Marius Neset & Trondheim Jazz Orchestra: Lion (ACT)

Siden Marius Neset dukkede op på jazzscenerne for 10 år siden, hvor han vandt Ung Jazz konkurrencen sammen med Jazzkamikaze har hans karriere ikke stået stille. Først var det Danmark der fik fornøjelsen af den norske saxofonist, der gik på Det Rytmiske Musikkonservatorium, siden var det Europa. Neset gik på konservatoriet i den periode, hvor englænderen Django Bates var professor. Siden fik han Bates med i sit eget band på pladen Golden Xplosion fra 2011. På samme tidspunkt begyndte Neset at samarbejde med Trondheim Jazz Orchestra. TJO har tidligere arbejdet sammen med Chick Corea, Pat Metheny, Joshua Redman og en lang række nordmænd. TJO har 11 medlemmer, heriblandt en enkelt dansker, Peter Fuglsang. Med 7 blæsere, accordion og en rytmegruppe er TJO som skabt til Nesets musik. 

Marius Neset er sjældent stillestående. Det er heftigt lige fra starten. Han fornemmer og sanser den eksplosive udadvendte jazz. Bassisten Petter Eldh er trukket frem i en central rolle. På den måde går der en lige linje tilbage til bandet People Are Machines som de spillede sammen i. Eldh sætter ild i TJO på et nummer som Weight of the world. Det er kompleks musik, der som oftest lever i de hurtige breaks. Neset falder også til ro ind i mellem. På nummeret Raining viser Neset fornemme evner som arrangør ud i et nuanceret nummer med både blæsere og accordion i centrale roller. Lion er et flot album med en musiker der er godt på vej ud i verden. I denne weekend spiller han f.eks. med TJO på North Sea Jazz Festival i Holland.

mariusneset.com

Bobby Hutcherson: Enjoy the view (Blue Note) LP

Det er næsten 50 år siden at Bobby Hutchersons debutalbum Dialogue udkom. Han havde allerede medvirket på en jazzens store klassikere Out to Lunch med Eric Dolphy i 1964. Den plade blev udgivet af Blue Note, lige som Hutchersons debutplade. Han tilhørte en ny generation af Blue Note-musikere, hvor souljazz og hardbop blev forladt til fordel for en mere eksperimenterende og avantgardistisk tankegang, hvor Andrew Hill der også medvirkede på debuten var en anden af de musikere. Hutcherson blev på Blue Note og udgav i 70'erne plader af en noget anden karakter end 60'ernes eksperimenter. Han startede i et funky hjørne - ligesom stort set alle andre Blue Note kunstnere i start 70'erne - men udgav derefter nogle album i en mere straight modaljazz-stemning. Noget han næsten var ene om på Blue Note i 70'erne. Han forlod Blue Note i 1977 og er nu atter tilbage på pladeselskabet.

Det er en fornøjelse på mange punkter. Der kommer kun ganske få reelle jazzplader på Blue Note i dag - og det nye album med Bobby Hutcherson er med respekt for arven fra Blue Note. Sammen med organisten Joey DeFrancesco, altsaxofonisten David Sanborn og trommeslageren Billy Hart har Hutcherson lavet en moderne knaldperle med mange hilsner til forne tider. Hutcherson tager med den ellers ret oplagte souljazz besætning ikke direkte afsæt i de mange orgelcombo’s som Blue Note sprøjtede ud i 60’erne. Der er en loose og afslappet stemning i en pågående og frisk stil. Det er også en ny setting, at høre Sanborn i. Han befinder sig godt i den sammenhæng, der lugter mere af postbop end firserfusion. DeFrancesco er pushy på orgelet, bruser i perioder stille afsted og sørger samtidig for at holde musikerne i gang med fodpedalbassen. Det er Billy Hart der sender musikken ud over rampen og lader den svæve - mens han stille og roligt får den sikkert ned på jorden. Jeg har fået vinyludgaven til anmeldelse. Den er i et forbilledligt gatefoldcover. Selv om musikken godt kunne have været på en LP, er den i stedet spredt ud på to 180 grams vinyler med en formidabel lyd og dynamik til følge. Det er fornøjelse med den slags udgivelser. Spitzenklassejazz i flot indpakning og super lyd. Så forlanger jeg ikke ret meget mere.

bluenote.com

Nicola Conte: Free Souls (Schema)

Iklædt bossa, acid jazz og latin holder italienske Nicola Conte stædigt fast i, at ny jazz sagtens kan bruges på dansegulvet. Hans nyeste album Free Souls er ingen undtagelse. Her har han indbudt en række gæstesangere ind på en række indspilninger der er lavet mellem 2006-2011. Jose James, Marvin Parks og Bridgette Amofah er blandt dem der er med til at give Contes musik liv. Titelnummeret Free Souls kunne have været med på en Brand New Heavies plade i 1991, hvor Timo Lassy's barytonsax solo er med til at løfte nummeret. Bobbie Gentry's Ode to Billie Joe får en souljazz overhaling med elektrisk piano og trompet. Ahmad Jamal's Ahmad's Blues med sangerinden Melanie Charles og altsaxofonisten går på natklub med røde velourvægge. Det er lummert og giver lyst til en drink.

Conte holder fanen højt med jazz der er henvendt til dansegulvet. Det er hørt bedre - også fra Conte selv - men alligevel er pladen et godt eksempel på, at dansegulvsjazzen stadig lever. Den trænger bare til lidt nye inputs.

ishtar.it

Rune Kjeldsen: Cloud Talk (Blackout) LP

Guitaristen Rune Kjeldsen er kendt fra mange forskellige sammenhænge på den danske rockscene. Kira & The Kindred Spirits og Nikolaj Nørlund, for blot at nævne et par stykker. Han er kendt for sine evner på guitaren. Hvad sker der så, når han laver et soloalbum, hvor solo er helt bogstavligt. En mand og en guitar - bl.a. en gammel danskbygget guitar fra 1942. Musikken er indspillet i en lejlighed på Vesterbro hos en ven, hvor Kjeldsen boede efter et forlist forhold. Stemningen er heller ikke specielt opløftende. På den anden side, er det en intens og fortættet stemning, der stråler ud gennem højtalerne.

Rune Kjeldsen har roots, country, blues og rock inde under huden. Han spiller kun på akustisk guitar på pladen, der emmer af filmiske stemninger. Det er ikke uden grund, at klassiske filmsoundtracks som Ry Cooder’s Paris Texas og Gusatvo Santaolalla’s Brokeback Mountain er nogle af dem man kommer til at tænke på, når man hører pladen. Cloud Talk er et modigt udspil fra en guitarist der som regel står på scenen med en elektrisk guitar. Her viser Rune Kjeldsen nye dybder og farver af sit flotte guitarspil.

runekjeldsen.com

Lars Greve: Breidablik (Hiatus) LP

I nordisk mytologi hed guden Balders bolig Breidablik. På Breidablik findes intet ondt eller urent. Breidablik er også titlen på saxofonisten Lars Greves debutplade og et af de steder omkring Husby ude ved vestkysten, hvor musikken er indspillet. Breidablik er en soloplade, hvor Greve spiller på tenorsax, barytonsax, klarinet og basklarinet. Musikken er indspillet i tæt samarbejde med produceren Aske Zidore (bl.a. Oh No Ono og  Choir of Young Believers). I løbet af fire dage i Zidores forældres sommerhus, der er nabogrund til det sted hvor Greve blev passet som barn, indspillede de musikken. Vinden suste og de bevægede sig rundt i området, hvor de bl.a. indspillede inde i Tvinds vindmølle og i dalen foran udsigtstårnet Breidablik. Der er træer, klitter, måger, skov, strand og en mærkbar inderlighed til stede.

Greve er i pagt med naturen. I et improvisatorisk samspil med naturen har Lars Greve skabt en af de mest spændende og originale danske musikudgivelser i 2014. Det er organisk musik, hvor den indre ro afspejler sig i musikken. Den ro det giver, når man vender tilbage til udgangspunktet, til det genkendelige. Her er det genkendelige ikke gammel jazz, som Greve hørte som ung. Her er det genkendelige i stedet naturen og de lyde som Greve kender fra sin barndom i det vestjyske. Greve har eksperimenteret med saxofonen og klarinetten og de lyde, som han kan frembringe af instrumenterne. Efter at have indspillet instrumenterne mange forskellige steder, har Zidore og Greve manipuleret med lydene og lagt dem oven i hinanden. På side 1 på LP’en - der i dynamikken og den gode lyds hellige kører på 45 omdrejninger - møder vi et minimalistisk stykke musik. Der er fuglesang i baggrunden. Det minder lidt om det som Phllip Glass lavede på soundtracket til Koyaanisqatsi. Der er bare ikke ledsagende billeder til Greves musik - de springer i stedet frem på nethinden og åbner op for en trang til en tur til vestkysten, specielt den afsluttende del på side 1, med Vesterhavet brusende i baggrunden. Side 2 åbner med meditative klangflader. Herefter tager Greves klarinet over og saxofoner bobler og bruser underneden. Klarinetten står følsomt og knivskarpt. Musikken er undervejs skiftende i temperament og stemning, hvor det lette skifter til det mørke.

Breidablik er en stærkt anbefalelsesværdig udgivelse. Har du en pladespiller, så skal du ikke snyde dig selv for en LP-plade, hvor lyden er uovertruffen og som gemmer på en lille bonus, der aldrig bliver tilgængelig i andre formater. Pladen er i øvrigt pakket ind i et meget smukt gatefoldcover. 

Bonusinfo:

Pladen udgives i forbindelse med koncert på Skuespilhuset i København onsdag d. 9. juli kl. 23.00

larsgreve.com

European Jazz Orchestra: 2013 Live in Stockholm with Ann-Sofi Söderqvist (Gateway)

At lade den svenske dirigent og komponist Ann-Sofi Söderqvist stå i spidsen for et big band er en særdeles god idé. Det har man bl.a. kunnet høre med Norrbotten Big Band og hendes eget Ann-Sofie Söderqvist Orchestra (ASJO). Sidste år var hun i spidsen for den foreløbigt sidste udgave af European Jazz Orchestra. Big bandet der blev skabt af Erik Moseholm og Birgit Vinge i 1998 og siden da, som et af få europæiske kulturprojekter, har fået økonomisk støtte fra EU. En støtte der bl.a. er opnået fordi man lavede et big band med yngre jazzmusikere fra hele Europa. Sidste år kom der ingen gyldne € fra Bruxelles til projektet. Det betød at der blev skåret i turnévirksomheden og meget andet. Det eneste der ikke blev skåret i, var de kunstneriske ambitioner og kvaliteten. Derfor er det også ekstra bittert, at den sidste plade med big bandet sandsynligvis er den bedste der nogensinde er kommet fra den kant.

For en lytter med fødderne plantet i den nordiske jazzmuld, er Ann-Sofi Söderqvists vision om, hvordan et big band skal lyde i dag, noget nær perfekt. Højdepunktet er suiten In your Garden i otte dele, der er skrevet specielt til European Jazz Orchestra. Den svenske sangerinde Kristin Amparo som Söderqvist selv har udvalgt, synger så smukt om haven, hvor der skal kæles om planterne og om det skrøbelige liv. Det er usædvanligt stærkt. Desuden præsenterer Söderqvist tidligere kompositioner fra hendes karriere. Her står A Bientot og Shorters Quarters flot. Et enkelt covernummer er der også blevet plads til. Aretha Franklin’s Think kommer efter en omtumlet start ind i et funkgroove, hvor den slovenske trommeslager Dre Hocevar nok tilføjer lidt for meget kant i et ellers skarpt arrangement. Der er mange gode solopræstationer, pladen rundt fra de 19 musikere fra næsten lige så mange lande. Live in Stockholm er en meget anbefalelsesværdig plade.

Fraskrivelse af al anmelderansvar i denne blogpost:

Da jeg er medlem af bestyrelsen for Swinging Europe og dermed også European Jazz Orchestra, er det selvfølgelig en stærkt subjektiv og lidt for nepotistisk anmeldelse jeg har lavet. Men jeg en også er en af de få, der anmelder jazzplader på nettet og synes ærligt talt at det ville være en skam ikke at bruge nogle ord på pladen. 2013-big bandet blev i øvrigt genforenet i maj 2014, hvor det var inviteret til at spille i Tyrkiet i forbindelse med et EU-møde.

swinging-europe.dk

Henry Butler & Steven Bernstein: Viper’s drag (Impulse!)

Impulse Records - The house that ’Trane build, som det hedder. Et pladeselskab der med start i 60’erne var med til, at sætte dagsordenen indenfor jazzen. John Coltrane fik lov til at eksperimentere. Herudover udsendte folk som Charles Mingus, Pharoah Sanders, Archie Shepp og Yusuf Lateef nogle af jazzens vigtigste albums på Impulse! Efter Coltrane’s død, gik det hurtigt tilbage for selskabet, der har været genoplivet ved enkelte udgivelser siden hen. Nu dukker Impulse Records op igen i en revitaliseret udgave. En af de første udgivelser er med den blinde New Orleans-pianist Henry Butler og trompetisten Steven Bernstein. Måske ikke lige den mest oplagte Impulse udgivelse set i lyset af historien.

Henry Butler er pianist og sanger i klassisk New Orleans stil med gæld til folk som Allen Toussaint, Professor Longhair og James Booker. Mens Steven Bernstein er en kamæleon med progressiv jazz i Sexmob (og en plade sammen med Kresten Osgood) på samvittigheden. Derudover traditionel jazz, som han bl.a. spillede det sammen med Butler i Kansas City All Stars, der opstod efter Robert Altman-flmen Kansas City i 1998. På Viper’s Drag er de gået sammen om at spille musik af Jelly Roll Morton:  Buddy Bolden’s Blues, Wolverine Blues og King Porter Stomp og Fats Waller’s Viper’s Drag. Herudover spiller de Butler’s musik og en dejlig version af I Left my baby. Viper’s Drag er klassisk nutidig New Orleans jazz i en særdeles veloplagt og dynamisk version. Så har du set en masse Treme, er det her et godt sted at fortsætte.

impulse-label.com

Lars Bech Pilgaard: I want you to be around me (Mom Eat Dad Records) LP

Mage til kompromisløs soloudladning kommer man til, at lede længe efter. Spinkle punkriffs, der gentages i en uendelighed. Droner der sendes afsted med tunge anslag. Skramlende afrorytmiske figurer. Æstetikken er ikke til at tage fejl af. Det er ikke det velpolerede og glatte look der findes på denne LP. Det er grimt og ætsende primitivt. Det er kun et halvt år siden at guitaristen Lars Bech Pilgaard sidst udsendte en LP. Dengang var det med bandet Slowburn. Nu er han helt alene på en plade, der i originalitet er uovertruffen. Det er ganske vist superenkle guitarfigurer, som Pilgaard oftest roterer rundt om. Alligevel fremstår guitarspillet med en uforsonlig dybde og ærlighed.

I want you to be around me er en kærlighedserklæring til guitaren. Musikken er optaget på Lygten st, hvor Copenhagen Trashzz Festival har holdt til i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival i de senere år. Det er her, hvor jazzen sendes ud over kanten, for aldrig at vende tilbage som sig selv. DIY-attituden gennemsyrer projektet, der selvfølgelig udgives på lækker vinyl med et håndtrykt cover. Lars Bech Pilgaards soloLP er anbefalelsesværdig til lytteren der trænger til noget grimt i ørerne. Prøv f.eks. at meditere til Give a fuck. Det er stærke sager! Og pissegodt!

Bonusinfo:

Pilgaard spiller solokoncert på Lygten st. d. 8. juli kl. 21.00 i forbindelse med Copenhagen Trashzzfestival.

cargocollective.com/larsbechpilgaard

Bjørnskov-Flensborg Quartet: Roots (LongLife /Pladekisten)

Det er bassisten Torben Bjørnskov der har været ankermand på dette projekt. Han ville gerne samle nogle musikere som han tidligere har spillet meget sammen med. Det skulle ikke være et Torben Bjørnskov featuring...projekt. Det skulle være et projekt som han satte i gang. Et projekt der ville få liv i kraft af de enkelte musikeres gode evner til musikalsk kommunikation og samarbejde omkring materiale og udtryk. Musikken er skrevet Bjørnskov og pianisten Pojken Flensborg. De indkaldte så trommeslageren Espen Laub von Lillieskjold og den engelske saxofonist Stan Sulzman, der bl.a. har spillet med Kenny Wheeler, Graham Collier og John Taylor.

I studiet har de fremelsket europæisk jazz med nordens melankoli. Sulzmans modne tone er et plus for kvartetten. Den afklarede myndighed som han spiller med, giver de andre musikere ro. Pojken Flensborg spiller med en melodisk flydende ligefremhed. Det er jazz for lytteren, der trænger til at stresse af. Det er ikke revolutionær jazz. Det er til gengæld godt spillet med en ikke alt for frembusende tilgængelighed.

Bonusinfo:

De spiller d. 11. kl. 21.00 juli på Café Blågårds Apotek i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival og d. 14. juli kl. 16.00 på Pianoværkstedet i forbindelse med Aarhus Jazzfestival.

torbenbjoernskov.dk

KortJazzNyt Uge 27 2014

Jazz og briller er måske ikke den mest oplagte cocktail, medmindre du selvfølgelig har en jazzbrille. Hos Fiol Optik i det indre København hænger det til gengæld godt sammen. Optikeren Brian Rindom Larsen er svært glad for jazz og vinyl. Endda så meget at han har støttet jazzen (og anden musik) med hans Fiol Ambassadører-program, hvor kunderne i hans butik har fået en jazzCD med, når de har købt briller hos ham. Det er noget som Brian Rindom Larsen har gjort for at udbrede kendskabet til jazzen og dens udøvere. Nu rykker han et skridt videre og omdanner den lille butik til jazzklub og indspilningsstudie. Søndag d. 13. juli spiller den svenske trompetist Björn Ingelstam i butikken. Her har et lille publikum mulighed for at komme meget tæt på musikerne. Ved samme lejlighed indspilles musikken til den første Fiol Sessions plade. Pladen udgives til efteråret i 500 nummererede eksemplarer på 10"vinyl eller som den ældre generation foretrækker at kalde det, 25 cm plader. Så skal dine klappende hænder med på vinyl, så er det nu, du skal sikre dig en billet.

https://www.facebook.com/events/1448554395393498/

Guitaristen og forfatteren Jakob Thorkild Overgaard lancerer d. 3. juli essaysamlingen Musikhistorier, hvor der de næste 12 uger kommer et nyt essay hver uge.

https://www.facebook.com/musikhistorier?fref=ts

Salt Peanuts er en af jazzens heftige numre fra 40'erne med Dizzy Gillespie. Det var et nummer der bl.a. var med til at sparke beboppen i gang. Salt Peanuts er også navnet på et nyt norsk site om jazz. Det er folk der tidligere var på det norske jazzmagasin Jazznytt, der har lavet sitet, bl.a. Jazznytts tidligere redaktør Jan Granlie.

Allerede her på andendagen efter lanceringen er der en stribe anmeldelser af bl.a. Maria Faust, Christina Dahl og Helge Lien. Desuden er der dækning af Kongsberg Jazzfestival og en nyhed om at Roskilde-aktuelle Paal Nilssen-Love stopper i bandet Atomic.

salt-peanuts.eu

Trænger du til en engelsk-sproget guide til Copenhagen Jazzfestival? Så kan du meget passende læse det hæderkronede amerikanske jazzmagasin Down Beat's guide til de 10 dage.

http://www.downbeat.com/default.asp?sect=news&subsect=news_detail&nid=2433

"This jam session-like atmosphere was a perfect send-off for those music warriors (players and listeners alike) who remained to the end of what was an exhausting but certainly rewarding festival."

Sådan lyder konklusionen på amerikaneren Laurence Donohue-Greene's beretning fra Musketer Festivalen der forløb i dagene 12.-14. juni i København. Du kan læse artiklen i juli-nummeret af magasinet The New York City Jazz Record, der kan downloades gratis.

nycjazzrecord.com

Montmartre i Nørregade havde en i dag legendarisk booker - Niels Christensen - der i 2010 lavede en anbefalelsesværdig bog om tiden på spillestedet. Han har lavet en blog hvor han skriver personligt om musik, oplevelser, koncerter etc. Den er et besøg værd!

http://jazzlinedk.wordpress.com

Thomas Maintz: Present (Beach Farm/Gateway)

Der bliver rig mulighed for at høre guitaristen Thomas Maintz i forbindelse med årets jazzfestival. Bl.a. spiller han en duokoncert med pianisten Aaron Parks på festivalens andendag. Det er også to amerikanere han har med på sit andet soloalbum Present - hvor det ikke handler om gaver, men om at være tilstede. Bassisten Scott Colley og trommeslageren Johnathan Blake var med Maintz i Sear Sound Studiet i New York i starten af 2014, hvor den legendariske James Farber sad ved mixerpulten. Hvad betyder det så egentlig? Det betyder en hel del. Lyden er nemlig forbilledlig ren og enkel. Den omfangsrige CD med 70 minutters musik og 12 numre inkluderer fire gengangere fra debuten. En debut som jeg ikke var ene om, at have med på års bedstelisterne i 2009. At Thomas Maintz så tænker at de kan optimeres, at der kan gøres mere ved kompostionerne, er både interessant, men også lidt dumdristigt, da der er en risiko for, at de forskellige udgaver bliver sammenlignet.

Men at Maintz er modig og hviler så meget i sig selv er styrken ved Present. De gamle kompositioner tåler endnu et spin. Der tilføjes nyt og der holdes fast i noget andet. Maintz spiller Bill Evans’ If I should lose you på akustisk barytonguitar i en berigende udgave. Maintz’ musik er stille og rolig i et afstemt ballade-setup. Colley og Blake er inspiration for mange musikere og det kan Maintz også godt blive. Han er original og sikker i den meget klassisk lydende jazz han spiller. 

thomasmaintz.com

Doktor Doktor: NytLåntGammeltBlåt (Target) LP

Håndspillet old school hip hop på dansk med blæsere. Hvis de ni ord er nok for dig. Så ved du hvad jeg snakker om. Det er jazzet hip hop med tekster om Nørrebohémer - både de unge og de gamle. Dem med blå Kings og ham der flyttede til nordvest, da det blev for dyrt. Det er historier fra København. Fra en ung mand, der er kommet på afstand af den første ungdom - og alt for gammel til at bruge ord som nice. Det er rapperen Mads Glendorf der er i front. Glendorf er hurtig og hyggelig. Han passer så godt sammen med den håndspillede musik fra et band, der hviler på en base af soul, funk og jazz. Bandet består af en række unge musikere, David Dyrholm (keyboards), Jakob Baggesen (saxofon),Tim Ewé (trompet), Aske Grieger (bas), Simon Hansen (guitar) og Janus M.G. Camara (trommer), der spiller tilbagelænet tight. De har sansen for jazzet funk. Men hvorfor skal de ikke krediteres på pladecoveret?

De småjazzede indslag og soli giver LP’en en levende og organisk kant. Der er det “gamle” hit Da Diddy var Daddy fra EP’en der udkom for et par år siden. Der er nummeret Meyerheim, hvor DJ Noize smider lidt scratch på nummeret. Der er titelnummeret NytLåntGammeltBlåt, hvor skønne Ayoe Angelica føjer feminin ynde til det ellers drengerøvsprægede univers. Doktor Doktor er et meget velkomment og tiltrængt indslag på den danske jazzscene. Der er strejf af MC Einar og gammel funk. Der er fest og farver. Tak for det!

doktordoktor.dk