Bravura in the Face of Grief: Furry Mouth (abstract tits Records)

Komponisten Michael Nyman lavede som vanligt musikken til Peter Greenaway-filmen Tegnerens kontrakt fra 1982. Her hedder et af stykkerne Bravura in the face of Grief. Uden umiddelbar sammenhæng er det også navnet på en ny eksperimenterende dansk/norsk improduo bestående af trommeslageren Anders Vestergaard (Yes Deer, Boujeloud og Kasper Staub Trio) og saxofonisten Danielle Dahl. De laver musik/lyde/toner i et af-, under-, ud- og opsøgende univers. Med Vestergaards trommer og Dahls saxofon skabes der lyde med instrumenterne, som man ikke oprindeligt havde tænkt at de skulle frembringe.

Selve udgivelsen består af en CD og en idolplakat med de to medlemmer iklædt lidt alufolie. Det er en lidet konventionel udgivelse, der placerer sig i samme luftlag som en anden duo med udgangspunkt i Aarhus, nemligt Kolonihaven Unikum. Pladen flimrer rundt med hyletoner og skingre afarter af noget der kunne kaldes musik. Det er indadvendt eksplosivt materiale, der spænder lyttenerven hårdt op. Det er urovækkende musik og er på ingen måde en feel-good plade. Det er en af de mange gode grunde til, at  man skal udsætte krop og ører for duoen og deres eskapader. 

soundcloud.com/anders-og-danielle

David Virelles: Mboko (ECM)

Det har med rette trukket store overskrifter, at USA diplomatisk endelig nærmer sig Cuba og bl.a. åbner en ambassade i landet. Musikalsk har der nu været kontakter mellem landene i mange år. Bl.a. er Ry Cooder's skønne Buena Vista Social Club-projekt et godt eksempel på det. Den cubanske pianist David Virelles flyttede fra Cuba til Canada i 2001 og kom til New York i 2009. Her lavede han i 2012 det roste album Continuum og medvirkede desuden på Jakob Bro's Bro/Knak plade. Nu er Virelles aktuel med pladen Mboko.

Det er en plade der hylder det cubanske religiøse selskab Abakuá - der er baseret på vestafrikanske traditioner og indeholder ceremonier med bl.a. maskedans. Det er symbolsk musik som Virelles omsætter til det 21. århundrede. Med hjælp fra to bassister, en trommeslager og cubaneren Roman Diáz der mestrer det specielle cubanske trommesæt biankoméko skaber Virelles et musikalsk univers med stærke stemninger. Det er hellig cubansk musik og jazz i ånden fra Andrew Hill og Henry Threadgill. Det er en plade, der kommer til at holde længe.

player.ecmrecords.com/virelles

The Stoner: Kinder call (Hoob Records) LP

 Det er ti år siden at de udgav deres første album. Svenske The Stoner med saxofonisten, basklarinetisten og fløjtenisten Nils Berg i spidsen har holdt sammen på den samme besætning hele vejen. Pianisten Jonas Östholm, bassisten Nils Ölmedal og trommeslageren Jon Fält er Bergs sikre støtter. Det er deres femte album. De har indspillet musikken foran publikum i det tidligere kapel på Sabbatsberg Sjukhus i Stockholm. Det er blevet til et besættende lækkert album. Der er et intenst nærvær  i musikke. Det er i særdeleshed, når Berg spiller på basklarinetten at der sker noget. 

I pressematerialet beskriver Nils Berg inspiration fra columbiansk techno, Georg Riedels sommersverige, modaljazz a la Coltrane og mørk dystopi. Det er grundlæggende musik som man har lyst til at byde velkommen i stuen. Det er gennemført og afbalanceret. The Stoner er spirituel og sjælfuld jazz med en underspillet sitren. 

Kinder Call udgives på en brunlig guldagtig vinyl (forgive me, jeg er farveblind) og pladecoveret er et silketryk, hvor der er et farvespil i trykfarven. Det er en meget anbefalelsesværdig udgivelse til jazzvinylfetichister med hang til ny jazz, hvor der er kant uden at det smadrer højtalerpappet.

thestoner.com

hoobrecords.com

Jazznytprisen & årets bedste danske jazzplader

Der er mange gode grunde til at kalde 2014 for et stort år for dansk jazz. Der er kommet en stor stak fede plader og der er afholdt mange gode koncerter i det ganske land. Traditionen tro kårer JazzNyt årets 10 bedste danske jazzplader.  Som de foregående år har det ikke været en let opgave. Der har været mange af de anbefalelsesværdigt gode plader i år. Jeg har under nogle af de udvalgte plader tilføjet plader, der befinder sig i den samme gode stil - kaldet Same vibe - hvis du ikke kan få nok og har lyst til at gå på eventyr.

Årets Jazznytprisvinder er en mangeårig favorit, der atter en gang har føjet nye facetter til den i forvejen fantastiske karriere. Prisen vil blive overrækt når mine veje krydses med vinderens - hvilket meddeles her på bloggen.

Jazznytprisen 2014

Carsten Dahl

Han er med den norske jazzkritiker Jan Granlies ord en af de bedste på sit instrument i Europa. Granlie skriver desuden om Dahl at: “Carsten Dahl er en tekniker nesten uten sidestykke, og når han får utfolde seg fritt med et velstemt flygel, er det nesten ingen begrensninger på hva som kommer ut av instrumentet. Han kan hele jazzhistorien, og bruker sine favoritter til å utforske sine egne ideer og innerste tanker når han lager musikk.” 

Alt dette skriver Granlie i forbindelse med anmeldelsen af Carsten Dahl og Stefan Pasborgs duoplade Live at SMK. Det var selvsamme plade der fjernede al tvivl hos mig. Carsten Dahl skal have Jazznytprisen 2014. Han har været i hovedrollen på intet mindre end fem markante pladeudgivelser i år. Alle fem plader besidder kvaliteter der er med til bekræfte at vi med Carsten Dahl har en unik musiker, hvor improvsation og øjeblikkets intense krav om tilstedeværelse i den skabte musik er noget han forfølger på allerhøjeste plan.

Hvorfor er det så lige i år, at jeg hylder Carsten Dahl med Jazznytprisen? Det gør jeg fordi Carsten Dahl i 2014 har beriget os med hele fem stærke, vedkommende og personlige udgivelser. Plader hvor improvisation er omdrejningspunktet. 

Bach Goldberg Varitions Prepared Piano (Tiger Music)

“Det der er interessant og gør Carsten Dahl Goldberg Variationer til et mesterværk, er klangene der med fylde af ekstra-terrestriale dimensioner blæser mig omkuld. Det er stort! Det er stort fordi Dahl bringer Goldberg Variationerne på afveje og skaber et nyt og nutidigt værk af opsigtsvækkende karakter.”

The Myth & The Moth (Tiger Music)

“Carsten Dahl væver og digter øjeblikket. Forlænger stemninger og drejer situationer. Det er musik der omfavner virkeligheden. Musik der placerer sig i omgivelserne. Det er lyst som solstrålen der kravler ind gennem vinduet og hygger sig i den halvmørke stue.”

A Good Time (Storyville) sammen med Lennart Ginman & Frands Rifbjerg

“Melodierne bruges som 3 meter vippen i svømmehallen. Den velkendte lange planke der er placeret 3 meter over vandet. Her kan man så vælge at hoppe nogle ekstra gange og få ekstra megen kraft i benene til et højt udspring med en saltomortale. Man kan lave en bombe etc. Der er mange muligheder - men en ting er sikkert. Man lander altid i vandet. Det samme er gældende for Dahls trio, der altid lander sikkert i vandet”

Live at Montmartre (Storyville) sammen med Eddie Gomez

“han vælger ikke den lette vej ved at tænke Bill Evans, når det er Gomez der står ved bassen. I stedet er det to musikere der kommunikerer på ligeværdig vis. Carsten Dahl spiller op med humor og et sprællende overskud. Eddie Gomez indfanger det og er langt fremme på bassen”

Live at S.M.K. (ILK) sammen med Stefan Pasborg

“Duoen bevæger sig på nogle af de samme stier som kendes fra Keith Jarrett. Det er ikke helt det samme. Der er mere anarki og vilter nordisk ubundethed i musikken. Pasborg og Dahl er i et mestermøde omkring time, klang, tone og puls.”

Årets bedste danske jazzplader 2014

Lars Greve: Breidablik (Hiatus)

I et improvisatorisk samspil med naturen har Lars Greve skabt en af de mest spændende og originale danske musikudgivelser i 2014. Det er organisk musik, hvor den indre ro afspejler sig i musikken. Den ro det giver, når man vender tilbage til udgangspunktet, til det genkendelige. Her er det genkendelige ikke gammel jazz, som Greve hørte som ung. Her er det genkendelige i stedet naturen og de lyde som Greve kender fra sin barndom i det vestjyske.

Same vibe: Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound Music for 8 recorders (Hiatus)

Christian Vuust: Urban Hymn (Aero Music/Pladekisten)

Det er lige præcis den ro, der er med til at give os et helt fantastisk album. Tempoet er ligesom musikkens sjæl roligt - det er overvejende ballader. Der er melodi. Der er tid til at aflevere en historie. Christian Vuust udnytter at han har Parks ved klaveret og Parks er omvendt god til indfange Vuusts idéer. En veldefineret blanding af New York og Danmark.

Hess/AC/Hess: Spacelab (Gateway)

Det er musik i balance med sig selv og med lytteren. Der er en magisk ro og fylde i musikken. Flere af numrene har været brugt i film i andre udgaver. Pladen er et soundtrack til dit øjeblik. Nikolaj Hess sætter ikke en finger forkert undervejs på flygelet. Det føles så logisk og rent.

Supplerende: 3xHess: Music for Mum & Dad (Hessmusic/Gateway)

The Danish Radio Big Band: Spirituals (Storyville)

The Danish Radio Big Band fylder 50 år. Hvis fejringen er et festfyrværkeri og denne plade er den første raket der er sendt op på himlen, så starter de godt nok hårdt ud. Det er en kl. 24 raket med størst tilladte krudtmængde, der eksploderer på himlen i et fejende flot mix af sølvbuketter og guldbrokader.

Blicher Hemmer Gadd: Blicher Hemmer Gadd (C-Nut)

Det her er tilbagelænet, loose og afslappet - sådan da. For det er også tre musikere, der er på omgangshøjde og sammen læner sig tilbage og lader en swingende lækker jazz indtage sjælen. De er velspillende og superskarpe. Det virker afslappende, men musikerne slapper ikke af, de er helt fremme i stolen. 

Same vibe: Johan Bylling Lang Organ Quintet: Up for grabs (JBL Music/Gateway)

Trio Riot: Trio Riot (Efpi)

To saxofoner og en trommeslager der spiller punkjazz. Lyder det dejligt på den der skønne “spark-i-røven” måde? Det er som hvis Ornette Coleman tog på opdagelse i den engelske punkmusik i starten af firserne. Mette Rasmussen spiller stramt og kraftfyldt.

Same vibe: Yes Deer: The Talk of Tennis (Gaffer Records)

Jakob Thorkild Trio: Art Sleaze (Tyrfing)

Musik der elskeligt provokerer melodiøret. Jakob Thorkilds trio er effektive og heftige. Nils Bo Davidsen trakterer den elektriske bas som stod han mellem et avantgardejazzband og et eksperimenterende punkband. Jakob Thorkild vrider, flænser og sønderriver guitaren. Det er kunst. Det er beskidt.

Same  vibe: SVIN: SVIN (Ponyrec)

Jakob Buchanan: Some People & Some Places (Buchanan/Pladekisten)

Trompetisten Jakob Buchanan gør måske ikke det store væsen af sig i en større offentlighed. Det er også helt fint med mig. Så længe jazzlyttere med ørerne skruet rigtigt på, bruger tre kvarter på at lytte til denne plade. Buchanan, der har en sikker tone på trompeten bruger inspiration fra specielt Kenny Wheeler til at skabe sit eget sprog. Der er en afklaret og smittende ro i musikken.

Sinne Eeg: Face the Music (Stunt)

Albummet Face the music er Sinne Eeg, når hun er allerbedst. Der væltes ikke paladser. I stedet pudses de og skinner om kap med solen. En medrivende og smittende musikalitet vælter ud over lytteren.

Same vibe: Jakob Dinesen: Yasmin (Stunt)

Søren Kjærgaard: Syvmileskridt (ILK)

Han får mig til at bremse op og nærlytte. Her er også en skæv skønhed. En afslappet melodisk frihed og nogle helt fantastiske swingende trommer. Søren Kjærgaards fornemmelse for musikkens æstetik er styrken.

Same vibe: Simon Toldam Trio: Kig Op 14 (ILK)

I Think You’re Awesome: Løft mig op så jeg kan nå (I Think You’re Awesome)

Løft mig op, så jeg kan nå er en poetisk jazzplade. En plade der med dansksproget instrumentaljazz kommunikerer med lytteren. Med en levende og nordiskinspireret indiejazzet lyd omfavner I Think You’re Awesome smukt musikken.

Same vibe: Kasper Staub Trio: Havnepladen

Phronesis: Life to everything (Edition)

Logisk elegance veksler med knaldperler. Lederen og bassisten Jasper Høiby limer trioen sammen. Skaber overgange og forandringer. De spiller som et sammenvævet enstænkende kollektiv. Balladerne er nattesorte og stemningsfyldte. At de har valgt liveformatet er et ekstra plus for denne plade. Phronesis regnes med rette for at være en af de hotteste jazztrioer i Europa i dag.

Stefan Pasborg/Carsten Dahl: Live at SMK (ILK)

Det er to af de mest originale danske jazzmusikere der har fundet sammen på denne duoplade, der er optaget på Statens Museum for Kunst i 2012. Det er ikke nyt, at de spiller sammen, men det er nyt at de spiller sammen i en duo, hvor de mødes ligeværdigt. Trommeslageren Stefan Pasborg har spillet sammen med pianisten Carsten Dahl i sidstnævntes Experience, der har lavet 3 albums, senest i 2013. Carsten Dahl er oprindeligt selv trommeslager og blev optaget som sådan på Det Rytmiske Musikkonservatorium, hvor han så skiftede til klaver, efter at bl.a. Ed Thigpen havde truet med at sige op, hvis Dahl ikke fik lov til at fortsætte med klaveret som hovedinstrument. Han fik som bekendt lov til at fortsætte og er indtil årets udgang professor på rytmekons. 

Dahls trommefortid spiller en tydelig rolle på denne duoplade - omvendt kunne man også have bildt mig ind at Stefan Pasborg havde en fortid som pianist - ikke som saxofonist eller bassist. Men pianist fordi han spiller med så mange klange og dybder i sit spil. Stefan Pasborg spiller på alle trommernes strenge - kunne man fristes til sige. Pasborg og Dahl er i et mestermøde omkring time, klang, tone og puls. Pladen former sig om 3 kompositioner af Carsten Dahl. Nariman’s Mood har sine rødder i skandinavisk folkemusik, mens Psyko Calypso er Michel Camilo på afveje. Her i mellem er der improviserede stykker, hvor duoen bevæger sig på nogle af de samme stier som kendes fra Keith Jarrett. Det er ikke helt det samme. Der er mere anarki og vilter nordisk ubundethed i musikken. Pladen lukkes ned med standarden Blame it on my youth. Her samler de og forklarer sig. Det er jazz med varme og sjæl til at gå hjem på.

ilkmusic.com

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound Music for 8 Recorders (Hiatus) 7”single

En gang i midten af firserne oplevede jeg et stykke musik udsat for 100 akustiske guitarer i Musikhuset i Århus. Instrumenterne kom undervejs til at lyde af mere og andet end akustiske guitarer. Der blev ikke anvendt nogen form for effekter ind over instrumenterne, alligevel fik guitarerne en helt anden lyd, når de blev multipliceret så mange gange. Niels Lyhne Løkkegaard forfølger noget af det samme med hans nye projekt Sound X Sound. Han har komponeret musikken, hvor han mangedobler et instrument og får nye og ikke hørte lyde frem fra et ellers velkendt instrument. Det første instrument i serien er gammelkendte og superpædagogiske instrument blokfløjten, som for mange har været det allerførste instrument man har spillet på (gad vide om Niels Lyhne Løkkegaard selv startede med at spille på blokfløjte?). 

Musikken er udgivet på en single i tyk vinyl, med papcover og inderpose, som var det en LP-udgivelse. Allerede her er der en aura af noget specielt. Noget man sjældent får lov til at stifte bekendtskab med. Musikken er komponeret for 8 blokfløjter. På den ene pladeside er det altblokfløjter og på den anden side er det sopranblokfløjter. Det bliver lige præcis den der særegne oplevelse, hvor jeg på den ene side genkender blokfløjterne og på den anden oplever instrumenterne i et nyt lys. Musikken er minimalistisk med små skift undervejs. Blokfløjterne trancenderer nærmest. Siden med sopranerne er den lyse eller den hidsige. Mens siden med altfløjterne er mere moderet og behagelig. Niels Lyhne Løkkegaards kompromisløse tilgang til musik når nye højder med denne udgivelse. At det samtidig er både givende og interessant at lytte til gør jo ikke sagen ringere. Jeg glæder mig allerede til det næste projekt, der skulle involvere 30 kromatiske tunere.

Bonusinfo:

D. 18. december kl. 20.30 præsenteres musikken i Koncertkirken på Nørrebro.

nielsloekkegaard.dk

hiatuslabel.com

Nguyên Lê with Michael Gibbs & NDR Bigband: Celebrating The Dark Side of The Moon (ACT)

Hvis man har levet et sted, hvor der ikke er en måne. Så har man heller ikke været på den mørke side af månen. Hvis man har levet et sted hvor der ikke er rock, så har man heller ikke været på The Dark Side of The Moon. Det er 41 år siden, at Pink Floyd udgav The Dark Side of The Moon - en plade der med lyd og musik revolutionerede rocken dengang og siden har inspireret og fascineret vidt og bredt. Et sandt mesterværk. Der er lige udkommet et “nyt” Pink Floyd album - der helt sikkert tilfredsstiller og appellerer til fansene. Men aldrig fænger så bredt som den gamle klassiker har gjort. Hvem den her plade, så henvender sig til, er et godt spørgsmål. Jeg er gammel Dark side of the moon fan, jeg er big band fan og jeg er fusionsjazz fan. De tre vigtigste elementer i forbindelse med denne udgivelse.

Jeg synes bare ikke at det fungerer. Der er enkelte steder, hvor det kommer godt op at koge. Som på introen til Time, hvor big bandet bruges effektivt. Det er også et af få numre, hvor der er tid nok til, at dvæle ved detaljerne, ellers går det alt for stærkt på de korte numre. Det er aldeles overflødigt med de nyskrevne kommenterende mellemnumre, der er skrevet af guitaristen Nguyen Le, der også er hovedsolisten på udgivelsen. Hans karakteristiske guitarspil kommer ofte i karambolage med musikken. Igen kommer et af de længere numre med tid og ro til en ordentlig intro ham til undsætning. Us and them er et vellykket mix af Nguyen Le’s guitar, big bandet og Pink Floyd. Sangerinden Youn Sun Nah medvirker på flere numre. Den eneste grund til, at hun gør det, må være fordi hun er på samme pladeselskab som Nguyen Le. Kunstnerisk giver det ikke mening. 

actmusic.com

Mats Öberg: Improvisational two.five (Caprice)

Improviseret soloklaver er en elitedisciplin der tiltrækker nogle af jazzens største pianister. Keith Jarrett, Paul Bley og vores hjemlige Carsten Dahl har vist vejen for hvordan det skal lyde. I 2006 skulle den svenske pianist Mats Öberg lave soloimprovisationsplade inspireret af enten Cornelis Vreeswijk eller Bernt Egerbladh (Öbergs morbror). Mats Öberg kunne ikke vælge og fik indspillet begge dele. Det var til gengæld Cornelis pladen der udkom. Det var det svenske pladeselskab Caprice der havde sat idéen i søen og de udsendte i 2007 Improvisational Two. Siden blev Egerbladh-indspilningerne gemt væk og først fundet frem nu, hvor den nordsvenske by Umeå var kulturhovedstad. Bernt Egerbladh har om nogen symboliseret Umeås jazzscene.

Den blinde pianist Mats Öberg har lavet en meget vellykket hyldest til Egerbladh. Det er svensk, storladent og stemningsfyldt. Han vrider tonerne rundt og spiller melodisk og ligefremt. Der er en mental dybde og velstruktureret kompleksitet i Mats Öbergs improvisation. Det giver musikalske vitaminer af den langtidshioldbare slags.

capricerecords.se

Esben Højlund Trio: Ekstrakt (Gateway)

Det er dejlig plade som pianisten Esben Højlund debuterer med. Den gør egentlig ikke det store væsen af sig. Det er en plade som jeg ofte har haft til at køre i baggrunden siden jeg modtog den. En af pladens store kvaliteter er sammenhængen. Musikken flyder logisk emotionelt og stringent. Esben Højlund sværmer om lyriske stemninger med melodi. Højlund bliver bachelor fra det Rytmiske Musikkonservatorium til sommer. Han er sammen med brødrene Nicolai Dall på trommer, der er studerende på samme årgang som Højlund og Tobias Dall på bas, der blev færdig som kandidat i sommers.

Musikken er præget af jazz med et europæisk udtryk. Pladens eneste komposition som Højlund ikke har haft fingrene i er Carl Nielsens Sænk kun dit hoved - der folder sig smukt ud. Esben Højlund er helt sikkert en pianist der er værd at holde øje med i fremtiden. Debutpladen lover i hvertfald godt!

The Orchestra feat. Tuva Semmingsen: Money (Gateway)

Da jeg var til Danish Music Awards for jazzen fik jeg lejlighed til at høre nogle numre med The Orchestra og Tuva Semmingsen. Jeg var ganske uforberedt på det, da de var erstatning for Jacob Anderskov, der var forhindret i at spille. Jeg synes at jeg havde hørt navnet Tuva Semmingsen før, men jeg kunne ikke placere det. Jeg sad ved siden af Berlingskes anmelder Kjeld Frandsen, der heller ikke vidste hvem Tuva Semmingsen var. Senere på aftenen talte jeg med P8 Jazz-værten Stine Danving - der havde fået fri efter den direkte udsendelse hun havde været vært på. Hun kunne til gengæld hjælpe mig på vej. Danving er ud over at være vært på P8 jazz (og jurymedlem ved årets Danish Music Award Jazz) også studerende i klassisk sang på konservatoriet i Odense. Hun havde lige oplevet Tuva Semmingsen nogle få aftener før på det Kgl. Teater i operaen Lulu. Tuva Semmingsen er mezzosopran og ansat ved operaen. Så gav det meget god mening at jazzhoveder som Frandsen og jeg ikke var sporet af hvem Tuva Semmingsen var.

The Orchestra kender jeg til gengæld ganske godt. Det er big bandet der har præsteret og præsenteret meget forskelligt gennem årene. Jeg har altid holdt ekstra meget af dem, når Lars Møller har stået i spidsen, som på Beats & bigband fra 2003 og Episodes fra 2011. En anden vigtig bidragsyder til big bandet er basunisten Jakob Riis, der både som arrangør og komponist har sat sit præg på The Orchestra. På den aktuelle plade har han arrangeret al musikken. Men ikke komponeret den. Det er et atypisk The Orchestra-projekt da de for første gang ikke præsenterer original musik. Det er til gengæld 8 kompositioner der alle har sat sit tydelige aftryk på jazzen. Åbningsnummeret er Michel Legrands Les moulins de mon coeur, der ligger smukt i munden på Tuva Semmingsen. De franske gloser tænder lysten til et godt glas Bourgogne, der i øvrigt suppleres af en dejlig altsaxsolo fra Kasper Wagner. På Bobby Timmons Dat dere, der hører til i souljazzens kanon bruger Semmingsen teksten som Oscar Brown jr. lavede nogle år senere til nummeret. Det går på den anden side ikke så godt for Semmingsen, når der skal soul i munden. Guitaristen Per Gade redder nummeret midtvejs med en Wes Montgomery lignende solo. Semmingsen stivner og er alt for meget på udebane. Lidt det samme sker med Billie Holidays God bless the child. Heldigvis er det ikke kun åbningsnummeret der er i den gode klasse. Igen er det de franske gloser der redder Semmingsen. Kurt Weills stemningsfyldte cabaretnummer Le Grand Lustcru og Joseph Kosmas Le Feuilles mortes fungerer bedre. Jakob Riis arrangementerne er præcise og vedkommende. De holder hele pladen igennem. Og The Orchestra er velspillende som vanligt!

sonicescape.net

SVIN: SVIN (Pony Rec)

Det er jazz for generationen der er vokset op med Nirvana eller Sonic Youth i ørene. Det er støjende, flabet, punket og tænderskærende grimt. Men så er det heller ikke værre. Der er en fascinerende dystopisk og industriel undergangsæstetik i musikken. Som når man hører indledningen til nummeret Arktis, der skylder mere til Bowie/Eno end man lige aner. Svins store force er den afvekslende blanding af stilarter som de er i stand til at kaste sig ud i. Det er nærmest bipolart svingende mellem sort/hvid, plus/minus, op/ned, ud/ind og enkelte gange midt i mellem. Aldrig stillestående.

Pladen starter vildt med Maharaja, der vrider sig i et manisk tempo. Der er nummeret Fuck John, der opfører sig som en avantgardistisk udgave af AC/DC, hvor saxofonisten Henrik Pultz Melbye kværner et guitarriff på saxofonen. På pladens sidste numre er Magnus Bak, der spiller på messinginstrumentet march baryton i en fremtrædende rolle. Her er specielt det afsluttende nummer Fede piger i særklasse. Det vokser frem og bliver til et festfyrværkeri af saltpetersyre, noget som guitaristen Lars Bech Pilgaard og trommeslageren Thomas Eiler-Vju smider i ørene på os. SVIN er et originalt og stærkt bud på hvorfor dansk undergrunds-støjjazz er inde i en guldalder lige nu. Hægt dig på. Det er ikke kedeligt.

svin-music.com

Nils Landgren: Redhorn Collection (ACT) >> Nils Landgren: Christmas with my friends IV (ACT)

I guder hvor har Nils Landgren ofte pisset mig af. En af grundene er selvfølgelig, at der kommet mange plader af meget forskellig kvalitet fra manden. Altså både godt og skidt. Jeg er med andre ord gået skeptisk til lytningen af den dobbelte opsamlingsplade, der breder sig ud over de 20 år, hvor Landgren har været tilknyttet de tyske pladeselskab ACT. Første CD er i den funky afdeling - mens den anden indeholder de blødere sager. De sidste var jeg klar til at sende på destruktionsanstalten, inden jeg havde et eneste pip fra Landgrens røde trombone. Shame on me!

Landgren er ikke bange for at kaste sig over musikalske relikvier som Stings Fragile, Lennons Imagine eller Abbas Knowing Me Knowing You. Ja gu’ fanden bliver det banalt. Men han byder ind med noget personligt og gennemmusikalsk, der ikke kan afvises som det rene fis. Når han laver discoklassikeren I will survive om til en funkballade, grænser det til genial frækhed. Det lyder så fedt. Pladen lukker ned med Oleta Adams’ hit Get here fra 1988. Det er et outtake fra Landgrens seneste plade. Her viser Landgren endnu en gang sine jazzede popevner.

Den første plade med de funky sager rummer bl.a. coverversioner af gamle hits som Stuff like that, Ain’t nobody og en mindre ventet variant af The Doors’ Riders on the storm. Landgren omgiver sig med nogle sublime musikere og denne udgivelse kan anbefales til jazzlyttere der vil underholdes med poppet og funky jazz. Det fungerer næsten hele vejen.

Nils Landgren er også aktuel med sit fjerde julealbum, hvor han traditionen tro har inviteret gode venner med på pladen. Denne gang foregår det i studiet. Vi får såmænd både Whams Last Christmas og O helga natt. Det er blevet intim plade, hvor det musikalske akkompagnement udgøres af trombone, saxofon, bas og guitar. Sangerinderne Sharon Dyall, Jeanette Köhn og Ida Sand er sammen med Landgren i den vokale front. Det er hyggeligt som duften af gran og appelsiner.

nilslandgren.com

The JazzNyt Danish Jazz 2014 Playlist

Hvordan lød dansk jazz i 2014? Det får du svaret på her, hvor jeg har lavet en syv timer lang spilleliste på Spotify, med 78 danske jazznumre fra 2014. Det er ikke alt det bedste der er med, da der er kunstnere som har valgt andre platforme end Spotify. Men listen giver dig et overblik over forskelligheden og kvaliteten i den danske jazz lige nu. Du kan også bruge listen som opvarmning til min snarlige kåring af årets bedste danske jazzplader. 

Hvis du synes at der mangler noget, så giv mig endelig besked.

Jakob Elvstrøm: Play it back - The Funky Sessions vol. 1 (Big Car Records/Pladekisten)

I 90’erne huserede acid jazzen. Den dansable jazz med store mængder funk, r’n’b og soul. Nye navne som Brand New Heavies og Incognitio indkapslede stilarten og satte ild til dansegulvene med numre som Dream come true og Don’t You worry ‘bout a thing. Der opstod også en DJ kultur omkring acid jazzen. Her spillede man gerne souljazz fra 60’erne og navne som Grant Green, Jimmy Smith og Lou Donaldson var blandt de foretrukne. Herhjemme efterlod acidjazzen også nogle bølgeskvulp. I Århus spillede saxofonisten Jakob Elvstrøm oftest når der stod acidjazz på plakaten. 

På hans nye album er der mange referencer til den tid. Den vigtigste er at saxofonisten Lou Donaldson medvirker på åbningsnummeret Go Go Go. Der er drysset lidt magisk Donaldson-støv ud over nummeret. Det glimter dog knapt så meget som i de glade 60’ere. Det er også 15 år siden at han sidst har indspillet noget. Elvstrøm benytter sig gerne af gæstemusikere på pladen. Typisk med en gæst pr. nummer. Veronica Mortensen får Pay the bill til at lyde som noget, svenske Blacknuss All Stars kunne have lavet for 20 år siden. Herefter er Per Gade på banen med en dejlig funket jazzguitar på nummeret Black Bossa. Kjeld Lauritsen kigger forbi med sit Hammond, Steen Nikolaj Hansen med sin trombone og Lasse Storgaard med sine retro keyboards. Det bliver til tider lidt for stramt og fortænkt. På den anden side er det en festplade i den bedste betydning. Jakob Elvstrøm er en af de få herhjemme der stadig tror på jazzen som et funky festfænomen. Og det gør absolut ikke noget. 

elvstroem.com

Danish Music Award Jazz 2014 - reportage

Et feststemt Bremen var mandag aften ramme om årets Danish Music Awards for jazzen. Efter at have været afholdt forskellige steder med begrænsede publikumspladser, så det ud til at være det rigtige sted at fejre jazzen. Der var plads til nominerede, branchefolk, kulturminister og interesserede publikummer. 

Det er altid spændende at se hvad årets jury har valgt som deres bud på den bedste danske jazz fra det forgangne år. I juryen sad bl.a. P8 jazz-værten Stine Danving, den tidligere DR vært, DJ’en Le Gammeltoft og Politiken-anmelderen Christian Munch Hansen. Aftenen åbnede lidt kønsprofetisk med fire piger i hovedrollen. Kvartetten med 2 x sax, piano og trommer bestod af fire meget unge piger fra Aarhus der havde deltaget i sommerens Jazz camp for girls, hvor de havde lært noget om at spille jazz. Projektet var søsat med hjælp fra arrangøren af DMA Jazz-showet JazzDanmark, der havde et håb om at få få flere piger til at spille jazz.

Der var også kvinder i hovedrollerne blandt prismodtagerne. Sinne Eeg vandt velfortjent vokalkategorien med albummet Face the music. Det var tredje gang at hun løb med den pris. Hip hop gruppen DoktorDoktor var også nomineret og selv om de blev skuffede over at de ikke vandt, syntes bandets rapper Glendorf alligevel at det var velfortjent at Sinne Eeg vandt, da hun netop er en rendyrket og teknisk meget sikker jazzsangerinde. Det estiske saxofonist Maria Faust blev aftenens store vinder med albummet Sacrum Facere, der er en hyldest til hendes hjemlands musiktraditioner. Hun vandt både i kategorien Årets særudgivelse og Årets komponist. Maria Faust var ikke sen til at dele æren med pladeselskabet Barefoot, da jeg talte med hende efter showet. Hun håbede på at det kunne være med til at positionere Barefoot herhjemme som et væsentligt dansk pladeselskab.

Aftenens show bød på musikalske indslag med vinderne fra 2013. Dog måtte Jacob Anderskov melde afbud i sidste øjeblik, da flyet han skulle hjem med fra Grønland var blevet aflyst. I stedet for Anderskov fik vi big bandet The Orchestra med operasangerinden Tuva Semmingsen og musik af Jakob Riis. Det lovede godt for det kommende album med dem. Jakob Bro og Thomas Knak havde Nicolai Munch Hansen med på bas og de spillede bl.a. nummeret Roots rebuild fra deres første plade, hvor der i øvrigt også skulle være en ny på vej. Aske Drasbæk Group med guitaristerne Per Møllehøj og Søren Dahl Jeppesen spillede nogle meget forskellige numre. Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter der til manges overraskelse vandt vokaljazz kategorien sidste år, beviste endnu en gang, hvorfor det projekt har fungeret så godt. Søren Ulrik Thomsen billedmættede digte smelter behageligt sammen med Det Glemte Kvarter regnfyldte jazz. 

Årets nye danske jazznavn blev Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet, der i lettere overrislet tilstand modtog prisen på scenen. Det er et af de få danske jazznavne som jeg ikke har skrevet om her på bloggen. Det er såmænd fordi jeg ikke har fået pladen.  Liveprisen gik velfortjent til Gladsaxe Jazzklub, der som en del af prisen fik en koncert med årets nye danske jazznavn. P8 Jazz havde nomineret fire ildsjæle fra jazzens vide verden. Tove Enevoldsen fra Paradise Jazzklub etc, pladekollektivet ILK, den tidligere DR jazzvært og skribent Ib Skovgård og jazziværksætteren Poul Falck fra Odense. P8’s lyttere havde via en SMS afstemning bestemt hvem der skulle vinde. ILK havde ligefrem opfordret folk til at stemme på Ib Skovgård. Men det hjalp ikke, da det blev Poul Falck der vandt med en jordskredssejr. Odeseaneren der bl.a. har startet Jazzhus Dexter og Tip Toe Big Band har gjort meget for musikken i det fynske. Både via sit arbejde i kommunalpolitik, et stort netværk og ikke mindst penge fra egen lomme.

Alle fem plader der var nomineret som Årets danske jazzudgivelse er plader jeg har hørt mange gange. Vinderen blev de tre Hess brødres hyldest til deres forældre, Music for Mum & Dad. Emil Hess kom alene på scenen for at modtage prisen, da de to andre brødre Nikolaj og Mikkel var i New York. Sidste års vindere Emil de Waal og Nulle kom som de sidste på scenen. Her lagde de salen ned med deres version af Ellingtons Such Sweet Thunder. Desuden spillede de et nummer fra den kommende plade, nemlig Nulles melodi fra TV-serien I sandhedens tjeneste. Smagsdommerværten Adrian Lloyd Hughes styrede slagets gang som aftenens vært. Han lagde ud med et malplaceret forsøg ud i standup-genren - men skruede herefter lidt ned for de værste Hughes-tendenser.

Festen fortsatte i foyeren, hvor Hugo Rasmussen med hjælp fra bl.a Jakob Dinesen spillede op til jam. Her kunne de mange jazzmusikere og hangarounds så endelig mødes og få talt sammen. Som jazzblogger der har skrevet pænt om de fleste af dem, er det ikke det værste sted at være. Jeg er ikke en del af jazzmiljøet i København, da jeg ganske enkelt kommer der for sjældent, så det var fedt at møde de mange forskellige folk. Til gengæld kender jeg mange af aktørerne via mit arbejde med bloggen. Et af aftenens hotte issues var Jazzhouse og den verserende debat om stedets valg af musik. *Breaking News* Jeg så i øvrigt Bjarke Svendsen fra Jazzhouse og Christian Brorsen fra Jazzhus Montmartre have en kort snak sammen. Saxofonisterne Mette Rasmussen og Jan Harbeck. Trommeslagerne Morten Lund og Terkel Nørgaard. DoktorDoktor-musikerne Jakob Baggesen og Mads Glendorf. Jazzskribenterne Kjeld Frandsen og Cim Meyer. P8 jazz-folkene Niels Christian Cederberg, Stine Danving og Celine Haastrup. Og mange andre dejlige jazzfolk. Aftenen sluttede for mit vedkommende på La Fontaine, der selvfølgelig ikke har livejazz mandag nat, men kølige øl var der nok af.

New Jazz Kommende jazzudgivelser vinteren 2014-2015

Der kommer rigtigt mange nye jazzplader lige nu. I december går kvoten altid ned igen. Når vi så kommer ind i det nye år, er der et par spændende danske udgivelser på vej. Både Indra og Jakob Bro udgiver deres første major label plader. Plader der udgives af store udenlandske selskaber med en vis tyngde i omdømme og økonomi. Jakob Bros plade udkommer på ECM Records, hvor han er i selskab med veteranen Jon Christensen på trommer og bassisten Thomas Morgan. Det er ikke første gang at hans navn står på en ECM plade. Han har tidligere medvirket på et par Paul Motian Electric Bebop-udgivelser. Det er til gengæld første gang, at Bro er i hovedrollen på en ECM-plade.

Kvartetten Indra har ligesom Jakob Bro rødder i Aarhus. Sangerinden Indra Rios-Moore boede der i en periode sammen med manden og saxofonisten Benjamin Trærup. Her startede de kvartetten med Thomas Sejthen på bas og Uffe Steen på guitar. Indra's plade udgives af Impulse, der er et underselskab i det multinationale Universal. Universal har senest haft stor succes med lanceringen af Gregory Porter, der udkommer på Blue Note. Billedet ovenover er med Trærup og fra en koncert i oktober, hvor de spillede materiale fra den nye plade. Bl.a. lagde de mig helt ned med deres version af David Bowie's Heroes. 

November

Nordisk

Blood Sweat Drum + Bass with Palle Mikkelborg & David Liebman: In the spirit of…. (Blood Sweat Media) CD+DVD

Bebe Buchanan Tagel: Gone (From Out Here Music)

Yasser Pino & The Latin Syndicate: Natura (Yasser Pino)

Niels Lyhne Løkkegaard: Music for 8 recorders (Hiatus) 7”single

The Orchestra feat. Tuva Semmingsen & Jakob Riis (The Orchestra)

Eliel Lazo & The Cuban Funk Machine (Stunt)

Malene Mortensen: Can't help it (Stunt)

Anders Bast: Caught in the web (LongLife/Pladekisten)

Møster!: Inner Earth (Hubro)

Erik Honoré: Heliographs (Hubro)

Martin Fabricius Trio: Out of the white (Martin Fabricius)

Jakob Elvstrøm: Play it back! The Funky Sessions vol. 1 (BigCar Records)

Bravura in the face of grief: Furry Mouth (Abstract tits)

Ola Paulson: Return, Serene Skoarkki (Konvoj)

Lotte Anker & Jakob Riis: Squid police (Konvoj)

Hans Olding & Jaska Lukkarainen: Far from Rio (El Dingo Records)

SVIN: Svin (Ponyrec)

The Stoner: Kinder Call (Hoob)

Hellskotta: Hellskotta (Periferi)

Cennet Jönsson: Galiza (Kopasetic)

Travelling Tribes: Artificial Moonlights (ILK)

Mikko Innanen: Song for a new decade (TUM) - Andrew Cyrille & William Parker

Nils Landgren: Christmas with my friends IV (ACT)

Nils Landgren: Redhorn Collection (ACT)

Jøkleba: Outland (ECM)

Nils Økland: Lumen Drones (ECM)

Bugge Wesseltoft/Henrik Schwarz/Dan Berglund: Trialogue (Emarcy)

International

Florent Nisse: Aux Images (Nove) - med Jakob Bro og Chris Cheek

Various Artists: 'Round Nina (Verve) - hyldestalbum med Gregory Porter, Sophie Hunger etc.

Gerard Frisina: Movement (Schema)

Nguyen Le & NDR Big Band: Celebrating The Dark Side of the Moon (ACT)

Stefano Bollani: Sheik Yer Zappa (Decca) - Bollani spiller Frank Zappa

Jef Neve: One (Decca)

Schlippenbach Trio: First Recordings (Trost)

The Greg Foat Group: Live at The Playboy Club, London (Jazzman)

The Thing & Thurston Moore: Live (Trost)

Christof Kurzman: Then and now (Trost)

ZU & Eugene S. Robinson: The left hand path (Trost)

Nels Cline & Julian Lage: Room (Mack Avenue)

Keith Jarrett/Charlie Haden/Paul Motian: Hamburg '72 (ECM)

David Virelles: Mboko (ECM)

Michael Mantler: The Jazz Composers Orchestra Update (ECM)

Marcin Wasilewski Trio & Anders Jormin: Spark of life (ECM)

Stanley Cowell: Are you real? (Steeplechase)

Peter Zak: The Disciple (Steeplechase)

Jed Levy: Rain (Steeplechase)

Steve Lacy: Morning Joy - Paris Live (Hathut)

Albert Ayler: Lörrach Paris 1966 (Hathut)

Joe McPhee: As serious as your life (Hathut)

Eric Johnson & Mike Stern: Eclectic (Heads Up)

Janis Görlich: Bei Nacht (Shoebox)

December

Nordisk

Björn Ingelstam: Fiol Sessions (Fiol) 10”vinyl

Stefan Pasborg/Carsten Dahl: Live at SMK (ILK)

Luther Thomas: In Denmark (ILK)

Jesper Zeuthen Plus: Kort Fortalt (Barefoot)

Markus Pesonen Hendectet: Padme (Barefoot)

ELEkTRO vol.2 feat Even Hermansen & Rudi Mahall (??)

Marc Bernstein Good People: Out of the Blue (??)

Den Magnetiske Ørn: Den Magnetiske Ørn (??) -impropop

Jonas Kullhammar: Gentlemen (Original motion picture jazz tracks) (Moserobie)

Lindha Kallerdahl: Gols Quintet Solo (Hoob)

International

Emanuele Maniscalco/Thomas Morgan: Copenhagen Season (ILK)

Nostalgia 77 & The Monster: Measures (Tru Thoughts)

2015

Januar

Nordisk

Jeppe Gram Quartet: Liquid Sound (ILK)

Frisk Frugt: Den europæiske spejlbue (Tambourhinoceros)

Indra: TBA (Impulse!)

Sidsel Storm: TBA (Calibrated)

International

Jacky Terrasson: Take This (Universal)

Februar

Nordisk

Jakob Bro: TBA (ECM) - Thomas Morgan, Jon Christensen

Stefan Pasborg: The Firebirds (ILK)

Agustí Fernández/Niels Lyhne Løkkegaard/Bjørn Heebøll: Amaranth (Hiatus/Discordian)

Ask Kjærgaard: At fortælle menneske (??)

Kasper Bai: Af samme slags (??)

Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: TBA (Storyville) - Kristian Leth, Jacob Fischer

International

Diana Krall: Wallflower (Verve)

Marts

Nordisk

Alex Jönsson: Spy on your friends (??)

Jesper Løvdal/Butch Lacy: TBA (ILK)

April

Nordisk

Jakob Davidsen Kammerat Orkester (ILK)

Simon Toldam Trio: Kig Op 15 (ILK)

Mark Solborg Trio: TBA (ILK)

Uden dato

Nordisk

Jakob Buchanan: Requiem (Buchanan/Pladekisten) 2LP

Steen Rasmussen The Paolo Braga Project - med Leo Minax

Martin Lutz Group: TBA (??)

Kresten Osgood/Kikuchi: TBA (ILK)

Kresten Osgood/Martin Philadelphy: TBA (ILK)

Kolonihaven Unikum: Punkt-Linie-Fläche (Lydhør) >> Christian Windfeld: Førstepersonental (Lydhør)

Lydhør er et nyt lille pladeselskab der udgiver eksperimenterende improviseret musik. De to første udgivelser hænger på sin vis godt sammen. Kolonihaven Unikum anmeldte jeg her på bloggen i februar 2013 i forbindelse med udgivelsen af Saltö. Trommeslageren og percussionisten Christian Windfeld udgør sammen med Anders Ørbæk på percussion og piano, duoen der på situationistisk vis laver lyde/musik/klange/toner. 

De ophæver gængse normer og skaber meditative klangflader. Det præges af en indadvendt, næsten tillukket verden, hvor sprækker med skarpe toner blænder vores ører. Det bruger instrumenterne til at fremhæve nye og anderledes lyde. Det er på alle måder en højst mærkværdig oplevelse der både fascinerer og efterlader en undren. Jeg forstår det ikke - og her er nok også en pointe med LP’en Punkt-Linie-Fläche. Den vil ikke forståes. Den skal “bare” accepteres som den er. Pladen er indspillet på Fanø i en gammel skipperbolig, hvor de har brugt husets lettere ustemte opretstående klaver.

Christian Windfeld har også lavet en soloplade, hvor han spiller det hele selv. Her spiller han mere piano end på duopladen. Han er mere urolig og flagrende, når han er alene. Her dvæler han ikke ved enkelte klange. Men kaster sig uhæmmet ind i instrumenternes verden, hvor han afsøger muligheder. Voldsomme anslag på tilfældige tangenter afbrydes af angeb på klaverets strenge. Det er avantgardistisk. En opløsning af vaner og dogmer. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Der går en lige linje til bl.a. John Cage i denne musik. Det er til gengæld godt at der til stadighed er musikere, der bevæger sig udenfor de gængse græsmarker. Det er både modigt og dristigt. Musikken er indspillet forskellige steder i Aarhus og undervejs kan man høre forskellige former for baggrundsstøj.

lydhoer.net

Morten Haxholm Quartet: Quintessence of dust (LongLife/Pladekisten)

På den unge bassist Morten Haxholms andet album er der genvalg på to af kvartettens pladser. Haxholm har været så heldig at få guitaristen Jonathan Kreiberg med igen på holdet sammen med trommeslageren Ari Hoenig. De to New Yorker-musikere medbringer den danske "new yorker" Nikolaj Hess på piano, der er ny i Haxholms kvartet. Med et sådant hold i ryggen er der sikret kvalitet fra første tone. Haxholm har skrevet 6 af pladens numre - de resterende to er Wayne Shorter’s Nefertiti og Thelonious Monk’s Monk’s Dream. 

Pladen bærer stort præg af Jonathan Kreisbergs guitarspil, der nok skylder sin del til Pat Metheny og Kurt Rosenwinkel - men også har et personligt præg. Haxholm er på trods af at han er meget yngre end medspillerne i stand til, at tage en styrende og samlende rolle. Det er en imponerende bedrift, al den stund at Haxholm ikke har lavet en stribe enkle melodier og arrangementer. Det er new yorkerjazz af den saftige slags. Jazz der er fyldt med komplekse og teknisk krævende elementer. Quintessence of Dust efterlader stor respekt for Morten Haxholm som bassist, komponist og bandleader.

mortenchristian.dk

Jazzhouse eller Noisehouse? Hvad er jazz?

Debatten om programlægningen på Copenhagen Jazzhouse er blæst i gang af Politikens anmelder Christian Munch Hansen. Han skriver i en kommentar i Politiken d. 19. november, at "med den nuværende, vidtgående fortolkning af musikkens grænser, ligner Jazzhouse mere en klub for eksperimenterende rock- og støjmusik." Bjarke Svendsen fra Copenhagen Jazzhouse svarer d. 20. november i Politiken at "Vi er ikke en støjrockscene. Vi har fokus på jazzen som en levende samtidskunst og dermed på at bringe jazzen i spil med andre genrer og kunstformer."

Debatten raser ligeledes på Facebook og i det kommende nummer af Jazzspecial bliver problematikken også afdækket.

Det efterlader mange spørgsmål, som Jazznyt gerne vil være med til at svare på.

Hvornår er jazz egentlig jazz?

Hvor jazzet kan jazz være?

Her er nogle bud på noget der er jazz eller ej.

Er Papa Bue jazz?

- ja vil de fleste nok mene, selv om de også spillede snublende nær på dansktopmusikken sammen med Bjarne Liller, med sangen Man kan vel ikke gøre for at man har charme?

Er Niels Henning Ørsted Pedersen jazz?

- jo, det er han. Han er måske endda vores fornemste jazzambassadør nogensinde. Men han spillede også bas i Willy Grevelunds Orkester i lørdagsunderholdningsprogrammer på TV i 70'erne.

Er Palle Mikkelborg jazz?

- han er en af de få der har lavet musik til Miles Davis - som Miles bagefter har indspillet. Palle Mikkelborgs seneste pladeudgivelse er klassisk og med et symfoniorkester.

Er Ibrahim Electric jazz?

- det tror jeg ikke at de selv vil sige. Men de spiller altså ret jazzet i blandet masser af rock, afrobeat etc.

Er Svend Asmussen jazz?

- han er ihvertfald gammel og har spillet med både Ellington og Django Reinhardt. Men så er der jo også de der Swe-Danes?

Er Thomas Blachman jazz?

- nej, vil de fleste nok sige. Men det var der han startede. En gang i mellem kan han stadig opleves bag trommerne, som det bedste danske Tony Williams klon.

Er John Tchicai jazz?

- ja for den da. Måske den største. Alligevel er der mange der ikke ved hvem han er.

Er Morten Lund jazz?

- nej ikke hvis jeg skal tage udgangspunkt i sidste gang jeg så ham live, hvor han spillede rockgryder sammen med Aske Jacoby. Kalder Morten Lund sig selv for jazzmusiker? Det tror jeg nok, at han gør.

Er Jazzhus Montmartre jazz?

- ja det er det, når Alex Riel er på scenen sammen med en udenlandsk gæstestjerne.

- nej det er latin, når Yasser Pino og Eliel Lazo står på scenen.

Er Copenhagen Jazzhouse jazz?

- ja det er det, når Joe Lovano står på scenen.

- ja det er det, når F.E. Denning spiller dronejazz og hylder Coltranes free jazz mesterværk Ascension sammen med musikere der ikke kalder sig selv for jazzmusikere.

- nej det er ikke som det var en gang. Hvor er alle de danske jazzmusikere der i dag er over 40 år? Dem der spillede der dengang Lars Thorborg sad ved roret?

Er Jazz en forslået genre?

- ja det er den.

Er jazz en slap genre?

- nej den er stærk og kan tåle en masse tæsk.

Den er blevet angrebet med bebop, soul, free, avantgarde, rock, latin, fusion, easy listening, third stream, noise, math, acid, afro, bossa, pop, smooth, electro, hip hop, balkan og sågar norsk folkemusik.

Jazzen er en overlever. Den har altid vokset sig stærkere, når den er kommet under pres og er gået i nye retninger.

Jazz er en dynamisk genrebetegnelse - der kan tåle det meste.

Christian Munch Hansens kommentar:

http://politiken.dk/kultur/musik/ECE2458559/kommentar-er-jazzhouse-et-jazzhus-eller-hvad/

Udtalelser fra bl.a. Christian  Brorsen og Bjarke Svendsen:

http://politiken.dk/kultur/musik/ECE2459874/jazzhouse-vi-er-ikke-en-stoejrockscene/

Kommentar fra den svenske saxofonist Mats Gustafsson:

http://passiveaggressive.dk/mats-gustafsson-to-whom-it-may-concern/

Interview med Bjarke Svendesen om programlægningen:

http://seismograf.org/en-elastisk-fortolkning-af-jazzbegrebet

Reverse: Awakening (Blackout Records)

Trommeslageren og bandleaderen Terkel Nørgaard har fået sparket eksistensen af trioen Reverse godt i gang. De har allerede spillet adskillige koncerter i det ganske land sammen med Jørgen Leth - der læser digte op til trioens improviserede musik. Reverse har også et eget liv uden Leth - som nu kan høres på denne debut-CD. Det er Nørgaards musik som de spiller. Pianisten Søren Gemmer og bassisten Jesper Thorn er hans vigtige medspillere og samarbejdspartnere - de har også begge suppleret med en komposition hver på pladen. Trioen har eksisteret i 4 år og har i den periode arbejdet et selvstændigt udtryk frem. Der er en særlig stemning i musikken. På den ene side er det nogle meget enkle og let forståelige melodier, der på den anden side mødes af en kompleks og udfordrende musikalsk fremstilling, der aldrig hægter lytteren af. 

Terkel Nørgaard er mr. timekeeper, der skarpt og præcist sætter dagsordenen. Hans markante lilletrommeslag giver musikken et distinkt og elegant touch. Det er jazz, hvor jeg det ene øjeblik fortaber mig i detaljerne, hvorefter Reverse går i nye retninger. Det over 10 minutter lange åbningsnummer Storm - som Terkel Nørgaard har tilegnet sin søn, efterlader dybe indtryk. Det er vekslende mellem det fine og det voldsomme - uden at det bliver grimt. Awakening er et debutalbum med stor mental efterklang. Det glemmes ikke med det samme. Thorns komposition The Steppe og Gemmers komposition Hilma af Klint vidner også om en trio, der besidder forskellige temperamenter og alligevel fremstår med et afklaret og forståeligt udtryk. 

blackoutmusic.dk

Denniss Pashkevich & Christian Frank: Close (Gateway)

For et par år siden lavede de en kvartetplade sammen. Nu bliver det endnu mere intimt. De er rykket indenfor. De har flyttet sig fra vinteren udenfor. De er gået ind og har sat sig foran brædeovnen sammen. Guitaristen Christian Frank er sammen med den lettiske saxofonist Deniss Pashkevich på duopladen Close. Det er blevet til en balladesag, hvor de i et nordisk inspireret og meget melodisk enkelt univers lader de musikalske blomster vokse frem. Pladen er et vellykket eksempel på musik, der ikke vil imponere. Det er til gengæld musik der er nærværende.

Pashkevich og Franks samarbejde hen over østersøen er en belejliget påmindelse om, at jazz er en international kommunkationsform. Med dette duosamarbejde udbygger de to musikere det de startede med den vellykkede kvartetplade. Denne gang er det bare blevet en smule bedre. Det er en af den slags plader, der behageligt finder sig til rette som soundtrack til rolige efterårsdage.

christianfrank.dk

Marilyn Mazur/Josefine Cronholm/Krister Jonsson: Flamingo sky (Stunt) >> Tritonus & Marilyn Mazur: Eksistens (Tritonus)

Der var en gang, for ikke så længe siden, hvor det at fylde 60 år betød efterløn og seniorordninger. Tænk bare på Ben Webster. Han var 60 år, da han boede i Danmark - han spillede gudskelov ikke som en mand på retræte - men han lignede en nedslidt og færdig mand, når musikken ikke spillede. Til januar fylder Marilyn Mazur 60 år. Her tænker ingen på efterløn, seniorordninger endsige nedslid eller at noget er ovre. Hun er aktuel på to albums, der begge har vokalen som omdrejningspunkt. Den første er med Mazurs egen trio. Hun er sammen med sangerinden Josefine Cronholm og guitaristen Krister Jonsson. Begge har hun ofte samarbejdet med tidligere. Pladen indeholder både det vi kender Mazur, så godt for. Hendes dansende og samtidigt kraftfyldte percussionspil, der rytmisk glider helt naturligt og utæmmet ud i verden. Som på den reggaeinfluerede The Butterflies. Men der er også andre sider af Mazur, som vi møder på pladen. Hun spiller piano på flere numre. Der er både det perkussive freejazznummer Ø, som hun har lavet sammen med Peter Friis Nielsen og den smukke ballade Gone, hvor Cronholm synger. Der er numre som Like a lover der kan minde om Laurie Anderson’s formidable sangforedrag. 

Den anden plade er et samarbejde mellem Marilyn Mazur og koret Tritonus, hvor lederen og dirigenten Lise Christensen Bjerno og Mazur har musik til digte af bl.a. Edith Södergran og Benny Andersen. Tritonus har eksisteret siden 1971 og har altid holdt et højt kunstnerisk og ambitiøst niveau. Ud over Mazur medvirker Makiko Hirabyashi på piano, Klavs Hovman på bas og Hans Ulrik på sax. Sissel Vera Pettersen er inde over som vokalsolist et par gange. Tritonus er med andre ord ikke et glad amatørhygge kor. De er med til, at sætte et niveau, en standard for hvordan et rytmisk kor kan lyde i 2014. Eksistens sætter fokus på de menneskelige fællesnævnere ord, krop, lyd og bevægelse. Bevægelse er der af gode grunde ikke, når pladen afspilles hjemme i stuen. Men de andre elementer er der masser af på pladen.

marilynmazur.com

tritonus.dk