet slappe af og få pulsen helt derned, hvor man også kan følge med. En gang imellem spiller han i kirken, så er det med at benytte lejligheden...
Men jeg har CD'en og tak for det, Emil Hess. Tak for roen. Der er ingenting i verden så stille som sne hedder en af de melodier som vi kender i forvejen, der er med på pladen. Jeg har altid elsket den billedskabende titel. På samme måde vil jeg elske dette album der ikke kun skaber stemninger og billeder. Men rent faktisk også formår at få mit hoved til, at slappe så meget af, at der ikke skabes en masse nyt tankemateriale. Musik der får mig til at være...
Bonusinfo:
Der er relasekoncert d. 23. marts i Vor Frelser Kirke.
emilhess.dk

Trio Gordon & Andreas W. Andersson (Havtorn Records)

Bag det pudserløjerlige navn Trio Gordon gemmer den svenske guitarist Joel Fabiansson sig. I selskab med bassisten Donovan von Martens og trummisen Måns Wikenmo præsenterer han 10 melodier, hvor fire af numerene desuden er med barytonsaxofonisten Andreas W. Andersson. Med Fabianssons guitarlyd kommer jeg let til at tænke på Bill Frisell. Men det stopper ikke her. Stilistisk er han i samme båd. Roen og eftertænksomheden er langt hen ad vejen af den samme slags.  Jeg har lige skrevet om Vestbo Trio's plade, der bevæger lidt i de samme luftlag. Men jeg sidder ikke med den samme stringente fornemmelse når jeg hører Trio Gordon. Det er mere famlende og undersøgende. Det er noget af charmen ved pladen, der også med til at udfordre ørerne undervejs så det ikke bliver velsmurt baggrundsjazz. Har man en interesse for moderne, rolig guitartriojazz kan man med sindsro tjekke denne plade ud.
havtornrecords.com

Vestbo Trio: Less talk... (Doghound Records)

Intentionen om at lave et instrumentalalbum der rækker ud over jazzens mere snævre rammer er om ikke original, så er det under alle omstændigheder friskt og modigt. Ikke at det kræver mod, at forlade jazzen. Men man bør ikke være en pivskid, da det kan give hug. For hvad er det egentlig man vil?
Guitaristen Michael Vestbo har med Vestbo Trio en klar intention om, at ramme bredt. Han har en baggrund i jazzen, det skal bla. forstås i måden han improviserer fantasifuldt over medlodierne. Men der er også masser af blues, country og rock i guitaren. Jeg kommer til, at tænke på en anden Århus-guitarist, Uffe Steen der også er mester i netop det, hvilket han bla. beviste med albummet Twangz for halvandet år siden. Men hvor Uffe Steens plade stritter i mange stilretninger, holder Vestbo sig indenfor mere veldefinerede rammer. Det er netop kvaliteten ved pladen. Det er en gedigen brugsplade, der fungerer særdeles godt som et soundtrack til dagens gøremål. Det er en af den slags plader der fordi, den er så stringent skaber sit eget rum af stemning.
Michael Vestbos enkle og ligefremme tilgang til musikken passer fint til filosofien om mindre. Der er rolige og eftertænksomme passager i musikken uden at det går udover energien og den power som Vestbo også besidder i guitaren. Han bakkes fint op af Eddi Jarl på trommer og Jesper Smalbro på bas.
Bonusinfo:
CD-pladecoveret er en lille oplevelse i sig selv. Fuglene på forsiden suppleres af en fugl inde i coveret, der holder CD'en i næbbet. Pladen udkommer også på vinyl: vimeo.com/37808226

Vestbo Trio spiller i Århus Kunstbygning d. 14. marts og på Nørrebro hangoutet Kind of Blue d. 15. marts.
vestbotrio.com

Lasse Ehn: Sound of polarity (Gateway)

I de senere år har fusionsbandet Santa Cruz huseret på de scener, hvor man endnu ikke har glemt firsernes store jazzstilart. Alex Riel, Frans Bak og Poul Halberg var med dengang i firserne. Alle sammen musikere der med rette kan tituleres veteraner og godt kan tillade sig at være lidt bagstræberiske.

Det er en af grundene til, at denne udgivelse er ganske bemærkelsesværdig. 5 unge fyre, hvor flere kunne være Riels børnebørn, spiller fusion som snydt ud af næsen på café Monten. På trods af deres alder spiller de fusion som om hip hop og electronica aldrig havde eksisteret. 

Marius Neset på saxofonen har aldrig lagt skjul på sin store kærlighed til Michael Brecker. For nylig lagde han såmænd et billede ind på Facebook, hvor han som knægt står storsmilende sammen med Brecker. Jeg tror ikke, at jeg har hørt Neset spille så tæt op ad sit idol, som på denne plade. Han gør det vel at mærke vildt godt.

Det er den svenske trommeslager Lasse Ehn der er den skyldige. Sammen med en række andre ikke-danske musikere der har gået på det Rytmiske Musikkonservatorium i København har han genskabt lyden af firserne. Heftige guitarudladninger leveret af Carl Mörner Ringström der får mig til at tænke på førnævnte Halberg eller Mikkel Nordsø. Noget der trækker i en positiv retning og ikke får pladen til at blive en firserkopi, er lyden og manglen på fjollede synthlyde. Oscar Johansson holder sig til Rhodes-pianoet. Mens trommelyden også er langt mere detaljeret, nuanceret og afbalanceret end den man ofte hørte i firserfusionen.

Jeg kan ikke lade være med at holde af pladen. Lasse Ehn styrer udenom de værste fælder. Han ryger feks. ikke i smoothjazzen, dertil er musikken alt for kompliceret. Det er håndspillet, glad, udadvendt og vanvittig velspillet fusion.
lasseehn.com

Lovedale: Green Sounds (ILK)

Der lægges hårdt fra land med en killertrombonesolo og således opløftet, kaster kapelmesteren Jesper Løvdal sig ud i en inspireret saxintro. Trombonen betjenes af tyskeren Nils Wogram. Det er fjerde album fra Jesper Løvdals gruppe Lovedale. Trompetisten Cuong Vu gæstede på nogle numre på de to foregående albums. Efterfølgende er Nils Wogram trådt ind som bandets femte medlem. På den aktuelle udgivelse må vi undvære bassisten Jonas Westergaard, der har været med på de foregående albums. Jacob Anderskov på wurlitzer og Anders Mogensen på trommer er fortsat med. 

Anderskov har en uhæmmet tilgang til wurlitzeren, som han også har bevist med Anderskov Accident. Hos Lovedale tager han denne gang skridtet videre og er ude på meget dybt vand. I det hele taget virker det som om Lovedale er gået endnu længere i en mere fri retning. Det er ellers ikke som freejazzer, at Anders Mogensen oftest har gjort det. Men hvis det er det han skal, så kaster han sig også ud i det. Der er fortsat en fornemmelse for time i det frit improviserede spil.
Jesper Løvdal bobler af spruttende kreativitet. Han er vel som udgangspunkt tenorsaxofonist men behersker både klarinetten og fløjten på fineste vis. Hør feks. Mefludica, hvor Wogram spiller på melodica og Løvdal summer løs i fløjten mens Anderskov tilføjer undergangsblips. Mogensen skaber flow, først med bækkenspil og herefter heftigt dansende spil på tom toms.
Pladens absolutte højdepunkt er Play. For dælen da, hvor er den spacet. Jeg kommer til at tænke på Perrey & Kingsleys The Unidentied Flying Object (youtu.be/eDmPOQAkPNQ) udsat for fritænkende impro. Jesper Løvdal er en kamæleon. Han kan både trykke den af til en jam på Montmartre og være formand for JazzDanmark og så som her, spille fri improjazz af den originale slags. Larmede ja, men der er også en følsom fornemmelse for detaljer.
www.jesperloevdal.dk