Første halvdel af 2015 har allerede budt på så mange vokaljazzplader, at jeg som blogger er ved at være overbelastet. Veronica Mortensen, Malene Mortensen, Sidsel Storm, Sinne Eeg, Alice Carreri, Indra, Birgitte Soojin, Live Foyn Friis, IKI, Diana Krall, Louise Bøttern, Lindha Kallerdahl, Katrine Krog Russo, Kasper Bai og Dorte Hyldstrup er blandt de mange der har udgivet en vokalskive. Der har været flere gode oplevelser, hvor gamle kendinge som Sinne Eeg og Indra er blandt dem der har indfriet mine forventninger på bedste vis. Der har også været flere ret ligegyldige ting, som jeg havde glemt alt om, hvis det ikke var fordi jeg havde skrevet om dem på min blog - her tager Diana Krall uden tvivl topprisen.
Det er til gengæld en fornøjelse når der dryppes en pæn portion personlighed ned i projektet, som det er tilfældet med svenskeren Mimi Terris, der også har amerikanske aner.
Det er Mimi Terris' andet album. Hvor den operauddannede sangerinde på det første album var taget til USA, er hun denne gang hjemme i Sverige, The Home of Monica Zetterlund og Alice Babs. Det høres med al tydelighed. Har man set filmen om Monica Zetterlund, har man en idé om hvordan det lyder. Det er toner fra dengang vokaljazzen var perlende frisk som en hindbærbrus. Mimi Terris rammer mig med hendes charme og elegance. Desuden er det en fornøjelse at høre hendes svenske diktion. Lækkert.
Cassia DeMayo var helt ukendt for mig. Derfor var overraskelsen stor, da jeg hørte pladen første gang. Den amerikanske sangerinde bor såmænd i Århus, hvor hun med en trio bestående af guitaristen Alex Olesen, bassisten Tejs Dragheim og trommeslageren Kristoffer Lysgaard Madsen har lavet et overraskende godt album. Overraskende fordi det er da lige godt utroligt, at der kan gå en sangerinde af den kaliber rundt i Århus. Nu kan hun så opdages, som hun fortjener. Der er styr på stemmen, der har dybde og følsomhed. Materialet er selvskrevet med lidt standards ind over.
Nå men, når jeg nu er i gang med vokalpladerne kan jeg lige så godt fortsætte med et par norske sangerinder der er udkommet på det tyske pladeselskab ACT. Ida Sand har lavet en plade med Neil Young-fortolkninger - noget der ikke lige ligger til højrebenet. Jeg kan på stående fod ikke komme i tanke om andre jazzkunstnere der har fortolket Neil Young. På den ene side er det meget positivt i forhold til originaliteten - på den anden side, er der nok en grund til at Neil Young ikke er det mest brugte i jazzen. Det bliver heller ikke til en plade der får Young til at lugte af jazz. Ida Sand går klogeligt nok i retning af den roots-baserede singer-songwriter musik.
Randi Tytingvåg er ikke jazzsangerinde. Hun kommer fra singer-songwriter genren og har lavet et album med en blanding af the obvious shit (Joni Mitchells Both sides now) til det mere overraskende (Marlene Dietrichs Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt). Her i mellem klemmer What a wonderful world og et Tom Waits sig ind. Pladen er ikke vildt ophidsende - men ganske hyggeligt, specielt fordi hun bakkes musikalsk op af to velspillende musikere med hang til akutiske guitarer.
Den sidste plade er med en sangerinde der er født i Polen, vokset op i Østrig og bosat i Tyskland. Natalia Mateo har lavet den bedste af de tre ACT-udgivelser. Det er også den mest jazzede. At hun spiller en af mine all time favourites, Lou Reed’s Walk on the wild side, trækker heller ikke ned - uden at hun dog tilføjer afgørende nyt til nummeret. Hun tør kaste sig over de ikke mest indlysende pophits, Lady Gaga’s Paparazzi og Rockwell’s Somebody is watching me. Mens hun frygtløst giver sig i kast med både Strange Fruit og I put a spell on you. Derudover supplerer hun med egne numre. Albummet Heart of Darkness, der har taget titel efter en Joseph Conrad roman fra 1899, rummer noget farlighed under overfladen, der først kommer frem hen ad vejen.