Michel Camilo til Herning

Fermatens jazzklub Moor Jazz har siden 2002 præsenteret dansk kvalitetsjazz og har også tænkt sig at blive ved med det. Men en drøm om at lave en koncert, med et stort internationalt navn har de aldrig kunnet slippe. Nu er det endelig lykkedes.
Søndag d. 16. november får de besøg af Michel Camilo Trio, der senest henrykkede et fyldt Musikhus i Århus under jazzfestivalen. Nu får man så mulighed for på en lille scene, at møde en jazzpianist der siden midten af firserne har været at finde blandt de allerstørste indenfor jazzen. Han medbringer Dafnis Prieto på trommer og Charles Flores på bas.
Moor Jazz præsenterer også i løbet af efteråret koncerter med GinmanBlachmanDahl, Caroline Henderson, Rockwell & Fryland, Sidsel Storm og Malene Mortensen og Tango Orkestret på Fermaten i Herning. Siden genåbningen i foråret af det nu 20 år gamle spillested har der ikke hersket nogen tvivl om, at det er en af Danmarks bedste scener for rytmisk musik.
Moor Jazz: www.moorjazz.dk
Fermaten: www.fermaten.dk

Exil: Porntip (Your Favourite Records)

Ung Jazz vinder på plade

Exil vandt sidste år Dansk Jazzforbunds Ung Jazz konkurrence, og det har tidligere vist sig at det ikke er nogen hæmsko, for et ungt dansk jazzbands videre færden her i verden. Her tænker jeg selvfølgelig på Jazzkamikaze, der siden de vandt i 2005 har sat deres præg på de danske livescener -indtil for nylig, for hvad laver de egentlig for tiden?
Exil spiller ikke den samme udadvendte rockinspirerede jazz, som Jazzkamikaze. Exil er mere jazzjazz, men dog af den ungdommelige slags. Umiddelbart kommer jeg til at tænke på guitaristen Kurt Rosenwinkel når jeg hører deres plade. Rosenwinkel har ofte samarbejdet med saxofonister i kvartetform. Chris Potter, Mark Turner, Chris Cheek og danske Jakob Dinesen er blandt dem. Exil består af Mikko Etienne på sax, Petter Eldh på bas, Bo Thymann på guitar og Marc Lohr på trommer. Det er en international kvartet der har fundet sammen i Københavns globaliserede og frugtbare musikmiljø.
Musikken er levende, frisk og pågående og er af den slags som fungerer djævelsk godt på en scene. De har allerede en del liveerfaring i kraft af de mange jobs, der fulgte i enden på Ung Jazz vinder-titlen. Der skal ikke herske nogen tvivl om at det har styrket bandet og musikken at de prøvet materialet så meget af, inden det kom ud på en plade.
Saxofonisten Mikko Etienne er et nyt bekendtskab og han efterlader et indtryk på den fede måde. Han spiller ikke supertight, men er god til at slæbe efter og blæser med en afdæmpet skrøbelighed -smukt!
Your Favourite Records: www.yourfavouriterecords.dk
My Space: www.myspace.com/musicbyexil

Hiram Bullock er død

Guitaristen Hiram Bullock døde d. 25. juli i New York, pga. kræft i halsen. Han blev 52 år.
Han dukkede op i slutningen af 70'erne, hvor han meget hurtigt blev en efterspurgt guitarist i studiemusikermiljøet i New York, her medvirkede han på plader som Paul Simons One Trick Pony og Steely Dan's Gaucho. Ellers var han mest kendt for at være den mest funky af de funky guitarister.
Indenfor jazzen var han sammen med nogle af tidens stjerner; Brecker Brothers, Bob James, Gil Evans, Jaco Pastorius og ikke mindst David Sanborn, hvor Bullock medvirkede på en lang række af Sanborns plader, desuden var han i en årrække fast mand i livebandet. Fra 1982 til 84 spillede han i orkestret i TV-showet Late Night With David Letterman. Han lavede 13 soloplader, hvor pladerne fra 80'erne; Give it what U got og From all sides nok hører til de mest populære. Chris Minh Doky havde Hiram Bullock med på sin The Nomad All Stars tour i marts i år, hvor de bla. spillede i Vordingborg, Kolding og København.
Hiram Bullock: www.hirambullock.com

Various Artists: Gateway Music Presents Danish Jazz -promotion only (Gateway Music)

Et unikt øjebliksbillede af dansk jazz

Det er selvfølgelig fjollet at bruge plads på en CD der ikke kan købes, men som udelukkende er lavet som en promotionplade for Dansk Musiker Forbunds pladeselskab Gateway Music. Men den er altså så speciel at den fortjener nogle ord. Det er en dobbeltCD med 33 forskellige kunstnere, og her har ordet "forskellige" aldrig nogensinde passet bedre. En sand blanding af etablerede kendte navne og fuldstændigt ukendte. Genremæssigt er der så stort et spænd at der næppe findes en jazzcompilation der spænder så vidt som denne. Kvaliteten på de forskellige kunstnere er også noget ujævn, men gennemgående er det en positiv oplevelse. Jeg vil anbefale DR at de uploader størstedelen af numrene til deres DAB-radio jazzkanal. Pladen er nemlig godt billede af hvor meget god jazzmusik der laves i Danmark lige nu.
Jeg har skrevet om flere af kunstnerne i forvejen her på bloggen, som feks. Operation Zero, Helle Hansen, Mais Uma, Møller/Ramsbøl/Sanchez/Kronkvist, Understrøm, Pellecoustic Quartet, Mach & Kwella, Khrat, Thommy Andersson, Special Venture og Saft. Men der er flere gode indslag. Marc Bernsteins Kibrick 5:2, Radiostar, Thomas Agergaard og Pauseland hører til de rigtigt fede, men det var jeg ikke så overrasket over. Jakob Holm 3 kendte jeg ikke og de overrasker. Ligeledes er Martin Fabricius Trio et godt nyt bekendtskab, Fabricius spiller vibrafon.
Den helt store overraskelse er Between The Lines, hva' hulen har de gang i? De lyder fuldstændigt som noget der er indspillet i midten af 80'erne, trommelyden, synth'en, guitaren og sax'en er ren velfriseret firserfusion med langt nakkehår (hvis du skulle være i tvivl, så kan jeg godt lide det og har også haft langt nakkehår, men det er lang tid siden).
Jamhunters er et andet spøjst indslag, de spiller smooth jazz og de er ikke flove over det. Smooth jazz er en nærmest ikke eksisterende genre herhjemme og Jamhunters har vist også forsøgt sig i USA. Måske skulle de spørge Michael Lington, om han ikke ville spille en sax-solo på deres næste plade, så de nemmere kan komme igennem på de amerikanske smooth jazz radiostationer. Det er iøvrigt Chris Minh Doky der spiller bas på nummeret.
Minh Doky er også med på et nummer med sangerinden Mette Halle (som du kan læse mere om her på bloggen i slutningen af august, når hendes plade udkommer). Der er flere sangerinder på pladen, blandt andet notabiliteter som Marie Askehave og Thera Hoeymans.
Lidt trad.jazz er der såmænd også blevet plads til...
Gateway Music: www.gateway.dmf.dk

Fødselsdagskoncert
Jens Jefsen Quartet: For good and all - Live at Copenhagen Jazzhouse (Longlife Records/Pladekisten)
Det her er en sniger. Pladen giver sig ikke ud for noget bemærkelsesværdigt, ved de første gennemlytninger. Bevares, det er da hæderligt men ellers virker det ikke som om at der sker noget. Men jeg er åbenbart noget langsomt opfattende, for da jeg lytter pladen igennem for femte gang, begynder der at ske noget. Jeg lægger mærke til alle detaljerne og dem er der ikke så få af.
Guitaristen Uffe Steen er ikke uden grund højdepunktet på pladen. Han er stadigvæk blandt de allerbedste guitarister herhjemme, selv om der er kommet mange dygtige danske jazzguitarister til indenfor de senere år. Hans fundament skal findes i bluesmusikken, men han er ikke bleg for at trække på den brede musikalske erfaring han har indenfor jazz og afarterne. Det mangeårige samarbejde med Jens Jefsen fornægter sig selvfølgelig ikke. Jefsen har faktisk aldrig lavet en plade i eget navn uden Uffe Steen har været med.
Det er tredje gang at Jefsen laver en plade sammen med saxofonisten Dave Wilczewski, den første var Bejazzled fra 2002 og på Don't quit fra 2006 kom den finske trommemaestro Jukkis Uotilla til. To numre fra den plade går igen på denne liveindspilning fra Copenhagen Jazzhouse, der blev optaget på Jefsens 61 års fødselsdag i april sidste år.
Jefsens kvartet spiller groovy jazz, hvor der ganske vist males med mange klangfarver, indtrykket af kvartetten er tight og sammenhængende og ikke specielt spraglet.
Bonusinfo:
Jens Jefsen har dannet et nyt band, som han kalder for New Group. Det består af Niels Lyhne Løkkegaard på sax, Jakob Karlzon på piano, Morten Lund på trommer og Claus Waidtløw på sax. De spillede på Fatter Eskil under årets jazzfestival i Århus. Mon ikke vi får mulighed for at høre mere til dem.
Jens Jefsen: www.kontrabas.dk

Kommende pladeudgivelser
August
Esbjörn Svensson Trio: Leucocyte (Act)
Oddjob: Sumo (Act)
Bobo Stenson: Cantando (ECM)
Keith Jarrett: Standards I & II Tokyo 1985 & 1986 (ECM) DVD
David Sanborn: Here and gone (Decca)
Various: Punkt Live Remixes vol. 1 (Jazzland/Universal)
S.M.V. (Stanley Clarke/Marcus Miller/Victor Wooten): Thunder (Dreyfus)
Benjamin Koppel: The Poetic principle (Cowbell)
Jakob Bro Trio: Who said Gay Paree? (Loveland/Pladekisten)
Jakob Bro Nonet: (Loveland/Pladekisten)
Ayoe Angelica: I'm amazed (Playground)
Mette Halle: My love for you (Gateway)

September
Ibrahim Electric: Brothers of Utopia (Tactic Records/Target)
Wynton Marsalis & Willie Nelson: Live from New York City (Eagle Vision) DVD
Tryge Seim & Frode Haltli: Yeraz (ECM)
Viktoria Tolstoy: My russian soul (Act)
Vince Mendoza: Blauklang (Act)
Trine-Lise Væring: Lystfisker (??)

Oktober
Kasper Tranberg: Terracotta (Blackout/Bonnier)
DR Big Band feat. Mike Stern: Chromazone (Red Dot/EMI)
Nina Ramsby/Ludvig Berghe Trio: Du har blivit stor nu (en kamp) (Moserobie)
The Bad Plus: ?? (Heads Up International)

November
Anders Mogensen: Real People (Blackout/Bonnier)
Alex Riel with Kenny Werner & Pierre Boussaguet: Get Riel (Cowbell)
Alex Riel Quartet feat. Jerry Bergonzi and Kenny Werner: Riel time (Cowbell)

Haftor Medbøe Group: New:happy (Fabrikant Records)

Multilateral jazz
Bandet har base i Skotland, men medlemmerne er fra Norge, Island, Polen, Australien og det senest ankomne medlem er fra Danmark. Deres opfattelse af jazz kender heller ikke rigtig nogen grænser. Bandet ledes af guitaristen Haftor Medbøe, der både skifter mellem elektrisk og akustisk guitar. Derudover består gruppen af Konrad Wiszniewski på sax, Chris Greive på basun, Signy Jakobsdottir på percussion og danskeren Eva Malling på bas.
Genremæssigt kommer man på en rundtur udi hvad man kan tillade sig i nutidig melodisk jazz. Diverse kontinenter popper op i hovedet når man hører musikken. Ligefra Asien, Afrika, Amerika til Europa. Hele tiden er der små afstikkere og detaljer i musikken, der i det hele taget fremstår som utroligt gennembearbejdet. Et nummer som Nothing Gulch er et fremragende eksempel på det, med Jakobsdottir's indisk inspirerede percussion og en mundharpe midt i det hele, der sender et billede af en støvet western-by frem på nethinden.
Det er et band der har en stor integritet og originalitet. Dette er en meget anbefalelsesværdig plade.
Haftor Medbøe Group: www.haftormedboegroup.net
My Space: www.myspace.com/haftormedboegroup

Jonas Westergaard: Helgoland (Stunt X/Sundance)

P2 jazzpris vinderplade

I år var der ingen pris fra Danmarks Radio ved DMA Jazz kåringerne. De tidligere har de stået for P2 Jazz prisen, hvor der fulgte et tilbud om indspilningen af en plade med i prisen. Det har bla. betydet at vi har fået nogle fabelagtige plader som Peter Fuglsang Quartet's File under purple og Mads la Cour's A la cour. Den sidste plade vi får af den slags er bassisten Jonas Westergaards Helgoland. Jonas Westergaard fik P2 jazz prisen i 2006. Han har ikke tidligere udgivet plader i eget navn, men har så absolut været en aktiv herre og har medvirket på indspilninger og ved koncerter med bla. Bandapart, Blake Tartare, Lovedale og Søren Kjærgaard.
Musikerne på pladen er udover Jesper Zeuthen på altsax hentet fra Westergaards egen generation. Kasper Tranberg på trompet, Mads Hyhne på basun, Peter Fuglsang på klarinet, basklarinet og fløjte, Niels Vincentz på fløjte og tenorsax, Søren Kjærgaard på div. tangentinstrumenter, Jakob Bro på guitar og Jakob Høyer på trommer. Musikalsk kommer man til at tænke third stream musik og Gil Evans. Westergaard har bygget musikken op som var det klassisk musik, i en suite-agtige form. Pladens første skæring er titelnummeret, der tidligere har været anvendt i en film om badeanstalten af samme navn. Jesper Zeuthen lader sin skrøbelige altsax tale og det er meget smukt. Musikken afvikles i et moderat tempo pladen igennem. Det er en behagelig plade, som Westergaard har lavet og den fremstår særdeles gennembearbejdet.

Den lille gigant er død

Johnny Griffin døde i fredags i sit hjem i Frankrig, 80 år gammel. Tenorsaxofonisten, der egentlig startedepå alt saxofon hos Lionel Hampton i 40'erne boede de sidste 42 år af sit liv i skiftevis Frankrig og Holland. Han spillede i en årrække med Kenny Clarke/Francy Boland Big bandet, hvor han var et vigtigt medlem i kraft af sin store musikalitet og tekniske overlegenhed. Griffin blev kendt som The fastest tenor in the west.
I 50'erne spillede han bla. med Art Blakey og Thelonious Monk. Sammen med Eddie Lockjaw Davis havde Griffin i flere periode et tæt samarbejde, hvilket bla. kan høres på en indspilning fra Montmartre i 1984, der blev udsendt af Storyville under titlen Tough tenors back again, med reference til de mange plader de tidligere har lavet.
Griffin spillede utallige gange i Danmark og en af de sidste gange kan opleves i Niels Lan Doky's filmBetween a tear and a smile, hvor den tekniske overlegenhed nok er datid, men Griffins vid og humør fejler bestemt ikke noget!
Bonus:
En forrygende artikel om Johnny Griffin fra Jazzspecial 1995, skrevet af Niels Jørgen Steen

Grammofunch: Grammofunch (Blackout Music/BonnierAmigo)

Mytologisk og filmisk

Bandnavnet er til at forstå i Jeppe Gram (trommer) og Rune Funchs (guitar) nye band. Prøv selv at smage på ordet...G R A M M O F O N...øh...F U N C H...Denne dejlige mytologiserede og mytologiserende maskine. Gram og Funchs musik er mytemusik.
Når de selv nævner Ennio Morricone blandt inspirationskilderne, burde de også have nævnt Sergio Leones spaghetti-westerns. En ensom mand, ørken, støv og solstråler. Vi ved at der kommer til at ske noget, men ikke hvad. Spændingen bygges langsomt op. På samme måde fremelsker de hele tiden en stemning og spænding. Stille og roligt tager de sig tid til at skabe deres dystre episke musik, der efterlader mig et andet sted end hvor jeg var fra starten. Det er fremragende.
Grammofunch har til en vis grad et slægtskab med Bandapart, hvor Jeppe Gram også er medlem. Der er postrock elementer som man kender det fra bands som Tortoise. Jeppe Skovbakke spiller bas og Simon Toldam spiller på keyboards på pladen. Rune Funch har bla. tidligere slået sine folder i Once Around The Park og Warwick Avenue. Jeppe Gram hører til i slænget omkring bandet Beautiful Day, hvor de har spillet sammen på kryds og tværs, og ændret navn alt efter hvem der har skrevet musikken.
Bonusinfo:
Bandet spiller på Copenhagen Jazzhouse d. 1. august
My Space: www.myspace.com/grammofunch

Giganter i Svendborg

Er du jazzinteresseret og elsker at gå til koncerter, er København at foretrække. Men mindre byer kan også gøre det. I Svendborg har de jazzklubben Giant Steps og deres efterårsprogram kan få selv den mest mavesure jazzcerut til at juble.
Programmet byder på en blanding af danske og internationale stjerner. Blandt de førstnævnte finder man Pasborg's Odessa 5, Christina Dahl Heartbeats, A la Cour og Ibrahim Electric. I den internationale afdeling kommer Oliver Lake sammen med John Tchicai og jazzdarlingen og -sensationen Esperanza Spalding. Desuden kan man opleve to Jazz Visit koncerter. Den gamle succes der opstod i 1996, da København var Kulturby er genopstået. Pianisten Kenny Werner spiller sammen med brødrene Fryland; Thomas (trompet) og Andreas (trommer), Daniel Franck (bas) og Anders Banke (sax). Bassisten Etienne Mbappe der tidligere har væltet scenen på Arne B (Giant Steps' tilholdssted) spiller med bla. Jakob Dinesen (sax) og Preben Carlsen (guitar).
Giant Steps: www.giantsteps.dk

Mikko Innanen: F60.8 (Ilma Records/Æon/Naxos distribution)

Personlighedsforstyrret jazz

Det er ikke fordi at man har for vane at dyrke psykiatriske diagnoser indenfor jazzen. Måske lige med undtagelse af The Blues, hvor man kan komme så langt ned, at det kan udvikle sig en depression. Men ligefem at give sin plade en titel, der er en direkte henvisning til en psykiatrisk diagnose er ikke hverdagskost.
Den finske saxofonist Mikko Innanen har valgt at kalde sin nye plade for F60.8, der i WHO's psykiatriske diagnosesystem ICD10 er betegnelsen for en "Anden specifik forstyrrelse af personlighedsstrukturen". Det dækker bla. over at man i sine mønstre for adfærd og oplevelsesmåde afviger, fra det i kultursammenhængen forventede og accepterede i.f.t. erkendelse og holdning, følelsesliv, impulskotrol og behovstilfredsstillelse og interpersonale forhold. Adfærden er gennemgribende unuanceret, utilpasset og uhensigtsmæssig. Adfærden går ud over patienten selv eller omgivelserne.
Det er med andre ord en alvorlig og invaliderende diagnose. Mikko Innanen lider forhåbentlig ikke af en personlighedsforstyrrelse, men har uden tvivl i forbindelse med indspilningen af denne plade bragt sig i personligt grænseoverskridende situationer. Musikken på pladen er taget fra 3 timers indspilninger som Innanen foretog i 2004, hvor han selv frembringer alle lyde, der er skabt på diverse saxofoner og en ragelis, der er et litauisk folkemusikinstrument. Produceren Pekka Tuppurainen har så kogt det ned til lidt under 40 minutters musik.
Pladen er en barsk omgang der mest består af støj og andre lyde der på ingen måde minder om det man er vant til fra en saxofon. Innanen bringer sig selv og lytteren ud på en ekstrem oplevelse, der ikke altid er lige behagelig, grænsende til at det gør ondt, ikke bare i ørerne men også i følelserne. Han har formået at skabe et musikalsk billede af en svær psykiatrisk diagnose, hvor mange års intensiv terapi som regel er den eneste hjælp.
Bonusinfo:
Mikko Innanen er uddannet fra Sibelius Akademiet i Helsinki og har desuden gået et år på Rytmekons i København. Han har spillet med en del danske musikere som feks. Kasper Tranberg, John Tchicai, Stefan Pasborg og Jonas Westergaard
Ilma Records: www.ilmarecords.com

Jazznyt holder sommerferie

Jazzen indtager hovedstaden og sørme om ikke solen skinner idag :-)
Så nu holder jeg også lidt ferie fra bloggen. Men er snart tilbage med anmeldelser af plader med Grammofunch, Exil, Jens Jefsen, Erling Kroner, Marius Neset og mange andre.
Go' sommer.
PS: Jeg håber at det er fejl i DMI's computere, der er skyld i at vejret ser sådan ud i de næste dage.

Nickelsen/Storaas/Mjåset Johansen: Excess luggage (Park Grammofon)

Norsk orgel-piano trio imponerer

Hmmmm...hvorfor er der ikke ret mange der gør det? Kombinationen piano, orgel og trommer i jazz er mere udbredt end kombinationen redekam, lut og olietønder er det i soulmusik for talebanere, men alligevel er det ikke ofte at vi ser/hører den først nævnte sammensætning. Måske er det fordi, at det er dårlig idé? Tjaaa...på den her plade er det ihvertfald en rigtigt god idé. Vi kender allerede organisten Steinar Nickelsen herhjemme, bla. for samarbejdet med Gunnar Halle og Jeppe Kjellberg, hvor han også trakterer kirkeorgelet, som han oprindelig er uddannet i.
Her spiller han sammen med to andre nordmænd; Vigleik Storaas på piano og Håkon Mjåset Johansen på trommer. Når det handler om orgel i jazz, er det ofte soulinspireret jazz med en god portion boogaloosauce. Det spiller Nickelsen ikke, han har sjæl men er mere funderet i et senbop-influeret spil. Når der ikke er nogen bas med, har organisten heldigvis den musikalske bund ved sine fødder, hvor han med fodpedalerne spiller bas. Det kan høres når specielt Storaas har solo på klaveret. Det skaber den helt specielle stemning på denne plade, der er fuld af power, energiudladninger, melodi og balance. Mjaaset Johansen på trommerne er en sand fornøjelse. Både som timekeeper, men også i kraft af hans afvekslende spil. Han spiller bla. med folk Maria Kannegaard, Håvard Wiik og Håkon Kornstad. Ham vil jeg lægge mærke til i fremtiden.
Steinar Nickelsen er på orgelet en god oplevelse, jeg kan ikke lade være med at tænke på amerikansk jazz når jeg hører ham. Som på triopladen Mis en bouteille á New York som han lavede sidste år, kan han som en af de få i norden i den grad mestre orgelet, som var han født på Hammond fabrikken.
Steinar Nickelsen: www.hammond.no
Park Grammofon: www.parkgrammofon.no

Alex Riel Quartet featuring Charlie Mariano: Live at Stars (Cowbell Music) >> Benjamin Koppel & Charlie Mariano & Alex Riel Trio: Blues & Ballads (Cowbell Music)

Alex Riel har 50 års musikerjubilæum

Trommeslageren Alex Riel har aftjent sin værnepligt, i første geled i dansk musik gennem 50 år. Det fejres i år med udgivelsen af 5 forskellige plader i 2008. De to første plader er med altsaxofonisten Charlie Mariano.Den 84 årige amerikanske saxofonist har ikke levet sit jazzliv i det skarpeste scenelys. Men han har hele tiden været med og præget jazzen på forskellige tidspunkter. Ligefra fra de helt unge dage i 40'erne og 50'erne hos bla. Stan Kenton og shelly Manne, videre til 60'erne sammen med den daværende hustru Toshiko Akiyoshi, for siden at kaste sig over rockinspireret fusionsjazz sammen med bla. Phillip Catherine og Eberhard Weber. Det er i den periode hvor Alex Riel lærer Mariano at kende.

Den første plade er en liveoptagelse fra det regionale spillested Stars i Vordingborg fra sidste år. Det er en intens plade, der vækker en lyst i en til at have overværet den koncert. Det er meget slående at Mariano på ingen måder lyder som en 84 årig "has been", men derimod som en vital og fortællelysten saxofonist med både tempo og temperament. Jesper Lundgaard passer bassen, som han har gjort for Riel de sidste mange år og han er rocksteady. En ny mand hos Riel er derimod pianisten Jacob Karlzon der bla. spiller hos Viktoria Tolstoy og Peter Asplund. Han er en sand fornøjelse. Han giver musikken flow og power og passer dermed perfekt til Riels spil, der altid har balanceret på kanten mellem det elegante og lette og det kraftfyldte.

På den anden plade er de samme musikere gået i studiet, men har taget en anden altsax med, nemlig Benjamin Koppel, der før har spillet op til anden ældre herre og altsaxofonist; Phil Woods. Alle numrene er skrevet af Benjamin Koppel pånær den sidste og bedste af numrene, WC Handy's tilsyneladende uopslidelige St. Louis Blues. Det er en svedig og funky version de fem musikere får smidt af sig. Koppels numre er selvfølgelig ikke dårlige. Der er blandet elementer af både europæisk folkemusik og klassisk musik ind i foretagendet. Da pladen hedder Blues & Ballads er det også det man får at høre, de to altsax'er levner fin plads til hinanden de duellerer ikke, men støtter hinanden i at opbygge stemninger.

Bonusinfo:

Alex Riel spiller to aftener på Copenhagen Jazzhouse under Cph. Jazzfestival. D. 9. og 10. juli er han i selskab med Phil Woods (sax), Bobby Watson (sax), Benjamin Koppel (sax), Kenny Werner (piano) og Pierre Boussaguet (bas)Alex Riel: www.alexriel.dk

Babylove & The Van Dangos: Lovers choice (Megalith/Gateway) >> Jazz Five: Live '08 (Calibrated)

På Roskilde og i Maribo
På torsdag går det igen løs på Roskilde Festival og blandt de optrædende finder man Babylove & The Van Dangos, der er albumaktuelle med pladen Lovers choice. Den udgives på det spanske! pladeselskab Megalith, der er i eliten indenfor europæiske reggaeudgivelser. Babylove spiller skainspireret reggae. Tempoet er helt dernede, hvor man kan gå godt ned i knæene og lade sig forføre af bassen og rytmen. En vigtig del af bandet er blæserne, hvor saxofonisten Johan Bylling Lang er en af de to faste blæsere, den anden er basunisten Kristian Rinck-Henriksen. Trompetisten Thomas Caudery er med på tre numre, bla. Fuel to the fire, der godt kan anbefales til download. Det kan Number One med sangerinden Doreen Shaffer også, hun er idag 75 år og var helt tilbage i 50'erne med til at starte det legendariske Jamaicanske band The Skatalites, der skabte fundamentet for genren ska.

Bylling Lang der bla. tidligere har spillet med vanvidshiphopperne Ikscheltaschel, er også albumaktuel med Jazz Five der lige har udgivet deres anden CD Live '08. Hvor Babylove hører hjemme på Roskildes Odeon scene, er Jazz Fives scene en helt anden. Det er et partyorkester, der spiller numre som Dr. Johns Junko partner, Louis Prima's I wanna be like you, Chuck Berry's You never can tell men også trad.klassikere som St. James Infirmary og On the sunny side of the street. Med andre ord er det musik der fungerer bedst med fem øl indenbords og et dansegulv i nærheden. Pladen er fin som et salgsprospekt der skal skaffe job ude i landet, som lytteplade hjemme i stuen holder den ikke. I levende live er bandet uden tvivl underholdende, og har bla. haft stor succes på Femø Jazzfestival.
Bonusinfo:
Babylove spiller bla. på Silkeborg Reggaefestival d. 16. august.
Jazz Five kan opleves på Maribo Jazzfestival d. 18. juli, Femø Jazz d. 2. august og flere andre trad. jazz festivaler.
Babylove & The Van Dangos: www.myspace.com/babylovethevandangos
Jazz Five: www.jazzfive.dk

Katrine Suwalski: Trommetroldens sange (Cope)

Jazz og historier for børn

Jazzmusikere og børnemusik er ingen dårlig cocktail. Det har bla. trioen Djanzz med stor tydelighed vist. På denne plade, hvor Katrine Suwalski har skrevet sang og musik, møder vi Trommetrolden der har det dejligt i sin trylleskov. Men der er alligevel noget hun går og ønsker sig. Nemlig at blive ven med nogle menneskebørn. Derfor tager hun ind til byen en dag. Her følger vi så Trommetrolden i de 18 sange. Musikken bliver spillet af Katrine Suwalski (sax) og flere musikere fra hendes 12 år gamle band Another world. Ayi Solomon (perc), Jens Skou Olsen (bas), Benita Haastrup (trommer og perc) og Rikke Schelde på piano og ikke mindst sang. Hendes lyse, lidt spinkle stemme er fin til historien om Trommetrolden.

Min gæsteanmelder og datter Signe på 5 år har fældet sin dom over pladen: "Jeg synes at den er go'!"

På hjemmesiden kommer der tegninger man kan farvelægge og spil. www.trommetrolden.dk

Mindi Abair: Stars (Peak/Universal) >> Marlango: My electrical morning (Universal)

Jazzens lette kavaleri

I USA har man i musikbranchemagasinet Billboard to jazzhitlister, den ene hedder Top Jazz Albums og den anden hedder Top Contemporary Jazz. Hvad der helt præcist skiller de lister ad, er ikke helt gennemskueligt for mig. Udover at der på Contemporary listen nok findes det mere pop-prægede eller smoothe jazz. Her finder man på denne uges 12-plads Mindi Abair's nyeste plade Stars. Den har jeg også fået mellem fingrene. Det er en blandet oplevelse. Pladen er delt mellem 5 vokalnumre og 6 instrumentalnumre. Mindi Abair kan nemlig ud over at synge også spille saxofon. Har man, som jeg lyttet til David Sanborn i 80'erne og ovenikøbet holdt rigtigt meget af det, selv når han var glat, så er det ikke noget problem at sluge instrumentalnumrene. De er udstyret med nogle lækre poppede arrangementer, unmiddelbart har hun nok mere til fælles med Moonjam end med David Sanborn. Hendes udtryk er dog mere temperamentsløst. Vokalnumrene er fuldstændigt ligegyldige, og behøver ikke flere kommentarer, da de vil være lige så overflødige som sangene.
Marlango er en spansk gruppe der har taget navn fra den introduktion som Tom Waits lavede til sangen I Wish I Was In New Orleans, ved en koncert i Sydney i 1979. Langt ude måske, men også bandets måde at signalere på at man er inspireret af det samme univers som Waits. Her er whiskyen dog skiftet ud med en cocktail. Musikken er let og ukrukket håndspillet pop, med elementer af country og jazz. Undervejs er der en tendens til at det bliver kedeligt, da numrene stort allesammen bliver afviklet i et dovent mediumtempo. Kan til nød bruges til en grillaften, mens man venter på at kullene bliver varme.
Mindi Abair: www.mindiabair.com
Marlango: www.marlango.net