Jazznyt fylder 8 år!

I otte år har jeg blogget løs om jazzen, gerne flere gange ugentligt. Det er blevet til langt over 1000 anmeldelser af danske, nordiske og internationale jazzudgivelser - og jeg synes stadig, at det er fedt!
I den seneste uge har jeg skrevet om Niels Lyhne Løkkegaard og Carsten Dahl. To musikere som jeg er stor fan af. De har med deres seneste udgivelser på ingen måde skuffet, snarere tværtimod. Det giver mig lejlighed til, at konstatere at dansk jazz er inde i en gylden periode. Der er plads til eksperimenter og udvikling. Men så sandelig også jazz der henter stor inspiration i den rigtigt gamle jazz. Jeg var til koncert med Jan Harbeck Quartet i onsdags. De understregede på det kraftigste med deres positive og udadvendte - men også seriøse - tilgang til jazzen, at det i den grad kan være en fornøjelse at høre Sidney Bechet's Petit Fleur, selv om jeg også bruger megen tid på vride ørene af led med at høre monsterstærk freejazz som feks. The Mighty Mouse.
Jeg ææælsker jazzens mangfoldighed. Tak for det, det giver lige energi til at skrive otte år mere.

Carsten Dahl/Arild Andersen/Jon Christensen: Space is the place (Storyville)

Med denne plade er der lagt op til gode muligheder for at udlandet også opdager, hvilken stor pianist Carsten Dahl er. Feks. har anmelderne i Norge allerede været ude med roser til albummet. Aviserne Dagbladet og Aftenposten gav begge 6 ud af 6 stjerner. Det skete op til Vossa Jazz Festivalen, hvor Dahl spillede med denne trio. Her fik trioen igen 6 ud af 6 stjerner fra Dagsavisen og Dagbladet for koncerten. Er de helt vilde med Dahl i Norge? Det hersker der næppe tvivl om. Men det spiller nok også ind at Dahl er sammen med to af de største navne i norsk jazz. Han har genoptaget samarbejdet med bassisten Arild Andersen som han lavede to forrygende albums med i starten af årtusindet. På trommer er det den levende legende Jon Christensen, der sammen med Jan Garbarek og Keith Jarrett etablerede sig i toppen af international jazz i 70'erne og vel egentlig har resideret der siden?
Carsten Dahl har indenfor de sidste par år udsendt plader med solopiano og frijazzoplevelsen Experience. Denne gang er han i et triosamarbejde af formidable dimensioner. Det er Andersen og Christensen der er veteranerne mens Dahl i denne sammenhæng er en knægt. Det har ingen betydning for samarbejdet, hvor Dahl er særdeles moden og velovervejet i et klaverspil der er skabt ud fra improvisationer. Dahl er dog mere ovre i melodiens verden end det er den deciderede frie jazz. Dahl har taget os med rundt i mange kroge af pianojazzen. Det er selvfølgelig farligt at sammenligne med Keith Jarrett, men jeg vover det ene øre og gør det denne gang. Den åbne ekspressive stil er bla. af samme skole. Men ellers er der uomtvisteligt store doser Carsten Dahl hele vejen rundt.
Det er det tredje album med en klavertrio som jeg vil anbefale i denne måned. Simon Toldam Trio, The Mighty Mouse og Carsten Dahl er alle tre eksponenter for, at tiden ikke står stille indenfor den danske triojazz. Fælles for de tre plader er, at de ikke blot vil please og være lydtapet. Men også vil udfordre den enkelte lytter med jazzede krinkelkroge.
carstendahl.dk

Niels Lyhne Løkkegaard: Vesper (Hiatus)

Allerede på det forrige album havde han skubbet sig selv i baggrunden som altsaxofonist og fokuseret på det kompositoriske arbejde. Denne gang er han næsten forsvundet som saxofonist og medvirker kun på 4 af 12 numre. Niels Lyhne Løkkegaard har ladet sig inspirere af den estiske komponist Arvo Pärt og specielt dennes strygerkomposition Fratres. Det er med andre ord følsom musik, hvor fokus i høj grad er på stemninger. Det er stemninger præget af vemod, spiritualitet, melankoli og klangfuld skønhed.
Her har Niels Lyhne Løkkegaard allieret sig med tre af de stærkeste danske musikere indenfor netop den disciplin. Alle tre har international klasse og det undestreger de endnu en gang med denne udgivelse. Jakob Buchanan på flygelhorn, Jakob Bro på guitar og Marilyn Mazur på percussion er i selskab med Niels Lyhne Løkkegaard, med til at skabe rammen om et af de flotteste danske jazzalbums i 2012!
I 2007 kom Light Airborne, der med stemningsfyldte kompositioner pegede frem mod det aktuelle album Vesper. Men det var først med The scale of grey The tone of black fra 2010 at han var ovre i den sfæriske og rolige jazz. Den noget dystre og triste stemning fra 2010-albummet er trådt i baggrunden. I stedet beskriver Lyhne-Løkkegaard med musikken aftenen, der på latin hedder Vesper. Der er en filmisk spirituel, ja nærmest sakral, religiøs og storladen stemning i musikken.
Pladen er inddelt i tre dele, hvor de fire første, Vesper I-IV er rolige aftennumre herefter kommer forvandlingen Transition og stjernerne Sirius, kærligheden The lover og til sidst natten Nox. Niels Lyhne-Løkkegaard beskriver en udvikling i sindsstemninger. Undervejs suppleres der med en klarinet-kvartet, et instrument som Lyhne-Løkkegaard også selv behersker. Jakob Buchanans elegiske klang, Jakob Bros rolige guitar og Marilyn Mazurs følsomme percussionspil understøtter og udbygger Lyhne Løkkegaards musik.
Det er en plade der er sin egen. Pladen er temperaments- og følelsesmæssigt i samme klasse som Jakob Buchanans I land in the Green land og Jakob Bros Time. Niels Lyhne Løkkegaards ambitioner har været skyhøje omkring albummet og mine forventninger indfries til fulde. Dette er et stort dansk jazzalbum, med internationalt potentiale. Forhåbentlig vil det få mange flere til at opdage Niels Lyhne Løkkegaard og hans musik.
Bonusinfo:
Albummet udgives også som dobbelt-vinyl.
nielsloekkegaard.dk

Simon Spang-Hanssen: Citizen song (Gateway)

Simon Spang-Hanssen kan beskyldes for meget, men ikke for at sidde fast i en musikalsk rille han ikke kan komme ud af. Han er særdeles produktiv og hver gang der kommer noget nyt fra ham, viser han nye sider af sig selv. I de senere år har pladerne ofte haft et underliggende verdensmusik-præg, en inspiration han bla. har hentet fra de år han boede i Frankrig, hvor verdensmusikscenen er meget stærk.
Denne gang er han meget mere inde i jazzen. Når Simon Spang-Hanssen vælger at være det, er det selvfølgelig med et twist. Twistet er så med til, at løfte denne plade til noget specielt. Grundmaterialet er standards og Simon Spang-Hanssens egen melodier der lugter af standards. Kvartetten er dog ikke helt almindeligt sammensat. Udover Spang-Hanssens sax er det Kaare Munkholm på vibrafon, Kristian Jørgensen på violin og Jesper Lundgaard på bas. Denne sammensætning lyder så logisk når de spiller. Umiddelbart tager standards som Moonstruck og My one and only love ret hurtigt prisen som de fede numre. Når man så kradser i overfladen, hører man også at Spang-Hanssens egne melodier sagtens kan skinne i dette selskab.
Der er alt for meget swing og udadvendthed i kvartetten til, at det bliver lavmælte kammermusikalske stiløvelser på trods af de manglende trommer. Næh, det her fuldvoksen jazz-jazz der vidner om, at Simon Spang-Hanssen har fundet sammen med ligesindede, der ikke har problemer med at fylde rollerne og pladserne ud.
simonspang.dk

Timme Rosenkrantz & Fradley Garner: Harlem Jazz Adventures (Scarecrow Press) Bog

Tilhører man 60+ generationen er der en god chance for, at man ved hvem Timme Rosenkrantz er. Hvis man er yngre og ved hvem Timme er, er der god chance for, at man er mere end almindelig interesseret i jazz.

I 1964 udkom Dus med jazzen, en af de bedste danske jazzbøger nogensinde. Det var Timme Rosenkrantz's jazzmemoirer fra de år han havde tilbragt i New York. Allerede i 1934 var han rejst over Atlanten og var i løbet af kort tid opslugt af byens jazzliv. I særdeleshed af jazzlivet i bydelen Harlem. Bogen er smækfyldt med røverhistorier fra en spændende tid i jazzen. Som et lille kuriosum kan nævnes at en meget ung Dan Turell besøger Timme på bopælen i Hellerup i 1964 i forbindelse med bogens udgivelse og laver et interview med Timme til Gentofte Bladet. Artiklen kan findes i bogen Charlie Parker i Istedgade, der har samlet en masse af Turell's jazzartikler. Artiklen slutter af med at fortælle at Timme er ved at oversætte bogen til engelsk, med henblik på udgivelse i USA. Der skulle gå næsten 50 år inden det skete.

Den i Danmark bosiddende amerikanske journalist Fradley Garner har gjort arbejdet færdigt efter en opfordring fra Timme i slutningen af 60'erne, kort før han døde. Forskellen på Timmes oprindelige danske bog og den nye er, at Garner har efterforsket nogle af de mange historier. Han har søgt tilbage og fået personer omkring Timme til, at be- eller afkræfte de mange historier. Feks. er der historien om Timme Rosenkrantz & The Barrelhouse Barons. Det var en 78'er som Timme lavede i 1938, hvor bla. tenorsaxofonisten Don Byas og Basie-trommeslageren Jo Jones medvirker. Timme spillede ikke men var igangsætteren og musikken havde Timme taget med hjemmefra. Det var Leo Mathisen der havde skrevet numrene. I bogen er der ingen grænser for pladernes betydning og Timme nævner bla. at både Down Beat og Metronome havde kåret dem til årets plader, hvilket sandsynligvis aldrig er sket, da jazzhistorikeren og journalisten Dan Morgenstern har pløjet magasinerne fra de årgange igennem og ikke har fundet Timmes plade nævnt overhovedet. Det betyder dog ikke at Timme Rosenkrantz satte nogle fodspor i jazzen, der ikke lige blev udvisket med det samme.

Timme mødte en lang række af jazzens allerstørste navne. Han danser kinddans med Billie Holiday og han er den første der indspiller Erroll Garner. Han åbner sammen med sangerinden Inez Cavanaugh - som han bliver kæreste med - pladebutikken Mel-O-Dee i Harlem. Den er kun åben i et år, før de må lukke. På åbningsdagen kommer selveste Louis Armstrong og køber hele lagerbeholdningen. Således er bogen fyldt med fantastiske historier fra en markant dansk jazzpersonlighed, der opnår venskaber med en lang række af de største jazzmusikere fra jazzens unge år. Historierne er mange om de natlige udflugter til de små og ydmyge jazzvandhuller i New York, hvor dårlig whisky klemmes ned med en form for velbehag. Der er de store ballrooms, hvor Timme i en periode er gigolo (prof. dansepartner). Således er bogen et fantastisk dokument fra en svunden tid, hvor en hvid dansker drog til Harlem og blev en del af bydelens jazz- og natteliv.

Med Fradley Garners fine oversættelse og opfølgende krydsreferencer er der føjet så meget nyt til det lille mesterværk, at den for jazzfreaken er uomgængelig. Nye læsere kan selv vælge om de vil opstøve den danske bog i et antikvariat eller læse denne. Der er desuden en tilbundsgående og udtømmende diskografi.
jazzbaron.com

The Mighty Mouse: Live at Glenn Miller Café (Barefoot Records)

Jeg vil starte denne anmeldelse med en beklagelse. Jeg beklager de lettere afsporede og skæve associationer undervejs. Måske bliver det bare sådan, når musikken er så frit associerende.
Den dansk/norske trio The Mighty Mouse med pianisten Morten Pedersen i spidsen lavede for fem år siden debutalbummet der var en studieplade. Siden har de turneret på små obskure freejazz-vandhuller i bla. Tyskland og Polen. På denne liveplade er der såmænd nogle kompositioner der går igen fra debutalbummet.
Det er ganske spøjst at den glatte swingkonge Glenn Miller skal lægge navn til et stockholmsk spillested, hvor freejazzen trives i så høj grad og hvor The Mighty Mouse indspillede dette album i november 2011.
Jeg kommer til at tænke på (hvor grotesk den end må lyde) den legendariske plade Jazz at the Pawnshop med adskillige svenske jazzkoryfæer - der er indspillet på et andet Stockholmspillested, Stampen. Pladen er mere berømt for lyden end musikken. Lyden er nemlig så detaljeret at man kan høre kasseapperatet og lignende. På pladen med The Mighty Mouse hører man også mere end musikken. Publikums uro og snak er også røget med i rillerne (ja den er også ude på vinyl). Det klæder musikken i en grad som man slet ikke vant til med pianotrioindspilninger. Musikken opleves som et cykelstyrt uden cykel.
Det er vel det tætteste man kan komme på langt fra Keith Jarrett Trio. Uro i og omkring musikken. Adam Pultz Melbyes følsomt brutale basspil, Haakon Berres skramlede trommespil og Morten Pedersens eksplorerende pianospil er en frapperende og  besættende oplevelse. Det er et meget anbefalelsesværdigt album.
mightymousejazz.com

Cigna & Ørum Von Spreckelsen: Dedication (Gateway)

Havde denne blog eksisteret i 90'erne var der en god chance for, at Erik Ørum von Spreckelsen var blevet nævnt før. Men det har bloggen ikke og pianisten Erik Ørum von Spreckelsen har ikke medvirket på en jazzplade siden hans egen Need I say more fra 1999, så derfor har vore veje ikke krydset hinanden før. Von Spreckelsen var også medlem af neobop-orkestret Page One, der var med til at præge det danske jazzmiljø fra slutningen af firserne og nogle år frem. Siden har von Spreckelsen fortsat sat sit præg på det danske jazzmiljø. Men det har været som underviser på konservatoriet i Odense. her har han bla. undervist den italienske guitarist Francesco Cigna. Det er Cigna der har fået von Spreckelsen ud af undervisningslokalerne. Sammen har de dannet kvartetten Cigna & Ørum von Spreckelsen.
Vi befinder os midt i jazzland classic. Francesco Cigna betvinger elegant guitaren i bedste Jim Hall/Wes Montgomery stil. Mens Erik Ørum von Spreckelsen er forfriskende overskudsagtig i et pianospil, der skylder sin del til folk som Bill Evans og Wynton Kelly. Ganske vist finder man standards som Lover man. Sometime ago og Soul eyes på pladen, ellers er det originalmateriale komponeret af Cigna. Inspirationen til kompositionerne er hentet i standardjazzen, hvor klare og tydelige melodier har dannet rammen omkring musikernes improvisation. Det har hverken Cigna eller Ørum von Spreckelsen problemer med. Helte som John Coltrane og Horace Silver hyldes af kvartetten der fuldendes af Tony Cigna på trommer mens bassen deles mellem Joel Illerhag og Daniel Franck.
Dedication er en dedikeret velspillet plade, fra to af de mindre brugte i dansk jazz, hvor den helt store fornøjelse er Erik Ørum von Spreckelsens pianospil og Cignas elegante guitarspil.
jazz4tet.get-ctrl.com/#/

KortJazzNyt uge 15 2012

Information/Inspiration er navnet på et nyt magasin som Mikkel Schrøder Dysted har taget initiativ til. Han har spurgt en masse forskellige musikere og branchefolk om deres yndlingsmusik. Det er der kommet en række meget forskellige, inspirerende og spændende historier ud af. Der er en overvægt af folk fra jazz og hip hop-miljøet. Blandet jazzerne er Fredrik Lundin, Benjamin Koppel og Lennart Ginman. At der også er blevet plads til mig og mine historier er jeg bare stolt af.
issuu.com/informationinspiration/docs/informationinspiration1

Når Jazzhouse åbner d. 1. juni bliver det med et musikalsk brag. Stedet har været lukket i næsten et år siden skybruddet sidste sommer. Her blev spillestedet oversvømmet og gulvet ødelagt. Som husejere kan tale med om, så tror man måske bare, at det er gulv der skal skiftes...men sådan går det sjældent. Så det ene har taget det andet og pludselig er der næsten gået et år.
D. 1. juni kl. 20 indledes af duoen Lundin/Pasborg og et særligt DJ-set med Mashti & Al Agami, der tager udgangspunkt i Jazzhouse’ 20-årige historie. Andet sæt består af Stefan Pasborgs Odessa X-large og rundes af med Kira Skovs hyldest til Billie Holliday Memories of Days Gone By.
Herefter kan man i åbningsweekenden bla. høre John Patitucci, Jazzkamikaze, Lovedale, Christina Dahl Trio og børnejazz med Rune T. Kidde feat. Simon Toldam Trio.
Resten af juni måneds program byder bla. på Tom Harrell & Jakob Bro Trio, Mikkelborg/Pasborg/Kjellberg & Johannes Søe Hansen String Quartet, Girls in Airports, August Rosenbaum Trio og Bob Moses & John Tchicai Quartet og Ung Jazz Finale.
jazzhouse.dk

På Charlottenborg er den mere end almindeligt jazzglade jazzentrepreneur Jesper Graugaard endnu en gang ophavsmand til koncertrækken One Spot. Fredag d. 13. april er det trioen Equilibrium mens koncerter med bassisten Adam Pultz Melbye (solo!!!), IKI (9 vokalister), Maria Faust+Tristan Honsinger+Qarin Wikström og Jesper Zeuthen Trio  følger. Du finder programmet her: www.facebook.com/Cafecharlottenborg

Streaming af musik er det nye sort. Spotify har fået megen opmærksomhed, specielt fordi den kan bruges i en reklamefinansieret gratis-version. Er man frisk på at smide en hund om måneden efter musikken er WIMP et mere end fornuftigt tilbud. Jeg laver en gang i mellem en liste til WIMP som JazzDanmark så offentliggør. Denne gang har jeg sat fokus på Hip Jazz, 20 af de allermest hotte numre lige nu i dansk og international jazz. Hør bla. Simon Toldam Trio, Vestbo Trio, Snorre Kirk, Rasmus Kjær, The Unity Sextet og Lovedale.
wimp.dk/playlist/e592f475-b758-4ebc-8f0f-5a420e049b10

Chris Minh Doky har på Facebook meddelt at han ikke længere er tilknyttet DR Big Band som kunstnerisk konsulent. Han har nået de mål som han satte, da han startede for fire år siden. Han vil nu koncentrere sig om solistkarrieren og fortsætte tilknytningen til DR ved at lave programmer til P8 Jazz og diverse freelance projekter.

Foyn Trio: Joy visible (Finito Bacalao Records)

Den unge norske sangerinde Live Foyn Friis er gået sammen med to medstuderende, bassisten Jens Mikkel Madsen og guitaristen Alex Jønsson fra konservatoriet i Aarhus og har skabt trioen Foyn Trio. De blander indiepop og jazz på en personlig facon. Nok kan man ane elementer af tidlig Björk. Men ellers er det ganske originalt. Den største attraktion er Foyn Friis' stemme. Hun synger med personlighed kælent smukt og rent. Hendes stemme træder tydeligt ud gennem højttalerne.

Det er et besværligt område af musikken som hun bevæger sig indenfor. Det er musik der både vil please og holdes om. Men det er også musik der vil udfordre og tale til hjernen. Live Foyn Friis formår at bevæge sig elegant ind i musikken, hvor hun både har poppens lettilgængelige facon og jazzens improvisation. Det lykkes fordi de lader musikken være så enkel og så fordi Live's charme vælter ud af højttalerne.
livefoynfriis.com

KortJazzNyt Uge 14 2012

Efter en længere pause her på bloggen sætter jeg skub i smånyhederne igen. Så har du noget der skal med, så send endelig en mail.

Den norsk/svenske freejazz supergruppe The Thing er gået sammen med Neneh Cherry og udsender til juni albummet The Cherry Thing. Samarbejdet var startet omkring inspilningen af Neneh Cherry's far Don Cherry's musik. Pladen der udsendes af Smalltown Supersound indeholder musik af Mats Gustafsson, Ornette Coleman, Suicide, The Stooges etc.
Ifølge Pitchfork følger der en Europa-turné efter udgivelsen af albummet. Hvis jeg havde noget med programlægningen af Copenhagen Jazz Festival at gøre, havde jeg lavet en kontrakt.

Saxtrioen Sonore, der består af Mats Gustafsson, Ken Vandermark og Peter Brötzmann spiller d. 27. maj på Atlas i Århus. Den fransk/tyrkiske vokalkunstner Ghédalia Tazartes er opvarmning.
fondenvoxhall.dk

Der kommer drypvis flere i internationale navne på programmet til Copenhagen Jazz festival. I sidste uge blev det offentliggjort at Wayne Shorter, Anoushka Shankar og Tony Allen kan opleves i København.
Benjamin Koppels Valby Summer Jazz har de sidste par år sat et tydeligt aftryk på CJF. I år kommer guitarlegenden Jim Hall, der spiller i Prøvehallen. Mens trommeslageren Brian Blade med The Fellowship Band spiller på Valby Summer Jazz's nye scene på Betty Nansen.
valbysummerjazz.dk
jazz.dk

Vækstprojektet Playground er på vejen igen. Ti nye musikere er under Bo Stief kærlige coaching og sendes ud på landevejen for at at spille en stribe koncerter. De helt unge musikere kan bla. høres i Herning, Århus, Ikast, Holstebro og København.
swinging-europe.dk/page7/page45/page45.html

Den amerikanske saxofonist Marc Bernstein, der er koordinator på Syddansk Musikkonservatoriums jazzafdeling i Esbjerg er inviteret til USA for, at undervise. Under overskriften Modal Jazz skal Bernstein fortælle om den måde han havde omsat historien om sin jødiske families udvandring fra Østeuropa til New York ved hjælp af jazzmusikkens virkemidler. Det er bla. det der høres på Bernsteins Kibrick-udgivelser.

Der er gået fem år siden den sidste Future Sounds of Jazz, succes-compiltaionserien fra det tyske pladeselskab Compost, udkom. På de 11 foregående udgaver har depræsenteret tidens toneklang indenfor den elektroniske jazz. Det ændres der ikke ved på den 12. udgave, der selvfølgelig også udkommer på vinyl.
www.compost-rec.com/future-sounds-of-jazz-vol-12/

Chick Corea ligger ikke på den lade side. I indeværende år har han allerede udgivet fire meget forskellige udgivelser. En trioindspilning Further explorations udgivet af Concord Records, fra 2010 på Blue Note i New York. Her er han sammen med de gamle Bill Evans-sidemen Eddie Gomez og Paul Motian. En duoindspilning Hot House udgivet af Decca sammen med vibrafonisten Gary Burton og en strygerkvartet, hvor både Monk, Brubeck og The Beatles kommer under kærlig behandling. De to sidste er udgivet af Deutsche Grammophon. På "The Continents" Concerto for Jazz Quintet & Chamber Orchestra er det mødet mellem en jazzkvintet og et kammerorkester der står på dagsordenen. Mens den sidste On two pianos er et møde på to flygeler mellem Chick Corea og den klassiske pianist Nicolas Economou.

Simon Toldam Trio: Sunshine sunshine or Green as grass (ILK)

I pressematerialet står der at Simon Toldam er en af største nutidskomponister herhjemme. Citatet kommer fra denne blog og er taget fra anmeldelsen af sidste års album med STORK.
Denne gang er det også meget tydeligt, at han ikke kun komponerer spændende musik. Han er også er en djærv pianist. Han viser endnu en gang nye sider af det talent som han tidligere er rost så meget for med bla. Sekten. Pladen er indspillet over tre september aftener på Nørrebro-caféen Kind of Blue. Et lille intimt og vildt hyggeligt sted. 

I julen 2010 indledte Toldam samarbejdet med Sekten-trommeslageren Knut Finsrud og bassisten Nils Davidsen, udgangspunktet var at det skulle være en improv-session men det endte med at de spillede en række melodier som Toldam lige havde skrevet. Trioen debuterede så live i foråret 2011 og blev  indspillet i september. Toldam havde rullet sit eget opretstående klaver, de 500 meter fra hjemmet og til Kind of Blue. "Måske er det enden på et kapitel i Simon Toldam's musik og begyndelsen på noget nyt. Måske..." skriver Ib Skovgaard i covernoterne.
For nok er det klassiske klavertrio-format nyt for Toldam i den forstand, at der ikke er udgivet noget med ham før i denne opstilling. Men der er også noget umiskendeligt Toldam midt i de mange jazzklichéer. Han har sammen med de to medmusikanter lavet et på en gang løst og ustruktureret triounivers, der blander sig ubekymret med swing af den mest medrivende skuffe.
At Simon Toldam vælger at indspille pladen i så hørbart intime rammer, er en stor gevinst for pladen. Den svedigt dampende stemning har ingen problemer med, at forplante sig i min ellers rimeligt ordinære stue. Dette er et uafrysteligt stærkt album som Toldam har lavet. Meget anbefalelsesværdigt!
Bonusinfo:
Pladen er også udgivet som LP. Denne kan købes hjemme hos Simon Toldam, man skal blot skrive en mail til ham. Han byder på en kop te når man afhenter pladen.
simontoldam.com

Kostcirkeln: Bästa Vän (ILK)

Som en forårsbebuder har Kostcirkeln lavet EP'en Bästa vän. Det er den svenske sangerinde Qarin Wikström der står i spidsen for det dansk-svenske band, der har flere medlemssammenfald med Sekten. Udover Wikström er det Simon Toldam og Stephan Sieben. Kostcirkeln kan bedst betegnes som afgrundspop. Skævt melodisk og afsøgende læner musikken sig ofte op ad det man kender fra Sekten. Der er mange genkendelige elementer fra poppens verden, men Kostcirkeln går ikke udelukkende ind og pleaser melodisjælen. I et udfordrende legelystent spænd mellem plink plonk og trashy disco har Wikström lavet sangene, der er mere snurrige end snorlige. 

Der er enkle rytmer med med- og modspillende harmonier. Nogle gange lyder det som om Wikström synger pivende falsk. Mens det alligevel er tydeligt at høre, at det ikke er meningen. Mellem humor og alvor bevæger Wikström sig modigt afsted. Den enkle popperle, titelsangen Bästa vän er min favorit. Jeg ved godt at det er den mest straighte af sangene. Men den er altså meget smuk og det havde ikke generet mig, hvis der var mere af den slags på EP'en.
myspace.com/kostcirkeln