DMA JAZZ 2025 - jazzen har det fortsat godt

 

Store Vega boblede af spænding, jeg var landet på en plads tæt på scenen. Jeg skulle overvære årets store fest for jazzen, DMA jazz for gudvedhvilkengang og som den jazzbegejstrede jazzblogger jeg er, så er det fødselsdag og juleaften på en gang for mig.

I år var det sangerinden Alice Carreri der var vært for showet. Hun gjorde det præcist med coolness og perfektion. Der var ingen tøhø-humor eller tidsplaner det ikke blev overholdt. Det sidste er en opfordring til P8jazz, der atter burde sende live fra aftenen. I øvrigt lagde hun selv fra land med at synge den 100 år gamle revyvise Pige træd varsomt sammen med Sophisticated Ladies.

Herefter blev priserne skudt afsted. Ida Duelund nuppede helt fortjent to priser og instrumentkollegaen Anders AC Christensen fik såmænd også en. Heldigvis fik Musvit prisen som årets nye jazznavn. De var nomineret i flere kategorier og lige præcis den pris de fik, satte et berettiget fokus på deres kæmpestore talent.

Musikalsk kom aftenens show ud til jazzens kanter. Det kan næsten ikke eksemplificeres bedre med at vi både hørte Lotte Anker, med helt ny musik og et nyt velspillende ensemble og Tabloid der lukkede showet med en stramt eksekveret funksag, Kintsugi. Anker leverede nogle hypnotisk messende toner der gik lige i hjertet. Casper Hejlesen indtog senere scenen med et malende stykke sologuitar, hvor effekter og sikkert spil hjalp ham og den beroligende musik godt på vej. Gad vide om det var bevidst fra JazzDanmarks side at Casper Hejlesen skulle på lige efter at Thorbjørn Øllgaard fra Smag på dig selv, havde været på scenen og holdt en brandtale om jazzen i anledning af jazzens 100 år i Danmark. Han sendte en forventelig sviner til det forudsigelige og konforme. 

Kasper Tranberg holdt også en brandtale. Det var en varm og poetisk tale om de fibre der holder os forbundet. Et af budskaberne var at vi skulle spise sundt, spille lange toner og være gode mod andre. Den sidste brandtale skulle være holdt af Marilyn Mazur, der ikke kunne være med pga sygdom. I stedet fik hun en lang stående ovation fra salen.

Hvalfugl fik prisen som årets livenavn efter at de i foråret satte sig solidt på det geografiske og jazzede landkort med en stor turné. Sydhavnens (den i København) spillested Klein fik prisen som årets jazzspillested. 

Kan en jazzblogger der har hørt alt, blive overrasket? Selvfølgelig kan han det. Free jazz/hip hop projektet Økse med den kompromisløse Mette Rasmussen på saxofon fik prisen for årets alternative jazzudgivelse- den udkom i august 2024 og jeg må med skam bekende at jeg ikke har brugt meget tid på den. Jeg har den i ørerne mens dette skrives og kan hurtigt konstatere at det ikke er sidste gang jeg lytter til den. Den er også kommet på vinyl, men koster desværre en formue at få hjem i privaten, da den er udgivet af et amerikansk pladeselskab og skal sendes fra Staterne. De gode folk fra Aarhus Jazzfestival, Marie Norman Nyeng og Gorm Askjær gik deres forgænger Ilse Vestergaard i bedene og fik ligesom hende, P8jazz’ Ildssjælspris. 

Den sidste pris gik selvfølgelig til årets danske jazzudgivelse og ligesom man tænkte at den nok ville gå til Ida Duelund, der allerede havde fået to velfortjente priser, så blev det Jakob Dino Dinesen der fik prisen for albummet Slow Flow. Det er godt hørt af juryen. Dino har lavet et originalt og nyskabende album og lyder stadig som sig selv. 

Der skal lyde et kæmpestort tillykke til alle vinderne og de nominerede og en kæmpestor tak til JazzDanmark for at holde en god fest for jazzen. 

Til efterfesten på Ideal Bar spillede Kresten Osgood CD’er fra JazzDanmarks store samling. Der blev måske ikke lyttet så meget fra de tilstedeværende- de havde for travlt med at netværke, bagtale, sladre, flirte, grine og hygge sig med hinanden. 

Tidligere på dagen havde der været et branchearrangement, hvor jeg var til nogle spændende paneldebatter om publikumsudvikling, køns(u)balancen og jazzen som kulturarv. Men før det havde jeg også været på en hyggelig køretur fra Herning sammen med folkene fra Fermaten som jeg laver Moorjazz Festival sammen med. En dejligt jazzet dag af den allerbedste slags. 

Husk at de rigtige vindere er lytterne, der får lov til at høre al den fed jazz…

Vinderne af DMA Jazz 2025 er:

Årets Jazzudgivelse
Jakob Dinesen – Slow Flow (April Records)

Årets Jazzkomponist
Ida Duelund for Sibo (Initiated Records)

Årets Alternative Jazzudgivelse

ØKSE – ØKSE (Backwoodz Studioz)

Årets Nye Jazznavn
MUSViT – MUSViT (Selvudgivet)

Årets Musiker
Anders Christensen for sit arbejde på Jesper Zeuthen, Anders Christensen, Marilyn Mazur – Sound Flower (Loveland Music)

Årets Single
Ida Duelund – Misi Miamo (Initiated Records)

Årets Livenavn

Hvalfugl

Årets Scene

KLEIN / Karens Minde Kulturhus

P8 Prisen - Årets Ildsjæl

Marie Norman Nyeng & Gorm Askjær for deres arbejde med Aarhus Jazz Festival

Vejslev/Brunbjerg/Elhøj: iT’s a RioT (In the flesh Record Company) LP/digital

 

Det er en af jazzens ypperste discipliner. At kunne spille jazzstandards, hvor man gennem improvisation og personligt musikalsk udtryk fortolker melodierne og endda gør dem til sine egne. Jazzhistorien er proppet med eksempler, hvor særligt 50’erne og 60’erne dannede grobund for disciplinen. Der er blevet længere mellem snapsene i dansk jazz i den senere år, når det kommer til fortolkningerne - altså den rigtigt stærke snaps, der ikke er lavet for at blive playlistemateriale på Spotify. Men af kunstnerisk nødvendighed, hvor man har noget på hjerte.

Trioen med Kristoffer Vejslev på guitar, Martin Brunbjerg Rasmussen på bas og Rasmus Elhøj Jensen på bas har gennem adskillige år spillet sammen og opbygget et grundlæggende kendskab til hinanden. Det bruger de på iT’s a RioT, hvor de kommer med et bud på en stærk snaps-

De har også inviteret nogle ret afgørende gæster med på pladen. Det høres allerede fra starten, hvor de åbner med to Thelonious Monk sager, først Monk’s dream, hvor både tyske Rudi Mahall på basklarinet og svenske Hannes Bennich på altsax er med og derefter Ask med now, hvor det kun er Mahall der medvirker. Begge musikere giver trioen noget saft, kraft og gejst. På Ricochet som er en kollektiv improvisation, er Simon Toldam med som gæst, her sker der også ting og sager i musikken. De udfordrer og udfordres. Den efterfølgende In the wee small hours of the morning er en pleaser, der stikker noget ud efter pladens vitale åbning. Det er betegnende for pladen, som er bedst, når gæsterne træder ind i studiet og musikken og sender den uventede steder hen. 

Det handler ikke om at trioen er tandløs. De spiller godt og er ikke bange for at kaste sig ud på dybt vand, som når de spiller Oscar Pettifords Tricotism, hvor Martin Brunbjerg kommer helskindet gennem basspillet. Jeg synes bare at det er bedst som når de spiller Smog Eyes, hvor Mahall og Bennich trykker den af. Men hov! Hvad er nu det? Der fades ud kort inde i nummeret, så vi kun hører en lille bid. Det sker heldigvis ikke på en mine all time favourites, Monk’s Well You Needn’t, hvor Mahall og Bennich også er med. Det swinger på den gode skæve måde.

Kristoffer Vejslev

Coco Chatru Quartet: Lost Christmas (Trygger Music) LP/digital

 

De er Skandinaviens førende indenfor jazzede røverhistorier. Coco Chatru Quartet udgav deres andet album tidligere i år. Nu er de allerede klar med deres tredje udspil. Lige i rette tid til julen. Den legendariske eventyrer Coco Chatru spillede hovedrollen i julefilmen Lost Christmas fra 1932. Filmen blev kun fremvist en eneste gang. Det skete i en lade udenfor Norrtälje. Der var liveband både før og under visningen af filmen. Fremvisningen forløb forholdsvis roligt indtil det udviklede sig tumultarisk med vild dans og håndgemæng. Til sidst brændte laden ned og tog det eneste eksemplar af filmen med sig i flammerne. 

Coco Chatru Quartet har forsøgt at genskabe musikken, der følger filmens historie. Vi er med til hyggen ved pejsen, turen med slæden (inklusive bjælderne), vintergåtur, dans, juledrøm, nisser og selve fejringen af juleaften. Kvartetten med Linus Kåse på alt- og sopransax, Charlie Malmberg på barytonsax, Håkan Trygger på bas og Daniel Kåse på trommer, bjælder, vibrafon og trompet, har lavet en vidunderlig julejazzplade, der smyger udenom de amerikanske standards vi hører hver jul. Det er originalmusik der spilles veloplagt og i en hyggelig cool jazz 50’er indpakning. Et godt svensk alternativ til de juleplader vi hører hvert eneste år.

Coco Chatru Quartet

Johanna Linnea Jakobsson: Don’t overthink it (Zack’s Music) LP/digital

 

Det er da rimelig god timing. En uge før dansk/svenske Johanna Linnea Jokobssons andet album udkom, blev det offentliggjort at nummeret Time fra albummet Don't overthink it, er nomineret til DMA Jazz 2025 som en årets singler. Hvor hun tidligere fokuserede på, at spille andres kompositioner, er alle pladens 8 numre skrevet af Johanna Linnea Jakobsson selv. Det er ikke en dum beslutning. 

Den lander lige ned på pletten hvor jazzen mødes med singer/songwritergenren. Det er musik fuld af varme, hygge og nærvær. Johanna Linnea Jakobsson både synger og spiller saxofon, selv om det nok er sangen der fylder mest på pladen. Hun er sammen med et hold svenske musikere, Olof Wullt på guitar, Jesse Emmoth på Rhodes og klaver, Simon Petersson på bas og John Fernold på trommer. Det er ikke uden grund at hun er en af tidens mest spillede kunstnere på P8jazz. Hendes nærvær og tilstedeværelse i sangene er ægte og til at føle. Hun går direkte ud af højtalerne og placerer sig i stuen hos lytterne. 

Johanna Linnea Jakobsson

SINGLENYT JAZZNYT - november 2025

 

Velkommen til anden udgave af Singlenyt Jazznyt. I næste uge kåres årets singletrack ved DMA Jazz, det er vist kun tredje gang at kategorien er med. Det har taget Jazznyt lidt længere tid, at få sat fokus på singlen. Jeg har fundet fem meget forskellige singler frem denne måned. Du finder musikken på streamingtjenesterne. Glæd dig til december, hvor det bliver en særlig juleudgave. 

Antonio Dayyani & Kristoffer Jessen: Alt eller intet (April Records)

Jazznyts store favorit Antonio Dayyani er altid god for en overraskelse. Denne gang i form af Kristoffer Jessen, forsangeren fra bandet Søn, der holder fri fra det elektroniske univers. Han blender fint ind med Dayyanis melodiske og nordisk inspirerede jazz. Læg i øvrigt mærke til Jon Askjærs skønne trompet(eller flygelhorn) solo undervejs.

Smag på dig selv & Viktoria Søndergaard: Vik’s Rawcore (Stunt)

Jøsses i himlen da! Sikke en drønnert. Først hører man Viktoria Søndergaards vibrafon, hvorefter det eksploderer i et beat der kører med en millionmilliard beats per minute. Det er både grimt og fascinerende. Smag på dig selv drejer i en ny og mørkere retning. Besøget fra Viktoria Søndergaard er genialt.

Jon Henriksson: Grönbete (April Records)

Den svenske bassist Jon Henriksson, som årvågne jazzlytter selvfølgelig kender fra Rasmus Sørensens trio, er aktuel med førstesingle fra albummet der kommer næste år. Sørensen er osse med hos Henriksson. Stilen er nordisk melankoli der møder amerikansk hard bop. Den svenske saxofonist drysser sammen med Rasmus Holm på bastrombone og Pelle von Bülow stjernedrys ud over nummeret.

Lis Wessberg & Veronika Rud: The Promise (April Records)

Hun har allerede gjort godt opmærksom på sig selv med sin egen musik. Sangeren Veronika Rud bliver på smukkeste vis skubbet frem af Lis Wessbergs musik og trombone på nummeret The Promise. Det er et helt særligt match. At der også er strygere og en diskret spacet keyboardsolo med, gør kun det hele bedre.

Plum and I: Meshes and Masses (Plum and I)

Jeg må med skam erkende at jeg ikke før har beskæftiget mig med duoen Plum and I her på bloggen. De udgav allerede en single i 2022 og siden er der bla. kommet et album til. Mathias Jønsson på guitar og Konrad Tosti på flygelhorn har lavet et elegant svævende og sfærisk nummer inspireret af Floating Points og Bill Frisell. Det er en forløber for en EP der kommer i 2026.

Esben Just: New Orleans (SJF Records) LP

Han har lige rundet 60 år og fejrer sig selv med en knaldperle af et album. Sangeren og pianisten Esben Just er taget hele vejen til New Orleans for at lave albummet, der meget passende er opkaldt efter The Big Easy. New Orleans er der hvor Just har hentet sin musikalske inspiration gennem hele karrieren, ikke mindst med trioen SP Just Frost, der har lagt utallige spillesteder ned gennem årene.

Denne gang har han allieret sig med The Above and Beyond Brass Band, et 8 mands band fra New Orleans med to trompeter, to tromboner, saxofon, sousafon, lilletromme og storstromme. Det er indspillet on the spot. Det er vel at mærke Esben Justs egne dansksprogede sange som han har taget med til New Orleans for indspille sammen med brass bandet.

Det er festplade med holdninger. Esben Just holder sig ikke tilbage for at synge en fædrelandssang med budskab om rummelighed, om klimaet og det fælles ansvar. Som Esben Just siger, så er det i skarp kontrast til midter- og højrefløjens fremmedfrygt og angst for den ’store omstilling’. 

Det er musik, hvor der hentes inspiration i caraibiske rytmer, traditionel jazz og det velkendte New Orleans beat. Her er The Above and Beyond Brass Band i særklasse. De er skarpe, præcise og tilpas løse i kanten, så der opstår den der helt skønne stemning, som kun kan komme fra New Orleans. Esben Just kan ikke fejre sig selv på en bedre måde. Tillykke med de 60 år og den medrivende plade.

Gateway

 

Nikola Bankov: Everwanted (AMP) CD/digital

 

Det kan da godt være at den slovakiske altsaxofonist Nikola Bankov ikke længere bor i Danmark. Det ændrer ikke på det faktum, at det er i Danmark han i de seneste år har opbygget sin karriere. Han fik DMA jazz prisen i 2020 som årets nye jazznavn. På hans tredje album, Everwanted, er han sammen med danske musikere; Jonas Gravlund på guitar, August Korsgaard på tangenter, Frederik Bak på bas og Jacob Hedegaard på trommer. 

Hvis man på nogen måde har en svaghed for nutidig fusionsjazz, så er Nikola Bankov det helt rigtige sted, at rette sine ører hen. Han nævner selv Aurora, Sigrid, Louis Cole, Thundercat og Mk.Gee som inspiration i forbindelse med det nye album. Peace of mind er et duonummer, hvor den amerikanske bassist Tim Lefebvre medvirker. Han er en ægte sessionmusiker, hvor hans medvirken på David Bowie’s Blackstar i den grad stikker ud. Nummeret er en flot afviger på albummet. Bankovs høje tekniske niveau svigter heller ikke, når han skal tage den lidt med ro. Albummet afsluttes med en gæsteoptræden. Det er den engelske guitarist Tom Ford der er med på højoktannummeret Fast Life. En flot afslutning på et album, der holder hele vejen med højdepunkter som Everything I have og What’s next undervejs.

AMP records