Viser opslag med etiketten rock. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rock. Vis alle opslag

mandag, februar 09, 2026

Lueenas: Tender Anger (Barkhausen Recordings) LP/digital

 

Genrerne er cinematic, experimental rock, post-rock, nordic folk og post-metal. Lueenas er aktuelle med deres andet album. Den første udløste en masse ros og kom for 3 1/2 år siden. Maria Jagd og Ida Duelund på henholdsvis violin og kontrabas er indhyllet i effekter. På åbningsnummeret Vølve medvirker Rikke Emilie List fra doom metal gruppen Konvent. Hun kan growle, så man fornemmer den fortættede damp i mosen. Det er et dybt betagende åbningsnummer.


Tempoet er tungt og slæbende. Det nærmest kravler hen over gulvet. Det er mættet med stemning. Nummeret Canis Lupus er en af mine favoritter. Her medvirker Jakob Høyer på trommer, ligesom han også gør på flere andre numre. Det er en slow motion metal trance, der slutter i et hvinende støj-inferno. 


Jagd og Duelund fortæller historier gennem deres musik. Det falder ikke fra hinanden og er hele tiden på vej til at gøre det. Man får lyst til at følge dem ind i mørket for at se lyset.

Bandcamp

tirsdag, august 06, 2024

Astral Cinema (Sound by Struck) LP/digital >> Fuld af kærlighed - original score (Sound by Struck) LP/digital

 

Måske var det et forvarsel, da han var med til at lave en af de bedste James Bond titelmelodier, der aldrig blev brugt. Tomorrow never dies fra 2001 med Swan Lee er en klassisk stemningsfuld popmelodi. Der gik ikke lang tid efter det, før Jonas Strucks navn dukkede op i rulleteksterne på film, hvor han havde lavet musikken. Han er stemningernes mand - han er inspireret af mange musikalske strømninger - og har i det fundet sin egen musikalske stemme. 


Med det nye band Astral Cinema har han fået en platform, hvor han kan skabe musik til film der ikke er lavet. Bandet består ud over ham selv på guitar og piano, af Nikolaj Torp Larsen på diverse tangenter, Anders AC Christensen på bas og piano og Jakob Lilfar Høyer på trommer. Bandet hqr skrevet musikken sammen.


Det er musik der i sit organiske udtryk kan virke gammeldags. Det er det ikke. Der er noget der kan pege ind i musik fra mange forskellige tidløse filmkomponister. Komeda, Morricone eller Lai, der nok havde deres storhedstid for mere end 50 år siden, men lavede stemningsskabende melodier. Det er altså melodierne, stemningerne og ikke mindst de mange fine detaljer i det organiske lydbillede, der er drivkraften. 


Jonas Struck har lavet filmmusikken til filmen Fuld af kærlighed, der også er udkommet på vinyl. Det er musikken man kan høre i filmen, der er på pladen. Det er beundringsværdigt, at Jonas Struck sørger for at musikken kan leve videre på egne ben længe efter filmen. Filmmusik på plade er en særlig genre. Her står musikken lige pludselig på egne ben. Her er ingen ledsagende billeder eller ord. Det bliver en ny oplevelse. Her er symfoniorkester og vildt smukke numre - lyt feks. til Kære far. Der er også et “pop”-hit på pladen. Swan Lee’s Matters of the heart, der bliver brugt på forskellige måder undervejs.


To gode udgivelser, den ene til en film og den anden til en film der opstår inde i dig. Det fungerer godt på begge plader. Jonas Struck og Astral Cinema kan deres sager - og jeg vil ikke tøve med, at give Astral Cinema en stor anbefaling.

Jonasstruck.dk




mandag, juni 24, 2024

Dawda Jobarteh/Stefan Pasborg: Live in Turku (April Records) LP/CD/digital

 

Der er nogle musikere der lyder super når de er i studiet. Når de så spiller live, sker der lidt mere. Så eksploderer musikken mellem hænderne på dem. Alle gnisterne og krudtslammet rammer lytteren lige i hovedet, når det præsenteres på en LP. Det er tilfældet med gambianske Dawda Jobarteh og danske Stefan Pasborg. De beviser det til fulde med albummet Live in Turku, der blev optaget for et år siden i den finske by i forbindelse med en festival.


Pasborg er på toppen af en karriere, der har bragt ham vidt omkring. I samarbejdet med Dawda Jobartheh er der jazz, afro, rock i spil og de samler det på en original og medrivende måde. Rolling Stone redaktøren David Fricke skriver i pladens linernotes, at Pasborg samler Art Blakey, Mitch Mitchell og John Bonham. Jeg vil tilføje at Jobarteh på sin elektrisk forstærkede kora spiller et sted mellem de traditionelle mestre fra Gambia og Jimi Hendrix.


Lyt til Folkman eller Communication of a kind. Selvfølgelig er der blevet plads til Mingus-klassikeren Better Git Hit in your soul, det ville have været en skam uden den. Jobarteh og Pasborg mestrer improvisation og spontanitet på tværs af genrer og traditioner.

Bandcamp

fredag, april 19, 2024

Kalaha: Nord Havn (April Records) LP/CD/digital

 

Der er ikke mange der kan spille en afro-inspireret guitar og fortsat lyde som sig selv. Her er Niclas Knudsen i særklasse, hvilket han til overflod har bevist i Ibrahim Electric og pladeaktuelle Kalaha. Han excellerer på åbningsnummeret Ciklidekaj på deres nye album Nordhavn. Titlen på nummeret og den efterfølgende Norsk Fars er med til, at fortælle at Kalaha er et band, hvor humor er en stor del af fortællingen. Både i musik og titler. Her er Nordhavn deres absolut sjoveste og festligste plade. 


Der er psykedelisk rock, acid techno, surf rock, indisk klassisk musik, dub, 70’er fusion og andet godt fra musikkens overflødighedshorn. Det lyder måske kaotisk. Det er det ikke når det er Kalaha, der hælder det ned i deres fantasifuldt koreograferede version af en musikverden. Her danses, hoppes, svajes, svæver og krammes.


Det ny tilkomne medlem Anders Stig Møller på bas og diverse er en god tilføjelse. Han har en old school feeling for bassens placering i musikken, som var han sessionmusiker i Philadelphia i 70’erne. De gamle medlemmer Emil de Waal og Rumpistol udvikler og udfordrer hele tiden dem selv, hinanden og musikken i en grad, så Nordhavn er tæt på at være den bedste Kalaha plade. 

https://kalahamusic.bandcamp.com/album/nord-havn

fredag, september 29, 2023

Kemaca Kinetic: Zukunft (Berthold) LP/CD/DL/stream

 

Power-trioen med udgangspunkt i Aalborg er endelig pladeaktuelle. Jeg så dem sidste år på Jazzahead Festivalen i Bremen, hvor de spillede på en ultralille café. Der var proppet og det blev larmende intenst.

De spiller teknisk krævende nutidig jazz-rock, hvor der er fuld tryk på guitaren. Det med det teknisk krævende betyder blandt andet, at man er god til at tælle og holde overblik over skæve taktarter og halsbrækkende breaks. 

Kemaca Kinetic består af guitaristen Casper Hejlesen, bassisten Kenneth Dahl Knudsen og trommeslageren Matias Fischer. De har alle tre markeret sig i mange forskellige projekter i dansk jazz, hvor Kenneth Dahl Knudsen bla. laver musik der går på tværs af landegrænser og Matias Fischer har imponeret undertegnede for sit trommespil i hip hop-jazz bandet Ahead.

På Kemaca Kinetic er Casper Hejlesen helt fremme i et pushy lydbillede. Pedalen er i bund og der en reminiscenser af 90’ernes rockguitarlyd, noget der demonstreres tydeligt på singleudspillet Zukunft. I selskab med bas-Knudsen og tromme-Fischer er guitar-Hejlesen dækket godt ind. Er du til jazz rock og trænger til en opdatering, så er der ingen vej uden om Kemaca Kinetic.

Kemaca Kinetic

mandag, august 07, 2023

Selvhenter: Mesmerizer (Eget Værelse) LP/DL/stream

 

Der er gået ni år siden Selvhenters forrige album Motion of large bodies - i mellemtiden har gruppens medlemmer været aktive på andre frugtbare fronter. Selvhenter er noget helt særligt - og derfor er det en fornøjelse at de atter er tilbage med noget nyt. Samtidigt er det også et plus, at de holder fast i deres dybt originale stil. Det nye album er ikke revolutionerende nyt - de holder fast. Det er Selvhenter: 

Anna Bertel på trombone og elektronik, Sonja LaBianca på saxofon, Jaleh Negari på trommer og percussion og Anja Jacobsen på trommer og percussion.

Åbningsnummeret Plex er gentagelsen, rytmen, det transcenderende groove med to trommeslagere og to blæsere, der med en insisterende urkraft hiver og trækker i lytteren. Fraværet af melodi og fokus på et knækket insisterende groove, blæserne og elektronikken  understreger med al tydelighed, at Selvhenter ikke ligner andre.

Der er nummeret Connoiseurs jagende riff, det dybe bulder, saxofonens fjerne toner og et flænsende synthskrig der saver sig ind i musikken. Trommerytmen vælter kaotisk ned ad trappen under nummeret Heftig. Rundhyl starter ud som et dystert rocknummer med hvirvlende sirene saxofontoner. Anker er dybhavsdykning.

Mesmerizer er et stærkt comeback fra Selvhenter - der behøver ikke at gå ni år inden den næste.

Selvhenter Bandcamp

søndag, marts 26, 2023

Andorra: Current (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Den fynske kvintet Andorra opstod under corona-nedlukningerme. Fem erfarne og travle musikere, kendt fra mange forskellige sammenhænge, lige fra DR Big Band til Søren Huss, fandt sammen og udsendte et album i slutningen af 2021. Det var heldigvis et projekt der kunne holde til et album mere. Med det ny album Current fremstår de mere fokuserede og klare i udtrykket. De ved hvad de vil. 

Det er filmisk indie-jazz - og skal jeg forklare den kategorisering, bliver det noget i retning af nogle musikere, der har hørt Radiohead i deres yngre dage mens de spillede jazz og nu er blevet modne og forsøger at skabe ro med lækre klangflader mellem de ekspressive dele.

Andorra er et kollektiv, hvor Mads la Cour på flygelhorn er stjernen for mig, fordi jeg er et jazzhoved. Men han er, i denne sammenhæng, ingenting uden de andre. Mads la Cour spiller lange svævende toner. Det suppleres af Simon Krebs’ alsidige guitarspil, Peter Kohlmetz Møllers Rhodes og Keys, og rytmegruppen der kan sin rock.

Åbningsnummeret Mother Tongue bygger op til en kosmisk eksplosion. Current er en rolig og tung sag med slideguitar. Happy men er uptempo og lange flygelhorntoner. Kuriosa er sælsomt omskiftelig. Where's the any key? er det rolige nummer med hitpotentiale. Forecast er afslutteren der siger på gensyn. 

Andorra Bandcamp

tirsdag, januar 31, 2023

Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Navigation Blues (Provogue) LP/CD/DL/stream

 

Gennem årene har bluessangeren og guitaristen Thorbjørn Risager sammen med bandet The Black Tornado opbygget et stort og stabilt i Danmark, Sverige og i særdeleshed Tyskland. De tager på lange turnéer og udsender med jævne mellemrum et nyt album. Der er gået to år siden den sidste med ny musik - sidste år gav de os i stedet et Best of album.

Navigation Blues er måske deres bedste. Helstøbt i lyden og stilen. De er både inspireret af funk, soul, gospel og rock’n’roll i deres skramlede og støvede bluesverden. Risagers syvmandsgruppe med både blæs og fylde er tighte og sammenspillede. På pladecoveret står der en mand ved the crossroads. Hvilken vej skal han vælge? Risager har ikke mistet sin indre GPS. Han ved godt hvilken vej han skal vælge. Der er både Fire Inside og Something to hold on to inden man kan Watch The Sun go Down.

Thorbjørn Risager

tirsdag, januar 17, 2023

Burnin’ Red Ivanhoe: KS!L!07 (Turn it over Records) LP/stream

Det er over 50 år siden Burnin’ Red Ivanhoe huserede på de danske scener ud over hele landet som absolut førende indenfor den psykedeliske rock, progrocken og tildels jazzrocken. Interessen er stadig stor og det er af stor betydning for nye og gamle fans, når Karsten Vogel har gravet dybt i arkiverne og fundet ikke tidligere udgivet materiale frem. 

Vogel har sammen med Kenneth Holme fra Turn it Over Records lavet magi og masteret de gamle indspilninger. 

Albummet præsenterer os eksempelvis for nye udgaver af Burnin’ Red Ivanhoe kendinge fra 1969-albummet M144; Medardus og Kaj der i den engelske udgave som vi her præsenteres for, var blevet til John-of-The-Dreams. Der er to udgaver af Ksilioy, en kort studieversion og en heftig liveudgave fra Ålborg Hallen på over 12 minutter. Det er instrumental vildskab fra fem opfindsomme og nysgerrige musikere. 

Mine favoritter er Canal Trip i en fokuseret stram og mere poppet udgave end den fra 1970-albummet Burnin’ Red Ivanhoe. Karsten Vogel spiller en forrygende altsax på nummeret. Den anden favorit er Meditation on Secret Oyster Service, hvor Kim Menzer har en lang improviseret fløjteintro modsat originalen med sax-intro. Nummeret forbliver mere roligt og ikke som den oprindelige der stikker af i det vilde. 

KS!L!07 er selvfølgelig et must for Burnin’ Red Ivanhoe fans - og der skal lyde stor ros til Turn it over Records for den flotte udgivelse.

Turn it Over Records

 

tirsdag, september 20, 2022

Erladi: Laid Back (Thomas Andersen) DL/stream

Titlen på albummet er også stemningen som du ledes ind i, når du hører Erladi’s første album, Laid Back. 


Det er guitaristen Thomas Andersen der er i spidsen for trioen der også tæller Christian Kronborg Højen på bas og Jonas Muff Rytz Jørgensen på trommer. Trioen har på besynderligste vis taget navn fra fænomenet Erfurt Latrinen Disaster - og det kan anbefales at google noget om den grotesk morsomme hændelse.


Der står noget om neosoul i pressemeddelelsen. Det har jeg meget svært ved at høre. Der er hverken skarpe lilletrommeslag, Pino Palladino inspireret bas-spil eller lignende. Det er forvirrende med den besked. Særligt når trioen åbner op med den behagelige Arriving, hvor tankerne mere går i retning af Vestbo Trio. 


Når der er ro på, som i afslutningsnummeret Hva’ så nu? hvor bassen er trukket godt frem i lydbilledet og Thomas Andersen tager den med ro og lader melodien vokse langsomt frem, så rammer de plet. 


Værtshusblues-nummeret Mario kunne jeg godt have undværet. Der er ikke tyngde nok i trioen til ZZ Top lignende eskapader - og godt det samme. De er meget bedre til det der fylder mest på pladen. Det er feks. de småfunky sager Halvt funky og Five is enough. Her stråler trioens musikalske glæde ud gennem højtalerne. 

Erladi Bandcamp

 

torsdag, august 04, 2022

Jeppe Zeeberg: Conventional (Jeppe Zeeberg) stream

Han er bedst kendt som jazzmusiker - og det jeg tænker ikke på, når jeg hører Jeppe Zeebergs nyeste opus. Det er garagerock, surf, punk og Frank Zappa i allerbedste cut up teknik. Det er altså ikke jazz og så alligevel.


Der er smæk på lige fra starten, hvor han er sammen med kvartetten The Absolute Pinnacle of Human Achievement. De spiller numre som Zeebergs Casper Nyvang Rask -The Musical, Aqua’s Barbie Girl og Zeeberg/Lars Greve kompositionen Hittet (From Dannevirke). Det er fedt, fornøjeligt, aldrig kedeligt og meget sjovt.


Udgivelsen er i to dele, hvor Zeeberg, efter at have fundet et nodehæfte Joseph Haydn Arietta, gav sig i kast med at lave solovariationer over kompositionen. Jeg kommer ikke i samme glædesliga som jeg gør med første del af pladen. Det er i udpræget grad en tofløjet udgivelse fra en musiker, der gang på gang ikke gør det forventede. Tak.

Jeppe Zeeberg

 

mandag, august 01, 2022

SVIN: Introducing SVIN (Tonzonen Records) LP/DL/stream

Det bruser intenst i mine blodårer, når avantgarderock trioen SVIN er på pladespilleren med deres nyeste epos, Introducing SVIN. Det er en heftig omgang af den fede slags. 


Det er ikke en debut, som titlen ellers kunne indikere, det er deres syvende album, hvor den seneste, Elegi - i samarbejde med Aarhus Sinfonietta, kom for et halvt år siden. Pladen er udgivet på tyske Tonzonen Records, efter at SVIN tidligere selv har udgivet deres musik.


Introducing SVIN er et nyt kapitel i den musikalske fortælling om trioen. Der er mange velkendte SVIN-elementer på pladen. Der er Lars Bech Pilgaards rebelske guitar, de lange saxofonudladninger fra Henrik Pultz Melbye og Thomas Eilers umiskendelige buldrende rytmer. De får selskab af et elektronisk industrielt univers, der udvider trioens musikalske udtryk i en fed retning. Der er helt rene elektroniske numre, som Deadweight, hvor analoge lyde sender dem i retning af 70’erne. Ellers er den elektroniske med hele vejen sammen med de andre instrumenter. Lars Bech Pilgaard har været fast mand i Bisses band i mange år. Nu medvirker Bisse på et enkelt nummer på SVINs album. For Bisse fans, der elsker når han går et skridt videre, er det en fest. 


SVIN bevæger sig mellem grimme, pompøse og filmiske landskaber. Et stærkt album, der har internationale kvaliteter.

SVIN Bandcamp



torsdag, december 09, 2021

Thorgrimur Jonsson Quartet: Hagi (Stef/Reykjavik Record Shop) LP/DL/stream

 

Det er fjerde gang indenfor for kort tid, at jeg kaster mig over en islandsk jazzudgivelse. Det er ikke breaking news at de laver god jazz deroppe. Efterhånden er det blevet mere og mere slående, hvor stor bredden er på den nordatlantiske ø. Efter plader med mellemøstlig inspireret jazz, soloklaver og free jazz er tiden kommet til en plade, hvor rocken er med som gæst i jazzen.


Jeg har tidligere skrevet om bassisten Thorgrimur Jónsson i forbindelse med Sunna Gunnlaugs Trio, danske Peter Tinning og Jónssons forrige soloplade fra 2016. Der er gået fem år og denne gang har han to medlemmer fra det populære islandske band, ADHD med. 


Pladens åbner med þoka, der med let skramlet rytme og Rögnvaldur Borgþórssons guitar kan minde om Tom Waits i det blues’ede hjørne. Tempoet er tilbagelænet og melodierne er nynnevenlige. Et nummer som Von med sin underspillede shuffle kan minde om Vestbo Trio. Der er roots, rock, folk, blues og country nede i de jazzede riller. 


Ballader er der også blevet plads til på det lækre islandske jazzalbum, der passer godt til årstiden som vi befinder os i. 

Toggi Jonsson Bandcamp

lørdag, december 04, 2021

Andorra (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Her er en af de gode musikalske hændelser der er kommet ud af pandemien i 2020. Bandet Andorra består af fem musikere, der er uddannet samtidigt på konservatoriet i Odense - og efterfølgende fortsatte i forskellige musikalske retninger. De havde gennem adskillige år ønsket at lave noget sammen. Nu bød muligheden sig. 


Trompetisten Mads la Cour er et veletableret navn på den danske jazzscene, både med egne projekter og via DR Big Band. Guitaristen Simon Krebs har lavet et par jazzplader i eget navn og her på bloggen har han senest været omtalt i forbindelse med Hans Mydtskovs Soul Station og Søren Østergaard Pedersens plade. Bassisten Morten Jørgensen, trommeslageren Nikolaj Bundvig og pianisten Peter Kohlmetz Møller har alle primært erfaringer udenfor jazzen. 


Andorra er et moderne take på mødet mellem jazz og rock. Det er drømmende og storladne flader på åbningsnummeret Travelling. Grooves og simultanspil af melodi fra Krebs og la Cour, afløst af saftige soli på Orbit. Kohlmetz Møllers let dystre storbysynthklang går over i en lækker Rhodes-solo på The Poet. Pladens helt store hit er Trip One. Jeg er billigt til salg når Mads la Cour’s trompet sættes så smukt i scene med melodi og storladne stemninger som det er tilfældet på det nummer.


Andorra har lavet en at årets store danske jazzplader - der også kan appellere til publikum udenfor jazzen. 

Andorra Bandcamp

tirsdag, oktober 26, 2021

Jomi: Lyst (Glorious Records) LP/DL/stream

 

Den har selvfølgelig fanget min interesse, fordi der er så mange jazzfolk med på pladen, så jeg var mere end almindeligt nysgerrig. Jomi eller Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen har lavet en plade på dansk, hvor jeg får blandede indtryk der placerer sig mellem Katinka, Anne Linnet og en dosis Joni Mitchell. Hendes fortid i støjrock bandet Speaker Bite Me fornægter sig heller ikke - og kigger frem mellem sprækkerne på pladen. Hun har lavet så meget forskelligt gennem årene der har inkluderet eksperimenterende musik og et album med DR Big Band.


Når hun synger på dansk og har trykt teksterne på indersiden af pladecoveret - kommer der fokus på det hun synger. Der er samtykkesangen JaNejMåske, sangen om det kuldsejlede parforhold Knust Kompas. Det er fede tekster der giver lytteren stof til eftertanke og overvejelser. 


Det er Kathrine Windfeld der har lavet hornarrangementerne, der eksekveres sjælfuldt af Maj Berit Guessora på trompet, Anders Banke på basklarinet og Jesper Løvdal på tenorsax. På Livet er lige begyndt, giver de et stemningsfuldt kommenterende spor til sangens tekst. Det er høj klasse. I øvrigt er det Kresten Osgood der spiller trommer på pladen, hvor Jomi selv sidder ved klaveret.

Lyst er et vellykket og sammenhængende album fra en sammensat kunstner, der kan så meget og lykkes med det.

Glorious Records på Facebook

mandag, oktober 25, 2021

Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Best of (RUF Records) LP/CD/DL/stream

 

20 år, 25 sange og et vinyldobbeltalbum med bluessangeren og guitaristen Thorbjørn Risager og bandet der henad vejen kom til at hedde The Black Tornado. Det er en imponerende måde at opsummere karrieren på. Materialet er fra 11 albums og der er også blevet plads til er par nye. 


Thorbjørn Risagers rå og fyldige rock’n’roll stemme der kan minde om en blanding af Joe Cocker, Bob Seeger og Ray Charles, står selvfølgelig i centrum. Han er omgivet af et orkester der aldrig svigter. De kan spille The Blues, hvor der er elementer af roots, rock, jazz, soul og rhythm’n’blues. De lyder hele tiden som dem selv - hvilket er imponerende, at kunne holde fast i over så mange år. Det er veldefineret, uden tøven og sidder lige som det skal. 


Thorbjørn Risager har skrevet al musikken pånær et par numre. 

Han har en bredt funderet indgang til bluesen. Han kan spille roots som på China Gate eller Too many roads. Han kan lave en ballade som Heart of The night. Der hvor han er allerbedst er når soulen sniger sig ind og blæserne træder frem. Det sker heldigvis meget ofte, som når der går fest i den på All I want. Der er også jazz - You better pay attention eller moderne retrosoul som på Through the tears. Så er der alle numrene, hvor guitaren har sniffet rock og riffene flyver ud over publikum. 


Risager og Den Sorte Tornado er i særklasse på den europæiske bluesscene, hvor de har fået et stort publikum i både Sverige og Tyskland. Udgivelsen kommer i et gatefoldcover med fotos fra Forladte Steder drengene Elhøj & Kirckhoff. Vinylen er i lækker smoky rød.

Ruf Records

mandag, september 13, 2021

Maraton (Barefoot) CD/DL/stream

 

De har eksisteret i nogle år, hvor de har spillet frit improviserede koncerter. De har udfordret sig selv med at spille en 9 timers koncert eller 4 koncerter á en time på en dag. De har undervejs indspillet musikken og har klippet i det og samlet 15 numre på en 42 minutter lang udgivelse. 


Musikerne har forskellig musikalsk baggrund, hvor saxofonisten Maria Dybbroe og trommeslageren Jonathan Jull Ludvigsen fra Athletic Progression er kendte fra jazzscenen. De to andre Christian Haase og Lasse Sonne spiller begge på tangenter i Maraton.


Musikken bevæger sig filmisk rundt. Der er klangflader og spøjse indslag som Indianerdoku - der netop kunne være soundtrack til en indianerdoku. Der er lækkert popstads som C1, hvor Dybbroe er i det melodiske hjørne. Mest betegnende for dem og der hvor de har fat i noget særligt, er i deres klangfladestykker. Det organiske og levende udtryk som i numrene Solskin udenfor og For evigt er originale og berigende.

Bandcamp Maraton

fredag, september 03, 2021

Peter Sommer Palle Hjorth Pro Tempore: PSPHPT (Sony) LP/CD/DL/stream

 

På den dunkle side af det begsorte mørke. Der hvor solen altid går ned. Peter sommer har lavet en duoplade, hvor han er sammen med Palle Hjorth på klaver. De suppleres af strygere arrangeret af Davide Rossi (kendt fra Goldfrapp og The Verve). De genbesøger 12 gamle Sommer-numre.


Peter Sommers tekster træder endnu tydeligere frem end tidligere. Han har valgt numre, hvor det ikke er lyset og optimismen der vejer mest. Sjældent har jeg hørt en mere trist og mørk plade, end den som Peter Sommer her præsenterer os for. En plade der i mørket er fuld af skønhed. Skønheden er i sproget. Peter Sommer kan antage Knud Romerske dysterheder i teksterne. Han bruger sproget og vender det rundt og giver nye anskuelser på livet. Han hjælper lytteren på terapeutisk vis til, at se sig selv i et andet lys. Det er måske derfor at det ikke er helt så trist. 


Palle Hjorth er det stærke lys når det er mørkt. Sammen med strygerne gives der nyt liv til sange som Skønne spildte kræfter og Lad mig forlade dig. Et nyt og uafrysteligt stærkt kapitel i Peter Sommers liv.

Peter Sommer på Facebook

lørdag, august 21, 2021

Vestbo Trio: Reflector (Dali) LP/CD/DL/stream

 

Albummet åbner med tre numre, der falder godt i ind guitaristen og bandleaderen Michael Vestbos superlækre og veldefinerede musikalske univers, vi efterhånden kender fra flere plader. Den seneste fra 2019 opnåede pæne salgstal og Vestbo Trio nåede ud til større publikum. De enkle og behagelige melodier der kommer lytteren i møde. De bliver spillet af en trio der sanser og samler detaljer. Jesper Smalbros bas-puls og Eddi Jarls smukke trommer er spot on sammen med Michael Vestbos guitarspil, der både har twangy, akustisk, jazz, blues og country på repertoiret.


Til sidst på LP’ens side 1 sker der noget uventet. Sangeren Bjørn Fjæstad dukker op på Lampchops sang My Blue Wave og smelter sammen med trioen. Intimiteten og roen flyder. Fjæstad har en magnetisk dragende måde at synge på. Der er drama og fortælling. Han fortsætter på side 2, hvor det er Adele’s - undskyld Bob Dylan’s - To make you feel My love. De giver den et nærværende personligt touch. Fjæstad er også med på den engelske version af Ne me quitte pas, If you go away, hvor Fjæstad åbner op for noget af den mere storladne sang, som han også er blevet kendt for fra diverse teaterscener og rock-musicals.


Så er det tid til mere instrumental Vestby Trio. Babylon er et uptempo jazzy nummer, hvor kaffekopperne rasler på hylderne. Den efterfølgende Carl er en lille godnat-sang. Det er ikke sengetid endnu. 


Den engelske kultsanger Bill Fay’s The Healing Day giver Bjørn Fjæstad plads og luft til, at åbne op for det mere teatralske, hvilket Vestbo Trio er med til at omsætte. Sikke en tagløfter.


Albummet lukker stille ned med den instrumentale Redscale. Vestbo Trio har været tro mod deres musikalske sjæl og alligevel flyttet sig tilpas meget til, at Reflector er noget andet end det forrige album.


Indpakning og produktion er endnu en gang i top. Lars Skjærbæk har siddet ved mixerpulten og har givet musikken en lækker organisk lyd, der giver lyst til at skrue højt op for anlægget - pladen er iøvrigt meget passende udgivet i samarbejde med højtalerproducenten Dali.

Vestbo Trio på Facebook

torsdag, august 19, 2021

Impromptu: Impromptu (Little Sprout/Giant Birch) LP/DL/stream


 Lige før den store corona-nedlukning, havde trommeslageren Jeppe Gram sat guitaristen Aske Jacoby og bassisten Daniel Franck stævne på det lille Nørrebro-spillested Blågårds Apotek. Han havde bare bedt dem om at komme. Der var ikke en plan, ingen jazzstandards eller lignende. De mødtes på scenen i højeksplosiv improvisation over tre sæt. 

De var klar til mere - grundet coronaen kunne de ikke komme ud at spille. Det endte med at de gik MillFactory studiet, en septemberdag sidste år. De kom ud af studiet med halvanden times musik. De lagde musikken musikken i hænderne på Jeppe Saugmann (aka. Abdullah S), der som en anden Teo Macero fik skåret det ned til 40 minutters musik, der kunne være på en LP.

Det er en berusende fed 2021 jazzrock oplevelse. Puls, time, grooves, eksperimenter og klangflader er som smør mellem de tre musikeres hænder. Det smelter sammen i et brusende og knitrende musikalsk fyrværkeri. De har skabt et  filmsoundtrack til en film der ikke er lavet endnu. Jacoby bruger effekter og loops, Gram supplerer trommerne med Philcorda orgel og Franck samler trioen på virtuost lydhør vis. Impromptu får en stor anbefaling fra Jazznyt.

Impromptu