Open Sky Unit (sdban) LP/digital

Det er ikke måske ikke lige det første du tænker på, når snakken falder på groovy jazz fra 70’erne. Men tro mig! Belgien er en guldgrube af obskure og lækre sager fra den periode. De fleste med interesse for emnet, burde kende bandet Placebo med Marc Moulin. Det er især compilationpladerne Funky Chicken part 1 & 2 og Funky Chimes Part 1 & 2 fra henholdsvis 2014 og 2017, der har været med til at sætte fokus på de lækre sager. 

På den allerførste af compilationpladerne var der et nummer, Sunshine Superstar, med Open Sky Unit der vakte en interesse for at høre mere med bandet. Nummeret var taget fra deres eneste udspil fra 1974, der nu er genudgivet af pladeselskabet sdban og tak for det. Originalen er selvfølgelig hundedyr. 

Det er amerikaneren Rob Wilson der havde lavet musikken. Han var blevet i Belgien efter at have været udstationeret som soldat. Bandet var samlet af Jacques Pelzer der spillede fløjte og sax, som en hyldest til Dave Liebmans band Open Sky. Han havde inkluderet datteren Micheline på trommer, hun havde allerede som 19 årig spillet på en Archie Shepp plade. Det var Pelzers fætter der spillede bas og såmænd svogeren der udgav pladen på sit pladeselskab Duchesne der ellers fokuserede på klassisk musik. 

Pladen er en liveindspilning og det er kun en styrke. Bandet har en funky tilgang til jazzen med en masse plads til improvisation. Pladens andet nummer, At Man, er fuld af Liebman-inspiration og bobler i et groove, hvor Micheline Pelzer hele tiden er helt fremme på beatet på lilletrommen. Åbningsnummeret Open Skyer dejligt hippie-agtig. Totalt åben og nysgerrig 70’er vibe i en stram jazzsetting. B-siden starter med Sunshine Star, der er europæisk souljazz af den allerbedste slags. Det efterfølgende nummer, Passion and compassion bevæger sig roligt gennem flere faser, hvor alle i bandet får lov til at stå tydeligt frem. 

Den eneste plade som gruppen nogensinde lavede får en kæmpestor anbefaling herfra. Det er europæisk groovy jazz af den allerbedste slags. 

Bandcamp

Dusko Goykovich: Doo’s Blues (sdban) LP/digital

 

I februar 1967 indspillede Bent Jædig pladen Danish Jazzman 1967, der på denne matrikel betragtes som en af de vigtigste danske jazzplader fra 60’erne…overhovedet. Der kom heller ikke så mange, vil den kyniske betragter måske sige. Det ændrer ikke på det faktum, at Jædig som 31 årig samlede et hårdt hold af danske musikere for at spille Jædigs musik - og så havde han taget en god ven med fra de år, han havde tilbragt i Tyskland, den jugoslaviske trompetist Dusko Goykovich. De lavede europæisk jazz til tiden.

Goykovich havde skrevet to af pladens fire numre og spillede med på en enkelt. Kort tid efter var Jædig og Goykovich i Bruxelles, hvor belgisk radio optog en session med dem, der nu er udgivet. De spiller begge Jædigs numre fra Jazzman-pladen, B’s Waltz og Atlicity og Goykovich’s Doo’s Blues suppleret med Goykovich’s The hot lick, som ikke tidligere har været ude. Backing leveres af amerikanske musikere der var bosat i Europa på det tidspunkt. Det er en dejlig tilføjelse til historien om Jædig. Både Goykovich og Jædig er på toppen. De føjer nye vinkler til de tre numre fra Jazzman-pladen. Det er tight som bare…

Pladen indeholder også tre numre fra andre sessions som Dusko Goykovich lavede for belgisk radio samme år. De er også værd at lytte til. Men det er sagerne med Jædig, der er skyld i, at jeg anbefaler pladen til die hard Bent Jædig-fans - og dem er der helt sikkert nogle stykker af derude.

Bandcamp

Marijke Florien: Anætomy (Marijke Florien/No Technique) LP/DL/stream

 

Belgieren Marijke Florien, der bor i København, hvor hun lige har fuldført en kandidatgrad fra det Rytmiske Musikkonservatorium, har tidligere udgivet musik under aliasset Audri. Hun følte sig fastlåst af det musikalske udtryk - og har derfor valgt at udgive albummet Anætomy under eget navn. 

Hun kalder det for en personlig abstrakt rejse gennem kroppen. Med titler som Thunder (Brain) og Violence (Hands) henleder hun opmærksomheden på kroppens enkeltdele og hvad der sker eller kan ske med delene. Hun fortæller: “Jeg tror, det er noget, vi alle døjer med. De emner, jeg berører, er personlige og individuelle, men adresserer samtidig vores samfund. Fra angst, rastløshed, søvnløshed og uretfærdighed til kvindelighed, depression og selvudfoldelse. Jeg udforsker dualiteten, som ofte ligger i os. Det er en rejse gennem glæde og smerte med et mål om forhåbentlig at kunne finde ro inde i sig selv.”

Musikalsk er det et enkelt udtryk, der kan minde om 80’ernes avantgarde pop og elektroniske musik med enkelte jazzelementer. Jeg kommer umiddelbart til, at tænke på noget af den musik som Laurie Anderson lavede. Marijke Florien synger i stedet for at tale ligesom Laurie Anderson. Marijke Florien spiller de fleste instrumenter og suppleres af lidt saxofoner og trommer. Det er ikke en plade der ligner ret meget andet, der kan høres på dagens musikscene.

Bandcamp

Black Flower: Future Flora (Sdban ultra) LP/CD/DL/stream

Det er så sjældent som i aldrig, at jeg har skrevet om belgisk afro her på bloggen. Når man nu har fået tilsendt en plade med et belgisk afroband og bandet i øvrigt spiller på Roots & Hybrid på Spot festivalen i den kommende weekend, så er der vist ingen vej udenom.

Black Flower er godt rundet af ethiojazzen som den kendes fra Mulatu Astatke og afroen som den kendes fra Fela Kuti. De har også arbejdet med deres eget lydudtryk, der godt kan minde om retro-soulens rå og direkte lyd. Guitaren er ofte i fokus, hvor jeg bl.a. hører noget af Dick Dale’s surfguitar blandett godt op med afro.

Det er en af bandets forcer. De tager den med ro. Lader instrumenterne tale. De groover døsigt afsted mens barytonsaxofonen indtager centrum.

Future Flora er en god teaser inden jeg skal høre dem live. Er du til Debre Damo Dining Orchestra, så går du ikke forgæves.

Bandcamp Black Flower

STUFF.: Old dreams New Planets (Gondwana/sdban) LP/CD/DL/stream

Det ustyrligt tjekkede britiske pladeselskab Gondwana, der står bag udgivelser med Gogo Penguin, Matthew Halsall, Portico Quartet og Mammal Hands har inkluderet det belgiske band STUFF. i sin stald. For den opmærksomme er det nok allerede noteret at der er et punktum efter STUFF-navnet. Gruppen har nemlig ikke noget at gøre med det amerikanske jazzfunkband Stuff, der huserede i slut-70’erne. 

Belgiske STUFF. er også et funky outfit- men på den moderne 2018-måde, hvor hip hop, Flying Lotus, D’Angelo, Robert Glasper og electro trækkes ind over lydbilledet. 

Det er der kommet en dejlig synthbeklædt plade ud af. Broken hip hop blandes op med 70’er funk. Det er så fedt at det burde opleves live. Men det er nok alligevel for vildt, at forestille sig et belgisk futurefunk band, der spiller koncert i Danmark.

stuffmusic.bandcamp.com

Donder (Donder) LP/CD/DL/stream

Der står ingenting på fronten af coveret, med et gråligt billede af et landskab, hvor det er trætoppene der danner en linje henover midten og skoven nedenunder er en sort silhuet. Pladen har heller ikke en titel eller et pladeselskab. 

Det er til gengæld deres andet album. I forhold til den første udgivelse er den belgiske klavertrio Donder, blevet udvidet med danske Lars Greve på sax og klarinet. Trioen excellerer i det transperante og flydende jazzunivers.

Og det er ikke en dum tilføjelse, at Greve er kommet med. Tværtimod. Han giver den både på følsom klarinet, på nummeret Oskar og på mangefoldigt lydende klarinet på When the sea is empty. Albummet er interessant for Lars Greve fans, da den udvider billedet af saxofonisten fra Girls in Airports og den eksperimenterende solosaxofonist. Pladen er et både behageligt og spændende bekendtskab.

dndr.bandcamp.com

Tandaapushi: Borromean Rings (JVTlandt) CD >> Elephant9: Greatest show on earth (Rune Grammofon) LP/CD/DL/stream

En belgisk og en norsk plade, hvor der kun er reminiscenser af jazz. Begge med et “klassisk” triosetup: tangenter, bas og trommer. Belgiske Tandaapushi er aktuelle med deres andet album. De udgives atter af det dansk/japanske selskab Jvtlandt. Trioen dyrker i sit elektriske univers, den pulserende og repeterende musik. Ned over lægger de deres improvisationer. Stilistisk er det et elegant mashup af avantrock, improv, noise og eksperimenter, der skiftevis stikker af og vibrerer. Borromean Rings er en stærkt opfølger til debutpladen. Hvor Tandaapushi holder til i undergrunden er det anderledes med nordmændene.

Elephant9 har fået et overraskende gennembrud i Norge, hvor de nået langt udenfor jazzens kredse. Det er ikke så underligt, når man hører hammond/bas/tromme trioen, der er som snydt ud af de tidlige 70’ere, hvor King Crimson og Yes var hot shit. Hvor danske Ibrahim Electric gerne inddrager afro, så er Elephant9 mere rendyrket i progrockhjørnet. Der er helt sikkert masser af appeal til rockfolket, f.eks. med nummeret Farmer’s Secret.

Jvtlandt.com

Runegrammofon.com

M(H)ysteria: Family Drug (Jvtlandt)

Hammond, bas og trommer. Så er tankerne kørt i stilling til en bestemt forestilling om hvordan det skal lyde. Den forestilling skydes i sænk af M(H)ysteria, der sender funky grooves og souljazz ud til fordel for syrede stemninger. Trioen M(H)ysteria ledes af italieneren Giovanni Di Domenico, der bor i Belgien. Han har et omfattende CV som pianist og komponist, der bl.a. indbefatter samarbejde med Jim O’Rourke, Arve Henriksen, Akira Sakata og Chris Corsano. Han er sammen med belgierne Laurens Smet på bas og Jakob Warmenbol på trommer.

Musikken er dyster. De beskriver med musikken de mange spændinger der er i dagligdagslivet, med stress og forestillinger om forfærdelige ting der sker omkring os. Trioen har et flydende fremadrettet drive, hvor der aldrig er ro. Åbningsnummeret Road Rage tager os med på en apokalyptisk motorvejstur. Titelnummeret Family Drug sender os ind i en monumentalt lammende overdosis. Den kommer snigende med smerte og afmagt. Family Drug er til lytteren der ikke bange for at få hældt syre i Hammond orgelet. Spændende og uhyggeligt.

jvtlandt.com

Labtrio: Nature City (Out Note Records) >> Benedikt Jahnel Trio: The Invariant (ECM) >> Colin Vallon Trio: Danse (ECM)

Her er tre europæiske bud på hvordan triojazz kan lyde i dag. En belgisk, en tysk og en schwezisk trio har passeret mine ører.

Lab Trio er fra Belgien. De er også det yngste bud i denne triojazztriple. De har eksisteret i 10 år og det er deres tredje plade siden 2013. De spillede i Koncertkirken i København i forbindelse med Vinterjazzen. Det kunne muligvis indikere at trioen spiller kompliceret og svært tilgængelig jazz. Det er langt fra tilfældet. Pianisten Bram de Looze er sammen med trommeslageren Lander Gyselinck og bassisten Anneleen Boehme. De spiller melodisk tændt jazz, der trækker på inspiration fra både elektronisk musik og europæiske toner. Et meget behageligt bekendtskab.

Tyske Benedikt Jahnel er aktuel med sit tredje trioalbum. Hans 10 år gamle trio består af spanske Antonio Miguel på bas og canadiske Owen Howard på trommer. Stilen er i samme nabolag som Marcin Wasilewski eller Tord Gustavsen. En stil med luft og plads til melodien. En stil hvor der er spor tilbage til noget af det som Keith Jarrett lavede for over 30 år siden. Ikke dårligt, men også en kende anonymt.

Det bliver bedre med schweiziske Colin Vallon, der modsat Jahnel ikke har indspillet pladen i ECM Records meget ofte brugte Rainbow Studio i Oslo, med den helt særlige lyd, der når det ikke fungerer, bare kommer til at fremstå stereotyp. Valget af et andet studie hos Vallon er med til, at give et lydmæssigt nærvær der klæder musikken. Vi er stilistisk i det samme område som hos Jahnel. Det lykkes bare bedre. Der er en nerve og kant i triomusikken, der midt i det rolige og afdæmpede tempo, løfter og Colin Vallon Trio mere karakter og styrke. Det er nødvendigt, hvis man bevæger sig ind på den i forvejen meget befærdede triojazzvej.

Outhere-music.com

Ecmrecords.com

Nicolas Kummert: La Diversité (Edition Records)

Den belgiske saxofonist Nicolas Kummert hører vi her i selskab med guitaristen LIonel Loueke. Pladen er Kummerts første plade for Edition Records i eget navn. Han er også medlem af kvartetten Drifter, som han har sammen med den finske pianist Alexi Tuomarila. Her er det også en kvartet, men i kraft af Loueke er det noget helt andet. Når de to mødes i duetten Gnosienne à deux, skrevet af Erik Satie, indrammes det hele så smukt i mødet mellem Loueke’s afrikansk inspirerede akustiske guitar og Kummerts jazzsaxofon over en smuk og enkel klassisk komposition. Det er ellers Kummert der har skrevet musikken på resten af pladen, med en enkelt markant undtagelse.

Leonard Cohens Hallelujah indledes med Louekes guitar og Nicolas Thys’ flotte bas og diskret percussionspil fra trommeslageren Karl Januska, de berører temaet, hvorefter Kummert improviserer en saxsolo over melodien, inden det hele samles i det velkendte Hallelujah-omkvæd. Stærkt og smukt. Kummert tilbragte et par måneder i Senegal som helt ung, hvilket siden har sat sit præg på hans musikalske retning, der er forankret i jazzen. La Diversité er et vellykket mix af moderne europæisk jazz, afrikanske toner og fire musikere der lader det smelte naturligt sammen. Lionel Louekes afvekslende guitarspil og Kummerts nærværende og varme tone topper det hele på en rigtig god plade.

Nicolaskummert.com

Editionrecords.com

Tandaapushi: Fire Disposal (jvtlandt)

Leo Dupleix er franskmand uddannet i Belgien og bosiddende i Japan, han er hovedmanden bag trioen Tandaapushi. Det dansk/japanske pladeselskab Jvtlandt har netop udsendt trioens debutalbum. Leo Dupleix har en master i jazzpiano fra konservatoriet i Bruxelles. I dag arbejdet han overvejende med elektronisk musik, hvor instrumenterne er en mixer, et pianet, synths og pick ups. Trioen består desuden af bassisten Laurens Smet og trommeslageren Louis Evrard. 

I et fascinerende spændingsfelt mellem noise, freejazz og avant rock har de skabt et nedsmeltet og dysharmonisk soundtrack. Det organiske lydkaos smager af rødt rustvand. Lysglimt skærer sig gennem tonerne. Evrards monotone, nærmest minimalistiske rytmer der svøber sig i Dupleix’ støjende droner og Smet’s kontante basgange. Det er eksperimenterende leftfield electronica. Det er en stemning der er skabt i en nuklear forurenet kælder, under et diskoteks dansegulv. Det er så grimt at det bliver smukt.

leodupleix.com

Equilibrium: Liquid light (Songlines) >> Erik Honoré: Heliographs (Hubro) >> Sidsel Endresen & Stian Westerhus: Bonita (Rune Grammofon)

Der er noget ganske unikt og særegent over trioen Equilibrium. De tre musikere fra Norge, Belgien og Danmark er aktuelle med deres tredje album, der som de to foregående udkommer på det canadiske pladeselskab Songlines. Musikerne har deres rødder i jazzen og det kan også høres. Der er også meget andet i spil. Det der slår mig først er nærværet og intensiteten i musikken. De er om muligt rykket endnu tættere på lytteren. De fortæller med en insisterende åbenhed deres musikalske historier. Det er ikke muligt at lade som ingenting når de er i højttaleren. Nordmanden Sissel Vera Pettersen sætter sit tydelige præg med hendes vokal, elektronik og sopransax. Hun arbejder intenst med stemmen. Belgieren Joachim Badenhorst på klarinet og basklarinet befinder sig i dag som en af Europas fineste musikere ud i kammerimpro. Danskeren Mikkel Ploug på både elektrisk og akustisk guitar folder sit musikalske tæppe ud under trioen, der endnu en gang har lavet en spændende CD.

Sissel Vera Pettersen har hentet stor inspiration fra landsmanden Sidsel Endresen der er aktuel på to plader. Den ene er som gæst på tre numre på Erik Honorés Heliographs. Det er eksperimenterende electronica, som den næsten kun laves i Norge. Erik Honoré arbejder med samples og diverse synthesizers. Der er en organisk feeling i den forfrosne og kuldslåede musik - der drager og besætter.

Sammen med Stian Westerhus har Endresen lavet opfølgeren til 2012-udspillet Didymoi Dreams der fik den norske Grammy kaldet Spellemannprisen. Endresens stemme og Westerhus’ guitar suppleret med lidt effekter er grundlaget for en særegen og igen meget norsk udgivelse. Der eksperimenteres med stemme og lyd i en klasse der må medføre international opmærksomhed. Det er lydverden der ikke umiddelbart kan sættes navn på. Men den kan fornemmes og mærkes. Imponerende!

equilibriumtrio.tumblr.com

hubromusic.com

runegrammofon.com

The Bureau of Atomic Tourism: Spinning Jenny (Rat Records) >> The Bureau of Atomic Tourism: Arco Idaho (Rat Records) LP >> The Bureau of Atomic Tourism: Scintigraphy (Rat Records) LP

Bandet med det forrygende navn The Bureau of Atomic Tourism ledes af den belgiske trommeslager Teun Verbruggen. På disse tre udgivelser i forbilledligt smukke indpakninger præsenteres vi for free jazz i international topklasse.  Sekstetten har kun eksisteret siden 2011, hvor de blev dannet i forbindelse med festivalen Follow The Sound i den belgiske by Antwerpen. Med Andrew d’Angelo (sax og basklarinet), Nate Wooley (trompet) og Trevor Dunn (bas) har sekstetten tre stærke og fremtrædende repræsentanter fra Brooklyn’s avant-scene. Den franske guitarist Marc Ducret, som vi ofte har hørt i Danmark er sammen med den belgisk fødte - men i Frankrig bosatte - Jozef Dumoulin på Fender Rhodes, de sidste medlemmer. 

Der arbejdes med en åben og fordomsfri tilgang til freejazzen. Teun Verbruggen inkoorporerer legetøj og elektronik i musikken. Det er med til at løfte den bredt ud. 

Det er mildest talt imponerende hvad Verbruggen har nået med sekstetten. De to LP’er er med udvalgt musik fra debutCD’en Second Law of Thermodynamics. Det er to selvstændige og meget flotte vinyl-produktioner. Den ene Scintigraphy er kommet i et oplag på 250 eksemplarer og er med et coverbillede lavet af den belgiske kunstner Pierre Alechinsky. Den anden Arco Idaho er kommet i 500 eksemplarer. Musikken er kompromisløs. Der er elementer af elektriske Miles Davis - hvilket Nate Wooley ikke er uden skyld. Der er hints til No Wave, med heftige abrupte breaks. Der er elektronisk støj. Det er improviseret og støjende jazz.

Styrken ved Teun Verbruggens The Bureau of ATomic Tourism er den bredde, de repræsenterer. Det er afvekslende og fantasifuldt. Det står ikke stille og dvæler ved en enkelt god idé. Der er fart på og idéerne står i kø.

CD-udgivelsen Spinning Jenny er en koncertoptagelse fra april 2013. Her spiller de musik af både Ducret (3 numre), d’Angelo, Dumoulin og Wooley. Jasper Stadhouders er med på bas i stedet for Dunn. Har man indtaget rigelige mængder af Miles Davis’ elektriske musik fra 70’erne er man klædt på til denne opdaterede udgave. Det er mindre funky - der fornemmes alligevel et groove. Det er meget afvekslende og skiftende i stemninger. 

teunverbruggen.com

Catherine & Wind Duo Art: New Folks (ACT) >> Peirani & Parisien Duo Art: Belle Époque (ACT)

Herhjemme er den belgiske guitarist Phillipe Catherine bedst kendt for sit samarbejde med Niels-Henning Ørsted Pedersen. De lavede flere duoplader sammen, bl.a. The Viking fra 1983 og Art of the Duo fra 1993. Herudover var der et hav af andre bemærkelsesværdige plader udgivet af pladeselskabet Steeplechase. Den nu 71 årige belgier har atter lavet et duoalbum sammen med en bassist, det sker i pladeselskabet ACT's Duo Art serie. Sammen med den tyske (og i New York bosatte) bassist Martin Wind har Catherine kastet sig over klassiskere som Oscar Pettiford's Blues in the closet og Dexter Gordon's Fried Bananas, standards som Old Folks og How deep is the ocean og eget originalmateriale. Det er en rolig og tilbagelænet plade fra en mand, der ikke har travlt. Martin Winds basspil matcher roen. Det er ikke som i "de gamle dage" med NHØP - men det er slet ikke så tosset.

En anden duoplade i ACT-serien er med franskmændene Vincent Peirani (accordion) og Emile Parisien (sopransaxofon). Peirani har opnået stor opmærksomhed indenfor det sidste år. Medvirken på Youn Sun Nah album og tour og titlen som årets kunstner i 2013, udnævnt af det franske jazzblad Jazz Magazine er blandt meritterne. På denne plade lægges der ud med Sidney Bechet's Egyptian Fantasy og det er ikke den eneste Bechet-komposition på pladen, hvilket nok ikke er helt tilfældigt på grund af Parisien's sopransax. Pladen var også oprindeligt tænkt som en hyldest til Bechet. Men det er blevet så meget mere end det. Der er den mystiske melodi Hysm. Der er parisisk caféstemning med Le Cirque de Mirages. Der kammermusikalske stemninger og støvet verdensmusik. Inspiration fra jazzhistoriens sopransaxofonister fra Steve Lacy over John Coltrane til Sidney Bechet. Pladen lukker ned St. James Infirmary og Ellingtons Dancers in love. En omfavnende duoplade der kommer vidt omkring og lever i kraft af to gode instrumentalister.

actmusic.com

Melanie de Biasio: No deal (Play it again, Sam)

Hun er blevet kaldt en belgisk Billie Holiday. Det første i hvert fald sandt. Hun er også sangerinde ligesom Billie Holiday. Ellers er det nu ikke Holiday jeg tænker alt for meget på når jeg hører Melanie de Biasio. Der er noget cool og tjekket over de Biasio. Lige fra pladens længde der tager 33 og en tredjedel minutter til det flotte cover. Der er et akustisk udgangspunkt i musikken med klaver og trommer. Bassisten er erstattet af en der spiller analoge synthesizere. Det giver et fedt nutidigt aftryk. Som f.eks. på pladens eneste covernummer, en cocktaillækker version af Nina Simone-hittet I’m gonna leave You. Her er bassen erstattet af et brumlende electronicaunderlag. 

Hun er inspireret af så forskellige folk som Talk Talk’s Mark Hollis, Frank Zappa, Pink Floyd og Abbey Lincoln. Men det er nu primært Nina Simone der popper op på min radar, når jeg hører pladen. Det er den slags jazz som den inflydelsesrige engelske DJ Gilles Peterson har hypet i sit program på BBC6. Det er jazz, der kan spilles når den første drink forsvinder fredag aften. Melanie de Biasio har lige været med som opvarmning på Agnes Obel’s Europa-turné.

melaniedebiasio.com

Bennink & Co. (ILK)

Den danske pianist Simon Toldam har i nogle år været fast mand i den hollandske freejazz legende Han Benninks Trio, sammen med belgiske Joachim Badenhorst - som vi herhjemme kender fra samarbejdet med Mikkel Ploug og Sissel Vera Pettersen. Badenhorst spiller basklarinet og saxofon.

Det første album fra trioen der kom for et par siden var et tidligt møde mellem de tre. Med det nye album har de spillet sig tættere ind på hinanden. Der er kommet andre - eller flere - boller på suppen. Nok har de stadig et fritænkende og ubundet udtryk. De søger også sammenhænge og fællesskaber i form af strukturerede rytmer. Det spræller og spjætter af durkdreven spillelidenskab. Der er intense forløb, hvor de skiftes til at tage teten.

Bennink og co. er et album fra tre musikere der søger mod kanten. I kraft af det fine og empatiske samarbejde ryger de ikke i afgrunden men redder med lethed hinanden. Nogle gange først i sidste øjeblik.

ilkmusic.com

Equilibrium: Walking voices (Songlines)

Helhjertet satsning
 For to år siden kom deres debutalbum, hvor jeg ikke sparede på roserne. Jeg havde heller ikke glemt dem da året skulle gøres op, de var med på min liste over årets bedste plader. Dengang havde de ikke været ude at spille musikken live. Siden har de været på adskillige turnéer og den logiske udvikling derfra er hørbar. Trioen består af danskeren og guitaristen Mikkel Ploug, nordmanden og sangerinden Sissel Vera Pettersen og belgieren og klarinetisten Joachim Badenhorst.
Sissel Vera Pettersen har udvidet arbejdet med stemmen. Hun bruger elektronikken som hjælp til at frembringe effekter på den ordløse sang, desuden supplerer hun med sopransax. Den ordløse sang som Pettersen frembringer er besættende og det forvirrer næsten da hun hen mod slutningen af pladen også får et sprog. Nummeret A word - der også var med på det album hun lavede sammen med Nikolaj Hess af samme navn fra 2009 - sætter enkle ord på livet. Mikkel Ploug spiller både på akustisk og elektrisk guitar og i samarbejdet med Badenhorsts klarinetter skaber de en flot indramning og grundstemning til Pettersens vokalpræstation. Der er lydlandskaber af flydende ambient karakter som pladens afslutningenummer Sires. Der er bevægende enkel akustisk guitar som på åbningsnummeret addicted to changes. Der i mellem åbner trioen op for musik med forskellige følelser. Kammerjazzen der prægede debutpladen er ikke så tydelig længere uden at det går ud over nærværet. Trioen satser helhjertet og musikken holder til det.
Bonusinfo:
Equilibrium spiller på Statens Museum for kunst d. 10. juli.
Mikkel Ploug: mikkelploug.com

Han Bennink Trio: Parken (ILK)

Fri i Parken

Det er første gang at den hollandske freejazz-trommeslager, 67 årige Han Bennink leder en trio i eget navn. Nu er der så kommet en plade med trioen der har spillet sammen siden sommeren 2008, bla. på adskillige festivaler. Danske Simon Toldam på 29 år sidder ved klaveret og belgiske Joachim Badenhorst på 27 år spiller klarinet og basklarinet.
På trods af den aldersmæssige forskel mødes de tre musikere ubesværet i et musikmøde, hvor lyttesansen udfordres på det skarpeste. Der tages udgangspunkt i musik komponeret af trioen, men også tre Ellington numre har de fundet sammen om. Lady of the lavender mist, Isfahan og Fleurette Africaine får skudt europæisk freejazz ind i blodårerne og genopstår som nye jazzvæsener. Pladen lukkes med titelnummeret, der er en ny version af sangen Parken, fra gruppen Sektens Mäktiga vingar der kom tidligere i år. Qarin Wikstöm fra Sekten synger også på denne version.
Pladen er en udpræget europæisk freejazz plade, hvor to yngre kræfter til fulde beviser at arven fra 60'ernes frie pionerer kan forvaltes originalt og nutidigt.
Bonusinfo:
Trioen spillede sammen med den amerikanske trompetist Dave Douglas på sommerens North Sea Jazz Festival i Rotterdam
Youtube-klip fra koncert i Budapest d. 12. september 2009

Mikkel Ploug/Sissel Vera Pettersen/Joachim Badenhorst: Equilibrium (Songlines)

Respektindgydende

Det er tredje gang indenfor ret kort tid jeg skriver om en plade, hvor norske Sissel Vera Pettersen medvirker. Den først var en duoplade sammen med Nikolaj Hess, den anden som sideman i Anna Kruses band. På den nye plade er hun en del af en trio sammen med danske Mikkel Ploug på guitar og belgiske Joachim Badenhorst på klarinet, basklarinet og tenorsaxofon. Sissel Vera tager sig endnu en gang af både sopransaxofon, elektronik og sang eller stemme, som det bør hedde i den sammenhæng hun bruger den.
Pladen der hedder Equilibrium er udgivet af det canadiske selskab Songlines der bla. har stået bag udgivelser med Brad Shepik, Michael Blake og Tony Malaby. Trioen har skabt en plade der ikke kan sættes i en bås jeg kender navnet på. Jazz, improvisation og ny klassisk musik med elementer fra feks. minimalistisk musik er blandt de inpirationskilder jeg kommer til at tænke på. Det er ikke muligt at fremhæve en musiker i trioen fremfor en anden. De fylder alle sammen lige meget.
Det er tydeligvis et musikalsk projekt som de tre musikere har investeret en stor af sig selv i. Mikkel Ploug har komponeret musikken. Er man bekendt med de tidligere plader han har lavet sammen med saxofonisten Mark Turner, bør man indstille sine ører i en anden position. Mikkel Ploug tager en musikalsk chance der er stor og det efterlader respekt. Fungerer det så? Ja, i den grad! Det kammermusikalske sammenspil og nærvær fra de tre personlige musikere er der meste værd. Plougs kompositioner oveni holder det sammen i en kontekst, med langvarig værdi.
Bonusinfo:
Trioen er på tur fra d. 15. april og når bla. at besøge Belgien, Tyskland, Tjekkiet og Norge, inden de kommer til Danmark, her spiller de i Jazzkælderen i København d. 1. maj og på Dexter i Odense d. 2. maj.
November fra pladen som gratis MP3 download: www.songlines.com/samples/November.mp3
Mikkel Ploug: www.mikkelploug.com