Toft Olsen: Special (Aarhus Art) CD/DL/stream

Så er Toft Olsen på spil igen - og denne gang skarpere end nogensinde. Århusianske Hans Toft-Olsen er crooner by heart. Han kan synge melodien og når han får så kvalificeret hjælp som det er tilfældet på pladen Special, så bliver det svært at brokke sig.

I forhold til den forrige jazzudgivelse fra Toft Olsen, virker det som om han har strammet lidt op. Når det tekniske grundlag er mere end end almindeligt på plads, så bliver det spændende når Toft-Olsen går et spadestik dybere. Ned i sangens sjæl. Der hvor der krænges ud og mærkes.

Det gør Toft-Olsen på albummet, hvor han skrevet fire numre, mens resten er hentet i “jazzstandards med mere”-bogen. 

Heine Hansen på piano, Thomas Vang på bas og Morten Lund på trommer er trioen, der helt uden knirken hjælper Toft Olsen på vej. When I Fall in love og All of you er topnumre og hvor Toft Olsen næsten lykkedes med at croone sig gennem Leo Mathisens Take it easy, der i min verden ikke er croonermateriale, så lander han blødt, inderligt og indføleligt med Smile, som Charlie Chaplin lancerede i filmen Moderne tider.

Aarhus Art

Lars Greve & Fryd Frydendahl: Solhverv (Roulette Russe) LP+Bog

De er begge to fra det vestjyske. De har gået sammen på Vostrup Efterskole og Ringkøbing Gymnasium. Mange år senere, da de mødtes i New York, begyndte projektet at tage form. Kunstfotografen Fryd Frydendahl og musikeren Lars Greve har sammen lavet Solhverv, der både er en bog og en LP. Det er et audio-visuelt portræt af den geografisk kæmpestore og meget natursmukke Ringkøbing-Skjern Kommune.

Lars Greve har komponeret musik for Ringkøbing Big Band, Videbæk Harmonikaklub, Fjordvang Efterskole, Stadil-Vedersø Friskoles el-guitar ensemble, Stok & Steen Koret i Tarm, kirkeorglet i Hover og flere andre. Det hele er indspillet mellem de to solhverv, startende med sommersolhvervet i juni og sluttende med vintersolhvervet i december. Den længste og den korteste dag. Den lyseste og den mørkeste dag. 

Fryd Frydendahl har taget billederne i bogen og optaget lyde og samtaler i hele kommunen. Det allerførste billede i bogen er fra Lyngvig Fyr, det er også der, hvor Lars Greve har optaget noget af musikken til side B, hvor det udelukkende er Lars Greve der spiller. Rummene hvor musikken er indspillet, spiller også med. Her spiller han klarinet og saxofon. Side A åbner med den tidligere alkoholiker, der forlod Indre Mission og valgte musikken. Den første side er en lydmontage med snak, musik og knallertstøj. Når man som jeg har Vestjylland i blodet, er det genkendeligt, det som Greve og Frydendahl har indfanget og lavet deres version af. 

I Fryd Frydenndahls billeder er vi ude på marken ved køerne, hjemme på teenageværelset ved tvillingerne, ude ved vesterhavs-solnedgangen og i sportshallen. Med en rå og kærlig montagestil lig den, som Lars Greve bruger i musikken, får vi et kærligt og inspirerende portræt af Ringkøbing-Skjern Kommunes mennesker og natur. 

Det hele er pakket ind i en flot indbundet bog med guldbogstaver. Som et værk, der vil bestå i mange år og kunne tages frem af kommende generationer. De vil få et stemningsmættet kig ind i en tid…et øjeblik.

Roulette Russe

Jacob Gurevitsch: In search of lost time (Music for dreams) CD/DL/stream

Hvis du ser Toppen af poppen på TV2, har du nok lagt mærke til den mørkhårede guitarist der ofte spiller på akustisk guitar. Her flankerer han søndag efter søndag popstjerner der har behov for kvalificeret opbakning.

Jacob Gurevitsch laver også selv musik. Det er af en noget anden karakter. Han er født med en spansk guitar mellem hænderne. Han bevæger sig i et univers af jazz, latin, flamenco, fado og andre tempererede genrer.

Han har haft et streaminghit med den fire år gamle Lovers in Paris. Nu er han atter albumaktuel. Stemningen er ladet med kærlighed til livet og til musikken. I selskab med en række stærke musikere serverer han selvskrevne lækkerbiskener som den franskinspirerede Josephine aves les yeux fermes, hvor Mathias Heise gæster på mundharmonika og Poul Reiman spiller på Rhodes. Der er også den usædvanligt lækre mexicanske bolero Besamé mucho. Den første single fra pladen, er Ei Sham Baofek, hvor Erann DD synger på hebræisk. På flere numre på pladen er der også blæsere med, som feks. på den spanskinspirerede Dr. Ramirez, der er en feststarter af de rigtigt gode. 

In search of lost time er et behageligt udspil, der bør finde et stort publikum - et publikum, der vil blive beriget med en rolig og eftertænksom musikstund.

Music for Dreams

Carsten Dahl Trinity Koncert på Nørre Vosborg d. 25. september 2019.

20 km vest for Holstebro ligger herregården Nørre Vosborg, der stammer fra 1299. Det ligger langt ude på landet. Kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregaard Nielsen har engang skrevet at: ”Nørre Vosborg er stedet hvor man kan strække sit indre menneske ud i fuld størrelse”. 

Det er her hvor Carsten Dahl Trinity skal spille koncert. I en smuk sal placeret i en gammel og nænsomt restaureret lade med skæve vægge. Der er annonceret en koncert kaldet Miraklernes Musik, hvor Kaj Munk og en række nye Carsten Dahl malerier inspireret af Vesterhavet bringes i fokus.

Koncerten bliver indledt med en åben åbning. Danske folketoner anes i starten i nummeret der bliver bygget op og finder ro, for så igen at blive bygget op i et værdsat ekspressivt betonet udtryk.

Carsten Dahl læste et digt op som han havde skrevet i 1982. En 15 årigs eksistensialistiske digt om at være her, når du er her. 

Carsten Dahl taler nærværende og med dybde mellem numrene. Man skal kende sin frelse gennem, at kende sit mørke.

Det er ikke særligt comme il faut at tale om ånd i disse tider, siger Carsten Dahl.

Hvis man har været meget lang tid i mørket og der pludselig kommer en solstråle...

Så spiller trioen jazzstandarden You and The Night and The music i en spjættende uptempo udgave. Den går over i Carsten Dahls digt om trøjen der strammer. Nils Bo Davidsen bruger buen i det dybe register mens Stefan Pasborgs whiskers blidt kærtegner lilletrommen.

Andet sæt åbner med Den blå anemone, som Kaj Munk skrev tekst til og hvor Egil Harder lavede musikken. Det bliver lidt lysere. Carsten Dahl læser sit digt til Hugo Rasmussen op og spiller efterfølgende Hugo Rasmussens blues Sweets to the sweet.

Det bliver efterfulgt af den impressionistiske solo-Dahl. Et ret vildt sceneskift. Det starter i mørket - og lyset kigger lige så stille frem. Der er lys i mørket. Uden mørke er der ikke lys. Carsten Dahls billeder flankerer scenen. Her går det igen. Der er mørke - og du kan se lys.

Så får vi Autumn Leaves i en vilter udgave.

Carsten Dahl rækker ud med et krøllet og til tider ufremkommeligt univers. Han rækker ud og når publikum i salen uagtet, at det er forskelligt hvad de er kommet med. Han indfanger og fornemmer til fulde salen, hvor vi er budt indenfor i Carsten Dahls univers med jazz og ånd. Mørke og lys.

Afslutningsnummeret er selvfølgelig Over The Rainbow fra det nye album. Vi får 

noget nødvendigt. Noget substantielt.

Aftenens ekstranummer Caravan sender os på jazzrejse. Trioen er fyldt med overskud og energi ind til det allersidste. Carsten Dahl har strakt sit indre menneske ud i fuld størrelse.

Maria McTurk & Torben Kjærs Kvintet: Månen er blå (Gateway) CD/DL/stream

Det er som at finde et stykke Pernille chokolade nede i lommen. Fra den gang hvor de var pakket ind i papir og sølvpapir. Den flade mælkechokolade der nede i lommen er knækket og begyndt at blive blød. Sødmælken bliver hældt op i glasset. Pernille pakkes ud og er med 50 års afstand forbavsende frisk.

Sangerinden Maria McTurk synger Steen Franckers tekster og kompositioner på albummet Månen er blå - og lyder som et stykke nutidigt Pernille. Tiden har muligvis ikke stået stille. Det betyder ikke så meget for Steen Francker, der har lavet nogle melodier, der lyder af 60’erne og dengang farmand Otto lavede Dansevise. Det er jazzviser der, når det går rigtigt godt, sender dig tilbage til en sort/hvid fortid, hvor Grethe Ingmann og Birgit Brüel en gang i mellem tonede frem på skærmen.

Det er pianisten Torben Kjærs kvintet der står for den behagelige og let tilbagelænede backing. Maria McTurks sensuelle og let melankolske stemme passer godt til melodierne. Jeg må indrømme, at jeg bliver mest rørt af balladerne, som feks. Uden dig, hvor Niels Flipper Stuart leverer en god fløjtesolo, ligesom han iøvrigt gør på flere numre. Torben Kjær spiller piano og melodica, Henrik Bay spiller guider, Niels Wilhelm Knudsen spiller bas og Janus Templeton spiller trommer på pladen, der også gæstes af Inge Højby på harmonika på enkelt nummer og sangenes ophavsmand, Steen Francker medvirker på trompet på et par numre.

Maria McTurk på Facebook

Ethan Iverson Quartet with Tom Harrell: Common Practice (ECM) CD/DL/stream

Medlemskabet af trioen The Bad Plus overskygger mere eller mindre alt andet som pianisten Ethan Iverson også har været involveret i. Nu er han blevet afløst af Orrin Evans i The Bad Plus, der for nylig udsendte deres første plade uden Ethan Iverson.

Ethan Iverson er selv aktuel med en plade, indspillet på The Village Vanguard med trompetisten Tom Harrell som gæst. Det er en klassisk stylet Village Vanguard indspilning, hvor der spilles næsten udelukkende standards.

Når to så store kapaciteter mødes på en af verdens mest legendariske jazzscener, så er magien tilstede allerede fra starten. Tom Harrell spiller trompet i Chet Baker-ligaen. Her høres smerten ved det levede liv, i hver eneste tone. 

Skønheden og melankolien bliver indkapslet af Tom Harrells trompetspil. Åbningsnummeret The man I love er en af de stærkeste albumsåbninger jeg har hørt længe.

Ethan Iverson har jazzens historie og traditioner inde under huden og omsætter det på mesterlig vis. Det kan da godt være, at jeg ikke bliver overrasket når jeg hører I can’t Get started eller All The things you are. Det er heller ikke meningen. Der er til gengæld absolut intet, der går galt på den her indspilning. Det er jazzzzz...

Ben Street spiller bas og Eric McPherson spiller trommer på en plade, der efterlader et kæmpestort suk over ikke, at have været på The Village Vanguard den aften.

Ethan Iverson

The Contemporary Jazz Quintet: Actions 1966-67 (Centrifuga) LP/DL

I løbet af deres korte levetid nåede The Contemporary Jazz Quartet (og til sidst Quintet) mere end selv mange af nutidens jazzbands nogensinde vil nå. Det er imponerende i betragtning af, at de spillede free jazz og at de eksisterede fra midten af 60’erne og allerede var lukket ned inden 70’erne begyndte. Der kom to plader med TCJQ og så et par stykker hvor Niels Viggo Bentzon og Hugh Steinmetz lagde navn til pladerne. Centrifuga har valgt at genudgive Actions 1966-67, der tidligere er udgivet på CD, i en flot vinyludgave. 

TCJQ bestod af Franz Beckerlee på saxofon, Steffen Andersen på bas, Hugh Steinmetz på trompet, Bo Thrige Andersen på trommer og den sidst tilkomne Niels Harrit, der egentlig var saxofonist - men spillede på sav på hele pladen. Allerede her skiller vandende sig. Jeg har hørt meget free jazz, men ikke meget med sav. Det er en af de medvirkende årsager til, at Actions 1966-67 med nutidens ører bliver ekstra interessant. For det første er det nogle musikere, der er kommet dybt ned i free jazzen. De spiller ubundet frit - men ikke af hinanden. De lytter og bruger hinanden. Det er styrken ved TCJQ, det kollektive udtryk, hvor der ikke er en leder. Niels Harrits sav er som en lim, der løber gennem musikken. Den kan lyde henad det tidlige elektroniske instrument, thereminen. Der er en bro til den nutidige free jazz, hvor spontane klangflader oftere høres. 

Er du først blevet forført af free jazzen, så er The Contemporary Jazz Quintet’s Actions 1966-67 gefundenes fressen. Det er et supervigtigt dokument fra den tidlige danske free jazz, der hverken dengang eller nu søger mod et stort publikum. Udgivelsen er i øvrigt udstyret med nogle informative liner notes skrevet af Tim Thorlund Boisen. 

Den får en kæmpeanbefaling fra Jazznyt.

Centrifuga

Anders Vestergaard: Prime Float//Unitary Perfect (Anyines) DL/stream

Det er tre år siden, at trommeslageren Anders Vestergaard udsendte sit første soloalbum, Eel. Nu er han atter aktuel med et udspil, der i denne omgang kun udkommer som digital udgivelse. De to numre passer ellers perfekt til en LP, men der skal selvfølgelig også være penge til sådan en udgivelse. 

Unitary Perfect er over 18 minutters minimalistisk tribal-trommespil på trommernes tammer. Det buldrer i et væk og alligevel sker der ting undervejs, for den opmærksomme og fokuserede lytter. Primefloat er lige så minimalistisk. Her er pulsen mere hektisk, nærmest hæsblæsende. Her er både afrikanske stammer og storbyens heftige dansegulvsbeats nede i trommerne. Det er et mere rent og afpillet udtryk, der står tilbage på denne kompromisløse udgivelse, end det noisefyldte udtryk på Eel.

For tre år siden sammenlignede jeg udgivelsen Eel med den daværende Girls in Airports trommeslager Mads Forsbys Ildjin projekt. Nu har Anders Vestergaard overtaget pladsen som trommeslager i Girls in Airports efter, at Mads Forsby har fået fuldtidsjob som lyddesigner for computerspilsfirma.

Anyines

Warmbladder: Symphony Wackoedipus “Metamorphic” (Gotta Let it Out) CD/DL

Et stykke sønderrivende kaotisk elektronisk skørlevned, pakket ind i et lækkert firser inspireret cover. Her må jazzbloggeren bøje sig i støvet. Det er simpelthen alt for skørt. Det betyder også at jazzbloggeren er begejstret. 

Tomo Jacobson fra København, som jeg bedst kender for basspil i den stærkt eksperimenterende ende af jazzen og som indehaver af pladeselskabet Gotta Let it Out, spiller på Midi Ribbon (google det, hvis du ikke ved hvad det er). Han er sammen med Jonathan Leland på elektroniske trommer og percussion og Ignacio Nacho Cordoba på electronics.

CD’en indeholder et fyrre minutter langt eksperimenterende og improviseret nummer. Det er elektronisk musik der meget passende kaldes wackoedious. Et ordspil på skør og Ødipus. Et elektronisk Ødipus kompleks udspillet af tre mænd i et løssluppent og frit univers, hvor der besøges steder, jeg ikke troede fandtes. Stærkt anbefalelsesværdig til nysgerrige og afsporede jazzlytter, der ikke skåner sig selv for noget som helst.

Tomo Jacobson

Fredrik Nordström: Svensk Standard (El Dingo Records) CD/DL/stream

Når jeg tænker på rigtig svensk jazz med kanelbullar, fika og et drys melankoli, så skal der være klaver med. Jan Johansson, Bobo Stenson, Bengt Hallberg, Lars Jansson, Esbjörn Svensson og Jakob Karlzon er blandt dem der lige popper op i min blågule hjerne.

Derfor er det selvfølgelig ekstra modigt, når saxofonisten Fredrik Nordström laver albummet Svensk Standard udelukkende med bas og trommer. Melodierne er taget fra den store svenske sangbog. Der er en indbygget garanti for den gode melodi - på samme måde som svensk stål - det er holdbart og ruster ikke - men går det uden piano?

Georg Riedels Sommar Adjö, som Jan Johansson indspillede i 1964 er en af mine helt store svenske favoritter. Den indkapsler ret præcist den svenske jazzfølelse. Noget som Fredrik Nordström formår at tage et personligt greb på.

Svenskerne kan noget med saxofonen. Barytonsaxofonisten Lars Gullin spillede trio allerede i 50’erne. Det er også hans komposition Kvarteret Oron der åbner albummet. Den enkle, præcise og funktionelle tone med rå kant i Nordströms saxofon er befriende troværdig. Han har den svenske jazz inde under huden samtidig med, at han kommer med et stærkt personligt bud på hvordan musik af Jan Johansson og Alice Tegnér også kan lyde.

Trioens bassist Palle Danielsson er vel også en slags Svensk Standard. Præcisionen er, som den stockholmske Tunnelbana, til at stole på. Svensk Standard er svensk jazz af den rigtigt gode slags - også uden piano.

Fredrik Nordström

G.E.K.: Mahatma (Aether) LP/DL

Bag forkortelsen G.E.K. finder man duoen Gud er Kvinde, der består af parret Maria Bertel og Johannes Lund. De er begge drevne musikere på den københavnske free jazz og eksperimentelle musikscene. Her har de med duoen Gud er Kvinde primært skabt eksplosive optrædender med afsæt i free jazzen. De går dog i en noget anden retning på den første fuldlængde udgivelse. Side A på LP er lange toner og klangflader, der bevæger sig i den nedre del af frekvensområdet. Det er meget effektfuldt, når man skruer op på 11 på anlægget, så man også selv bringes i lavfrekvente svingninger,

Maria Bertel spiller på trombone og en gammel analog Yamaha synth. Johannes Lund tager sig af den analoge synth Dark Energy II, violin, piano bas, stortromme, baryton saxofon, klokker og gonger. Her åbner de side B med et nærmest undertændt free jazz nummer, der sniger ind i rummet og besætter dig. Pladen lukker ned en dyster dyb sag, der igen kan ryste sjæl og indvolde. Gud er Kvinde er minimalisme, jazz og frie improvisationer i en berusende og berigende lydsætning. 

Aether Productions

Bertil Strandbergs Kvintett: Cirrus (Frederiksberg Records) LP/DL

I 1973 indspillede trombonisten Bertil Strandberg sammen med en kvintet, albummet Cirrus. Det er en af den slags plader, der kun er vokset med tiden. Hvilket også betyder at prisen er blevet rigtigt høj på et original eksemplar af pladen. Det har desværre også været den eneste måde man kunne fat i musikken, da den aldrig er genudgivet. Det har entusiast selskabet Frederiksberg Records gjort noget ved. De har nu genudgivet den i meget gennemført udgave. 

På coveret sidder der en sticker, hvor Sonic Youth legenden Thurston Moore er citeret for at sige: “ A rare-as-hen’s-teeth masterpiece newly unwrapped for your Sonic pleasure head.” Mats Gustafsson har med stor indsigt skrevet nogle omfangsrige linernotes.

Når to musikere fra den hårdt slående ende af musikverdenen anbefaler et album, så kunne man forledes til, at tro at den også er i den vilde ende af jazzen. Det er den ikke. Det er til gengæld et vanvittigt vellykket møde mellem modal jazz og spiritual jazz. Sammen med broderen Göran på piano, Ove Gustavsson på bas, Bjarne Boman på trommer og den på det tidspunkt nyankomne amerikaner til Sverige, Ed Epstein på tenorsaxofon har Bertil Strandberg et stærkt grundlag for at få omsat sin musik.

Göran Strandberg har et nærmest dansende klaverspil, der sprudler af overskud og lethed. Det er Mats Gustafsson også inde på i sine linernotes. Men mest af alt så løber Göran med opmærskomheden i kraft af de fire ud af seks kompositioner som han har bidraget med. Det er melodier med elegance og rigeligt med materiale til de enkelte musikere, at arbejde med.

Arbejde med materialet gør de i allerhøjeste grad. Ed Epstein er bare en ung klør på det her tidspunkt og spiller med en pondus og styrke der passer perfekt til musikken. 

Bertil Strandbergs trombonespil er i den bedste svenske tradition fra både Åke Persson og Eje Thelin. Cirrus er en af den slags genudgivelser der er med til at bekræfte, hvorfor der overhovedet er noget der bør hedde genudgivelse. Det laves ikke bedre - og her handler det både om musik og udgivelse.

Bandcamp

Museum Remixed (Palm Spree) 12”EP/DL/stream

Der er en tænding i musikken. En gnist. En latent fare for eksplosion. Når det hele er ovre, går det op for mig at musikken er eksploderet mens jeg lyttede. En slow motion eksplosion. Det skrev jeg i forbindelse med at Terkel Nørgaards trio Reverse udsendte albummet Museum for 2 1/2 år siden. Nu er der kommet en remix EP med fire numre fra Museum LP’en - og endnu en gang eksploderer musikken. Bare på en helt anden måde. Nørrebro pladeforretningen Palm Spree står for udgivelsen af pladen. Fire kunstnere har fået sporene fra musikken overdraget og har skabt helt nye remixes. 

Lord Akton, der lavede remix albummet Spectator I 2017, hvor han remixede Carsten Meinerts legendariske To You plade, har lavet et remix af RFG - og ikke Luna, som der fejlagtigt står på coveret. Det er istedet 99 Blows alias Rasmus Vestervig der har taget sig af den. 

Shatter Hands har remixet Lost. Jeppe Wolmer har taget sig af Edward, hyldesten til Duke Ellington fra Museum albummet. Ellington er langt væk på det formidable mix, der er min favorit på EP’en. Jeppe Wolmer har trukket piano og trommer ind fra originalproduktionen. Med et heftigt dansabelt beat er støvet endegyldigt rystet af mine højttalere.

Museum Remixed er elektronisk DJ musik fyldt med sjæl og helt inde i det pumpende hjerte sidder jazzen.

Palm Spree

Debre Damo Dining Orchestra: 3DO (DDDO) LP/DL/stream

Da de udsendte singlen Yesega Wat for snart fem år siden, blev de et jazzundergrundshit. Det var dansk ethiojazz i særklasse. Allerede med det første album, der kom året efter havde de rykket sig og ville mere end ethiojazz.

Debre Damo Dining Orchestra er et nysgerrigt og udforskende band, hvilket de endnu en gang demonstrerer med albummet 3DO. De tre medlemmmer Peder Mertner Vind, Søren Lyhne Skov og Rasmus Karkov indtager en plads på den danske jazzscene der ellers har været tom.

Der er kun fire numre på pladen. Her har den sidste på side A, 3DO III mest hitpotentiale - det er der hvor lyden fra Afrika træder tydeligst frem, samtidig med at det blandet op med et lækkert synthhook.

Pladens hovednummer 3DO IV fylder hele side 2 med sine over 23 minutter. Her vokser spirituel jazz frem. Søren Skov på diverse saxofoner og Rasmus Karkov på altsax skaber sammen med Peder Mertner Vinds klangflader et mangefarvet syret eksotisk tæppe, hvor Indien og Mellemøsten er blandt bidragsyderne.

Når jeg har hørt pladen til ende, bliver jeg sulten på mere Debre Damo og kan ikke lade være med at tænke på, at 3DO mindst burde have været en dobbelt-LP.

Debre Damo Dining Orchestra har lavet et stærkt tredje album med stemningsfuld vilje, sjæl og intensitet.

Bandcamp

The KutiMangoes: Afrotropism (Tramp) LP/CD/DL/stream

De to første plader med The KutiMangoes har været fede. Afro-Fire fra 2014 har været favoritten. Men den status er truet. Jeg har fået et nyt The KutiMangoes favoritalbum. Afrotropism er der hvor The KutiMangoes er blevet voksne. Der både sans (for afrojazz) og samling (det kollektive udtryk i The KutiMangoes har aldrig været stærkere) på pladen.

The KutiMangoes er et af de bedste livebands på den festlige del af den danske jazzscene. Med Gustav Rasmussen og Michael Blicher i spidsen og et intenst spillende band kommer der helt sikkert svedpletter på skjorten, når de er i huset.

Festen og nu også den mere eftertænksomme side har The KutiMangoes mesterligt fået lagt ned i den skrig-gule vinyl, der udkommer på tyske Tramp Records. Med deres vanlige sans for indpakning, sidder man med et flot kraftigt pap-cover i stil med amerikanske pladeudgivelser fra 50’erne og 60’erne.

The KutiMangoes har trukket flere elektroniske elementer ind i den ellers meget organiske musik. Klangfladerne kommer som små pauser i den ellers heftige musik, der trækker på stor inspiration fra Fela Kuti, som f.eks. på Money is the curse.

Pladen er proppet med favoritter. Der er de to rolige numre, Keep you safe og Sand to soil der lukker hver pladeside. Der er også festperlen Call of the Bulbul bird. The KutiMangoes’ Afrotropism er original afrojazz i verdensklasse. Albummet er selvfølgelig stærkt anbefalelsesværdig.

The KutiMangoes

Espen Berg Trio: Free to play (Odin) CD/DL/stream

I jazzen hedder en klavertrio næsten altid *pianistens navn* Trio. Lige fra Bill Evans til Esbjörn Svensson har det passet. Det gør det stadig. Norske Espen Berg Trio er ingen undtagelse - og det er vel helt fint, når det er ham der har skrevet musikken. Når han er sammen med Bárður Reinert Poulsen på bas og Simon Albertsen på trommer møder han sine medspillere i øjenhøjde. De er sammen om at fremmane musikken. De er i niveau med hinanden.

Det er næsten lettest at fortælle om Espen Berg Trio ved, at fortælle om alt det som de ikke er. Det er ikke det forfinede og enkle nordiske udtryk. Det er smækfyldt med power, men bruger ikke rock som eksempelvis E.S.T. eller The Bad Plus. Noget de til gengæld har meget af, er tæften for melodien. Den dyrkes i intenst dynamiske og komplicerede forløb, hvor de tre musikere udfordrer og udforsker musikken. Espen Berg nævner selv Brad Mehldau som en af sine største inspirationskilder. Det er ikke så svært at høre på Free to play.

Espen Berg

Mikkel Máni Trio: Bobby (Smekkleysa) LP/CD/DL/stream

Tilbage i sommeren 1972 var skak hot shit. Det var ikke kun i skakkredse - men også udenfor. På Island blev verdensmesterskabet i skak afholdt. Den sommer var VM i skak det mest populære TV program på barerne i New York, hvor den ene udfordrer kom fra. Bobby Fischer mødte Boris Spassky i århundredets match, der varede over 2 måneder og var en levende metafor på den kolde krig: USA mod Sovjetunionen. USA og Bobby vandt.

Islandske Mikael Máni Trio har lavet konceptalbummet Bobby, hvor de har ladet sig inspirere af den vilde match og mennesket Bobby Fischer. Guitaristen Mikael Máni Ásmundsson er sammen med bassisten Skuli Sverrison og trommeslageren Magnus Trygvason Eliassen på trommer og vibrafon. Mikkel Máni kommer ind under huden af skakspilleren der gik egne veje - mennesket der ikke tog de mest oplagte valg. Mennesket der tog konsekvensen af at han var et menneske og bevarede sig selv. Han forsvandt nærmest fra jordens overflade og holdte sig skjult fra offentligheden i mange år. 

Mikkel Máni har lavet en god fortællende jazzplade, der kommenterer og fortæller Bobby Fischers historie gennem insisterende kammerjazz.

Mikkel Máni

The NuHussel Orchestra: The Forest (Unit Records) LP/CD/DL/stream

De kommer fra Hamborg. Jeg synes ellers mere, at det lyder som om, at de kommer fra planeten Snarky Puppy. NuHussel Orchestra har ligesom førnævnte orkester også lavet en film med optagelserne til albummet. 38 musikere blev brugt under optagelserne, hvor ingen eftersigende kom til skade.

Jeg forsøger at tage en vis ironisk distance til projektet. Det er faktisk ikke let. Jeg elsker de funky messingladede bands, hvor der smides en fusions keyboard ind som en breakdown godbid midt i numrene. Det kan NuHussel til punkt og prikke.

På den måde er der måske ikke så meget nyt. Dog er tysk rap ikke noget jeg har hørt med Snarky Puppy. NuHussel Orchestra er tysk præcision og gode arrangementer med en funky nerve. Kan klart anbefales til alle de messingliderlige funk og fusionsglade lyttere derude.

Nuhusselorchestra.com

Sarah Elgeti Quartet with Friends: Dawn comes quietly (Gateway) CD/DL/stream

Det er som at træde ind i starten af et eventyr. Der hvor den fredelige pagt mellem dyr, mennesker og natur er grundlaget for en ophøjet ro. Hvor solen skinner og regnen lige er ophørt. Sådan lyder Sarah Elgeti. Den herboende tyske saxofonist Sarah Elgeti laver jazz som ingen andre herhjemme.

Hun spiller både på fløjte, basklarinet og saxofon - og jeg må nok indrømme at jeg har en svaghed for numrene med fløjte. Nils Raae på tangenter og mundharpe, Anders Fjeldsted på bas og Henrik Holst Hansen på trommer udgør den faste besætning på pladen, hvor der undervejs er besøg af Sidsel Storm (vokal), Marianne Eriksen (barytonsaxofon), Søren Birkelund (klarinet) og Alexander Kragelund (violin).

Sarah Elgeti har skrevet pladens ni første numre, hvor vi kommer omkring de forskellige årstider og stemninger der er i eventyrskoven. Til sidst har hun inkluderet to Carl Nielsen kompositioner; En Sommeraften i et perlende bossa-arrangement med en skøn Alexander Kragelund solo og Tit er jeg glad, hvor hun ligesom på En Sommeraften bruger fløjten. Her er Sidsel Storm med på vokalen der omsætter B.S. Ingemanns smukke melankolske tekst. En flot afslutning på et vellykket jazzalbum der er helt sit eget - ikke fordi det er underlig og kompliceret musik. Måske mest af alt fordi Sarah Elgeti går ned ad veje i jazzen, der ikke betrædes så ofte længere.

Sarahelgeti.com

Flat Bop: Soupe de Loop (Flat Bop) LP/CD/DL/stream

Bag det pudseløjerlig navn Flat Bop og den endnu mere pudseløjerlige titel Soupe de Loop finder man en debuterende trio bestående af Christoffer Gausdal Find på tenorsax, Gunnar Sjur Ringøen på Hammond og Chris Falkenberg Rasmussen på trommer - Stefan Friis Ringive er med som gæst på trombone på hele albummet. Hele herligheden er pakket ind i et gatefold cover og er på gul vinyl, Så langt, så godt...mmmmm…gul vinyl.

Musikken er i den blues og soulinspirerede ende af jazzen, der står oven på hard boppen. Det er udadvendt og swingende jazz, der spreder god stemning. Flat Bop har et behageligt tilbagelænet udtryk, hvilket kan være overordentligt svært, at få til at fungere. Det får de til at fungere uden problemer. Musikken er indspillet live - der er ikke så meget pis her. 

Flat Bop har begået en god debutplade, hvor det kollektive og samlede udtryk er deres force. De forsøger ikke at stikke ud for hinanden. Det klæder dem og musikken.

Flatbop.dk

Mette Juul: Change (Universal) CD/DL/stream

Nerve og indlevelse er termer jeg ofte bruger i mine bloggerier om jazzen. I mangel af bedre og ganske passende vil jeg også trække dem frem denne gang, når jeg skal beskrive Mette Juuls musik og udtryk. Sangerinden og guitaristen Mette Juul har lavet sit fjerde album. Hun skærer helt ind og lader melodierne stå rene og enkle med sparsom instrumentering. Et modigt og godt træk. 

Undervejs bruger hun forskellige sublime musikere; Heine Hansen (piano. mundharmoniak, Rhodes), Ulf Wakenius (guitar), Lars Danielsson (bas), Gilad Hekselman (guitar) og Per Møllehøj (guitar)

De forskellige musikere er med til at farve numrene, hvor Mette Juul også selv spiller på akustisk guitar. Hun tager afsæt i standardjazzen og krydrer den med sine egne numre, hvor singer/songwriter genren kigger frem. Change er med sit forfinede og enkle udtryk et seriøst bud på vokaljazz med nerve og indlevelse.

Mette Juul

Exoterm: Exits into a corridor (Hubro) LP/CD/DL/stream

Det lyder måske ikke så pænt at kalde det smadre-jazz. Men det lyder sådan. "Ska’ du ha’ baaaaank?" Og inden saxofonen når at svare får den høvl. Det samme gør guitaren og trommerne. Bassen slipper mere nådigt.

Exoterm er norsk/amerikansk supergruppe der også har styr på hvordan jazz skal smadres og hvordan man smadrer noget med jazz. Nels Cline (guitar) og Jim Black (trommer) er legender indenfor den type jazz, hvor der gerne trædes lidt forkert. Fra Norge kommer Kristoffer Berre Alberts (saxofon) og Rune Nergaard (bas), hvor sidstnævnte bla. er kendt fra Bushman’s Revenge.

Det er vildt og lidt frit. Rune Nergaard og Jim Black samler og går gerne i en retning med rytme, der får det til at lugte lidt af prog og psych. Nels Cline er ikke uden grund at regne blandt nutidens stilskabende guitarister. Noise og spacede ting blander sig med Kristoffer Berre Alberts utilpassede saxofonspil.

Exoterm er et omfavnende inferno af besatte lyde og eskapader.

hubromusic.com

Jeppe Zeeberg: Universal Disappointment (Jeppe Zeeberg) LP/DL/stream

Efter konceptalbummet The Four Seasons fra 2017 og solopladen Eight seemingly unrelated Pieces of Music fra 2018 har Jeppe Zeeberg atter rystet posen. Håret stritter stadig men ellers er det endnu et helt anderledes Zeeberg album. Og så alligevel ikke. 

Hvis du endnu ikke har opdaget Jeppe Zeeberg - har du for det første ikke læst det jeg skriver her på bloggen og for det andet så er albummet Universal Disappointment, et vanvittigt godt sted at starte for nybegyndere ud i foreteelsen: “Jeppe Zeeberg-lytning.”

På LP’en er Zeeberg sammen med flere af de musikere som han har samarbejdet med gennem karrieren - bla. i Horse Orchestra; Petter Hängsel, Casper Nyvang Rask, Henrik Olsson, Anders Vestergaard og flere andre.

Den er forfriskende og boblende glædesfyldt fra start til slut. På den mildest talt omvekslende plade kommer vi omkring gammel jazz, som på Looks like noodles to me og skæv rock, som på Svein Rikard. For så at skifte til nedtonet nordisk triojazz, som på Untitled, England 2016, der selvfølgelig i allerbedste Zeebergske ånd går over i en spirituel stemning med blæserne i centrum.

Det er humor, frækhed og en afgrundsdyb stor og stærk kærlighed til jazz og musik der strømmer lytteren i møde. Når jeg hører den nærmest poppede The Temple of Great Ambivalence og den vidunderlige Directions on What to do med Anja Tietze Lahrmann på vokal, så er den gode stemning sikret og en af årets bedste jazzplader er hørt til ende. 

Lyt! Hold dig ikke tilbage. Hvis du bliver skuffet, så er det ikke pladen, der fejler noget. Så har du helt andre problemer, at slås med; du kunne eksempelvis være døv eller bare have sat den forkerte plade på.

Jeppe Zeeberg