Sommeren har ud over det gode vejr også budt på jazz i lange baner, specielt for dem der var i København under jazzfestivalen. Men der er ikke noget der tyder på, at jazzen går af mode som livefænomen, når det bliver koldere.
På Copenhagen Jazzhouse indtager den amerikanske sangerinde Stacey Kent scenen over tre aftener fra d. 30. sept. Denne gang er det med hendes faste kvartet og det materiale som man bla. kan høre på den nye CD Raconté moi. Allerede d. 9. sept. og de følgende to aftener er saxofonisten Chris Cheek på Jazzhouse sammen med Jakob Bro Trio. Guitaristen Bro har samarbejdet med Cheek i en årrække, så der skal ikke være tvivl om, at det bliver en oplevelse af de store. Bro kommer iøvrigt igen d. 28. okt. sammen med Tomas Stanko Quintet.
www.jazzhouse.dk
På Jazzhus Montmartre er hverdagen ved at indfinde sig, efter åbningsfestivitas og jazzfestival. Det betyder nu ikke at der serveres leverpostejmadder for det sultne jazzpublikum. En hyldest til Dave Brubeck-pladen Time Out, med den suveræne Christina von Bülow i rollen som Paul Desmond kan opleves d. 5.-8. august. Den amerikanske trompetist Brian Lynch er sammen med bl.a Henrik Gunde, Jesper Bodilsen og Montmartre-trommeslageren Niclas Bardeleben d. 19-22. august. Måneden afsluttes med tre koncerter med Jeff 'Tain' Watts, der denne gang selv medbringer sine musikere, heriblandt pianisten Dave Kikoski.
www.jazzhusmontmartre.dk
Den danske bassist Jasper Høiby er landet på forsiden af august-nummeret af det førende britiske jazzmagasin Jazzwise. Som leder af trioen Phronesis står han foran trommeslageren Anton Eger og pianisten Ivo Neame. Trioens tredje udspil hedder Alive. Jazzwise-redaktøren Jon Newey kalder trioen "The most exciting and imaginative piano trio since EST".
Høiby er uddannet fra The Royal Academy of Music i London i 2004 og har brugt tiden på at skabe sig en musikkarriere der. Jazzkamikaze-trommeslageren Anton Eger er normalt medlem af trioen og har medvirket på de to foregående albums, men er på den aktuelle plade afløst af Mark Guiliana.
Der bliver trukket hårde veksler på Miles Davis-fans' pengepunge. Det er jo ikke noget nyt - med det bagkatalog der findes. Det må være noget nemmere at samle på Elmo Hope udgivelser. Til september kommer der en af den slags bokse, der får mig bragt ud i overvejelser om at familien skal undvære maden i et par måneder for at få råd. Sidst var det alle Miles Davis' regulære Columbia-udgivelser der blev samlet i en boks. Nu samles de 8 boks-sæt med studio-sessions fra 50'erne til 70'erne som Columbia har udgivet i en boks - i alt 43 CD'er. Boksen er en kopi af Miles Davis' trompetkasse. Der medfølger derudover en kopi af Davis' 'Gustat' Heim 2 mundstykke, en T-shirt, et Miles Davis' litografi etc.
Boksen går fra Miles Davis & John Coltrane: The Complete Columbia Recordings 1955-1961 til The Complete On The Corner Sessions. Den koster med dagens dollars-kurs 6942 kr. Boksen udkommer d. 14. september og der er "kun" 2000 eksemplarer.
Gad vide om man kan få et anmeldereksemplar? - Jeg skal nok skrive pænt den ;-)
geniusofmilesdavis.com
D. 13. september fylder ikonet og den største danske jazztrommeslager - ever - Alex Riel 70 år. Det skal selvfølgelig fejres. Fra d. 6. september til og med d. 12. september er der ifølge Riels Myspace 70th Birthday Celebration i København. Der står ikke noget om hvor det præcist kommer til at foregå. Men Jazzhus Montmartre er vist et meget godt bud.
www.myspace.com/alexriel
Der er en ny plade på vej med Chris Minh Doky. På albummet Scenes from a dream er han i selskab med Larry Goldings, Peter Erskine og Vince Mendoza med The Metropole Orchestra.
Han er hele den første halvdel af oktober på turné i Danmark med The Nomads, der består af Dave Weckl, George Whitty og Dean Brown.
www.doky.com
Tyske koncepter
Den 78 årige tyske saxofonist Heinz Sauer har lavet en plade med to forskellige pianister. 32 årige Michael Wollny og 66 årige Joachim Kühn medvirker på hver deres numre. Sauer, der er en legende i tysk jazz har tidligere lavet to duoplader med den unge Wollny, mens det er første gang at de to ældre musikere laver musik sammen.
Pladeselskabsdirektøren Sigfred Loch havde en idé om at lave en form for hyldest til Miles Davis' klassiker Kind of Blue i anledning af sidste års 50 års jubilæum. Numre som All Blues, Blue in green og Flamenco sketches er repræsenteret fra pladen. Herudover er der blevet plads til et par Ellington kompositioner og standarden Lover man. Resten af musikken er skrevet af de tre musikere. Pladen er et noget fersk, til tider kedeligt og usammenhængende udspil i kammerjazzegenren.
Anderledes spændende forholder det sig med Knut Rössler & Johannes Vogt's Between The Times og pladen Octagon. Musikken er indspillet ved nattetid, i Italien i den ottekantede bygning Castel del Monte fra 1200-tallet. Hvis jazzen havde været fremme i middelalderen er dette et godt bud på, hvordan det kunne have lydt. Rössler på sax, Vogt på lut! (og guitarsynthesizer) er gået sammen med den klassiske sangerinde Ute Kreidler, der synger tekster fra den tid. Der er hentet stor inspiration fra den tysk-romerske kejser Frederik 2. der opførte bygningen som et sted, hvor der kunne udveksles idéer og tanker mellem repræsentanter fra kunstens og videnskabens verden, ligesom forskellige religioner også skulle have plads. Der er hentet inspiration fra både de kristne, jødiske og arabiske kulturer.
En plade der meget vel kunne have endt som en fortænkt idé, ender ud som en smuk middelalderjazz-hyldest til fritænkeren Frederik 2.
Dansk ProgProgressiv rock. Avantgarde jazz. Improviserede soli en masse. Blandet sammen. Ikke just opskriften på det mest populære på musikscenen lige nu. Men der er enkelte der er insisterende ligeglade. Herhjemme er guitaristen/komponisten/pladeselskabsdirektøren Robin Taylor i en klasse for sig. Han har siden starten af 90'erne lavet plader i den progressive genre. Et tilbagevendende samlingspunkt har været gruppen Taylor's Universe. Mange forskellige musikere har været med. Ifølge Robin Taylor er den aktuelle version, den bedste inkarnation af gruppen. Musikerne kommer fra forskellige musikalske verdener. Feks. er guitaristen Michael Denner fra Mercyful Fate, trommeslageren Klaus Thrane fra Lars Lilholt Band og saxofonisten Jakob Mygind fra Pierre Dørge New Jungle Orchestra. Fælles er alle musikernes store evner på deres instrumenter.
Det er der også brug for med numrenes komplicerede opbygninger. Melodiske forløb vekslende med skift og breaks og ind imellem en masse soli. Der lefles ikke for tidsånden, måske nok ånden men aldrig tiden. Herhjemme er det nærmeste vi kommer på den type musik, nok Secret Oyster, der også har oplevet interesse for deres musik udenlands i de senere år. Hvilket også er et af målene for Taylor's Universe's nichemusik. I vore nabolande Sverige og Tyskland har den progressive rock eller progg altid haft det bedre.
Taylor's Universe er unikke, de lever og ånder i kraft af de gode musikere, der udviser en musikalsk glæde ved at spille Taylor's komplicerede, men ikke utilgængelige musik.
Bonusinfo:
Billedet på pladecoveret er taget fra bogen om Melchior Lorck, der udkom sidste år. Danskeren Lorck var som tegner fra 1555-1559 tilknyttet sultanens hof i Konstanopel, hvorfra han siden hentede stor inspiration til sine tegninger. Han anses for at være den første betydningsfulde grafiker i dansk kunsthistorie.
Robin Taylor: www.progressor.net/robin-taylor/
Cirkler
Jazzpercussion er en særlig discplin indenfor jazzen. Ofte falder tanken på latinjazz. Men den nordiske jazz har også sine jazzpercussionister. I Danmark har vi bla. Marilyn Mazur og Lisbeth Diers som to tydelige eksempler. Fra Norge kommer Thomas Strønen, der sammen med den britiske saxofonist Iain Ballamy i over 10 år har haft gruppen Food. Frem til 2006 var bassisten Mats Eilertsen og trompetisten Arve Henriksen med - herefter har Food levet som duo med gæster. På den aktuelle plade er gæsterne Nils Petter Molvær på trompet og Christian Fennesz på guitar og electronics.
Thomas Strønens percussion, der både er akustisk og elektronisk er det fremherskende i lydbilledet. Hele tiden rytmisk, dynamisk og fremadrettet, nærmest i cirkler der kører rundt og så alligevel frem. Det akustiske og det elektroniske flyder mellem hinanden og det kan være svært at høre hvad der er hvad.
Herhjemme kender vi bla. Iain Ballamy fra det mesterlige samarbejde med Jakob Davidsen i gruppen Mangfoldighed. Med Ballamy's lange rolige toner vekslende med bla. Nils Petter Molværs trompet får vi en plade med lyrisk udfordrende musik, hvor både ambient, electronica, world og improjazz er blandt elementerne på en holdbar plade.
Bonusinfo:
Food spiller i disse dage i Indien sammen med Ravi Chary på sitar.
Thomas Strønen: www.thomasstronen.com
player.ecmrecords.com/food
Ekspressivt
Rasmus Ehlers har sammen med sin gamle ven saxofonisten George Garzone lavet en opfølger til det otte år gamle album Brooklyn Days. De suppleres af bassisten Jonas Westergaard og trommeslageren Jakob Høyer.
Der lægges ud med det 23 minutter lange titelnummer As played by ear. Rasmus Ehlers indleder stille, nærmest undrende og spiller sig ind. Han klarer hjernen og kroppen og er rede til at møde publikum på Café Bartoff en aften under Copenhagen Jazzfestival sidste år. George Garzone kommer på, igen er der god tid. Der bygges op til en lang, vild, ekspressiv og vanvittigt velspillet saxsolo. Garzone er rundet af Coltrane-skolen og spiller så tiden står stille. Det er en af de store sjældne fornøjelser, hvor der er tid og plads til at musikerne og specielt Garzone spiller sig helt ud. Efter den lange solo fornemmes det næsten at Garzone tankes op igen, mens Ehlers spiller en meget mere fokuseret solo end det han startede med. Garzone har med sin solo spillet Ehlers frem og får fantastisk musik ud af den danske pianist.
Herefter får vi lov til at lade pulsen falde med ballade-standarden Soul Eyes, her er det ikke det vilde. Men i stedet en fokuseret saxofonist der skaber store følelser og igen spiller så man tror at det er Village Vanguard i New York og ikke Café Bartoff i København vi befinder os på. Så følger nummeret Hey open up af Garzone, der også var med på Garzone-pladen One Two Three Four fra 2007. Her er den helt anderledes, bla. i kraft af Ehlers pianospil og Westergaards effektive basspil.
Ved den netop overståede jazzfestival spillede kvartetten igen en række jobs og med denne plade får publikum en velkommen mulighed for at nyde musikken igen og igen, for det tåler den så rigeligt!
My Space: www.myspace.com/rasmusehlers
Ydmygelse
Digteren Lars Skinnebach er sammen med duoen Little Red Suitcase på pladen Enhver betydning er også en mislyd - der ligeledes er titlen på Skinnebachs digtsamling fra sidste år, som han fik Montanas Litteraturpris for. Little red Suitcase har tidligere fået megen ros for deres enkle originale og improviserede musik. Nærmest organisk, som planter der formulder eller træer der vokser - alt efter hvilket humør de er i.
Når Skinnebach med sine digte og altsax sammensmeltes med de to kvinder Johanna Borchert på piano og Elena Setién på sang, violin og percussion åbnes der op for nye muligheder - som de alle tre tager fat i. Allerede på første nummer 1.1 introduceres vi for Skinnebachs skingre oplæsninger. Der hvines. Skinebachs stemme knækker over, som var den i overgang. Her skabes grundlaget for de næste melodier, hvor Setién synger tekster inspireret af det foregående digt.
Skinnebachs oplæsninger bevæger sig på kanten af noget, hvor man kommer i tvivl om han mener det seriøst eller laver sjov. Spillet mellem Skinnebachs hankat-i-løbetid udladninger og Elena Setiéns efterfølgende sangbearbejdning fungerer overraskende godt.
Hvordan kan jeg ydmyge mig for dig, spørger Skinnebach. Midt i optagetheden af at finde frem til, hvordan man gør det, har han allerede selv svaret. Måden hvorpå han fremfører sine digte. Den i jazzsammenhæng noget hjælpeløse altsax og fløjte han forsøger sig med, er mere end rigeligt svar på, hvordan man ydmyger sig selv.
Skinnebach er modig i den hudløse afklædning af selvet. Det gør ondt på Skinnebach. De to kvinder svæver blidt over det hele, sætter musik på og frelser Lars Skinnebach fra den totale ydmygelse.
My Space: www.myspace.com/enhverbetydning
Halvdansk amerikansk guitarist
En halv dansk/halv amerikansk guitarist Karen Segal besøger i disse dage Århus under jazzfestivalen. Hun har ikke boet i Danmark siden 80'erne og boede her kun i nogle få år. Hun bor i dag i San Francisco og har lavet to plader med sin trio. Den nyeste plade The Mystery of life udkom sidste år. Det er en plade med masser af klassisk inspireret jazzguitar med smagen af bebop. Wes Montgomery og Kenny Burrell er ikke langt væk. Hun har selv skrevet al musikken, der bringer tanker om mere nutidig jazz frem. Det er moden og velovervejet musik fra en guitarist der ikke har travlt.
Der er ikke fart på musikken, der istedet åbner op for eftertænksomhed og ro. Hun bevæger sig i et balladeunivers, hvor det høres at hun har en forkærlighed for de små detaljer, der bliver nurset og får lov til at vokse frem. Jeg kommer til at tænke på Pat Metheny, når der er allermest ro på Metheny. Bassisten Perry Thoorsell er sammen med trommeslageren Alan Hall (der afløses af Ricky Carter på 3 numre) gode støtter for Segals musik. De spiller godt op til hende. Pladen er helstøbt med enkelte passende udflugter som på feks. Epiphany (aha!) hvor wah wah pedalen er kommet frem.
Bonusinfo:
Hun spiller på Klostertorv i Århus d. 11. juli kl. 19.00 og på Fairbar d. 14. juli kl. 16.00. Hun har udvidet trioen med pianisten Maya Kronfeld.
Karen Segal: karensegal.com
My Space: myspace.com/karenplaysguitar
Sommeren har ud over det gode vejr også budt på jazz i lange baner, specielt for dem der var i København under jazzfestivalen. Men der er ikke noget der tyder på, at jazzen går af mode som livefænomen, når det bliver koldere.
