farvel: farvel (Movement shaped like a heart) digital

 

Det er ikke nødvendigvis musik man direkte sætter en label på og hvis man gør, så kunne det lige så vel gå i retning af støjrock som eksperimenterende jazz. Den aarhusianske trio farvel skriver konsekvent bandnavnet med lille begyndelsesbogstav og har givet titlerne på albummet der også hedder farvel, numre i stedet for titler. 8 kommer efter 29 og 30 og før 14.

Det er i musikken at budskaberne skal findes. De går fra det introverte til det ekstroverte. Det svinger mellem melodi og fuldstændig opløsning. De tre musikere Halfdan Magnus Stefansson på guitar, Gustav M.K. Lauridsen på bas og Jens Højbøge Mosegaard på trommer skaber poetisk støj og en knitrende stærk stemning med deres musik. 

De lukker albummet ned med det eneste nummer der har fået en titel, “alt stort er stille” - og det kan man så passende tænke over, mens pladen og musikken lige så langsomt diffunderer ind i krop og sjæl.

Movement shaped like a heart

Simon Toldam: Fem små stykker med tid (ILK) LP/digital

 

Det er konkret i samme grad som hvis albummet havde heddet Klaver spiller af et menneske med hoved, hænder og fødder. Det er Fem små stykker med tid som Simon Toldam spiller på albummet af samme navn.

Simon Toldam fortæller, at musikken handler om mellemrum, og giver lytteren mulighed for at være tilstede mellem lyde, toner og klange. Som et Hammershøi ́sk tableau, der ikke fortæller en konkret historie, men giver dig mulighed for at digte din egen. 

Når jeg hører pladens første nummer, To linjer er der langt mellem hvert klaveranslag. Faktisk er der provokerende langt, når det sættes i forhold til den tid som vi lever i. En tid hvor fremskridt, udvikling og vækst sker i så høj fart, at vi glemmer det der skete for et øjeblik siden. Simon Toldam vover sig ind i et musikalsk rum, hvor han giver lytteren plads til ro og eftertanke. 

Den er udgivet på klar vinyl i et gennemsigtigt stift akrylcover. Jeg har desværre ikke fået et af de 77 eksemplarer til denne anmeldelse. Jeg måtte nøjes med en promo-CD i papcover. LP coveret er en væsentlig del af den kompromisløse udgivelse. Simon Toldams plade folder sig først ud, når den rammer den enkelte lytter, der skaber sit eget rum og sine egne billeder. Pladen er optaget i Sendesaal i Bremen og meget flot og ren lyd.

Simon Toldam

Inger Marie Gundersen: Five Minutes (Stunt) >> Emilie Schiøtt: like a sunday (ETCO)

 

Det er ikke fordi at det er en tendens. Det har været her i mange år. Sangere af hunkøn i den poppede ende af jazzen finder altid et stort publikum. Jeg kunne også have tilføjet noget med singer-songwriter og Joni Mitchell. Særligt kan man med en stil, hvor musikken er organisk, håndspillet og i et roligt balladetempo, finde et stort publikum. Her er Norah Jones' gigantiske og uforudsete gennembrud med Come away with me fra 2002 og Eva Cassidys posthume succes med Songbird to gode eksempler på genren, hvor det ikke handler om hurtige hits. Det handler om varme, ro og tændte stearinlys (hvilket ikke skal forstås negativt).

Her er to aktuelle eksempler på genren. Den første er med norske Inger Marie Gundersen, der befinder sig aldersmæssigt i midten af 60'erne. Det danske pladeselskab Stunt har med stor succes udgivet plader med hende i over 18 år. De følger som regel en ret fast skabelon med cover versioner af både kendte og ukendte sange. På den nye gælder det eksempelvis The Rolling Stones' Wild Horses, Dire Straits' Why worry og Rod Stewarts' Sailing. Pladen er blevet til i samarbejde med den succesrige norske musiker og producer Espen Lind, der nok kan skære et pophit men rent faktisk også går ind i Inger Marie Gundersens musikalske univers med respekt. Det er der kommet et behageligt album ud af. Inger Marie Gundersen er ikke stagneret - hun kan stadig flytte sig indenfor den ellers ret afgrænsede genre.

Danske Emilie Schiøtt har allerede haft godt fat i streamingpublikummet med 2017-albummet After the rain. Nu er hun klar med en opfølger, hvor hun har allieret sig med erfarne folk som Chris Minh Doky på bas, Mathias Heise på mundharpe, Gustaf Ljunggren på diverse strenge, Pelle Fridell på saxofon, Jonas Krag på guitar og flere andre. Emilie Schiøtt går ikke cover-vejen. I stedet er det den 77 årige Michael Soltau der har skrevet musikken, ligesom han havde skrevet den på det forrige album. Stine Luise har skrevet teksterne. Soltaus værker har ikke tidligere set dagens lys. Stilistisk befinder hun sig i jazz, pop, country, bossa og blues stilarterne. Fælles for dem alle, er at det foregår i balladetempo. Mon ikke hun atter finder mange lyttere til sin musik. 

Inger Marie Gundersen

Emilie Schiøtt på Facebook

Bévort 3: Northbound (Bévort 3) CD/digital

 

Det er ikke den tvivlende eller søgende jazz, der præger Bévort 3's nye album. Bandleader, komponist og saxofonist Pernille Bévort efterlader ikke hendes to musikere, trommeslageren Espen Laub og bassisten Morten Ankarfeldt alene på perronen. Der er udstukket en klar og tydelig plan for det der skal ske. Form, farve, struktur og retning lægges frem og det er ikke musik for tal eller farveblinde (altså i overført betydning). 

Det er røvkompliceret jazz som Pernille Bévort udsætter sine to musikere og ligeledes lytteren for. Det er ikke den slags der vinder ved, at skulle dele opmærksomheden med noget andet. Til gengæld er det jazz der bliver ved med at give. Der er så mange lag og teksturer i Pernille Bévorts opsætning af musikken. 

Når man så sætter fokus på en ting, musikken, udfolder Bévort den på fineste vis. Der er den rolige og kølige åbner Northbound der fører os over til næste nummer, My Soft spot, hvor der kommer mere varme. Sådan bliver vi ledt gennem et vellykket album fra en dansk saxofonist der insisterer på at holde jazzfanen højt. 

Pernille Bévort

Gunde on Garner: At Termansens (Termansen Music) LP/digital

 

Henrik Gunde er af de helt store jazzpianister i Danmark. Om det er stort med DR Big Band, intimt med Jan Harbeck, salmer med Janne Mark eller nordisk med Jesper Bodilsen og Morten Lund så sætter han sit personlige aftryk. Han har en stor bredde og leverer altid med stor indlevelse og nærvær. Som eksempelvis hans kærlighed til pianisten Errol Garners meget markante spillestil, som han har kredset om i mange år. Nu er han atter tilbage ved Errol Garner i Gunde on Garner projektet, hvor han spiller numre som Errol Garner ville have spillet dem. Han har tidligere lavet tre plader med Gunde on Garner. 

Denne gang er han sammen med Nicolas Kock på bas og Karsten Bagge på trommer, tjekket ind på det lille spillested Termansens i Ribes midtby. Det er også pladeselskabet med udgangspunkt i spillestedet der har udgivet pladen - på vinyl og streamning, selvfølgelig. Det er den første fra deres side - og det er en god start.

Det er definitionen på veloplagthed der strømmer lytteren i møde allerede fra starten. Trioen kommer ud over rampen med det samme. Henrik Gunde har valgt melodier fra pop og jazz. Fra USA, Danmark og England. Det er en fornøjelse at høre så væsensforskellige melodier som Stevie Wonders Have a talk with god og Fuzzys tema til TV-serien En by i provinsen i fuldstændigt samme vibe. Eller hvad med Shu-Bi-Duas Knuden eller Dario Campeottos Angelique? Det er en jazzplade, hvor der er en overhængende fare for at du forbliver i godt humør resten af dagen, når du har hørt den. 

Det er selvfølgelig bedst med LP’en - men der er noget der tyder på, at den burde have været et dobbeltalbum, da der er seks ekstra numre på streamingtjenesterne, bla. The girl from Ipanema og Hotel California.

Termansens

Dan Hjorth: Dama Dama (Jaeger Community) digital

 

Pianisten Dan Hjorth har lavet et spændende debutalbum. Jeg har oplevet ham som pianist med Niels Munks Fantasilaboratoriet, hvor han gjorde stort indtryk. Nu er han gået sammen med to stærke personligheder fra den danske jazzscene, bassisten Jens Mikkel fra I Think You’re Awesome og trommeslageren Thomas Eiler fra SVIN. Hvis man kender noget til de to herrers meritter, så ved man, at det ikke er en standardhyldevare som de byder ind med. 

Det taler til Dan Hjorths fordel at han kan tøjle og udfordre de to. For det er lige det han gør med albummet Dama Dama. Det er den abstrakte og improvisatoriske jazz der danner udgangspunkt for Dan Hjorths musik. Han fører os gennem smukke melodistykker og ekspressive udladninger. Det veksler mellem spændinger og steder hvor der gives slip. Han befinder sig ikke i en tydelig nordisk, europæisk eller amerikansk stil. Han er noget andet - og har et imponerende vokabularium på klaveret. Stærk debut fra en pianist der skal længere frem i lyset.

Dan Hjorth

Jacob Djursaa: Drømmesyn (Jaeger Community) LP/digital

 

Det er på mange måder en vild udgivelse. Musikalsk er det til gengæld ikke vildt i traditionel forstand. Der er en ro i musikken der maner til eftertænksomhed. Det i en grad, så jeg ville have skudt manden bag musikken til at være langt mere erfaren og noget ældre end det er tilfældet med guitaristen Jacob Djursaa. Det er en moden debutplade han har lavet. 

Han er sammen med jævnaldrende musikere, Dan Hjorth på piano, Nikolaj Bangsgaard på trommer og Samuel Kiel på bas på albummet Drømmesyn. Som den sidste mand er det den langt mere erfarne Thomas Fryland på trompet. Han passer godt ind i Djursaas musikalske dagsorden. 

Drømmesyn er ikke et album der handler om at positionere Jacob Djursaa som stjerneguitarist i dansk jazz, selv om der ikke skal herske nogen tvivl om, at jeg sjældent har hørt nogen dansk guitarist spille så sikkert guitar a la Pat Metheny (den rolige Metheny). 

Drømmesyn er Djursaas kompositioner og musik. Musik der sender lytteren gennem delikate, kraftfyldte, indadvendte og komplekse strukturer båret af en spirituel og melodisk åre. Djursaas musikere forløser kompositionerne flot og behageligt. Pladen er en kollektiv præstation, hvor jeg sidder tilbage med en ekstra begejstring over Djursaa, Fryland og Hjorth.

Jacob Djursaa

Jacob Anderskov: I sang (April Records) LP/CD/digital

 

Dagbladet Information er begyndt på en serie, hvor de kommer med 20 forslag på den smukkeste danske sang. Jeg har det svært med den slags kåringer - og så i Information?! Heldigvis er det rimeligt forudsigeligt, at mange af sangene skal findes i Højskolesangbogen. Det samme mener Jacob Anderskov også med hans nye album I sang, hvor han fortolker 8 danske sange fra Højskolesangbogen - uden dog at postulere noget om at det er de smukkeste danske sange.

Han åbner sangene op på ny. Som Kresten Osgood så rammende skriver i pladens linernotes: “…i Anderkovs musik er der en modstand, som alle verdens rumklange ikke kan skjule. En ambivalens mellem kærligheden til disse melodier og ønsket om at åbne dem helt op. Tough love.”

Det er imponerende nok ikke noget problem for Anderskov af sende velkendte sange som Carl Nielsens Jeg ved en lærkerede eller Otto Mortensens Du danske sommer jeg elsker dig ind i et Anderskov’sk jazzunivers, hvor melodien vendes rundt og belyses fra nye vinkler. Der er så megen umiddelbarhed og dybde i fortolkningerne. 

Han er sammen med Kasper Tranberg på trompet og Jakob Høyer på trommer. Undervejs dukker Soffie Viemose og Jakob Munck op og synger - ligesom Hospitalskoret Cartilago er med på en helt forrygende Se nu stiger solen. Kasper Tranbergs mutede trompet i stil med Miles Davis på den afsluttende Jeg ved en lærkerede, er sammen med Anderskov beroligende klaver, lyden af en dansk sommer som vi kender den; uforudsigelig og alligevel elskelig. 

Jeg vil anbefale Information, at de lytter til Jacob Anderskov inden de kommer for godt i gang med alle deres ord om danske sange. Det er langt mere givende at lytte til nutidige og musikalsk kommenterende fortolkninger.

Bandcamp

Knudsen/Bremer/Ewert: Bushbabies (Bignote) LP/digital

 

Meget kan man beskylde Niclas Knudsen for - men ikke at være stillestående og kedelig. Nu er han gået sammen med bassisten Jonathan Bremer og trommeslageren Felix Ewert der begge spiller i Tabloid - og har gang i  karrieren i så forskellige ting som Bremer/McCoy og Andreas Odbjergs liveband. Knudsen trykker den af med både Ibrahim Electric og Kalaha på landets livescener. På streamningtjenesterne er det som Niclas Knudsen Trio og The Jazz Seekers han spiller behagelig jazz - mens han i øvrigt også har lavet nogle plader hvor han synger på dansk.

Her er Bushbabies endnu et skud på Niclas Knudsens vidtfavnende musikaske træ. Selv om pladen ikke minder om noget som han har lavet før, så er jeg ikke i tvivl da jeg hører guitaren. Han har sin helt egen stemme på guitaren.

Musikken har Niclas Knudsen skrevet på en rejse til Zanzibar og det har da uden tvivl inspireret ham til afrobeat og high life tonerne der er på pladen sammen med inspiration fra cumbia og de tre danskeres ophav. Uptempo nummeret Desertmen og den mere rolige Selous hører til blandt favoritterne på pladen. Bushbabies er endnu et Niclas Knudsen projekt der er værd at bruge tid på.

Bushbabies på Facebook

Hvalfugl & Who Killed Bambi - koncert I Musikhuset Aarhus d. 31. Jan. 2024 >> Hvalfugl & Who Killed Bambi: Drømme (Hvalfugl) >> Hvalfugl: Strømmer (Hvalfugl)

 

Trioen Hvalfugl har eksisteret i 8 år. De startede på konservatoriet i Aarhus, der ligger sammen med Musikhuset. Det var udgangspunktet for koncerten onsdag aften i den forgangne uge. Kulminationen på en lille turné, der sluttede i en forlængst udsolgt Lille Sal i Musikhuset. Her havde Hvalfugl taget den populære ag meget efterspurgte strygergruppe Who Killed Bambi med. Kombinationen af Hvalfugls smukke melodier, der har klare nordiske inspirationer og Who Killed Bambis sikre og filmiske strygere er genialt.

Det blev meget tydeligt de da mødtes på scenen, hvor vi også fik mulighed for at høre flere Hvalfugl numre med strygerledsagelse end der er på EP’en Drømme. Who Killed Bambis leder og braschist Mette Dahl Kristensen har arrangeret strygerne og det lyder mildest talt perfekt. Hun sanser og fornemmer Hvalfugls musikalske univers - og har lavet strygerarrangementer der komplementerer og udvider lyden af Hvalfugl.

EP’en og koncerten blev indledt med Kaskader af glemsel der blev spillet alene af strygerne. Nummeret er også med på de to foregående EP’er. Til slut i koncerten fik vi den endnu en gang, nu med alle musikerne. Nummeret bruges til at beskrive lyden af det igangværende projekt. En indikator for hvor Hvalfugl er lige nu.

På den forrige EP, der udkom sent i efteråret 2023 var den selvfølgelig også med. Den lukker EP’en Strømmer ned. Her spiller Jonathan Fjord Bredholt den på harmonium. Han spiller ellers overvejende på opretstående klaver og på et præpareret flygel. Hvalfugl der også tæller guitaristen Jeppe Lavsen og bassisten Anders Juel Bomholt har en meget stærk identitet og lyd. De har skabt noget unikt og originalt der lyder som noget man har hørt før og alligevel ikke.

Da koncerten sluttede, rejste den fyldte sal sig begejstret og klappede intenst og længe, som tak for en koncert der indeholdt så meget af det, der gør en levende musikoplevelse til noget særligt. Nærvær, fællesskab og koncentration.

EP’erne er en god forlængelse af koncerten og i øvrigt nr. 2 og 3 i Hvalfugls EP-serie.

Hvalfugl