Danske og internationale
Lige så snart sommeren går på hæld, banker der en masse nye jazzudgivelser på døren. Pierre Dørge fejrer 30 års jubilæum dette efterår og fejrer det med en ny udgivelse. Jakob Buchanan er klar med et nyt spændende samarbejde med danske jazzmusikere der ikke er set sammen før. Heriblandt er Marilyn Mazur, der også selv er aktuel med et dobbeltalbum. Chris Minh Doky melder sig atter på banen, denne gang med et symfoniorkester. Cæcilie Norby udkommer på det stærke tyske pladeselskab ACT. Jeg glæder mig også til udgivelser med Thomas Clausen, Jesper Zeuthen, Søren Kjærgaard & Torben Ulrich, Lars Møller, Nicolai Munch-Hansen og Helle Hansen.
August
Blood, Sweat, Drum + Bass with Jørgen Munkeby: Asa Nisi Masa (Calibrated)
Jacob Fischer: Blues (Gateway)
Pierre Dørge Presents The New Jungle Orchestra (Steeplechase)
- det gode orkester fylder 30 år dette efterår
Hans Ulrik, Benjamin Koppel, Jon Balke, Palle Danielsson & Alex Riel: The Adventures of a Polar Expedition (Cowbell)
Morten Mosgaards Orkester (Jævn)
Cenlistho: Rorschach (Kopasetic)
-med Cennet Jönsson, Lisbeth Diers og Thommy Andersson
El Ray: Chasing Ray (Black Out)
Chris Minh Doky: Scenes form a dream (Red Dot)
-med Peter Erskine, Larry Goldings og Metropole Orchestra
Bobo Moreno, Bo Stief, Ole Kock Hansen: Fifty Ways To Leave Your Lover (Stunt)
Blue Lotus: Blue Lotus (Stunt)
- med Mikkel Nordsø, Tine Rehling og Ole Theill
Jesper Thilo: On Clarinet (Stunt)
Pasborgs Odessa 5: X-tra Large (Stunt)
Sound of Choice & Hasse Poulsen: Hippies with money (Quark)
George Duke: Deja vu (Concord)
Corea/Clarke/White: Forever (Universal Japan)
George Colligan: Isolation (Steeplechase)
September
Jakob Buchanan: I land in the green land (Buchanan/Pladekisten)
-med Marilyn Mazur, Simon Toldam og Jakob Bro
Uffe Steen Trio: Twangz (Longlife/Pladekisten)
Maria Faust Group: Warrior Horse (Barefoot Records)
Thomas Clausen: Spanish Blue (Stunt)
- med Thomas Fonnesbæk, Karsten Bagge, Per Gade, Peter Fuglsang og Paolo Russo.
Søren Kjærgaard & Torben Ulrich: Alphabet, Peaceful, Diminished: 29 Proposals from the Towers of Babble (Ilk)
Lars Jansson: What's new (Spice of Life)
-japansk udgivet trioplade med Thomas Fonnesbæk på bas
Kurt Rosenwinkel & OJM: Our Secret World (Wommusic)
-i selskab med det portugisiske big band Orquestra Jazz de Matosinhos
Jan Garbarek & The Hilliard Ensemble: Officium Novum (ECM)
Nik Bärtsch's Ronin: Llyria (ECM)
Charles Lloyd Quartet: Mirror (ECM)
Norma Winstone/Klaus Gesing/Glauco Venier: Stories Yet To Tell (ECM)
Anat Fort Trio: And if (ECM)
- med Gary Wang og Roland Schneider
Michael Formanek: The Rub and Spare Change (ECM)
- med Tim Berne, Craig Taborn og Gerald Cleaver
Vijay Iyer: Solo (ACT)
Danilo Rea Piano Works X: Solo at Schloss Elmau (ACT)
Wollny/Kruse/Schaeffer: [em] Live (ACT)
Youn Sun Nah: Same girl (ACT)
-med Wakenius på guitar og Metallica's Enter sandman på tracklisten.
The Bad Plus: Never stop (Universal)
Jane Monheit: I'll be around (Universal)
Lizz Wright: Fellowship (Universal)
Oktober
Cæcilie Norby: Arabesque (ACT)
- med Lars Danielsson, Bugge Wesseltoft, Katrine Gislinge, Palle Mikkelborg, Hans Ulrik, Anders Engen og Xavier Desandre Navarre.
Helle Hansen: Uncommon ground (Heart Core/Gateway)
Nicolai Munch-Hansen: Cronicles (Stunt)
- med Jakob Bro, Søren Kjærgaard, Ned Ferm, Mads Hyhne, Jakob Høyer og Kira Skov.
Lars Møller Quartet (Stunt)
- med Thor Madsen, Robert Landfermann og Jonas Burgwinkel.
Marilyn Mazur Group (2CD): titel ikke fastlagt (Stunt)
- med Fredrik Lundin, Krister Jonsson og Klavs Hovman.
Sax and the City (Cowbell)
- med Jan Rørdam, Benjamin Koppel, Klavs Menzer, Frederik Damsgaard & Steen Rasmussen + gæster
Anders Mogensen/Carl Winther/Joel Illerhag (Blackout)
Jesper Zeuthen trio (Blackout)
Walter Wolff, Francesco Anguili, Andreas Fryland: Prelude (Your Favourite Jazz)
Giya Kancheli: Themes from the songbook (ECM)
- med D. Saluzzi, G. Kremer og A. Pushkarev
Trygve Seim & Andreas Utnem: Purcor (ECM)
Markku Ounaskari & Samuli Mikkonen: Kuara (ECM)
- med Per Jørgensen
Roscoe Mitchell And The Note Factory: Far side (ECM)
Stephan Micus: Bold as light (ECM)
November
Marie Carmen Koppel: titel ikke fastlagt (Cowbell)
-juleplade
Yaron Herman Trio: Follow The White Rabbit (ACT)
Januar
Lars Winther: Big Band - Remixed (Your Favourite Jazz)
-udkommer som download og vinyl
Martin Lutz Group: It's swing - Not rocketscience
-Jacob Fischer, Jesper Riis, Harald Haugaard, Jacob Venndt og Marilyn Mazur er gæstemedvirkende.
Uden fastsat dato
Søren Kjærgaard trio (ILK)
Elektro & Lars Winberg
-med John Tchicai og Mads la Cour
Krydsrefererende vildskab
Det er det 27 mand store big band's fjerde album og det andet i selskab med nordmanden Jørgen Munkeby. Den sidste var en koncertoptagelse fra Roskilde festivalen, som her på bloggen kom med på listen over de bedste danske jazzudgivelser i 2008. Så forventningerne er ikke små herfra til det nyeste kapitel i historien om det kraftfyldte big band.
Titlen Asa Nisi Masa er taget fra Fellini-filmen 8½. Hvilket måske er meget betegnende for et orkester, der med krydsreferencer, originalitet og mange forskellige musikalske
virkemidler, ikke udelukkende har fundament i jazzen.
BSD+B har atter valgt en skabelon, der blander voldsomme tryk-den-af numre med regulære sangbare numre, der giver plads til de to sangerinder Gunhild Overegseth og Turid Guldin, som feks. Lay back, der også bringer Sofus Forsberg ind i folden som fast medlem af BSD+B. Han supplerer med electronics, der i dette tilfælde dækker over beats, der mest er af den klikkende og knasende art. På Stay on the surface er sangerinderne også i front, men på Numb and down koges sangen sammen med big bandet. Her blandes George Russell-inspirerede blæserstykker med skæv pop. Der sættes der en tyk streg under hvorfor BSD+D er mere end "bare" et big band.
Jens Christian "Chappe" Jensen er den myndige leder og arrangør, hvor han atter med stor rigdom får brugt hele det store big band. Der er fire kompositioner af Jørgen Munkeby, der er medlem af det norske band Shining. Numrene er fra Shinings repertoire, hvor de spilles med masser af vildskab. Den er heldigvis ikke forsvundet ved transformeringen af numrene til big band arrangementer.
BSD+D har med denne plade lavet en værdig studieopfølger til liveforgængeren. Pladen vækker lysten til, at man kan få lov til at begrave sig i dem ved en koncert.
Bonusinfo:
Der er ved ske nye ting med BSD+D, hvilket allerede kan høres i denne uge, hvor der er koncert med dem og Essam Rafe Oud & Moslem Rahal Nay i Århus d. 2. september. Den musikalske inspiration er denne gang hentet i bla. Damaskus og Istanbul.
Blood, Sweat, Drum + Bass: www.bloodsweatdrumnbass.com
Guitarplade med masser af sax
Der er ikke lavet en statistik over hvor mange danske jazzudgivelser med guitar der er udkommet i 2010, men hvis der var lavet en sådan og en lignende liste over årene før, ville man sikkert kunne se en stigning i udgivelsesfrekvensen. Der findes mange forskellige bud på dansk jazzguitar anno 2010.
Derfor er Morten Haugshøjs udgivelse også interessant i det perspektiv. Jeg ville umiddelbart have vurderet pladen til, at være over 10 år gammel. Pladen lægger ud i en klassisk jazz stil. Åbningsnummeret Coinoffer er ikke den bedst betegnende teaser for pladen. Der sker dog et og andet lige så snart man kommer længere ind på pladen. For rækken af interessante numre på Clarity er ikke kort. Der er rock som på Lucky july, med et fabelagtigt parløb mellem sax og guitar. Der er roligt balladespil som på Ekbátana. Der er riffs og tempo som på So hot impressions.
Morten Haugshøj er baseret i det århusianske jazzmiljø. Han har herhjemme bla. modtaget undervisning af Jakob Bro og Jacob Fischer, mens han under et ophold i New York bla. modtog undervisning af Jonathan Kreisberg. Haugshøj er ikke langt fra sidstnævntes spillestil. På pladen bakkes han op af Thomas Sejthen, på en klippefast bas og Jesper Bo Knudsen på trommer. Mens det er saxofonisten Michael Bladt der stjæler billedet. Det er alt for lidt, at man har hørt den århusianske saxofonist, der tjener sin værnepligt i Klüvers Big Band. Hvis du er i tvivl om Bladts kvaliteter, så læg øre til pladens slutnummer Eudaimonia og tvivl ikke længere.
Det er næsten lige ved at Bladt er tildelt en for fremtrædende rolle på pladen, når man tager i betragtning at det er Haugshøjs navn der står på pladecoveret. Men Bladt har ingen problemer med at fylde den plads ud.
Morten Haugshøj: mortenhaugshoej.dk
20 download tips
Okay, I know, jazzen er en albumgenre. Men det skal ikke afholde Jazznyt fra, at anbefale 20 suveræne danske jazzhits fra første halvdel af 2010. Der er allerede kommet en masse god dansk jazz i den første halvdel af 2010. Her er en stribe numre som kan være med til, at give dig et overblik over de mest spændende tendenser i dansk jazz lige nu.
I parantesen er titlen på albummet og pladeselskabet der har udgivet den. Jeg har forsøgt at beskrive musikken i et enkelt ord, som en lille hjælp.
På Bibzoom.dk kan alle numrene lånes. Men du kan også hente dem på feks. iTunes. Numrene står i uprioriteret rækkefølge.
God fornøjelse!
1. Søren Dahl Jeppesen: Catch 22 (Route one, Gateway) dobbeltguitar&saxjazz
2. Søren Bebe Trio: Song for Andrea (From out here, Your favourite jazz) jarretsktriojazz
3. Simon Spang Hanssen Alisio Ensemble: Intersections (Intersections, Gateway) powerworldjazz
4. Rasmus Kjærgaard: Nobody does it better (Kiss Kiss Bang Bang, Gateway) jamesbondjazz
5. Petrus Kapell: Calm your mind (A call for silence, Your favourite jazz) countryjazz
6. Mikkel Ploug Trio: Villa (Fernweh, Fresh sound new talent) eurotriojazz
7. Mads la Cour: Snooze'n'loose (Grandpa left you nothing, Stunt) trompetjazz
8. Lars Winther: Mornings (Big Band, Your Favourite Jazz) bigbandjazz
9. Karen Bach Trio: Secret rooms (Secret rooms, Blue Kite) nordictriojazz
10. Jakob Davidsen Magfoldighed III: Sandstorm (Music from the desert, Gateway) ørkenjazz
11. Girls In Airports: Ferry for sale (Girls In Airports, Gateway) indierockjazz
12. Emil de Waal+: Miauw (Elguitar & saxofon, Your favourite jazz) guitarsaxoglevenderytmeboksjazz
13. Sinne Eeg: Time to go (Don't be so blue, Red Dot) melodramajazz
14. Povo: Instead of being bold about it (The yellow of the sun in you, Ricky Tick) krølletandybeyjazz
15. Povl Dissing: St. Louis Blues (That lucky old sun, Stunt) satchmodissingbrojazz
16. Mette Juul: In the wee small hours of the morning (Comin in from the dark, Cowbell) akustiskmikkelborgvokaljazz
17. Kendra Lou: Sexy dish (To the end of the world, Calibrated) kannibaljazz
18. Jesper Dupont: This could be (Fly high, Bro Recordings) stylishpopjazz
19. Cathrine Legardh: Molly (Nordisk, Storyville) fabriciusbjerrejazz
20. Bobo Moreno: Bless you (50 ways to leave your lover, Stunt) lennonjazz
Dansk solosax fra New York
Jeg googlede Louise Dam Eckardt Jensen inden jeg begyndte at skrive det her og fandt ud af, at der ikke var skrevet en eneste linje på dansk om den danske saxofonist der bor i New York og er uddannet i Amsterdam.
Hun har lige udgivet sin første CD på Brooklyn-pladeselskabet Peacock Recordings, der ledes af Jessica Pavone. Hun spiller altsax og er eneste medvirkende på pladen. Hendes stemme er tilføjet på enkelte numre. Hun har også drysset lidt overdubs ned i produktionen. Lee Konitz og Björk er nævnt som musikalske inspirationer for den 30 årige saxofonist. Det rammer egentlig ganske godt den musikalske stemning, på et album der i sin umiddelbarhed er både eksperimenterende og søgende. Men også fæstet i nogle musikalske traditioner. Her er jazzen det mest tydelige i Louises sprog.
Humoren er noget af der rammer først. På I don't like Rottweilers frembringer hun med saxen og stemmen, lyden af en growlende/savlende rottweiler og en pivert, der er bange for rottweileren. Fascinerende og imponerende. Det korte nummer A poem in danish about people and dots vil jeg med det samme kåre til, at være det bedste jeg har hørt sunget på dansk i avantgardejazzgenren. Sjovt på en indirekte og skæv måde.
Pladens titel er en underfundig hyldest til det umiddelbart nære og hverdagskonforme. Ligeledes fornemmes der også en modstand mod det forudsigelige. For eksempel høres det i musikken, der ikke er freejazz og eller et opgør med jazzen. Der er eksperimenterende og avantgardistiske elementer ude fra overdrevet i hendes udtryk. Der er fine solostykker der kunne spilles på en undergrundsstation, hvor forbifarende ville lægge en dollar i hatten. Der er numre der lyder som festlig skalatræning. Der er brusende iderigdom, improvisationer, humor og alvorlighed der vil tages alvorligt. Måske er det sjovt, men Louise gør det ikke for sjov.
My Space: www.myspace.com/louisejensen
The Jazznyt albumguide vol. 2
Næste år bliver Palle Mikkelborg 70 år. Han dukker stadig fra tid til anden stadig op på koncertscenerne og pladeindspilninger. I 70'erne befandt han sig i overhalingsbanen. Studietrompetist hos Sebastian, Gasolin, Sanne Salomonsen og Anne Linnet. Men ikke mindst arrangør, dirigent, komponist og selvfølgelig trompetist i større jazzgrupper, såsom Radiojazzgruppen, Radioens Big Band og Peter Herbolzheimer's Rhythm Combinaton & Brass.
Her er fundet fem plader med fokus på det funky.
Hipt som bare...dengang.
Men også nu!!!
1. Peter Herbolzheimer: Hip walk (Polydor 1976)
Sammen med andre danske musikere som Bo Stief på bas og Alex Riel på trommer var Mikkelborg med i front som "The Funkiest Shit Comin' Out of Europe, Ever". Big band med fokus på mæssing i store mængder.
2. Ed Thigpen: Action-Re-Action (Sonet 1974)
I selskab med bla. Mads Vinding spilles der funk, the Thigpen way in Copenhagen.
3. Terje Rypdal: Waves (ECM 1978)
Nummeret Per Ulv er i sig selv stort. Det bliver megastort, fordi Palle er med. Resten af pladen er klassisk Mikkelborg (og Rypdal selvfølgelig).
4. Entrance: Entrance (Metronome 1977)
Dansk supergruppe med Kenneth Knudsen, Jesper Nehammer, Bo Stief og Kasper Winding. Siden blev det udelukkende Mikkelborgs gruppe. Den første plade var dog alligevel noget specielt.
5. Klaus Weiss Orchestra: I just want to celebrate (Basf 1971)
Bla. med Lennon's Imagine i et arrangement af Thad Jones. Koncert fra München med Weiss ved trommerne og Palle Mikkelborg i trompetsektionen. Kinky!
Selvsikker debut
Den unge sanger Jesper Dupont er kommet i sikre hænder på debutpladen Fly high. Curtis Stigers faste trio er backing på en plade, der er indspillet i New York og produceret af danske Maiken Ingvordsen, der med sine soloplader har vist særdeles sikre evner indenfor popjazzen. En genre der meget let kan falde til den kedelige og ikke mindst forudsigelige side. Der findes flere eksempler fra de senere år, hvor det både er gået godt og skidt. Jamie Cullum er i særklasse med sin nutidige tilgang til musikken, mens Michael Bublé hører til den klassiske, straighte type, hvor teknikken er i top men også tendensen til at blive kedelig - der hvor man bagstræberisk får lyst til at finde sine Frank Sinatra plader frem i stedet. Herhjemme har vi nogle få mænd, der gør sig i popjazzen, hvor Benni Chawes er det absolut bedste eksempel.
Jesper Dupont er ikke langt fra Chawes' stil. Stemmen er dog en helt anden. Prøv at forestille dig en Jimmy Jørgensen med mere styr på det stemmetekniske. En mørk og tilstedeværende stemme. Dupont har skrevet al musikken på en plade der har taget udgangspunkt i de gamle croonere, men musikalsk er vokset frem som et nutidigt tæppe af pop, jazz, soul og r'n'b. I et ambitiøst musikalsk setup, hvor der er tid og overskud til at kæle for detaljerne har Dupont lavet en plade, hvor hitsene ikke står i kø. Her er istedet en plade der byder på en time i godt selskab med gode melodier og nogle fede musikere. Matthew Fries på piano er en fornøjelse. Ligesom guitaristen Adam Rogers der gæster på nogle numre.
Jeg vil ikke tvivle et sekund på at anbefale denne plade til musikelskere, der har et stort pophjerte og sætter pris på håndspillet musik med en lækker lyd.
Jesper Dupont: jesperdupont.com
My Space: www.myspace.com/jesperdupont
Ikke forudsigeligt
Sangerinden Sofie Norling står i spidsen for kvartetten David's Angels. I et musikalsk møde mellem jazz, rock, indie og avantgarde præsenteres vi for en stribe sange skrevet af Norling. Det bliver rigtigt spændende i kraft af et stærkt fortættet, musikalsk team der ikke opfører sig forudsigeligt. Maggi Olin på minimalistisk Rhodes, David Carlsson på elbas - der også stryges på - med en lyd der smager af rørforstærker og en anden tid. Danske Michala Østergaard-Nielsen på sprællende trommer og percussion, med en sikker fornemmelse for rytmen og væsenet i musikken. Ingrid Jensen er med som gæstetrompetist på en række numre, hvor hun tilføjer rumlig trompet med effekter i Palle Mikkelborg-stilen.
David's Angels er et godt eksempel på, at man godt kan bruge elementer fra den eksperimenterende jazz i et band der lever og ånder af rytme og puls. Sofie Norling's englestemme (sorry, jeg kunne ikke lade være) svæver over bandet som et ekstra instrument. Ikke at hun overhovedet lyder som en saxofon, der er dog alligevel en ånd med smag af mæssing i hendes tilgang til sangmaterialet. Fascinerende og tillokkende.
My Space: www.myspace.com/sofienorling
New York nætter
Når man sidder i en halvkedelig stor dansk provinsby med et bankende newyorkerhjerte, kan man for en stund drømme sig væk når man lytter til bassisten Joseph Lepore's album Journal. I selskab med tenorsaxofonisten Lance Murphy, den forrygende vibrafonist Tim Collins og trommeslageren Nasheet Waits har han lavet et tidløst album med fokus på den klassiske newyorkerjazz: heftigt, følsomt, poetisk, funky, inspirerende og velspillet som bare...
Journal er en plade med bassen i fokus. Den er trukket godt frem i lydbilledet og er fremhævet i arrangementerne. Lepore har skrevet al musikken. Numre som New york løbeturen Running og Monkhyldesten Sphere's med en forrygende bassolo i et parløb med Waits på trommerne er blandt de numre der er værd at fremhæve på Journal
Joseph Lepore er født i New York i 1967, men flyttede med sine forældre til Italien da han var 12 år. I 1999 returnerede han til New York, efter uddannelse og musikkarriere i Italien. Han spiller bla. fast med saxofonisten Greg Osby, der også står bag pladeselskabet der har udsendt Lepore's plade.
Joseph Lepore: josephleporemusic.com
Den amerikanske sangerinde Abbey Lincoln er død, 80 år gammel. Hun døde i New York i lørdags. Siden hun kom frem i 50'erne var hendes store personlighed ikke til at overhøre. Hun var ikke var bange for at udtrykke sine politiske holdninger højt. Hun skrev desuden en lang række stærke sange og medvirkede i flere film.
Den amerikanske pianist George Colligan, der herhjemme bla. er kendt for sit samarbejde med Anders Mogensen, Jesper Bodilsen og Hans Ulrik på pladen The Meeting, er meget aktiv på bloggen Jazztruth.
Her skriver han løs om sine tanker om musik og jazzmusik specielt. Læs feks. den forrygende artikel " The Worst Music I've Ever Heard!"
George Colligan er lige nu aktuel med en soloplade, Isolation på danske Steeplechase Records.
jazztruth.blogspot.com
Den argentinske pianist Esteban Sehinkman har lavet en argentinsk Real book. Den amerikanske Real book er vidt berømt i musikerkredse og har dannet en standard for nogle bestemte melodier der feks. ofte er hørt ved jamsessions.
Det gode ved dette projekt er at noderne kan hentes gratis på realbookargentina.com og som om det ikke skulle være nok, er der også en CD man kan downloade gratis med en række af melodierne. Det er da et fremstød for argentinsk jazz, der kan forstås. Blandt de 170 melodier finder man en enkelt der er ekstra interessant med danske øjne. Nemlig den danske guitarist Palle Windfeldts og hans argentinske makker Ernesto Snajers Guitarreros, der osse var navnet på den duo de turnerede med i starten af 90'erne.
www.realbookargentina.com
Med udgangspunkt i det danske varemærke Hygge skriver amerikanske NPR om bassisten Esperanza Spalding's nye album Chamber Music Society. Du kan høre hele pladen ved artiklen.
Hotel Evergreen
De grønne oliven plasker hjælpeløst rundt på bunden af glasset i de sidste dråber Martini. Der står en trio ovre i hjørnet og spiller stedsegrønne popnumre. Tjeneren nikker da glasset hæves som signal til, at der skal laves endnu en cocktail. En cocktail hvor man kan drukne sorgen over, at man skal tilbringe endnu en nat alene til tonerne af Yesterday...All my trouble seamed so faraway...det lyder slemt. Det er det heldigvis ikke!
Ole Kock Hansen på klaver og Bo Stief på bas er veteranerne der giver sangeren Bobo Moreno musikalsk opbakning på en plade med klassiske klassikere. Hvor Yesterday hører til i den tunge slidte evergreen del, er der også andre bud på det stedsegrønne. De er primært taget fra popmusikken. Et par stykker af Paul Simon, inklusiv en særdeles veloplagt udgave af pladens titelnummer. Der er melodier af Curtis Mayfield, Joni Mitchell og Jimi Hendrix. Men også Cornelis Vreseswijk's Felicia - Adjö, Cole Porter's Everytime We say goodbye og Jorge Ben's Mas Que Nada (og ikke Mais Que Nada, som der står på coveret) er blandt de udvalgte numre. Vi kommer bredt omkring i poppens historie, der for de tre slutter et stykke oppe i 70'erne. Det betyder ikke så meget.
Bobo Moreno er på denne plade i sit rette element og i selskab med de to herrer har han lavet den plade, som han skulle have lavet for længe siden. Der er ingen tvivl om at han er i en særklasse som jazzsanger herhjemme, endelig har vi fået en plade der holder hele vejen med Bobo.
Lennon/Mccartney står for både Yesterday og A hard days night på pladen. Numrene fremstår som afdankede og slidte, der er simpelthen for mange der har været der før. Specielt i selskab med pladens andre numre, hvor pladens første nummer Bless you af John Lennon er et højdepunkt. Bo Stief spiller her en bas, der ikke matches af andre. Her er endnu et bevis på, at han er en af "de store danske jazzbassister". Helt sin egen og møghamrende musikalsk.
Bonusinfo:
Pladecoveret er den lille sorte, du kan se nede i hjørnet, med kighul til ungmøen med bar røv og smøg, som du kan se på det store billede.
Trans Europa Express
Mikkel Ploug er en verdensmusiker. Han er uddannet på konservatorium i Holland. Han udgives på et spansk pladeselskab og så er han fra Danmark og bor også i Berlin. Han har tidligere udgivet på det spanske pladeselskab Fresh Sound i selskab med den amerikanske saxofonist Mark Turner. Denne gang er han alene i front. Han suppleres denne gang kun af bassisten Jeppe Skovbakke og trommeslageren Kevin Brow. Sidste år lavede han pladen Equilibrium sammen med Sissel Vera Pettersen og Joachim Badenhorst, en plade der her på bloggen blev kåret som en af årets 10 bedste jazzplader. På den nye trioplade bevæger han sig i et andet musikalsk felt, men igen efterlader han et stærkt indtryk.
Over 11 numre i mediumrolig tempo er vi med på en musikalsk rejse i Europa. Ikke i folkloristisk forstand. Det er mere stemningen og følelserne af feks. Tyskland og Italien, som Ploug er gået efter.
På Fernweh er det, det klassiske jazzguitarspil, som Mikkel Ploug dyrker. Enkelt - nærmest minimalistisk - i sit spil, der er kendetegnet ved at han spiller på en enkelt streng ad gangen, skiftende med lidt akkordspil.
Ploug er sammen med Skovbakke og Brow nutidig, der er en kerne i trioen der trækker på bla. noget af det man kender fra Kurt Rosenwinkel. Ellers er de sig selv og har lavet en plade, der tåler rigtigt mange genhør.
Mikkel Ploug: mikkelploug.com
Dansk bassist på kanten af det store gennembrud
Phronesis er den danske bassist Jasper Høiby's gruppe. Han er nu aktuel med den tredje plade med gruppen. Siden starten i 2005 er der sket nogle udskiftninger. På klaveret var Magnus Hjorth med fra starten, han blev afløst på plade to af den engelske pianist Ivo Neame, der nu er fast medlem og altså medvirker på det aktuelle live-album. Trommeslageren Anton Eger har været med fra starten, han er på den aktuelle plade afløst af Mark Guiliana, mens det er Eger der stadig er trioens faste trommeslager.
Jasper Høiby har opnået stor opmærksomhed og ros med denne udgivelse i England, der også er basen for Høiby. Bla. er E.S.T. nævnt i sammenhæng med Phronesis. Dynamikken og kraften har de til fælles. Teknisk krævende breaks der konstant trækkes af trioens fælles flow er et andet karakteristika.
Det er imponerende som gæstetrommeslageren Mark Guiliana - der bla. har samarbejdet med Dhafer Youssef, Avishai Cohen og Meshell Ndegeocello - uden problemer falder ind i trioen. Høiby's kompositioner er krævende og komplekse, men ikke utilgængelige for os som lyttere. De tre musikere arbejder sammen og fylder forbavsende meget alle tre. Høiby tilhører basskolen, der spiller med tydelighed og pondus, ikke langt fra førnævnte Cohen og Charlie Haden.
Alive må være pladen der giver Phronesis det store gennembrud. Den vil appellere til et publikum, der søger den ekspressive triojazz med elementer af rock og stor musikalitet.
Bonusinfo:
Hvis man køber iTunes udgaven får man to bonusnumre.
Jasper Høiby: www.jasperhoiby.com
My Space: www.myspace.com/phronesismusic
I Ålborg er der i dagene 19.-20. august mulighed for at blive blå, hvis man er til blues. Hvis man også er til andre farver er der en pæn portion spændende jazz på programmet.
Søren Møller spiller soloklaver og fortæller om sine oplevelser i USA. Sangeren Morten Mosgaard lancerer sin solodebutplade - man kan høre et enkelt nummer fra pladen på www.mortenmosgaard.dk. - det lyder lovende. Herudover er der også mulighed for at høre Helle Lund Trio, Christian Skjødt Project X og den nye trio Terminal 3 med bla. Søren Møller og Thomas Albæk Jakobsen.
blaafestival.dk
Det nye århusianske spillested Atlas, der snigåbnede under jazzfestivalen, har offentliggjort programmet for efteråret. Man skal være en ualmindelig sur røv, hvis man ikke synes at der noget spændende på deres jazzprogram. Det er ganske enkelt flot og ambitiøst.
Koncerter med internationale navne som Portico Quartet, Jamie Saft, Mulatu Astatke & The Heliocentrics, The Thing feat. Oshimo Yoshihide, Scott Hamilton og Lars Jansson vidner om en respekt for både den klassiske jazz og den højaktuelle jazz, der rykker allermest lige nu.
Blandt de danske navne finder man det århusianske flagskib Klüvers Big Band, Pierre Dørge New Jungle Orchestra, Søren Kjærgaard Trio og Blood Sweat Drum'n'Bass Big Band.
www.atlasaarhus.dk
Alex Riel fylder 70 år d. 13. september. I den anledning udkommer der en bog om trommelegenden. Det er forlaget Saxart der står bag bogen med titlen Manden bag trommerne. Hans Barfod er manden bag ordene. Han har tidligere været redaktør for Jazzspecial.
Forlaget Saxart har ifølge deres hjemmeside flere bogprojekter på vej. Til september udkommer der en bog om Pierre Dørge - der samtidig kan fejre 30 års jubilæum med Jungleorkestret. Horace Parlan fylder 80 år til januar og i den anledning udgives der en bog om den amerikanske pianist der har boet i Danmark i en lang årrække.
saxart.dk
En udgivelse der glæderHammond B3-betvingeren og nordjyden Niels Ole Sørensen er manden bag denne udgivelse. Han står i spidsen for Organica og man kunne let forledes til at tro, at det var en souljazz udgivelse. Intet kunne være forkert. På pladen Se nu stiger solen spiller de 11 danske salmer og sange arrangeret for kvintet. Gamle danske folkemelodier som På Tave bondes ager og Mads Doss får en dog funky souljazz overhaling. Der vrides fuldfede trompet og saxsoli, trommerne kører derudaf og bassen danser lystigt. De holder hele vejen.
Niels Ole Sørensen vil mere end det. Salmerne og viserne står hans hjerte nær. Det er her pladen folder sig så smukt ud. Her kommer Jesus dine små indledes af Jesper Riis på trompet og Peter Vuust på kontrabas i flot forening. De to musikere er pladen igennem en fornøjelse at lytte til, deres intuitive sammenspil og forståelse for materialet løfter pladen til, at være en af den slags udgivelser der glæder. Det er ganske enkelt for sjældent at man får mulighed for at høre trompetisten Jesper Riis i en sådan sammenhæng. Damn han er god! Han er tro mod de gamle melodier og alligevel lister han et personligt touch ind.
Niels Ole Sørensen har valgt en række gode melodier, hvor titelmelodien Se nu stiger solen af havets skød og Gud du som lyset og dagen oplod skal fremhæves. Jeg har haft pladen til gennemlytning henover sommeren og må indrømme at jeg har gemt I sne står urt og busk i skjul og Dejlig er jorden til et senere tidspunkt.
Konklusionen er at Organica - hvor saxofonisten Jacob Rose og trommeslageren Lars Daugaard også er medlem - med Niels Ole Sørensens originale og nænsomme arrangementer klart kan anbefales.
My Space: www.myspace.com/nielsolesrensenkirkekoncerter
Krystalsten
Det er hæmmende for min musikalske oplevelse, når billeder af krystalsten og andre ting der tilhører den meget alternative verden står i vejen. Det er for såvidt en ganske harmløs plade, som multiinstrumentalisten Steve Tibbetts har lavet. Det lyder som rytmisk new age med dryp af ubestemmelig og fesen world music. Tibbetts spiller guitar, piano, kalimba og bouzouki. Han suppleres af Marc Anderson på div. slagtøj. Det der undrer mig er at pladeselskabet ECM indlader sig på en så ligegyldig plade. Deres kvalitetsbevidsthed er legendarisk. De har bla. stået for udgivelsen af en lang række vigtige world music plader. Denne plade hører ikke til blandt dem.
player.ecmrecords.com/tibbetts
Et kulthit er født
Judith Berkson's debutplade på ECM er ikke en typisk ECM-udgivelse. Der er godt nok paralleller til andre stærke kvindelige kunstnere, der bevæger sig i et spændingsfelt mellem avantgarde og jazz; som feks. Meredith Monk og Anette Peacock gør det.
Berkson er en sammensat størrelse, der selv spiller på piano, wurlitzer, rhodes og orgel og på flere numre supplerer med vokal. Hun bor i Brooklyn og har tidligere udgivet en plade på Peacock Recordings. På den aktuelle plade præsenteres vi for et par standards som All of you og They can't take that away from me. På en gang ganske konventionelt og ligetil. Men hendes stemme føjer nye perspektiver til sangene. Hendes stemmetekniske evner er udover det sædvanlige. Den kunne i sig selv være grund nok til, at nærme sig denne plade. Når man så hører Schuberts Der Leierman, som Berkson har sat tekst til er det pludselig et nyt univers der åbner sig. Klassisk sopransang suppleret af Fender Rhodes indikerer at Berkson ikke vil sættes i bås. Hun har selv skrevet det meste pladens andre numre.
Det er måske osgå pladens svaghed - Berkson mener givetvis at det er en styrke, at der er for lidt stringens. Men kedeligt er det under ingen omstændigheder. Pladen er denne sæsons musthave for jazzvokalafficionados med hang til avantgarde.
Judith Berkson: www.judithberkson.com
Nordisk afroindiepostrockjazz
Pladens første nummer hedder Myanmar, musikalsk er stemningen på nummeret dog mere af afrikansk oprindelse end af asiatisk. Sådan tager gruppen Girls in Airports os med på en rejse. I en original blanding af afrojazz, indie- og postrock og ny nordisk jazz præsenterer de deres numre på en plade, der på papiret ser ukonventionel ud, men lyder så lige til og logisk at jeg ikke forstår, at der ikke er nogen der har lavet denne plade før nu.
Martin Stender og Lars Greve deles om saxofontjansen på henholdsvis tenor og alt. De supplerer også med sopran og baritonsax. De befinder sig i en fælles front. Hvor de deles om melodien, spiller sammen og supplerer hinanden i et næsten klassisk jazzsetup. Lange soli er ikke noget de gør meget i. Det er sammenspillet der er det vigtige. De to saxofoner suppleres af Mads Forsby på trommer og Mathias Holm på keyboards og piano. De placerer sig fint i lydbilledet med pulsen og en stemningsskabende mættet tone. Mathias Holm er god til at skabe stemninger på keyboardet med enkle virkemidler. Han får meget ud af ganske lidt. Forsby på trommerne spiller fyldigt og enkelt uden at buldre.
Det er Martin Stender der har skrevet al musikken på pladen. Pladen er afvekslende og båret af Stenders fine melodier. De fire musikere har lavet en meget anbefalelsesværdig plade. Hvis dette er lyden af ung dansk jazz anno 2010, ser det særdeles godt ud for fremtiden.
My Space: www.myspace.com/girlsinairports
The Jazznyt albumguide vol. 1
Jeg elsker at lytte til Keith Jarrett's My song. Den fungerer perfekt som baggrundsmusik. I går eftermiddags kørte den feks. som et behageligt soundtrack til eftermiddagskaffen, med min datters nybagte franskbrød. Så kommer nummeret Mandala. Her spiller Jarretts skandinaviske musikere med saxofonisten Jan Garbarek i spidsen sønderrivende frit. Min kone sender skiftevis mig og højtalerne blikke som var en Albert Ayler værdig. Straks springer jeg op og trykker frem til The journey home og den hyggelige eftermiddagskaffestemning indfinder sig straks igen.
Jeg har lavet en guide med plader, der på trods af stor musikalsk tyngde fungerer fint som rolig baggrundsmusik. Her er ikke nogle pludselige og voldsomme udfald der kan få kaffekopperne til at klirre.
Denne guide er den første der vil komme fra tid til anden her på Jazznyt. Listerne vil indeholde forskellige spændende jazzplader. Den er selvfølgelig lavet med et håb om, at du bliver inspireret til at lytte til nogle af dem.
Go' fornøjelse og kom gerne med in- og output.
1. Jesper Bodilsen: Short stories for dreamers (Stunt)
En af Bodilsens musikerkolleger kaldte kærligt Short stories for dreamers for en plade til pigerne. Kollegaen var trommeslager og der er ikke trommer på pladen. Der er heller ikke klaver. Men der er masser af ro. Ulf Wakenius på akustisk guitar og Peter Asplund på trompet er med til at skabe roen. Roen til at snakke med pigerne, måske?
2. Keith Jarrett & Charlie Haden: Jasmine (ECM)
Hvis Jarret spillede bas ville det lyde som Haden og omvendt, er der en der rammende har sagt om denne plade.
3. John Coltrane: Ballads (Impulse)
Old school late night stemning. Selv en solskinsdag kan blive til nat med måneskin.
4. Søren Dahl Jeppesen: Route one (Gateway)
Søren spiller også i kvartetten Pauseland, der dyrker den samme flydende form for jazz. Her har han styr på det flydende og har fået samlet det i et glas. Sammen med bla. guitarkollegaen Jakob Bro har han skabt musik uden udløbsdato.
5. Stan Getz & Kenny Barron: People time (Emarcy)
En optagelse fra dengang Danmarks Radio kendte deres besøgelsestid. De var tilstede og dokumenterede to jazzmusikere, der mødtes i en forrygende sammensmeltning af melodi, nærvær og virtuositet.
Dråber og sten i skovsøen
Nu udgiver pianisten Karen Bach sin tredje trioCD i selskab med Erik Olevik på bas som hun har spillet med siden 2004 og Erik Laustsen på trommer, der afløser Christian Hørsted der var med på de to foregående albums.
Det foregående album Flash back and forward var et meget gennembearbejdet album, der var med til at sætte forventningerne højt til det ny album Secret rooms. Selve CD-indpakningen er en æstetisk nydelse. Et meget flot og symbolladet billede malet af Karen Hammer er på forsiden af coveret.
Musikken er rolig, gennemtænkt, velkomponeret og med udsyn. Lyden af klavertangenterne lander i øret som dråber i en skovsø, hvor ringene langsomt breder sig og ændrer form. Det er poetisk musik der lige så stille får tiden til forsvinde.
Der kastes også sten i skovsøen. Karen Bach er ikke en kønsløs, neutral ørepleaser. Hun vil noget med musikken og den mission lykkes til fulde. Pladens indledende nummer Untitled er det kraftfyldte, mens titelnummeret Secret Rooms er en favorit - den fanger Karen Bachs musik på en vedkommende og tilgængelig måde.
Pladen er indspillet på Bornholm i Baltic Recording Studios. En velbalanceret markant trioindspilning, hvor instrumenterne står fint til hinanden.
Karen Bach: www.karenbachtrio.dk
My Space: www.myspace.com/karenbachtrio
Genbrug!
Den unge danske bassist Richard Andersson debuterer med et opsigtsvækkende album. Han rejste i sommeren 2008 til New York, hvor han studerede på Manhattan School of Music. Her mødte han pianisten Sullivan Fortner fra New Orleans og trommeslageren Reggerio Boccato fra Sao Paulo i Brasilien. Andersson har herhjemme bla. spillet med Udu (med Jesper Zeuthen, Peter Bruun og Kasper Tranberg) og den halvpolske kvartet Kran.
Med pladen Please recycle gør han opmærksom på sig selv, udover de to førnævnte musikere har han inkluderet den erfarne new yorker-saxofonist Tony Malaby i det Andersson kalder Sustainable Quartet. Meget af materialet er hentet i den eksperimenterende amerikanske jazz fra 60'erne, der befandt sig på kanten til avantgarde. Pladen åbner med Steve Swallows Falling grace, som han oprindelig skrev til Bill Evans. Herefter følger en af pladens fire nyskrevne numre. Henry Mancini's Moon river er pladens superstandard og kan ses som Anderssons hilsen til den amerikanske jazzskole, hvor der skal terpes standards. De skal genbruges. Heraf også pladens titel der beder os om at genbruge, ikke kun standards men også noget af al det affald der smides ud.
Round trip er en af tre Ornette Coleman numre. Det er ikke tilfældigt. Richard Anderssons kærlighed til Coleman er også tydelig i musikken. De fire musikere har lavet en sammenhængende plade med tydelige nik til den amerikanske jazztradition. Please recycle er en god plade, hvor Andersson efterlader et flot aftryk, der lover godt for fremtiden.
My Space: www.myspace.com/richardanderssonmusic
Møllehavedalen
Der er mange opløftende momenter på Digte til livet. Den næsten kvarter lange Sommerfugledalen er dog i en klasse for sig - et mesterligt højdepunkt. Inger Christensens kanoniserede digt omkranses af Maiken Ingvordsens musikalske ledsagelse, mens Johannes Møllehave på en ind- og medlevende måde foredrager digtet. Han er en formidler i en særklasse. Sommerfugledalen er en storm af smukke billeder, både de konkrete og de mere abstrakte. Møllehave har det digt så meget inde under huden. Her viser han til fulde hvorfor han er den store formidler han er. Maiken Ingvordsens ledsagende musik bruger og underbygger Inger Christensens digt. På den medfølgende DVD fortæller Møllehave om digtet, om det umiddelbare og de mange dybder. Det er en meget brugbar åben fortolkning.
Det er anden gang at Maiken Ingvordsen og Johannnes Møllehave laver en plade sammen. De har valgt ti digte. En enkelt er et digt af Johannnes Møllehave, som Maiken Ingvordsen har lavet til en sang hun selv synger. Efterår, eftertanke, efterløn er en let og glad popmelodi i Alberte Winding-gaden. Resten er digte af feks. Klaus Rifbjerg, Halfdan Rasmussen, Benny Andersen og Morten Nielsen. Maiken fortæller på den medfølgende DVD at hun som udgangspunkt er pianist og har sin rod i den nordiske jazz. Det er der flere tydelige eksempler på, som på At tro. Hun har lavet ny musik til Mariehønen Evigglad og Solen er så rød, mor.
Maiken Ingvordsen har en forrygende evne til at gøre indviklede enkelt. Det er derfor at hun er godt match med Møllehave. Hendes rene og flotte musikalske foredrag klæder ordene. Der er både dybde og følelser.
Majbritte Ulrikkeholm synger kor, Henrik Dam Thomsen spiller cello, Morten Ankarfeldt spiller bas, Mads Kjølbye spiller guitar og flere andre musikere er med til at give musikken det sidste løft.
Bonusinfo:
På den medfølgende DVD er der to programmer, et hvor Møllehave fortæller om Sommerfugledalen og et hvor Maiken Ingvordsen fortæller om de enkelte numre.
www.digtetillivet.dk
Svensker får østrigske stryg
Den svenske sangerinde Rigmor Gustafsson har opbygget stor popularitet i specielt Tyskland. En stor af skylden kan selvfølgelig tilskrives at hun udkommer på det tyske selskab ACT Music. Adskillige turnéer i det tyske har i de senere år også lagt flere alen til populariteten. På den aktuelle plade Calling you, bakkes hun op af radio.string.quartet.vienna, To violiner, en cello og en bratsch og intet andet.
En skønsom blanding af pop og jazzmelodier, hvor Paul Simons Still crazy after all these years og titelmelodien Calling you - som nogen nok husker fra filmen Bagdad Café stikker ud. radio.string.quartet.vienna er en klassisk strygerkvartet der uden større problemer transformerer sig til en swingkvartet med masser af rytme, godt eksemplificeret i Makin' whoope.
Calling you er et modigt forsøg fra Gustafsson, der arbejder hårdt for ikke at falde i jazzstandard-sangerinde kategorien. Feks. har hun medtaget sin egen Nothing's better than love fra det forrige album Alone with you. Her fungerer eskperimentet allerbedst. Et suverænt møde mellem Gustafssons sødemfyldte popjazz og en strygerkvartet der ikke er bange for at lægge arm med jazzen.
Rigmor Gustafsson: www.rigmorgustafsson.com
For nylig stødte jeg på bloggen Jazzwrap.blogspot.com. Jeg blev straks imponeret over de mange gode artikler der er på bloggen. De er forholdsvis korte, velskrevne og interessante. De skriver både om nyt - som feks. anmeldelser af helt nye plader og gammelt - som feks. en guitarweek, hvor der hver dag er en artikel om en ny guitarist. Det var her jeg faldte over bloggen. For de havde en en dag skrevet om min guitarhelt Jakob Bro. Udover at de skrev om at par af Bro's plader, så var der også et miniinterview.
I det hele taget er der skrevet meget om ikke-amerikansk jazz på bloggen. På det seneste har de skrevet om både Phronesis og Skyphone, hvilket også vidner om den store diversitet der er på det de skriver om.
Jeg troede at det var en engelsk blog, men for at være sikker røg der en mail afsted til dem. Der er to skribenter på bloggen; Kristopher Spencer og Stephan Moore (Vern). De er begge amerikanere med en svaghed for kunstnere som Dave Douglas og Jason Moore. Deruover dyrker de gerne den europæiske og fjernøstlige musik.
De er nu tilføjet min linkliste
jazzwrap.blogspot.com
Danske og internationale
